Lad jagten begynde::: Stan

Tid : midnat
Sted : skoven/ Kirkegården

Omgivelserne : ingen i nærheden andet end lugten fra et menneske

Vejr : sneen er begyndt at falde småt igen og kan skjule ens værste mareridt i skyggerne af månens lys


Nogen fodtrin ville ku mærkes vis man var inde i skoven, fart og styrke, grene der blev revet væk bukstaveligtalt. Vejret var skal klart og himlen mørkeblå og klar uden skyer næsten, kun få som lod sneen falde ned over en som et tyk lag af slør der skjulte en i mørket den perfekte dag ville man sige til at finde et uskyldigt bytte og dræbe ham eller hende. Kajika slog vingerne ud i det hun kom ud fra skoven og kiggede ud over kirkegården hun var sulten og sku finde mad? et menneske ku lugtes eller hun syntes det lugtede af menneske? måske hun skulle undersøge det nærmere, hun lod vingerne forsvinde ind i ryggen i det hun landet til jorden og hendes stramme hvide uniform militær syet jakke flagrede let i takt med hendes platinske hvide hår. Hun havde håret sat op i en lang fransk fletning dog med to totter ned ved ansigtet, og hendes øjne var dådyriske isblå. Hun smilede i det hun gik hurtigt rundt og søgte efter sit bytte.

En høj drenge skikkelse kunne ses midt i sneen. Ikke fordi han 'lyste op', tværtimod. Hans hårfarve var vel det der gav farve, for ikke at tale om hans øjne. Dybblå, næsten som himlen i dag. Han havde en frakke på, og hans hænder var gemt i bukselommerne, som altid. Hans øre bare ørevarmer, mens han selv så fraværene ud. Han var kommet ud af skoven. Kirkegården? Sikke en overraskelse. Stan bøjede sin ryg fremover, mens han skimmede stedet og derefter rettede sit blik imod himlen. Her var nogen. Var der ikke? Stan virkede roligt. Ikke bange, ikke nervøs.. bare Stan.
Hans sko var dækket af det vide sne. Han havde altid bildt sig selv ind, at sne var engle dyne. Ikke fordi engle også frøs.. men det havde han altid haft i tankerene.

Hun fornemmede ham , hun havde fuldstændig ret? der var et menneske men var han mund magtfuld? vis ikke ville hun ikke ha noget med hans blod at gøre? en meget irriterende og provokerende vane ifølge hende!?... hun bed tænderne sammen i det hun stille satte i løb hen af mod ham, hun dukkede op bagved ham og nærmest åndede ham direkte i nakken, men før man ku nå at vende sig om var hun væk igen, hun skulle lige fornemme se og føle byttet lidt, dog ikke fordi hun havde en interesse i så kedelig og svag en skabning og han ville næppe ha en interesse i hende for den sags skyld?, hun forelsket sig aldrig eller blev blid, de sider ville hun aldrig vise nogen igen, pog ku man få dem frem tja? så kunne man næsten alt i hele verden fordi hun havde opbygget så meget finesse at hun nærmest var umulig at komme i nærheden af?.
Hun stod stille oppe på en af disse gravstenes katakumper og kiggede ned mod den lille fyr nu? før var han dog lidt højere end hende eller meget? men whatever hun var stadig stærkere.. Hun stod der lidt og kiggede på ham, hendes lange fletning flagrede blidt hen over hendes ryg mens den nærmest piskede i luften, og de iskolde blå øjne blev blodrøde, hun smilede let over det hvide tandsæt og slikkede sine hjørnetænder mens hun tænkte på hvordan hun sku bide denne lille dreng"jamen dog jamen, dog.... hva bringer den lille skov? en vildfaren rødhætte?"

Stan havde stadig bøjet sin ryg, som en gammel mand. Hans blik, ja. Det så sådan set fjernt ud. Han sukkede stille og rettede sig op. Han sænkede blikket ned til hans fødder og kort tid efter mærkede han, at der var en der åndede ham bag nakken. Han gav endnu et suk fra sig, uden så meget at vende sig om, for han kunne mærke at væsnet var væk. Ingen kunne være så hurtigt, hvis det altså ikke var en vampyr eller en af de andre hurtige væsner. Han slog en lille latter, næsten uhørlig, da en stemme talte 'ned' til ham. Han kiggede ikke op personen, lod bare sine ben stoppe sig. ”Jeg vil skam ikke kalde mig selv lille, eller rødhætte. Mere en bjørn og Robin Hood?” sagde Stan og rettede sin blik imod himlen. Forbi personen der havde åndet ham i nakken. Ikke interesseret. Hvad skulle man sige. Han var ikke i humør til at.. dø? Stan gad ikke det her. Det pissede ham bare af. Virkede total latterlig. ”Men dig. Det er ret uhøfligt at ånde sin bytte på nakken” han løftede det ene øjenbryn da han så på personen. En hunkøn. Fedt.

Hun hoppede stille ned og sagde"Hm en bjørn haha! nu må jeg le" hun stod hurgtigt direkte foran ham og kiggede på ham og snusede så ind af i det hun vendte sig om og sagde"tsk ikke den eneste dråbe magt eller styrke i dit blod forbandet nårh så var det ikke dig jeg ku lugte af ligevel" hun grinte og vendte sig om i det hun var ved at gå" men du kan jo klare dig selv formoder jeg hr neutral gay eller hva du nu er? for en ting" hun var bedøvende ligeglad med pattedyr der kedet hende bukstaveligt talt?.
Hun ville ihvertfald ikke bruge tid på sådan en som stan der troede de var alt på hele jorden og så alligevel intet så ligeglad han var, hun var ikke til de stille typer? og hun var især slet ikke til noget forhold så han var fin nok vis blot han havde været mægtig eller kamp lysten eller havde dræbt nogen i hans tydligere liv?, jægere var sjovere at kæmpe mod? han virkede som en men han var stadig ikke magtfuld nok for hende? så why bother trying?...
"farvel tingest" hun gik stille videre og kiggede rundt i det hun spredte sine vinger ud for at sætte af igen og udforske terrænget... dog... var hun sulten, men så længe den lille brat... ikke skar sig eller blødte ville hun ikke få trang til at vende om

Gay? Stan havde stadig løftet den ene øjenbryn op. Det lovede vidst ikke godt. Han kørte en hånd genne håret, mens han ikke lod pigens ord synke sig dybere ind i hans sind. Hun var da latterlig at høre på. Han nikkede stille til hende, mens han smilede. Fuldkommen kold i røven med det. Det var det han var kendt for, eller vil blive kendt for. Stan. Stan Cold. ”Så må De le, frøken.. øhmm.. stærke?” sagde han, mens han fortsatte med at gå. Lod ikke blikket vende sig imod hende igen. Magt? Styrke? Ikke en eneste dråbe? Hvad var det for en pige der fyldte det i hovedet? Hvis hun seriøst ikke var hunkøn havde han vist hende. Stan var ligesom ikke bare et menneske. Han gemte noget, som forblev gemt. Man skulle ligesom også være gentleman. ”Ja. Farvel med dig” mumlede han og brød sig tydeligvis ikke om at blive kaldt 'tingest'. Men hvad kunne han også gøre ved det? Nothing.

Hun vendte sig stille om i det hun trak en temmelig stor GUN... Pirat limited. Hun smilede i det hun sigtede mod ham og trykkede den af, vis han undveg blot lidt ville han få en lang rift over kinden og vis ikke ville den ramme ham direkte i kæben dog var der os andre måder at undvige en? dum lille kugle?.
Men hun ku fornemme noget ved ham"Hm? så du holder af at tale lille menneske knægt" hun smilede let over de spidse tænder, *i dont give a fuck what you say to me* .... hun var kold i røven over for sådan nogen stature som ham vis de ikke turde gør noget eller sige noget fornuftigt men blot lege is, så kunne de skam os forblive et med isen nemlig når de var kolde og døde, der ku de lege stature som de åbenbart så indrligt elskede"Lille ven skal jeg hjælpe dig med at forblive den statue du så inderligt prøver at efterligne med den opførsel? jeg kan sagtens gør dig kold resten af dit ? well liv, hvilket vil sige indtil jeg planter en kugle i hovedet på dig eller tja? det andet finder du vel ud af" hun grinte let og sagde ikke mere.... Hun gik blot hen i mod ham og tog nu os den anden pistol frem, de så begge tunge og lange ud, de ku havde godt med skud i sig, skud der nærmest smeltede når de blev skudt ind i kroppen på en, hvor hun dog elskede at lugte de våben blive brugt....

//Må se at få logget ned. Men skrives ved//

Han havde altid kunne 'mærke' hende. Han ved ikke hvad det var for en følelse, men den rapkæftede kælling gjord ham bare gal. Hans øre sitrede inden det hele foregik. Hans jakkelynlås gik automatisk op, mens han nærmest fløj op på gravstenen som hun ellers havde stået på. Han lod sig sætte som en hund eller en firbenet dyr. Vinden legede med hans jakke og hans blålige hår. Han lag hovedet på skrå. Hverken blev eller snit af patronen fra hendes våben. Han hørte underligt nok interesseret efter hende. Betragtede hende. Smagte på hendes ord. Hvem troede hun lige hun var? Tsk. Stan smilede. ”Hvem fanden har pisset på din sukkermad?” sagde Stan, mens han rettede sig op, og sad 'rigtig' på gravstenen. Han var trods alt et menneske, men en der ikke var bange for sig. Han kunne godt nok ikke sådan nogle tricks som hende her, men han havde vel sit es i ærmet. Han lod sin jakke rive sig med vinden der underligt nok forekom her. Hvem var hun? ”Nej” sagde Stan og træk lidt på det. ”Jeg er nu glad for den jeg er, ellers tak for dine søde tanker til mig” han havde løst til at kalde hende smukke. Men det var egentlig spild af god maner. ”Og skulle du ikke gå? Eller vil du lege lidt med.. tingesten?” Stan lo. Hånt. Koldt. Han havde ikke løst til at snakke med hende. Hun var en kvinde! Fucking en kvinde, som han ikke havde løst til at tilbringe sin tid hos!

Et smil af tilfredsstillelse kom over hendes læber"tja må man ikke mere lege med andres legetøj, og søde tanker... jamen der må jeg skuffe dig compatre.... jeg tænkte altså kun på mig selv der" hun sendte ham et tilfredst øjeglimt og hoppede op på en gravstens katakump når ham og trak to gevær op og sagde"Hmmmm??? du virker sjov lille knægt ?" hun grinte let og lød lidt ikke sindsyg men mere tilfreds i sin grinen, og det var heldigt for ham at han ikke lagde an på hende fordi vis der var noget hun havde brug tid på var det at få de kvindelige former væk så meget som overhovedets muligt, ikke for at ligne en dreng og gjorde hun heller ikke men hun var ingen fucking sex sympol eller sku dømmes for sin kvindelighed? hun var nogen gange tusind gange bedre end hver anden mand!."Så fortæl mig lille shit head.... havd laver du her helt alene? jeg fornemmer du ikke er helt normal" hun gav ham et glad smil og hoppede med en høj fart direkte op i luften i det hun spredte de hvide smukke engle vinger ud... og fløj direkte i mod ham, vingerne var smukke, lange og ikke så brede i det, de var adrætte skabt til fart, neddykninger og svære forhindringer i luften eller mellem jordens bygnings værker.
Hun svævede direkte i mod ham i det hun slog vingerne ind og landet med et højt knæk på den katakump han var på"ved du hva? måske vil jeg dræne dig lidt fra blod, og nej.... ikke fordi det dig, jeg ser dig blot som en?" hun trak en smøg frem og tog den i mundvigen mens hun holdte pistolerne i den anden hånd, dog kom den ene op i sit hylster igen ved siden af ribenet"Jeg betragter dig kun som en statue når du nu så gerne vil være det, ...... jah?" hun grinte let og tændte smøgen og tog et hiv i det hun pustet det elegant ud"en statue med blod der ikke skal gå til spilde"
De morderiske reptilske røde øjne betragtede ham nu i det hun tog den anden pistol frem igen og sigtede mod ham og sagde"Nårh... slut på hygge snakken og igang med arbejdet"

Shit heard? Endnu et ord der ramte ham. Ikke fordi det 'rørte' ham, for det gjord det ikke. Det var bare. De ord hun så omhyggeligt valgte, det var hans gamle ord. Han betragtede hende. Måske var hun ikke så tosset? Han lod hende gøre alt ved ham. Reagerede ikke på hendes ord, hun var for fanden en pige! Hvad skulle han stille op imod hende? Han havde lovet sig selv, aldrig at røre ved en kvinde. Og hende her havde han sgu da lige mødt. ”Nej. Jeg er ikke normal” han løftede det ene øjenbryn og så på hende. Hvis han ikke var 'lidt' normal. Hvad fanden var hun så? At gå til angreb imod ham? Han forstod godt hendes tørts. Men hvorfor skulle det overhoved foregår sådan her? Han forventede jo ikke at de skulle sidde ved et hyggeligt bord med levende lys, og hende med gallatøj og et kærligt smil på læben, mens hun spørger: Må jeg drikke dit blod herre fremmede?
Stan sukkede, mens han igen var landet på jorden. Med ryggen på den hårde jord og efterfulgt af smerten. Han kiggede op. Betragtede hende og hendes pistoler. Underligt at sådan en lille kunne bære rundt på de dimser. Mens Stan lå der og ikke rørte på sig, som om han var død, løb flere tanker igennem ham. Spil død. Nej! Spil at du overgiver dig! Nej! Og sådan blev det ellers ved. Han orkede helt ærlig ikke det her. Og hvis han prøvede at 'snakke' med hende, vil hun sikkert skyde, eller sigte på ham. ”Hygge snakken?” han smilede stille. ”Lad mig forblive den statue, som jeg nu så gerne vil være” sagde han roligt, selvom hans ryg pindede ham. Var den brækket? ”Hvad er din navn.. skønne jomfru?”

Kajika landet direkte foran hans fødder og kiggede temmelig sultent på ham men stoppede så op og sank våbene lidt undrende da han sagde hun skulle lade ham forblive den statue han nu var?, hvad mente han dog med det, den måde han sagde ordene på? det var helt anderledes end.... end hun havde hørt nogen før? de ville ha troet hun var flabet eller ha hadet hende allerede nu men ham her virkede anderledes`? dog ikke at hun lagde det helt store i dem men hun måtte skam sige til sig selv han var anderledes. Hun sku lige til at gå nærmere ham med dådyriske isblå øjne og sagde"hehe, så du vil forblive en statue intakt og ikke i små samlende stykker... tja... det kan måske arrengeres" hun sendte ham et smil over de spidse hugtænder af hendes i det hun sigtede på ham igen med de lange/store guns og gik hen i mod ham indtil..... skønne......... ?!...
Hun havde gjordt så meget for at ikke have for kvindelige former eller virke for tiltalende... han kaldte hende skønne. Hun stod der helt forstenet nærmest i det hun pludselig fik morderiske røde øjne men de så mere fortabte ud denne gang"Mit navn vedkommer ikke en statue når de ej kan handle tænke eller snak for dem selv" hun vendte sig vredt om og knugede fingerne om selveste pistolernes håndtage og mærket lysten til at høre ham skrige men... men han kaldte hende skønne og var intressere ti hendes navn og eksistens lidt?. Hun så sig lidt over skuldren og sagde"Ohhhh.... Bloody HELL.." hun bed sig i underlæben og sagde"fint shit head... mit navn er Kajika mere får du ikke afvide, og mere kan du ikke bruge" hun så undrende på ham og sagde"sig mig... skal du ikke rejse dig op og hoppe rundt som du plejer" hun gik stille hen af mod ham igen med den ene arm over skuldren og smøgen let på siden af munden, i det hun tog den ud af munden og kastet den mod en af gravstene"så fortæl mig.... statue... hva så dit navn" hun sendte ham et skævt smil ikke chamerende det var hun sku ligeglad med? det var ikke som om der sku scores eller noget når hun var efter blod.....