Læs den!! :D Og skriv din mening!

af Gæst Tors 28 Okt 2010 - 21:09

Heeej!! :D Jeg har fået taget mig sammen til at sætte et mål for mit liv.. Her de næste tre år vil jeg have skrevet en bog. En spænding/drama/fantasi roman ^^ Men altså her er et lille udsnip af det jeg nu har fået skrvet og jeg vil super gerne høre jeres mening! (Tag jer ikke af at jeg ingen komaer har sat men har ikke lige orket det xD)..

Den sidste månevogter.

Pigen sprang. Hun havde ikke opdaget dem. De tre skytter der lå i deres skjul i skyggerne. Det skulle være meningen at hun ville have landet blødt i månens svage lysskær men sådan gik det ikke lige for hende. Den ene skyggepil blev affyret. Derefter den næste og så den sidste. De fløj gennem luften og ramte pigen i ryggen med umådelig fart og kraft. De to af skyggepilene blev siddende i hendes ryg hvor på at den tredje med stor lethed fløj videre gennem hendes ryg og videre gennem hendes mave. Den forsvandt så videre ind i skoven. Pigens gyldne øjne var spærret helt op. De var tomme men alligevel også helt skræmte. Hun slap den sorte læderpung hun havde i sin venstre hånd. Den faldt så til jorden sammen med hende. Først pungen og derefter landede pigen meget hårdt på den tilfrosne jord. Flere knækkede kunne høres i natten og der var ingen tvivl om at mindste fire knogler var brækket. Pigen lå nu bare helt stille mens at blodet samlede sig i en pøl om hende. Skridt kunne nu høres. De tre skytter komP gående hen mod hende. Den ene satte sig på hug og mærkede hendes puls. ”Den lille møg tøs er stadig i live. Dog ikke længe endnu. Vi lader hende bare ligge og hun vil ikke kunne klare natten igennem” forklarede han de andre. Den anden, som også så ud til at være den yngste, stod bare og så mod skoven. Det så næsten ud til at han ville undgå at se på pigen. ”Lade hende ligge her? Sikke en god ide. Så kan hun få en mere pinefuld død” sagde den tredje hånligt g sparkede hende hård i maven. En stor klat blodslim blev slynget ud af hendes mund og landede på jorden foran hende. ”Hør, jeg forstår ikke helt hvad hun har gjort der var så kriminelt til at dræbe hende” lød en nervøs stemme. Det var den yngste skytte. ”Hold nu bare din kæft, Drak!” sagde den tredje skytte. ”Det var trods alt også din pil der fløj lige gennem hende”. Drak sank en klump der havde valgt at sætte sig fast i hans hals. ””Ja, og du behøver ikke at minde mig om det, Nathan!” hvislede Drak. ”Stop det nu og lad os gå ind igen” Den første skytte sukkede opgivende og rejste sig op igen og begyndte at gå mod den høje port. Drak og Nathan fulgte efter. Det de dog ikke havde opdaget var at de meget dybe sår fra pilene meget langsomt begyndte at heale sig selv.
”Jeg gider ikke høre på jeres endeløse skænderier nat ud og dag ind..og jeg er ligeglad med at jeg sagde det forkert.” De gik roligt og samtidig bestemt gennem gangene som gav deres skridt genlyd. ”Nathan, du skal ikke hele tiden være efter ham. Og Drak, du skal lære ikke at stille så mange spørgsmål.” Nathan himlede med øjnene. ”Nu holder ’den store Carlos’ foredrag igen” mumlede han sarkastisk for sig selv men Carlos hørte ham godt. Han gjorde dog intet ved det. Det bevidste vel bare at han hørte efter. Der imod gik Drak bare lidt for sig selv og lignede en der havde kvalme. Han nærmest slæbte sine skridt efter sig. Han lyttede ikke efter hvad Carlos og Nathan sagde. Han kunne bare ikke få det billede af pigen ud af sit hoved. De to skygge pile der sad fast i hendes ryg og det dybe sår fra hans pil. Det blege ansigt ned blodspor, den store blodpøl, det lange sorte hår som næsten var blevet misfarvet af blodet og den slappe krop der bare lå stille i skæret fra månen. Men det værste af alt var de store opspilede tomme og samt skræmte gyldne øjne der stirrede lige ud for sig.
Den værste blødning var så stoppet efter en times tid. Pilene sad ikke mere i hendes ryg men på jorden bag hende. Hendes puls var blevet lidt bedre men ansigtet var stadig ligblegt. Rustne og gamle hjul kunne høres. En gammel kvinde, eller det lignede hun at hun var, kom ind i det blege lys fra månen med en faldefærdig barnevogn. Den var næsten helt tom udover noget både værdifuldt og skrammel fra døde mennesker. Kvinden stoppede op og satte sig ned på knæ ved pigen. Hun skulle lidt til at tjekke om hun havde noget af værdi på sig da pigen rørt på sig. Meget svagt og næsten helt utydeligt men kvinden havde kunne mærke det og trak sig hurtigt tilbage. Hun stod nu nogle få skridt fra pigen. Hun så på hende med et lettere skræmt blik der skulle sige: ”Hvordan kan hun være i live..efter den omgang?”. Der gik lang tid før kvinden fik vovet sig hen til pigen. Hun satte sig endnu en gang ned på knæ og begyndte at studere pigen og hendes sår. Hun havde fået et stik i brystet af medlidenhed i sit bryst da hun opdagede at pigen stadig var i live. Sikke en skrækkelig oplevelse. Kvinden rejste sig så op og gik det enkle skridt hen til barnevognen. Hun fik slået skyggeklappen ned så satte hun sig på hug ved pigen. Hun fik hende op i sine arme og fik løftet hende op i barnevognen. Det hele tog lidt tid da hun havde en smule besvær med det selvom at pigen ikke vejede særlig meget. Barnevognen knirkede og lød som om at den ville falde sammen inden længe. Men det gjorde den ikke. Kvinden så sig omkring for at se om der var nogen. Så begyndte hun at begive sig hen mod skoven.
”Tim! Tessia! Kom her ud og hjælp!” råbte kvinden hen mod et lille hus der lå fredeligt i en lysning. Lidt efter kom en dreng og en pige løbende ud af huset. De lignede hinanden utrolig meget. De havde det samme mørkblonde hår og de samme store havblå øjne. Og de havde begge nogle fregner over næsen. Tessia stoppede op med et gisp og holdt sine hænder op for sin mund. ”Mor! Hvad har du dog slæbt med hjem i nat?” udbrød hun panisk ved synet af pigen der lå slapt i den rustne barnevogn. ”Ej hvor fedt mand!” Tim kom stadig løbende hen mod hans mor og pigen med et smil og et interesseret blik. ”Jeg fandt hende ved klostret. Jeg troede at hun var død men fik så en stor overraskelse da jeg fandt ud af at det var hun ikke” forklarede moren og var selv forvirret over situationen. ”Det er utroligt at hun stadig lever efter at have blevet ramt af to skyggepile”. Moren rystede let på hovedet og lavede så nogle små fagter for at sige at Tim og Tessia skulle hjælpe med at få pigen ind i huset. Der var lys og varmt så de kunne undersøge og måske kunne redde pigens liv.
Et mellemstort kar stod på et bord ved siden af den træ seng som pigen nu lå på. Den var halvt fyldt men vandet var blevet helt rødt og lidt tykkere end almindeligt vand men stadig tyndere end blod. To klude lå slapt på kanten også var lige som vandet helt rødt. Dog lå pigen og var stort set ren igen. De gyldne øjne var lukkede men det lange sorte hår havde stadig et skær af rødt. Hun havde fået lagt store bandager om maven som skjulte de store sår som allerede havde fået skorpe op selv inden at kvinden havde fundet hende. Pigens tøj kunne ikke ses. Men på stolen ved sengen lå der så nu noget helt nyt tøj. En halvlang sort kjole uden stropper og en stram sort ærmetrøje samt et par sorte læder sko med en god sål. Pigen lå dog bare stadig stille på sengen med en masse tæpper over sig. Hun havde fået en lille smule farve i ansigtet og hun trak vejret bedre. Hun havde overlevet hele to dage og familien havde fået nyt håb hver halve dag. Pigen var dog bevidstløs endnu og ville nok ikke vågne fra sin lille koma. Hendes brækkede knogler var blevet sat på plads da hendes ’selv-healings evner’ ikke virkede til det. Tessia kom stille og næsten lydløst gående ind i den lille stue. Hun havde et lille vandkar i sin favn. Hun gik hen til pigen hvor hun satte sig på hug ved sengekanten. Hun dyppede en klud ned i vandet og duppede blidt pigens ansigt. Så dyppede hun igen kluden ned i vandet og lagde den på pigens pande. Så rejste hun sig igen og gik hen til pejsen. Hun rodede lidt i asken for at få gløderne frem. Så pustede hun lidt og viftede med et grydelåg til at der så igen kom gang i ilden. Hun tørrede sin pande med den ene håndryg og så så hen mod pigen. ”Hvornår vil du mon vågne? Og hvem er du?” Tessia rystede let på hovedet lige som sin mor og forsvandt så ud i køkkenet. Tim lå og sov ved den ene ende af sengen som pigen lå i. Han havde også ligesom sin mor følt et stik af medlidenhed i brystet og ville bare passe så godt på pigen. Dog lå han ikke og sov tungt men meget let så hvis der skete den mindste bevægelse i sengen ville han vågne. Men han måtte vel vente lidt længere.
Vokslyset blev tændt med et fint fyrtøj af massivt tin og kobber og som derefter blev lagt tilbage på den plads i en af de skuffer i mini træ kommode. Den var hjemmelavet men det var ikke ejeren der havde lavet den. Den var gammel men holdt sig godt. Der var små og avancerede mønstre ridset ind i træet med en kniv. Eller rettere en primitiv kartoffelskræller. Drak lod sit blik glide fra lysets lystige flamme og hen mod den perfekt lavet mini kommode. Et smil spillede frem på hans læber. Så lod han sin ene hånd glide hen over fjerpennen der lå på bordet lige ved siden af det gulbrune pergament før at han så fik taget sig sammen til at tage den op. Studerede den kort og dyppede den så ned i det sorte blæk som dog havde et vidunderligt skær af purpurrød. En dyb indånding og en dyb udånding kunne høres før at fjerpennen lod sig stryge hen over det ru papir. Det var bløde og elegante strøg der afslørede en krøllet og sammenhænget håndskrift. Som det perfekte nodeark. Der lå en melodi i dette brev. En melodi blot kun en person kendte til udover Drak. Brevets modtager. ”Drak! Dit, forbandede dovendyr! Hvad sidder du dog og bruger din tid på i stedet for at være nede og fejre?” Døren blev pludselig sparket op og en munter og stadig kold stemme afbrød den ellers utrolig behagelige stilhed der havde lagt sig over Drak’s værelse. Drak fór sammen og en lang rystende streg af sortblæk gled ned over pergamentet. Brevet. Han var irriteret over det. Godt irriteret. Hvorfor kunne Nathan kunne bare ikke holde sig fra at være efter ham? Det ville han nok aldrig kunne få et helt konkret svar på. Og det kunne være lige meget. Men denne følelse varede kun meget kort tid før at Drak hurtigt begyndte at få pakket brevet væk hurtigst muligt. ”Nathan! Jeg har jo allerede svaret på det spørgsmål op til flere gange” lod det lettere irriteret og forskrækket stemme som dirrede en smule. ”Nåeh ja. Lille Drak drikker ikke. Lille Drak fester ikke over et godt drab. Bla bla bla” En hånlig latter kom fra ham. Den modbydelige tankegang strålede ud af hans øjne og hans ansigt. Drak kunne mærke hvordan at vreden steg i ham men han holdt sig på kold fod og holdt sin mund. Holdt ordene tilbage. Alt det han ville sige. Råbe. Men som han ikke turde sige. ”Hey, Nathan! Du kan jo ikke få den newbie med så kom nu..” lød det fra gangen og Nathan så sig kort over skulderen hvorefter at han vendte sig halvt om, rettede sit blik mod Drak og hans hånlige grin der sad fast på hans læber voksede. Så gik han med et enkelt ord som ikke helt var tydeligt nok til at blive hørt eller komme ind blandt Drak’s andre tanker. Da døren igen var lukket lænede han sig op af den med ryggen, gled langsomt ned af den og sad nu på gulvet med ryggen stadig støttet mod døren. Han tog sig til hovedet og åndede lettet op. Han lukkede så sin knugede hånd op og brevet kom til syne igen. Hel krøllet sammen. Han foldede det ud igen og lod sit blik glide ned over det. Men krøllede det så sammen igen og smed det lagt væk fra sig. Det duede jo ikke det her. Han skilte sine læber og drog et lavmælt og opgivende suk før at han så lukkede øjnene, tømte sit hoved og efter noget tid faldt han i søvn. Af ren og skær udmattelse.
En forfærdelig hosten kunne høres fra sengen. Endelig et tegn. Ikke bare på liv men på at pigen var ved at vågne. Tim’s strittende hår tittede med det samme op fra den ene ende af sengen. Han havde svag sorte rander under øjnene som dog forsvandt igen efter noget tid og han så mere vågen ud. Han kom hurtigt på benene og uden at ord løb hen ud af rummet efter at have sent pigen et både lettet og bekymret blik. Så kunne to par fødder høres i stedet for et. Moren kom sammen med Tim ind igen. Han havde trukket hende med sig. Slæbt hende af sted med en del forhåbning i de mørke gråblå øjne. Og efter dem kom Tessia meget forsigtigt gående ind med blikket rettet mod gulvet. Endnu et hosteanfald kom fra sengen. Pigens øjne var klemt sammen og man kunne vel selv finde ud af at hun var vågnet igen. Moren slap Tim’s hånd og luntede hurtigt hen til senge kanten hvor hun satte sig ned. Hun fik listet sin ene hånd om bag pigens ryg og fik sat hende op. Og igen et tegn på at være vågen var at hun selv hjalp til med at sætte sig op. Hun hostede lidt voldsommere og en enkelt klat blod landede på det tykke tæppe hun havde over sig. Så stoppede hosten og hendes øjne blev slået op så deres smukke gule farve blev afsløret for denne familie. Men hun så ikke på dem. Hun stirrede bare tomt på blodet der stille sivede ned i tæppet. En klud blev så lagt mod hendes mund og hendes øjne blev spærret helt op. Det gav et sét i hende og med en hurtigt bevægelse så hun hen mod moren der også meget hurtigt havde taget kluden til sig. Pigen så helt forskræmt ud men det gjorde både moren, Tim og Tessia også. Hun satte sig langsomt og varsomt op i sengen stadig med tæppet om sig for at dække hendes kvindelige bare krop. Pigen slog så pludselig ud efter moren men hendes hånd blev stoppet af en der tog hårdt fat i den. Det var hverken moren, Tim eller Tessia. Men en mand der ikke se ud til at være meget ældre ud end pigen. Hun så overrasket og lidt forskrækket op på den unge mand med sine gule øjne spærret op. "Nu stopper du.. Hvis du lod dig tage tid til at slappe mere af ville du vide at hun ikke har gjort dig noget andet end at... redde dit liv" lød det fra ham med en normal drengerøvs stemme. Den var hverken alt for dyb men heller ikke særlig lys. Bare tilpas. Men den var samtidig også irritabel. Det forstod hun egentligt godt. Hun havde bare godt lidt i panik over denne situation. Hun vidste godt at man ikke bare skulle slå om sig på alt og alle. Men hun levede et ret så farligt liv. Og havde hun altid gjort. En smerte jog så gennem pigens spinkle krop. Hendes hånd blev slap og gled nemt ud af denne unge mands greb. Hun lod sig falde ned at ligge igen og hendes øjne var lettere hårdt klemt sammen og hendes ansigtsudtryk skjulte intet. Moren sad lidt med sin ene hånd mod hjertet der med sikkerhed bare hamrede af sted..