Morgentraffikken - Zacharias

Tid: Morgen, omkring kl 7
Sted: Banegården ved informationstavlen
Vejr: Tåget udenfor, og solen er på vej på
Omgivelser: En del mennesker og væsner
Dato: 10. oktober

Banegården vrimlede allerede med folk som skulle på arbejde, eller hen for at besøge andre i byen.. Ja måske endda uden for byen, selvom Terre allerede havde det meste indenfor bygrænsen. Travlheden var tydelig, og de fleste næsten løb frem og tilbage mellem peronnerne for at finde det rigtige tog, spm kørte den vej de skulle. En enkelt skikkelse stod dog helt stille, og kiggede bare dumt på informationstavlen. Hun havde ikke noget formål, og ingen grund til at være på banegårdet, og alligevel stod hun her. Det meste af tiden rendte Angelie ved egentlig rundt og lavede ingenting, uden noget formål.. Hun kunne bare.. Vente. Den tid var ulidelig. Hun var ved at være forbandet træt af at herren ikke var her, at han bare var smuttet uden videre, men sådan gik det vel..
Det rødbrune hår hang ned langs ryggen, og stoppede mellem de to skulderblade, mens de dybe havblå øjne kiggede frem for sig. Tavlen blinkede kort, og fortalte at toget fra Paris lige var kommet ind, og igen hastede folk mod det, for enten at komme med det, eller stige af. Angelie selv blev stående, mens hun lod hovedet falde en anelse på skrå. Det var ikke så længe siden hun havde skiftet om til sin faste form, da solen kun lige var på vej op i horisonten, men hun kunne allerede mærke hvordan hendes kræfter blev mindsket, da den faste krop indkransede hendes magi, og gjorde det umuligt at indeholde mere, end hvad en krop kunne klare.
Kort lod hun blikket glide rundt omkring sig, i håb om at fange noget interessant, men der var ingen idag.. Ingen der kiggede skævt, eller lagde op til øretæver, så det kunne hun velsagtens ikke engang foretage sig. Bevægelserne satte igang, og de bare fødder klaskede blidt mod betongulvet, da hun bevægede sig hen mod en række bænke, for at tage plads.. For at virke som om hun rent faktisk havde et formål på dette sted.
Som altid var hun simpel klædt.. Den sorte nederdel, og den sorte top viste at hun ikke var en som frøs om vinteren, men hvordan kunne døde også fryse.. Andre havde iklædt sig vinterjakkerne denne dag, fordi det efter sigende skulle blive rimelig koldt, bare ikke for hende. Den enkle sølvkæde hang ned langs hendes venstre hofte, og svingede i takt med skridtene over til bænken.

Det var de samme grå bukser, der klamrede sig til hans ben. De ben, der dovent var lagt over kors inde i toget. Han løftede ikke blikket. Han nægtede. ”Evening Standard” havde alligevel suget hans opmærksomhed til sig, så hvorfor skulle han se op og vise interesse for de andre i toget, når han kunne lade være, uden at føle den mindste form for skyld.
Avisen var snart seks år gammel, og det skulle ikke undre ham hvis den pludselig smuldrede mellem hans hænder. Den omhandlede en bombetrussel i det centrale London, artiklen var som end ikke særlig spændende, men billedet derimod. Han var i avisen. På gadehjørnet, til højre for en høj politimand i fuld uniform stod han, og spejdede ligesom alle de andre tilskuere. Han havde aldrig været i avisen før. Hans navn stod ikke i nogen som helst sammenhæng, men det betød jo ikke noget, han vidste jo selv at det var ham, der stod lige der. Et svedent smil trak sig frem på hans læber, i det han lukkede avisen sammen, foldede den en enkelte gang og placerede begge fødder solidt på det bløde, dog nedstampede, gulvtæppe i toget. Paris havde været okay, men… han brød sig ikke om stemningen, derfor var han i sin iver efter at komme væk, steget på et tilfældigt tog, et tilfældigt tog som nu stoppede, ved en station som han ikke kunne navnet på.
Han måtte vel prøve lykken. Være en smule spontan. Han kunne godt lide spontane mennesker, spontane handlinger, spontane sætninger – og adrenalin.
”Adrenalinjunkie,” mumlede han smilende til sig selv i det han svang sig ud af vognen. Hvad var nu det? En del mennesker, selvfølgelig, men… de virkede alligevel også så… fremmed. Han stoppede op, midt i det hele, meget spontant, efter sin egen mening. Han knugede stramt avisen i sin hånd, og følte næsten at bogstaverne deri smeltede fast til hans fugtige håndflader. Det var koldt. Ufatteligt koldt. Koldere end det havde været inde i toget. Han kunne helt lugte kulden. Skarp og våd. Han spilede sine næsebor en smule op, sugede en mængde brugbar ilt til sig og tog et fast skridt fremad. Dette skridt blev til nogle flere, og mere huskede han ikke før han endte op ved en stor tavle og stirrede ned i sin avis, som han åbenbart havde slået ud. Hvor han dog hadede når han gjorde ting, uden at huske eller opfatte det. Han så sig omkring for at se om nogen havde bemærket det, og han mødte hurtigt nogle isabellafarvede øjne. Hvad fanden? Han vendte sig omkring og stirrede efter vedkommende. Hvem pokker havde dog også isabellafarvede øjne?
Han lod sine egne, matte blå øjne, danse rundt, og fandt nogle nye. De var også blå. Gråblå? Havblå? De så ikke på ham, men gik lige forbi ham. Han fulgte de lange rødlige lokker ud af øjenkrogen, med sin underkæbe, tænkende skubbet en smule frem.

Hun nåede nu bænken, som efterhånden var blevet forladt af de andre mennesker, og Angelie smilede let og tilfreds over at have så meget plads for sig selv, inden hun langsomt satte sig til rette på det tørre og kedeligtfarvede træ, mens hun lænede sig tilbage op ad muren, som kunne bruges som ryglæn.
Ligegyldigt vendte sit blik sig i en tilfældig retning, uden at vide hvad hun kiggede efter. Hun følte sig nærmere overbegloet af en anden, som stirrede på hende, og følelsen krøb langsomt ind under huden på hende. Som om hendes underbevidsthed allerede vidste hvor denne person befandt sig, vendte hendes blå blik sig mod drengen, der nu stod der, og kiggede. Automatisk gled det ene øjenbryn let i vejret, i en sarkastisk gestus, der fortalte at han ikke skulle tænke på at nærme sig, og da slet ikke snakke til hende, mens antydningen af et lettere grumt smil vibrerede let i den ene mundvige
Efter at have sidder med blikket vendt mod ham, vendte hun det igen væk, da hendes hentydning nu måtte have været stensikker at forstå, inden hun greb ud efter en tilfældig folder, som lå på plastikbordet ved siden af hende, og hun rettede istedet sin fulde opmærksomhed mod den. Egentlig læste hun ikke hvad der stod på den, men kiggede istedet bare tomt på det gulne karton, som åbenbart indeholdt en form for menu til restauranten på stationen.

Hendes blik isnede tilbage på ham, som om han havde stået og peget vildt på hende med åben mund. Han kunne derfor ikke holde sine følelser inde, og lod derfor sine læber skilles i et hånligt smil, der dog hurtigt forsvandt for kvindens syn, da han vendte ryggen til, satte hælen foran sin tå og vippede let, men avisen slået ud. Det var sket om sommeren. Den bombetrussel. Næsten hele Oxford Street blev spærret af – måske lidt af en overdrivelse men, det var da næsten sandt. Kort tid efter at billede var blevet taget, havde en mor revet ham i armen, og skreget til ham at han skulle hjælpe hende med at finde hendes datter. Han havde kun lige nået at se rædslens i hendes øjne, før politimanden havde skubbet ham i brystkassen og trukket damen til side, så han kunne hjælpe hende.
Zacharias så op, stoppede midt i en bevægelse og hævede sit bryn. Hans ene hånd slap den ene side af avisen, og kløede ham på brystkassen. Han lod sin hånd glide videre på hans bryst, ind under den støvgrå blazer, hvor han fra inderlommen fiskede sine 20 euro frem. Sine eneste, 20 euro. Langsomt, men fast besluttet på sine handlinger, tog han de sammenkrøllede sedler mellem sine rosafarvede læber, lod sin hånd stryge ned i sin bukselomme, hvor han fandt en lighter frem. Nu ville han være uafhængig. Med en rug tommelfinger strøg han hårdt ned over rillerne på lighterens antænder, og betragtede gasflammen, der faretruende dansede i den skarpe efterårsbrise. Han tog den op til sin mund, og i stedet for at tænde en cigaret, satte han ild til de to 10 euro sedler, mens de røg, stak han lighteren tilbage i sin lomme, med to fingre fjernede ham dem fra sin mund, stængede over til en skraldespand og smed de halvbrændte penge ud. I det han så op faldt hans blik hurtigt på kvinden med de røde lokker, eller det ville sige, han så på alt andet end hende hår og ansigt. Han hev blikket tilbage til sig selv igen, og måtte indrømme at han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv.

Lugten af noget brændt nåede langsomt Angelies næse, i det øjeblik drengen begyndte at brænde pengesedler af. Hendes blik vendte sig hurtigt mod den person, da hun så hvordan han lod flammerne æde kontanterne op. Var han sindsyg!? selv i dette land kostede ting sgu da penge, og medmindre han ønskede at bo på gaden, og arbejde i stripperbaren måtte han fandme hellere tage sig sammen og anskaffe sig nogle flere.
Hun fulgte ham da han gik hen til skraldespanden og smed den ud, mens hun lamslået betragtede det udsyn hun havde. Heldigvis havde hun aldrig selv haft det problem. Hun var vel blevet reddet eller hvad man kunne kalde det. Hun boede sov og levede på borgen, uden at skulle betale for det, og manglede hun noget, var det intet problem heller. Så heldig var nogle, mens andre var uheldige og en helt tredje, direkte dumdristig.
Kort lod hun tungen glide ud imellem de blege læber og fugte dem, inden hun lagde folderen fra sig på bordet igen og rejste sig. Hendes blik sendte ham et sidste misbilligende blik, inden hun begyndte at gå direkte imod denne person. Han ville højst sandsynligt opfatte det som en konfrontation, og da hun nåede helt hen til ham, stoppede hun ikke engang op, men fortsatte lige forbi mens blikket automatisk vendte sig fremad, da hun ikke var i stand til at se ham længere, hvorefter hun fortsatte mod hoveddøren i den fjerne ende af banegården.

Der var… ufattelig mange stykker tyggegummi, der var stampet fast til grunden under ham. Han stirrede ned på skraldespanden og måtte indrømme at han i et øjeblik overvejede at brænde avisen. Men nej, det ville jo være som at brænde en del af sig selv. Åh, skide avis. Han kunne jo dræbe for den. Okay, det var måske så meget sagt – nej vent, det var jo en seks år gammel følgesvend. Fandens! Han stak avisen ind mellem sin overarm og side, nikkede kort til kvinden da hun rejste sig mod ham, ikke at han ligefrem havde lyst til at snakke med hende, hun virkede som typen, der hvert øjeblik kunne fristes til at dyrke hed elskov på et offentligt toilet – okay, måske han skulle tale med hende alligevel?
Ligegyldigt hvad, så røg der nogle tåbelige og ikke særlig gennemtænkte ord ud fra hans læber: ”Ja, jeg håber altså ikke at du ville spørge, om du kunne låne penge til bussen.” Flabet og unødvendigt, ja ja, men hun havde trods alt ryggen mod ham og var på vej væk, chancen for at hun havde hørt ham anyways var jo også minimal, så han fugtede instinktivt sine læber, som tegn på en ny handling. Hvad skulle han så nu? Måske han skulle have købt sig noget mad inden… fandens. Han måtte vel også slå et smut forbi en eller anden skummel karaokebar, så han kunne score sig en seng og ly for natten.

Hun nåede sådan cirka omkring fire skridt væk fra ham, da hun hørte hans flabede kommentar. Som på et klokkeslag stoppede hun op, stadig med ryggen til ham, mens hun mærkede hvordan hendes hænder langsomt knyttedes af irritation over denne knægt.. Eller det kunne man nok ikke kalde ham længere, eftersom han lignede en voksen.. Ligeså meget som hun selv gjorde i hvert fald. "Og hvorfor.." Svarede hun langsomt, med en kølig undertone, inden hun langsomt og roligt drejede rundt på hælen, så hun endte med at stå med fronten mod ham, inden hun i to lange skridt stod helt oppe bag ved ham. Hun åndede ham let i nakken med den kølige luft, som sivede ud fra de blege læber. "..Skulle jeg ønske at låne penge af en, som står og brænder dem" Afsluttede hun hvislende sin sætning, mens hendes blik var låst fast mod den bløde hud, som skjulte vinklen mellem selve halsen og skulderen, som om hun havde lyst til at sætte tænderne i det, og ellers bare bide til.
Dog løb en let tanke igennem hendes hoved. Hun kunne vel ligeså godt prøve at få lidt underholdning ud af dagen, og denne mand virkede nem at skræmme. I hvert fald nem nok. I en slangeagtig bevægelse lod hun sin højre hånd glide fra hans rygsøjle, og hen over siden, inden den til sidst lagde sig i et fast greb omkring halvdelen af hans mave og taljen. Imens vendte hun hovedet lidt på skrå, så hendes læber var direkte ud fra hans øre. "Jeg ved hvad du tænker lige nu" hviskede hun roligt, stadig med den kølige undertone, i et overbevisende tonefald. Angelie var en god løgner når det kom til den slags, og en fremmed som ham ville højst sandsynlig ikke vide bedre. Sandheden var dog at hun ikke havde den fjerneste anelse om hans tanker.

Han skulle lige til at svinge det ene lange ben foran da hun talte. Det kom bag på ham og han hørte ikke hvad det var hun sagde, da hans hjerne var i vild jubel over at komme i kontakt med en kvinde – og så endda af hendes kaliber. Han opfattede det sidste af hendes ord, selvom det var svært at koncentrere sig, da hun stod ret tæt op ad ham – og bag ham? Han hævede det ene bryn og skar en grimasse.
”Hvad får dig til at tro at jeg skulle vide hvad dine behov er og ikke er?” Spurgte han en anelse hånligt, men med et drillende glimt i øjet – noget hun nok alligevel ikke kunne bemærke, medmindre hun havde et øje i en snor, der kunne hænge over hende og stirre på ham, selvom hun stod bag ham. Igen tog han sig selv i at være ved at sætte det ene ben foran det andet da han mærkede en fremmed berøring mod sin ryg. Da hun så hvislede mod hans øre måtte han erkende at en sjofel tanke sneg sig op og satte sig i skrædderstilling midt i septum pellucidum. Hurtigt gav han sig til at tænke på en giraf – eftersom at det var en meget spontan tanke som hun nok aldrig ville gætte. Smilende vendte han sig mod hende, hvilket måtte tvinge hendes hånd væk. Smilet lod han forvrænge til en kvalt latter.
”Ah, så du er altså også tankelæser nu? Jamen så ønsker jeg dig held og lykke med dit stipendium til gøglerskolen,” grinte han, og blev enig med sig selv om at det var på tide at vende ryggen til og forsvinde. Sandheden var at hvis hun virkelig gik på en gøglerskole, så ville han være enorm jaloux.

Hun bemærkede hverken hans første ord, eller de bevægelser han foretog sig, mens hun havde et godt tag rundt omkring ham. Så han troede at væsner som hende rejste med bus. Nej.. Angelie var født med ben, og hun døde også med dem. De var hverken gamle eller slidte og fungerede derfor stadig fint for hende. Desuden var det utrolig svært at trætte sig selv med en gåtur. Der skulle normalt noget mere til end den lille smule.
Hun koncentrerede sig fuldt og helt på hans reaktion omkring det med tankelæsningen, selvom hun dog havde forventet en anden reaktion. Gøglerskole. Hun lignede måske en klovn med rød næse og kæmpe sko? Hvis hun ikke vidste bedre ville hun tro dette var en hånende bemærkning, og hun tog den meget personlig. Den slags tog hun altid personligt, og det var ikke noget han eller nogen anden ville kunne slippe afsted med i længden.
Hun tog igen et enkelt fat greb i kraven på hans trøje, mens hun puttede sit ansigt tæt på hans, og stirrede ham direkte ind i hans øjne, mens hendes egne var neutrale og tomme på dette punkt. "Man er nok lidt for kæphøj" bemærkede hun lavmælt, for at det kun var ham som ville høre hendes ord. Hun var ikke interesseret i at trække for meget opmærksomhed til deres lille.. Konversation. Han var lavest i fødekæden i dette land. Han var menneske uden kræfterne eller den nædvendige magiske styrke til at kunne klare sig fem minutter i kamp.. Desuden virkede han ret.. Splejset og havde nok aldrig set så meget som en knyttet hånd før.
"Pas på lille ven" Hviskede hun langsomt igen, mens hendes frie hånd knyttede sig sammen i en langsom bevægelse, og den anden havde stadig fat i hans krave. "Her står du nederst på listen, og jeg kan tage livet fra dig hurtigere end du kan sige Terre". Med de ord fuldendte hun knytnæven, mens hun stadig kiggede upåvirket ind i hans øjne. Kun en enkelt forskel var oppe. I Angelies indre, trak nogle få tråde af magi ud gennem hendes hud, og sugede nærmest ilten hud af luften omkring dem, så han ikke ville være i stand til at trække vejret. Alt dette koncentrerede hun sig hårdt om, og det var kun i den lille cirkel de to skikkelser dannede.
Hun holdte den i noget der mindede om et par minutter, inden hun kaldte magien tilbage i sin krop, og strakte fingrene ud, hvorefter de forstyrrede iltatomer stormede tilbage i området omkring dem, som var det for dårligt at de var blevet tvunget væk i første omgang. "kald det hvad du vil.. Det vil ikke hjælpe dig at have en spydig kommentar på plads i sidste ende" tilføjede hun kort, inden hun kort lagde sin pande mod hans, hvorefter hun slap grebet i hans trøje, og trak hovedet til sig igen.

Han smilte skepsis, hævede sine bryn og stak hænderne i baglommerne på sine bukser. Og hvad nu? Så Manse, nu er det vidst tid til at du smutter, tænkte han tilfreds til sig selv, vendte blikket væk fra hende og mod en tilfældig mursten. Da han mærkede hvordan skjortens krave gnavede sig ind i hans nakke vendte han ansigtet tilbage til hende hvor han mødte den forkerte ende af en kat, lidt for tæt på. Han valgte ikke at svare. Stirrede bare på hende i stedet for. Hvorfor skulle han også sige noget? Men så igen… kæphøj? En skinger stemme hvinede inde i hans hoved, det var da hende, der forsøgte at bilde ham ind at hun kunne læser tanker. Evnen til at tænke var vel en gave, skænket til dem så hemmeligheder kunne holdes og alt muligt andet. Da hun forsatte med at tale, måtte han blive enig med hende ved at tænke på at han bestemt ikke ville overleve et sekund på åben gade, hvis folk kunne læse hans tanker. Han ville jo blive stemplet med ordene ”Syge Stodder” for derefter at blive skudt ned af en harpun og spist. Af en delfin. Fuck.
Han tog en dyb, tålmodig indånding og pustede tungt ud, men da han igen ville lade sine lunger fråse ilt måtte hans hjerne hurtigt konstatere, at det ville der ikke blive noget af. Han flyttede sit blik fra hende, for at lade som om at der ikke var noget galt. Hjerne, hold kæft med at tænk om alt muligt andet omkring diverse toiletter og andet ligegyldigt lort, fat nu at du skal hive oxy… hans tanker gik i stå og han måtte erkende, at hans ben knækkede valgte at knække sammen under ham. Instinktivt havde han grebet ud efter hendes skulder, men for ikke at trække hende ned, måtte han lade sin hånd glide. Han trak den dog hastigt til sig, pressede den mod sin brystkasse og forsøgte at være lykkelig ved tanken om at hans sidste handling i livet blev at gramse på et kvindebryst. Selvfølgelig var det ikke sådan, da han sekunder efter kunne mærke ilten stryge til hjernen.

Hendes blik var stadig mod ham, da hun så hvordan han langsomt begyndte at knække sammen. Åh de mennesker.. De var så nemme.. Så forudsigelige. Hun gjorde absolut intet da han greb ud efter hendes skulder, men da hun mærkede hvordan hans hånd gled ned over hendes krop forfra, sendte hun ham et skulende blik, mens hun gjorde klar til at hæve hånden og stikke ham en stor fed lussing, som en kvinde ville gøre i sådan en situation, velvidende at han i dette øjeblik ikke kunne få luft. Hun hankede dog op i sig selv, og undlod at hæve hånden. Istedet vendte hun blikket mod hendes negle, som var malet i en gennemsigtig lak, mens hun diskret begyndte at skrabe snavs ud fra dem, ved at køre en neglefil frem og tilbage under selve neglen, mens hun ventede på at han ville få luft nok ned i lungerne og være i stand til at rejse sig. Alt ialt ville man nok påstå at hun var kold og kynisk.. Ligeglad med denne mand, og folk kiggede da også kort hen imod dem. Dog vidste de fleste hvad der skete i Di Morga.. Man blandede sig ikke i væsnernes stridigheder, og Angelie tjente under selve herren af Di Morga, og havde gjort det længe efterhånden. Hun nød sin plads i borgen, mens hun kunne bruge tid på at plage små drenge ligesom denne her.
"Hvad hedder du?" spurgte hun ligegyldigt, uden så meget som at flytte blikket væk fra sine negle, som hun stadig rensede, velvidende at han nok ville være i stand til at trække vejret nu. Selv han måtte vel undre sig over at hun ikke også var gået i gulvet. "Luften er sær her i landet" bemærkede hun lidt efter, inden hun tog en dyb indånding, holdt kort på vejret, og lod det derefter sive ud igennem hendes læber. "Der må være utrolig lidt ilt i luften heromkring" Den sidste kommentar kom i et let spydig tonefald, inden hun vendte blikket ned mod ham, samtidig med at hun stak neglefilen ned i en af de få lommer hun havde hængende omkring nederdelen.
Det gik langsomt op for hende, at denne stadig ikke var kommet på benene eller havde svaret hende endnu, og ANgelies øjenbryn sted langsomt i vejret. "Ønsker du noget der er værre end det du allerede har prøvet, så fortsæt med at ignorere mig" bemærkede hun kort, inden hun lod armene glide over kors i en afventende stilling, mens den ene bare fod vippede taktfast mod det blanke gulv på bangården.

Det var… han var… hun var… fandens. To be or not to be. Fast overbevist om at det bare var hans hjerne, der havde været dysfunktionel sprang han på benene – spontan handling for the fucking win. Han stak spekulerende hænderne i siden, skubbede kæben let ud og betragtede hende undersøgende. Hvorfor var det helt præcis at de talte sammen? Han kløede sig med en ubemærket, direkte finger mellem brynene og måtte altså leve med at han ikke lige sådan kunne huske hvordan det var, at de havde startet deres samtale. Han stirrede derefter ned på sin avis i det hun spurgte om hvad han hed. Hvilket hun ville vide fordi..? Han tænkte kort over hvad han egentlig hed, mens han bukkede sig ned efter avisen. De små grå strøg rundt i hovedet på ham og forsøgte ihærdigt at få ham til at svare, men i stedet stod han bare og kørte tungen tænkende rundt i gabet på sig selv. Han tog sig selv i at stå foroverbøjet for en kort stund mens hun snakkede om vejret. Eller sådan noget. Hans navn. Han manglede sit navn. Hvis hun dog bare kunne give ham lidt tid til at tænke…
”Hva’ba?” spurgte han og stak hånden om i sine mørke krøller. ”Jo, det jeg … hvad?” Han tværede sine blå øjne ud og ønskede lidt at grave sig ned i jorden. Han vendte siden til hende og lagde sin hånd mod sit hoved. Fuck nu dig, Zacharias, hvad he…
”Zacharias,” svarede han hende og vendte sig mod hende, med hænderne foldet foran sig. ”Og du?” Spurgte han en smule fjernt, da han havde blikket rettet mod en due, hvilket gjorde at han måtte se hen over sin skulder. Stramt knugede han hånden om avisen og så ned på sine sko igen.

Zacharias.. Hun tyggede let på navnet. Det lød som noget en ond videnskabsmand ville kalde sig selv, mens han grinede ond i sit laboratorium over at have skabt Frankenstein eller sådan noget. Men denne knøs var på ingen måde sådan.. Hun så ham ikke som en videnskabsmand, eller.. Faktisk så hun ham ikke engang som ond. Han var praktisk talt.. Ingenting i hendes verden. Den gruppe var der egentlig mange som var røget ind i efterhånden.
"Lille Zachiiiie" sagde hun lavt med en skærende stemme, som når negle kørte nedover en tavle, mens hun vendte blikket mod ham. Hun rettede sig en anelse op, og tog et bestemt greb i hans arm, hvorefter hun ellers påbegyndte gangen hen mod en lille sidekorridor, hvor de offentlige toiletter befandt sig. "Du behøver skam ikke at kende mit navn.. Medmindre.." fortsatte hun sin stemme, mens hun holdt blikket frem for sig uden rigtigt at sige noget mere. Selvom hun dog stadig havde flere ord som han kunne høre på. ".. Du ønsker at fortælle andre om dette lille møde" Bemærkede hun, inden hun stoppede op og sendte ham et sigende blik. "Angelie". Hun sagde sit navn kort og kontant, inden hun slap grebet i ham, og lod kort blikket glide omkring, for at holde øje med omgivelserne. Imens hun kiggede væk, gav hun Zachie et skub.. Hverken voldsomt eller blidt, men forhåbentlig nok til at få ham ind i sidekorridoren og væk fra andres blikke. Hun hadede crowdede steder, og dette var begyndt at blive lidt for livligt til hendes smag.

”Ja, det er så mig…” brummede han og kløede sig i øjenkrogen med en lang pegefinger. Han stod og stirrede lidt på sine hænder, skulle lige til at komplimentere dem, da at greb lukkede sig om hans arm og hev ham af sted. Han måtte derfor hurtig gribe ud efter sin avis med den frie arm, og det at hun næsten var skyld i at den røg på jorden var grund nok til at han forstod alvoren i hendes adfærd. Nu skulle han dø. Hans ben føltes allerede lidt mere spaghettiagtige end de var i forvejen – fandens! Han følte at modermærkerne under hans tøj voksede, og han fik ondt i sine nosser. Smil til verden og den spytter dig i ansigtet – fuck dig Gud, Jesus, Allah, Muhammed, Buddha, Troels og whatever.
”Og HVEM skulle det så være?” dvælede han oprørsk, men hans ord blev slugt og glemt i det han blev puffet ind i en korridor. Angelie? Så simpelt? Ikke engang noget så fancy som Aquila Antoaneta. Hans øjne flakkede da han bemærkede de velkendte tegn, man altid så på offentlige toiletter. Fuck. Okay, måske kunne hun godt læse lidt tanker men… helt ærligt. Med avisen under armen, stak han afventende hænderne i baglommerne, og så på hende med hævede bryn.
”Aha?” Han lod igen sit blik trille over hendes skulder, og på verden bag hende. Så langt, så godt.

Hun kommenterede ikke hans kommentarer. End ikke da han spurgte hvem Angelie var. Måske var denne knægt født uden noget mellem ørerne? Det var sgu da tydeligt at det var hende. Selvfølgelig hed hun ikke et eller andet mærkeligt og meget magtagtigt.. Angelie var et ganske almindeligt navn, og hun kunne lide det sådan. Det var så.. Ironisk, eftersom det skulle betyde noget hen ad Engel. Hendes mor måtte have røget hash den dag de navngav hende, for hun var da noget direkte modsat..
Hun trådte ind i gyden og stillede sig over for denne Zacharias. Hun havde ikke tænkt sig at gøre noget ved ham... Ikke endnu. Han var menneskelig, og alt for skrøbeligt til at hun ville være tilfreds med sejren. Den kunne hun jo få ved hjælp af at trække vejret, og han ville falde om af skræk velsagtens.
Hun pressede let hånden mod hans bryst, og tvang ham nærmest til at rykke bagud, medmindre han selvfølgelig ville flytte sig til siden. Hvis han ikke gjorde ville han ramme væggen, og ANgelie placerede en hånd på hver side af væggen ved siden af hans hoved, mens hendes ansigt igen var tæt på hans, men alligevel så langt fra. Det kølige blik ramte hans endnu engang ,mens øjnene langsomt kneb sig sammen til smalle streger. "Hvad laver du egentlig her?" Spurgte hun køligt og langsomt, for at være sikker på at han hørte hvert eneste ord i det hvislende tonefald.