Saving your ass.. - Clash

Han brummede lige så stille imens han gik rundt i sit lille skur som han havde fået fat i, der var ikke den store møblering, faktisk næsten ikke noget, det eneste der var derinde var et wc, vask, en seng og et bord, så havde han selvfølgelig nogle små lys rundt omkring og et stik som han brugte til sin mobil hvis han skulle bestille et eller andet at æde, i det tilfælde for eksempel pizza. Han havde været her oppe på overfladen længe, eller ikke længe, omkring 3 måneder, og ville nu heller ikke ligefrem have lysten til at forsvinde ned i dybet igen hvor Lucifer den nar herskede, han brummede lige så stille igen imens han tog en trøje op fra en kasse af og trak den på og derefter et bar joggin bukser. Faktisk havde han lige været i et bad, det lå så i et andet skur lidt længere væk omkring to meter, eller noget, så det var ikke så slemt, og selvom det øs regnede gjorde det ham ikke det store, han trak vejret langsomt ned i lungerne og slappede stille ad, det var så rart nu… eller sådan da, han havde stadig de mange ønsker han engang ville have i sit hoved, som ikke kunne forsvinde, måske ville han være heldig hvis han kunne få dem genskabt igen, med en anden person, men sandsynligheden var lille, og højst usansynligt. Han ville ikke kunne finde sig en ny, hvis dæmonerne og djævlene var efter ham nede i underverdenen ville de højst sandsynligt også tage hans familie fra ham, hvis han havde en, det ville ikke undre mig hvis de gjorde, han tog endnu en dyb indånding. Verden var så underlig indrettet, kunne der ikke ske noget normalt, for en gangs skyld, det var nok heller ikke ligefrem den store sandsynlighed for det, men man måtte tage det som det kom, og tage imod det som det kom, alting havde jo en afgørende ende på ens skæbne, måske ville han leve nogle 500 år endnu, eller måske kun til den næste halve time, man kunne aldrig vide.
Lige med et hørtes en umærkelig velkendt stemme, og en panderynken kom frem imens han overvejede situationen med hvem det kunne være, i det samme kom flere lyde det lød lidt lige som imper, og det gik op for ham at han vidst nok ikke havde til en halvtime igen, han tog en dyb indånding og hørte så hvordan noget skrabbede sigfrem deruden for, hvem var dette? Det var ikke en imp det var umuligt, imper var små og nærmest umærkeligt svære at se, han skabte en lille lyskugle i hans ene hånd som ikke kunne ses helt til fulde men den voksede langsomt, og tilsidst var den på størrelse med en moden vandmalon og i det døren blev sparket op drog han lyset hen imod vedkommende så det ville være svært for personen at se noget, men da han hørte stemmen måtte han gøre store øjne, det besøg havde han ikke lige regnet med. Hvad lavede Anio her? Hun burde være lagt væk fra ham lige nu, faktisk havde hun udtrykkeligt sagt at hun aldrig ville se ham mere, og dette var nu ikke lige just det han havde forventet, han slukkede lyset lige så stille, og kiggede på hende. “Hvad laver du her?” Kom det så fra ham, og han kunne gætte sig til at hun ikke ligefrem selv havde lysten til at glo på ham han hørte igen disse skrabende fodtrin, og kløer der kastede sig hen over asfalt og sten, og det tog ham ikke længe om at pakke det nødvendige og åbne en lem i gulvet som førte ned til nogle gange under iorden, han gik hen til hende, og greb fat om hendes hånd, vel vidende om at hun heller ikke ligefrem havde den store lyst til at stå her, hvor efter han skyndte sig at hoppe ned i det dybe hul, og opfordrede hende til at hoppe derned så han kunne gribe hende. Grunden var omkring 50 meter længere nede under jorden, så det ville være svært at følge efter dem, alligevel havde han med lethed kunnet hoppe derned, bare bøje lidt i ankler og knæ for at kunne afstøde slaget mod jorden.

"Dang.." kom der stille fra hende, da hun allerede nu kunne høre djævlene anstigende, men hun havde jo ikke fået lov til at fortælle ham om at de ville komme. Og hendes heltemodig anstigning? Det var sgu da ikke helt fair, og da han åbnede den lem, gjorde det, det i hvert fald ikke bedre. Hun sukkede tungt, og gik over til ham, vente øjnene op, da han sagde at hun bare skulle hoppe også ville han gribe hende. Hvad var de nu? Et par? Hun kunne jo også bare takke nej, smide lemmen på igen, også sige at han var løbet en anden vej, og at hun ikke havde nået at fået fat på ham. Måske, ville det være en idé? Folk ville kunne lugte hun var her anyways, så hellere dække sin ass mens hun havde chancen. Derfor smækkede hun lemmen i, med ordet 'jeg kommer fucking om lidt, rolig nu karlsmart.'

"Anio, hvad laver du her?" sagde en meget dyb, og brusk stemme. "lalala.. han løb den vej, han overrumplede mig, og jeg nåede ikke at få fingre i ham.. det er sku da også hans skyld, når jeg skal rende rundt med de her ar.." brummede hun irriterende, og meget overbevisende, mens hun viftede lidt med hånden, som i at det var den retning at Clash var løbet. Hendes hænder var placeret, over hendes knæhaser, mens hun hæv efter vejret. Da hun prøvede, at gøre det så overbevisende som hun nu kunne. Fyren nikkede, og vinkede sine mænd med sig. Fuck, var var de bare dumme? Ej hallo. Et sort sadistisk smil spillede på hendes læber, og ventede på at de var smuttede. Der lød ikke til at der var flere i området. Det, var der at hun åbnede lemmen igen og sprang ned i hans arme, "Godt grebet" smilede hun grumt til ham, og hoppede ned. "Jeg vil skyde på, at du har en tyve minutter, til en halv time at løbe på, før at de opdager at jeg var en del af det her. Hele Lucifers korps er efter dig, og om tyve minutter, også efter mig. Nogen idéer, om hvordan vi kommer ud her fra?" gryntede hun, og kiggede ned af den lange gang, og vente igen øjne. Great, nu skulle hun også gå en hel masse "Nogen chance for at du vil bære mig?" sagde hun sarkastisk, og kiggede over på Clash "nej..? Jamen okay.. spurgte jo også bare.." kom der, mens hun så lige så stille begyndte at gå ned af gangene. En masse tanker gled igennem hendes hoved netop nu, hvad havde hun ikke lige gjort? Hun havde sat hele sit liv på spil, for at redde hans skin, og hans liv. Selvom, han sikkert meget vel kunne have klaret sig selv. Hvorfor, hvorfor var det lige at hun havde gjort det? Hvorfor, var der pludselig så mange spørgsmålstegn, og hvorfor kunne hun ikke klare at kigge ham ind i øjnene. Var det fordi... at hun virkelig havde skyldfølelse.
En dyb indånding blev taget mens hun gik, og hun brummede nogle bande ord til sig selv "jeg.. pis og lort.." brummede hun og kiggede ind i jordvæggen som hun gik ved siden af. "jeg er meget ked af at jeg gjorde det jeg gjorde og jeg er ked af at jeg ødelagde dit liv" sagde hun meget hurtigt, og uden at trække vejret. Truttede lidt med læberne, og gloede ondt frem for sig, da det var første gang, at hun nogen sinde i sit liv, havde sagt undskyld, til nogen som helst! Det var skræmmende, meget.. skræmmende. Hun fugtede langsomt læben, og prøvede at tage vejrtrækningen lige så stille, men det at hun lige havde sagt undskyld. Det, var virkelig for meget for hende? Hendes bryn blev langsomt rynket, mens hun tænkte over hvad fanden der gik af hende? Igen, igen kom de der spørgsmål farende ind i hendes hoved. De havde været der i så lang tid nu, at hun faktisk ikke havde styr på, hvordan, og hvornår de egentlig var opstået. Men, hun var ved, at blive menneskelig. Selve tanken, fik hende til at brække sig, det kunne ikke bare ske det her! Hun måtte ud her fra så hurtigt som muligt, det måtte jo helt sikkert være disse gange, der fik hende til at gå fra forstanden. Eller også var det Lucifer, der nu kunne gå ind i hendes hjerne!? Nej.. nu måtte hun tage sig sammen! Og bare komme ud her fra, så hurtigt som det nu var muligt.

Han kiggede op på hende, da hun sagde hun ville komme om lidt og trak stille på skuldrende, og kiggede stille rundt imens han tænkte over hvad der skulle ske lige i øjeblikket, han havde taget til strækkeligt meget tøj med, og gangene førte hen til forskellige steder, han overvejede lidt om han måske ikke bare skulle dræbe, Ahriman, Antikrist, Belial, Bellzebub, Abaddon, Σατάν, Śāṭān, fanden, mørkets fyrste, djævlen, Diábolos. Og hvad man nu ellers kunne finde på at kalde ham, men det mest kendte af dem alle var, Lucifer. Han sukkede stille da han så hun åbnede lemmen igen, og gjorde sig parat til at gribe hende og det gik nu rimlig godt hvis han selv skulle sige det, i grunden var disse gange ikke så langt fra dem som førte ned til Lucifers rige, dog var de skjult fra den omverden, så de ikke ville kunne finde vej hen til ham, han havde lyttet lidt ved ører ved de forskellige møder og så videre, faktisk overvejede han lidt om han måske skulle aflægge denne frygtede mand et lille besøg. Han begyndte at gå, og nikkede til det hun fortalte ham omkring at de ville dræbe ham, hvilket han i grunden godt kunne regne ud, eftersom hele korpset var efter ham nu, og det gjaldt også de nye dæmoner, der var ukontrollerede, man skulle næsten tro at Lucifer gik efter hele verdenen lige nu, men hans rige lå også under hele jorden, der var ikke et sted hvor det ikke strakte sig ud, og dermed lå guds rige, hvis det virkelig fandtes, men det måtte det vel gøre eftersom at engle var til, selvom han aldrig rigtig havde troet det, men eftersom Lucifer var en falden engel som havde sat sig op imod den gode herre, kunne han klart bevidne at han fandtes, selvom ingen havde mødt ham. Alligevel stillede Clash mange spørgsmål omkring denne hersens skaber af gud og hvad ved han, han kunne virkelig ikke tro at en mand eller kvinde, havde skabt et univers på 7 dage, det var umuligt, og hvorfor hørte man ikke noget omkring dinosaurer i biblen, hvorfor hørte man ikke om istiderne? Det var da langt ude, mente han. Han sukkede lige så stille, og kiggede så på hende med et hævet bryn over det spørgsmål hun gav ham, og svarede ikke, men gik bare videre, imens han overvejede deres chancer for at kunne overleve, han mente nok at det ville være mest sandsynlighed hvis de opsøgte Lucifer, om han ville det eller ej, men på den anden side, ville de dæmoner og djævler, samt impers, gå til styrke dernede, sådan var det altid, han rynkede brynene stille, og gik videre imens han overvejede det hele, han kom dog ud af sin tænkende verden da Ai begyndte at snakke og hævede det ene bryn imens hun snakkede og kiggede hen på hende, han et lille smil dannede sig inden i ham over at hun sagde undskyld, men uden på var han stoned, han brummede kort et eller andet men nikkede så. “Det utroligt, du er nu blevet menneskelig efter dine 95 år, i helvede, amazing…” Sagde han så og smilede kort skævt, så det stonede ansigt langsomt gled væk, smilet nåede utroligt nok op i hans øjne, selvom det var svært at tro at den slags kunne ske. Men han blev hurtigt alvorlig, og tog sin taske frem og fandt noget tøj, og kastede et stykke tøj hen i den anden ende af gangen hvor hans duft ville sprede sig han kiggede på hende, og tog noget at stykke fra hendes tøj af, og kastede det også derind, så de ikke skulle få mistanke om deres lille pluf nummer. Han forsatte lige frem og gentog dette for hvergang de kom til en ny korridor, og forsatte videre frem til de kom til en anden gang og drejede af, hvor efter han gik lige frem igen, de var nok nød til at gå i noget tid endnu. Selvom han kunne se at Ai blev mere og mere mokken over at hendes tøj blev revet i stumper og at hun var træt i benene, han brummede lidt og trak hende op på hans ryg og gik videre, imens han overvejede hvor hen ad de skulle gå, om de skulle tage op til parken, men der var faktisk direkte adgang til helvede, han havde hørt at domkriken var blevet opbygget igen, så han overvejede sin chance, det var kun de stærkeste djævler der kunne holde ud at være inde på guds grund, så måske var det lige der de skulle hen. Han nikkede med givende til sig selv, og drejede igen af ved en korridor og kom til en væg og hoppede en gang for at holde Ai oppe på sin ryg mens rygsækken var på hans mave, men tog den så af da det blev for besværligt med den på, og bankede et hvis antal gange på væggen og den åbnede sig derefter til sidst, og gik så igennem den, hvorefter den lukkede sig bag dem “Du kan godt gå resten af vejen…” sagde han så og gik op af en trappe som lå omkring 4 meter længere henne, og kom indenlænge op til domkirkens nye indre, og kunne allerede mærke væmmelse inden i ham. “Det er vigtigt du ikke ødelægger noget herinde…” Sagde han så lige så stille, og var godt klar over det måtte lyde kanon dumt af ham, selvom han var en ureligiøs gut, som hadede kirken over alt på jorden, men blev kriken ødelagt, ville dens effekt på djævlerne ikke virke. Så derfor var det yderst vigtigt at forholde kirken som den var, han tog en dyb indånding og gik langsomt rundt, det gik dog ikke længe før han kom på en ny idé. “Vi kan tilkalde Lucifer her… hvis du har lyst, kan du dræbe ham, kirkens effekt ville påvirke ham mest, eftersom han er en modsætning af Gud, og en død engel der blev henvidst til sit helvede under jorden. Han gik videre hen til præstens rum hvor nogle urter af forskellige arter stod og tog nogle af dem, han takkede sig selv for at have været elver i sit tidligere liv, ellers havde slet ikke kunnet vide noget somhelst omkring det her, han ville nemlig tvinge Satan til at komme her hen, han ville nemlig aldrig gøre det hvis ikke, han tog en dyb indåndning og gik hen til alteret med en lille skål og en række urter som han begyndte at blande sammen.

Hun brummede irriteret, over det han sagde til hende, omkring at hun var blevet menneskelig. Var det virkelig, så tydeligt? For pokker da også, det var næsten ikke til holde ud, det hele var lige en tand for meget for hende. Og klokken tikkede hen mod, at blive 2 om natten, og hvis det skete inden hun kom til at hospital, nu når hun ikke var i helvede, ville hun ikke være meget værd. Men hun bed sine tænder sammen, og valgte ikke at sige noget til ham, og gemte sine anstrengelser væk så godt hun kunne. Tankerne gled igennem hendes hoved, kom og gik mens de blev ved med at gå igennem, disse mærkelige gange. Måske var det bedst de blev her nede? Det var tæt nok på Lucifers rige, at hun kunne holde sig ved nogenlunde magi. Så her nede havde de, da en bedst mulig chancen for at overvinde djævlene, hvis de skulle finde ud af hvor de var henne? Men det så ud til at Clash havde andre tanker, men hun kunne ikke lige frem gennemskue hvad fanden det, egentlig var han ville. Og hvor han ville hen? Hvad fanden havde den skøre idiot, nu tænkt sig at gøre. Hun sukkede stille, hun burde vel stoppe med at tænke ham som en idiot, men det han havde sagt, inden at han var forsvundet fra underverden. Havde alligevel haft en effekt på hende, og hun var selv flyttet ud fra underverden, for at være for sig selv. Flyttet ind i en lille snusket lejlighed, som kun havde en seng, et lille køkken, og badeværelse. Og det var så i grunden også det, hun havde dog fundet et tv, så hun kunne holde sig underrettet omkring det, som skete i verden for øjeblikket. Selvom der ikke var det helt store programliste mere, efter som at Ma’lakel, ’den nye hersker’, havde ruinerede det meste af Di Morga. Hun fnyste lidt, gad vide hvor mange flere hersker der ville komme, og kræve deres ret til tronen i dette århundrede, sikkert mange flere. Og hun ville være med til at se dem alle sammen, hvis ikke hun var ved at gå sin undergang i møde lige nu. Faktisk, så sagde hendes knogler hende, at dette ikke var godt, der hvor de var på vej hen, var et dårligt sted, og hun i grunden burde vende om med det samme. Men, hun kunne ikke få sig selv til at gøre det. Hun ville miste ansigt, hvis hun sagde til ham, at hun ikke kunne gå længere. Dog blev hendes ben svagere, og det hjalp ikke på hendes humør, da hendes ene ærme blev revet af ”Hey!?” brummede hun irriteret, og kiggede ondt på ham, vente dog hurtigt ansigtet væk, og kiggede ned af gangen. Igen, tanken om hvor fanden de var på vej hen, ringede i hendes hoved, og hun blev nysgerrig, samt at hun var bange for at, det han havde i tankerne, var noget hun ikke kunne gennemføre. Da hun mærkede hans arme omkring sig, og at hun blev smidt op på ryggen, gjorde det ikke meget bedre for hende. Faktisk, fik det hende til at føle utrolig svag, hvad fanden skulle det nu også til før? ”grr..” hvæsede hun irriteret, gjorde dog ikke yderligere tegn på at hun ville ned, da hun var utrolig træt, sådan lige pludselig. Hun havde da ellers ligget og sovet det meste af dagen, fordi hun viste hun skulle til møde i underverden.

En lille pige løb igennem nogle sorte gange, med en lille dukke knuget ind til brystet ”faar?” sagde den lille pige ynkelig. Gad vide hvor hun var, gad vide hvem hun i det hele taget var, når det kom til stykket. Pigen, sank noget mundvand, og mærkede den svigende smerte, når man prøvede at holde tårerne inde. Igen begyndte hun at løbe, efter at hun havde stoppet op for en tid. Hun ville så gerne ud her fra, der var så skræmmende, men hun ville jo bare udforske det rige som hun boede i. Hendes far havde fortalt at der var flere som hende, flere som var hendes søskende, men at lige nu var, hun hans favorit, på grund af hendes kræfter. De var så enestående, og han havde aldrig oplevet noget i sit liv. Hun havde smilet så meget, og følt sig som noget specielt. Men lige nu, var hun bange, og hun ville bare gerne væk fra disse uhyggelige gange. Pludselig så hun noget skrab lys forude, et gys af smerte gled igennem hende. Men nysgerrigheden var hende for stor, og lige så stille gik hun hen mod lyset. ”Blaaaair!” skreg en kvinde stemme bag hende, og kvinden måtte sætte farten op, da den lille pige, hvis navn var Blair, bare gik videre, med et stort smil på sine læber. Denne varme som smertede så meget, den var så rar, så dejlig, hun ville gerne hen til den. Kvinden fik dog fat i Blair, lige inden at den lille pige, på omkring seks år, nåede helt hen og ind i de lysende flammer.

Anio sukkede lige så stille, hvor hun dog hadet når minder dukkede sådan op i ens hoved. Og man ikke bare kunne få dem ud igen, dog havde det lykkes hende, inden at hendes mor var blevet opslugt af det hvide lys. Aldrig havde hun faktisk fundet ud af hvad der var sket med hendes mor. Og det irriterede hende utrolig meget, da hun havde svoret på, at hun ville tage hævn en dag. Men, hævnen var sød og lige nu havde hun slet ikke kræfter til at skulle tænke på det. Det var alt, for.. blah. Da han satte hende ned, kunne hun mærke hvordan at hendes aftensmad langsomt gled op af hendes spiserør. Hvor fanden var det han havde bragt dem hen? Da det gik op for hende, langt om længe, spærrede hun øjnene op, og greb sig om maven, da det meste af maden væltede op af hendes mave ”er du .. sindssyg?” sagde hun med en mæt stemme, dog gik hun langsomt efter ham, selvom alt i hendes krop strittede imod. Hvorfor, hvorfor også lige domkirken!? ”Clash..” mumlede hun stille, da hun kom ind i selve domkirken, og kunne mærke hvordan at hendes ar langsomt åbnede sig. Men, klokken var da ikke så meget var den!? Hun gik langsomt ud på midten af rummet, og kiggede lidt rundt, mens at blodet langsomt gled ned af begge hendes arme, og dryppede ned på gulvet, og efterlod en lille blodpøl rundt om begge hendes fødder. Dog blev blodet dog bare ved, og ved. Det var ikke til at stoppe, og hendes kræfter var ved at slippe op. Igen var hun ved at brække sig, men holdte det inde i sig. Aldrig nogen sinde havde det været så slemt for hende, at være inde i en kirke, hun havde før hen kunne gå ind i dem, og ud igen uden at der var sket noget. Men lige nu, var hun alt for afkræftet til at gå nogen steder, om end bare at tænke var svært for hende. Lige så stille sank hun i knæ, og landede ned i sin selvskabte blodpøl. Hun trak lige så stille sin trøje af, og prøvede at binde det omkring hendes arme, men energien var ved at slippe op, og tvang hende til at ligge ned på ryggen. Blikket blev rettet op mod domkirkens loft, og så hvordan at tegningerne viste, det som var sket da Lucifer var blevet tvunget til at blive indespærret inde i underverden. Gad vide hvor mange myter der egentlig var omkring gud og Lucifer. Hades var jo også et symbol på Lucifer, der var så mange trodsretninger, der egentlig mindede omkring hinanden. Et dybt suk blev draget fra hendes næse, mens øjnene langsomt blev lukket. Bare en lille lur, det ville jo ikke gøre så meget? Ville det, hendes vejrtrækning blev langsommere, og langsommer . Til at der næsten ikke var nogen puls overhoved, hjertet slog på et minimum, mens at blodet gled ud fra arene. Men hun skreg ikke efter hjælp, hun tryllede ikke for sit liv. Hvorfor skulle hun? Hun havde jo altid været død, og når hun dødede nu, ville hun bare vende ned til underverden, gå igennem sine år i skærsilden, også blive genfødt som en ny djævel. Døden var ikke den der skræmte hende, og alligevel, ville hun ikke væk fra denne jord. Hun ville ikke væk fra denne krop, hun ville blive, men energien til at kalde på Clash, var ikke høj nok til at hun ville give den væk. Nu ville hun bare, ligge i en lille stund, og huske tilbage alt det som var sket i hendes liv.

Han skulle lige til at ramse de mange navne og ord op imens minderne strømmede igennem ham men så hørte han hvordan et spetakkel i baggrunden og det gjorde hans remse til en ende, hvor efter han vendte blikket hen imod Anio for at se hvad det var hun var i gang med, og idet hans øjne lagde sig på Anio’s blødende krop, og kunne se den store blodpøl der lå hen over hende, og kunne mindes hvordan Faith havde ligget på samme måde, for mange år siden, og vidste snart ikke mere hvad virkelighed og minde var nu, det hele stod helt tæt sammen, som om det var smeltet sammen faktisk, han kunne tydeligt se det for sig, Faith som havde ligget på jorden op til flere gange, og hvordan han havde været henne ved hende for at hjælpe hende. Brat rejste han sig op og gik hen til den blødende Anio, hvis liv langsomt svandt ud, alt imens minderne blev ved med at tage form, han kunne hører hvordan dæmonerne havde fundet vejen her hen, men han var ligeglad alting var ligemeget lige nu. Han gik i en nærmest trance agtig tilstand, og skrig kunne høres udenfor, fra de djævler der blev opslugt af krikens forbandelser, de fleste ville ikke kunne trænge herind, det var nærmest som et beskyttelses sted for de fleste stærke dæmoner, men de nyudviklede havde ingen form for beskyttelses skjold over disse steder, det var nu derfor han havde valgt dette sted, ikke engang de fleste som havde været nede i helvede i over 100 år, kunne gennemgå dets vigende jord som lå rundt om stedet, det var umuligt. Hans blik var forsat rettet mod Anio og vidste snart ikke længere hvad der skete rundt omkring ham, vreden voksen, vreden og hadet til denne verden, men sammentidig gik sorg og skyldfølelsen hånd i hånd og væltede ind over ham som om han var det mest forfærdelige væsen nogen sinde. Skrigene blev højere og højere jo tættere djævlerne gjorde sig til dette sted, mens Lucifer hyggede sig velbehageligt nede i helvede og ventede blot hans hoved på et sølvfad, men det ville ikke ske, ikke endnu, Clash var for stærk i forhold til de andre dæmoner, den stærkeste der var der nede, han havde været under Anio’s træning faktisk, det var hendes skyld han var gået hen og blevet så stærk som han nu var, og det havde været med nød og næppe at hun havde vundet over ham den gang de skulle træne sammen men det skete så i sidste ende at det var Clash der løb af med sejren, utroligt… i et år, var han allerede parat, det plejede at tage fire til fem år, for de fleste der var nye i helvede. Men Clash havde været en gudstroende dreng som lille i sine unge elver år, måske havde det noget med det at gøre, da han med tiden bare fik mere og mere had på sig over gud, og var i en ung alder begyndt at hade ham, og langsomt gået hen til helvedes syndefald. Han nærmede sig hende, mere og mere, alt efter tiden, til sidst var han henne ved hende, og de strækeste djævler som var kommet frem fra helveds syndefald var nu på vej ind i kirken selvom dem der kom tættere og tættere på Jesus Kors selv brændte op og forsvandt. Han kunne nærmest forstille sig Lucifer i sin underverden skrige af vrede over hans plan med at tage hen til Domkriken, der hvor det var så sjældent at helveds budsendere kom ind.

Han kiggede undrende rundt, forstod ikke det store mere, hvor var Faith, hun havde været der for et stykke tid siden. Menneskerne begyndte at samle sig i en forsamling rundt om et bord, men han fattede stadig ikke hvad det var der foregik lige nu, i grunden var han mere interesseret i at finde Faith, hans elsker, hun havde været ude og danse med hendes gamle partner, Heath, eller hvad pokker han end hed, det burde i grunden ikke være noget der skulle være provokerende for ham, men det var det lige nu, han mærkede hvordan det sydende rase af jalousi voksede sig inden i ham, Langsomt rejste han sig op og kiggede ud over balkonen og ned i den tætte skov under balkonen og som kantede sig op som et beskyttende skjold omkring slottet, château de conte de fées, hvor der skulle være et stort maskebal, som der i grunden også var, men nu undrede han sig mere over hvor helvede Faith var henne, han fandt det underligt, hvorfor var hun her ikke. Han fik dog hurtigt øje på hende nede imellem træene sammen med… Heath… Han mærkede den sydende og boblende vrede gå igennem ham, og hoppede udover gelænderet og landede på benene som var han en kat, dog var han langt fra det, hans liv som elver havde bare lært ham at tage fra af store fald. Men det var lige meget nu, nu nærmede han sig disse to væsner imens han ikke længere vidste hvad han skulle gøre, i grunden havde han lyst til at smadre denne Heath syndersammen men først måtte han sikre sig at Faith var okay, hun var trods alt engel, og vampyrer var vidst nok ellevilde efter deres blod, efter hvad han vidste af. Der gik dog ikke længe før han var henne ved dem, men Heath var forsvundet, og det han fik øje på var en dødende Faith som lå på jorden hvor blodet fosede ud som var det et vandfald, hans øjne blev formørket af billedet der gik ham imøde, og hvordan tårerne langsomt banede sig på vej op igennem hans øjne, og hvordan de langsomt kom frem og gled hen over kinderne, alt den blod som gled ud af hende, det var ikke til at fatte.

Mindet gled igennem hans indre øje, og skabte endnu en vrede som gled igennem ham, nu gled døren op og ind trådte omkring 20-30 djævler, alle holdte godt afstand til ham og sikrede han var på god nok afstand fra dem til ham, men de måtte tro om igen, Clash kunne mærke deres frygt for hvad han kunne, og hans egen vrede gjorde det ikke bedre, da hans illusioner langsomt kom frem, store fugle, ravner, flammer, engle, slanger, edderkopper, skygger der omkredsende dem, og lysets øje som langsomt trængte ind i deres sind, der gik ikke langtid før at han havde samlet nok frygt fra dem at hans syner og illusionerne der begyndte at blive virkelige, og stærke nok, mange af dem var ikke klar over hvad det var Clash’s evner og krædter kunne, men dette var bestemt ikke enden, på hans gøremål imod dem, han ville have hævn, og det skulle gå udover dem, og ingen andre end dem, men gid Lucifer havde set hvilket monster han havde skabt, og hvilken knibe han var i hvis han trådte frem nu, det havde gjort kronen på værket af det hele! Han smilede lettere sadistisk, da Edderkopper og Fugle år djævlerne råt, og skyggerne knuste dem, mens de inde i deres sind fik de voldsommeste smerter nogen sinde, mens de inde i deres sind, ville få hans helveds udbrud at se. Hans helvede kunne være lige så grufuldt som det der var, eller værre end det der allerede var der. Men nu fik han deres værste oplevelse til at ske, deres værste er ærindring til at gå i opfyldelse igen, og gennemrugne deres hoveder som var de nogle små mider som han igrunden bare stod og trampede på, der lå flere og flere døde rundt omkring, men de blev inden længe til flammer og begav sig ned til helvedes herre endnu en gang, som ville sætte sit tegn på dem. Imens hele sceneriet gled afsted, og hans ondskabsfulde gerninger gled af sted, Satan ville dræbe ham fordi han ikke ville stå ansigt til ansigt med at han havde mistet sin stærkeste djævel som han hidtil har opnået, og det var takket være for hans oprindelige datter, det skulle ikke undre ham hvis helved begyndte at få gå idéer med at genindsætte ham, under nogle store krav, så som at bringe Faith til live igen, og Clash ville naturligvis også blive stemplet for at have ‘Forrådt’ ham som han selv kaldte det. Langsomt tog han anio’s hånd op i sin og begyndte at heale hendes ar, så de i imidlertidiget ville holde, indtil de var kommet hen på hospitalet så han kunne få hende indlagt, han ville ikke kunne standse hendes blødning alene, og hvis han virkelig kunne, ville det tage meget længere tid, da hun var forhekset, eller hvad kunne man ellers sige, forbandet, jo det passede noget bedre til denne historie, omkring hendes forrådelse til hendes far, han forstod bare ikke hvordan hun kunne se denne mand, denne idiot til Lucifer som en fader rolle, han kunne virkelig ikke forstå sammenhængen i det, men han lod det lægge da hun nu bare skulle på hospitalet og det skulle gå hurigt, han løb afsted ud fra domkirken imens de mange dæmoner havde en høne at plukke med hans illusioner, som var blevet skabt til live, og nu lå de alle sammen i helvede mens han forsatte uden en skramme hen imod hospitalet. Han kunne forstille sig at han ikke ligefrem havde et skur han kunne være i mere, heldigvis havde han fået sin mobil med, og pung, med så han kunne gå ud og købe sig et nyt sted hvor han kunne være, det kunne jo være der var noget et eller andet sted, her i de nærmere steder, hvor han ville have lettere ved at skjule sig, måske skulle han igrunden få sig et bosted tæt ved kirken, i tilfælde af at helvede havde fået idéen til at få hans hoved på et sølvfad igen, utroligt at han ikke var klar over at Clash ville være en hård negl at knække, men på den anden side, ville Clash heller ikke kunne have muligheden for at slå Lucifer ihjel, det ville i hvertfald gå meget længe før han kunne, men hvis helvede ikke var der, hvis lucifer ikke fandtes hvad skulle der så ske med det sted? Hvor mange mennesker troede igrunden ikke på helvede og himlen? Hvorfor tænkte han i grunden over det, hvad fanden var meningen med det? Han fattede det virkelig ikke. Snart var de der, Hospitalet så ud til at tårne sig frem længere fremme, Djævlerne havde trukket sig tilbage, og det så ud til at Lucifer holdte inde for lige i øjeblikket, sjovt nok, selvom han nok inden længe ville kræve ham død. På et eller andet tidspunkt selvfølgelig… Han kiggede ned på Mizra som lå i hans arme, og blodet havde langsomt gennem blødt hans tøj, og gjort det mere eller mindre mørke rødt, han braste ind igennem døren til hospitalet og lagde et stort skuespil på, og sagde at hun havde begået selvmord og at hun skulle indlægges nu, og sagde en masse ting med at han ikke vidste hvad han skulle gøre hvis hun døde, og de troede faktisk på det, uden at tøve, han nikkede stille da han blev henvidst til at sidde ned og de tog straks hånd over Anio som han havde bragt med sig. Han fik noget at drikke, og en anden trøje på så den gennemblødte trøje ikke skulle mishage de andre ventende patienter rundt omkring i venteværelset, han kiggede uroligt ud igennem vinduet, utroligt nok var han faktisk urolig, hvad fanden skulle han gøre hvis hun døde, var det i grunden ikke det Lucifer ønskede i sidste ende? Men på den anden side, så stod Anio også i vejen for ham til at dræbe lucifer, men han kunne bare ikke få sig selv til at dræbe hende, det virkede så forkert, og som om det faktisk var det som Lucifer ville have ham til det, men han ville ikke lade denne frystes hersker løbe af med nydelsen af det, han ville hellere udnytte sagen med at glæde sig over at det ikke gik sådan som han havde tænkt sig, han smilede for sig selv indenvendigt, og folede hænderne sammen så det så ud som om han var vildt urolig, og havde lyst til at skrige, som han kunne smadre den næste væg der stod ham i vejen for at kunne komme ind til hende. I virkeligheden var det skuespil, selvom han faktisk var rimlig urolig for hende, han ville gerne vide hvad fanden det var der var sket med hende, hvordan det kunne lade sig gøre at hun pludselig begyndte at blode så voldsomt, også lige der, hun måtte vel ikke have været stærk nok til at kunen komme ind i kirken gik han ud fra, han rystede kort på hovedet og tog endnu en dyb indånding og prøvede at tænke på noget andet, endlig frihed fra de djævler og lucifer. Der var det han havde brug for i grunden.

For altid, og for evigt, vil jeg være sammen med dig… en løgn, en stor fed løgn. Stemmen havde tilhørt en dreng, en dreng som havde været den, som havde fået lov til at ligge sammen med Anio. Som 16årig, havde hun fundet drengen som hun troede hun kunne elske, som hun troede hun kunne få lov til at sige ’jeg elsker dig’. Uden at skulle føle sig tvunget til det, og hvor hun faktisk mente det. Men skæbnen ville hende de anderledes; Drengen var alligevel ikke andet end en stor løgner, han havde knust hendes hjerte, og viste sig, kun at gide at være sammen med hende på grund af, at hun var så højt stående hos Lucifer, og at han kun havde prøvet på at fedte for den store hersker. Det var noget, hun aldrig var kommet over, og det var vel også derfor, at hun i dag, var som hun var?
De mange tanker gled igennem hendes hoved, og hun var ikke helt sikker på, om de var rigtige, eller om de var forkerte at tænke, mens man var ved at dø? Hun var i grunden også ligeglad, for hendes skyld, kunne hun dø nu, og aldrig mere komme tilbage igen. Selvom, at frygten alligevel også var der, måske var hun bare bange for at sige hvem hun virkelig var? Hun var bange for at vise, hvem hun virkelig var. Jo, det kunne meget vel passe at det var sådan det forholdte sig. At hun aldrig nogen sinde, ville kunne finde ud af, at vise hvem hun grunden virkelig var. Hvis, hun var anderledes end det hun udgav sig for? Den hårde, kolde kvinde, som var ligeglad med hvad andre fortalte hende, og ligeglad med, hvad folk prøvede at sige til hende. Faktisk, så var hun ligeglad, hun var den hun var. Og hun var blevet sådan, på grund af den dreng, som havde vist sig, bare at være verdens største backstabber, og løgner man kunne finde. Hvorfor, var det også lige de piger som havde mest svært ved kærlighed, som endte med de fyre, der bare gjorde det værre? Var det fordi, at man på den måde tiltræk de forkerte, man udstrålede lige som, at sådan har jeg det, og du er lige præcis den fyr jeg ikke vil have. Også lod de som om at de var anderledes?
Alt imens, at hun lå og tænkte over alt det her, opdagede hun slet ikke hvad der skete rundt omkring hende. Hun var som i en trance, tæt på liv og død, hvor det kun var hendes tanker, og hendes minder som gav mening. Hun anede ikke hvad det var, som Clash foretog sig, og hvis man spurgte hende, ville hun sikkert svare, som så mange gange før ’jeg er ligeglad’. Underligt nok ikke? Så kendte man hende, uden at kende hende, sådan var det altid. Altid og evigt, ville folk påstå at det viste hvem hun var, og alligevel, ville de ikke vide halvdelen af de ting som hun var gået igennem, selv ikke dem som sagde, jeg ved hvordan du har det, viste præcis hvordan hun, i princippet havde det. Faktisk, viste det ikke en skid, der var ingen som viste noget som helst. Kun hende, hun viste, præcis hvordan hun havde det, eller gjorde hun? Alle de spørgsmål der gled igennem hende i dette øjeblik, var virkelig det som der i grunden gjorde, at hun ville dø. Det var dem, som hun havde med vilje bortlagt siden hun var 18, og nu, nu på grund af Clash, kom de alle sammen frem igen. En klog kone ville sikkert sige, at de var skabt for hinanden, på måden som de var på, hadet hinanden, når det eneste de faktisk tænkte, på var hinanden. Det var sgu da ikke en gang løgn? Hun tænkte tit over, hvad fanden han nu foretog sig af dumme ting, og på den måde, så var hun også bekymret for ham, ellers havde hun jo ikke været den første til at spurte af sted for at finde ud af, hvor han var henne. Og alligevel, så var hun her. Inde i domkirken, liggende på gulvet og blødte ud over det hele. Ironisk egentlig, mange djævle ville gå op i flammer, så snart de bare stod på trappetrinet til kirker, bare normale kirker. Også skulle man lige tage i betragtning, at domkirker havde en del mere magt end så meget andet. Men alt dette, hørte hun slet ikke, hun gik i sin egen verden, sin egen eventyrlige verden. Med tanker som kom hist og her, billeder, som hun egentlig helst ville være fri for. Og langsomt, blev eventyret, mere eller mindre til et mareridt, hvis det ikke havde været det lige fra starten af. Lige fra hun var født, havde tingene ikke været som de skulle, hun havde aldrig haft en normal barndom, opvokset til at være en kriger, opvokset til at gøre andre til krigere. Spioner, Lucifers spioner. Hun havde endda trænet Clash op, hendes bedste studerende hun nogen sinde havde haft, intet at leve for, og alligevel satsede han alt. Hun havde holdt af ham, og i grunden også lagt vinden omkring ham, for at sørger for at han kom igennem det så hurtigt som muligt. Men hvor havde hun dog fortrudt det, uden nogen grund var jalousien bare boblet frem, da hun havde vist ham til Lucifer. Hun havde taget det som, den gang hun havde været 16, som om at han bare havde udnyttet hende for at komme op på det højeste, og denne gang havde det lykkes. Lucifer skubbede hende til side, og hun levede i mørket, ind til den gang hvor hun havde mødt Clash ved domkirken, der var det, den sidste dråbe var faldet. De havde endda ladet som om, at de aldrig havde kendt hinanden før. Og igennem træning, havde de faktisk.. haft en.. venneforhold? Hun viste det ikke engang, måske var det hele også bare noget som hun bildte sig selv ind, noget som faktisk aldrig var sket. Hun gispede lidt efter vejret, og vente hoved væk, mens øjnene blev fortrukket i smerte, selvom hun ikke rigtig følte smerten mere. Men udtrykket i hendes ansigt viste tydeligt, at hun ikke havde det godt, på nogen måde. Og det havde hun måske hellere ikke? Men igen, kunne det ikke bare være lige meget? Kunne det ikke bare smides væk, og aldrig mere komme tilbage. Kunne hun for satans skyld da, ikke også bare dø!?
Det gibbede lidt i hende, da de mange illusioner kom til syne, men ellers reagerede hun ikke rigtig på det, faktisk, blev hun bare mere og mere bleg i huden, på grund af alt den blodtab som hun led af, i dette øjeblik. Hun havde ingen anelse omkring hvad der skete rundt i domkirken, det eneste hun følte var, at det bare blev koldere og koldere, og hun faktisk, frøs for første gang i sit liv. Noget, hun aldrig havde prøvet før.
Der gik noget tid, før at hun opfattede at hendes ar, var blevet healet, og Clash havde taget hende op i sine arme, og nu var på vej væk fra domkirken. Lige så stille begyndte hun at få det bedre, og hendes hoved, blev lagt ind mod hans brystkasse, uvidende om, hvad det egentlig var hun gjorde. Nogle flere dybe indåndinger blev taget, og brystkassen bevægede sig en smugle mere hyppigt end før, men klokken nærmede sig, og den ville snart slå to. Den eneste grund til, at hendes sår faktisk var gået op, var hendes svækket styrke, og at hun havde tvunget sig selv til at gå ind i kirken. Noget hun i den grad ikke havde været parat til, faktisk havde det kun været 5 gang at hun havde været inde i en kirke og første gang, i domkirken. Hun brummede lidt, og vred sig i hans arme, da hun ikke ville ligge i denne tilstand mere, men gerne ville ud, gerne ville have lov til at kunne åbne sine øjne, og tænke klart, over sine egne handlinger, noget hun ikke kunne lige nu. Og som både irriterede hende, og skræmte hende på samme tid.
Da de endelig var kommet hen til hospitalet, mærkede hun hvordan at hun blev overført, og folk begyndte at pusle omkring hende, hvor hun dog hadet denne følelse, det fik hende til at føle sig som et barn igen, og det fik hendes hoved til at springes af minder, fra en tid, som hun hellere ikke ville huske. Faktisk, var der ikke ret meget i hendes liv som hun ville huske, og hvis hun kunne, var det noget som hun meget gerne ville slette fra sin hukommelse. Og gerne med det samme, dog realiteten bare ikke sådan, og det ville den nok hellere aldrig blive, selvom, tiderne udviklede sig jo, hvem viste hvad der var muligt om 15, 20 år? Ingen, faktisk, så kunne det måske være, at man til den tid, kunne slette folks hukommelser, ja hvorfor ikke?
Der gik noget tid, måske nogle minutter, måske nogle timer, hun havde ingen overblik på det, da hendes øjne blev revet op. De søgte rundt i rummet, for at fortælle hende, hvor helvede det egentlig var hun var. Alt var der sådan set var sket, var som en blur for hende, og hun kunne ikke sætte fingeren på , hvad eller hvem, som havde forudsaget dette. Men pludselig gled det alt sammen tilbage til hende, og hun kom i tanke om, at hun var løbet hen til Clash for at advare ham, det havde regnet utrolig meget, og det var nok derfor at hun var så drivvåd. Det var lykkes for dem at komme væk fra hans skur, og ned i nogle hemmelige tunneler, som var ført hen til domkirken, og der, og der var hun begyndt at forbløde helt vildt. Hun brystede irriteret, da en kvinde bøjede sig hen over hende, og sagde at hun nok skulle få det bedre, og sikkert meget snart. Der, der blev det virkelig for meget for hende, hun rev slangerne ud af hendes arme, og satte sig op, ”Hvor er mit tøj..” sagde hun med en kold og kynisk stemme, og kvinden bad hende om at lægge sig ned igen, så hun kunne indføre slangerne, da hun havde brug for blød, fordi at hun havde tabt for meget blød. Det var hende fuldstændig ligegyldigt, hun gad ikke at være her mere, og hun skulle bare ud, og det skulle være nu! Hun hoppede op, og greb kvinden om halsen, mens hun blev presset ind mod væggen ”Nu høre du godt efter, lille trunte, jeg skal ikke ligge ned igen, og jeg skal bare gå ud her fra.. er du med?” lige så stille, listede hun sine tanker ind i kvindens hoved, som blev fuldstændig tom i øjnene, og nikkede lige så stille ”Javel.. som de ønsker..” stemmen forekom, som en robot stemme, og kvinden nikkede igen. Anio slap lige så stille sit greb omkring struben, og nikkede veltilfreds. Nu skulle hun bare finde sit tøj, og komme ud af dette, ulækre form for kjole. Heldigvis, havde hun stadig sine bukser på, så hun manglede bare trøjen og jakken. Dog var det, nemmere sagt end gjort. Og hun var nød til at bryde ind i vaskerummet før at hun fandt noget hun kunne have på. Da hun kom ind i venteværelset, lod hun blikket glide rundt på de mange mennesker, da det endelig landede på Clash. Lige så stille og smidig som en kat, gik hun der over og satte sig ved siden af ham ”Vi er ikke sikre her i meget lang tid, skal vi få vores røv ud af dette sted, og finde et andet sted? Eller, tilbage til domkirken, og se om vi kan sparke de djævle af helvedes til, og håbe på at Lucifer så at lært sin lektion?” kom det som en hvisken fra hendes læber, næsten som var de slet ikke blevet skilt fra hinanden. Hun nævnte dog ikke noget om, at dræbe Lucifer, da det var et skridt som hun aldrig nogen sinde ville kunne gå, når det kom til stykket. Hun elskede Lucifer, selvom at hun beskyldte andre for at gøre det, kunne hun bare ikke leve uden ham, og hun viste at Clash kunne, og Clash ville dræbe Lucifer hvis han havde chancen, og på det punkt, ville hun nok altid stå imellem. Hun rejste sig op, da hun så at sygeplejerskerne, og lægerne kiggede på hende. Dette var et signal på, at nu var det på tide at komme af sted. Hurtigt som et lyn reagerede hun, da hun så at de pressede på en knap. Sikkerhedsvagterne var blevet tilkaldt ”Time to go..” grinede hun, og spurtede hen til vinduet, og sprang ud af det. Glasset blev knust i flere tusinde stykker, og rev sig igennem hendes bukser og trøje, dog nåede det ikke helt ind til hendes hud. Da hun var ved at nå jorde, lavede hun et rullefald, og kom hurtigt op på benene. Øjnene blev rettet op mod vinduet igen, ventende på Clash til at komme ud, så de kunne komme tilbage til kirken.

Blikket var forsat stift rettet mod intetheden i dette univers, som om intet var, tilstede hvilket det heller ikke var for hans vedkommende, alting kunne være lidt ligemeget, hvorfor skulle man tage sig af noget, som i grunden ikke var ens eget problem, han rystede så på hovedet af sine tanker, hvis man ikke gjorde det, så havde han nok ikke siddet her lige nu, det var kun takket være Anio at han havde overlevet, sjovt nok. Og det var dem som hadede hinanden, uden i grunden at have den store grund til det, han fattede det ikke, men det kunne os være lige meget nu, sket var sket, og nu var det over, eller nej… langt fra, det var ikke over, og ville nok heller aldrig være det, sådan var det jo som altid, man kunne ikke ændre det som ikke skulle ændres, det var som at tage en spoler sætte en magnet i og se om man ikke fik stød, hvilket man ville gøre uanset hvilken vej du tog, om du så tog syd ned i så ville du få stød, om det så var nord der kom ned i så ville man få stød, og hastigheden havde heller ingen anden ændring man fik stød alligevel, sådan var det bare, og man kunne blive ved og ved og ved, i uendelighed, men lige meget hvad, ville det give det samme resultat. Han pressede stille sin tunge imod sine tænder, sådan gjorde han altid når han var dybt koncentreret i sine tanker, nogle tanker som i grunden var ligegyldige og ingen mening havde, alligevel kom de frem som var de det vigtigsite man overhovedet nogensinde kunne tænke på overhovedet. Selvom de ikke var det, og ville ganske vidst heller aldrig blive det, sjovt nok. Et dybt suk gled ud igennem hans læber og prøvede at fokusere på det der skete lige nu og her, men hans tanker kom hele tiden ind på de mest ligegyldige ting som ikke havde nogen somhelst betydning, blandt andet folks underlige had til helvede, det var jo ikke ligefrem fordi man havde været et ondt menneske at man kom der ned, måske mere fordi at Lucifer fik hurtigere fat i dem, da han sendte sine djævler ud på opgaver om at skaffe ham flere rekrutter til sin hær af Satans underværker. Han fnøs ganske kort over tanken omkring det, Satans underværker, som om de var nogen betydning for Lucifer, han skiftede dem ud så snart der kom en der var bedre, stærkere, og mere udholden end de andre så at sige, men hvad pokker. Han prøvede at fører ham og Anio sammen, kun fordi deres yngel ville gøre store underværker ikke andet. Endnu en hovedrysten kom til bevægelse, gid han kunne holde op med at tænke i det her baner, det ville ikke hjælpe ham på nogen måde i den her situation han stod i lige nu, og det provokerede ham at det skulle være så fucking svært at finde hoved og hale på noget som helst mere, til sidst sagde han bare til sig selv, jamen så lad dog være… det kunne jo ikke ligefrem nytte noget at tænke afsted i lange baner uden at komme nogen vejne. Dybe indåndninger blev taget imens billeder fra hans tidligere liv kom til syne i nethinden og gjorde det endnu mere svært for ham at kunne koncentrere sig, det var sikkert Lucifer, fordi han havde dræbt de fleste af hans djævler, og derfor ville han gøre ham ufokuseret på det der skete rundt omkring ham, hvert et menneske som sad herinde i venteværelset kunne lige så vel være en djævel som de kunne være en dæmon. Hvilken underlig verden, for nogle uger siden, var der slet ikke noget der hed djævel, der var ingen der vidste at de havde eksisteret, men så… var han blevet en af dem, en af de koldblodige bæster der levede i heden, og udrettede døden, han havde de evner der skulle bruges nede i helvede, han havde de evner han skulle bruge for at kunne komme frem ad, og forbi Lucifer, hvis han havde mere end blot 1 års erfaring i dem, selvom han brugte sine evner godt, var det ikke ens betydning med at han kunne slå den mørke fyrste selv. Han vågnede dog brat op af sin tanke gang da en mand, nogle sæder væk fra ham begyndte at hoste kraftigt, og rynkede panden lidt, han var gammel, tæt på døden kunne han se, men han ville ikke gøre det bedre hvis han tog noget af den levetråd han havde tilbage, eller jo måske, men det kom an på mandens lidelser, osv jo, så ville han godt, bare for at vide at han godt kunne udrette noget stort, og ikke kun kaos og had. Hvor kom disse tanker egentlig fra, det var som om at alt det som var sket her den sidste stykke tid bare blev ved med at kradse sig op i ham, han kunne med vished sige at det som en kendt filosof sagde omkring hvordan man kunne vide om man eksisterede, var at man tænkte, og Clash levede i den grad op til det som han havde sagt, det var helt afgjort, der var vidst ikke mange der kunne slå hans tanker lige nu. Hvor længe ville Anio engetlig være om at blive færdig? Stedet her kunne vrimle med imper og djævler hvert øjeblik det skulle være, så hvorfor pokker tog det så lang tid, han hørte hende så da hun satte sig ned på sædet, ikke hendes stemme men hendes bevægelse, den bevægelse der gav et let sus igennem luften og trængte ind igennem øre indgangen og videre ind til sneglen. Hans blik vente sig hen imod hende med et hævet bryn, ikke spørgende, ikke undrende, bare afventende, imens han kiggede på hende, og kunne næsten gætte sig til det hun ville sige. Og trak kort på skuldrende som et enkelt svar til hende, det var ligemeget hvor han de gik, de ville stadig være i farerzonen hvis de tog til domkirken, nogle djævler var stærke nok til at kunne gå igennem den med et par enkelte skræmmer osv. Men de kunne stadig slå ham ihjel der, trods alt, var han jo selv en djævel, og hans magt til sine evner ville stadig blive svækket en smule, men nu havde der været så meget frygt i de djævler han havde kæmpet imod så hans magt havde bare vokset, og det kunne man vidst ikke helt komme uden om. Han kiggede med et hævet bryn på Anio som sprang igennem vinduet, og derefter hen på sygeplejerskerne, og rystede kort på hovedet efterfuldt af et suk, idioter sagde hans stemme lige så stille, og gik ud igennem døren som var han et normalt menneske, og derefter hen til hende, han trængte langsomt ind sygeplejerskernes skygger og tvang dem til at lade være med at følge efter dem.