Et tilfældigt møde? (Garrett)

Misa vippede stille frem og tilbage, på en rustne gynge, for hver bevægelse hun lavede, lavede den en knirkende dog skinger lyd, som om den snart ville brase sammen. Hendes tågede grå'violette øjne, så som hypnotiseret på månen, og spejlingen i hendes øjne, fik dem til at se mere udsædvanlige ud end normalt, hun pustede komisk til noget af det lange pandehår, der faldt for hendes venstre øje. Den femkantede sølvstjerne, hun havde istedet for en pupil, lyste stile op. Hun kunne ligne en marmordukke, så hvid og ren hun så ud, ingen regnede nogensinde med at hun var en fuldblods vampyr, ved første øjekast. De troede hun var en Engel. Et lavt, men blidt grin undslap hende, det var først når det, var alt for sent de vidste hvad hun var. Hun satte hovedet på skrå og håbede på noget selskab, natten var ung, så hun havde al den tid hun kunne ønske sig, og det var en af grundene til at hun ikke ville tilbringe det alene.

Lavmælte skridt kunne høres. Af og til kom der et knæk fra de tørrer efterårsgrene som var faldet ned i den hårde blæst, der havde hersket i et par dage nu.
Der var sket så meget, så selv vejrguderne på have kigget med
Lige nu var der egentlig rimelig stille. En brise fik fat på en sort skikkelses hætte. Brisen kastede den straks bagud og synligt gjorde en meget mørkebrun hårmanke, der var tæt og med lette krøller, der faldt smukt ned over et fantatisk smukt mandeansigt. Det kom selvfølgelig an på hvordan man difinerede ordet 'smuk'.
For de fleste lignede han en skrammende gyserfigur. Mest pga. det kolde argogante udtryk der hang i hans træk. Især øjnene der stirrede vildt ud over verdenen.
Grønne og klare. Som når solen skinner ned igennem en bøgeskov, en varm sommerdag.
Men der var ikke noget som helst varmt i skikkelsens øjne. Tværtimod
Hans skridt kunne være fuldstændig lydløse, men ligenu gjorde han sig ingen anstrengelser for art være let på tåen.
Hans store jakke, lavet af sammensyet lædder hang ned af jorden. Under kæmpejakken havde han et par cowboybukser, der var rimelig afslappet og hang skødeløst under hans talje. Og så en enkel hvid og grå ternede skjorte.
Men det var ikke synligt
Skikkelsen udstødte en langt gab. Hans blik gled dovent hen over en gammel plads han var havnet på. Foran ham var en lille streetfoodball bane, med basketbold net. Så var der noget metalhegn som omhegnede det. Og bag det lignede det at der var en, fra hans synsbunkt meget gammel legeplads.
Han sparkede ligegyldigt til en slidt lædderbold, der spærrede vejen for ham. Med smidige skridt gik han over til hegnet og hoppede over med en lethed, der viste at han ikke var menneskelig.
Måneskinnet strålede ned på hans ansigt og gjorde det nærmest helt hvidt.
Skikkelsen, hvis navn var Garrett traskede dovent og nedladende hen til en bænk, hvor han satte sig, eller nærmere smed sig ned på. Bænken knirkede lidt under hans vægt, som gamle bænke, der havde lavet lidt for lang tid, som regel gjorde.
Hans argogante blik stirrede tomt frem. Han kunne godt se gyngen var i bevægelse. Kunne også godt skimte en person på den. Men underligt nok var han ret ligeglad. Vedkommende ville opdage hans tilstedeværelse snart, da Garrett automatisk uden at anstrenge sig, sendte et signal om farer. Rent instiktivt ville folk regere. Plejede de hvertfald. Men faren var for mange noget tiltrækkende. Når det kom fra ham.
En tiltrækkende fare.

Nanase havde hurtigt opdaget hun ikke var alene, men i stedet for at kigge op eller se rundt. Valgte hun at holde blikket nede på det klare rolige vand, mens hun trak vejret stile. Og med det som hjælpemiddel havde hun sanset sig frem til hvad for et væsen der var dukket op i hendes nærhed. En blandings race? Sådan en var hun ikke stødt på, lige siden hun var kommet tilbage til Di Morga.
Selvom hendes blik var fastnet på vandet og sin afspejling, kunne hun ud af øjenkrogen skimte det var en mand. Nana kunne heller ikke se helt bort fra den mærkværdige aura manden havde, hun fandt ham ikke ligefrem farlig. Tværtimod fandt hun ham i stedet fascinerende. Selv om hun ikke havde set direkte på ham endnu, var det som om hun havde skabt sig et rimelig godt billed af hvordan han så ud. Hun lod sin marmorhvide hånd, med de elegante klaverfingre køre igennem det isnende vand. Vinden tog let i det sorte silkebløde hår, men lige meget hvor meget vinden tog til, fjernede det ikke pandehåret fra det venstre øje. Som altid forblev det skjult, skjult for andres blikke og tildeles for andres skyld. Det var jo ikke ligefrem hendes hobby, at gå rundt og… faktisk så var det. Men en gave kunne man ikke se det øje som, mere som en forbandelse. Der virkede til hendes fordel. Hun rettede sig op og så hen i retningen af manden, Nana’s skikkelse så næsten til at lyse op så mælkehvid hun var i mørket. I stedet for at gøre en stor scene ud af det, valgte hun at række hånden op som hilsen, før hun igen vendte sit blik lavere fra sit skød, til kanten og så vandet.

//har virkelig ikke krea til at skrive sååååååååå mega laangt XD//