Clash of Evil! (Privat?)

Clash of Evil.

- Abbadon står forladt. Ensomt. Uden herrer endnu. Men over den sorte fæstning presser mørke skyer sig på. Skyer der ikke er normale, der ikke blot bringer regnvand, men er et varsel om at verden skal til at blive splittet. At Di Morga som vi kender det... aldrig bliver den samme!

__

En raslen, fodtrin, der så mange gange havde lydt ned igennem Abbadons lange sten gange, kunne høres. Lyden nærmede sig indgangen til den forladte tron sal. Denne dag skulle vise sig at blive anderledes end alle andre, denne dag skulle vise sig at blive alt afgørende for dette ene individ der vandrede imod det sted som han ville sidde når morgen dagen kom. Det hele var sat i værk, rebellerne der var begyndt at angribe Zane's tilhængere nu hvor at deres mester ikke længere var der til at beskytte dem, og det var ikke hvilken som helst der havde givet dem det lille.. fif!
Ma'lakels fodtrin stoppede i det han åbnede dørende indtil den store tron-sal! Hans hår naturligvis redt tilbage udover en genstridig lok som altid, hans tøj det samme som halv-dæmonen vidste sig i hver gang: en lang slidt læder jakke, en sort halv åben skjorte, og et par cowboy bukser med et par sorte militær støvler til at toppe det hele af med. Pistolen der var i hylsteret ved hans bælte, og hans sværd der som altid hvilede tungt på hans ryg.
Han trådte ind, velvidende at han snart ikke ville være alene. For stemmen havde hidkaldt mænd til at hjælpe ham. Stemmen havde vidst sig at være behjælpelig for engang skyld. Han fortsatte sin gang op til de første trappe trin der førte op til den store trone forenden af dem. Et smil gled over hans læber, så spidsen af de gullige bæst tænder blev afsløret. Ikke endnu... det var ikke tid endnu.. der manglede først noget... et blodbad!

__
Rækkefølge:
Ma'lakel, Zane, Angelie, NPC, Ahngel, og Damia.

Da Ma'lakel nåede den lille trappe der førte op til den smukke trætrone, eksploderede rummet i et kraftfuldt, lilla lys, og da lyset forsvandt var salen badet i lilla og sorte flammer.
Skyggerne, som flammerne skabte, så ud til at komme til live, og bevægede sig alle sammen lynhurtigt op mod tronen.
De stoppede alle sammen op lige foran den, hvor de begyndte at smelte sammen.
Til sidst eksploderede de sammensmeltede skygger og fløj til alle sider.
Der hvor skyggerne havde været, stod nu en høj sortelver med langt, hvidt hår.
Han var iført en sort læderbrynje og et par sorte bukser.
På fødderne havde han et par tunge, jernbeslåede støvler, og i et hylster på ryggen, sad hans to sværd.
Det var Zane D'tarion, den forsvundne herre af Di Morga.
Han åbnede sine smukke, men iskolde øjne, og kastede et blik på Ma'lakel, men uden at sige et eneste ord.

Flyet fra Miami var landet for ganske få timer siden, og Angelie stod nu med foden oppe på det sidste trin, inden hun skubbede den jernbeslåede port op, som ville høre hende ind i Abbadon. De knirkende hængsler gav en let knagen fra sig, da døren skubbede til side under hendes vægt, hvorefter hun trådte ind igennem den, og lod den glide i bag sig. Hun var som altid klædt i det diskrete sorte tøj, som indebar en nederdel, en sort top og en sølvkæde omkring venstre hofte. Fødderne var som altid bare, og en ekstra detalje ved dagens anledning var et ekstra bælte fyldt op med kasteknive omkring selve taljen.
De blå øjne hvilede tomt på den opslåede dør ind til tronsalen, da hun så de lillae og sorte flammer dukke op. Han var ankommet. Hun satte sig i bevægelse, og gled hurtigt igennem rummet, og helt ind i selve tronsalen, mens hendes blik opfangede enhver bevægelse. Hendes herre, som nu stod og kiggede mod en anden person, som Angelie havde været så uheldig at støde ind i hele to gange nu.. Malakel.
Hun stoppede op tre meter væk fra dem, inden hun lod sit blik glide over mod halvdæmonen, mens hovedet faldt en anelse på skrå. Tanken skreg allerede forræder i hendes hoved, selvom hun ikke satte ord på den. Hun vidste hvornår det var bedst at tie, og det var en af disse situationer. Istedet rystede hun umærkeligt på hovedet, mens det rødbrune hår lagde sig omkring hendes ansigt, og et had trådte hurtigt frem igennem de blå øjne.

(( Myterious dude?))

De lilla flammer bragte noget mere med sig en blot den store hersker af Di Morga. Om bag ved tronen gled et væsen frem, dennes hud sort som skyggerne selv, dennes øjne og udstyr lige sådan så det var svært helt at se hvad i alverden dette individ var. Denne lod til kejtet klovne agtigt hvin/grin lyde fra sig, imens den sprang væk fra tronen og ned på det faste gulv så den stod på modsatte side af herskerens elskerinde. Den bøjede sig, krommede nærmest ryggen sammen så den blev mindre og mere pukkelrygget, imens den forsatte sin lettere maniske letter og stirrede sultent over på halv-dæmonen i midten af rummet.

,, Wenix.. s-spise nu.. bwhahah!!", sagde skabningen lavmælt, imens den udstødte små grynt.

Minutter førinden, hvor Abbadon endnu var tom og der ingen tilstedeværelse havde været af hverken dæmonblod eller sortelver, havde denne store fæstning sat sig til skue for en vampyrs observerende blik. Ahngel havde befundet sig på grunden før optøjet skulle til at ske og benyttede sig af de få øjjeblikkes stilhed der måtte være før stormen til at lære stedet lidt at kende. At lade det komme til sin egen fordel at han ville kunne kende nogle ruter igennem stedet, hvis det endelig skulle komme i brug. En let klirren kunne høres fra vampyrens overkrop da han vendte sig om, så ned ad den lange gang med et tænkende udtryk. Lugten af krop, ild og lyden af fodtrinene fra de andres tilstedeværelse gled ind over Ahngel som en brise. Et let skævt smil bredte sig inden han begyndte at gå ned ad gange, imod dette tronrum, hvor han også havde befundet sig i nogle minutter førinden. Hans skridt blev gradvist hurtigere og til sidst lod han sig forsvinde som en streg i luften for at dukke op i selv samme rum, blot få meter fra disse andre. Fem måske? Hans hænder var gemt i lommerne på en kort jakke af groft grå stof der var åben, så man kunne skimme en rødlig skjorte indenunder og et mærkeligt væl af metalmønstre der befamlede hans hals med gotiske udtryk der syntes at forsvinde under skjortekanten og videre ned over hans overkrop. Hans bukser var ligeså anderledes end han normale udseende.. De var almindelige jeans der let gled over hans støvler som egentlig var det eneste af hans beklædning der rent faktisk kunne sige noget om hans status og egentlige udseende. De var tynde imod hans fødder og i bunden sad der en sål af jern.
Han lod kort øjnene glide hen over denne Zane.. En elver han egentligt ikke havde haft fysisk udsyn til siden den dag for lang tid siden i skoven. Skæbnebryderen vel og mærke.. smagen af en skæbnebundet engel var allerede pirrende imod Ahngels læber.. tvang et lille smil frem der ikke kunne defineres. Han tog hænderne op ad lommen og lod dem hvile langs sin side.. Hans hænder var ligesom hans hals dækket af dette metal.. dette sølvfarvede metal der dannede et panser over hans håndryg og gik i et med at lægge plader over hans fingre og forlænge dem med sølvklør.. alt sammen sammenholdt af gotiske mønstre og snoninger der ligeså forvandt under jakken, som ligeså virkede til at fylde mere end den burde af Ahngels ellers så tynde fysik.

De var ankommet. Alle sammen. Hun kunne mærke det. En rank og kvindelig skikkelse havde også for få minutter siden stået i skyggen, hvor hun havde set hvem der trådte indenfor. Hun havde genkendt dem. Hendes øjne var unaturligt lyse. Som to måner der havde valgt at finde plads som hendes øjne i stedet for at placere sig et sted ude i universet for at sprede lys der. Nej. De var her. I kvindens øjne lyste de. Fulde af kulde. En kulde der kunne anses som både skræmmende og smuk. Denne kvinde med det lange, vilde hår gik under navnet Damia. Hendes holdning var rank og udstrålede en stolthed, og fare der var umulig at overse. Auraen omkring denne slanke skikkelse var næsten synlig. Det var som om en masse levende, pumpende tråde snoede sig omkring hende i en form af næsten usynlige flammer. Flammer der tavst udfordrede enhver der kom hende for nær. Nu satte hun i bevægelse mod indgangen. Nu var turen kommet til Damias Entré. Da hun trådte ud af skyggen ville man se at hun havde klædt sig i en sort kjole. Ikke den slags man havde på til fester. Der var noget mere tætsiddende og frit over lige denne kjole. Den var flænset ved åbningerne. Og dog sad den perfekt til hendes slanke krop som var den blevet skabt lige til hende. Der var broderet et A ved hendes venstre bryst. Kjolen var ikke specielt lang. Den var tætsiddende og dog fri nok til at hun ville kunne bevæge sig smidigt og hurtigt. Udover dette havde hun et par store støvler på. Nogle støvler hun havde givet navnet ’røvsparker’ støvler. Ikke så kreativt, men det var ikke løgn. Støvlerne havde noget jern under sig samt et andet stof der ville få det til at gøre virkelig ondt hvis det ramte offeret på den rigtige måde. Om hofterne havde hun et bælte med nogle få ting spændt fast. To længere dolke, og en lille sort læderpose. En lille åben jakke, der kunne mindet om at være lavet ud af sorte bandager var trukket udenom kjolen. Damias skridt var lange og elegante, da hun på en yndefuld måde trådte ind i tronsalen der var omgivet af flammer. Hun stoppede op nogle få meter væk fra Ahngel, og lod sit iskolde, og ulæselige blik glide hen over omgivelserne. Zane D’tarion. Der stod han, i al sin pragt. Den dag hvor han skulle falde. Hun ville smile, men gjorde det ikke. Så fik hun øje på Angelie. Pigen fra brylluppet. Hun kunne ikke modsige at hun var en smule skuffet over pigebarnet. Pigen som hun havde følt en så intens interesse i. Pigen var i levende live. I en ny form. Men hun genkendte hende. Og denne gang var hun mod dem.

Den store halv-dæmon der befandt sig for enden af trappen lod blikket glide op på sin herrer der så belejligt var kommet nu. Men det var vel ikke overraskende. Di Morga var gået i krig, og var underlagt kaos, og først da nogle gik imod dennes trone kunne møg elveren vise sig frem. Uden et ord, uden et vink om dennes forsvinden havde Ma'lakel fået. Måneders kedsomhed, og for hvad, ikke noget, eller måske alt? Tilladt ham at fuldføre dette mesterværk. Hans blik gled væk som der kom folk ved hans side: den ene et kvindemenneske han havde haft fornøjelsen af at møde før, og som han ville fryde sig over's liv snart sluttede. Og den anden, en ussel skabning der kun kunne være skabt fra elver herskerens egen forskruede underbevidsthed. De grønne øjne glimtede svagt i det denne så over på dem. Hans smil var for nu forstummet, og hans ansigt udtryksløst på en måde der kun kunne tilkomme et væsen der ikke følte frygt. Hans øjne faldt endnu engang på hans såkaldte herre, så ind i de is blå øjne uden frygt, uden at vige tilbage i underkastelse. Og da kom lugten af død til ham, lugten og lyden af fodtrin der forstummede og som så pludselig var helt tæt på. Han vendte svagt hovedet for at skimte det der var bag ham:
... Lucifer...
Derefter kom en anden livsform og sluttede sig til denne hellige forsamling. En kvinde vis ondskab ikke var lig nogen andens, stærk og uregerlig.
Ma'lakel så sig atter over skulderen for at skimte hende også, og lod da endnu engang sit blik lande på sin 'herre'. Men denne gang var der en dyrisk gnist i hans øjne, og et skævt selvsikkert smil som prydet hans ansigtstræk. Han trådte op på det første trin til tronen.

,, Velkommen... ''herre''... Jeg ser du endelig har fået taget dig sammen til faktisk at komme tilbage og lege konge.. Hvad synes du om det jeg har skabt..", spurgte han og rakte hænderne ud til siden.
,, Alt sammen.. kun til dig.. "

Zane vidste at de andre kom. HAn havde fornemmet dem i samme øjeblik han var kommet til Abbadon.
Han var dog ret så ligeglad med dem.
Den eneste han rigtig fokuserede på lige nu, var Ma'lakel.
Endelig var det tydeligt for Zane hvad det var halvdæmonen havde haft gang i.
Endelig kunne han se ud over det nærmest venskabelige bånd han havde haft til Ma'lakel.
Dette bånd var nu blevet flået i strimler, og brændt til aske.

"Ma'lakel..." sagde han koldt.
"Du har forrådt mig."

Zane kneb øjnene en anelse sammen, og et vredet glimt var at spore i dem.
Uden videre betænkning, og uden at lave den mindste bevægelse der kunne have forberedt halvdæmonen på den, sparkede han med lynets hast ud mod Ma'lakels hoved.
Dette spark ville sende halvdæmonen flyvende ind i væggen, hvis det ramte.

En lavmælt knurren gled op igennem Angelies hals ved synet af denne skabning, og kort tid efter ankom endnu en. Igennem øjenkrogen så hun denkrumryggede skabning med den hæslige latter, som skar let i hendes øre. Der gik dog ikke længe før hun mærkede en anden tilstedeværelse, og derefter en træde. Hendes hud delvist brændte og prikkede, da vampyren og dæmonen dukkede op ved Malakel. De blå øjne løb kort over vampyren, som hun aldrig havde mødt før.. Ikke hvad hun kunne huske, inden det vendtes over mod dæmonkvinden.. Hende havde Angelie til gengæld mødt.. Hun mindedes tydeligt bryllupscrashet og et skummelt smil gled langsomt over de bløde læber. Kort mødte hendes blik Damias, og lod det hvile der i ganske få sekunder, inden blikket igen fandt vejen tilbage mod Malakel, da han talte. Hver af hans ord lød som ren sarkasme i hendes øre.. Hun havde set ham som forræder siden den dag han havde samlet Faith op, og nu var han her.. Ude efter magten.
I øjenkrogen så hun nu Zane, som flyttede sig mod Malakel.. Krigen var igang, og Angelie havde allerede udvalgt sig sin egen person. Kvinden.. Hun flyttede sig dog ikke i første omgang, men vendte blikket mod Damia, mens hovedet langsomt faldt en anelse på skrå.. Som om hun vurderede hvad denne dæmon var i stand til. Angelie havde set det en enkelt gang, og hun havde været imponeret.. Damia var vel hvad andre ville kalde skingrende sindsyg. Langsomt forsvandt alt andet væk fra hendes tanker og syn, og Angelie fokuserede nu kun på denne kvinde, mens hun lod armene falde ned langs siden i en ligegyldig bevægelse.. En form for provokation.
En skam.. Hun havde syntes om Damia.. Men så stod hun der på forræderens side.

((Wenix))

Det krumryggede skygge væsen fortsatte med at stå og trippe og være urolig som der kom nye livsformer ind i den store tron sal. Sulten efter at måtte 'spise' som den havde nævnt lysten til før. Den svajede let og skreg op i et manisk glædes hyl i det den sorte herre sprang på halv blods væsenet, den svang armene op over hovedet og snurrende engang rundt om sig selv imens den grinte på den sædvanlige klovne agtige facon. Og derefter rejste sig op, med små knæk fra dens rygsøjle der var blevet tvunget sammen og som nu skulle rettes ud, så det lille væsen kom op at stå på en mere menneskelig måde, og løb imod en tilfældig af de to andre, der tilsyneladende blev vampyren. Med armene løftet i vejret imens denne svang dem og de strakte sig, og blev længere og længere indtil de var en god to meter lange, imens de også voksede. Skygge væsenet prøvede da at banke den udøde ned i jorden imens den skreg op i endnu et klovne hyl, og fik noget af Abbadons gulv til at flækkes ved det hårde bank ned i sten gulvet!

Ligesom de andre tilstedeværelser var ahngels blik fæstnet imod Zane og lyttede til hans ord. Da det lille begreb kom frem i form af et ord så dejligt som: forrådt, trak Ahngel diskret på smilebåndet og vendte blikket væk igen, så imod dette skyggevæsen der lod til at havevalgt ham som sin modstander.. Mon det ville tage lang tid at udryde den sære skabning. Skygger vel og mærke..
Længere gik analysen ikke før Ahngel lod sin bevidsthed glide fuldkommen ud på huden af sig.. Han lod tankerne lægges til senere brug, hvilket tydeligt kunne fornemmes da hans pupiller snørede sig sammen til et ulæseligt dyrisk udseende.. Det havde dog tit en række bivirkninger.. Man glemte ofte hvad der lå til tælling og at dette væsen måske ikke var så lavt et væsen alligevel. Inden væsenet kom tæt nok på, skænkede Ahngel det et forventende smil idet han først og fremmest ville lære dette individ at kende, rent fysisk. Flabet lod han øjnene glide til siden, gav denne tingest et forspring ved at lade den gøre som den ville først og bide det i sig hvis det endelig skulle være. Meget rigtigt lod han sig banke hårdt imod gulvet der flækkede op og blandede stensmulderet i Ahngels lange ravnsorte hår. Et kort spid af en reaktion kunne anes da han klemte øjnene sammen da hans baghoved lod sig kontakte gulvet. Derefter åbnede han øjnene stille og kiggede direkte på væsenet imens et drabeligt tandsmil dannedes i takt med et spændt glimt i de røde øjne.

"Hvor kedeligt.. Du har end ingen blod at vinde.." mumlede han så inden han med begge hænder tvang en modstand imod væsenets skyggeskabte brystkasse. "Måske bløder du andet?"
I samme nu lod et mørkt skær sig dække af hans øjne og dette metal der om hans hånd udvidede sig igennem jakken, hvis ærmer flænsedes op og lod hans arme bare... eller.. det skulle man tro. Hans våben var nu vist til fulde. De lange snoninger af det sølvlignende metal bredte sig op og ned af hans over og underarme for at danne en helhed over hans halsben, dække halvdelen af hans brystkasse og sætte sig sammen af låse ved håndleddet og i siden hvor det samledes. Alle steder var der mønstre af små symboler og låse, rimme og kæder der ligeså dannede en helhed til to pæle der var placeret under hans håndled, ligeså med en lås der kunne låses op og frigøre disse lange kæder med hver pæl for enden der ville udvide sig til to/tre meter fra alle de kompakte overskydne led. Klørene der ligeså udgjorde en del af denne elegant rustning om hans arme pressedes imod væsenets indre og hægtede sig fast inden han, hvis væsenet ikke kom væk i en ruf, løsnede dette metal om pælene med en sindslig kraft og spiddede skyggevæsenet igennem overkroppen. Han ville slynge denne fra sig efter at ha revet den højre pæl til siden, forhåbentligt tippende væsenet, komme på benene, tage tre skridt bagud og vende sig halvt, skabende en slynge imod væsenet der ville slås igennem luften imod en væg. Igen ville Ahngels øjne formørkes og pælene ville frigive sine modhagere og slippe væsenet.
Selvom disse væsener omkring ham var organiske, var hans necromani ikke dødt og specielt ikke med dette våben der var gået igennem familien i århundreder. Metallet, dannet af Platin, aluminium og blod fra dens første lucifer, samt et lag af dødt blod der ville lægges over den for hvert væsen det nedlagde... Dødt blod var nok til at våbenet ville være som en dukke for Ahngel.. Guardian des sang.. var endelig kommet udenfor palæet igen.

Som de andre lyttede hun til Zanes ord. Hun havde haft tankerne om at skulle være den der udgød hans blod. Men var hurtigt kommet fra tanken igen. Hun ville være med i det. Være en af grundende til at det ville ske. Men hun ville ikke være den der udførte det. Og pigen Angelie havde nu også fået Damias fulde opmærksomhed. Vampyren Ahngel var allerede i gang. Hun havde i et kort øjeblik set i øjenkrogen at vampyren blev slået ned af en skabning. En skabning hun ikke kunne lade være med at kigge en ekstra gang på. Skygger. Væsenet var helt klart lavet af skygger, og negativitet.
Eftersom hun selv var skyggedæmon vidste hun godt hvad der kunne slå den slags tilbage. Desværre havde hun ikke våbnet. Og i sine tanker tvivlede hun også på at Vampyren havde det våben. Men der var selvfølgelig også andre metoder. Mere pinefulde, og skræmmende. Endnu engang så hun på Malakel der uden videre så ud til at have styr på det han skulle have styr på. Og så gad hun ikke koncentrere sig om dem mere. De to måner der skulle forestille Damias øjne, vente nu tilbage til Angelie.

Pigen fra brylluppet. Som nu var i levende live. Kød og blod. Hun kunne se det. Pigen var ikke længere et spøgelse i forklædning. Hun rankede ryggen og udstrålede en kulde der var svær at sammenligne med noget andet. Ondskaben lyste ud af auraen på hende, som hun denne gang ikke holdt særlig meget tilbage. Tit havde det været en fordel at lade modstanderen tro at man var svagere end det man faktisk var. Noget der ville føre til at modstanderen ville undervurdere hende, og derefter først ville finde ud af den grusomme sandhed når det var for sent. Damia nikkede kort, som accepterede hun Angelie som sin modstander. Den unge kvinde havde set Damia i action og ville tydeligvis ikke undervurdere hende på noget som helst tidspunkt. Derfor fik det Damia til at glæde sig til denne kamp. Men først måtte hun få den unge kvinde væk fra sortelveren. Hun tog et lille skridt frem mod Angelie. Mødte endnu engang hendes blik og holdt det fast. En strøm af lyst blev sendt igennem Damia og over mod Angelie. Noget der på samme måde ville strømme igennem hende. Lysten til at angribe hende. Mere behøvede hun ikke at gøre via Psyken. Hun skulle nok klare resten. Damia lage mærke til den vage provokation der blev udsendt ved Angelies kort bevægelse med armene. Hun ignorerede det. Sådan et simpelt forsøg betød intet for hende. Kvinden interesserede Damia. Og hun så frem til kampen. Kampen der netop skulle til at starte. Hun formede sine røde fyldige læber og lod det første ord forlade læberne. ”Som dog skæbnen kan overraske én.” Hendes stemme var iskoldt og havde en lettere humoristisk tone, baseret på den ellers uhyggelige undertone hun brugte til daglig. Smuk, men faretruende.
Angelie ville forstå sætningen. Hun ville vel forstå at det var noget der blev sagt både som et ’hej’ og på samme tid kommenterede hun at faktisk var blevet overrasket over at se Angelie stå der, ved Zane D’tarions side. Men alt dette var blot noget der gjorde det mere værd at leve.

Ma'lakel som havde haft øjnede på Zane blev ikke just forskrækket over den handling som hans mester valgte at udføre. Denne havde aldrig været særlig snakkesalig, og havde altid tyet til vold hvor det på sin vis kunne være undgået. Han fandt det en smule kedeligt, da lidt magt kamp ved hjælp af ord kunne være meget mere underholdende end bare at banke løs på hinanden med det samme, men uanset hvad så var det hvad der skete.
Med Zenkai der tungt lå på hans ryg, og hans tunge krop der bestod af muskler og hærdede sener nåede Ma'lakel ikke at dukke sig eller træde tilside for sparket der blev sendt i hans retning, men det var vel heller ikke så forfærdelig vigtigt at undvige når det netop var nærkamp som han ønskede? Idet hans herre bevægede sig og Ma'lakels syn svigtede ham slog hans hørelse og lugtesans til og han nåede at få en hånd for siden af hans hoved, lade hans lange stærke fingre gribe fat om den sorte elvers ankel imens at han tog et skridt ned fra det trin han stod på da han svagt blev tvunget nogle centimeter tilbage. Han bed tænderne sammen imens hans negle prikkede ind imod Zane's ankel. Musklerne blev spændt på hele armen og tvang ærmet på hans læderjakke til let at udvide sig, imens at flisterne under hans fødder begyndte at sprække på grund af de to kræft fulde energier der hamrede imod hinanden, indpagtet fra Zane's spark og Ma'lakels urokkelige krops stand, fik næsten en lille trykbølge til at rulle igennem hele tron salen. Det sammen bidte udtryk ændrede sig hurtigt til et bredt smil igen så han blottede sine lange gule tænder for mørk elveren. I hans øjne kunne man først skimte overraskelse men derefter triumf, hvad han var overrasket over og derefter triumferede for, var endnu uvis. Uden at spilde tid på snak, blev Ma'lakels greb om Zane's fod endnu hårde og halv dæmonen spændte hver muskel i hans krop for at trække Zane imod sig, ud af balance, for at slynge ham bagud så han ville glide med gulvet nogle få meter. Hvis dette lykkedes for Ma'lakel, hvilket det højst sandsynligt ville siden han fangede Zane i en uheldig position, ville halv-dæmonen vende sig om for at se på sort elveren, afventende, med et legesygt blik der sagde: har du ikke mere end det?

Zane blev ret overrasket over Ma'lakels modangreb.
Han blev faktisk så overrasket at han intet nåede at gøre, og det resulterede i at han blev slynget hen ad gulvet.
Mens han var i luften, rakte han ned i sin lomme og tog fat om amuletten.
Den amulet havde han kæmpet hårdt for at få fat i. Han havde rejst verden tynd, kun for at finde den ene forbandede dims! Og det var endelig lykkedes ham!
Efter mange dages søgen, havde han opdaget et underjordisk tempel uden for Miami's kyst... og i det tempel mødte han en guardian, som han måtte besejre for at få fat i amuletten.
Den kamp havde været hård, men det havde været det hele værd, da Zane havde taget amuletten fra dens pidestal.

Zane landede på fødderne, og så direkte over på Ma'lakel.
"Åh jo, Ma'lakel the Vanguished... jeg har skam mere at byde på. Ser du... der var en grund til at jeg forlod Di Morga... jeg måtte finde en lille genstand som kunne gøre mig stærkere." sagde han.
Så tog han amuletten op ad lommen og holdt den op foran sig.
Amuletten, der hang i en sort kæde af metal, havde form som en lille drage, der knugede om en smuk, lilla perle, omgivet af tynd, lilla dis.
Selve amuletten var blank-sort og meget smuk.
Det var også helt tydeligt at den rummede store kræfter.

"Du, som var min lærling og min højre hånd, har valgt at forråde mig... Mig! Din egen herre og mester! Den mægtigste mand i hele verden! Jeg kan ikke besejres af noget så sølle og usselt som dig, halvdæmon!" råbte Zane koldt.
Så smilede han. Et modbydeligt, ondt smil.
"Det er ganske sikkert unødvendigt at bruge amulettens kraft, men du vil nu være et godt test-objekt til min nye kraft..." sagde han.
Så tog han amuletten på.

Zane lukkede øjnene i et par sekunder, og da han åbnede dem igen, skød en shockbølge af energi ud fra ham, og hans øjne begyndte at lyse med en klar, grøn farve.
Han åbnede munden og udstødte en hul, dyb og modbydelig latter, mens hans tænder langsomt blev længere og mere spidse.
Hans krop begyndte også at ændre sig.
En hale begyndte at vokse ud for enden af hans rygrad, og vingelignende vækster skød pludselig ud af hans ryg. Hans læderbrynje sprang, og stumper af metal og læder blev takket være den enorme shockbølge, slynget gennem hele salen.

Zane udstødte et forfærdeligt, højt brøl, og ekploderede i lilla lys.
Skygger fløj rundt i hele salen som skræmte fugle, og da de endelig faldt til ro, og det lilla lys forsvandt, var Zane ikke længere at se. Ihvertfald ikke som nogen elver.
I stedet stod der nu et væsen som var langt mere frygtindgydende, og som så langt stærkere ud end en sortelver.
Det var skam Zane, men i den form som amuletten havde velsignet ham med.

I stedet for en sortelver, stod der nu en seksten meter lang drage.
Den kiggede på Ma'lakel med sine lysende, grønne øjne og lo.
"Nå, Ma'lakel... kan du kende din herre?" sagde den, med Zanes stemme.
Han lo, og tog et skridt frem mod Ma'lakel.
Denne kamp ville blive historisk...


Zane's Dragon-form:

Hendes blik lyste kort af morskab, da hun så at Damia kom tættere på. De andre kæmpede allerede snakkede.. Provokerede hinanden. I det fjerne kunne hun høre Malakels spottende kommentar, og hun havde en svag fornemmelse af hvilket træk hendes herre ville bruge, eftersom hun selv havde stået med den selv samme medaljon i hånden.
Dog brød hun ikke øjenkontakten med Damia på noget tidspunkt, og et let gustent smil gled over hendes læber, da denne talte. Jo skæbnen havde ført dem sammen på dette sted. Den forbandede skæbne havde skaffet Angelie en fjende hun ikke ønskede, men dette kunne ikke ændres nu.
"Det er forbløffende" svarede hun i et neutralt tonefald, dog stadig med den kølige undertone i hvert eneste ord, som dryppende gift. Hun tænkte ikke meget længere over hvad der skete, men istedet tog hendes instinkt over..
Angelie trådte et enkelt skridt frem, inden hun flyttede vægten over på den forreste fod, for at få en bedre balance, mens hun smilede til kvinden. "En skam dette bliver vores sidste møde" bemærkede hun kort. En af dem måtte ende med at dø, og Angelie havde ikke intentioner om at være den person. Hun havde jo lige fået livet tilbage, og hun var langt fra klar til at opgive den nye og ukendte følelse af blodet, som brusede i hendes krop. Imens lod hun sin ene hånd svinge frem i et direkte slag mod Damias maveregion, lige over navlen, imens hun trak vejret i rolige åndedrag, selvom adrenalinen pumpede rundt i hendes krop. Dette ville ramme Damia, medmindre hun ville flytte sig eller afvige på anden måde. Kort efter mærkede hun dog mærkede hun nu presset fra den forstyrrende chockbølge i rummet, og blev straks tvunget ud af sin position, mens hun kæmpede for at opretholde balancen. Dette lykkedes dog for Angelie, og irriteret knurrede hun over at hendes chance for at få et spark indført på samme tid var spildt.
Hun trådte med vilje et par skridt væk fra Damia og lod hånden glide ned mod bæltet, som glimtede let af de mange kasteknive, som var placeret i det, inden hun hurtigt fik udvalgt en, og armen trak sig om til det modsatte øre, inden den slyngede ud i en halvbue. Da armen var strakt mod Damie, slap Angelie grebet på kniven, som nu hvirvlede afsted mod kvindens ansigt. Imens fløj metal og træstykker omkring, og i sin uopmærksomhed for sine omgivelser, snittede et af disse stykker henover Angelies højre overarm, som fik trukket en flænge med sig, og for første gang i et år, kom en rødlignende væske ud igennem hendes krop.

((Wenix))

Det lille væsen blev spiddet af Ahngels angreb uden den helt store modstand og fyrret bagud imod tron salen, men som metal pælende forlod hans gennemborede bryst kom der intet blod ud fra væsenet, og idet som den tumlede omkuld forbi dens herre fik den styr på sit fald og lod sig trille væk over imod Ma'lakel. Men det lille individ planlagde ikke at blive der ovre, selvom dens tankegang og klovne agtige glædes hyl ved at føle smerte forstummede kort da den måbende så til imens at dens herre forvandlede sig til et stort bæst som denne aldrig havde set før:

,, OoooOoohh!", lod det fra den med en høj helium stemme.
,, Firben!", udbrød den, og dansede en gang rundt om sig selv med dens fjogede klovne grin hvorefter den... lande sig. Den smeltede nærmest ned i stenende og lagde sig på dem som en tynd masse, imens den hurtigt gik fra flise til flise, under den store drage over imod Ahngel igen. Som den nærmede sig Ahngel ville dens fart sikkert få vampyren til kun at se en mørk stribe der kom imod ham med ufattelig fart hvorefter det sorte væsen sprang op og fik sin normale form igen, lige i favnen på den udøde så de begge ville ryge bagud, hamre imod døren ud til gangen så den ville blev smadret op og de to ville ende langt væk fra Ma'lakel og dennes herre, ude på gangen tæt på porten ud til Di Morgen!

Et veltilfredst udtryk gled ind over Ahngels marmorhvide ansigt da han havde formået at slynge væsenet væk fra sig. Det var dog ikke kun faktummet at han havde formået at få den af sig, men også at han rent faktisk lykkedes at kontrollere Guardian Des Sang iblandt det antal levende personer der omgav ham. Det gav en vished om at hans necromani havde ladet sig forrøge og dertil ligeså hans kontrol over det... Det havde han egentligt allerede forudset.. Stemmerne var lavere end de havde været i starten. Nu var de blot en konstant summende og nemt overse-lig summen i baghovedet, som nogengange lød som et skrig, en sang eller en hvisken. Ahngel tog et enkelt skrdit bagud og rettede sig helt op igen, fjernede det fasthængende stof over hans armes metalbeklædning med den venstre hånd. Den hvide skjorte der nu var hans beklædning på overkroppen var ærmeløs og tynd.. Man kunne lige skimte mønsteret igennem det hvide stof. Et rungende klik kom da han ligeså rettede på Ange de fer, som havde været en kamp om at få til at passe under dette metalinstrument ved hans højre håndled.
En anderledes rungen hørtes imod Ma'lakel og Zane da denne elver tog sit formskifte og fik kort Ahngel til at stirre på den nye eksistens. En drage? Ahngel havde aldrig haft stor kontakt med drager og havde derfor en naturlig usikkerhed på at være så tæt på et væsen af den slags. Han bed det dog i sig og så imod Ma'lakel kort.. betragtede hans holdning og derefter dragen igen. Det var et men ved Ahngel.. Distraktion førte til tanker og først efter han havde gennemtænkt en enkelt lille tanke så han imod væsenet af skygger igen, som lod til at været forsvundet et øjeblik. Musklerne om Ahngels øjne spændtes kort idet han så imod sine fødder hvor et glimt af denne sorte skabning kom frem, voksede og slog sig imod ham. Et overrasket støn af den hårde kontakt gled igennem hans mund med de blottede tænder inden han mærkede døren imod sin nakke og landingen imod gangens hårde sten. Et højlydt hvæs kom fra ham, som når en kat fandt noget meget irriterende og slog ud efter centeret derfor. Han bevægede begge hænder i en foldet stilling og lod dem glide til siden, muligh´vis under væsenet for at få plads inden han, endnu med dem foldet, slog underarmen imod dets hoved og derefter albuerne der ville presses imod dens hals og forhåbentligt få den væk fra sig igen. Afstanden var et vigtigt punkt når Ahngel skulle slås.. Han skulle ha så stor en rækkevidde så muligt for at gøre mest skade.
Efter væsenet meget vel ville komme væk fra ham, rejste han sig hurtigt, tog det antal skridt tilbage han ville få brug for for at have den rigtige afstand. Først da ville han udløse højre hånds fulde kæde og sende pælen afsted imod væsenets solar plexus.

Damia havde forudset at Angelie nu ville tage det første træk. Hun lyttede kun halvt efter hvad der skete ovre ved Zane og Malakel. Lige nu betød de ikke det fjerneste for hende. Og hvorfor skulle de også det? Hun havde en anden at tænke på. En anden at tage sig af. En anden kamp. Det ville jo gå hen og blive helt uhøfligt hvis hun pludselig brød ind i de andres kamp. Nej. Og så ville planen også gå i vasken. Det ville blive et Kaos der ikke kunne rettes op på. Og nogen gange var kaos ikke den bedste løsning at tage når det gjaldt. Kvindens ord havde ikke den største virkning på hende. Og dog udstødte hun et indvendigt suk, da det gik op for hende at Angelie havde forstået budskabet i hendes ord. Hun havde ikke tænkt at flytte sig umiddelbart. Damia spændte mavemusklerne og rykkede sig lidt så Angelies slag ramte hende – men ikke der hvor det skulle have ramt. Slaget virkede nu mere harmløst. Hun mærkede i samme nu også chokbølgen der gled gennem rummet. Havde hun ikke været så fast ville hun sikkert også være blevet slynget ud i en af tronsalens vægge, for at være uopmærksom. Hun gled omkring en halv meter væk fra hvor hun før havde stået. Damias kontrol over sit ydre var utroligt. Hendes ansigtsudtryk havde ikke ændret sig det mindste fra da hun var trådt indenfor, til at chokbølgen havde ramt hende. Og da hun nu fik øje på den enorme drage ændrede udtrykket sig fortsat ikke.

Kun indvendigt lod overraskelsen sig mærke. En drage? Den var enorm. Havde det været fordi hun før havde set en drage ville hun højst sandsynligt have måbet. Men hun nåede hverken at måbe eller udforske dragens detaljer yderligere før hendes hørelse fortalte hende at Angelie ikke var blevet slået ud af den, da chokbølgen havde ramt. Hun drejede hovedet og dukkede sig i tidsnok til at undvige kniven der kom flyvende i høj fart mod hende. Damia tænkte ikke yderligere over sit næste træt. De skulle ud fra denne sal. En kamp i nærheden af en drage var ikke altid det bedste. Hendes i forvejen unaturligt lyse øjne begyndte at lyse klarere i samme øjeblik med at der skød to sorte enorme vinger ud fra hendes ryg. Hvor lange de var, havde hun ikke selv nogen anelse om. Damia greb fat i Angelies skuldre/arme og lod vingerne slå ud i luften. De lettede. Hun lod dem fortsætte op i en større fart for at det skulle gøre mindre ondt da de brød op gennem loftet og kom ud i det fri. Damia bed den lettere hårde smerte i sig eftersom hendes vinger havde været det næste der brød igennem loftet. Så slap hun Angelie ned på taget – de svævede omkring 2 meter over det – og landede selv på taget lidt fra hende. ”Så.. ingen afbrydelser længere”

Ma'lakels hoverende ansigts udtryk forstummede i det hans herre trak en mærkelig amulet frem. Han klemte øjnende sammen så de kun var små grøn-gullige lysende steger imens at han tog en hånd op til hans kind og kløede sig svagt. Alt imens han undrede sig over denne amulets betydning. Denne ville sikkert blot gøre hans ild stærkere uden tvivl, var han overbevidst om men da Zane tog den på blev den teori straks smadret og Ma'lakels sammen knebne øjne blev spærret op i forbløffelse over det der egentlig skete.

... D-drage?! C'mon!! Bare fyr et kæmpe firben i hoved af mig, why dont you!...

Halv-dæmonen tog lidt tøvende et skridt tilbage imens han lidt halv nervøst så op på det store dyr og rakte stille hænderne ud til siden, som om hans herre virkelig var et dyrisk væsen, og han skulle passe på med ikke at gøre hurtige bevægelser. Spørgsmålet, om han kunne kende sin herre. Udover de halv mørke lilla skel der signalerede hans mesters hellfire så, måske. Han gik længere op af trappen, tog et skridt af gangen imens han gik baglæns.

,, Du .. er blevet lidt skællet?", sagde han så imens at han stirrede på den store drage foran ham.

.... Højt op.. er det ikke noget med at man skal være højere end en drage når man slås med dem, nnahh?(halv sammen bidt klynk)...

Over alt genlød slagene fra de forskellige kampe rundt omkring. Der var slet ingen tvivl om at det var nu det hele skete. Kilia havde virkelig været i tvivl om dette her, men hun vidste godt hvor vigtigt det var.. både for Ma’lakel men på sin vis også for hende.
Hun havde fulgt med på afstand da han var ’draget afsted’ sammen med sine andre ’tilhængere’ men havde valgt at forblive på afstand. Hun var bange.. for første gang i lang tid følte Kilia frygt,, ikke mindst for sig selv og sit eget liv, men også for Ma’lakel, og alle de liv som ville gå tabt fra nu af. Et kort øjeblik tænkte hun tilbage på sine forfædre og en lille bøn om at de ville tage godt imod de fortabte sjæle gled gennem hendes sind. Hun stod med foldede arme ikke langt fra kampens hede og så til mens det hele udartede sig som det nu engang gjorde.. men hun kunne ikke se Ma’lakel… Hun blev urolig.. og nev sig selv i armen.
Hun havde besluttet sig.. Hun tog en dyb indånding og langsomt begyndte hendes hud at gløde. Snart sad der en blåsort ravn der hvor hun havde stået før. Hun udstødte sit hæse ’skrig’ før hun lettede og susede ind over pladsen foran Abadon. Hun fløj over to der stod nær porten ind til den store borg men gav dem ikke yderligere interesse. Hun skulle finde Ma’lakel.. den dumme unge kunne jo ikke klare sig uden hende…

Hun styrt dykkede ind gennem porten og ind på gangen. Hendes sorte finger ivrigt flaksende. Hun skulle skynde sig! Hun kunne mærke at han havde brug for hende! Endelig nåede hun enden af gangen og kom ind i den store tronsal hvor hun lettet så Ma’lakel sammen med…. En stor drage?! Hun landede på gulvet og inden længe stod Kilia der på den røde løber som snog sig langs gulvet og ned ad trappen. Hendes havblå øjne hvilede på den store drage. Hvor pokker var den kommet fra.. hun var kommet ud fra bag den kæmpe mæssige drage som stod foran indgangen til tronsalen.. hun så tøvende over på Ma’lakel.. hvad skulle hun gøre..?

Dragen, Zane, så ned på Ma'lekel, og den blottede sine tænder i et grotesk grin da Kilia ankom til kampen.
"Interessant. Endnu en flue at splatte ud..." sagde han med sin rungende stemme.
Han så Ma'lakel gå op ad trappen ganske langsomt, og blottede igen sine tænder.
"Føl frygten Malakel... føl den og husk den, for den er det sidste du kommer til at opleve i denne verden!"
Med de sidste ord, langede han ud efter Ma'lakel med de massive kløer der var på hans forreste, højre fod.
En sort, ulmende masse samlede sig i hans mund, og samtidig med at han slog ud efter Ma'lakel, vendte han hovedet mod Kilia, og spyede denne sorte energi ud mod hende. Hvis hun blev ramt, ville hun blive meget svækket, både psykisk og fysisk. Virkningen var ikke permanent, men det var nok til at kampen blev lettere for Zane. Hvis angrebet da ramte.

Ma'lakels opmærksomhed var på Zane men de grønne øjne falde ned på en antiklimatisk sort ravn der føj ind af åbningen til tron salen. Kilia?! Den åndssvage tøs, hvorfor?! Hvorfor fanden i helvede kom hun nu! Han kunne føle vreden begynde at banke på, men hans blik blev fæstnet på Zane igen. Adrenalinen begyndte! Han rakte hånden op imod Zenkai der gav en lille gnist af blå flammer i det hans fingre lagde sig om sværdets håndtag. Frygten, den sad der, lige midt i maven, den hånede, den skreg og råbte af ham men på samme tid tiggede og plagede som en ulykkelig kvinde hvis hjertesorg ikke kunne måle sig med noget andet. Den første klog kom hans retning og Ma'lakel stod på det midterste trin op til Abbadons trone. Kilia's tilstede værelse havde fået noget i underbevidstheden til at blusse op, og det chok og den frygt der før havde været tæt på at kvæle ham slap sit tag. Og døden... syntes irrelevant. Han hoppede i det det første slag blev sendt imod ham for at undgå det og gjorde det samme ved det næste men denne gang forsøgte han at falde ned på Zane's klog og bruge den som en form for spring bræt imod dragens brystkassen, i luften løsnede hans sværdet, hviskede ord kun Ma'lakel ville forstå og ville, hvis heldet var med ham, gennembore dragens bløde brystkasse hvis ikke Zane var hurtigt nok til at registrere ham. (Husk at på dette tidspunkt er han i færd med at lave 'breath-attakc- xD på Kilia).

Det gav et lille sæt i hende da den store drage vendte dens kæmpe hoved over mod hende. Hun stirrede op på det store dyr foran sig, hun så den sorte energi i dens gab og vidste med det samme at dette ikke var noget overfladisk angreb. Panik. Men der var ikke tid, hun sprang. Sprang til højre i et forsøg på at undgå den sorte masse som kom flyvende imod hende. Derefter forsøgte hun igen at orientere sig. Hun vidste godt at Malla ville være vred på hende, men i det mindste kunne kan bruge det til noget konstruktivt. Da hun landede på jorden igen, trillede hun rundt, kom op på knæende og strakte så begge sine hænder ud mod Dragens venstre bagben og knyttede så hænderne hårdt sammen. Da hun gjorde dette fik hun samtlige vandpartikler i luften til at fokusere sig rundt om netop det ben og da hun knyttede sine hænder sammen, trak alle partiklerne sig sammen og blev til is omkring hans fod.hvilket ville resultere i at han ikke ville kunne flytte på denne, med mindre at han kunne gøre et eller andet imod det. Dog var dette ikke et særligt stærkt ”angreb” men det ville holde hans fod i det mindste i nogle sekunder og virke som en distration.

Irriteret over at han ikke ramte Kilia med angrebet, brølede Zane højt- et brøl der blev til et hjerteskærende hyl af smerte.
Han vendte hovedet over mod Malakel, der hang fra sit sværd der nu sad dybt begravet i Zanes brystkasse.
Zane hvinede ynkeligt, og han eksploderede i skygger.
Da skyggerne igen forsvandt, sad Zane på knæene og hostede blod op.
Hans ene hånd hvilede på hans brystkasse, hvor blodet strømmede ud.
Han hævede hovedet og stirrede sløvt på Ma'lakel.
"Du..." hviskede han før han igen hostede blod op.
*Angelie...* tænkte han fortvivlet.

En enkel svedperle gled ned af Ma'lakels tænding i det han kneb øjnende sammen og gav et krigs hyl idet han fløj imod reptilens brystkassen. Han lod sværdet støde imod det, og han ramte! Sværdet gennemborede det bløde væv og noget sort blod dækkede Ma'lakels ansigt og en lille smule røg ind i hans venstre øjne. Han gav et lille smerte hyl fra sig inden at den store eksplosion kom og Ma'lakel blev smadret imod det der var tilbage af trinende op imod Abbadons trone. Det kraklede svagt i han ramte, og halv-dæmonen faldt mod jorden. Han knugede stadig Zenkai i hans hånd hvis klinge knitrede og udløste en blodtørstig aura. Ma'lakel skreg et mørkt skrig, og tog sig med sin en hånd til ansigtet og tørrede panisk blodet væk imens at hans venstre øje begyndte at løbe i vand. Det hvide inde i øjet, begyndte så småt at ændre farve. Blodåre pressede på og blev tydeligere, kravlede fra siderne ind imod den grøn-gullige øjen farve, og blandede sig midlertidigt med farven. Han så over imod elveren. Fanden tage ham.. fanden tage den fandens elver. Ma'lakel satte en hånd på gulvet og tvang sig selv op at stå, rank og med en usårlig aura omkring sig, imens at hans brystkasse gik skiftevis op og ned i det han trak vejret tungt. Han gik med standhaftige skridt over imod den faldne elver, stod foran denne og så ned på ham med foragt. Små rynker var ved hans øjne og hans næse imens at hans venstre øje var glødende rødt der hvor det hvide skulle have været.

,, Jeg?... Jeg er alting... og du... ", der kom et lille smil på Ma'lakel læber. ,, Du er ingenting."
Derefter rakte han sin frie hånd ud for sig og holdte den over elverens hoved.
,, Og når Alting.. møder Ingenting.. så dør Ingenting!", og da begyndte Ma'lakels hånd at ryste og Zenkai at lyse op i et stort, og kræftfuldt lyse blåt glimt, og Ma'lakel lukkede øjne. Dette, dette var hvad han tog til Sverige for at kunne gøre, at kunne stjæle en andens sjæl og bruge det til egen fordel. Stille ville han suge sjælen ud af denne sort elver, og forsegle den i klingen på hans sværd. For at få flere kræfter, for at blive stærkere og vise at ingen mørk elver nogen sinde kunne være stærkere end en ild-dæmon. For Ma'lakel var nu.. Alting!