It will never be as it use to be - Clash

Sted : Skoven, nærmere betegnet, Faiths gamle hus.
Vejr : Det blæser utrolig meget, og det lægger op til regn, da himmelen er fuldstændig sort.
Tid : Omkring en halv tolv tiden om natten.
Omgivelser : Ingen andre end Faith der er igang med at ordne hendes hus.

En høj musik var til at høre når man kom ud på gårdspladsen til det kæmpe bondehus, som var blevet bygget om på, så mange gange, at det ikke så ud som et gammelt et af slagens. Dog havde tiden været hård mod huset, og flere af vinduerne var gået i stykker, for slet ikke at tale om hvordan at det så ud inde for. Hendes livsværk, havde fået lov til at gå op i ruiner. Hun sukkede stille, og kiggede rundt omkring, hvorfor hun ikke var taget tilbage her, så snart hun havde haft chancen? Jo, hun havde simpelhen ikke turet, men nu når næsten alle viste at hun var tilbage, kunne det vel alligevel ikke nytte noget mere. Så hvorfor, ikke tage tilbage til det sted, hvor man faktisk havde følt sig tryg, lige meget hvad der var sket. Et dybt suk gled igennem hendes læber, mens den slanke, dog høje kvinde stod og malede stuens vægge, så meget der skulle gøres, og hun havde ikke just nået så meget på de sidste to måneder. To måneder hvor hun havde været mange steder, og hørt fra mennesker hun ikke havde troet hun ville have hørt fra. Men, der var en som hun havde mistet kontakten til, og om det var godt eller skidt, viste hun ikke helt. Men kunne det ikke bare være lige meget når det kom til stykket? Kunne hun ikke bare trække på skuldrene over det? Hvorfor var det så svært for hende at vælge? Kunne hun ikke bare være ligeglad, også bare, være for sig selv?.. Eller havde hun virkelig så meget brug for selskab af en mand, at hun ikke kunne holde sig alene? Pludselig begyndte radioen at spille 'i hate that i love you'. Hun vente sig bredt om med smalle øjnene, og gik hurtigt over til radioen og trak stikket ud, fuck nej hvor hun ikke gad at skulle høre på sådan noget crap lige nu. Hun sukkede stille og gik over til hendes arbejde med at male, ville gøre meget mere ud af det denne gang, så lige nu var projektet at male træer på væggene. Og hvis hun skulle være helt ærlig, var det ikke helt slemt, faktisk ret pænt. Hun sukkede lidt, og gik efter en halv times tid, ud for at hente en øl, sukkede lidt igen, og trak øllen ud af køleskabet som hun havde fået til at virke for en uge siden. Så meget der skulle nås, når det kom til stykket.

En ordre fra Lucifer, han ikke kunne andet end hade, det drev ham til vanvid, hvorfor?! Og han havde hende, hans elskede lillesøster, 14 år gammel i helvede og truede med at dræbe hende til evig tid hvor hun aldrig ville kunne komme til live igen, og kunne ville ende nede i helvedes flammer. Han kunne ikke holde tanken ud, og tanken om at Faith også havde været sammen med en anden denne gang også, eller at hun elskede en anden var bare for tydeligt til at han kunne overskue noget, han havde været så tæt på at gå over gevindt, men da han så en flamme som var kommet frem i Lucifers hånd, var han nød til at bukke sig som var han en slået hund. Langsomt gik han hen af den brede sti til det store hus som var år siden han havde set, han var græde færdig, faktisk havde han ikke sovet i en uge nu, man skulle tro han burde være faldet om, men nej. Det forklarede hans rød sprængte øjne, og den hæse rallende lyd hans mund kunne frem tone. Imens han gik vidste han virkelig ikke rigtig hvad han skulle gøre, han havde mere af alt lyst til at græde, græde som aldrig før, og dø selv og aldrig vågne mere, hvorfor, hvorfor, hvorfor?! Blev der ved med at blive sagt inde i hans hoved. Hvorfor dette lorte liv, hvorfor dette skod job, gid Lucifer en dag døde af hans flammer. Han kom over til døren, og overvejede hvordan han skulle tage det hele an, han kunne huske da han havde været her i huset flere gange, og hvordan deres nætter og dage var gået, men han havde ikke været den eneste der inde, to andre, havde også haft et dagligt besøg her, og det skar i hjertet på grund af det, den følelse at vide at der havde været andre. Han to en dyb indånding og bankede på døren så det nærmest ville kunne høres i hele huset, og ventede blot på der blev åbnet, hans blik var nedslået, halvt gemt væk bag en hætte som det så tit var.

Tankerne fresede rundt i hendes hoved, mens hun drak af hendes øl, gad vide hvad livet nu ville bringe hende? Gad vide om hun ville dø snart, hun rynkede brynene over det spørgsmål der pludselig gled igennem hendes hoved, rystede dog bare på hoved, og stillede den tomme flaske til side, og gik så hen til sit arbejde, kiggede det lidt an, inden at hun så igen begyndte at male videre på de mange tæer, med de farverige blade, som tæer nu engang havde når det var efter år. I mellem tæerene løb et par, et par som forstillede Seth og Faith, hun huskede tydeligt de ting de havde lavet sammen, turer i skoven sammen, bare, at kunne hygge sig uden at det hele handlede omkring sex. Et minde som altid ville være der hos hende, dog var det ikke helt muligt faktisk at se hvem det var, men det var tydeligt at det var et glad par, som løb efter hinanden, med blade virvlende omkring dem. Hun stod lidt i sine egne tanker, da hun pludselig hørte en banken på døren. Så sent? Det var ikke lige noget hun havde været troet, men hvad fanden, gæster var gæster, og det gjorde at hun ikke skulle rende rundt alene mere. Hun tørrede sine hænder, og gik så langsomt hen mod døren, slå de mange låse fra, og åbnede den, man kunne ikke rigtig være for forsigtig mere. "Ja.... Clash..?" sagde hun undrene da hun så hendes tidelige elsker stå der i døren. "hvad... hvad fanden laver du her..?" sagde hun nervøst, og kunne med det samme se at der var noget galt, og hun viste ikke helt hvad hun skulle tro eller ikke skulle tro nu. Hvad ville han ikke gøre mod hende? Hun bed sig hårdt i læben, og betragtede ham, mens hun ventede på hans svar, det var godt nok den sidste person hun havde troet hun skulle se her ved hendes dør. Ikke fordi at hun ikke var glad, men, stadig, hun havde en meget dårlig fornemmelse med dette.

Vente tiden begyndte, og den føltes som en evighed, for en gangs skyld, var han utrolig utålmodig, og ikke kunne vente, alligevel ville han ønske hun ikke var hjemme, men havde der været lys i huset da han havde været på vej derhen, så hun måtte vel være hjemme, med mindre der var indbrud. Han hørte den lette tone af noget der bevægede sig, men han sagde ikke noget, snøftede engang, og kiggede stadig ned i jorden. Hvorfor gør noget der alligevel var nytteløst? Han havde siddet i det værelse han havde haft nede i helvede og smadret alt hvad der kunne smadres, alt hvad der var kommet i nærheden af ham, det hele, han kunne ikke tage det. Og hans håb om at det bare var en drøm virkede ikke. Tankerne røg hen på Faith, at han skulle dræbe hende at, han skulle sørge for at to personer døde uden grund faktisk. Han brummede sagte og kunne igen mærke den lette prikken bag øjenlågene og hvordan halsen snørede sig sammen og gjorde det svært for ham at trække vejret ordentligt. Døren syntes at blive puslet ved, og jo mere svag følte han sig, han kiggede ikke op da hun havde åbnet døren, den første tårer var på vej, han gad dog ikke til at fjerne den, han sagde med en meget lav hvisken: ”Faith… jeg…” mere nåede han ikke før han faldt ned på knæ og tårerne fik frit løb ikke for første gang, men han havde gjort det hundrede gange mere før, og nu var dette endnu en af gangene, det var så forbandet unfair dette liv, så forbandet unfair denne opgave. Hans underlæbe bævede lettere febrilsk og kunne ikke rigtig styrer det mere, hans hænder kom op fra lommerne og trak hætten længere ned over hovedet og fik de værste tårer væk men det kunne ikke lade sig gøre, da der bare kom flere bagefter. Skuldrende begyndte at bevæge sig, og jo længere tid der gik jo voldsommere blev bevægelsen, han kunne ikke gå ind, men han ville hellere ikke tilbage til det hul igen, som han hadede mere og mere for hver dag der gik. Han rystede langsomt på hovedet og prøvede at få en lyd over læben men der kom ingen lyd andet end et kort bandeord: Forhelvede… Og maven trak sig let sammen og sagde at han ikke kunne gøre det, han kunne ikke lade det ske. ”Jeg… j… k… kan ik mere…” sagde han med blikket fast rettet mod gulvet og tårerne bare flød ud, alle de minder, der bare overflødede ham og gjorde det sværere og sværer for ham.

Der gik noget tid, før at hun overhoved opfattede hvad fanden det var der skete. Hun kiggede ned på ham, nede på hans knæ, fuldstændig opløst, men hun kunne ikke bevæge sig. Hun, hun viste... hun kunne gætte sig frem til hvad dette gik ud på, lige så stille gik hun ned på knæ foran ham, og sad der bare, uden at rører ham, uden at sige noget, faktisk uden at gøre noget som helst. Hun kunne bare ikke fatte det, forstod det ikke, ville ikke forstå det? Det hele var bare så syrealistisk, at hun bare ikke kunne få det, inde i hoved til at fungere rigtig. Hun bed langsomt i sin læbe, og lukkede øjnene "Hvad kan du ikke mere?" spurgte hun lige så stille, og tog hans ansigt mellem sine hænder, og nussede hans kinder lige så blidt. "hvad har han sagt du skal gøre.. Clash...?" hun bed sig i læben, og lod langsomt tommelfingeren glide hen over hans kind, for at fjerne hans tåre, lige så stille. Det skar inde i hendes sjæl, at se ham sådan her, hun kunne slet ikke kapere hvad det egentlig, var som foregik. Hun tog en dyb indånding, og lukkede langsomt øjnene, og lagde sin pande mod hans "Seth.. hvad har han bedt dig om.? tell me.." hendes stemme var en sagte hvisken, mens hun bare blev ved med at nusse hans kinder, med sine fingre. Hun havde ikke i sinde om at slippe ham nu, han var nød til at fortælle hende, hvad Lucifer havde bedt ham om at gøre, ikke fordi at det store ville komme bag på hende. Faktisk, var der kun en ting som bredte sig i hendes hoved, nemlig at Clash var sendt ud for at dræbe hende. Hun sank en smugle mundvand, og kunne selv mærke øjenlågende prikke, det var uudholdeligt at se ham sidde sådan foran hende, at se ham græde. Noget hun kun havde set ham gøre en gang, hun tog en dyb indånding og pustede langsomt ud, hvad skulle de gøre, hvad skulle hun gøre?

Intet gjorde det bedre lige nu, intet, intet af det som skete lige nu kunne forklarer hvad det gjorde på ham, han sank en klump men så kom en ny, og ham som havde håbet på at alt nok skulle gå igen, men han måtte tro om igen, så snart han var kommet op efter det ene slag så skulle han kraftdemde os ned igen. En sagte hoved rysten kom til, og hans tunge skulle lige til at forme ordene men det gjorde så for bandet ondt. Anden gang hun havde set ham græde nu, hvornår ville den næste komme? Han følte sig svag, og idiotisk sådan som han sad her på hendes trappe og græd hvad hjertet kunne tage, han tog en dyb indånding, prøvede at slappe lidt af så det kunne lade sig gøre at hører hvad det var han ville sige… ”Han… han dræber hende…” sagde han og var sikker på at hun kunne regne det ud, men han fortsatte så og krummede sig lettere sammen bare ved tanken om at det ikke gjorde nogen forskel på om han dræbte Faith eller ikke gjorde, der var simpelthen ikke nogen løsning om han ville det eller ej. ”Jeg skal…” Han skar en forpint panderynken over tanken og kunne ikke fatte hvordan han kunne være så følsom nu, være så blød, og slatten som han var lige nu, hvor helvede blev hans styrke af. ”Fje…fjerne d…dig… A…” afvejen ville han sige men det sidste ord ville ikke ud og han opgav os med det samme og kiggede ned på intetheden, og forstillede Lucifer i sin egen verden blive brændt op af hans pinsler, af de ting som Clash valgt at pine ham med, men han var sikkert ikke den eneste der var gået hen og blevet narret med dette trick. Han lagde sine hænder ned på sine skød og vidste snart ikke længere hvad han skulle gøre, hans blik blev så ført op til hende, de røde øjne der nærmest kunne matche hendes så ofte rosen røde læber. Han var træt, udkørt, trådt i bund, fuldstændig ved siden af sig selv for det han i grunden skulle være. Der var sorte render under hans øjne, og han kiggede længe på hende, og var klar over hvad hun havde tænkt sig, men det kunne han ikke engang få sig selv til, han havde gennemgået tanken flere gange i hovedet, og selv der havde det skåret ham i hjertet, mens han på samme tid havde haft de voldsommeste krampeanfald over de stive muskler der ikke blev bevæget ret meget.

En lille nikken blev givet, da hun viste hvad han snakkede om. Hun var ret sikker på, at Lucifer måtte have taget en, men hende, så måtte han vel referere til hans lillesøster? Hun havde altid været noget specielt for ham, de næste ting som han sagde, kom hellere ikke som et chok for hende. Det måtte jo ske for eller siden, at det var hende som de huntede, men, hun havde dog ikke lige frem regnet med at han ville sende Clash. Hvornår var Clash overhoved taget tilbage til helved? Hun havde altid regnet med, at det ville være hende som var taget tilbage der til, og ham som ville blive oppe på overfalde lige meget hvad. Men man kunne vel sige at han havde noget på hende. Hun bed sig i læben, og lukkede øjnene "Du må skaffe mig afvejen Clash.." hun kiggede ham alvorligt ind i øjnene "ingen diskussion, du har måske alligevel en mulighed for at kunne redde din lillesøster, hvis du efter min død skynder dig derned, fortæller Lucifer det efter at have fundet din søster, så kan du nå hende inden han gør.. også skal du af helved med det samme, find et sikkert sted til jer begge.." hun betragtede ham i noget tid "ikke til at diskutere, ellers så gør jeg det selv.. men det ser mere ægte ud hvis du gør det.. okay?" hun sank noget mundvand og satte sig ned på sin røv, fiskede sin ny indkøbte kniv frem af pure sølv, og placeret den i hans hånd "Du bliver nød til det..." hviskede hun svagt ved hans øre, og kyssede ham bag øret. "Gør det for din søster.." hun trykkede nu kniven helt ned i hånden og lukket øjnene, smerten ville ikke være så slem, hvis han bare gjorde det hurtigt og smertefrit. Men, hvornår ville en død være smertefri?

Han sad længe tavs, i sin egen mørke kolde verden, hvor bare det ene skrig efter det andet blev ved med at komme frem, og den ulidelige tanke omkring det der kunne ske, blev ved med at gnave sig ind i ham og gjorde det udholdeligt for en normal person at være i, men dette var så også den værste måde man kunne hænge ham op på, at lade ham tage et valg mellem to elskede personer, og vide at han alligevel ikke kunne gøre noget før den anden dør. Stille kiggede han på hende imens hun talte, han rystede på hovedet, nej kunne han ikke… han kunne dræbe hende, det kunne godt være hun kun ville være død i nogle måneder, men tænk hvis Lucifer gjorde lige ledes ved hende som hans søster. Og han havde på fornemmelsen at de faktisk ikke ville nå det, men det ændrede ikke situationen i om han ville dræbe hende eller ej, han kunne bare ikke få sig selv til det. ”J…jeg kan ikke Faith…” han følte sig svag og tåbelig, som om han var et såkaldt misforstår der havde pukkelryg, og en udvendig indvolde, han kiggede ned på kniven i sin hånd, vidst nok så hadede han hende, men han kunne ikke dræbe hende, det elskede han hende for meget til, forbandet verden, hvorfor kunne han ikke slå Lucifer ihjel? Og lade en anden tage posten. Han overvejede næsten bare at dræbe sig selv og gøre en ende på det hele, også bare lade Lucifer få ham til at være nede i helvede hvis det var det han ønskede. Han gad ikke til at blive brugt som et Legetøj af ham af. ”Jeg… har set dig dø for mange gange nu… og en gang hvor… det skal være … mig…” han rystede på hovedet som for at afslutte sætningen i at han ikke kunne, han var for svag, ikke stærk overhovedet. Fuck verdenen, fuck ham, fuck hvor han levede, fuck helvede, fuck hans skaber, det kunne bare skrides af helvedes til alt sammen han kunne ikke meget mere, og ville sikkert ende med at gå psykisk ned på et eller andet tidspunkt.

Hun rystede på hoved af ham, og hviskede så blidt hun kunne at han var nød til det, at der ikke var nogen vej uden om. Men hvorfor skulle det også være så svært? Hvorfor havde han problemer med at skulle dræbe hende, hun var tilbage igen om nogle måneder, måske mindre måske mere. Så i grunden ville hun jo ikke dø, hun ville bare ende i hænderne på Lucifer, som ville straffe hende, straffe hende for de ting som hun havde gjort. Men var den pris ikke nok? Var det ikke nok til at hun ville få en ren samvittighed igen, nej, sikkert ikke. Men hun kunne hjælpe Clash, og det ville hun gøre. Hun ville ikke lade ham gå hen og lade sin søster dø, uden at han havde prøvet på at redde hende "hun er din søster Clash.. du bliver nød.. du må gøre det.. for hendes skyld.." hun nikkede lidt, og satte sig tættere på, førte hans hånd med kniven op mod maven. "Gør.. gør det nu bare.." hendes stemme var stille og hviskende, tydeligt at spore frygt i hende stemme, men hun ville gøre dette for ham, hun ville ikke, svigte ham igen, ikke denne gang. "Vær sød.. at gøre det Clash..." næsen begyndte at prikke samt øjnene, og selvom hun følte at hun ikke burde græde, burde være den som var stærk, kunne hun ikke holde det tilbage. Hvorfor skulle det være så svært? Hvorfor, hvorfor kunne de ikke bare hade hende, og efter det han havde gjort mod hende, egentlig.. startet med at voldtage hende, trods for at hun havde sagt nej, ville hun stadig hjælpe ham. Hun viste ikke længere hvad denne følelse var for noget, og hun ville aldrig nogen sinde kunne finde ud af at elske igen, noget hun var meget sikker på, selvom, at hendes hjerte græd, selvom hendes øjne ville blive våde, græde en milion tåre, og stadig, stadig ville hun aldrig kunne lade sit hjerte føle den glæde igen, som hun havde haft sammen med Seth. Den eneste, hun faktisk havde elsket sådan, helt ind til hjertet, selvom at hun havde holdt af Cash, og selvom at hun elskede Ma'lakel, og lige meget om det ville været et svært valg. Så havde Seth, været den mand som hun havde elsket, men han, han var død nu. Og foran hende, sad manden med de minder de havde delt, men der måtte have været en grund for at de ikke skulle være sammen, det måtte der da være!? Tårene gled langsomt ned af kinderne "Dræb, dræb mig.." hviskede hun svagt, og lod den anden hånd glide igennem hans hår.

Han bed sig hårdt i læben og rystede langsomt over det hele, han elskede hende, selvom alle de følelser burde være væk nu, han burde have lagt dem forbi sig, langsomt løftede han kniven, og var ved at blive mere eller mindre følelsesløs i ansigtet over den svidende gråd der var endt ud af hans øjne. Han kiggede på hende og hviskede sagte: ”Tilgiv mig… for alt det jeg har gjort… at jeg aldrig kan give dig det som du virkelig ønsker tilbage igen…” kom det ud af hans mund, mere som om det var luft der kom ud og ikke den oprindelige stemme som han havde, og langsomt lod han kniven nærme sig hendes mave, og stak så med en pludselig kraft kniven ind i hendes mave og kunne mærke endnu et væld af tårer der gled ned af hans kinder og kiggede på hendes ansigt, og lukkede så øjnene hårdt i, og kunne nærmest ikke sige noget, han var for knust lige nu, knust over det hele som var sket og bed sig kraftigt i læben da han kiggede på de blanke øjne, og fugtede langsomt sine læber. Langsomt tog han hende op i sine arme og forsvandt som en skygge og var ikke længere til at se i denne verden, han kom ned i helvede, og gjorde hurtigt ansigtet koldt og neutralt da han gik gennem den lange korridor hen mod Lucifers private gemakker og gik indenfor og kiggede på Lucifer med et tomt blik, ”Her…” sagde han og lagde Faith ned på jorden og kiggede hen mod cellen hvor søsteren var, og rynkede brynene lidt bekymret, men vente det så mod Lucifer, ”Slip hende så fri…” Sagde han men Lucifer syntes at have andre planer da han begyndte at grine, men han havde selvfølgelig været så uviden at have glemt Clash evne til at kunne styrer skyggerne, og på den måde fået låsen op, og lod den blive åbnet lige så stille for at fortælle søsteren at hun skulle tie stille og ikke lave støj. ”Synes du ikke vi skulle have lidt mere sjov… hva Clash?” spurgte Lucifer, satan, helvedes lederen, og kiggede på ham med et hævet og skummelt grin, og lod en anden form for flamme glide hen over hende, hvor efter hun gik op i brand og sendt ind i skærsilden, imens han var så uviden havde Clash gået lidt rundt og derfor var han kommet hen til søsteren og greb fat om hendes arm og var forsvundet i den blå luft og derfor kommet op på overfladen af jorden, og videre væk fra stedet med søsteren i sine arme som ikke forstod noget alligevel og kunne ikke fatte det, men Clash gad ikke til at forklarer og var forsvundet rundt om hjørner og over labyrinter af nogle gader og hen til den gamle bygning han havde boet i.

Hun skulle lige til at sige noget, til det han havde sagt, om at det var lige så meget hendes skyld, at hun var endt her. Men hun nåede det aldrig, det var som at få noget koldt, og skarpt tvunget ind i maven, selvom at musklerne pressede sammen for at holde det væk, dog uden held. Hun gispede efter vejret, og mærkede hvordan at øjnene flød over og tårene trillede ned af hendes ansigt, døden var hende igen nær. De runde, nærmest krystal agtige, dråber gled ned af den hvide hud, og dryppede ned på gulvet. Meget havde hun troet, men hun havde aldrig troet, at han ville dræbe hende. Selvom hun havde bedt ham om det, var det ikke gået i hendes tanker, at de ville komme så vidt, at det var ham som tog hendes liv. Flere gisp gled igennem hendes læber, mens hun fumlede med hænderne mod hendes mave, og kæmpede for at holde sig i live, trods hendes konstante tanke om, at det ikke var skræmmende. Var dette, hvad hun frygtede mest, døden. Og pludselig, var det hele væk. Der var kun tomhed tilbage, tårerne stoppede med at trille ned af ansigtet, og ellers så smukke ravne sorte øjne, kiggede op uden nogen glans, uden noget livs lys. Bare, tomhed. Hvad der skete efter, viste hun intet om.

Hun blev placeret hårdt i en stol, og fik revet det meste af det tøj som var blevet hende givet af. "Hvor er han..?" hvislede en slange stemme imod hendes øre, mens nogle klamme kolde hænder greb hende om kæben. Hun vente hoved hurtigt væk, og nægtede at snakke, for det andet, viste hun jo hellere ikke hvor han var? Et knytnæve slag blev sendt afsted mod hendes kæbe, som gav nogle uhyggelige knæk fra sig, og blodet begyndte at løbe ud af hendes mund. "Hvor er han henne?!" råbte stemmen nu, "Go fuck Lucifer, you son of a bitch.." mumlede hun til manden, som var sat til at få Faith til at snakke. Det næsten slag, gjorde mere ondt end det andet, da nogle pikke pressede sig ind i kødet på hende. Dog, var det eneste der kom ud af hendes mund et grin, fuldstændig ligeglad med alle de ting der skete. Og selvom, at mange mennesker ville være begyndt at skrige over denne tortur, sagde hun ingen ting, trods for, at hendes fingre blev brækket, og hendes ene fod var slået så slemt, at hun næsten ikke kunne føle den. Hun lukkede stille øjnene, og sukkede stille, hvad ville det gøre ved hende, som ikke allerede var gjort?

Clash lagde søsteren blive lægget ned i sengen og sagde at han snart ville komme tilbage, og det nok skulle gå og at hun lige nu bare skulle sove. Med et var han væk, ikke længere tilstede på denne overflade men nu nede i det varme helvede, i et hjørne i det rum hvor Lucifers tævs mand ikke kunne se ham, han hævede det ene bryn og kiggede på ham sådan som han slog hende ned, hvad der forundrede ham var at Faith stadig ikke havde opdaget hvor han havde befundet sig henne de sidste par måneder, men det kunne vel være lige meget, han sukkede tungt og højt så det kunne høres, ”Kujon, Tomix… du er og bliver den største kujon i mit liv, hvorfor lade det gå udover en kvinde, som kan ødelægge dig i løbet af et sekund, og du tæver hende kun for at kunne få informationer ud, i stedet for at gå ud i den store hvide verden og finde ud af det på egen hånd… i stedet gemmer du dig bag Lucifers ryg og forventer han klarer min udryddelse…” Han grinede sagte men koldt, der kunne få en hver til at krybe over dets gennemboring i sindet. Han trådte langsomt ud fra skyggen og gik hen imod ham hvor han lod hans skygge blive lænket fast til jorden, hvilket udgjorde at han ikke kunne bevæge sig nogen steder, imens gik Clash hen til Faith og løsnede hendes lænker så hun kunne komme fri og lod så Tomix’s egen skygge omslutte ham og knækkede hvert enkel lille millimeters knogle inden i ham langsomt og smertefuldt, imens var Clash forsvundet væk med Faith op til overfladen og holdte hende i sine arme. ”Det er okay, det skal nok gå…” Sagde han lige så stille og kyssede hendes pande, hvor efter han gik ind på sofaen og lagde hende lige så stille, selv satte han sig på knæ ved hendes side, og lod hænderne glide ned langs hendes kæbe som han langsomt begyndte at heale det varede ikke længe, derefter healede han hendes fingre og ben men lod de få skrammer være da han ikke så grund til at heale noget der ville være væk i løbet af en uge.

Slagene og torturen blev ved, alligevel rokkede hun sig ikke ud af stedet, hun havde prøvet det der var værre. I forhold til det som Zane havde sat hende igennem, var dette som at være i børnehave. Ud over, at hun havde fået en del træning i, at kunne tage imod smerte, som en ven. Noget som Lucifer havde trænet hende op til, så at de prøvede dette på hende, viste hun ikke, hun plejede nemlig at være Tomix, den som uddelte slagende, på folk der indeholdte informationer som de havde brug for. Hun hævede dog hoved så godt hun kunne, da hun hørte Clashs stemme, hvad fanden lavede han her? Hvad troede han lige, han.. hun sukkede dog stille, og sagde ikke noget. Hun skulle vel ud på en eller anden måde, selvom hun kunne finde ud af det selv, helt selv. Hun bed sig i læben og vente hoved mens hun hørte på Tomix skrig, og låsende der blev åbnet af Clash. Et dyb, dog smerte fuld indånding blev draget ned i lungerne, og udspilede hendes brystkasse. Da han løftede hende op i sine arme, blev der skåret en smertefuld grimasse i ansigtet, da hver lille knogle i hendes krop gjorde ondt, at hun faktisk ikke viste hvad der gjorde mest ondt, og hvad helved der var sket med hende. Hun sukkede stille, og smilede skævt "Alting går altid.." sagde hun stille og lukkede øjnene, viste ikke hvor han tog hende hen, og var også ligeglad. Hun var ret sikker på at alt var bedre end der nede. Da hun mærkede den bløde sofa under hende, kom der er svagt suk fra hendes læber, og hun lagde sig godt til rette, bed sig lidt i læben og bed sig hårdt i læben da han begyndte at heale hendes værste skader, gjorde dog ikke at hun havde ondt helt inde i sjælen. Mere end hun havde haft før. Hun lod langsomt fingrene glide hen over maven som var åben og mærkede knivsåret som var healet nu, men det var der stadig, det var det mærke som Lucifer havde givet hende denne gang, for at minde hende omkring konsekvenserne, især fordi han viste hvor ondt det måtte gøre på hende.

Inden længe var han færdig og lod sine læber ramme hendes pande… ”Det skal nok gå… undskyld… jeg er så ked af at jeg gjorde det…” Sagde han i en næsten åndeløs hvisken og havde stadig sine læber mod hendes pande og lukkede langsomt øjnene imens han lagde en arm omkring hende og nussede hendes skulder lige så stille, imens han tænkte det hele igennem, at han havde dræbt hende… at han virkelig havde gjort det, han kunne ikke forstå det, men … han havde vel reddet to personer på samme tid, eller… nej det havde han ikke, han kyssede hendes pande lige så stille igen inden han rejste sig og gik ud og fandt noget at spise til hende, hvis hun nu var sulten eller noget. Han fandt en pande frem og noget i for vejen lavet pandekage dej og hældte noget olie ned på pande og tændte kogepladen imens han ventede på at den skulle blive varm gik han hen til Faith og satte sig igen ned ved hendes side. ”Jeg håber… du kan tilgive mig for det jeg gjorde, selvom jeg er ret sikker på at det har du ikke den største lyst til, og jeg kan ikke end gang tilgive mig selv…” Sagde han som en sagte hvisken og kiggede længe på hende uden at blinke med øjnene overhovedet, han havde blikket fast rettet mod hende og havde ikke tænkt sig at fjerne det, men det var han nød til da han hørte en sydende lyd fra panden og rejste sig igen op og begav sig til at stege en bunke pande kager og slukkede så for det hele og ryddede op hvor efter han gik ned til hende med tallerkenen fyldt med pandekager og diverse ting de kunne lægge på det. Og to andre tallerkener samt to sæt knive og gafler. ”Spis…” sagde han så og gik derefter ind på soveværelset hvor han lige så stille tog en stor t-shirt frem og gik ud til hende igen og rakte den til hende.

Hun smilede svagt, og næsten usynlig da han kyssede hende på panden. Hun havde svært, ved at finde nogen form for glæde frem i hendes sind. Alt var mørkt, alt var bare gemt væk, for aldrig nogen til at kunne finde frem igen, nogen sinde mere. Hun ville aldrig, lade sig føle glæde, eller kærlighed. Hvis den nogen sinde ville komme til hende. Ville hun højst sandsynlig bare smide det væk, inden at hun nåede at se sig om. Et dyb vejrtrækning blev draget ned i lungerne, mens hun lyttede lidt til det som han sagde, hørte dog ikke rigtig efter, kunne ikke holde fokus, alt, gjorde bare så ondt, både inden i, og uden på. Og snakkede derfor ikke til ham, da han gik ud i køkkenet for at lave et eller andet, sikkert noget at spise, selvom at hun ikke var sulten på nogen måde. Da han kom tilbage igen, fandt hun lige kræfter til at vende hoved for at kigge på ham. Hendes øjne var næsten helt matte, som da hun var død, dog blinkede hun nogle gange, og øjnene flyttede uvilkårlig rundt, som om hun, ikke rigtig kunne holde et fokus, på hvad det egentlig var hun ville kigge på. "Hmm.." mumlede hun svagt, men svarede hellere ikke på dette, da hendes kæbe stadig gjorde alt for ondt, til at hun egentlig kunne høre den. Godt nok havde han healet den, men smerten var der stadig, som om den aldrig nogen sinde ville ophører igen, da han gik igen, faldt hun langsomt hen, mens hendes drømme førte hende tilbage, til det som hun var blevet udsat for, det værste var dog, da Clash var knælet for hendes dør, og smerten da kniven blev stukket ind i hendes mave.
Da hun hørte han stemme igen, åbnede hun halvt øjnene, og lod dem følge ham ind til soveværelset, "hjælp mig..?" spurgte hun stille, da hun virkelig ikke havde kræfter til at rejse sig op, for at tage den på. "Og.. hvad.. med din.. lille søster..?" kom det hæst, og hakkene. Hendes øjne gled rundt i hoved på hende, mens hun uden held prøvede at rejse sig op selv.

Han kiggede på hende da hun sagde noget og det stod lidt sort for ham allerførst, men nikkede langsomt og satte sig ned ved siden af hende og hjælp hende af med de få klæder hun havde lige nu, og trak den store T-Shirt hen over hende, og smilede stille, ”Hun sover…” Sagde han roligt, og greb fat i hendes arm og hjalp hende op og stå hvor efter hans hænder blev lagt på hver side af hendes hoved og lod sine bløde læber ramme hendes med en let berøring og kyssede hende blidt og ømt, hvor efter han lænede sin pande mod hendes, ”Undskyld…” Sagde han igen, stadig et problem han havde fra sit tidligere liv, at sige undskyld for mange gange. Han kiggede hende ind i øjnene og sukkede lige så stille ud af næsen. ”Hvis bare man kunne gøre tingene om igen…” Sagde han lige så stille og lod hende sætte sig ned igen, hvor efter han gik ud på badeværelset for at finde nogle smertestillende piller, og brummede lige så stille imens panden var trukket sammen til en dyb og irriteret rynke, ikke på grund af dem, men over ham selv, han kunne ikke begribe han havde været så latterlig at han havde været så dum som noget kunne blive. ”lorte liv…” sagde han for sig selv imens han kiggede ned i vasken, men gik inden længe ud til hende og tog nogle piller frem til hende som han lagde på det gamle glasbord som han havde haft i ualmindelige år. Han gik hen mod stikkontakten og tændte lyset så hun kunne få mere fokus, i stedet for at det kun lige var et svagt lys i køkkenet, han brummede lige så stille og gik derefter hen til hende og satte sig ned i sofaen og måtte vente til hun kom til sig selv nogenlunde og sukkede lige så svagt imens han lukkede øjnene.

Det hele gik så hurtigt for hende, hun kunne ikke rigtig finde hoved eller hale på det hele, faktisk, så var alting så forvirrende. Stemmer gik forbi hende, bevægelser føltes som om de gik i slowmotion, hun havde ingen koordination lige nu, hun kunne falde hvornår det skulle være, bare ved at komme op og stå. Det var lidt som om, at hun var blevet druged med et eller andet, noget hun ikke helt viste hvad var. Måske, "piggene.." mumlede hun meget svagt og næsten uhørligt mens han trak det resterende tøj af hende, og tog t-shirten over hoved. Det var utrolig, hvor dejlig en fornemmelse det var, bare at kunne mærke noget rent mod hendes hud, et bad senere ville ikke være værst, men først når hun havde fået det bedre. Hun sukkede stille, og lod sig så blive hævet op og stå. Mærkede svagt hans læber mod hendes, og smilede en lille smugle og kyssede svagt igen, men inden hun sådan rigtig nåede at se sig om, var hun nede i sofaen igen, uden rigtig at nå at sige du skal ikke sige undskyld. Opfangede det næsten ikke, lige som alt det andet som han sagde, det gik.. bare for hurtigt for hende. Da han kom tilbage, havde hun det som der var gået timer, og alligevel var det gået hurtigt. Hun sad lidt og svævede i luften og kiggede ned på pillerne som var blevet lagt på bordet. Da lyset blev tændt, kneb øjnene sammen, og prøvede med hånden at skygge lyset, da det var alt for lyst, havde faktisk ingen anelse hvor hun var, kunne slet ikke få noget af det til at hænge sammen, overhoved. Tog dog pillerne ind i munden og slugte dem, inden hun vente sig mod Clash, og lagde hoved på hans skulder. Inden at hun ikke rigtig kunne dy sig. Trækker langsomt benene op til sig, og føre læberne mod hans hals hud, mens ånden presser sig mod hans hud, inden læberne presser sig mod skinnet, om, og om igen.

Længe kiggede han ud i tomheden og sagde ingenting imens tankerne blev ved med at flyde rundt. De fløj tilbage til den gang han havde mødt hende allerførste gang, på baren nede i Terre’s gå gade, da havde været højlys dag, og han havde været i ganske godt humør. Selvom folk havde gloet rimelig meget på ham da han var trådt ind i den lille café, men sagde ikke noget yderligere til det, og bestilte bare noget at drikke og noget at spise, havde Faith været kommet hen til ham og begyndt at snakke til ham frem for alle de andre piger som bare havde stirret som bare fanden. Et stille smil kom frem over det minde, og kiggede ned på hende da hun lagde sit hoved på hans skulder og hævede det ene bryn da hun begyndte at kysse hans hals, og smilede en smule hvor efter en arm blev lagt omkring hende og trak hende ind til sig. Mindet skiftede hen til den gang han havde hentet hende i en gyde hvor hun var blevet efterladt af en voldtægts mand, han havde taget hende med hjem og fået hende i bad, hvor hun så var gået igen, men han var taget efter hende ud i regnen hvor han endnu en gang havde fået hende op i lejligheden.
En sagte brummen kom fra hans hals af, og kiggede op i loftet men lukkede så øjnene og kiggede ned på hende, med det svage smil på hans læber og betragtede hende lige så stille imens han kiggede på hende og var nu kun glad for at have hende ved sig igen, og alligevel var der stadig noget han ikke helt kunne acceptere, det var ham Malakel selvom han intet kunne gøre ved det.

Et lille suk gled igennem hendes næse, og pressede sig lige som alle de andre mod hans hals hud. Menneskehud, så underligt at tænke på hvad de egentlig bestod af, en masse levene organismer, der levede og åndede, lige som at vi var nød til at ånde, for at kunne holde os selv i live. Hvis vores hud ikke fik lov til at ånde, ville den danne en masse bakterier, så som bumser. Som var infektioner af baktiere, underligt at tænke på. Hvorfor kunne det så være at mange teenager for bumser? Mange fik dem, på grund af hormonerne, eller fordi at de brugte alt for meget make up, og ikke gav huden lov til at ånde, eller indførte så meget fedtstof, at huden var nød til at adskilte de mange affaldsstoffer. Hun rynkede panden, hun følte sig et eller andet lettere sindsyg, når hun sad og tænkte på sådan noget, men det var vel hendes måde at flygte fra virkeligheden? Eller, var det. Hun viste faktisk ikke noget mere, hun havde ikke svar på nogen ting mere, ud over at hun gerne ville glemme. Glemme alle de ting som hun havde været igennem, og selvom de havde gjort hende til det hun var idag, så kunne hun ikke lade være med at tænke på det, og derfor ville hun gerne have dem fjernet. Hun ville ikke huske hvad kærlighed var, hun gad ikke vide hvad passion var, hun ville bare have lov til at være uvidende som en lille baby. Have lov til at være så uskyldig som noget kunne være, men det kunne hun jo ikke lige frem påstå. Nej, hun var en djævel så vel som race, og som sjæl. Hele hendes krop og sjæl var opfyldt med had og mørke, der var ingen som kunne redde hende for det som hun faktisk ønskede at blive reddet fra, nemlig sig selv. Der var ingen der forstod hvad der virkelig gjorde ondt på hende, alle troede det var noget uden på, det typiske man spurgte et barn som græd, hvor har du ondt henne på kroppen? Men, hvor mange spurgte, hvad er det som gør du græder. Ingen der måske tænkte på, at det var lige så vel inden i, som uden på at man kunne græde for at blive reddet. Men, hun kunne ikke reddes mere, hun ville ikke reddes mere. Skrigene inde i hende, var for længst holdt op, de var tyste, de ville aldrig mere være der, fordi de havde opgivet. De havde ladet selve fremtiden ligge i hendes hænder, men hvem sagde, at hun faktisk kunne klare presset som var lagt på hendes skulder? Hvem sagde, at hun ønskede at være den som hun var, ingen! Ingen havde nogen sinde spurgt, er du glad idag? Nej, hun var aldrig glad, hun havde aldrig fået den omsorg hun havde fortjent, og da den endelig var blevet hende givet, var den for fjern, til at hun faktisk kunne tage imod den. Hun havde skubbet den væk fra sig, som et grodigt og selvisk barn, der nu ønskede sig noget andet end hvad den havde sagt. Ja, hun var egoistisk og selvisk, men hvem var ikke det? Noget mundvand blev langsomt taget, og hun lagde sig ned på ryggen og kiggede op på loftet "jeg.. vil gerne sove.." sagde hun stille, og rullede sig sammen som en kugle, men øjnene blev dog ikke lukket. Skræmt for hvilke drømme der nu ville presse sig igennem nethinden og opfylde hjernen, de billeder som hun ville blive vist, som valgte hjernen hvad hun nu skulle drømme om. Og det var aldrig nogen særlig, dejlige drømme. Hun var bange, for mørket.