Welcome home. - Zacharias. X-rated

Et ben med mørk behåring blev smækket op på den purpur-farvede fodskammel. Hans tæer vippede i takt med at han trykkede "næste" på fjernbetjeningen og derved skippede alle kanalerne igennem. Den ene skod film efter den anden og en smule porno reflekterede sig i hans mørke øjne på forbivejen. Han satte en stædig tommelfinger på den røde knap og Tv'et gik ud med et lavmældt klik. Adrian, den anden vampyr, som boede i huset, var for en times tid siden smuttet ud i uvejret for at finde noget underholdning i større kaliber end Wii og aktionfilm. Liam fjernede noget ulækkert fnuller fra sin liletå og kom på benene. I et øjeblik stod han bare og lyttede til regnen, der piskede mod ruderne. Helt uden at bevæge sig og helt uden at lade en eneste hjernebølge stige til mere end 1,5 hertz.
I den mossede badekåbes lomme fandt han sin mobiltelefon frem og klappede den op. Det var besynderligt, hvordan han efter så mange århundrede havde været komplet uafhængig af dette lille monster, han holdte i sin næve, alligevel følte trang til at kigge på det lysende display med jævne mellemrum. Ingen ubesvarede opkald og ingen sms'er. Sådan havde det også været sidste nat, pånær et kort besked fra Adrian hvori der stod at han ville have nogle alene-timer med sit legetøj uden Liams tilstedeværelse. Han havde efterfølgende siddet ude på en legeplads, indtil han selv havde fået selskab.
Han skulle lige til at kravle tilbage i sofaen da han hørte noget udenfor. Det var ikke særlig tæt på, og derfor heller ikke særlig tydeligt, men det bevægede sig i et tempo, der antydede at det ikke var et dyr. Regnen distraherede hans hørelse, og han besluttede sig for at ignorere naturens særlinger.

Mens Zacharias gik, mindede han sig selv om at løbet ikke var kørt. Han skulle bare lige gå lidt rundt i omegnen, så skulle han nok finde et sted at sove. I det han passerede forbi en klynge af grantræer begyndte de første dynger støvregn at pudre hans ansigt. Regnen tog til, dråberne blev større, og Zacharias' hår plask vådt. Landevejen var noget lort, tænkte han irriteret til sig selv og stoppede op for at stirre ind mellem de lave grene.
"Hotel Granly, nålefilt på alle værelserne," mumlede han arrigt med en kommentatorstemme.
Han havde gået hele vejen fra Terre centrum, hvor et af værtshusene lå. Hvad han ikke havde vidst var, at denne aften åbenbart var "mande-aften" og betød at det kvindelige personale spankulerede topløse rundt og serverede drinks. Personalet måtte man ikke have omgang med, lød reglerne åbenbart, og det havde været ganske upraktisk for Zacharias, for nu gik han jo bare... og gik?
Han havde fra barnsben fået fortalt at han ej måtte følge lyset, men det var så fristende. Han mærkede gruset under sine fødder, og hvad der efterfølgende skete huskede han ikke. Sådan havde han det, fra tid til anden glemte han hvad han havde gang i eller hvor han gik, og det resulterede i at han pludselig kunne vågne under denne trance, midt i noget knap så hensigtsmæssigt. Tanken om at han måske var ved at dø trykkede ham for brystet. Var det mon dét lys hans underbevidsthed fulgte?
Med et sæt kom han til sit fulde jeg og tørrede regnen af sit ansigt. En irriterende hovedpine gnavede sig vej, og han havde følelsen af at have grædt. Bare vage tårer, der camouflerede sig med himmelvandet. Lyset stammede fra et hus, som han pludselig genkendte. Han havde aldrig været der før, men alligevel virkede omgivelserne så rigtige. Landevejen... marksti... Aba. Han gik ind på grunden og op til verandaen, hvis forfaldne udseende virkede noget så skræmmende på Zacharias. Jo, navnet "Aba" stod på huset, ligesom på alle andre huse, der var navngivet.
Hans knoer kyssede yderdøren tre gange, med ulidelige mellemrum.

Han dækkede sit ansigt med sine smalle hænder. Hvor ville han dog bare ønske at det ikke regnede udenfor, for at være tvunget til at opholde sig indendøre var ulideligt. I sommertimerne ville han have så meget ud af de få timer med stjernehimmel som muligt, men det var for fanden ikke til, når Gud pissede ned i uanede mængder. Han brød sig ikke spor om regn. Det var så beskidt og gjorde det hele så ulideligt. Beskidt og ulideligt, hovedårsagerne til at han ikke orkede at reagere da han hørte nogen betræde stien, der førte til hans hus.
Føj for den lede, hvis en eller anden snusket jord-dæmon kom og tiggede om husly ville han farve sin veranda rød. Ja, og eftefølgende ville han tage sig et langt, velfortjent og yderst rent bad. Det var eneste, der kunne hjælpe på sagerne. Bobler. Det var det eneste, der kunne fjerne alt det urene. Bobler. Det var det eneste, der kunne fjerne mudderet. Bobler.
Det første bank rungede i Liams hoved. Han havde ikke været forberedt på dette, og hvis de kunne, ville hans øre skrige over chokket. Hans hjerne konfigurerede med lydene, så det næste hårde bank havde fået reduceret chancerne for at udløse et hjertestop. Hvis man selvfølgelig forestillede sig at han var et menneske. Han hørte hånden svinge igen for at slå en tredje gang, men før den kollierede med hans elskede hoveddør rev Liam i dørgrebet. En bunke snavs stod og så tilbage på ham og det fik ham til at vrænge på næsen. Han stirrede på hans tøj for at be- eller afkræfte om han mon kom fra et eller andet bureau, der sendte blodpulere ud i trængte tider og derved havde et lille skilt siddende for at afsløre sin identitet.
"Du er beskidt." En konstatering der vist havde været tydelig for begge parter, men som han simpelthen ikke kunne holde inde.

Han kom til at tænke på den kolde formiddag hvor han ankom til Terre. Banegården myldrede med mennesker, han havde ingen anelse om at der var andre slags end ham. Det var først da en besynderlig kvinde havde forsøgt at trække alle hans kostbare ilt-atomer ud, at han bemærkede det forkerte ved sine uvante omgivelser. Måske var forkert ikke ordet. Han havde bare aldrig set noget lignende, og han vidste ikke hvad han skulle gøre med den nye information. Måske var anderledes ordet. Angelie, havde hun heddet. Hans hjerne havde vredet sig i latter, da hun langt fra lignede noget, der kunne have selv den mindste forbindelse med engle. I hendes nærvær havde han brændt sine penge. Hver og en, og det havde efterladt ham med 6 cent, bestående af 1-cents mønter.
Han svang sin arm for tredje gang i det han kom til sig selv. Det virkede så usandsynligt at Borzakov skulle være hjemme, at Zacharias var ved at dejse død om da døren pludselig blev revet op. I sekunder, der sært virkede som minutter, stod de og så hinanden an. Eller Liam stirrede vildt på ham, mens Zacharias' blik dovent flakkede på hans påklædning. Han havde aldrig turde drømme om at vampyrer gik rundt derhjemme i morgenkåbe. Lange, sorte silkekapper måske men... dette her?
"Det regner," sagde han i et ligeså fladt tonefald og kastede derved bolden videre til guderne. Han samlede sine hænder omme på ryggen og vippede let frem og tilbage på sine fødder.

Liam blev fyldt op med et plaskende raseri, som et karbad, der blev fyldt op med vand og skum. Hans negle gnavede sig ind i døren og efterlod sig halvmåne mærker. Hvis noget endelig bankede på hans dør, hvorfor skulle det så lige være ham? Nu havde han jo lige vænnet sig til tanken om at det var en dæmon, så han kunne få strukket benene en smule, men nej. Uretfærdigt behandlet, det var hvad han blev! Med en smule besvær fik han overtalt hans hjerne til ikke at gå beserk. Hvilken nytte ville det også være? Han lod den fugtige natteluft trille ud af sine næsebor, åbnede døren op på vidt gab og stillede sig i åbningen, stadig med sine negle koblet til døren i en strakt arm.
"Og hvad så?" Han hamrede døren i med en arrig bevægelse og gav sig til at stirre på den nu lukkede dør. Jo mere han stirrede, jo mere ensom følte han sig. Han havde lige lukket døren i hovedet på nattens eneste legekammerat - men han havde jo for helvede været beskidt! Mod sin vilje åbnede han døren igen og så på den druknede mus. Druknede rotte. En rotte, der havde levet i kloakens slam og spist mudder. En rotte lavet af mudder. "Skrid op i bad med dig..." kommanderede han og satte en tommelfinger i retning af trappen, der førte op til Abas 2. sal.
Han gjorde op med sig selv, at han ligeså godt kunne få noget ud af det. Det var jo desuden heller ikke af medlidenhed at han lukkede ham ind i sit hjem, det var kun for at få stillet sine egne behov, intet andet. For at fastslå sine tanker nikkede han bestemt. Nydelse frem for afholdenhed. Men så skulle kilden altså også være ren. Liam snurrede om på sine små, bare fødder og efterlod hoveddøren åben, i det han forsvandt ind i huset.

Han åbnede munden for at kaste en flabet kommentar tilbage, men så var det, at yderdøren blev smækket i. Zacharias så rundt på dørens kanter, for at vurdere hvordan dette besynderlige fænomen mon var blevet skabt, men langsomt gik det op for ham at det nok nærmere var Liams kræfter end naturens. Han trådte et skridt baglæns og stak hænderne i siden.
Han fyldte sine lunger med luft og skulle lige til at råbe eder og forbandelser efter den lille mand, da døren igen blev åbnet. Zacharias' lunger blev punkteret og han faldt en anelse sammen. For fanden i helvede, hyrde fra Judæa, behøvede han virkelig at opføre sig sådan? Zacharias gennemgik nøje alle de humørsving han havde nået at føle fra det sekund han satte sin fod på denne forbandede grund, men måtte hurtigt lade undersøgelsen ligge, til den dag han fik flere fingre på hænderne. Af alle disse mange årsager, der overskred tallet 10, kunne Zacharias ikke helt finde ud af om han skulle være glad eller mistroisk da Liam sendte ham på hovedet i bad. Det eneste han vidste var, at han ikke ville lade chancen gå til spilde, og trådte ind i huset. Bange for at ødelægge noget lukkede han forsigtigt døren bag sig, og da han fik taget sig sammen til at betragte sine omgivelser måtte han konstatere at der ikke var meget, der kunne ødelægges. Hans eneste selskab var en stumptjener, hvorpå han hang sin våde frakke. Vandet fik den til at så endnu mørkere ud end den i virkeligheden var. Uden at sige et ord satte han sin fod på trappens første trin.

//OOG. vil nok få brug for en god forklaring af hvordan badeværelset ser ud xD //

//selvfølgelig. Skriver lige beskrivelserne færdige i profilen, så kan du tjekke dem der :) //

//OOG. perfekt :D //

Liam gik lydløst ud i køkkenet og gav sig til at hive i de forskellige skuffer. Det var helt til grin at han overhovedet havde et køkken, men så igen, det var rart at have en mikrobølgeovn til at varme blodet op i hvis det havde stået for længe i et stuetempereret klima, og når han havde gæster - Zacharias, for eksempel - fik de ofte brug for at få stillet nogle af de mange menneskebehov som at spise morgenmad eller drikke kaffe. Nu havde han godt nok ikke fået installeret et køleskab endnu, men det kunne også vente mange år endnu.
Han så søgende rundt og følte sig en smule irriteret over at hans egne genstande valgte at skjule sig for ham. "kom frit frem..." klukkede han med et smil på læben og styrtede rundt i køkkenet. Han blev bum stille, da han åbnede skabet under håndvasken. "A-ha!" Han rakte sin hånd frem og klemte kluden i et stålgreb for derefter at rette sig op.
Han stak den lyserøde klud ind under det raslende vand, vred den, gjorde den mere våd, vred den igen og slukkede til sidst for hanen. Han kiggede sammenbidt på regnen udenfor mens han lod kluden dryppe ned på gulvet fra sin hånd. Snavs.
Som en slave fra Abbadon satte han sig på knæ i entreen og strøg hurtigt kluden over de mudrede mærker, Zachariass sko havde efterladt sig. Stanken af våd hund kom fra den mørke jakke, der hang og vippede fra side til side på stumptjeneren. Han havde en dunk benzin stående et eller andet sted, mon ikke han burde brænde dette satans tilbedende tekstil? Han lo for sig selv ved tanken og rejste sig op for at give sig til at stirre på Zacharias, der åbenbart havde valgt at bevæge sig langsomt i nat. Han lugtede også af alkohol, så det var vel ikke helt så smart at bruge ham som drikkedunk trods alt.
"Forsæt."

En uro bredte sig i brystet på Zacharias. Hvad nu hvis det var en fælde? Han stirrede lidt på trappen, der var kommet faretruende tæt på ham. Han rettede sig op. Pjat med dig, formanede han sig selv. Han kendte Liam godt nok til at vide, at hvis han ville slå ham ihjel, så var han direkte nok til at sige det lige ud, inden han havde lukket ham ind. Men hvad nu hvis det blot var en illusion? Hvad nu hvis han slet ikke kendte Liam overhovedet? Plejede han ikke også at være mere.. barnlig, frem for alvorlig og stram i masken? Igen kom trappetrinnet tæt på. Det var skide lige meget, han havde virkelig brug for det bad og en seng at sove i.
"Ædruelighed, kom til mig," bad han søvnigt, men blev pludselig forstyrret i sin tankestrøm da Liam udbrød med et 'aha' og trådte ind i entreen. Forsigtigt drejede Zacharias sit hoved over skulderen og betragtede blodsugeren gøre rent. Det var et syn, han aldrig havde set. En dræbermaskine på knæ med en lyserød klud i hånden. Som han sad der, i sin kåbe og med de vilde krøller vippet forover så han fredelig og sød ud - men også ret normal. Zacharias flyttede hurtigt blikket da Liam rykkede på sig, og fulgte ordre. Bare forsæt, Zacharias, bare forsæt.
På anden sal så han sig omkring. Der var flere muligheder af døre, så han besluttede sig for at tage chancen ved at skridte til venstre over gulvbrædderne og tage i håndtaget til en vilkårlig dør.
Det var et personligt paradis han trådte ud i. Der var så rent over det hele at det nærmest blændede hans øjne. Måske var det en del af fælden? At han skulle træde ind i dette torturkammer hvor han ville miste synet, så Liam kunne komme bagfra og stikke ham ned? Zacharias missede med sine sarte, blå øjne og knappede med den ene hånd sin skjorte op, mens han trådte ud af sine sko. De rene omgivelser fik ham til at føle sig helt fornem, så han satte nydeligt skoene udenfor badeværelset, hvorefter han lukkede døren i bag sig. Efter at have taget sin skjorte af foldede han den sammen og lagde den på en af de glatte marmoroverflader. Han stirrede på sig selv i spejlet og sukkede tungt. Det var som altid en kamp at få bukserne af. De var våde, klæbrige og.. besværlige. Derfor valgte han at straffe dem med at lade dem blive liggende på de hvide fliser. Han spekulerede over om en vampyr mon havde brug for et badeværelse. Der var jo både toilet, badekar og brusekabine, men var det virkelig nødvendigt? Havde de, de behov? Ud fra badekaret og kabinens størrelse at dømme, var det vel også mere for morskaben og velbehagets skyld. Der kunne være mindst 7 dværge stablet inde i den glaskabine, tænkte Zacharias og stak en hånd derind for at skrue på hanen. Vandet brusede, og kort tid efter begyndte dampen at pumpe ud derfra. Han hev de sidste stykker tøj af og trådte ind under de varme stråler, helt uden at brække hverken arme eller ben. Måske var det ikke en fælde af alligevel. Måske skulle han bare nyde det han havde skaffet sig, så det gjorde han. Lige indtil en tanke slog ned i ham - brugte vampyrer håndklæder? Han stak hovedet ud af kabinen og stirrede panisk rundt. Sikkert ikke, men det gjorde han altså, og han nægtede at bruge sin skjorte til at tørre sine våde lemmer i. "Håndklæde, håndklæde, håndklæde.." mumlede han og så på de lave skabe, der var på badeværelset. Måske der var noget dér?

Liam blev stående i entreen og så efter Zachariass krop, der langsomt forsvandt længere op i Aba. Det gik op for ham, at han fuldstændig havde glemt at guide ham til hvor badeværelset lå, men så igen, mennesket kunne vel bruge sin fornuft og prøve sig frem. Liam trådte ud i køkkenet, kastede den snavsede klud over i håndvasken og tænkte, at det ville han tage sig af senere. Da han havde været menneske, skulle alt gøres så hurtigt som muligt. Dengang var livet meget kortere end i dag, gennemsnitsalderen var omkring 30-40 år. Der var ikke tid til at vente fem minutter, for før man vidste af det kunne man være døende med lungebetændelse eller hvad fanden guderne kunne byde på. Pest og den slags. I disse dage var det farligste man kunne få "Firkantede øjne", som tilsyneladende opstod blandt unge mennesker, der hverken liv eller venner havde. Han grinte af sine egne tanker og satte sig ind i stuens sofa. Så blød og savnet. Han tog fjernbetjeningen i sine hænder og holdte den i strakt arm frem for sig. Inden han gav sig til at trykke på de mange knapper lyttede han til etagen ovenover. Lyden af det varme vand der piskede fra brusehovedet kunne høres, og lagde sig som en hvislen i hans øregang.
"Fornuftigt menneske." var hans sidste ord før han tændte for TVshop. En kvinde med lidt for mange mavesmuskler sad overskrævs på en magentafarvede yogaboldt. Hendes hår var friseret stramt tilbage i en hestehale, og som beklædning havde hun en af de dersens ucharmerende sportsbh'er på og nogle stramme, sorte motionsgamacher af en slags. Liam undrede sig over hvordan folk kunne have lyst til at ringe ind og købe noget, hende gymnast-kællingen havde siddet og gnubbet sit skræv op ad.
"... udvalg af flere farver stadig på lager..." han skulle lige til at flippe videre på kanalerne, da hendes prædiken om denne smarte boldt tog en besynderlig drejning. "... blå, zebra, håndklæde... ysegrøn, hvid..." Håndklæde? Han slukkede hurtigt fjernsynet og hørte et sidste 'håndklæde'. Zacharias måtte være besat af tallet 3, siden det konstant var dette antal forsøg Liam blev efterladt med. 3 bank, 3 håndklæder, hvad var det næste? Tre fedtede fingre på hans spejl?
"Jeg trækker officielt mine ord tilbage," indrømmede han og sparkede mentalt Zacharias tilbage i grotten med de ufornuftige mennesker hvorefter han trådte op af de nu beskidte trappetrin. Det var vel også en anelse upraktisk, at håndklæderne lå inde på Adrians værelse, men ikke desto mindre var det altså sådan landet lå.
Døren til et af soveværelserne blev åbnet, og kort tid efter lukket igen. På sin udstrakte håndflade bar Liam en stor bunke beigefarvede håndklæder, der let svajede mens han trådte hen til badeværelsesdøren, som han åbnede med en hurtig bevægelse.
"Jeg kan ikke love, at jeg ikke kigger," sagde han direkte og stillede målbevidst bunken med tekstiler hen på de hvide diske. Han daskede den beskidte skjorte ned på gulvet og sprang op på den frie plads for at give sig til at betragte konturen af Zachariass nøgne krop i dampen fra badet mens døren langsomt lukkede i med et lavt smæld.

Zacharias tegnede et glad smiley i duggen på kabinens sider og slukkede vandet. Han måtte tjekke i de hvide skabe for at finde et håndklæde. Det var det mest oplagt sted han kunne komme på, og i dag håbede han virkelig, at han havde heldet med sig. Han tvivlede stærkt på det. Måske skulle han også bare bade videre og så bruge en halv til en hel time på at ryste sig tør? Mon ikke Liam ville finde det en smule mistænksomt? Garanteret. Og hvad nu hvis der ikke var nogle håndklæder i skabene, hvad så? Så måtte han kærtegne sin blege, nøgne krop med et par fugtige sokker og beskidte skjorte?
Dampen gjorde luften grødet og tyk. Hver gang han hev den fugtige masse ned i lungerne blev han mere og mere døsig og gav ham en lyst til at putte sig ind mellem en masse puder og dyner. Bare sove indtil det gjorde ondt. Han kunne slet ikke fordøje tanken om at han skulle træde ud på de kolde fliser og videre han til skabene hvor han skulle på knæ og gennemrode alt det skrammel der måske befandt sig derinde. Og måske ville han kravle tomhændet tilbage til kabinen, måske ikke. Forsigtigt stak han en dryppende fod ud på det hvide gulv, efterfulgt af den anden. De fugtige dråber kringlede ind i hinanden, blev større og gled derefter ned ad hans nøgne brystkasse. Han tørrede sit ansigt af i hånden og trådte to skridt frem og et enkelt tilbage. Nogen bevægede sig ude på den anden side af døren, og det fik Zacharias' hjerte til at springe et slag over. Han viftede panisk med sine hænder, drejede om sig selv og kunne ikke blive enig med sig selv om han skulle forsætte sin mission eller flygte tilbage i sikkerhed.
"bibibehebih.." peb han og trippede hurtigt ind i brusekabinen med vandet dryppende ud over det hele. Han nåede lige at lade sig betage af de nye vandplamager da døren blev åbnet og fik ham til at bryde ud i et højt, men kort hvin, der sært kunne lyde som en kvinde i nød.
Sadistiske svin, tænkte Zacharias og stirrede tilbage på Liam, der mageligt havde sat sig til rette som om han pludselig var blevet et dyr i zoo, der skulle beglos. Som det dyr han åbenbart var, følte han sig pludselig på lige fod med Liam, der var mindst ligeså dyrisk. Han kunne ikke helt finde ud af om han havde lyst til at være bytte eller rovdyr, men det stod klart at Liam ikke var en bange jæger. Selv da døren smækkede i, rørte Zacharias sig ikke det mindste. Han vidste ikke om han skulle sige noget, bare blive stående eller forsætte sit bad nu hvor hans ønskede håndklæder var ankommet.
"Det ville nu ellers være forsøget værd." Det var udelukkende dampen, der talte. Det hele var så tungt og surrealistisk at han havde svært ved at holde balancen mellem virkelighed og uvirkelighed oppe. Han vendte ligegyldigt ryggen til og genoptog de varme strålers angreb mod hans krop, kun fordi det var det, han gik ud fra at Liam ville have ham til.

Det han godt kunne lide ved Zacharias, var nok at han var så menneskelig. Derved så nem at gennemskue. Han vidste nøjagtigt hvordan han skulle reagere på hans udbrud, svare på hans kommentare og alt det andet, der bare gjorde hverdagen meget nemmere. Zacharias var ligeså praktisk som en kørestol for en handikappet. Han var en lille hund, som man havde knyttet ejerskab til og kunne få til at sætte sig, når man bad om det. Liams ansigt kunne ikke lade være med at åbne op i et kæmpe mæssigt smil, som han vendte op i loftet.
"aha-aha-aha!" grinte han barnligt over Zachariass frygtsomme reaktion. Han dunkede sin nøgne hæl ind mod skabets hvide låger og valgte at bruge bambushåndklæderne som armlæn, mens han lod sine øjne forsætte den konkurrence de havde med Zachariass. Som sekunderne fløj over hans hoved, ligesom de havde gjort de sidste 1226 år, fordybede Liam sig i mennesket, som han pludselig kom til at sammenligne sig med. Det var nok bare den belge hud og krøllerne, der gjorde udslaget, tænkte han skarpt til sig selv. Det morede ham hvor let Zacharias egentlig kunne gå for at være en vampyr med den lyse hud han havde og det tågede blik. Det var faktisk det blik, der foruroligede ham en anelse. Det var en af de gyldne regler, drik aldrig fra et menneske, der havde taget nogle former for euforiserende midler.
Han hoppede ned på gulvet, lidt efter Zachariass kommentar. De hvide fliser var våde, hvilket tydede på at mennesket måtte have danset rundt kort tid inden Liam havde valgt at tage del i festen. "Næppe," svarede han kynisk, satte sin fod på skjorten der lå på gulvet og brugte den som moppe til at fjerne noget af alt vandet, som bare lå og flød. Han efterlod Zacharias i kabinen og trådte hen til det hvide badekar med bronzeindgraveringerne som han mageligt lænede sig indover for at kunne skrue på de gyldne haner. Dampende vand gav sig plaskende til at fylde karet indtil bunden var fyldt, så lydende ebbede ud i en hul rumlen. Han svajede let i ryggen og lod badekåben falde, så han kunne træde ned i vandet, der langsomt fyldte karet mere og mere.
"Når du engang føler dig ren, skal du være velkommen til at gøre mig selskab..." Han rakte ud efter en af de mange flasker med sæbe og sørgede for at hælde uanede mængder af en lilla substans i så bobler sprang op i massevis.

Zacharias vendte ryggen til verden og vippede ansigt op i de varme stråler med sine blå øjne dækket af de tynde øjenlåg. Det var som om stedet vækkede minder. Det at stå under en bruser og vaske sin samvittighed ren. Scenarier væltede rundt i hans hjerne som tøj i en tørretumbler, og selvom han ikke var helt sikker, følte han at han besværligt kantede sig igennem en mørk gyde og efterlod et eller andet bag sig. Noget han havde valgt ikke at holde af mere, fordi det var væk og nu bare skulle glemmes. Han strøg begge hænder over sit våde hår, pustede vand fra sine læber og vendte blikket ned.
Lydene af Liam der rumsterede ænsede han ikke. Han valgte bare blindt at acceptere den tiltagende lyd af ekstra vand der plaskede ude på badeværelset og den nøgenhed der viste sig. Det var kun silhuetten af blodsugeren, der var synlig igennem det buede glas, og det gav ham en større trang til at drage videre ud på eventyr og få dette smukke væsen i nærmere øjesyn.
... skal du være velkommen til at gøre mig selskab. Stemmen tryllebandt han på en måde, der gjorde at hans hjerne ikke helt vidste hvilke følelser der skulle kravle frem og han måtte erkende, at hans hjerne nok havde slået helt fra. Han kunne mærke på sig selv at han nu var styret af de mere dyriske aner, og alt det, der adskilte ham fra dem på fire ben forsvandt. Lyst, begær og trangen til at slippe ud af glasburet brusede fra hans nakke og spredte sig som en vagtsom varme ud i hans fingerspidser.
Vandet stoppede med at massere Zacharias' skuldre og han trådte ud i det tågede rum. Det var som at være i himlen. Lys over det hele og skyer, der pressede sig ned i lungerne på ham. Var han død? En følelse fra en fortid han ikke huskede fortalte ham, at det ønskede han, at han var.
Hans hår dryppede kolde dråber ned på hans varme ryg, i det han svajede over mod karet. Omhyggeligt trådte han udenom den tomme kåbe og lod sig synke ned i boblernes paradis. Det sted i hele verden, han allermest ønskede at være.

Den anden ting ved Zacharias som Liam godt kunne lide var, at han så nemt kunne lokkes til. Bare den mindste mystik eller tegn på kostbarhed og man havde ham i sine arme. Det mindede ham lidt om en dusørjæger. Hvad angik kostbare personer var Liam nu også meget nem at friste, men ikke på samme menneskelige måde. Eller det var i hvert fald den tanke han bedst kunne lide, at være så adskilt fra dem som muligt. Selvom tanken om hans overlegenhed måske ikke var helt sand, havde den dog ikke fejlet ham endnu. Efter 1226 år med mennesker på sit konstante sidespor, var Liam nu også ligeglad, det eneste der betød noget nu, var den spinkle skikkelse, der bevægede sig omme bag det slørede glas. Øjnene, der med sin glans mindede om obsidian perler, stirrede legesygt gennem fugten. Ignorerede hver et vandmolekyle, der end måtte være og betragtede den nøgenhed de delte.
Nok var det surrealistisk at natten skulle tage denne drejning. Dette var trods alt en nat, som Liam havde forudset til at blive dødsenstrist. Men hvad der skete var pludselig ganske praktisk og... han brokkede sig ikke.
Vandet blev ved med at stige, og da de skummende bobler rettede deres opmærksomhed mod Liams brystvorter rykkede han sig mod hanerne hvorfra det varme vand strømmede. Uden et eneste tegn på anstrengelse sørgede han for at holde det intense blik med Zacharias, altimens han lod sin blinde hånd slukke for opfyldningen af karet. Ved synet af Zachariass krop der blev opslugt af vandet, kunne Liam ikke lade være med at skyde tænderne frem. Han ville ikke bide ham nu, det ville skabe et værre svineri og han var blevet noget så glad for det hvide, boblende skum frem for blødrøde stimer i vandet.
"Kys mig," bad han stift og rykkede sig tættere på ham i det ellipseformede kar, så han kunne mærke hans ben mod sit eget og trak tænderne til sig. I det han bevægede sig skvulpede vandet om dem og fik det hele til at vugge. Han lod sit blik slikke ned over Zachariass ranglede skuldre, det tynde bryst og videre ned til det sted hvor boblerne kyssede hans hud, sugede sig fast som igler.

Zacharias’ klæbede sig til de mørke øjne hvori omgivelserne blev genspejlet. Han følte pludselig at alt andet var ligegyldigt. Det var ligegyldigt hvordan vejret udenfor var, det var ligegyldigt hvordan dagen havde været, det var ligegyldigt hvordan den kommende dag ville udfolde sig. Nu ville han bare lade sig synke ind i de minutter der indrammede nutiden og intet andet. For at føle sig mere sikker i sin sag tog han en dyb indånding, men begyndte hurtigt at fundere over om hans puls virkede ligeså larmende for ham, som den gjorde for Zacharias selv. Hvis ikke han tog meget fejl, forekom den vist flere hundrede gange højere. Lige hvorfor hans hjerte tog så mange ekstra slag ville han ikke ind på. Det var jo absurd. Det var nok bare hele situationen. De hvide, skinnende tænder og dampen omkring dem. Han lod sin hånd stige op over vandoverfladen, og mens dråberne flygtede fra hans ustrakte arm og ned i vandet igen, søgte han mod Liams ansigt. Han satte sin bløde fingerspids mod den ene af tænderne i det vidtåbne gab, der fik en ulmende fornemmelse til at kravle ned ad ryggen på ham. Selvom han vidste hvad de havde bedrevet tiden med de sidste mange århundrede kunne han ikke lade være med at synes godt om dem. De var så smukke og magtfulde at de vækkede følelser i Zacharias, der fik ham til at føle sig lille, dum og uværdig. Han trak hånden til sig, og fik svært ved at fange sit eget åndedrag. Hans hjerne var stadig i gang med at opfatte de ord, som havde strømmet fra Liams drabelige mund, da han rykkede sig nærmere. Han følte det som om at Liam bevægede sig i slowmotion, men alligevel kunne han ikke røre sig en millimeter. Den kolde hud mod hans egen brændte sig fast som hvidglødende metaller under vandet.
”Jeg…” Men hans stemme ebbede ud i det kys, de pludselig delte. Han følte stadig ikke at han kunne bevæge sig, men noget måtte han have gjort. Noget så instinktivt at han ikke havde bemærket det. Noget så instinktivt at det måske havde været det rigtige. Det måtte det være. Man flygtede instinktivt fra et hus i brand, fordi man vidste, at det var forkert at stride mod sig selv og løbe tilbage. Og selvom han havde været ved sin fulde fornuft ville han ikke afbryde det de havde. Det var som at kysse en snemand, men i takt med at han vænnede sig til kulden, der løb ned i halsen på ham løsnede han mere og mere op. Den våde, nøgne hud mod hans egen varme var ikke længere fremmede, men nu mere end velkommen. Grådigheden steg ham til hovedet og en dryppende, sitrende hånd fandt sin vej om Liams nakke. Hans hud var glat som åleskind og næring, ilt og vejrtrækning var alt sammen gemt væk mens han lod sin hånd lægge sig om den runde, muskuløse skulder, videre ned mod den ene side af brystkassen hvor den smuttede ind under armen på ham. Alle fingre borede sig ind i den sarte, kolde hud og jo dybere halvmånerne blev, jo hårdere pressede Zacharias sin mund mod Liam.

Hvad Zacharias viste var bestemt ikke menneskelig adfærd. Hvad han havde i færd med var omtrent det samme som at stikke hovedet i gabet på en løve. Tanken om at fyren måske ikke var så menneskelig efter alt, nok nærmere stjernepsykopat eller noget i den retning. Af samme årsager valgte han ikke at gøre noget for at forhindre Zacharias i sin handling. Det var mærkeligt, at lade en anden komme så magtfuldt tæt på hans tænder på den måde, det havde han aldrig oplevet før. Den eneste måde andre havde rørt dem var når han selv stak dem i kødet på vedkommende, alt andet ville aldrig nogensinde komme på tale. Men det var nok fordi at han ikke havde spurgt om lov, at det ikke gjorde Liam noget. Eller også var det fordi han så småt havde accepteret den nøgne fyr, der slugte ham med blikket. Han sagde ikke noget, det gjorde ingen af dem. De sad bare og så på hinanden, indtil han brød Liams mentale stilstand. Tankerne vrimlede inde i hans hoved, ikke hele ord eller sætninger, bare en masse bogstaver der stablede sig, hobede sig op, skreg og faldt derefter bare sammen igen i en bunke snasket sludder. Det var nok alle de ord han havde lyst til at sige, men som blev fortalt gennem kysset, og han følte sig efterfølgende en smule lettet. Det var som om han havde savnet den slags kys, der beskrev stilheden udenpå og larmen inden i, nærmest som om han havde haft brug for at lukke alt det sludder ud og fylde Zacharias med sit indvendige mudder.
Omme bag kysset knurrede han en anelse da Zachariass hænder flyttede sig som hvirveldyr på hans krop og gengældte bevægelserne, der under tiden blev mere og mere heftige. Liam støttede af med sine egne håndflader på Zachariass skuldre og forsøgte tappert at overmande ham. Så med mindre han gjorde nogle indvendinger sad Liam nu overskrævs på de tynde lår tilhørende Zacharias og mærkede hans krop pulsere mod sin egen. Han spekulerede over om han nogensinde havde siddet i den situation før, han havde trods alt ikke levet i 1226 år og haft muligheden til at prøve al verdens. I sin undren stoppede han kysset, også bare for at få muligheden til at betragte ham helt tæt på. Han kyssede hans underlæbe, fumlede omkring kanten på hans ansigt og nussede sit ansigt mod hans hals. Hans istapper lod han kralve indunder Zachariass våde hår og lod dem holde om hans hovedbund mens han kyssede den varme hals. En orgastisk rytme pulserede mod hans næsetip, og han blottede sine tænder i fristelsen for at smage det blod, der susede hastigt frem og tilbage i hele Zachariass krop. Lyden af et åndedrag mod sit øre fik ham tilbage til bevidstheden og han kærtegnede blidt halsen uden at spidde den det mindste. Hans våde hænder greb fat om hans nakke og lod dem glide ned over hans bryst. Da hans læber dansede en kort tango med hans kraveben lod han sine hænder forsvinde under boblerne og placerede sine flader på Zachariass spidse hofteben.

Sekunderne der gik, fik Zacharias til at snappe efter vejret, i de frie øjeblikke han fik fra Liams læber. Hans hjerne blev ved med at fortælle ham hvor surrealistisk situationen var. Men hvor surrealistisk og grænseoverskridende det end måtte være, så havde han på en eller anden måde intet problem i at dele sin aura med denne iskolde massemorder, der nu begyndte at finde vejen til magten. Måden Liam begyndte at presse sine håndflader mod hans skuldre tvang ham til at slække det desperate greb han havde i hans hud, og der gik ikke lang tid før han ikke længere kunne mærke Liams kulde under sine negle. Han følte pludselig en svag fornemmelse af frygt stige op i ham. Frygten for at Liam skulle forlade ham. Frygten for at han ville blive revet ud af den euforiserende sky han svævede rundt i. Først da han mærkede en svag vægt over sig måtte han lade sig overbevise om at det ikke var tilfældet. Han var ikke i fare for at noget blev taget fra ham. Heller ikke da Liam løsrev sine læber fra ham, følte han sig bange for at miste ham. Deres desperate greb om hinanden udelukkede et hvert forsøg på flugt. "Liam.." Han mente slet ikke noget, med det han sagde. Han havde bare brug for at sige hans navn, gøre et eller andet spontant, så han kunne forsikre sig selv om, at han stadig var i live. Hans egen stemme gav genlyd i hans hjerne, og satte sig ind i samme pulserende rytme som hans indre. Det skarpe lys mod den skarpe hvide farve. Det slørede tæppe af damp. Det var næsten ikke til at bære. Han kunne mærke Liams øjne brænde mod hans øjenlåg, men af så mange sammenfiltrede årsager kunne han ikke nænne at åbne dem. Zacharias lænede sit hoved tilbage da Liams hånd omsluttede hans hovedbund. Kulden gled ned ad hans nakke. Det var mærkeligt at han var så koldt, det var mærkeligt, fordi det ikke stemte overens med Zacharias' sunde fornuft. Det burde ikke være sådan, det vidste han. Måske han pludselig ville åbne sine øjne og finde ud af at det hele bare var en drøm. Det måtte ikke ske. Hans fingerspidser skar ned langs Liams rygrad. Han ville ikke åbne sine øjne. Han ville aldrig vågne. Betød det at han ville dø? Hvad skulle det ellers betyde. Døden sad vel bare og kærtegnede hans krop til han gav efter. Han mærkede Dødens ansigt mod sin hals, Dødens tunge mod sin hud. Videre ned. Han gispede. "Bid mig." Aldrig i hele sit sørgelige liv havde Zacharias turdet drømme om at udtale sådan en kommando. Han ønskede i et split sekund at stemmen havde tilhørt en fremmede, og ikke havde været hans egen. Da han så kunne mærke Liams hænder glide fra hans nakke og ned over hans bryst trak han så tvivlen tilbage. Han ville være hans, om det så betød at han måtte være én af mange. Han var ligeglad. Kølige puder satte sig på hans hofte og han spærrede øjnene vildt op.

Liam forsatte med at angribe Zachariass brystkasse med sin tunge. Han var så varm, så bleg, så genkendelig bleg og... Liam trak tungen til sig i et smil, flyttede sin ene hånd op over boblerne og strøg den kærligt over hans våde hår. Som han sad der, med sine våde, tilbagesmurte krøller, arktiske øjne og blege hud så han egentlig ret smuk ud. I et øjeblik sad Liam bare og stirrede på ham. Forsatte de hypnotiserende bevægelser om hans hår og stirrede.
"Nej," svarede han med en glat stemme og lænede sig indover ham så han hang få centimetre for hans øre. "Det er jo ikke sjovt når du ved hvad der skal ske." Han nappede let til hans øreflip, ganske let og uden at bide den af, og masserede i mellemtiden hans hofte med sin anden hånd, der forblev nede i vandets varme. Det var jo sandt det han sagde. Hele idéen forsvandt jo fuldstændig hvis Liam bare gav sig til at adlyde ordre.
Han smilede mod Zachariass blege hud og rankede ryggen. Det var det overraskede støn modtageren altid udstødte, der tændte Liam mest. Han kunne jo også altid tvinge Zacharias til at løbe skrigende rundt i huset så han rigtig kunne jage ham? Han støttede Zachariass hage med to fingre og kyssede de lyserøde læber endnu engang.
Han rykkede sig en anelse på de bløde lår han sad på, ikke meget, men alligevel nok til at skabe et nødvendigt mellemrum mellem dem. Han lod sine obsidianfarvede øjne smelte sig fast i Zachariass blå og blev ved med at stirre. Uden så meget som at blinke eller flytte blikket det mindste lod han sin håndflade glide langs hans lår og tilbage igen med en ny kurs. "If you don't mind..." brummede han og stirrede forsat på Zacharias. Det var vigtigt for Liam at kunne se Zachariass menneskelige sjæl igennem hans øjne imens han i et forsigtigt strøg greb blidt fat om hans pulserende underliv. Han kunne mærke hver en blodlegeme suse forbi under den sarte hud og det fik ham til at bide kæberne hårdt sammen for at kontrollere sine tænder.
Hans øjne var lukkede i de sekunder vandet begyndte at omslutte hans ansigt, men i takt med at han mærkede mere og mere af Zacharias mod sine læber åbnede han øjnene. Selvom sæben i vandet gjorde det hele meget sløret, var det stadig et imponerende syn. Legesygt gled Liams hånd op over boblerne i vandoverfladen og lod neglene kradse sig mod Zachariass bryst mens han stak tungen ud og kærtegnede spidsen af alteregoet, der tårnede sig op foran hans ansigt. Hånden om hans lår strammede sig, og på split sekunder gav han sin fulde opmærksomhed til dets inderside som hans tænder gav sig til at bore ind i. Han sørgede for at suge grådigt selvom det var unødvendigt, det for at der ikke var noget, som skulle gå til spilde i vandet. Taknemmeligt forsatte han med intenst at presse sine fingerspidser mod Zachariass brystkasse.