Clash of Evil - Damia vs. Angelie (Fortsættelse)

Damia greb fat i Angelies skuldre/arme og lod vingerne slå ud i luften. De lettede. Hun lod dem fortsætte op i en større fart for at det skulle gøre mindre ondt da de brød op gennem loftet og kom ud i det fri. Damia bed den lettere hårde smerte i sig eftersom hendes vinger havde været det næste der brød igennem loftet. Så slap hun Angelie ned på taget – de svævede omkring 2 meter over det – og landede selv på taget lidt fra hende. ”Så.. ingen afbrydelser længere”
______________________________________________________________

Angelies blik havde opfanget drage, som var vokset op inde i tronsalen, og chokket over dette syn havde givet Damia den rigtige åbning. Før Angelie vidste af det, havde Damia taget fat omkring hende, og steg op i luften. Angelies blik vendte sig kort mod jorden, og mod de andre kæmpende.. Vampyren og skyggevæsnet var væk, og dragen stod nu alene mod Malakel. Angelie sendte sin herre en sidste tanke, inden hun mærkede et hårdt slag mod hovedet, da de brød igennem loftet, og op på taget. Smerten skar med et igennem hovedbunden, men Angelie forblev tavs.
langsomt mærkede hun hvordan grebet slap hende et par meter over selve taget, og Angelies fulde opmærksomhed rettede sig mod at lande rigtigt. Hun kunne trods alt brække knogler nu også. Da hendes fødder landede på taget, bøjede hun let i knæene, inden hun krympede sig sammen til en kugle, og lavede en form for kolbøtte, for at tage farten af. Angelie kunne nu rejse sig uden at være skadet, hvilket var præcis hvad hun gjorde, inden hun vendte blikket mod Damia, som nu landede et stykke væk fra hende.
Angelies øjne glødede vredt. Denne kvinde havde tvunget hende væk fra hendes herre. Hvordan ville hun nu være i stand til at vide hvad der skete. KOrt skreg en sarkastisk stemme i Angelies hoved. For fuck sake.. Han var jo en drage. Stemmen havde ret. Mon ikke Zane nok skulle klare den nedenunder.
"Åh ja.. Forstyrrelser går jo ikke" bemærkede hun ligegyldigt, inden Angelie fandt endnu en af kasteknivene frem, men uden at gøre udfald. Denne gang ville hun lade dæmonkvinden komme til hende.

Damia trak sine vinger tilbage igen. De var ikke til nogen nytte nu hvor det højst sandsynligt gjaldt en nærkamp. Nærkampe var ikke hendes allerstærkeste side. Men hun var ikke svag. Og hun var hurtig. Altså var der heller ingen problemer på det punkt. Damia lod blikket glide hen over den kniv som Angelie nu trak frem. Afventende. Godt så. Var det meningen at de skulle skiftes til at gøre noget? Hvor originalt. Hun rystede let på hovedet, men ville lade Angelie få hvad hun ønskede. Nu hvor hun trods alt var i live igen skulle hun have en kamp der skulle kunne huskes. Især eftersom hun ikke havde tænkt sig at dø. Hvilket betød at Angelie ville være den som endte med at dø i sidste ende. Endnu engang.
Stakkels tøs. Hun havde næsten ondt af hende. Eller vent. Nej det havde hun faktisk mere. Det var nok mere det at hun var interesseret i hende. Interesseret i at vide mere. Finde ud af hvorfor hun var blevet som hun var. Hvordan hun var død.. Der var amnge ubesvarede spørgsmål - som der i det hele taget ikke var tid til nu. Hun kastede udfordrende med sit røde hår og trak jakken af, hvorefter hun smed den udover kanten på taget, så hun nok ikke ville finde den igen. Ligegyldigt. Damia strakte sig katteagtigt og lod nu sit iskolde blik hvile mod Angelie igen.

Hun spredte let benene hvorefter hun kastede sig forover i et hurtigt løb. Præcist, men hurtigt. Hun sparkede ud mod Angelies læn, hvorefter hun snurrede rundt på stedet og gav et hurtigt sving med hoften og rettede det næste spark mod hendes solar plexus. Allerede derefter holdt hun en skyggekniv i hver hånd. Dem hun havde haft siddende i sit bælte.

Angelie stod fortsat ventende, uden at lade ordene opbruge den luft, som hun havde så sparsomt brug for nu, ligesom Damia også ville have brug for den. Dog lod hun ikke magien træde i kraft endnu, og så hvordan Damia strøg imod hende.
Angelie trådte et enkelt skridt tilbage, så sparket i lænden ikke ramte, men hun havde ikke forudset, at Damia var hurtig, og sendte endnu et spark mod Angelie. Lige inden det andet spark, svang Angelie dog kniven frem i en stikkende bevægelse, i håb om at den ville ramme Damias overarmsmuskel.
Det andet spark ramte Angelie hårdt, og hun fik tvunget luften ud af lungerne, mens hun fløj et par meter tilbage, og landede hårdt på jorden med ryggen først. En irriteret knurren gled igennem Angelies læber, inden hun lå et kort sekund, og trak vejret dybt, for at få luften tilbage i lungerne igen, inden hun tvang sig selv på benene endnu engang. Blikket frydede sig kort over at Damia have fået sparket ind, som om hun gav hende en lydløs gratulation. Samtidig opfangede de blå øjne hurtigt knivene, som nu var kommet frem i Damias hænder.
Angelie bøjede let i knæene inden hun sendte sin egen kniv afsted mod Damias brystparti, ligesom hun havde gjort tidligere, men denne gang satte Angelie i løb lige efter kniven, inden hun en meter fra Damia satte i et spring, og drejede sig halvt i luften, mens knæet bøjede, og tvang Angelies ben op under hende, inden hun rettede det ud i et voldsomt spark, der havde retningen mod Damias venstre lår.. Hvis sparket ramte ville det måske kunne tvinge hende i knæ, da det normalt ville gøre benet ukampdygtigt i kort tid.

Damia nåede at rykke sig lidt før kniven blev hugget ned mod hende. Hun skar kort ansigt da den snittede hendes overarm og frembragte det blod som hun også havde set Angelie havde udgydt noget af. Blod. Hun glemte alt om smerten. Smerte betød intet når der var blod. Blod. Damias lyse øjne blev mørkere og mørkere ved lugten og synet af blodet. En vidunderlig duft der dragede hende. Hun havde næsten mærket smerten fra Angelie da hun ramte hende i maven. Åh hvilken fryd! Smerten havde strålet ud af hende. Hun elskede det. Det bedste var smerten fra hendes ofre. Hun elskede af se dem lide. Elskede det. Og da de var denne pige, mærkede hun hvordan lysten til at gøre smerten værre, blive større og større. Hendes øjne var nu blevet sorte. Og så blev de mørkere. Mørkere end den mørkeste skygge. De ville være som at se ind i to uendelige bundløse huller. Hvis først ens blik blev fanget af de øjne kunne man vel ligeså godt se sig selv som fortabt. Hvis man faldt ned i hullerne ville det være svært at komme op igen uden hjælp. Og her var ingen hent at hjælpe. Ingen. Hun havde set kniven komme susende og slog den væk med en af sine egne skyggeknive. Selv havde hun forudset at Angelie ville komme kort efter. Det var et af de mest originale træk der var brugt i hele historien. Først gjorde man noget for at distrahere modstanderen, hvorefter man ville komme med det egentlige angreb.
Damia lavede et skjult uhyggeligt smil i det øjeblik Angelie ikke ville kunne se det. Hun ville lade tøsen ramme sig. Men det ville ikke ske uden der kom noget ud af det. Lige i det øjeblik Angelie ramte hendes ben stødte hun ét af knivende ned mod hendes skulder i et stærkt nedadrettet hug. Hvorefter hun knækkede sammen på grund af den muskel Angelie havde ramt. En smerte hun knap lagde mærke til. Det var endnu en af disse ting man skulle lægge mærke til. Damia havde en enorm smertetærskel, og når smerten endelig kom, havde hun altid noget bedre at tænke på end den smerte kroppen forsøgte at fortælle hende at hun havde.

Igen havde Angelie valgt et af de forudsigelige træk. Hun var godt klar over fra begyndelsen at det ikke ville lykkes mod kvinden, men det lagde dog en distrahering for hendes andet træk. Igen havde Angelie trukket en kniv frem.. Denne var større og ikke en kastekniv, men den samme som hun havde brugt til at dræbe Faith. Den lå i hendes venstre hånd. Angelies blik var rettet mod Damias lår, som hun ramte voldsomt. Dog trådte en anden smerte igennem Angelie da kniven borede sig ned i hendes skulder. Den blodige væske trådte endnu engang frem fra såret, og fugtede den sorte top, mens et dyrisk smil blottede Angelies hvide tandrækker.
Kniven, som hun havde trukket tidligere sendte en svag dirren igennem luften, mens Angelie koncentrerede sin magi omkring luften, og tvang den til at trække sig væk fra dem begge. Angelie selv tog en dyb indånding, inden hun pressede læberne hårdt sammen, og kaldte magien fra sit indre frem, mens hun lod den strømme ud igennem kroppen. Den frie hånd knyttede sig langsomt i anstrengelse, som om hun knuede om noget usynligt, mens hun mærkede ilten forsvinde væk fra dem.
De blå øjne lyste voldsomt af had, mens kniven nu tvang sig vej igennem den sparsomme plads mod Damias ribben, med et hårdt tryk. Angelie var godt klar over at der var farligt at være så tæt på Damia, som havde to knive i hænderne, men hun måtte gribe chancen. Hendes stød var ikke dræbende, men det ville gøre ondt.
Nu hævede hun blikket og mødte Damias øjne, som var helt sorte. Angelie følte at hun næsten faldt igennem et bundløst hul, og hun mistede med det samme kontrollen over sin magi, og den manglende iltatomer tvang sig selv tilbage i luften igen, så det var muligt at trække vejret. Hun prøvede at fjerne sit blik fra Damias, men hendes øjne ville ikke lystre hendes hjerne.

Damia kunne nemt skjule overraskelsen over hvad Angelie netop nu havde gang i. Der blev brugt en evne. Hun kunne næsten se at der skete noget omkring den kniv - en større kniv - som Angelie havde trukket. Hun måtte være forberedt. Det vidste hun godt. Blodet som sivede fra Angelies skuldre fyldte Damia med en fryd så stor at hun mærkede hvordan det uhyggelige sadistiske smil bredte sig på læberne. Et smil der kom ubevidst om som hun ikke havde tænkt at holde tilbage. Det var et smil der stod perket til de to bundløse huller der skulle forestille hendes øjne. Øjne der kunne holde en fanget, rigtig, rigtig længe.
Hun mærkede hvordan ilten langsomt forsvandt, og tog automatisk en dyb indånding, som hun havde på fornemmelsen at hun ville få brug for før eller senere. Det var altid godt med noget ekstra ilt hvis den langsomt forsvnadt omkring en.
Så skete det. Kniven blev stødt mod Damia og hun parrerede straks hugget med sine to skyggeknive - hun havde rykket den ene voldsomt ud af skulderen på Angelie kort efter hugget. Til gengæld havde hun været lidt for langsom med at parrere hugget og mærkede smerten da noget af knivens spids ødelagde stoffet til den sorte kjole og snittede sig ned i huden på hende. Tøsen hævede sit blik. Måske ville hun have klaret det hvis hun havde holdt blikket væk fra Damias ansigt. Måske ville hun have haft chancen for at såre hende rigtigt. Men det var for sent at tænke på nu. Alt for sent.
Hun mærkede hvordan Angelies blik pludselig fik overbalancen og begyndte at falde ned i de dybe huller der skulle forestille Damias øjne. Det sadistiske smil blev større. Hun havde fanget Angelie Psykisk. En evne hun ikke brugte tit. Det ville blot gøre hendes kampe alt for nemme. Men denne kamp skulle gerne overstås nu. Hun Flåede kniven væk fra Angelie og fokuserede nu på at holde hende fanget. Trængte ind igennem hendes blik. Ind i hende. Ind i hendes hovede. Det var ikke fordi hun kunne læse tanker via det - så udbredt var denne evne dog ikke. Hun slap en af sine knive og krummede hånden og stødte den lidt frem. På samme tid med at hun lavede en psykisk hånd med sit sin som trængte ind i tøsens krop. Det ville føles som om et koldt lag af noget ukendt lage sig over hendes pumpende hjerte. Damias smil blev større da hun mærkede livet.

Et let triumferende smil var allerede fremme på Angelies læber, da hun mærkede hvordan spidsen fa kniven trængte ind i Damias hud. Hun kunne føle hver en bevægelse, men hun lavede fejlen.. Hun havde fejlet. Dette betød dog intet for hende imens hun svømmede omkring i Damias blik.. I det evige mørke som lå i de øjne, og Angelie mærkede hvordan bevidstheden og forstanden mistede kontakt til selve kroppen. Hun kunne ligeså godt have været en kludedukke i dette øjeblik.. Ude af stand til at forsvare sig.. En lille forbandet fejl, som at se sit offer i øjnene.
Dog havde hun langt større problemer i dette øjeblik. Den strammende smerte omkring hendes hjerte, som om en hånd knugede omkring det, og truede med at springe det til blods. Dog føltes det koldt.. iskoldt.. En fremmed.. Angelie havde aldrig oplevet det selv, og hun kendte ikke til Damias magiske egenskaber med skygger. Hun havde set sin herre bruge dem.. Op til flere gange, men hun havde aldrig mærket dem på sig selv.
Hendes arme faldt livløse og slapt ned langs hendes arme, og kort skar en enkelt tanke igennem hendes sind.. Et enkelt lille håb om at Zane ville have vundet sin kamp og komme hende ti hjælp, uvidende om at han allerede var faldet. Hun tænkte hans navn, velvidende at han ville være i stand til at mærke, at der var noget galt.. Noget rivende galt, inden hun overlod sig selv fuldt og helt til tomheden i Damias blik.
Det logiske ville vel nu være at dræbe Angelie. Damia havde den bedste chance nu og ville ikke lade den forspilde. Kun en enkelt meter fra dem, var hullet igennem taget, som ville føre ned i selve tronsalen.

Damia lagde Angelie ned på ryggen, velvidende at hun ikke ville kunne gøre modstand medmindre hun virkelig prøvede det. Selv krigsdæmonen hun havde dræbt havde haft kraften til at gøre modstand mod hendes psykiske evne. Det var ej heller en kamp hun ville glemme. Han havde havde taget hendes højre hånd med i døden. Hun koncentrede sig om den psykiske hånd hun havde om Angelies hjerte. Hun lod hånden knuge yderligere om tøsens hjerte. Hun kunne næsten mærke smerten og hvordan hun ville ønske at døden ikke skulle tage hende igen. Åh hvor hun dog nød det. Og hvorfor? Fordi hun elskede at mærke smerten fra sit offer. Om det var fysisk eller psykisk var ligegyldigt. Begge dele var nedbrydene for offeret. Men måske det psykiske værst nu hun tænkte over det. Hun blev ved med at holde Angelies blik fast. Blev ved med at presse hårdere om hjertet. Mærkede hvordan dets pumpen blev mere og mere angstrengt.
Og så hviskede hun noget. Ord som Angelie ikke ville undgå at høre.
"Det er ikke sidste gang vi mødes Angelie" Hendes stemme ville give genlyd i hendes hovede. Den ville trænge igennem smerten og sno sig om hendes sjæl der snart ville forlade denne verden. Damia gjorde et let ryk med sit hovede som resulterede at hånden om Angelies hjerte strammede sig til dets yderste punkt. Et punkt hjertet nok ikke ville kunne klare længere. Døden ville forhåbentlig virke beroligende. Men hun var ikke færdig. Damia bukkede sig ned over hende og trak en lille kniv med. Hun flåede tøjet af Angelige lige omkring det venstre bryst. Hun ville ikke gøre noget ved selve kroppen. En krop var en krop. Det var sjælen hun skulle have fat i. Lige inden den forsvandt.
Hun bed hårdt tænderne sammen og anstrengte sig mens hun lavede en lille bevægelse med hånden. Det der med at bruge sin pyskiske evne tog virkelig en del kræfter. Hun stak den lille kniv ned i nogle tråde der steg op fra Angelies bare bryst. Tråde der virkede lettere organiske og næsten usynlige. Nogle Damia ikke kunne se. Kun føle. Med kniven skar hun et dybt og usynligt D i luften hvor hun mærkede trådende. Og så slap hun den og fjernede blikket fra Angelies øjne. Hun blinkede endnu engang før hendes øjne igen var de to normale måner. Det sadistiske smil over hendes læber havde forvandlet sig til et lettere uhyggeligt men lille smil. Tøsen var død.

Et svagt, næsten uhørligt skrig gled over Angelies læber, da hun mærkede hvordan den usynlige hånd tvang sig sammen omkring hendes hjerte.. Langsomt og pinefuldt. Hun var død før.. Det havde ikke været i nærheden af den smerte hun følte nu, end ikke da hun var blevet genoplivet..
Jo psykisk smerte var slemt, og Angelie hørte med lethed de rungende ord bag hendes pande, som gav genlyd med Damias skingre stemme, som lød uhyggelig og skræmmende i dette øjeblik. Hun vidste end ikke hvad der var sket med hendes herre, og nu var det.. for sent.
Det sidste knugende klem, tvang Angelies hjerte sammen, og blodet i det dannede så voldsomt et tryk, at karrene sprængtes, og hun havde nu et blødende hjerte.. Helt bogstaveligt talt.. Og på flere måder.. Hendes sidste åndedrag kom over de svagt rosa læber, "Za.." hviskede hun kort med sit sidste luft, inden vejrtrækningen stoppede, og Angelie lå livløst på jorden, mens Damia skar sit forbogstav i hendes sjæl. Angelie var væk.. For altid denne gang.. Hun blev intet spøgelse ligesom sidst.. Man fik vel ikke chancen for livet to gange...

//The End!! Slut.. ^^//