Walking //Garrett//

T - Midnat
V - Kold luft og støvregn
S - Skoven?
O - Skov?
D - IRL

____________


Det var mørkt, og livløst i skoven denne kolde aften, men det påvirkede ikke denne unge pige der kom gåede i gennem skoven... Pigen havde langt sort hår og blodrøde læber, eller sådan så de ud i forhold til hendes hvide hud. Hendes krop var iskold, der gjorde at når man rørte hende føltedes det som tusind knivstik. Pigen havde en sort kjole på der var lidt flænset for neden og ret kort pga. det. hun havde ikke nogen sko eller strømper på, så man kunne bare se hendes bare ben og samtidig også hendes arme.
hver gang hun tog et skridt blev jorden under hende frosset og så ud til at dø, men når hun flyttede foden igen... var det væk

Med lange skridt bevægede høj skikkelse sig igennem krattet af det man ville kalde >>hvem kan irritere blandingsracen derovre mest<< Grene, torne osv.
Det gik ikke stille for sig. Knasende og bandede gik Garretts høje, Faktisk rigtig høje person igennem skovens undergrund af de værste dæmoner han kendte. Nemlig krattet
"Yes my babe" kom det sukkende fra ham, da han trådte ud på en grusset fra en lang ugået skovsti. En sti der tydeligvis var blevet glemt af menneskerne. Heldigvis!
Han begyndte stille og roligt at vandre hen af stien, uden nogen som helst anelse om hvor den førte hen. Han lagde pludselig mærke til at det støvregnede. Ikke noget han havde lagt mærke til da han bekæmpede skovens djævle som en særdeles muggen vildmand.
Han begyndte åndsfraværrende at pille grene og andet skidt ud fra hans hår. Det var ikke sådan at han var fuldstændig hysterisk med det. Det irriterede ham bare lidt.
Den lange læderjakke, slæbte hen af jorden. Der var mange kamprevner i den og sølvnitters her og der. Nogle jernkæder hang også ud fra jakken, hvilket medførte til en raslende lyd, som var man nede i en mørk kælder med kæder. Jakken var åben og afslørede en særdeles veltrænede brystkasse og mave. Hans bukser var sådan lidt løse af standard buksestof. De var røde her og der. Altså lapperne han med uøvede fingre havde syet på. Rundt om hans ene håndled hang en nøgle af sjældent bjergsølv. En lille spinkel en som hang i en kæde af grønne og blå sten. Af og til månesten også.
Men den var usynelig under jakkens lange ærme.
Garrett begyndte halvlallende af nynne, med hans dybe stemme. Regnen ramte hans brystkasse. Han kunne ogå mærke en nedfaldene temp. hvilket ikke irriterede ham det fjerneste. Jo koldere, jo bedre

//jeg er ked af tiden. Skulle lige fikse mit overrodede drengehørmeværelse//

//så meget vil jeg aldrig kunne skrive xD, men jeg har min egen regel jeg følger som er at jeg minimum skal skrive 3 linjer xD, kan du leve med det?//

Inu stoppede brat op og kiggede ned på hendes fødder fordi hun havde trådt i en skarp sten der stak rigtig hårdt op i hendes fod, dog stod hun bare stille og undgik at flytte den.
"mmh... hvorfor skal der også være skarpe sten op en skovsti?" sagde hun til sig selv med en lidt sur stemme og alligevel var der en glad tone i hendes stemme
Inu der ikke var specielt høj, nok de 160 cm eller mindre, løftede nu sin fod og kiggede på den, hun stod på den ene fod og holdte den anden fod med sin højre hånd, medens hun kørte sin ene finger hen over stedet hvor der var meget lidt blod

Garrett indånede dybt duften af våd skov.
En ubeskrivelig duft. Jord, grene, blade og regn blandet i en stor bunke.
Hans næseboer stoppede pludselig op og trak i en rallende indånding de forskellige dufte ind. Det var ikke en normal indåndning. Han var på spor efter noget. Et spor, en lugt han var stødt ind i.
Hans hoved drejede ind mod en ryddet del af skoven. Høje grantræer der ville være mulige at gå igennem uden en høj lyd. Og bag det hele kunne han skimte en sti. Han kunne hvert fald skimte at grantræerne stoppede og begyndte igen med 2 meters lige pause.
Han var efterhånden blevet god til det her. Elverhalløj eller hvad man kaldte det. At lægge mærke til naturen, og uregelmæssighederne der kunne vise et byttedyrs typiske vandring. Ikke dyr specielt. Men personer der holdt af at vandre på en sti, som ham selv.
Et tegn på at man havde en bedre IQ, end et dådyr
Med lydløse skridt sneg han sig igennem den høje granskov som et spøgelse. Han gemte sig bag hvert grantræ. Og jo længere han kom jo koldere blev der. En kraft rev al ting sammen. Han kunne lige skimte det han pejlede efter. En sti. Og lugten af andet end klamme dyr ramte ham.
Ikke fordi han på jagt. Selvfølgelig kunne man altid klemme et eller andet ned. Men det var ikke det han var ude på. Jo. Selvfølgelig var der altid en del af ham som tænkte på blod hele tiden. Men ligenu følte han sig rimelig normal.
Bortset fra at væsnet blødte, hvilket fik Garrett til at stoppe. Han åbnede munden. Smagte på lugten som bredte sig rundt.
Dæmonblod. Jubiii
Han stod et godt stykke tid lænet op af træstammen, for at få det svumlende begær til blod dulmet. Det gik lige
Han sneg sig videre til han stod på stien. Et stykke foran ham buede stien. Det var der dæmonen måtte være. Han trådte væk fra stenene igen. Ville helst komme ubemærket. Og da grus larmede gik han ud i granskoven igen.
Han rundede hjørnet og smilte lidt. Ikke et venligt smil overhovedet.
Dæmonkvinden havde revet sig på foden. Klogt nok af hende.
Men Garrett regnede med at han havde styr nok på sig selv. Han trådte ud på stien bag hende. 10-20 meter fra hende cirka. Rømmede sig med et lille ahøm
Han strøj det fugtige hår om bag hans øre og smilte forsat, selvom det ikke udtrykkede glæde. Nærmere høflig interresse.
Hans blik gled ned på hendes fod. Og han kiggede hurtigt væk igen. Blod

//Jeg overlever. Det er jo bare om at øve sig;)//

//det er ikke fordi jeg ikke kan skrive meget, for jeg kan skrive ca 1½ side fortælling på 10 minutter som lyder spændene og interressant, men når det kommer til sådan noget hvor folk skal svare, så er min holdning at man ikke skal skrive alt for meget, eller i hvert fald at jeg ikke skal, så længe det er nok xD//

Inu havde slet ikke lagt mærke til nogen komme nærmere, selvom hun normalt var rart så god til at opdage hvem der kom, altså hvilket slags væsen det nu end var, men denne gang var hun bare optaget af noget andet.
Hun kørte sin finger rundt i en cirkel omkring det lille sår hun havde fået og smilte så lige så stille hvorved hun så bare frøs sårets åbning og blodet stoppede
hun lod sin fod komme ned på sin plads på jorden igen og kiggede så rundt for at se om der var noget mere spændende end denne kedelige lange sti... men der var ikke rigtig noget eller nogen som hun kunne se med det samme, så hun førte lige så stille blikket mod himlen hvor støvregnen ramte hendes ansigt. Hun lukkede stille sine øjne og lyttede

Hans blik kneb sig sammen. Hvad var der med folk når de regnede? De hørte jo ingenting!
Han kunne såmænd være braset gennem hele skoven og været gået lige ud foran hende, for derefter at sige bøh. Og hun ville stadig få et chok, hvilket bragte en gnist af ægte morskab op i hans øjne.
Han gik med lange smidige skridt hen mod hende. Hun var opslugt af regnen.
Bare et lille bid i nakken og hun ville være hans. Fristende da han kom tættere på og så de bankende blodårer.
Men nej. Ikke nu.
Han lagde hænderne på hendes skuldre bøjede hovedet ned mod hende og sagde med en dyb stemme "hallo"
Og med en hurtig bevægelse gik han en meter tilbage. Af bitter lærelse, havde han måtte erkende at piger og kvinder kunne slå noget så hårdt, når de fik chok. Han lod en finger glide op til hans højre kind hvor han nærmest mærkede det slag han havde fået et par gange.
Men han var blevet klogere. Han stod blot og vippede på fødderne, mens hans øjne af og til søgte hendes hals.
Prøvede at lade være.
Han kiggede istedet på hans fingerspidser. Det måtte være her kulden kom fra. Da han havde rørt hendes skuldre, havde han følt en lille kulde bearbejde sig i hans fingre
Hans blik gled med interesse hen på hende. Hun var ikke den første kulde behersker han havde mødt, og sikkert heller ikke den bedste. Med hendes ringe afledenhed kunne det nemt gå galt konkluderede han med sig selv.
Det var typisk ham at måle andres folks evner. Men sådan var han. Altid på vagt

//mente du at du vil have mig til at skrive kortere?//

//max 20 linjer, det vil sige max 2-3 mere end det du skrev, eller kan jeg seriøst ikke overkomme det xD//

Inu havde opfanget en lyd før han var kommet hen bag hende, men hun vidste ikke helt hvor den kom fra så hun ignorerede den... Med et mærkede hun hans hånd mod hendes skulder, og ganske rigtig fik hun et kæmpe chok, dog vendte hun sig ikke om og slog ud efter ham som han havde tænkt på, i stedet vendte hun sig om og lod vejen hele vejen hen til ham og op af hans ben til ca ved knæet fryse til is...så lige nu ville han kunne føle en smerte der føltes som flere tusind knivstik på en gang... ligesom hvis man rørte hendes krop
Hun så så på ham med et vredt blik til at starte med, der viste hendes øjne som helt røde, som blod? men efter lidt tid blev de mere lyserøde og nysgerrige....
"helloes" sagde hun så som svar og lagde hovedet på skrå

Garrett kiggede med et nysgerrigt blik ned på hans ben, der var frosset, sammen med den sjove grusvej.
Det var virkelig en skam for hende at han ikke kunne føle smerte for kulde. Kun ved en person, og hun var rimelig begejstrede for at udøve unødvendig vold mod ham. Mentalt og fysisk
Han prøvede at vippe lidt med foden, men det var umuligt.
Selvfølgelig kunne han mærke kulden, men tog sig ikke synderligt af den.
Det var ligefør at han ville klappe i sine hænder, men indså at det ville være uhøfligt overfor pigen
Hans blik kiggede lidt ekstra på isen som om det var noget meget spændene hvorefter han bøjede hovedet mod hende, som en anerkendelse om at hun fik ham. Fordi han havde været for blødsøden måske.
Han pillede lidt ved sine lapper, hvorefter han med en rask tone fik sagt nogle ord
"Pæn is"
Han regnede med at hun enten ville blive pisse sur, eller tage imod kommentaren. Og hvis han var rigtig uheldig ville hun fryse hele hans krop ned, hvilket ville være lidt irriterende for ham, da han så ville være nød til at skifte form for at bryde ud af isen. Og han orkede det ikke rigtig idag. Der havde han brug for noget mere næring

Inu kiggede lidt på ham med så væk "sry...hr" sagde hun og sukkede så lige så stille som et vind pust.... hun lod isen smelte igen ved ham uden så meget som at kigge på ham eller lave en mærkelig bevægelse med hånden eller noget andet
"du gav mig bare et chok som om du var vampyr eller noget, på den måde du rørte ved mig" hun kiggede stadig væk, så hendes hår lavede et split ved hendes hals så man kunne se hendes hals, samtidig så var isen smeltet under hendes fod så det faktisk havde kradset blodet frem igen

//godnat hr :P//

Garretts blik der før havde hvilet afslappet på hende, blev pludselig overtaget af en dyrisk besættelse. Blod
Han kunne nærmest mærke to nærmest usynlige hjørnetænder vokse inde i munden, som øjeblikkeligt blev klappet sammen. Øjnene søgte ind mod skoven, hvor han kunne se bladene blive kastet rundt i vinden i et usammenhængende, men smukt yndefuldt mønster.
Lysten til at dræbe dæmonen foran ham forsvandt ligeså stille. Han ville ikke gøre det. Endnu hvertfald.
Med et gik det op for ham at det godt kunne være lidt underligt hvis han bare stirrede ind i skoven, selvom hun faktisk havde snakket om et meget relevant emne
Hans blik gled tilbage på hende, men fokuserede kun på øjnene
"Ja..." var hans eneste svar. Ja. Var var et skidedumt svar, da man ikke bare kunne svarer ja på den konstatering. Det var i den dur som: Hvor kom Columbus fra?
Hvorefter man bare svarer ja.
"Det vil være pokkers uheldigt for os begge at møde en vampyr her i denne unaturlige magiske mørke skov, hvor træerne rasler og grenene knækker fra de usynlige væsner, der kun er opsat på at dræbe og skræmme en lille pige som dig" Hans stemme var dybt foruroligende og mens han snakkede, var øjnene gledet ud i den mørke skov, hvor han straks begyndte at fantasere om pine og død
Med et røg hans blik tilbage på hende og han sendte hende et uhyggeligt smil, som en ulv der snerrer af en hjort
"men bare rolig. Jeg skal nok passe på, og sørger for ingen andre væsner gør dig fortræd" Hans stemme var beroligende nok og det han sagde var ikke en løgn. Men der kunne godt være kommet flere detaljer på. Ikke noget han havde tænkt sig at gører

Inu smilede lige så stille da han sagde det ene med at han ville sørge for at ingen andre væsner skulle få fat i hende... der begyndte hun at grine "...ej...undskyld, det lød som om at du stadig ville gøre mig fortræd" sagde hun så og smilte sødt til ham "heh... jeg ville nok ikke være bange for dig hvis du var vampyr alligevel, for du virker rar, hr "

Garrett's ansigt trak sig sammen i en ubehagelig grimasse, da hun nævnte ordet 'rar'
Han lignede en der havde spist et par citrone¨r
Med faste skridt gik han hen til hende og tog fat i hendes hage, for at få hende til at kigge op på ham
"Et par ting, pige" Startede han. Hans stemme var hård. Ikke direkte ond, men hård og bestemt "Et. Jeg vil ikke kaldes rar af nogle, da jeg hader folk som lyver"
Han kiggede stadig ind i hendes øjne, da han ikke ville blive afledt af hendes irriterende hals. Den var som et neon skilt: SE MIG SE MIG
Men efter 100 års trænning havde han lært at overvinde trangen
"og det andet: Kald mig ikke Hr." afsluttede han. Hans stemme var stadig hård, men gnisten af overtalese kunne tydeligt høres i stemmen.
"forstået?" spurgte han og slap hendes hage, men fastholdt stadig hendes blik, og rykkede sig ikke ud af flækken
Han havde ikke gjort det for at virke dominerende. Det havde han ikke brug for at få bekræftet. Han gad ikke rigtig til at bruge magi. Det føltes som totalt tidsspilde og ikke mindst kraftspilde.

Inu fik et chok da han sådan hev fat om hendes hage og fik hende til at kigge på ham... han sank en klump og bed sig så lidt i læben... For det var første gang nogen var blevet vrede på hende... så lige nu vidste hun ikke helt hvad hun skulle stille op med sig selv...men hun stod bare stille og kiggede ind i hans øjne "mmh...det er forstået...hr..." hun bed sig hårdt i læben for at stoppe sig selv i at sige hr "undskyld...h" hun kiggede lidt væk over at hun ikke engang kunne lade være med at sige det... men det var nok mest fordi han lige havde vist som at være lidt dominerende, hvilket automatisk fik hende til at sige hr ekstra meget

Garrett kiggede på hende som om hun var et lavere forstående væsen end han havde troet. Hun blev ved. Enten var der noget hun ikke forstod eller også var hun utrolig rapkæftet
"er der noget du ikke forstår?" hvislede han og pressede hende med lethed op af det nærmeste træ.
Han havde ellers været hyggeonkel mod hende.
Hans hænder hvilede på træstammen, lige ved siden af hendes hoved,
Han kiggede ned på hendes hals, og gjorde intet for at skjule det grådige blik, som han vidste sad på hans ansigt.
Han burde slappe mere af. I virkeligheden var nogenlunde afslappet. Men når han var sulten brød helvede i egen høje person frem.
Og det der med at bede folk om at lade være at holde på formerne, og at de så blev ved pissede ham tit meget af.
Og når sulten var der, blev det ikke bedre

Inu sank en klump da han nu stod op ad hende og trykkede hende lige så let op af et træ...det gjorde at hun lige så stille lukkede øjnene i nogle sekunder for at hun kunne tænke klart igen... "mmh... jeg forstår godt... men det er en gammel vane, men nu skal jeg nogle lade være... så godt jeg kan.." hun åbnede stille sine øjne og så på ham, og samtidig kunne han nu se hvor ræd hun var lige nu

"Ah gamle vaner. Måske kunne det blive en ny vane at lade være"
Han trådte et par skridt væk fra hende og sendte hende et ikke særlig venligt smil. Venlighed sås sjældent hos ham. Hvis han var venlig, var det ikke fordi han specifikt var det. Han fik for det meste bare noget ud af det. Som at lokke oplysninger ud af folk eksempel. Bliv først gode venner med dem. Få dem til at stole på dig. Lad dem tro de kan stole på dig. Lad dem give dig deres hemmeligheder. Knus dem.
Det var skam ikke noget han selv havde fundet på. Bare noget han selv havde været ude for.¨
"Hvad hedder du så ismaskine?" spurgte han nærmest uintresseret, som om det ikke var noget han havde brug for at vide. Det havde han sådanne set heller ikke.
Med en glidene doven bevægelsee satte han sig ned på et gammelt væltet træ, hvor roderne strittede op i vejret som 1000 mørke fangarme.
Hans blik var pludselig blevet dejligt afslappet. Som en kat der lige havde jagtet musen, men ikke gjorde 'legen' færdig, af ren kattedovenskab.

Inu kiggede lidt ned "hmm... jeg smutter nu" sagde hun lige så stille og begyndte at gå væk fra ham for hun havde specielt ikke lyst til at være sammen med en der var sådan overfor hende
"men så bye da hr" sagde hun lige så stille før hun for alvor gik væk fra ham og hen mod en skovsti