Hide in the forest. (Albus)

S ~ Skoven
T ~ Det er sen aften
O ~ Træer
V ~ Det er lidt skyet, men dejligt lun.
P ~ Se ava - det korte hår. Langt hår til lidt over hofterne. Har en varm jakke udenpå

Keela gik i skoven, hun havde brug for at komme lidt væk fra den bange og triste atmosfære der havde skabt sig over byen Di Morga. Hun gøs lidt ved tanken over at se de ansigter folk havde stillet op pga frygt. Hun gik videre gennem skoven og stoppede ved et træ, hun kiggede på det og smilede let. Hun satte sig op af stammen og krøllede sin krop lidt sammen. Hun følte det nu meget kedeligt at være i den her periode med krig og død. Hun var imod død, det havde hun altid været. Men alligevel kunne andre dræbe pga en simpel ordre og ingen grund. De fleste hun kendte var enten flygtet eller draget i krig for at beskytte byen. Men hende selv ville være neutral fra krigen, hverken deltage eller gemme sig. Kun kigge på.

Albus sad i mellem. Nogen træer her sad han og gemt sig for krigen han hadet krig alt for meger, blod og død over det hele og det gjore at han ikke kunne styre sine kræfter. Da de var for stærke for ham endnu

Hun lugtede lidt ud i luften, en vampyr? Nej... Det var ogs en vampyr, altså en blandings race... Hun rejste sig og gik hen imod lugten, hun så på en dreng der så ud til at gemme sig fra det hele. Hun satte sig blidt foran ham, "Hey... Er du ok?" spurgte hun blidt og satte hovedet lidt på skrå. Det bekymrede hende at han sad her helt alene under krigen. Nok skete det sjældent udenfor Di Morga, men det ville vel heller ikk være godt han sad alene og gemte sig fra alt. Hun satte sig blidt ved siden af ham og kiggede på ham. "Gemmer du dig?"

" jeg er okye. Men er ikke så glad for krig og ja jeg gemmer mig for den dumme krig " sagde Albus, han ryste over det hele han var så bange for krig for hans plejefar og. Storebror hade vært i kamp og var blive dræbet uden kampen for mange år siden

Hun kiggede på ham, "Du ser nu ikk okay ud..." sagde hun roligt og krammede ham ind til sig. Hun strøg ham blidt over håret og aede hans hoved lidt. "Bare rolig, der sker dig ikk noget..." smilede hun opmuntrende og kyssede ham på panden. Hun synes det ville være den bedste metode at berolige ham på, fordi hvis han var bange kunne han måske blive opdaget og skudt. Det ville hun ikk kunne klare hvis skete når hun kunne have gjort noget. "Du skal ikk være bange."

" den her krig minder mig. Om min plejefar og storebror død de blive dræbet i en krig for mange år siden, jeg hade være 3 år da det skete " sagde Albus stille. Han virks svaget og stille og han var også ret syg

Hun lyttede til ham og lod ham tale ud. Hun aede hans kind blidt og fik ham til at kigge på hende. Hun smilede opmuntrende. "Tag det helt roligt, det vil ikk ske igen." sagde hun opmuntrende. "Du er nødt til at tænke på noget andet, ellers vil du aldrig kunne komme dig..." sagde hun stille og krammede ham blidt til sig igen. Hun hvilede sit hoved på hans og havde armene om ham. "Please slap af..."

Albus hade ikke sovet. I flere dag da han hade ondt i maven men hvorfor viste han ikke endnu, men han skulle nok komme til det en dag han lag sig ned med hovedt i hedes skød. Her var han tryg og rolig

Hun kiggede stille på ham og smilede let over at han hvilede hovedet på hendes skød. Hun strøg ham blidt i håret og kiggede ned på ham. Hendes lår var varme og kjolen gjorde det blødere for hovedet at hvile på. Hun vidste ikk helt hvad hun skulle gøre med ham, han så ud til bare at have brug for en til at trøste ham så han ikk var alene. Hun vidste ikk om hun var den rigtige til det, men lige nu kunne hun heller ikk bare lade ham ligge alene.

Albus nynne svaget. Han kunne mærke at det var nogen på vej i mod dem men hvor far viste han ikke , og det gjore ham endnu mere bange for at vært så svaget og lille

Hun kiggede på ham, hun aede hans kind blidt. 2Så... Rolig nu... Hvil dig bare..." sagde hun blidt. Han så ud til at være lidt urolig, så hun tænkte det måske ville være bedst hvis han fik sig et hvil eller noget. Hun gabte lavt og gned sine øjne. Hun aede ham dog på kinden igen og kiggede på ham, "Jeg skal nok passe på dig..." smilede hun.

Albus faldt ned det sammen i søven. Efter hun hade sagdet at hun nok skulle passe på ham, og at han skulle hvile sig lidt og det gjore han sp han sov med sit hoved i hendes skød

hun grinede lavt og let over at han kunne falde i søvn så hurtigt som et knips. Hun kiggede stille på ham og smilede lidt glad. Der var aldrig nogen der havde lagt deres hoved på hendes skød, hun følte det rart på en måde at han ville hvile sig med hovedet på hendes skød. Hun sukkede let efter noget tid og kiggede rundt, hvad kunne hun lave nu hvor hun ikk bare kunne rejse sig mens han hvilede ved hende.

Albus lag sig på ryggen. og fæket ud i lufte i mens han sov han drømen om sike gadekampe som bare, han hade været i børnehæren fra han var 4 til han var 7 år

Hun kiggede lidt forskrækket på ham, hvorfor var han så urolig? Hun bed sig i læben og lagde blidt hans hoved på jorden. Hun fik ham op på sin ryg med lidt besvær og holdt godt fast i ham, hun fik hans hoved til at hvile på hendes skulder. Hun kiggede på ham, "Jeg tror det er bedst du kommer ind i varmen..."

Albus drømet bare. Og sin tid som gadebarn og som barnesoldat i en børnehær, han hade stadig alle sine sår og skader fra den gang og halv delen af han højerør. Hade han midste i en kamp og nogen mad

Hun kom hjem til sig selv med ham. Hun fik åbnet døren med lidt besvær og fik ham lagt ind i sofaen. Hun fik ham lagt til rette og hentede et tæppe til ham. Hun aede ham blidt på kinden og fik det over ham, "Slap af..." sagde hun stille. Hun var vildt bekymret for ham da han så ud til at have mareridt, men hun kunne ikk gøre noget for at hjælpe ham. Hun var nødt til at sidde og kigge på.

Albus hade haft det mararidt i flere år. Så længe han óverhovedt kunne husk at han hade det, han hade et lille ar over det ene øjenbryn så han så ikke lige frem køn ud

Hun kiggede stille på ham og aede blidt hans kind. Hun ventede. Det var det eneste hun kunne gøre for ham. Selvom det var irriterende at hun ikk kunne gøre andet for ham, var det det eneste. Hun bed sig lidt hårdt i læben og kiggede ned.

Albus vånge med et sæt. han så på hende hans øjne var svager røde han mangel en smule blod, men han ville be hende om ar får noget han sklle nok fik på når snart. Så overhovedt muliget

hun blev lidt forskrækket og faldt en smule tilbage. Hun kiggede på ham, hans øjne var svagt røde. Hun bed sig i læben og kløede sig på hovedet. Hun vidste ikk om det var en god idé at give ham blod, hvis han kom til at tage for meget fra hende.

Albus tog kun det han hade brug for. og aldrig mere for han var ikke nogen dræber men bare,misforstå barn uden familie eller venner til at hjælpe ham når han hade mast brug for det

Hun kiggede stille på ham, hun kravlede op og satte sig blidt på hans skød. Hun bed sig i læben og tog hans hoved ind til sin hals, "Ikk for meget..." sagde hun stille. Hun var lidt bange for at han ville tage for meget fra hende.

Albus bed hende stille. og var ikke for hård ved hende og han drak nogen små slurke af hendes blod, ind han slap bidet igen han så på hende og holdt hende i sine armne. Ham var nok bare et barn endnu men han var søde og kærlig

hun peb lavt da han satte hugtænder igennem hendes hud. Hun mærkede han tog blod fra hende, selvom det ikk var meget og han var forsigtig blev hun stadig svimmel af det. Hendes krop støttede sig lidt ind til ham da han slap. Hun var ikk vant til at miste blod overhovedet, så hun blev svimmel over at miste lidt mere end man fik ved et normalt sår. Hun aede hans hoved blidt, "Du er som et barn, ved du det...?" smilede hun let og kiggede på ham med et lidt træt blik pga mangel på blod.