Livet går videre? - Eno

Faith sad og kiggede ud på de mange glade mennesker der legede med deres børn, holde i hånd med den de elskede, kyssede krammede og var sammen med deres venner. Men hvad med hende selv? Hun havde ikke længere nogen, intet liv, intet at holde fast til mere. Hun sank en klump og kunne mærke at tårerne igen steg op i hendes øjne og hun havde svært ved at holde det tilbage, hvorfor havde hun også været så dum!? Først havde hun mistet sit barn, og dødede fordi en vampyr drak alt hendes blod. Derefter gik hun fandma hen og var den dreng hun elskede allermest i hele verden utro!? Altså hvad var det egentlig lige der gik af hende? Hun fattede det i hvert fald ikke selv, og det var der sikkert andre som gjorde. Hun sukkede stille og trak benene op til sig på bænken og kiggede lidt rundt mens hun prøvede at få tankerne ud af hoved, hun viste virkelig ikke hvad hun skulle gøre mere? Hvordan skulle hun få ham til at tilgive hende, hvordan skulle hun få sig selv til at tilgive sig selv!? Spørgsmålende havde ingen ende og blev bare ved og ved med at drøne rundt i hendes hoved som om at det var en motorvej for tanker! Hvorfor altid disse tanker, hvorfor skulle hun altid dit og dat!? hvorfor sad hun og tænkte over hvorfor? Det var sådanne tanker der tit gik igennem hendes hoved, sådanne tanker som ingen ende tog og bare kunne blive ved og ved uden rigtig at fører til noget. Et lille opgivende suk gled igennem hendes læber og hun bed sig i læben, hun var iført nogle gule slim bukser og sin sorte varme kattetrøje med poter til. Ellers så hun meget naturlig ud da hun ikke rigtig følte hun havde overskud til at gåre noget ud af sig selv, hun havde ingen make up på, det var ikke de vildeste modemærke tøj, faktisk så gik hun egentlig slet ikke i sådan noget, men hun gik da op i hvad hun gik i. Nu var det bare lige meget, alt sammen var lige meget.

Den spinkle dreng kom endnu en gang ned af gaden med lette skridt imens han kiggede tungt rundt og tænkte over livet, han havde igen givet nogle ting og sager væk, en masse ting som han ikke havde behov for, og han kunne ikke magte at smide det ud, da det jo betød en hel del, så hvorfor ikke give det videre til en person der sikkert havde lige så meget brug for det, som han havde haft da han nu engang havde købt det, dog var der ting som han ikke brugte mere som han stadig godt kunne lide at have rundt omkring, bare sådan får at få et lille indblik af de ting man havde oplevet, og ikke bare tomme ting, men ting som faktisk betød en hel del. Han sukkede lidt og kiggede rundt, men opgav igen han gad ikke ret så meget i dag, han var i grunde os ved at blive træt af de piger der bare kom og overfaldte ham med de mest lorte dårlige ting at komme op med, kunne de ikke komme op med den sandhed som de bare gemte væk, det irriterede ham også at han fik underlige kommentarer når han så endelig sagde at han ikke var tiltrukket til det kvindelig køn, hvad var der i grunden kaldt med verden, han gad godt se en person som ikke tænkte på det ydre, men på det indre, og bare glemte hvordan man så ud uden på, og bare fortabte sig til den person man var bag dette ydre. Han rystede på hovedet og gabte lidt. Han gik hen til parken da han fandt den som et godt sted lige at slippe tøjlerne, han satte sig ned på en bænk hvor en anden person allerede sad men han tog ikke notes af det, lige nu skulle hans hoved tømmes imens han kiggede rundt, han smilede lidt over et par der sad og hyggede sig under et træ med noget picnic, de så ud til at have det godt sammen, en dag skulle han da nok os selv finde en person som han kunne elske og være sammen med, men lige nu var det ikke sket endnu.

Hun sukkede stille og lettere irriteret og lagde ikke mærke til drengen som satte sig ved siden af hende og lod langsomt hånden glide igennem det mærke krøllet hår og så nogle fugle flyve rundt efter hinanden og satte sig så ved siden af hende, efter hun havde boet så mange år i skoven var fuglende og andre dyr begyndt at kunne lide hende og følte sig tryg hos hende, da hun også havde fået jordens gave kunne hun tiltrække mange af skovens dyr. Hun kiggede surt på fuglende hvorfor lod verden hende ikke bare være med de mange fugle. Hun blev ved med at stirre på fuglende og efter noget tid gik de begge op i flammer. Hun spærrede øjnene helt op og blev nød til at undertrykke et skrig da hun helst ikke ville gøre opmærksomhed på hvad hun lige havde gjort. Hun kiggede rundt omkring da hun så at ingen havde set noget og kiggede ned på asken fra de to fugle og fik vinden til at fjerne det. Hun sukkede stille og bed sig i læben og kiggede over på drengen der sad ved siden af hende og kiggede hurtigt væk og over mod parret som sad og hyggede sammen og mærkede et kæmpe stik i hjertet som fik halsen til at snører sammen og at øjnene prikke en smugle men hun rystede dog bare på hoved og fik tankerne ud af hoved og sukkede stille, hun ville om ingen omstændigheder græde! Hun trak benene op til hendes bryst og lagde hoved på knæende. Hvorfor skulle verden også være så fandens uretfærdig og hvorfor havde hun da også så svært ved at give slip!? Han var sikker allerede videre ikke? Det var næsten 3 uger siden at hun havde sagt hun havde været ham utro eller noget i den stil, og hun havde ikke set eller snakket med ham siden at hun var sagt at hun ville gå fra ham at hun ikke kunne se sig selv i øjnene mere, og at hun elskede ham. Hun sukkede stille og bed sig i læben og kiggede igen overmod de fugle som hun havde brændt på med sin ild evne.

Han kiggede stille rundt og mukkede lidt for sig selv, pinen ved at være alene steg op i ham, han spredte sine ben lidt så han kunne hvile sine albuer ned på dem, og sukkede tungt imens han kiggede ned i jorden, verden var underlig, man fik ikke hvad man ville, man gjorde ikke hvad man skulle, alt var bare ja et kaos nogen gange, intet gik som man ville og sådan ville det måske altid være? Han vidste det ikke, han bed sig lidt i læben og rettede sig op inden han lænede sig tilbage og kiggede lidt rundt. Hvad forlangte folk egentlig fra en, forlangte de at man skulle være det reneste og pureste menneske som overhovedet muligt, at man skulle have et hjerte af guld, være klog, kærlig, bare et eller andet? Gad vide hvordan det egentlig måtte være at vide alt? Kedeligt, i hans verden måtte det være sådan, for så var der ikke noget nyt at stræbe sig efter, han opgav til sidst og gad ikke til at spekulere på livet og folk mere, det var stort set det eneste der fløj igennem hans hoved, vidst nok var det godt at tænke på andre mennesker, og det gjorde han jo også, men han gjorde det konstant, mennesker og livet, nogen gange døden, og det negative men mest mennesker, der kom et nyt ubesvaret spørgsmål op hver evig eneste dag, og man rendte rundt i flere timer, dage, uger, eller hvor længe man nu kunne have den tanke i hovedet. Det kom egentlig lidt bag på ham hvor hurtigt man kunne ændre sig, man kunne ændre sig i løbet af en dag uden man selv vidste det, og alligevel så havde andre det som om at der ikke var ændret noget alligevel, eller jo de havde det på fornemmelsen men gjorde ikke noget stort ud af det. Eno sukkede tungt og dybt imens han tænkte, hvordan ville verden egentlig være hvis alle var ens, et ret enkelt spørgsmål egentlig, og alligevel blev det stillet hele tiden, der gik vidst ikke en dag hvor man ikke tænkte over det, han bed sig igen i læben, og slap så grebet om sine tanker da han kiggede hen på pigen ved siden af sig, efter hans mening lignede hun en der led af sorg, eller så var hun ulykkelig over noget han ikke helt kunne bedømme, han hævede stille brynet uden at gøre yderligere i et stykke tid, sad bare og kiggede på hende. “Noget galt?” spurgte han så da han endelig fik sin tunge på gled, han rynkede panden lidt, da begge øjenbryn var kommet op så nogle fine rynker kom frem.

Hun vente hoved da hun hørte en stemme snakke og rystede på hoved "nej.. nej.. jeg har det helt fint" mumlede hun sarkastisk og sukkede mens hun kiggede rundt og viste ikke helt om hun skulle grine eller græde, måske endda brække sig over at foråret var kommet og det betød kærlighed i lange baner, og her var hun. Kæmpede for hendes kærlighed til en dreng som hun ikke engang viste om hun havde en chance med mere, de havde vist aftalt at de ikke skulle have noget kørerende og hun skulle søge hjælp. Hun sukkede stille, hun havde nok brug for hjælp når det kom til stykket, hun var ikke rigtig oven i hoved når det kom til kærlighed og sex. Langsomt lod tænderne bide sig fast i læbernes kød og gumlede blidt på den som hun havde for vane med når hun var nervøs eller ikke have det godt. Egentlig gjorde hun det af ren vane nu, hele tiden faktisk uden at hun rigtig tænkte over det. Men det blev bare meget værre når hun var nervøs, ked af det eller sur. Hun vente igen hoved over mod drengen og tog ham denne gange i øje syn og smilede skævt til ham "men.. tak fordi du spørger tror jeg nok" sagde huns stille og kløede sig på hagen og vuggede stille frem og tilbage. Hun måtte altså virkelig tage sig sammen og tænke på noget andet i stedet for det med at hun savnede Seth det ville alligevel ikke rigtig komme ud af det hvis hun bare sad og hang i det som der var sket. Noget som egentlig bare skulle lægges bag hende, hvis hun ikke gav slip kunne hun jo heller ikke lige frem komme videre.

Han kiggede på hende med et hævet bryn og måtte sige at hun var dårlig til det med sarkasme. “Det hjælper ikke at lukke ting inde…” mumlede han stille og satte sig til bage igen med hovedet frem ad, han kiggede rundt og betragtede de forskellige ansigter, nogen glade andre kede af det, og det fik igen tankerne i gang hos ham, hvorfor skulle man være glad? Hvorfor var det humør egentlig vigtigt, hvorfor skulle man elske nogen, hvorfor ikke elske alle, hvorfor overhovedet elske? Han hævede det ene bryn imens han tænkte over tingene, jo mere han tænkte jo flere spørgsmål kom til, og jo flere spørgsmål desto mindre svar. Nemlig han kendte næsten aldrig svaret til sine mange spørgsmål, noget der fik ham til at tænke i lange baner, nogen gange kunne han godt gå hen og tro at han var sindssyg, med alle de tanker der bare poppede op ud i det blå som ingen mening havde, han sukkede lidt og gabte igen kort. Da han hørte det næste hun sagde svarede han ikke med det samme han tænkte videre omkring de med svar, glæde, mennesker og alverdens andre ting, i grunden var det bare nogle spørgsmål, nogle spørgsmål som han bare fik frem i hovedet uden at han vidste det. Han kiggede hen på hende igen og bed sig lidt i læben inden han sagde noget, “Hvorfor sidder du egentlig her, hvis du savner en person så meget?” spurgte han så, Eno havde været god til at læse folk sådan havde han altid været, det var ikke en evne eller jo på en måde men alligevel ikke, der var intet magisk i det, det var bare ja… sådan var han bare, det lå inde i hans personlighed, at kunne læse folks problemer eller humør eller what so ever? Han kiggede frem for sig igen og knækkede kort nakke inden han sukkede.

Hun trak på skuldrene "det hjælper heller ikke at være sur og ked af det hele tiden, og dog er det så mange mennesker der er det, i stedet for at se det positive i livet.. og sådan et menneske er jeg desværre ikke.. vil hellere have ondt af mig selv" sagde hun og kneb øjnene halvt sammen da hun havde det som at hun fik sole lige i øjnene hvilket var utrolig ubehageligt når det kom til stykket. Hun sukkede stille og bed sig i læben og trak på skuldrene til han næste spørgsmål "Fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige til personen?" sagde hun og holde nu blikket på ham i stedet for at lade det glide rundt på de mange mennesker som hyggede sig sammen med venner, familie eller deres kærlighed. Alt det hun ikke længere havde, hun var tæt på at have det. Hun var gravid, hun havde den perfekte kæreste, og hun var lykkelig. Og alligevel skulle alt det gå i vasken? Alligevel skulle hun ødelægge det hele som hun altid havde gjort altid ville være. Hvad ville der blive ændret ved det? Hun viste det ikke rigtig, men chancen for at hun nogen sinde ville kunne forstå hvorfor hun havde gjort som hun havde var nok meget lille når det kom til stykket. Et lille smil kom dog frem på hendes læber da hun kom i tanke om alle de minder de havde sammen, de gange hvor de havde hygget sig, de gange hvor de havde drillet hinanden. Også de gange hvor alt bare var gået galt, hvor alt så ud til ikke at virke sammen mere. Og de var kommet ud af det sammen, hvorfor skulle dette være så svært at komme ud af!? Hun havde jo ikke gjort det fordi at hun havde lyst til sex, men hun havde bare ikke kunne sige nej da han havde hævet hende ud på toilettet, hun havde været så beruset at hun ikke engang viste hvad der var sket sådan rigtig. Ikke sagt ja, men heller ikke sagt nej. Hun kunne faktisk ikke rigtig bedømme hvad der var sket den aften ud over at hun havde gjort noget hun ville fortryde hele vejen igennem livet "kærlighed er noget man skal kæmpe for" sagde hun stille "Men når krigeren ikke længere har kræfter til at blive ved, hvordan skal man så komme tilbage på hesten?" sagde hun stille, hun havde det med at tale i gåde og når hun gjorde det var der ikke særlig mange der egentlig helt forstod hendes budskab. Det var nok mest det der fik hende til at føle sig gammel og at hun havde mange år på bagen. Ellers ikke så meget, da hun fandt sig selv som meget god til at passe ind i denne nye verden selvom den var en del anderledes end den som hun gik ud fra som 18 årig ind til en engel krop.

“Hmm…” mumlede stille og tænkte, hvad gjorde man når man var faldet af hesten, og ikke havde kræfter til at rejse sig op? Efter hans egen mening så skulle man samle sin kræft igen og hoppe på sadlen, eller også havde man bare brug for en ven, en tæt og nær ven som man stolede på som man kunne læne sig op af når smerten var størst, og føle sig tryg, bedre sagt, en hjælpende hånd, ja det var det der var svaret på hendes gåde spørgsmål, han havde i grunden ikke svært ved at se meningen i det hun havde sagt omkring det, mere hvad hans svar skulle være. “En hjælpende hånd..” Sagde han stille tænkende, og syntes nu det lød meget godt efter hans mening. Han trak lidt på skuldrende og sukkede kort, det var jo svært at sige hvordan man skulle komme fremad igen, der var forskellige måder at klarer det på alt efter hvad man gjorde i daglig dagen og det jo, der var for eksempel nogen der tog til psykologen eller hvad vidste han, andre fandt sammen med en anden i håb om at glemme personen på en eller anden måde? Han trak lidt på skuldrende og sukkede så, det kunne være lige meget, så længe man fandt en måde at komme frem igen på, så var det jo ligegyldigt hvilken beslutning man to, han kiggede op på himlen hvor flere fuglepar jagtede hinanden mens de sang, det irriterede ham lidt, ikke fordi han havde noget imod kærlighed, overhovedet ikke, men hvor mange af de par som sad rundt om ham havde ikke problemer? Et helt ny forelsket par troede altid at ih og oh det skulle da gå godt, og intet kunne skade dem så længe de var sammen, men med tiden ville de finde det de havde kedeligt fordi der intet ‘drama’ var, hvad var der overhovedet at gøre bedre når man jo kun havde det godt sammen, der skulle jo være plads til gode og dårlige tider, ikke kun gode. Eno prøvede at forstille sig hvordan det ‘gode’ forhold ville være, der hvor folk ikke kom op og skændes, og hvad vidste han. Han kunne ikke sætte sig ind i det, og fandt det komplet underligt, han prøvede så at sætte sig ind i et hvor der skete drama, handling og svigtelse, men også tilgivelse, han smilede lidt ved tanken over alting ikke var i den syvende himmel, men et helt ny forelsket par ville sikkert kun tænke i klarer baner når de var sammen, de ville ikke kunne se de dårlige sider, men når de havde været sammen med personen begyndte de at kritisere dem indvendigt, og til sidst blev de ulykkelige over at de ikke havde forudset den slags. Men alt i alt, så var det sådan Eno så på det, han fandt ægte kærlighed hvor man kunne gå fra hinanden men vende tilbage igen, og stadig komme op og skændes, have de sørgelige tider, og da også de gode og sjove tider.

Hun mumlede stille noget som ikke kunne høres og kløede sig i nakken "en hjælpende hånd..?" mumlede hun stille og kiggede hen på ham med et svagt smil, ja det kunne godt være at man skulle have en hjælpende hånd. Men hvor skulle den komme fra? Den ven hun havde haft havde forladt byen og ville nok ikke komme tilbage, og det var længe siden at hun havde set Lucifer, så at sige hun havde nogen venner, var ikke det rigtige fordi hun havde ikke særlig mange. Så hvem om hun måtte spørger skulle hun snakke med omkring det her? Et dyb suk røg ud igennem hendes læber og hun kiggede lige frem for sig "jeg.. har bare ikke rigtig nogen der kan give mig en hjælpende hånd" sagde hun så endelig igen og bed sig i læben "Forstår du.. jeg gjorde den fejl at jeg lod ham komme til at blive alt det jeg havde, alt det som mit liv stod for.. selvom at vi aldrig rigtig havde det helt perfekt og vi havde det med at skændes.. sådan som man nu altid har det i et rigtig parforhold, eller sådan som et rigtig parforhold skal være.. men nu har jeg ikke rigtig andre mere.. har været for dårlig til at holde på mine kontakter" sagde hun med en svag stemme som mere var en mumlen når det kom til stykket end en rigtig stemme. Hvis hun havde vist hvad han havde tænkt ville hun ikke andet end at give ham ret i det. Et parforhold skulle have sine op og ned ture, skulle have lov til at dø lidt ud en gang imellem for så at finde tilbage med dobbelt styrke, eller hvis det virkelig var ægte kærlighed. Og egentlig burde hun bare tage sig sammen, for hvis det var ægte det hun havde med Seth skulle du nok finde tilbage igen. Og hun havde jo aldrig følt noget mere ægte for end det hun havde haft med ham? Så hvorfor sad hun nu her og surmulende. Endnu et suk fløj ud igennem hendes næse og hun begyndte at rode efter hendes prins smøger da hun et eller andet sted virkelig godt kunne trænge til en. Der gik dog lidt tid inden hun fandt den rigtige lomme samt sine lighter og tog den frem med et lille smil på læben, hurtigt blev der fisket en smøg op som hun satte i munden og tænde med et ordenligt sug. Langsomt pustede hun røgen ud og vente sig mod drengen hvis navn hun faktisk stadig ikke kendte "have en?" spurgte hun venligt og smilede blidt til ham.

Han tænkte lidt, og trak så på skuldrende, “Du behøver jo ikke nogen eksisterende person, det kunne lig så vel være en fiktiv person, som en fantasi ven ville man nok kalde det, men nogen gange hjælper det faktisk…” sagde han lidt vurderende som om han selv havde prøvet det, “Jeg kan huske at da jeg var mindre, tog jeg en bamse…” kom det roligt tænkende fra ham med rynket og holdte hænderne frem for sig som om han så på bamsen lige nu, “så fortalte jeg alle mine dybeste hemmeligheder, meninger, problemer, og råd til mig selv, det var nærmest lige som at skrive i en dagbog, uden at efterlade beviser på at der faktisk var skrevet i den…” sagde han så og smilede lidt, han kiggede på hende og trak på skuldrene, da hun sagde at hun havde svært ved at holde sine kontakter med folk, det skete jo ind i mellem, selv var Eno os ret dårlig til den slags, men han kunne bare ikke tage det med venner i alt for store mængder, så var det meget rart at have nogle få og meget gode venner, han sukkede lidt og kløede sig i håret imens han tænkte over det, det gjorde også ens tillid meget bedre til den person som man havde nær og ikke bare et løst venskabs forhold som ingen ting betød. Han mumlede lidt for sig selv i mens han tænkte og vidste ikke helt hvad han mere skulle sige, ´han trak så på skuldrende og kiggede rundt, så så på hende igen og smilede lidt da hun tilbød ham en cigaret han rystede så på hovedet og sukkede lidt “Jeg er ikke den store tilhænger til rygning…” sagde han roligt, for ikke at fornærme hende, han havde jo ikke så meget imod det, men han var imod at selve opfindelsen var blevet, hvem var det egentlig der havde opfundet det? Han mente nok det var i de gamle cowboy tider hvor man bruge lasso og den slags, eller var det en mindre udgave af en cigar? Han vidste det ikke, men navnene løs stort set ens, han tænkte lidt videre over det og rynkede lidt på næsen, der var nu mange der var omkring de 80 eller 78 år som havde røget helt nede fra deres unge dage, hvis han ikke huskede ret havde han faldet ind i en god snak med en mand, der startede med at ryge som 4årig, men alle røg stort set den gang, udover ham da, han havde ikke brudt sig om den og havde hostet af det fordi det kom ind i munden på ham, men med tiden var han blevet bedre til at styre sine hoste anfald når folk var i nærheden af ham og fik et lille pust.