Titan (The-evil-king og Angelie)

S: Miami
T: 23:30
O: Bygninger
V: Regn, men varmt
Udseende: Bar overkrop, sorte bukser og et par tunge støvler.
~~~~~~~~

Zane D'tarion, Herre af Di Morga, stod på taget af en høj bygning, en skyskraber.
Han så ud over den vældige by, der med al dens lys var meget smuk på denne regnfulde nat.
Zane nød den stille regn mod sin bare overkrop... regn var dejligt. Det var som om det vaskede al det syge ud af verden.
Han lagde armene over kors og smilede.
Tiden var snart inde til at vende tilbage til Di Morga...

Deamon kendt over hele verdenen som The-evil-king havde fundet ud af at i den nye by var der en ond konge som hed Zane i stedet for det normale hvor han ville dræbe personen ville han tjekke ham ud og ledte nu efter ham før han med naturens kræft mærkede Zane på toppen af en skyskraber og var nu på vej op af trapperne selvom der var over 50 etager på bygningen løb han op af trapperne i topform og nåede toppen med et enkelt pust han var dårligt nok træt men det var fordi han havde en utrolig styrke han så rundt og opdagede Zane "nåh så det er den store Zane" sagde han roligt og så på ham

Angelie stod allerede på toppen af skryskraberen. Hun var ankommet ti Miami dagen før i sin søgen efter sin herre, og hun havde fundet ham. Nu stod hun her sammen med ham, eller nærmere bagved da hun sad på hug med ryggen lænet tilbage mod en mur, som havde en dør, der ville føre til trappen inde i selve bygningen.
Det var sent.. Der var kun en halv time til midnat, en halv time mere i fast form, men det generede hende ikke længere. Hun havde lært at bruge sin styrke uden at kunne røre andre samtidig. Regnen havde allerede fugtet det simple sorte tøj, og håret var gennemblødt, mens det hang i våde tjavser ned omkring ansigtet. Hun sagde intet.. Ikke et ord imens hun så Zane, og hvordan han betragtede byen.
Døren ved siden af hende slog op, og Angelies blik vendte sig mod skikkelsen som nu kom ud igennem dem. En anden sortelver. Hun mærkede fornemmelsen i huden som altid, og en lydløs knurren begyndte at komme frem i hendes hals, over dennes uhøflige tone.

I et par sekunder, fortsatte Zane med at stirre ud over byen.
Så sagde han, uden at vende sig om mod Deamon: "Hvor vover du at tale sådan i mit nærvær? Knæl og lad min elskede straffe dig... så vil du blive tilgivet. Modsig mig, og dødsdøm dig selv."
Zanes tonefald var dovent, men en dødsensfarlig og alvorlig undertone lå i hans ord.
Han mente det alvorligt.

Deamon så på Zane roligt lidt før han vente blikket mod Angelie lidt før han grinte svagt og satte sig på knæ "gør dit værste" han vente blikket mod Zane roligt og ventede blidt på at mærke smerten han elskede smerte og hadede kæleri så det var svært at torturere ham

Et suk gled langsomt igennem Angelies læber. Flere tusind kilometer væk fra Di Morga og fjolserne dukkede stadig op her. Hun ville dog gerne vide hvorfor denne person befandt sig i Miami.. Mon han boede her? Hun havde dog aldrig set personen før.. Og dog.. Et kort minde fra et bryllup dukkede op i hendes hukommelse, og denne person havde været til stede.. Hun huskede dog ikke navnet.
Istedet rejste hun sig langsomt op, og tog sig god tid, mens hun så hvordan vedkommende knælede på taget. Så han ønskede altså at blive tilgivet? Selv ville hun aldrig faldet på knæ over sådan en kommentar. Faktisk.. Hun havde aldrig knælet for sin herre. Fra en lille lomme ved nederdelen, fandt hun tre lange og sylespidse nåle frem. Det var en gammel teknik, som havde været kendt i flere år. Folk brugte det oftest til akupunktur, men Angelie udøvede smerte med dem. Hun trådte dog hen bag denne skabning, inden hun sendte Zane et kort blik, selvom han stadig stod med ryggen til. Jaja hun skulle da nok gøre det beskidte arbejde.
Den ene nål blev lagt i et blødt greb i den højre hånd, inden hun kort kiggede ned over vedkommendes rygrad.. Faktisk talte hun.. Og hun gav sig stadig god tid. Imellem den sjette og syvende ryghvirvel, satte hun spidsen mod huden, inden hun i et hårdt tryk, lod den glide igennem, så den satte sig til rette imellem hvirvlerne. Dette ville gøre at hans krop ville føles lam, men dog ville han stadig mærke smerten, som de to andre skulle påføre.

Mens Angelie startede, så Zane stadig ud over byen.
Tiden var knap hvis han skulle nå at gøre det han havde planlagt...
Han håbede at Angelie ville skynde sig lidt.
*Den idiot der... har jeg set ham før? Og hvorfor er han så respektløs?* tænkte han irriteret.
Han havde lyst til at slagte den skide Sortelver...

Deamon mærkede smerten kraftigt og lidt blod kom men hans tatoveringer begyndte at bevæge sig og skubbede nålen ud igen og healede hans sår uden en eneste bevægelse fra ham selv "ikke for at være respektløs men mine tatoveringer har sit eget liv vis i vil give mig smerte så lad vær med at stikke ting i mig men skær mig det healer sig men det giver smerte" sagde han roligt og ventede roligt på at høre hvad de sagde før han så på Zane "jeg har længe ville møde dig Zane du er en stor trussel mod verdenen og derfor vil jeg sætte min loyalitet til dig" sagde han roligt og tog en underlig stor kniv frem og gav den til Angelie "vis du ikke lige har et våben Angelie" sagde han roligt

Hun ville helst give sig god tid til det her. Hun så hvordan nålen kom ud igen, men det generede hende ikke det fjerneste.. hun kunne altid proppe den tilbage hvis det endelig skulle være. Hun lyttede kun halvt til de ord, som kom ud af hans mund, og end ikke denne mand skulle lære hende hvordan man torturerede et andet væsen. Det at han healede ville bare få det til at vare længere hvis det endelig skulle være.
Hun hørte sit navn, og rettede opmærksomheden mod kniven som han rakte frem mod hende. Hvad troede han lige, at han var. Selvfølgelig havde hun våben.. Det havde hun altid.. Ligegyldigt hvad, og så sad han fandme bare der, og tilbød hende en kniv. En knurren gled igennem hendes hals, inden hun to kniven, og i en hurtig bevægelse stak den dybt ned igennem huden omkring kravebenet af irritation. Hvor han kendte hendes navn fra vidste hun ikke, og ærlig talt var hun også pænt ligeglad når det kom til stykket. Han var ikke den første der havde vidst det, og nok heller ikke den sidste.
Tiden gik langsomt, og hun var færdig med at tage sig godt tid. Hun satte sig istedet på hug, og stak endnu en nål igennem achileussenen. Det bløde område lige over hælen, hans venstre hæl, hvor hun lod den sidde, inden den tredje nål blev plantet midt i hans knæhase på det højre ben. Dog samlede hun alligevel den første nål op igen, og lukkede øjnene, inden hun stak.. Den ramte et tilfældigt sted, og da hendes blå øjne igen kiggede, så hun den sidde mellem to ribben, mens blodet langsomt trådte frem fra de tre nåle, og hurtigere fra såret lavet af kniven, som stadig sad plantet.
Stadig uden et ord, lod hun tortur være tortur, inden hun igen vendte tilbage til sin første position. Hun lod ryggen glide ned langs væggen, indtil hun igen sad på hug, og kiggede på de to skikkelser.

Han sukkede.
"Mig.. en trussel mod verden? Du er da dum at høre på. Jeg redder skam verden... men sig mig... hvor kender du hendes navn fra?" sagde han og vendte sig om. Han kiggede ikke på Deamon, men på Angelie, og nikkede til hende.
"Tiden er inde, min elskede... kom her, og giv mig artifactet." sagde han.

Deamon skreg hårdt men grinte imellem alle skaderne før alt bare fløj ud af ham fordi hans tatoveringer skubbede det hele ud af ham bortset for hans kniv den blev i og healede sig ikke "det var derfor du skulle bruge kniven mine egne våben bliver siddende" sagde han og grinte lidt før han så på Zane igen "jeg mødte hende til et bryllup af en elver fra min gamle klan før jeg gik derfra" sagde han roligt "jeg mener osse du redder verdenen men folk siger du er en trussel derfor er jeg her for at hjælpe" sagde han roligt "kald det hvad du vil håndlanger hjælper soldat jeg er ligeglad bare der er en plads til mig"

//The-Evil-King.. Når du bruger dine tatoveringer, som er en form for magi, skal du altså forklare hvordan dette sker. Altså du skal ind og forklarer hvorfor våbnene skubbes ud, og hvordan dette sker.. Om der er din underbevdsthed der tvinger magien frem i tatoveringerne fx, eller om du gør det bevidst. Detlaljer.. Vi elsker detaljer..//

Tiden var inde.. Ja det var den vel.. Hun tvivlede dog stadig på om dette ville virke, eftersom hun ikke var en person, som satte sin lid til magiske genstande.. Hun tvivlede dog ikke på Zanes dømmekraft. Istedet kom hun endnu engang på benene, inden hun fra kæden omkring den sorte nederdel. Fra kæden afhægtede hun en aflang genstand med et blåligt skær, mens hun bevægede sig over mod Zane. Hun havde haft ret. Hun havde set denne Sortelver før.. Til brylluppet. Hun stoppede op foran Zane, inden hun lod genstanden falde ned i hans håndflade, uden så meget som at kigge på den anden. Han interesserede hende ikke.. Hans loyalitet lå dog det rigtige sted.. Det måtte hun give ham.. Men alligevel måtte han have en forbindelse til Killer, som også havde været ved det bryllup.. Mon de to kendte hinanden? Mon de var af samme støbning?
De havde dog begge ret i en ting.. At redde verden. Fra alt udskud og rakkerpak som levede i denne. Kaste disse mennesker på en båd, og efterlade dem på bunden, så et rent og nyskabt rige kunne rejse sig istedet for.

//skal jeg nok huske

HAn smilede og lukkede hånden om artifactet.
"Jeg havde en hård kamp mod en meget dygtig modstander for at få fat i den her... jeg håber du er klar."
Han tog hendes hånd og gav den et blidt klem.
Så løftede han artifactet op over hendes hoved, og begyndte med lukkede øjne at messe.
Ordene var utydelige, og de var på oldgammelt Sortelvisk, som kun de færreste kunne forstå.

Deamon tænkte at hans straf nok var færdig så han rejste sig op stadig med blod ned fra skulderen men han tog fat i kniven og hev den ud selv og satte den i holderen igen hvorefter hans tatoveringer uden at han behøvede at tænke det eller noget som helst lagde sig som et plaster rundt om hans sår og healede det hvorefter der var et stort ar men ellers intet Deamon stod bare stille bag Zane han var ikke bange han nægtede at gå nu når han havde vist halvt af sin loyalitet ved at lade sig blive tortureret "Angelie forresten" sagde han roligt "det bryllup jeg ved ikke engang hvorfor jeg var der men Killer mødte mig ude i en skov og før jeg nåede at slå ham ihjel hjerne vaskede han mig jeg kom fri for nogle uger siden faktisk dagen efter brylluppet og jeg huskede først da jeg så dig at jeg havde været til det bryllup føj hvor jeg hader de minder" sagde han roligt "vis jeg havde været på mine fulde fem havde jeg ødelagt brylluppet ligesom dig og Damia ville gøre"

Jaja.. Hun havde allerede hørt hvordan han havde fået fingrene i den.. Barishan. Hun rynkede let på næsen, mens hun overvejede om hun overhovedet var klar til det her. Hun havde intet imod at være udødelig længere, men for bare en uge siden var hun parat til at opgive alt, og vende tilbage til den verden, hvor hun burde være. Var det stadig hvad hun ønskede? Ja.. Det skulle ske.. Chancen skulle ikke forspildes nu hvor den var så tæt på.
Hun stod helt stille, inden hun nikkede let, da hun hørte den anden person tale. Angelie vidste ikke hvem Damia var af navn, men at dømme ud fra hans fortælling måtte det være dæmonen, som havde stået ved Angelies side, da de ødelagde dette vidunderlige bryllup. Et lettere sadistisk smil gled over hendes læber bare ved tanken, og hun sendte ham et køligt blik, mens hun ud af øjenkrogen så hvordan Zane løftede dimsen over hendes hoved.
De messende ord gled igennem hendes øregang, og Angelie anstrengte kort sine ører, for at forstå hvilke ord han sagde. Det gik dog hurtigt op for hende, at hun ikke forstod dem, og det ville hun heller ikke komme til, så istedet for at koncentrere sig, stod hun bare og ventede.. Det blå blik gled ud over Miami, mens hun blidt satte tænderne fast i underlæben og gjorde sig klar til at høre midnatsklokken.. Den måtte være lige om hjørnet..

Ét minut før midnatsklokken slog, stoppede Zane sin messen.
Han åbnede øjnene der nu glødede svagt lilla... og så knuste han artifactet i sin hånd.
Gyldent støv faldt ned over Angelie og lagde sig over alt på hende.
Den smule der ramte ved siden af, så ud til at komme til live, og fløj hen og lagde sig på hende.
Til sidst var hun helt dækket af en skinnende, gylden farve.
Det næste der skete, lyste hele området op:
Det gyldne støv der havde lagt sig som et ekstra lag hud på Angelie, blussede op, og eksploderede i et skinnende, hvidt lys.
Zane skærmede sine øjne med den ene hånd for ikke at blive blændet.
Da han fjernede hånden, smilede han glad over det han så.
Angelie stod der... og hun var i live, i den form han havde lovet hende for så længe siden.

//det var da min tur?

Deamon lukkede bare øjnene i den korte tid lyset kom hvorefter han åbnede øjnene igen og så på dem roligt lidt før han gik hen og stod igen lidt fra dem og så på Angelie med store øjne lidt "imponerende" sagde han lidt før han så på Zane "jeg vidste godt du var stærk men så stærk du er næsten lige så stærk som mine tatoveringer" han mente det med fuld respekt det var svært at forklare men det hang sådan sammen at hans tatoveringer ikke var ham men de havde deres helt eget liv de kan udslette huse byer ja lande uden det mindste besvær men det var for kraftigt til at Deamon kunne kontrollere det desuden ville det slå Deamon ihjel og så ville tatoveringerne osse dø derfor brugte han aldrig den kræft

Hun bed sig hård i underlæben, mens hun lod øjnene glide i, og lyttede kun til Zanes messen, indtil den stoppede og det gyldne støv lagde sig overalt på hendes krop. I så ikke selv at hun glinsede overalt, da hun ikke åbnede øjnene.
Da det hvide lys trådte i kraft mærkede hun en form for lyn skyde igennem hendes indre, inden hun svagt rystede voldsomt, og bed hårdere til i underlæben for ikke at skrige. Det gjorde ondt.. Men smerten var livet værd.. Hun vidste det.
Da midnatsklokken slog sit første slag lod hun øjnene glide op, og hun kiggede direkte på Zane, som om hun helt havde glemt den andens tilstedeværelse. Forbløffet mærkede hun en tynd streg af blod glide ned over hendes underlæbe på grund af bidet, og hun slap grebet med tænderne, inden hun lod en finger køre over, for derefter at betragte den røde væske. Langsomt trådte et smil over hendes læber.. Det var ikke specielt tydeligt, men det var et smil, og hun hørte praktisk talt ikke at den anden person nu snakkede.
Hun var tilbage.. Hun var i live, og hun mærkede magien i hendes indre, hvordan blodet varmede hendes krop op, så den opnåede den normale temperatur, og hvordan gløden i hendes læber kom frem, så de fik en svag rosa farve.