Årstiderne skifter. (Clash)

-
En dreng på omkring de 19 år gik mere eller mindre i sin egen verden og mærkede snart den kolde vind fra kirkegården i Di Morga. Han havde endnu ikke fundet ud af hvad der skete med hans søster, han vidste ikke om hun levede eller var død og begravet. Måske var det en af grundene til at drengen havde betrådt sine fødder ind på kirkegården? For at se om hun kunne ligge i en af gravene? Han lod sin tungespids glide ud at strejfe ved sin underlæbe imens at hans grønne stav i tungen kunne ses. Han havde piercinger i ansigtet, noget som han elskede at lave på sig selv. Snakebite, septum, stretch og en piercing i det ene bryst, som knap nok kunne ses igennem hans trøje. Ellers var hans hud fin bleg.. når folk rørte ved hans krop havde han en del varme, fordi han stadig havde et hjerte som bankede svagt, han var et halv menneske og halv zombie, både dødende og stadig levende. En underlig kombination. Vinden tog stille fat i nogle af hans sorte hårtotter, imens at hans pandehår sad direkte ned i hans øjne. Han var omkring 1.72 cm høj. Lyden af flade sko kunne høres da han nærmede sig kirkegården. Drengen hed Andy Chaos, som var en mærkværdig dreng, folk kunne ikke altid forstå ham. Men han var ligeglad med hvad folk tænkte om ham. Andy var bare Andy. Sådan var det. Han fortrak sine mundvige i et skævt smil inden at han tog fat i lågen med sin hånd og åbnede den, som sagde en knirkende lyd. Hans kæde på bukserne raslede fra hver gang han tog et skridt, lågen lukkede i med det samme han trådte ind. "Jeg håber på at du stadig lever.. kære søster" mumlede han lavt for sig selv så han nærmest bare snakkede med sig selv. Hvis hans søster stadig var i leve, ville han ikke møde hende, hun var sikkert sur på ham efter at han stak af som en kujon. Andy kiggede lidt op mod himlen inden at han fortsatte med at gå ind i kirkegården, nogle af gravene var ødelagte mens andre lå så pænt og udsmykket, sten og visne blomster. Han stoppede op med at gå et stykke henne og førte sin ene hånd ned i den ene bukselomme foran på de sorte tætsiddende bukser, "Måske skulle jeg hellere smutte igen" sagde han og trak på skuldrende, inderst inde gad han ikke at være her, det var alt for et trist sted. Et sted som han ikke ville komme igen, uden at have en grund til det. Han sukkede lydløst, imens at han lod sine mørke brune øjne glide rundt, studerede kirkegården og lagde mærke til nogle insekter komme kravlende hen af jorden, myre og så videre. *Du er squ en køn dreng* tænkte han tøvende om sig selv, han kørte sin anden hånd op i sit hår, som han uldede lidt.

Kirkegården, et sted som var blevet et mødested for mange folk, nogen mennesker kom her hen for at søge trøst ved andre var det omvendt, men sådan var det jo, ved hvert menneske man nu tog et kig på, så havde de jo alle sammen forskellige grunde til at være her på kirkegården, selvom de i de fleste tilfælde kun kom fordi at de havde brug for trøst og hvad man nu ellers kunne have brug for. Livet var baseret på løgne og historier fra Gud og hver mand, intet af det var i grunden rigtigt, selvom der var vidner til det, kunne man bare ikke helt lade det emne omkring at det kunne da ikke passe, væk fra sig, sådan var det jo. Folk havde tvivl i sig, tvivlen var til gode for at stille spørgsmål, hvis der ingen kom, ville man aldrig kunne komme til at lærer noget ved det, sådan ville det altid være.
Nogle ensomme krager fløj hen over stedet gjorde den ellers døde stilhed til en mindre kuldegysende tilstedeværelse. Det raslede let i nogle visne træer i udkanten af kirkegården, den lette raslende lyd bredte sig til højre og til venstre, men der var intet at se, måske var det vinden, eller… nej det kunne det da ikke være tale om, kunne der? Men i der var intet at se, slet ingenting. Gyseligt. Med et holdte den lette hvislende lyd op, men så var den der igen, i et enligt træ i midten af kirkegården, hvem der var oppe i det, kunne ikke siges, personen var nærmest usynlig, eller var det nu en person? Umuligt at kunne sige. Bump… kom der fra træets ende, hele dette sceneri var i grunden underlig, hvorfor skulle det være så meget lusken, så meget gådefuldt over alting. Men det kunne kun personen som havde lavet det. En mørk skikkelse trådte væk fra træet, personens ansigt var dækket af en mørk kappe som gik tungt ned over det, og skabte en dyb skygge der gjorde det umuligt at tyde hvem der gemte sig under den, men man kunne se på højden at det var en mand, på godt de 198 cm, alderen var ubestemmelig sådan som han stod der, han kunne havet været 30, 25, måske endda 17, man kunne ikke beregne det ud, og måske også bedst at lade være. Med et kom der en bevægelse, skikkelsen vendte sig om, man kunne nu se et markeret ansigt, med nogle dybe brune øjne, nogle stærke ansigts træk der gjorde det alvorligt men sammen tidig kunne det spille en et puds. Blikket flakkede let rundt, for at se hvem der var her på kirkegården, og det standsede ved en dreng omkring de 19-20 år ville han tro, dybt begravet i sine egne gøremål for at snakke med sig selv omkring en søster, eller noget i den stil. Clash, som denne skikkelse hed, eller det var mere et dæk navn fra sit gamle liv. Han studerede væsnet foran ham, imens han stod i skyggen, uden at sige noget som helst, var bare fuldkommen stille.

Denne dreng til Andy havde ikke hørt en lyd nærme sig. Han havde stået i sine egne tanker og vidste ikke om der var nogen til stede eller ej, dog regnede han med at han var alene, som han altid regnede med, men tit tog fejl. Andy kunne ikke finde den grav som han måske ledte efter, så hun var måske ikke død? Det kom som en lille lettelse for ham også dog ikke. Han ville gerne vide ren besked, men han vidste ikke hvordan han skulle finde ud af det. Han kendte ikke nogen som kendte hende, eller som var kloge nok til at finde ud af den slags. Han sukkede lydløst og tænkte over det som Sookie havde sagt til ham. At hans søster nok gerne ville møde og se ham igen. Men selv der var han bange for at se hende igen. Deres forældre blev dræbt af en ond vampyr og fra den dag havde han stukket af fordi han gerne ville et sted hen hvor ingen kendte ham eller hans fortid. Sookie, kendte ham efterhånden, men han vidste ikke om det var smart. Han vendte sig om mod udgangen af kirkegården og begyndte at gå. Han ville væk fra stedet. Det triste sted hvor man kun havde en grund til at komme. Og han havde jo ikke nogen grund til at være her som sådan, også det at han fornemmede at han var at alene. Et skævt smil dukkede frem på hans læber, der var sket meget i Di Morga. Der havde været en stor kamp, som han selv ikke havde deltaget i. Han mente at han var for svag til den slags med at slås og stå til regnskab mod fjenden. I sidste ende vidste han at bare at han ville tabe. Han holdte alligevel ikke med nogen. Han gad heller ikke at være med i modstandsbevægelsen, Andy var måske en kylling, men han ville ikke komme til skade også fordi den chance var stor til at han kunne brække sine knogler. Selvom han godt kunne samle sig igen, det var smerten han ikke gad at opleve igen. Han gad ikke at blive udsat for noget groft og hæsligt.

Det var ikke første gang han havde passeret sig her, ikke første gang han var her på dette sted for at tænke, nu og da var det mere for at tænke tilbage på sit tidligere liv, men i aften havde det været mere for at kunne nyde et dejligt måltid mad, og hvad var det ikke som stod foran ham, en velskabt dreng på omkring de 19 år, som var som serveret for ham på et sølvfad. Et let sadistisk smil kom frem på hans læberne over tankerne som kom frem inden i ham over det eget lille billede af ham som smovser sig i dette velsmagende væsen. Han kiggede hen mod en af gravstenene og sukkede sagte hvorefter han gik hen mod drengen langsomt, stille, nærmest lydløst. ”Lidt farligt at være herude?” sagde han så roligt, han kunne muligvis få en meget humoristisk kamp ud af dette her, eller noget ligene. Måske noget helt tredje man kunne aldrig vide. Han tænkte nogle dage tilbage, og kunne huske hvordan han havde overfaldet Faith, hans gamle elsker, som han havde gået efter at han ikke mente han kunne mere, derfor var han skredet, derfor var han gået og vendt halen mellem benene, men det så vidst ud til at Faith havde kommet ham i forkøbet hun havde sørget for at få ham dræbt så hun kunne nyde hans død ved at se ham blive mast under en vogns vægt. Han sukkede sagte og lod blikket glide rundt, mest af alt for at kunne få tankerne på noget andet, nok fordi at hans valg efter bytte her ikke ville blive til ret meget mere end dette der stod foran ham lige nu, hvis det så ellers kunne lade sig gøre. Han brummede stille, og kiggede så tilbage på drengen foran ham. Hans hætte skjulte stadig det meste af hans ansigt så det ville være umuligt at kunne se hvordan hans udsende rigtigt var. Men i grunden var han helt tilpas ved det.

Andy stoppede op med at gå da han hørte en ukendt stemme ikke langt væk fra sig. Han kiggede lidt over sin ene skulder før at han vendte sig om og fik øje på en dreng. Før kunne han godt høre på stemmen at det var en dreng, men man kunne aldrig være sikker, først når man havde set personen som snakkede til en. Han fortrak sine mundvige i et skævt smil, "Farligt?" spurgte han gentagende og bed sig i underlæben, "Det ved jeg ikke.. rigtig" sagde han og trak svagt på skuldrende, han vidste ikke hvad han skulle svare på det? Han syntes at det var et mærkværdigt spørgsmål at komme med... skulle han da frygte noget ude på kirkegården? Hvor han stod nu? Stedet som han alligevel var på vej til at forlade? "Jeg kan ikke se noget som skulle være farligt.. syntes ikke engang at du ser farlig ud.. men hvad ved jeg" sagde han mere eller mindre forsigtigt, næsten som en mumlen, drengen kunne dog alligevel høre hvad det var han sagde. "Hvorfor er du endelig her?" spurgte han derefter af ren nysgerrighed, selvom han ikke kendte ham eller vidste hvem han var.. så var der vel altid en grund til hvorfor at man gik ind på kirkegården. Medmindre at man var så meget fremme i skoene at man bare gik alle steder hen uden at tænke over konsekvenserne. Andy havde en grund til hver gang han betrådte sine fødder på et nyt sted. Han ville finde ud af om hans søster var død eller levende og det kunne være at hun var død og lå begravet her på kirkegården, men han fandt ikke hendes grav. Et tegn på at hun måske måtte være i live. Andy så noget afventende på drengen, imens at han puttede sin ene hånd ned i det ene buskelomme igen foran på hans bukser, for at være ærlig.. kunne han ikke se hvad der skulle være farligt ved at han besøgte kirkegården.. intet eller ikke den person som stod foran ham.