At skifte race giver ingen mening, medmindre du lærer livets karma. - Vlad {Privat}

Sted: Havnen
Tid: Højst en halv time efter solnedgang
Omgivelser: Havet, både og mørke.
Vejr: Køligt med en smule blæst. Natten er lige startet og månen er endnu på vej op.

Endnu et lys gik ud. Som altid havde det for vane, at slukke, netop på dette tidspunkt af natten. Månen lå lavt, men menneskenes form for tid, sagde det var alt for sent, at gå udenfor. Især i kulden. Men det var ikke tiden, der sagde det med kulden. Det var vejret og den alt for tynde skjorte. Kulden bed i arme, overkrop og ansigt. Men selvom det virkelig var mærkeligt for et menneske, især en med et ret så normalt liv, at vandre rundt i natten aldeles skødesløst, blev tænderne bare bidt sammen. Han ville ikke blive overvundet af kulden, den endeløse stank af gammelt og nyt fisk og ikke være sikker på hvad var værst, plus den dragende stilhed.
Milan løftede sin hånd, der endnu bar nattens frost på sig, ved næsten at være ligbleg. Symptonerne kunne tydeligt mærkes, idet de slanke fingre blev ført igennem det korte, uredeligt dybtrøde hår. De himmelblå øjne så på en rotte, der kunne få rovdyr til at ryste i bukserne. De var næsten blottet for følelser, udover en enkelt tanke om, hvorfor han var herude? Læberne slap hinandens befamling og et blidt suk gled ud i skyggelivet. Alting harmonerede i havnens søde stilhed, dog lettere distraheret af vindens urolige susen og lyden af plaskende bølger, når de ramte kanterne i havnen. Skridtene tonede svagt ud, blandede sig med bølgernes små brag. Den stadig stigende lugt af fiskeindvolde, forhindrede ham ikke i at fiske et smil frem, der langsomt kravlede op af kinderne. Det før knoglefrysende blik, forvandledes til et venskabeligt smil. Kinderne blussede næsten usynligt op, lod den svage rosafarve næsten gå i et med resten af den lyse hud. Han havde aldrig haft en særlig speciel hudfarve, bare en bleg en, der dog bare fremhævede de blå øjne og det blodrøde hår mere mærkværdigt til øjet. Sammen med at huden var så manglende i farve, bestod skjorten af alle farver, der længe havde haft tilnavnet, sort.

"Undskyld jeg kommer så sent, Milan!" Der skar en pivende kvindestemme igennem tavsheden. Milan nåede kun lige at dreje blikket og hovedet, før en ung kvinde var ved hans side. Hun var åbenlyst forpustet og tog sig smilende til panden, umiddelbart for at tørre svedperlerne væk. Hun havde de pæneste og rundeste æblekinder, nærmest malet helt lyserøde, dog også lidt mørk i det. Hendes læber strakte sig til et bredt, kærligt smil og det kastanjebrune hår svang sig langs den ene side af hendes ansigt. Milan lod kort hovedet tilte lidt til siden, beskuede hvordan de lange tråde fra hendes hovedbund, bugtede og krøllede sig ind til hendes halvrunde ansigt. Hun var ikke særlig tyk, men havde dog en smule hængemave og et par eksempler på at være en anelse buttet, selvom det absolut kun gjorde hende endnu kønnere. Det vidste han, for nemlig få år tidligere, havde hun været den slankeste pige i klassen. Tydeligvist også den ulykkeligste.
Han beundrede hvordan hun drastisk havde ændret sig og bare gjort som hun ønskede, hvilket passede ham fint. Derfor krøb smilet endnu engang frem for hans læber og han forblev i sit gode humør.
"Det gør intet, Malene. Jeg nød alligevel stilheden, selvom lidt støjende selskab intet gør" Hun slog ud efter ham, men fik kun lige dasket den, da hun ikke var den helt store fighter.
"Nå. Så nu er jeg pludselig et støjende selskab? Skal jeg måske så bare guffe disse varme dounuts selv? Eller hvad, Milan?" Hun trak en brun pose frem med den ene hånd, der fik stoffet til at klage under presset, noget der skar lidt i hans trommehinder, men kun for en kort stund. Han måtte lige tage sig sammen, for ikke at daske blidt tilbage og le som en pige. Hvilket han nægtede, siden han jo var manden og det ville kun få ham til at ligne noget han ikke var.
"Næ nej, du! Hit med en!" Han greb ud efter den, men Malene var forberedt og trak den bagud, med en latter som tusinde engles sang. De kunne ikke lade værd med at grine, da hun endelig gav sig, et par kildeture efter. Dounuts'ne blev hurtigt fortæret, mens de stod i nattelivet og snakkede på livet løs. Ignorerede lugten, da begge altid havde elsket et godt, lettere uberørt sted. Og så var de begge, så uracistiske, som mennesker kunne blive på flere liv.

Hvert skridt, der blev hårdt dasket imod det lave, beskidte vand i kloarkgangen, sendte bølger og pladsk op fra sig, da den høje figur hastigt bevægede sig igennem tunnelen. Den sjaskende lyd fra hvert skridt, bliv kun let overdøvet af en lav og irritende brummen, der mindede mest om en lav knurren fra en hund. Den høje figur var iklædt en brun trench coat, hvis ærmer var revet af, og resten var laset. Han bar så grønne army jeans over sine ben, som ligeså var flodset, og havde utalige revner, forråsaget, formegentligt, af klør, eller sværd.
Den høje herre, befandt sig stadigt i komplet mørke, så ingen ville kunne se ham, selv hvis de tirede ind fra kloarkens udspring, der var i form af et afløbsrør, der ledte ud i havet.

Vandet der fossede fra kloarkudspringet, lavede en rolig, og nærmest behagelig hvislen, af vand imod vand. Tilføjede sin del, til den idyliske rolige aften.
Vandet blev så delt, ud i tre stråler, da to føder trådte ud, tæt ved kanten. Da denne gjorde, stirede den op imod månen, der skinnede et svagt lys over ham, så hans vansirede udseende, nettop kunne anes. Den flodsede grå hud, magre brystkasse og gyselige ansigt, vidste sig så prægtigt frem, da månens stråler lyster over væsnet. Dette væsen virkede bestemt ikke behaget. Bestemt ikke som om han var positiv, men i stedet virkede han vred, og utilfreds. de matte hvide øjne, var knebet sammen, og hans næse var rynket. Han var ikke sulten. Var ikke det der frustrerede ham. Han havde forladt sin kiste tidelige på denne nat, så han kunne lede efter Olga, i længere tid. Men lige nu, følte han bestemt ikke for det. Olga havde truffet sit valg.. og havde forladt dem. hvis det virkeligt var hendes valg, ville Vladimir ikke stoppe hende.. Men.. Han ville bare gerne vide, om det var hendes eget valg, og ikke noget andet der pressede hende væk..
Herrens navn var Vladimir, og hans ansigt skar sig ud i en hidsig facade, inden han lænte sit hoved tilbage, og skød sine tænder frem, imens et vredt væs skød sig ud fra ham. Han holdt sine hænder en smule ud til sine sider, og lange skarpe klør, skød ud fra hans lange fingre, som nu blev peget imod himlen. Hans hvæs var så højt og dominant, at det rev sig igennem havnens idyliske stilhed. Og var ikke den eneste måde det på virkede havnen på. Alt arbejde der havde været igang på havnen, blev brat stoppet, og fiskere løb hastigt i skjul, inde på de mange lagerhuse.
Vladimir rev ud for sig, så hans skarpe klør rev fire perfekte ridser, i hver side af kloarken, inden han hoppede ud over kanten, for så at forsvinde i en tyk røg. En flagermus skar så ud af denne røg, og fløj op imod havnens nu næsten tomme område. De eneste der stadigt var der, var de to mennesker der stod og fniste. Flagermusen stoppede op, og baskede ivrigt med vingerne, imens den stirede ned imod de to. Den fløj så en anelse ættere på, for så at hænge sig, i en af lygtepælene. Nu stirede de tomme øjne så igen ned imod Milan og Malene. Hvis de virkeligt focuserede deres øjne imod den, ville de kunne se dens matte hvide øjne. De var fuldstændigt uden følelser, og glanc. Som om et hvidt stykke stoff, var blevet lagt over dem.