Just me.. (Stan)

Tiden; 18.35
Stedet; Sombre - Parken
Omgiverne; Hvad der er i en nogelunde tom park
Vejret?; Let tusmørke, lidt overskyet og en blid vind man mærkes..

Let hoppende skridt kunne så høres hen over den grusede sti der gik gennem Sombre - Byens dejlige park. De være nærmest svævende lette så denne person var med sikekrhed ikke ligefrem den tungeste person i verden. Tusmørket havde endelig lagt sig over byen men gadelugterne havde ikke tændt sig selv endnu da man nemt kunne se noget for sig. Men det ville nok komme snart. En pige som så til syne blandt træerne, buskene og hvad der ellers kunne findes i parken. Hun havde en skuldertaske svunget hen over den ene af hendes skuldre og afslørede at hun vist lige havde fået fri fra skole. Ret sent vile nogle sikkert tænke men hun det gjorde hun ikke. Hun havde ikke andet at lave som så. Der var ingen der ventede på hende når hun kom hjem og et job havde hun ikke fundet sig endnu. Et smil lå formet på hendes læber og glæden og munterheden kunne også ses i hendes smukke mærkebrune øjne som hun så fint besad. Hun var altid sådan. Eller for det meste da. Tænkte ikke særlig negativt og hvorfor skulle man også gøre det. Dette var Amalitess. Et lidt mærkeligt navn eller måske meget specielt men nu var hun jo heller ikke helt normal. Hun var en af de få fe'er der fandtes i byen. Eller var det alf hun var. Det vidste hun ikke helt endnu. Men hun var også lidt ligeglad. Hun tilbragte det meste af sin tid i sin menneske form da hun bare følte sig alt for lille ellers. Hendes halvlange blonde hår var sjusket og hurtigt sat op i to rottehaler og det så ud itl at det havde siddet sådan hele dagen. Da hun kom forbi en af de faldefærdige træbænke satte hun svagt af fra jorden men alligevel lykkedes det hende nemt at hoppe op på den. Hun landede midt på og hoppede igen med lethed ned fra den. Og hvis man havde kunne set rigtigt godt efter ville man kunne skimme en skygge formet af to vinger der sad fast på hendes ryg og svagt havde viftet under hendes hop. Et grin kom fra hende efter dette lille nummer og hun gik videre. Lidt efter braste bænken sammen som om at en sten havde ramlet ned i den. Lidt mærkeligt da det skulle været sket da hun ahvde landet på den.