Time goes bye.. ~Stan~

Vinden ruskede vild i træernes nye og frodige kroner i ruk. Det ene øjeblik var den der og så det andet øjeblik var den der ikk men kom dog hurtigt igen. En svag mumlen fra både mennesker og væsner der så småt var på vej hjemad efter en hyggelig dag i parken. Indtil at vinden begyndte at hærge. Dog forblev en pige i den enorme park. Dette var Amelia. Hun stod bare og så lidt efter familierne, kæresteparrene og vennerene der roligt gik sammen væk derfra. Men hun rystede bare på hoevdet og hun drog et lavmælt suk. Så begyndte hun at gå lidt væk der fra. Lidt ind i en klynge med træer tæt sat op uden om den lange sti af grus. Hendes halvlange hasselnødde brune hår hvirlede også vildt om hende på grund af vinden men hun nød det bare. Nogle ville sikkert mene at de var umodeligt irriterende men ikk hende. Hendes krystal klare, dybe og utrolig smukke dådyr øjne af også samme sjældne hasselnøddebrun så lidt rundt omkring hende medet svagt nysgerigt blik. Først lidt til venstre, så til højre, så igen til venstre, så ned i jorden og til sidst stoppede hun roligt op og så mod himlen hvor at en eller to stjerne havde fundet deres plads. Hun betragede dem. Bare talte deres blink der blev sendt ned til hende. Og et smil voksede frem på hendes bløde og let lyserødebrune læber som hun havde fået tildelt. Den korte røde nederdel flagrede svagt i vinden og hendes løse hvide skjorte sad bare som den nu skulle. Og hun havde ingen sko på.

En ung dreng gik imellem den myldrende flok som gik forbi ham. Nogle råbte skældsord til ham, da han bare gik i dem. Drengen her var Stan. Stan Cold for at vær helt præcist. Han gik lige gyldigt forbi nogle kvinder der straks begyndte at hviske tiske. Stan begravede sine hænder i sin bukselomme, mens han bøjede sin ryg. Man skulle tro at han havde en sygdom nu da han begyndte at gå sådan frem. Stan havde ikke kastet et eneste blik på himlen da sådan noget ikke interesserede ham. Ikke det mindste. Dagen i dag var ikke noget at råbe hurra for. Stan elskede når det var rigtigt koldt, sådan at folks øre ville falde af! Stans øjne opfangede en pige som åbenbart ikke tog med flokken som nærmest flygtede herfra. Han sigtede efter hende med sine isblå øjne, mens hans skridt blev langsommere og langsommere. Han hostede stille, mens hans blik så betragtede på pigen ikke så langt herfra hvor han nu var.
Hvor i alverden var han henne?

Amelia reagerede ikk på at hun hørte skridt komme mod hende. Hun havde ikk hørt ordenligt efter og troede vel bare at de gik den anden vej lige som alle de andre. Og så stod hun ogaå halvt inde i sin egen lille drømmeverden. Der hvor hun ikk frygtede det fantastiske kemiske grundstof der bestod af hydrogen og oxygen. Der var hun nemt kunne finde fred og ro og lade sig nyde vinden. Om den så var kold eller varm. Her hvor at alle hendes drømme blev til virkelig hed. Men hun blev dog revet ud af denne verden igen da hun svagt kunne høre en hosten. Om det var som om at en rømmede sig eller prøvede at få hendes opmærksomhed eller om det bare var tilfædlig lyttede hun ikk efter. Men alligevel så hun først ligefrem for sig før at hun så trådte et enkel skridt til siden og stod nu halvt vendt om mod denne fremmede dreng der havde lagt sit blik mod hende. Hun studerede ham kort med sine smukke, dybe og krystalklare hasselnøddebrune dådyr øjne før at hendes smil så igen spillede frem på hendes bløde læber. Hun lagde sit hoved let på skrå så hendes hår faldt mere til den ene side og hun havde samlet sine hænder på ryggen hvor på at hendes brystkasse automatisk svagt var skudt lidt frem. Hun sagde ikk noget da hun ikk helt var sikker på om denne dreng ville holde hende med selvskab eller bare gå forbi.

Stan havde automatisk rettet sig op i sin fulde højde. Han var egentlig ret høj af sin alder. Ham mærkede en kort brise tage fat om hans underlige blålige hår. Han havde egentlig ødelagt hans hår da han farvede det hele tiden, fordi han kedede sig. Stan løftede det ene øjenbryn da han opdagede pigens stilling og smil. Han smilte aldrig ham Stan. Han var den fyr der irriterede folk, nedgjord dem og for guds skyld, fik dem til at græde. Stan lod sin ene hånd kærtegne hans hage, mens han rømmede sig stille. So what? Han kunne da tale med denne pige, nu da hun.. ja er en pige?
Stan løftede sin anden hånd, den som ikke lå på hagen, til et lille vink til pigen. Hans læber forblev dog i et tynd og lang streg. Han var ikke sur, det kunne man se på hans isblå øjne. Han var vel bare.. doven?

Amelia's smil forsvandt ikk på grund af at denne dreng ikk ville gengælde det. Sådan var hun ikk. Hun var vel bare den type der så vidt mulitg prøvede at være venner med de fleste. Og hun havde vel også en form for evne på det område. Men alligevel blev det en smule mindre. Hun lod lige som ham sin ene hånd løfte sig i et kort vink før at hun så vendte sig helt om mod ham og scanede ham så igen. Hun havde aldrig været god til at skelne mellem de forskellige væsner. Men hun kunne da se på ham at han hverken var en vampyr eller et spørgelse. Eller zombie for den sags skyld. Hun lod sine bløde læber skille sig for at hun kunne sige noget der ville lyde mere tydeligt end den der 'Mmmhfmm'-agtige lyd som ville komme fra hende hvis hun ikk gjorde. "Godaften.." sagde hun så til ham. Hendes stemme var overraskende blid og rolig men alligevel ikk overdrevet. Og man kunne høre at hun ikk ligefrem var nervøs over at sige noget til ham. Hendes blik begyndte så lidt efter at blive mere betragende og hun bed isg blidt i sin underlæbe og lagde igen sit hoved let på skrå. Hun var vel ret lav i sin alder. Eller kropsalder. Dog havde hun en tydelig og pæn kvindelig form.

Stan lod sit hoved lægge sig en smule på skrå da han nu stoppede foran pigen. For at være helt seriøst følte han sig som en lange Jan foran hende. Han lod begge sine hænder begrave sig ind i sine buskelommer igen. Han begyndte langsomt at fugte sine læber, mens han kunne smage en slagt metalliserede smag. Han sukkede stille, mens han lod hurtigt blikket glide på himlen, men rettede den dog tilbage på pigen da hun sagde noget. ”Aften?” sagde han forvirrende, mens han kløede sig på håret. ”Godaften” sagde han derefter og lod sin fingre forme sig som en pistol. Derefter lag han sine ´pistol´ formede finger på hendes pande. ”Bang” sagde han, mens han lod som en barnlig pistol. Stan så ud til at ligne en der ikke havde et liv. Seriøst. Man skulle tro hans verden bestod af ´skov´. Og alligevel morede han sig ikke over noget som helst.

Amelia så lidt undrende smat spørgende på ham. Var det da ikk aften? Himlen var mørk men månen havde ikk fundet sin rette plads øverst på himlen så det kunne hverken være nat, dag eller morgen. Hun faldet dog en smule mere til ro da han så sagde godaften til hende lige som hun havde gjort til ham. Og hendes smil kom atter frem igen. Hun blev dog igen en smule forvirret da han fik formet sine fingre som en pistol..og satte den mod hendes pande. Det kunne enten betyde at han bare ville have hende til at dø eller også var han bare en smule andereldes fra andre. Og hun troede dog ikk af at ham her kunne finde på at tage livet fra hende. Og hun håbede det skam også. Men så faldt smil igen igen frem. Et roligt og afslappet smil der også kunne ses i hendes hasselnøddebrune dådyr øjne. Hun havde ikk ligefrem noget imod det han gjorde. Hun kunne vel afslørre at det svagt morede hende. Det var ikk liegfrem hvem som helst der bare gik hen til en person og gjorde sådan. Hun løftede sin ene hånd og tog blidt fat i hans hånd og fjernede den så fra sin pande hvor efter at hun igen slap hans hånd. "Ehm.. Hvad laver du så egentligt her??" spurgte hun ham så med et svagt alvoeligt tonefald men hun så nu mere nuttet ud end alvorlig lige nu.

Stan lod sin hånd falde dovent ned, så den nærmest klappede i mod hans lår. Han lod den hurtigt klø sig på håret da hendes sidste bemærkning egentlig forekom ham besynderligt. ”Har ikke en ide” sagde han og så ned på hendes fødder. Stan lod sin hånd som kløede sig på håret glide hele vejen til halsen, mens han på en måde masserede sin nakke og hals. Han træk igen på skulderne, bare for at vise han egentlig var lige glad med hvor han var. ”Hvad er dit navn?” spurgte han så kort tid efter.
Han hadede at snakke med folk hvis navn ikke var blevet nævnt for ham, og pigen her var skam ikke en undtagelse. Stan gabte dovent og uhøfligt.
Lad os bare sige at Stan ikke var vant til at omgås med piger, slet ikke nogle som hende her. Stan kunne ikke engang huske hvornår han sidst havde været sammen med en ´pige´, det var yderst og meget underligt, at han ikke kan huske sådan noget. Men her stod han så sammen med en ´pige´ sammen med den ´den´, også gabte han bare ude i det blå, som om han var hjemme?

Amelia nikkede roligt til hans svar på hendes spørgsmål. Han lød ikk som om at han rigtigt var interesset i at snakke så meget med hende men hun kunne da altid prøve at gøre det alligevel. Hun lyttede lidt til hans spørgsmål før at hun rigtigt svarede. Han så ny ud og kan kendte sikker ikk særlig meget til de rygter der gik rundt på den high school der havde fundet sin plads her i Di Morga. "Jeg hedder Amelia.. Amelia Sia Lukumi"sagde hun så som svar på hans spørgsmål og smilte skam stadig. Dog ikk overdrevet. Ikk det mindste. Det var lettere svagt men det kunne stadig ses og det var både varmt og sødt. "Hvad med dig??" Siden at han skulle have et navn ud af hende havde han også bare at give hende et. Eller det kunne jo egentligt være lidt ligemeget. Hun ville bare også gerne kunne sætte et navn på hans ansigt. Hun tog sig ikk rigtigt af hans gab. Hun var vel på en eller anden måde vant til dem. Dog mest til hendes fremlæggelser men det var hun ligeglad med. Og hvis han syntes du var kedelig kunne han jo bare gå sin vej igen.

Stan gav et nik fra sig. Så denne pige hed altså Amelia? Stan lag hovedet på skrå, mens hans læber stadig var ligegladagtige. Han nikkede videre mens han lag sit hoved i normal stilling. Han så kort væk fra hende, da han egentlig ikke regnede med at hun ville stille hans spørgsmål tilbage. For første gang, siden pigens møde smilte Stan skævt tilbage. ”Mit navn er Stan. Stan Cold” sagde han og pegede på sin nakke. Han vente sig om og viste hende at han havde fået sig et lille tattoo hvor der stod hans navn og efter navn. Egentlig var det ret ulovligt, for det første fik han det da han fyldte ti, en af hans gangster venner lavede det på ham. Og for den andet må tattoos ikke være på nakken da man rent lige ud kan dø af det. Men sådan var Stan nu engang et gadebarn. En af den værste slags. En kriminel dreng så om man må sige.

Amelia nikkede og smagte til på hans navn. Hun så så igen op på ham da hun kunne se hvordan at han pegede mod sin nakke og vendte den om mod hende så hun kunne se den tatoo han nu engang havde fået. Hun spærrede blot sine øjne lidt op men blev så helt facinderet. Selv havde hun ingen af disse kropstegninger mne et ar havde hun da. Et ret stort et på ryggen. Dog var det ikk grimt ud og hun havde heller aldrig vist det til noget. Og det ar var en form for minde om den gang og at hun ikk mere havde den specielevne alle Asparas nu havde. "Så du hedder Stan.." mumlede hun meget svagt for sig selv og tog sig i at tråde at skridt tættere på ham og kærtegne hans tatoo med sine fingerspidser. Men hun trak sig så hurtigt væk igen. Det kunne nemt tages som en uhøflig ting bare sådan at røre ved er eller anden stort set fremmed person. Men hun havde altid haft sådan en opførsel. Hun kunne for eksempel også bare begyndte at nusse hans hår men hun lod være. "Nåeh.. Stan er da et ukendt navn her i byen så.. må jeg have lov til at spørge om du måske er ny??" Hun lagde sit hoved let på skrå og smilte stadig. Hun kunne også godt lide hans smil da det kort havde vist sig for hende.

//Logger men svare i morgen^^//

//Der er bare gur! :3 Skrives//

Stan lod underligt nok få en slags stød af en art igennem sig da Amelia rørte ham. Han lukkede kort sine øjne, mens han åndede ud. Han vendte derefter imod hende, mens han kløede sig på nakke, der hvor hun nu havde rørt ham. Hendes hånd var så kvalmende varm. Han sukkede stille, mens han lod til at skjule begge sine hænder i buskelommen igen. Det var faktisk hans nye vane hvis man kunne sige det? Stan hævede sit ene øjenbryn da hun begyndte at tale igen. ”Ja, jeg er vel ny” sagde han og lo sarkastisk. ”Jeg er i været fald ikke brugt” Stan så imod himlen, mens han tyggede på et eller andet. Hans tunge selvfølgelig. Det gjord han ellers ikke, men lige nu stod han altså sådan. ”Amelia” sagde han så, og så på pigen. Han lag hovedet på skrå, mens et underligt smil formede sig på hans ligegyldige læber. ”Hvorfor snakker du egentlig med mig? Hvorfor smutter du ikke bare, altså jeg mener..” Stans smil blev større. ”..har din mor aldrig fortalt dig at du ikke må tale med fremmede mennesker? Jeg er altså en slem fyr kan jeg fortælle dig”

Amelia så mod ham igen da han sagde noget til hende og hun lyttede intersseret. Ville have hver et ord fra hans mindre ordstrøm. Så spærrede hun sine øjne en smule op og hun så en smule undrende på ham. Hendes smil var igen sådan lidt væk men kunne dog stadig ses i hendes øjne. Så kom det ellers igen frem på hendes læber. Dog mere svagt, afslappet og lidt anderledes. Hun lod sit blik glide ned mod jorden hvor at hun tegnede nogle cirkler med sin fod før at hun så fik taget sig sammen til at svare på ham. "Hvorfor jeg snakker med dig?? Det er nok et ondt spørgsmål.. Jeg snakker med dig fordi jeg har lyst.. Og jeg har heller ikk lyst til at smutte fra dig. Hvem vil skride fra et ny bekendtskab? Og.. Min mor nåede ikk at sige til mig hvad jeg måtte og hvad jeg ikk måtte ud over at holde mig væk fra vampyre men det er du jo ikk og ellers ville jeg ikk have taget mig af det alligevel.." Hun så så ige op på ham med nu et sødt og varmt smil som igen fik hende til at de nuttet ud. "Hvis du er en slem fyr så utrykker du det altså heller ikk særlig godt.. Du virker da flink nok og du har ikk prøvet at gøre det mindste ved mig.. Så jeg vil være lidt ligeglad med om du er 'en slem fyr' eller om du er 'mors dreng'.. Vi er alle som vi nu engang er og det vil ingen gøre forskel på."

Stan lod sine øjne stå på stilke, mens han så betragtende på denne underlige skabning af en pige. Det modsatte af ham selv, sjovt nok. Han lod sin tunge føre op til hans ene hjørnetand, mens han løftede det ene øjenbryn over hendes sidste bemærkning om personligheder eller hvad fuck den nu var. Stan lod sin pegefinger ramme hende pande, så hendes hoved sikkert ville ryge lidt tilbage. ”Du er sjov Amelie” sagde han, mens han så på himlen i et kort øjeblik. Når Stan sagde ´sjov´ mente han ´stærk´ eller noget i den stil.
Han vendte sig kort om fra hende, mens han gik lige ud. Efter par meter fra hende, lod han til at tage sin jakke af. Eller retter sagt sin frakke. Han lag hovedet på skrå, mens han igen underligt nok gik over til hende, og lag den om hende. Han stod side om side med hende, med bøjet ryg, da han jo var en hel del højre ind hende. ”Dygtig pige” sagde han, mens han lod den store frakke lægge sig om hende som et tæppe.

Amelia kunne ikk lade være med at smile lidt mere da han så igen sagde noget til hende. Hun vidste godt at hun var sjov men hun kunne dog bedst lide at høre det fra andre. Der var faktisk et eller andet ved denne dreng. Stan. Han virkede anderledes fra andre væsner eller skabinger. Hun var dog stadig en smule i tvivl om han virkelig var et menneske da han jo sagtens kunne gå hen og være en engel. En dødsengel måske. Eller måske blot..et eller andet. Men hun ville ikk spørge ham. Det ville ikk ligefrem var særlig smart at se op ham og så sende det spørgsmål i hovedet op ham. 'Hey. Jeg er lidt i tvivl men er du ikk et menneske?'. Nej det ville lyde så forbandet åndsvagt.
Hun så lidt efter ham da han gik væk fra hende.. og tog sin jakke eller frakke af sig. Hvad lavede han? Hun var sådan lidt forvirret over han lille aktivitet. Hun fulgte ham så igen tilbage hen mod hende og han kom vel en smule tættere på hende. Da han stod ved siden af hende. Hun så lidt ligefrem for sig men rettede så igen lettere overrasket sit blik mod ham da hun kunne mærke det lettte tryk på hendes skulder da han frakka faldt end over dem som et form for tæppe. Hun lagde sit hoved let på skrå og så både undrende og spørgende på ham men så voksede hendes smil igen frem. Nok var det svagt men stadig varmt og sødt og passede godt til hende. "Og hvad mener du så lige med 'Dygtig pige'??"

Stan smilte sit ´heh´ - smil, da han tog et skridt foran hende. Han betragtede sin enorme frakke på hende, mens han bøjede let ryggen. Han lod sin finger ramme noget af hans hår. Det blå hår, det så egentlig ret komisk ud hvis man så det fra den side. Hans smil forblev underligt nok på hans læber, da Amelia sagde noget igen. Han rettede sig op og lod sig tænke grundigt over hans svar. Faktisk så drillede han bare hende, han tænkte aldrig. Så dum var Stan. Han lukkede sine øjne mens han træk tiden ud. Som om hendes spørgsmål var en million værd.
Stille åbnede han sine isblå øjne, og så på hendes brune. ”Det er så ikke godt at vide” sagde han og prøvede at lyde alvorligt. ”Det er ikke noget for små piger kan jeg fortælle dig lille Amelia” han lo stille, mens han vendte ryggen til hende. Han var så underlig ham Stan, man kunne slet ikke blive klog på ham, ikke det mindste!

Amelia så igen lidt undrene og forvirret ud men så kom et svagt fnis fra hende. Han vidste vist heller ingen besked om hende. Hun havde haft sådan en lyst til at bare at svare igen med et 'Jeg er altså ikk så lille som jeg ser ud til..' eller i hvert faldt noget i den stil. Men hun holdt det for sig selv. Hun nikkede bare og forholdt det den vej. Så trak hun let på sine skuldre for at frakken lå bedre om hende. Så tog hun fat i hver side af lynlåsen og trak den tættere ind til sig. Hun så en smule spøjs ud med den store frakke om sig. Hu havde stadig ikk helt forstået hvorfor at han havde lagt den op hende. Hun prøvede igen at holde sin latter inde men det hjælp ikk til sidst. Så blev hende hjertevarme og søde latter afsløret for Stan. Dog var den stadig svag og kun lige hørlig. Hendes kinder fik automatisk en knap tydelig røldig glød imens. Hun vidste godt at det kunne se lidt mærkeligt ud og han troede sikkert at hun grinte af ingen ting og bare var en eller anden underlig tøs.
Så fik hun igen stoppet latteren men den forblev på ehndes bløde og let lyserødebrune læber. Hun luntede så stille og roligt hen til ham og videre rundt om ham til hun så stod foran ham igen hvor hun lagde sit hoved let på skrå. "Jeg kan forresten godt lide at se dig smile.." OG så algde hun mest for sjovs skyld sin ene pegefinger over sine læber som havde et drillende smil. "..Men det siger vi ikk til nogen"

Stan hørtes hendes lille latter, eller lille var så meget sagt. Hans blik var rettet imod et ligegyldigt træ, som mindede om en lang slange uden en tunge. Stan kløede sig på nakkehåret, mens han langsom hørte Amelia bag sig. Han skulle lige til at vende sig imod hende, men opdagede så at hun stod foran ham. Han så på hendes katte lignende stilling ved at sætte hovedet lidt på skrå.
Så hun kunne lide at se ham smile, ja så. Stan gjord sine øjne smalle som en slags professor af en art. Han kunne ikke aldeles ikke minde sig selv som.. ´pæn´. ”Hold da hel ferie” sagde han og rynkede sin næse. Hvad skulle man sige? Var det overhoved en kompliment?
Han lag ligeså sit hoved på skrå, mens han langsom træk ud efter frakken. Han lod hætten skjule hendes ansigt, for hætten på frakken var ligesom ret stor. Da han var sikker på at hun ikke kunne se ham, smilede han skævt til hende. Det så egentlig ret sjovt ud, men han lod dog hurtigt smilet forsvinde.

Amelia prøvede med det samme at få hætten væk med siden at ærmerne faldt ned over hendes hænder blev det ret svært for hende. "Heey.." Dog opgav hun til sidst og lod sig bare forblive på denne måde. Han kunne vidste godt lide at gøre sjov med hende og hun havde egentligt ikk noget imod det men hun lod som om. Nogenlunde. Hun lagde så sine arme over kors og lavede sådan et for-sjov-surmule-fjæs af en slags. Hætten havde også lagt en skygge over det meste af hendes ansigt men man kunne dog stadig godt se det. Hun drejede så om på hælen og stod nu med ryggen til ham mens at hun stadig prøvede at holde et fnis inde. Hvilket lykkes hende. Så begyndte hun stille og roligt at gå lidt fra ham stadig med frakken på. Og hun lignede virkelig bare en eller anden lille pige der havde valgt at tage sin fars eller brors frakke på for at gå en tur. Ud over at hun var lidt højere. "Nu for du bare ikk din frakke igen.." forsikrede hun ham og gik bare videre. Hun stoppede ikk op for at se sig over skulderen. Nej, hvis han ville kunne hn bare gå efter hende. Det var mest bare for at drille ham igen men hvis han ikk var i humør til det ville han med sikkerhed miste sin elskede frakke. Nok ligende hun den så kaldte 'mors pige' men hun var til nogen overraske mere..ja 'Jeg gør hvad jeg vil' agtig.

Stan så på Amelia, mens han bed sine læber sammen. Hun så egentlig lille ud i den og i sær da hun prøvede at få hætten af sig. Det morede selvfølgelig Stan, men hans udtryk fortalte noget andet.
Stan omgik ellers aldrig folk og i sære ikke piger. Han lod en hånd hvile på hans hals, mens han betragtede Amelia vende ryggen til ham og begynde at gå med hans frakke. Han smilede skævt, mens han stille og ret lydløs gik efter hende. Fra hans synspunkt lignede hun en lille dværg der gik med en stor frakke. Hans hænder var gemt langt under sin bukselomme og hans ryg var bøjet fremad så han så længere ud ind han faktisk var.
Nu skulle ham bare efter den lille pige med sin frakke. Hvorfor havde han egentlig lagt den over hende? Når jo, for at drille hende. Han ville bare se hvordan det faktisk så ud på en pige, og Amelia var den eneste der faktisk havde trådt igennem hans ligeglade aura.. underligt nok.

Amelia kunne svagt fornemme hvordan at han gik efter hende men hun lod bare som om at hun intet vidste. Hun gik så en smule hurtigere og mere muntert som hun plejede. Hun sørgede også for at hun ikk pludselig snublede over sine egne ben som for det meste gjorde.. eller løb ind i en dør eller lugtepæl for den sags skyld. Hun bed sig blidt i sin underlæber efter at have fugte sine læber med tungespidsen. Hun var så lidt efter nået ud af parkens område og gik bare vider med et drillende og morende smil på læberne. Eller det var ikk særlig tydeligt så man skulle tro at hun bare smilte indvendligt. Hun svang lidt med sine arme så hun så endnu mere spøjs og komisk ud da ærmerne var ret meget for store til ehnde og gik langt ned over hendes lidt små og bløde hænder.
Hun begyndte svagt at nynne for sig selv bare for at han skulle komme til at tro at hun altså ikk vidste det mindste om at han var bag hende. Hun vidste faktisk ikk om hvor langt eller for tæt han var. Hun lod sig så meget forsigtigt at lave gadedrenge hop. Eller noget der lignede. Men det lykkede ikk rigtigt for hende da hun som forventet snublede over sine egne men og faldt så lang hun var hen af den ru astfaldt. *Av...* lod det gennem hendes hoved og hun lod sig blive liggende lidt før at hun igen sætte sig op med en smerte hen over hendes ene skindeben var en lang hudafskrbing uheldigvis havde fundet sin plads.

Langsom men blide skridt fulgte med Amelia. Stan så bare på pigens ryg, mens han var i sit eget lille drømmeland. Han var altid sådan, skulle altid løbe væk fra alt andet, som egentlig befandt sig underligt til tilværelse. Han spærrede dog sine øjne op, da Amelia faldt omkuld. Han var ret tæt på hende og skulle lige til at træde på pigen, men nåede at standse i utide. Han bøjede sig ned til hende, mens han langsom sad på hug. Han grinte, mens han hvide tænder kom til syne. Perfekte og i lange lige rækker. Det var lige før man skulle tro at de var falske.
Egentlig var der jo ikke noget sjov i at Amelia faldt, men bagfra så det altså komisk ud, og nu sad Stan der og grinte. Han så egentlig underlig ud når han sådan gav sig til at grine. Hans øjne løste nærmest op, mens han skulder rystede.
Han stoppede trods alt med at grine efter par sekunder, og lag sin rolige og afkølende hånd på hendes sår. Han så på hende, og prøvede at smile. Det smil som hun nu så godt kunne lide eller hvad?.. ”Gøre det ondt?” spurgte han stille, mens hans stemme lød rusten eller noget i den stil.

Amelia tog sig ikk af hans latter. Selvom at hun vidste at han grinte af hendes fald så var hun så vant til det. Og hun havde lært at lade som ingenting og bare smile fjoget. Men ikk denne gang. Hun så lidt bedrøvet op på ham og hendes smukke, dybe og krystalklare hasselnøddebrune dådyr øjne mødte hans skinnende isblå i et kort øjeblik. Hun smilte ikk lige som hun plejede. Hun smilte faktisk ikk. Heller ikk i sin øjne.
Det gav et mindre sét i ehnde da han lagde sin hånd mod hendes sår og en smerte skød gennem handes krop som hvis hun lagde sin hånd mod et elektrisk hegn. Dette gjorde bare mere ondt. Hun bed sig blidt i sin underlæbe igen. Lidt hårdere end før men hun fik dog stoppet tårene. Hun nikkede svagt og så ned mod det. "Ja men det er ikk noget.." sagde hun svagt med en afslappet stemme. Så lagde hun blidt sin hånd mod hans, strammede forsigtigt gebet om den og fjernede den fra såret med en blød og elegant bevægelse. "Det går væk om lidt.." Og sandt nok. Der var allerede kommet skorpe på såret og det blødte slet ikk mere. Hun ærgede sig lidt over dette. Nu ville han med sikkerhed finde ud af at hun vist ikk var helt normel. Det var sådan set det hun var mest.. ja trist over. Hun ville helst betragtes som et almindeligt menneske.