Vinter morgen i parken //privat// (malika)

K :: ca klokken 8 om morgene

O :: det er rigtig råkoldt dagfrosten ligger overalt der er kun få mennesker rund omkring

V :: vintersolen skinner men det er stadig rigtig koldt

S :: Parken


Det var en kold vintermorgen frosten bed i kinderne, men alligevel var Samuel ude på sin daglige løbetur. Aftenen før havde Samuel været på værtshus så tempoet var noget lavere end det plejede. en herreløs hund begyndte lige så stille at lunte med lige i hælene på Samuel, det var normalt dyr kunne ofte fornemme han var hvad han var. Samuel drejede om hjørnet, og satte sig på bænken der stod hved siden af

Malika sad på en bænk. Ikke så lange fra ham hun hade sidde der i 5 timer alene og hun frøs, da nogen hade taget hendes jakke af hende og efterladet hende der. Alene og uden nogen varmet tøj så hun var godt forforsen og iskold, hendes smukke ansiget var helt isblå at kulde

Samuel så en pige på omkring hans egen alder sidde på en bænk lidt fra ham. "er der noget i vejen" spurgte han mens han begyndte at gå over mod hende som han kom tættere på gik det op for ham at hun sad og frøs *hun har det da vidst ikke for godt* tænkte han. han satte sig hved siden af hende og ruskede let i hende

Malika så svaget på ham. Hun frøs så meget " jeg fryste rigtig meget lige nu " sagde malika, og gøs svaget da en kold vind skubbe til hendes bare armneog blotte hud i nakken. Det var nogen så kold her til morgen ar malika ikke kunne får varmen, i kroppen igen med det smamen som hun eller plejet at gøre

"jamen hvordan er du havnet her" sagde Samuel, han fokuserede nu sin energi for at berolige hende. "du skal lige sidde stille et øjeblik det kommer nok til at gøre ondt i et par sekunder" Sagde han mens han begyndte at gnide sine hænder sammen. han vidste ikke om hans healende effekt og ville give folk varmen, men det var forsøget værd. så nu kommer det, der var et lille lys som fra en kamera blitz.

" jeg hade været ude og gå. Så overfaldt nogen mig og tog min jakke og løb deres vej så har jeg sidde her siden, og jeg ved ikke om jeg kan men jeg prøver " sagde malika og sad helt stille. Og kunne mærke at det smerte sådan i hendes kold og stive krop

"Mit navn er Samuel, jeg er ærkeengel" Sagde han, han kunne se hvordan den healende strøm fra hans fingre kravlede ind i hendes krop og hvordan hun langsomt så ud til at få varmen mere og mere. "Hvad laver du også her helt alene, har du ikke en ven eller familie jeg kan ringe til". Samuel tog sin svedige jogging trøje af "jeg ved godt den lugter fælt men det er vidst dig der har mest brug for den"

" nej jeg har ingen ikke en gang en ven. Jeg er ny her i byen og jeg har slet ikke får nogen venner endnu " sgde Malika, stille hun tog trøjen på selv om at den lugte af sved men et gjore hende. Ikke spor bare den var varm nok i denne kole morgen

"jamen hvor bor du henne så" fortsatte Samuel han kunne nu og mærke kulden bide i kinderne og den drivvåde T-shirt han havde på. "Men hvor kommer du så fra hvis du er ny her". spurgte Samuel "hvad er forresten dit navn". et lille snefnug dalede lige så stille ned mellem dem, og på få minutter var det blevet til 10000vis a store smukke snefnug.

2 jeg bor inde i byen. og jeg kom oprenlig fra Rusland men da min forælder død for flere år siden rejste sig væk, for at finde min omgel men ham hade jeg slet ikke se i mere flere år nu " sagde Malika. Og så snefnuken dalle ned i mellem dem

Samuel tog Malika op i sine arme "ok nu går vi hjem til dig så du rigtig kan få varmen" sagde han vinden begyndte nu og at ruske lidt i træerne, en snestorm var helt sikkert på vej. "jeg håber ikke du har noget imod at flyve" sagde Samuel og bredte sine store sortfjerede vinger ud.

" nej det er ikke så selmt " sagde malika. Og lukke øjene og holdt godt fast i ham så hun ikke ville falde ned, og slå sig så meget hun ahde det med at komme nemt til skade og det kunne. Ingen lære hende at hun ikke skulle for sådan var hun født

under brusende vingeslag smøg Samuel sig ind mellem trær og huse. "du bliver nød til at sige hvor vi skal lande, jeg hved ikke hvor i byen du bor" råbte Samuel mens sneen piskede ham i ansigtet, "du er da vist hved at få varmen ikk" Samuel dykkede stejlt for at få fart på så han ikke behøvede at baske med vingerne.

" der ved de 4 skotstene og jo " sadge malika. og klamme sig fast til ham for ikke at falde ned fra den højte, hun var rret bange for højter men hu sagde det ikke for hun ture ikke. Sige det til ham så ville han nok bare siger at hun var en bangebuks

Samuel gik ind i et lodret dyk "ok nu bliver det sjov" råbte han og kunne mærke Malikas hjerte slå hurtigt, kun få meter før de ramte jorden rettede han op og laved en smuk landing. han satte Malika ned, og han lod sine vinger gå tilbage i rykken på ham. "har du det godt" spurgte han og så bekymret ud

Malika hade får et chok. Da de landet for deres fast hade tage på hendes sind hun ryyste endnu mere, end hun hade gjoret før da hun var bange for det hun nikke stille . Og valke en hele del hen til trappe gangen for at komme ned i sin jeglighed, hun gjore tegen til ham at han godt måtte komme med ind

Samuel børstede det værste sne af sig selv og fulgte efter Malika. snestormen blæste nu med fuld kræft og der lå høje driver på vejene udenfor bygningen Malika´s lejelighed lå i. "det ser ud til at du kommer til at have mig på besøg i et stykke tid" smilede Samuel

" det er okey så han jeg en at snakke med. i stæde for at snakke med mig selv hele tiden " sagde Malika og laver nogen, varm og spise og nogen at drikke så de begge kunne får varmen igen. Og i sær Malika som hundfrøs så meget at hun næsten ikke kunne gå

"har du ikke en måde at tænde for varmen" klaprede Samuel han kiggede rundt i den lille lejelighed mens han kiggede efter en radiator. "det lugter godt" Samuel snusede madlugten ind.

Malika tændt for varmen. Så det bliv lunt i leglijheden og hun satte den varme mad på bordet, og hent nogen varm og drikke så de kunne får varmne igen malikas tænder kalppe som sindsyget

Samuel Krammede Malika for at give hende varme han kunne mærke hvordan hendes iskolde krop blev lidt varmere og han selv kom til at fryse lidt mere. "Tag det roligt" smågrinede han "hvordan så dem der stjal din jakke ud"?

" det kan jeg slet ikke huke. Fordi de slog mig bevistløs og da jeg vånde var de væk samt min jakke" sagde malika, Hun ryste endnu " men kom nu og spist nogen varm. Så du ikke fryser alt for meget " sagde Malika og satte sig ned på en stol

Samuel fulgte hendes eksempel og satte sig ned hved siden af Malika, varmen var nu god i lejeligheden og det var utrolig hyggeligt at sidde og se ud på den fygende snestorm. "hvorfor besluttede du dig så for at flytte hertil.

//smutter der er bingbanko//

" fordi mine forælder var døe da jeg var ganske lille så jeg hade ikke rigtig noget steder at være så da jeg bliv ælder gik det op for mig hvorfor de var døde " sadge Malika og begydnte ar græde hun ville hævne sine forælders død