Sandy Silk [Garrett]

Sted: La Plage.
Tid: Tidlig Morgen.
Dato: IRL.
Vejr: Susende Vind.
Omgivelser: Ingen Synlige Mennesker Eller Væsener I Sigte.
_________________________________________________________

Det var på dage som disse, at langt, busket hår var en særdeles upraktisk skavank at holde sig. Ophelia anede end ikke selv, hvad hun bestilte på det fine, grå sand så tidligt om morgenen, men hun var vågnet med trangen til at strække vingerne, og var blevet draget til stranden. Nu gik hun monotont nynnende og morede sig ved at plaske i vandet.
Hun var iført en aquamarinfarvet silkekjole og en lille, blågrøn hat - men hatten blæste konstant af hendes viltre, hvidblonde hår i vinden, og derfor holdt hun den i øjeblikket forsvarligt sin lille bitte hånd. Som en kontrast til det nøje udvalgte sæt, var hun iført tykke gummistøvler, og derfor kunne hun nu uden bekymring løbe lidt i vandkanten og nyde vandet der sprøjtede omkring hende. Ophelia var en pige med en stor indsigt og alvor, men somme tider, når det tog hende, kunne hun være ufatteligt barnagtig. Sådan havde hun også været, da hun var i live. Sådan rigtigt i live. Hun stoppede langsomt op ved tanken og blev istedet tænksom. Hun strøg manisk et par hårtotter om bag øret og kastede et blik ud over vandet, der lugtede salt og rev i hendes næse.
På et tidspunkt bøjede hun sig helt ned, tog lidt sand mellem hænderne og lod det falde i kaskader ned på jorden igen. Hun betragtede solen spille i sandet og lo lavmælt idet en tanke pludselig møvede sig ind i hendes hoved. Mon dette sand blev brugt til timeglas? Hun havde altid været facineret af timeglas og tiden, i det hele taget.
Til sidst fandt hun en lille bakke, hvor der var nogenlunde ly for vinden. Her var hun også skjult for andres blikke, hvad der fornøjede Ophelia ganske godt, og hun lod sig ganske forsigtigt dumpe dybt ned i sandet, for en gangs skyld uden at bekymre sig om det sarte kjolestof, hun var iført i dag.

En svag lyd kom frem i intetheden der så tit herskede her. På denne strand.
Stilhed som var behagelig og trykkende på samme tid. Sådan en dødsro som tiltrak den skikkelse der kom vandrende ned på stranden. Hans øjne var let knibet sammen i den hårde blæst. det var ikke noget der irriterede ham. Specielt hvertfald. Kun når sandkorn ramte hans øjne blev han lidt pissed of.
Hans skridt var langtrukne dovne. Noget som kendetegnede ham om morgnen.
Da han noget op over klitterne kunne han mærke en hård vind tage fat i ham. Han kunne hører den brusende lyd af vandet i oprør. Med et fløj en plastik pose ind i Garretts hoved og ødelagde 'det magiske øjeblik'. Endda en klam gammel Bilka pose, hvor farven var begyndt at skalle af. Garrett rev irriteret posen over og begyndte nedstigningen af klitten. Sandet skred under hans bare fødder.
For en gangs skyld havde han ikke den lange dystre læderjakke på. Bare en enkel halvåben skjorte og nogle gamle sorte joggingdrenge.
Han indåndede den friske saltduft, som rev ham i næsen.
Det han nok nød mest på stranden var at der var fredeligt. Hvertfald på de tidspunkter af dagen og året hvor mennesker holdt sig langt væk fra stranden.
Garrett's mørkebrune, ja næsten sorte lange krøllede lokker stod nærmest vandret bagud i den hårde vind.
Da han nåede ned til stranden begyndte han at gå langs hen af stranden. Han hørte den plaskende lyd af vand som ramte strandkanten og lyden af folk der hoppede i vandet.
Totalstop fra Garrett. Hans hoved løftede sig for sandet han havde gået med næsen i. Nu stirrede han frem for sig hvor en pige hoppede rundt som en sindsyg engel. Nu hvor han tænkte nærmere over det var det faktisk en engel. Bare lige et ekstra kig og afsløringen kom.
Han fortsatte i sit jævne langtrukne tempo hen mod hende. Bortset fra at hun åbenbart var på vej væk igen. Hen bag en bakke så vidt han kunne se.
Det ville virke dumt at rende forbi hende, uden at sige hej eller noget lignende. Regnede med at de fleste ville prise sig selv lykkelige hvis de vidste en blanding af vampyr og sortelver rendte rundt i en omkreds af 300 meter cirka. Han begyndte så at gå hen mod bakken, hvor hun var forsvundet hen. Han ville ikke sætte farten op. Han havde alligevel overfloder af tid tilbage i sit liv.
Han stoppede op, da han var kommet ind for en synsvinkel hvor han ville være mulig at se.
Kiggede bare på hende, som hun sad der i sandet. han ville selv lade hende opdage ham. Hvis hun var midt i en vigtig tanke ville det jo nærmest være synd at 'vække hende'

Hun mærkede pludselig en næsten umærkelig kilden på det glatte, bløde skinneben og klaskede sig helt i sine refleksers vold hårdt på benet der. Det viste sig at være en form for bille med et skinnende, smaragdgrønt skjold, og det var ikke lykkedes hende at gøre en brutal ende på dens liv. Endnu.
Hendes barnlighed kom atter til udtryk, idet hun slikkede sig i mundvigen og resolut gav sig til at begrave billen i sandet. En kvinde med en mission. Hun lo muntert, hver gang det lykkedes insektet at kæmpe sig vej op, og hun læssede mere sand over den hver eneste gang. Selvfølgelig havde hun ikke for alvor tænkt sig at dræbe den, men denne barnlige leg var så dybt rodfæstet i hende, at det somme tider var svært ikke at falde for impulsernes drivkraft.
Til sidst blev hun dog træt, lod billen sprede et par gyldne vinger og flyve sin vej. ,,Farvel," hviskede hun efter den og satte sig så omhyggeligt ned med ryggen op af klitten igen, hvor hun gav sig til at glatte silken, til kjolen igen sad, som den skulle, hvor den understregede hendes former på den helt rigtige måde. Et smil kom til syne på hendes ferskenfarvede læber, og hun var ikke nødvendigvis selv klar over hvorfor.
Pludselig fangede hendes brune øjne en bevægelse ude i siden af hendes synsfelt. Hun løftede langsomt blikket fra et par stærke, bare fødder til et par afslappede bukser, en mandlig krop under en løs skjorte og til sidst et ansigt omgivet af mørkebrune krøller.
Ophelia gispede svagt og kom til at slippe sin hat, der omgående blev taget af vinden og dansede med den en kort stund. Hun havde aldrig været god til at bestemme, hvilke væsener der var hvem, for det var ikke noget, der interesserede hende. Kun menneskene kunne hun skelne fra de andre, men de plejede ikke at vise deres delikate, lyserøde ansigter her på denne tid. Ham her kunne godt være lidt vampyr, dog, tænkte hun og rynkede koncentreret på sin fine, smalle næse.
,,Godmorgen," begyndte hun tøvende og krympede lidt under hans blik. Skulle hun være bange? Hun koncentrerede sig, så hun hvert øjeblik kunne folde vingerne ud og stikke af, hvis det blev tilfældet. ,,Hv... hvem er du?" Det var overraskende svært ikke at spørge Hvad er du, men hun beherskede sig.

En undrende rynke opstod på hans ansigt. Pigen havde fået den ide at begrave en bille, hvilket faktisk morede Garrett. Han observerede hende med et minismil. Hun var tydeligvis sig selv. Glad og lykkelig. Ligeglad med om kjolen sad pænt på hendes smukke krop. Og snart ville han, uhyret komme og ødelægge det hele.
Og ja. Da hun endelig opdagede ham blev hun bange. Ikke noget der undrede ham specielt. En typisk reaktion. Han gik nærmere selvom han vidste at han var dybt foruroligende. Han havde i det mindste ikke jakken på. Så ville hun allerede været fløjet til Canada. Han trak på skuldren. Spørgsmålet kom ikke bag på ham. Selvom folk altid udbrød 'Hvad er du for et monster'. Noget han faktisk var ved at blive lidt træt af, selvom det var sandt
"Hvem jeg er? Bare en sulten strejfer" Hans stemme var dyb og melodisk. Han lænede sig op af en sten 5-6 meter fra hende. Han lagde et lille skjult tryk på ordet sulten.
Hans hænder lå fladt ud på stenen, som han lænede sig op af.
Hans hoved var lagt på skrå, mens hans blik gled op af hende. Pæn pige, men han kunne se på hendes anspændthed at vingerne sagtens kunne springe ud.
Han havde egentlig altid undret sig over hvordan sådanne en kæmpe fjerpragt kunne gemme sig i sådan spinkel, yndefuld og skrøbelig krop, som engle nu var. Hovedsageligt hvertfald
Han havde droppet det lille smil. Hans smil beroligede ikke folk. det vidste han.

,,Nåh, ikke andet," fabulerede hun og så ham forfjamsket direkte i øjnene med et blik, der var både blidt og bønfaldende men også stålsat. Hun var blevet god til at benyte sig af sit ansigt, hvis træk var uskyldige og bedårende som et barns, til at vinde tid eller distrahere, og lige nu var hun i fuld gang med at slippe denne kraft løs på ham, idet hun fortsatte talestrømmen.
,,Jeg... det... jeg forventede jo næsten, at du var et af disse mennesker, der vader rundt i sandet og lytter til forfærdelig, skinger popmusik hele dagen. Så heller blive spist..." hun slog hånden for munden. *Det var ikke en invitation, makker* tænkte hun strengt og begyndte langsomt at kante sig langs stenen ud af hans udmiddelbare rækkevidde.
Han virkede dog ikke fjendtligt indstillet. Han virkede heller ikke synderligt sulten, ikke efter hende i hvert fald, og hvorfor skulle han i det hele taget også gøre lige præcis hende noget? Han kunne jo legende let finde sig et fedt menneske om hjørnet eller en lille demontøs i et beskidt luderstræde et sted at knække nakken på.
Man kunne aldrig være for sikker, det var hun klar over, men måske var der en chance for, at det rent faktisk kun var nysgerrighed, der havde draget ham til hendes skjulested bag klitten. Den måde, han grænskede hendes krop på lignede ikke et sultent rovdyrs, men mere måden, fulde mænd på bodellet i Rusland plejede at betragte hende. Det var den måde hun - måske fejlagtigt - fandt smigrende, for det måtte jo betyde, at de fandt hende køn at se på.
Ophelia tog mod til sig, greb ud efter sin hat og gav sig til at pille ved den, som om hun var enormt afslappet. Men hun slap ham aldrig af syne, og hun sørgede for, at han konstant var i hendes synsfelt ud af øjenkrogen. ,,Har du et navn, koldblodige dræber?" Spurgte hun henkastet, og kunne ikke lade være med at smile sarkastisk. Bare ganske diskret.

"ikke andet?" gentog han med morskab i stemmen efterfuldt af en kold klukken, der var så lav at det ville være umuligt at hører for en dødelig
Pigebarnet var åbenbart ligeglad med hendes liv. Måske tog hun livet som en selvfølge? Noget hun bare havde? At engle var guddommelige og at ingen turde eller kunne dræbe dem, fordi de troede gud beskyttede dem mod alt ondt?
At de aldrig ville mærke dødens kolde is hånd gribe deres lyserøde hjerte og kvase dem i 1000 af stykker og skygger?
Troede de at når de døde ville flyve op til himlen, hvorefter blive sendt retur igen efter at have fået deres dyrebare hjerter startet igen.
Garretts fingre kærtegnede stenen han sad på, med blide bevægelse.
For så tog de ihvertfald fejl.
De bløde krøller lagde sig over hans ansigt der var vendt mod hende, så han kunne tillade sig begæret lyse i hans grønne øjne, uden at skræmme hende væk, eller tro at hun tændte ham.
Det var tanken om døden og kulden der fik ham til at triumferer.
Men han kunne sagtens se igennem hans brune hår. Se hendes læber bevæge sig før lyden kom. Hører at det var et spørgsmål, før sætningen var færdig.
Han rystede de lystige glimt fra øjnene og rystede ligeså håret væk fra ansigtet og tankerne om døden væk fra hovedet.
"skal vi sige at mit navn vil kendes af dig, når du har nævnt dit dukkebarn"
Hans øjne fandt hurtigt interesse i at kigge på hans negle. Nogen han som regel elskede at gøre når han krævede svar. For at understrege at han ikke ville sige noget uden at få noget.
Hans fødder bevægede sig i sandet under ham og fik straks skrevet ord. Det var ikke bogstaver som hun ville forstå. Det var faktisk ikke bogstaver.
Det var heller ikke runer.
Det var tegn som kun få forstod