Why hide? (Andy)

Tid: Eftermiddag
Sted: Parken
Vejr: Det blæser ret kraftigt, og ser ud til regn
Omgivelser: Træer, buske, bænke, lygtepæle

Skyerne trak sig sammen, vinden tog til og efterlod Parken ryddet for mennesker og andre væsner den lille skikkelse på græsset kunne nå at opfange, før de var løbet væk, gemt sig... Daisy synes selv at det var mærkeligt. Han var ikke vant til at gå ude og synes at det var rart at mærke en smule frihed, selvom han ikke mærkede så meget, men der var stadig den lille følelse som fortalte at det var rigtigt. Det var sådan det skulle føles at leve, mærke kulden,varmen, bruge sine sanser. Han havde selv aldrig haft behov for det... han var jo bare et projekt, en lille prik i et kæmpestort puslespil. 'Gør mennesket usårligt'. Det havde de vel også gjort på en måde, bare syndt at de havde fjernet det der udgjorde mennesket. Daisy holdte hånden op imod sin brystkasse og drog et let, rustent suk.

Den lille dreng på knapt de tretten år skældte sig ret så meget ud. Det meste af ham var bundet ind i bandager. Hans hals, arme og det meste af hans overkrop var dækket til af det hvide stof, som snart ikke var hvidt længere. Hans højre øje, dækket til af en fin hvid klap som man så lægerne bruge hvis patienten havde fået skader i øjnene. Det som nok var mest opsigtsvækkende var hans ene side, hvor der i en cirkel var brændemærket ”E53”.

Den kraftige vind tog fat i nogle af den noget høje skikkelse af en drengs hårtotter, en knap så almindelig dreng som gik i nærheden af parken i Di Morga. Han havde ikke regnet med at sådan et vejr ville komme. Men der tog fejl. Lyden af flade, slidte og sorte converse sko kunne høres fra hver gang han kom nærmere, drengen hed Andy Chaos. Og var 19 år gammel ligeså vel med hans eksistens. Han havde sorte tætsiddende bukser på, en sort t-shirt som ingen ærmer havde, normalt plejede han bare at gå i det.. men eftersom vejret var så kraftigt og at det sikkert ville begynde at regne, havde han taget en sort hættetrøje på udover hvor han også havde slået huen fra hætten op over hovedet. Et svagt smil dukkede frem på hans læber, mens at hans øjne var en smule lukket pga. vinden, han passede på med hvor han gik.. generelt så passede han bare på.. et eller andet sted var han bange for at der ville smutte en af hans kropsdele, så som en arm.. når vinden var så kraftig som den var.. Han var et halvt menneske og halvt zombie. Hans hjerte bankede svagt.. utroligt at man kunne leve sådan. Andy kunne ikke lave om på det. Medmindre at der fandtes en eller anden drink eller noget.. magi.. som der kunne gøre at han kunne blive et helt menneske igen. Det vidste han ikke noget om. Måske ville han finde ud af det med tiden. Han havde også skelet handsker på, som dækkede hans hænder. Hans sorte hår sad glat og lidt pjusket, med pandehåret ned foran det ene øje, så han næsten ikke kunne se. Han vidste ikke hvor han skulle gå hen.. han var ny i Di Morga.. og han undrede sig over hvad han egentlig lavede i parken.. når der var sådan et vejr. Han lukkede sine øjne lidt, da han stoppede op med at gå, han regnede som altid med at han var alene. Han åbnede sine øjne igen og fik øje på en bænk ikke ret langt væk fra ham, da han nåede ind i parken. Og han besluttede sig for at gå der hen. Andy frøs og rystede en smule pga. kulden. Der var koldt og han glædet sig ikke til når der begyndte at regne, han lænede sig helt ind til ryglænet af bænken og lod sine øjne glide rundt, mørke brune øjne, for at se om der var et tørt sted i nærheden. Eller noget lignende, hvor han også kunne få varmen, men uden held blev han bare siddende på bænken og foldede sine arme omkring sig selv.

Daisy løftede hovedet en anelse og lod den kølige vind kærtegne hans ansigt. Frisk luft. Selvom det ikke hjalp så meget og ingen nytte gjorde var det stadig en utrolig følelse. Det var nok det eneste tidspunkt han følte sig menneskelig. Et svagt smil kom frem på hans ellers så blege og tørre læber, og han løftede hånden op i vejret, så langt han kunne, næsten for at prøve at fange luften, gemme den til de havde tænkt sig at slippe ham fri, glemme ham. Det kom nok ikke til at ske forløbig, men han havde vel lov til at have håb, selvom hans harddisk ikke kunne følge med i de menneskelige tanker han fik så få gange om dagen. Han fik skæld ud når det skete.
Hans lydløse alarmer begyndte at hyle kort og meget svagt. Et menneske? Hans eneste brugbare øje søgte rundt indtil personen dumpede frem. En dreng... eller rettere sagt: en ung mand? Sært. Han troede at han var den eneste som gad at gå ud i det vejr, selvom det bare var en smule blæst. Daisy satte hænderne mod jorden og skubbede sig op og stå med lidt besvær, hans led var også af metal, så han var måske en smule stiv at se på en gang i mellem, men det lod han sig ikke slå ud af. Han holdte blikket på den unge mand som alt imens gik hen til bænken og satte sig ned. Daisy selv vidste ikke hvad han skulle gøre, han vidste ikke hvordan denne person var, og det var svært at se fra afstand af. Alligevel valgte han ikke at gøre noget. Han stod stille, virkede næsten som om hans fødder var hamret fast til jorden hvor han stod, den unge mand så alligevel heller ikke ud som om han bemærkede den lille skikkelse som stod og betragtede ham på afstand.

Andy hørte en eller anden bevægelse.. fra hvad vidste han ikke. Han lod sine øjne atter glide rundt og lod sig hvile på en lille dreng som han fik øje på, der var noget afstand imellem dem. Hvad lavede han ude i sådan noget vejr, alene? Han så ung ud, hvor gammel.. vidste han ikke. Andy rejste sig op og lyden af hans flade sko kunne svagt høres igen. Han gik hen mod drengen, den ukendte person, som han ikke kendte. Andy betragtede ham fra afstanden end til at han nåede hen til ham. Inden at han sagde noget, rømmede han sig lidt og havde puttet sine hænder ned i hver sin bukselomme på sine sorte tætsiddende bukser. "Hvad.. laver du her?" spurgte han stille og lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han lod sine øjne hvile på drengen. Andy havde ikke i sinde at se en så ung en fyr. Han gættede sig frem til at han var en ung teenager. Et barn som kunne nå at opleve en masse enden at der skete noget stort som gjorde at man blev meget såret, at ens liv ville blive ødelagt. Andy så lidt afventende på ham.. havde han ikke en familie eller et sted at være? Når han tænkte over det selv, så skulle Andy også snart finde et hjem. En eller anden lejlighed måske, men hvor.. det skulle han finde ud af.. også det om han havde han råd til det. Om igen.. så kunne han vel bare dræbe et offer som boede alene i en lejlighed og overtage den.

Daisy tog et lille skridt tilbage da den unge mand kom tættere på, en refleks, maskine eller ej. Hans blik hvilede på ham, zoomede ind og ud på for at studere ham nærmere. Død? Nej... der var et hjerte, dog ret svagt. Menneskers hjerte plejede da at slå meget, gjorde det ikke? Manden stillede et spørgsmål, men Daisy havde alt for travlt til at høre hvad det var. "Hvad...du?" Godt nok lidt mærkeligt spørgsmål, men sådan talte han nu, han havde aldrig fået chancen for at snakke med andre folk, og sådan plejede han at tale med sine skabere, og de så ikke ud til at have problemer med at forstå. Kort sagt spurgte han bare manden om hvad han var. Der var vel intet galt i at være nyskerrig, han havde vel også ret til at lære ting selv. Manden så nu ikke ud til at være så gammel. Over femten ihvertfald, stadig meget ældre end Daisy. Der var vist ikke særlig mange på hans alder i den her by, han havde nu heller ikke ledt særlig meget efter nogen. Han var vant til at være alene. Daisy trådte et skridt nærmere manden og åbnede munden let på klem, mens han studerede ham. Sært. Nu han tænkte over det var der mange sære mennesker i den by hans skabere var flyttet til for at få mere arbejdsplads, men det var nok et tilfælde...

Andy overvejede om han skulle gå et skridt tilbage da drengen også gjorde det, han bed sig i underlæben og kiggede lidt på ham, overvejede hvad det var han skulle svare til hans spørgsmål.. skulle han bare svare på det? Han vidste ikke om det var smart bare at sige hvad for et væsen han var, han vidste ikke om drengen kunne være ond. Han rømmede sig lidt. "Halv menneske.. halv zombie" sagde han stille og fugtede let sine læber, dødende og alligevel levende med en svag hjertebanken. Andy troede ikke at der var nogen på omkring drengens alder i Di Morga, han havde regnet med at der kun var lidt gamle teenager, fra 16 år eller der omkring også op af i alderen. Men helt præcist så kendte han heller ikke drengens alder endnu. Andy opdagede at drengen tog et skridt nærmere på ham igen, han var selv en smule forvirret over hvad der foregik. "Hvad.. er du?" spurgte han nysgerrigt, men stille, også at drengen alligevel kunne høre ham. Andy var en dreng som var van til at være alene, derfor mente han også at han var alene hver gang på de steder han betrådte med sine fødder også kaldte slidte og flade converse sko. Han betragtede drengen en smule, og mærkede hans aura, han fornemmede at han også var et menneske, men også var noget andet, som han ikke kunne regne ud, men han nok ville få svar på, efter at han havde stillet spørgsmålet, et eller andet sted syntes han at det var en forkert måde at spørge om. Men igen.. han ville ikke kunne finde ud af det på andre måder.. af hvad han lige vidste. Det kunne måske godt mærkes på Andy at han var lidt nervøs, men ikke fordi han rystede meget i kroppen, samtidig var han også spændt på at få at vide hvad drengen var mere end et menneske.

Daisy lagde hovedet en smule på skrå mens han betragtede manden. En Zombie? Sådan nogen som var med i de så kaldte ”gyser film”? Alt efter hvad Daisy havde hørt var det mennesker som var stået op fra de døde og rendte rundt og spiste folk. Ham her så da ikke så uhyggelig ud. Daisy rettede hovedet op igen da det nu var blevet mandens tur til at stille spørgsmål. Hvad han var... hvad var han egentlig? Menneske, eller maskine? Tja.. siden hans sidste opladning og ”operation” var han nok blevet mere maskine. ”Maskine... menneske” Sagde han lavt, med sin svagt mekaniske stemme, lidt hul og dog stadig menneskelig. Han lignede godt nok et menneske udenpå, men inden i var det anderledes. Næsten alt indvendigt var lavet af den hårde, sølvfarvede masse kendt som metal. Det var nok derfor han var så kold, og det var ikke alle han fortalte det til, men ham her lignede én man godt kunne stole på når det kom til stykket, desuden lignede de hinanden på nogen steder... begge næsten døde... Det skulle ikke undre ham hvis manden hellere ville være i live. Daisy ville nu bare hellere dø, det var meget nemmere... 'Gør mennesket udødeligt'... pokkers! Og så skulle det lige være ham!?

Maskine.. og et menneske? Det havde Andy ikke regnet med.. udover at han havde tænkt over den måde som drengen opførte sig på.. den var besynderlig.. Han nikkede så kort til hans svar og et svagt smil dukkede frem på hans læber, imens at han stadig mærkede den kraftige vind og han frøs også en smule. "Ehm" mumlede han og kiggede sig en omgang rundt i parken, og han overevejede hvad det var han skulle sige.. han kunne jo egentlig også bare varme sig lidt op med at komme frem med en flamme.. men så på den anden side, han ville ikke lade alle folk vise sig hvad det var han kunne, hans fornuft sagde at det var klogest at holde nogle af sine kræfter og evner skjult, så han havde noget til gode. "Kender du et sted..et varmt sted?" spurgte han stille og han svang sine arme omkring hans krop, han spurgte om han ville med et sted hen hvor der var mere varme.. han kendte ikke Di Morga særlig godt.. da han stadig var ny, måske var han ikke den eneste.. men drengen kendte måske stedet bedre end ham selv. Han kiggede lidt på ham og afventede et svar. Ud fra det som var sket, så det ud ikke ud til at drengen var et ondt væsen.. selvom han selvfølgelig godt kunne have en ond side et eller andet sted, men at man bare skulle blive virkelig, meget pissed af før at den side vidste sig frem, sådan havde Andy det. Da han for det meste var et flink og høflig person, som også kunne høres på ham nogen gange.

Daisy stoppede kort op, som tænkte han grundigt over et, eller andet, men endte bare med at ryste stift på hovedet. ”Nej.” Mumlede han, med sin mærkelige, hule stemme. Han boede selv i en hvid-malet kælder, et stykke derfra, som ikke så så meget anderledet ud end andre kældre, men når man gjorde noget bestemt med en knap kom alle tingene frem og kælderen blev pludselig forvandlet til et højteknologisk mini-labratorium. Det var godt nok ikke særlig varmt dernede, men nu havde Daisy heller ikke behov for varme, han havde en, eller anden ting som kunne registrere varme og kulde, og varmede ham sådan set op indefra. ”Du... fryser?” Daisy lagde hovedet spørgende på skrå og betragtede ham i et lille stykke tid. Han havde ikke troet at Zombier følte noget, men nu havde han nu også sagt at han var halv Zombie. Han tog næsten tøvende fat om mandens ene hånd og lod noget af sin varme smitte af på ham, godt nok var det kun hånden, men Daisy prøvede jo bare at hjælpe, han kendte ikke forskel på rigtigt og forkert når det kom til stykket, alligevel.

Andy svarede ikke på hans spørgsmål.. bed sig blot i læben.. så hårdt at der kom et bidemærke. "Hvordan blev du.. til den du er?" spurgte han stille, imens at han så på drengen, han trak sin hånd til sig, ikke fordi han ville være uhøflig eller noget. "Du behøver ikke" mumlede han og sukkede lydløst, han ville bare prøve på at glemme kulden.. eller rettere sagt den kraftige vind, som gjorde at han begyndte at fryse. Det var sjældent at nogen gad at hjælpe ham, og når nogen tog mod til det, var det fordi de alligevel ikke gad at hjælpe, og når det var sådan.. så gad han ikke at få noget hjælp fra nogen.. det var kun nogen gange at han kunne regne det ud og han kunne se på drengen at han ikke var meget for det, at han hellere ville undgå at hjælpe ham, sådan tolkede Andy det. Han vidste ikke hvordan drengen ville reagere efter at han havde stillet det spørgsmål. Men det fandt han vel ud af. Han kiggede lidt hen på nogle træer i parken, før at han kiggede på drengen igen og efterhånden var de nok de eneste som stod i parken, "Andy Chaos", mumlede han, men så at hans stemme stadigvæk kunne høres, han overvejede at gå hen til bænken igen og sætte sig. Men alligevel blev han også stående, begyndte at hoppe lidt på stedet, han var ligeglad om det så sjovt ud.