En helt almindelig dag i skoven.. indtil videre i hvert fald..

Tid: 15:04
Sted: Skoven
Omgivelser: Der er opholder sig ikke særligt mange i skoven - næsten ingen.
Vejr: Solen skinner, men flere steder er træernes grene så tætte, at de skygger for solens stråler.


Giselle var vågnet op til en dejlig og solskinsrig dag, så en tur i skoven, var ifølge hende en meget god idé. Det var bare ærgerligt, at hvis hun først kom langt nok ind i skoven, var der ingen sol at hente. Træernes kroner, var flettede ind i hinanden, langt over hendes hoved, som om de bevidst prøvede at holde solens varme stråler ude af skoven. Hun elskede at være udenfor i solen, så måske, var hun alligevel gået det forkerte sted hen. På den anden side, var hun også ret glad for naturen - følelsen af frihed. Sol og natur kunne hun jo sådan set få nok af, i haven bag ved hendes forældres kæmpe-villa. Hendes forældre var utroligt velhavende og sjældent hjemme. I haven bag huset var der både springvand, blomsterbede, træer osv. Det hele var rent og havde stil. Intet var overladt til tilfældighederne. Intet ukrudt, ingen blomster, der hvor der ikke skulle være blomster osv. Og de steder, hvor der var blomster, var de plantet og rettet sådan til, at det lignede, at nogen havde været forbi med en lineal. Hendes forældre havde en masse gartnere ansat, som sørgede for, at haven altid var flot og.. kunstig. Der var intet i den der var "ægte". Intet i den have, var som i skoven. Følelsen af frihed eksisterede ikke der.

Giselles påklædning var ikke bare "tilfældigt" tøj. Hendes forældre var jo enormt velhavende, og det kunne tydeligt ses på hendes påklædning. Hun var iført et par jeans fra Prada og en stram stropløs top fra Chanel. Udenover dette en varm Burberry-frakke og et par støvler, der sluttede midt på anklen fra Gucci. Om halsen havde hun en guld-halskæde med en hjerteformet diamant, som vedhæng. Det samme diamant-hjerte, var på et par guldøreringe og et guld-armbånd som hun også havde på. Hendes gylden-brune hår bølgede blødt ned omkring hendes skuldre, og ned af hendes ryg. De chokolade-brune øjne var omringet af nogle lange, sorte øjenvipper - som så sådan ud fra naturens side af, for hun havde ingen make-up på. Der var ikke en eneste fejl at finde i hendes ansigt - eller nogle andre steder på hendes krop, for den sags skyld. En lille næse, og en velformet mund med et par fyldige læber. Hun var smuk - unaturligt smuk, af et menneske at være. Det havde noget at gøre med gener. Hendes farmor havde vidst været en elver, så vidt hun var orienteret. Og derfra havde hun udseendet , som faktisk var det eneste, der var "unaturligt" ved hende. Forstået på denne måde, at hun ingen seje "super-kræfter" havde. Hun kunne ikke gøre sig usynlig, ikke løbe hurtigt, ikke kontrollere nogle af naturens elementer osv.

Smilende forsatte Giselle sin vandren i skoven.

Det havde været en lang nat, en nat fyldt med jagt, kamp og en midlertidig sejr. Manda havde ligget sig til at sove i et træ, højt fra jorden. Han havde kæmpet lidt om sit lille territorium i skoven, varulve og vampyrer havde en del territorium i skoven, en form for aftale så der ikk skulle blive skænderier og kampe om hvem der måtte få byttet. Desværre var der nogen der ikk var helt tilfreds med den fordeling, så de ville have mere at få. Denne gang en anden varulv. Han havde lidt mærker og sår hist og her, men han var ikk rigtigt slået ud af det, bare træt. Han havde ikk sovet noget tid af natten, så det skulle indhentes ved at sove dagen ud.

Dog vågnede han da noget som ikk passede naturligt ind, gik igennem skoven. Han åbnede sine øjne og kiggede rundt. Han kunne ane en pige der havde fundet et sted at stå, hvor træerne havde mellemrum, men bladende og grenene var tæt knyttede. Han sukkede opgivende, hun havde vist valgt en dum påklædning at gå ind i skoven på. Mens hun havde guld halskæder og designer tøj, stod han der i sin hvide T-shirt, et par let hulede jeans og nogle sneakers. Han havde ikk dyrt tøj, men det var almindeligt. Han hoppede ned fra træet og landede på jorden, han gik hen af mod hende og stoppede op lidt fra det nærmeste træ. Hans gule øje(venstre) havde et koldt skær fra sig, mens han sorte(højre) havde et almindeligt udtryk. Han sukkede stille, "Du er ikk så lidt fræk at gå ud i skoven i den påklædning? Man skulle tro du gerne ville røves, eller overfaldes..." sagde han og gik hen af mod hende med hænderne i sine lommer.

Giselle vendte sig om mod den fremmede stemme. Både overraskelse og forskrækkelse var at spore i hendes store, brune øjne. Dog blev den hurtigt erstattet af nysgerrighed. Hvem var denne fremmede og hvad lavede han her..? Hun betragtede ham diskret, imens hun af sig selv, gjorde sine egne tanker om, hvad han var for en..
Hans tøj var - i modsætning til hendes - ikke specielt dyrt, så det ud til. Ikke at det gjorde nogen forskel. Hun var ikke som hendes forældre, der så ned på dem, der ikke havde råd til det, som de havde råd til. Hun så ikke materielle ting som et status-symbol, som så mange andre desværre gjorde. Inklusiv hendes forældre, som nok hørte blandt de værste på det område. Havde det for eksempel været hendes mor, der var stødt ind i denne fremmede, havde hun nok ikke engang gidet kigge på ham, inden hun var forsat. Hun ville nok ikke engang have nærmet sig skoven, så et sådant møde kunne finde sted. Men i princippet...

Han var ikke grim - ham den fremmede - tværtimod. Men det kiggede hun dog ikke så meget efter. Det der for alvor fangede hendes opmærksomhed, var hans øjne. Det venstre øje var gult, og kiggede nærmest koldt på hende. Den højre øje var sort, og havde et nogenlunde almindeligt udtryk. En person med sådan nogle øjne, havde hun aldrig set før. Af en eller anden grund, regnede hun ikke med, at hans race var menneskelig. Og så alligevel? Hun opgav hurtigt, at gætte på hans race, da det ikke var noget, hun var særligt god til.

Giselle smilede en anelse forlegent, og så ned af sig selv. Jeans'ne, den stramme top, guldsmykkerne, jakken, støvlerne.. Bare støvlerne havde koster hende flere tusinde kroner, og toppen - som også havde kostet rigeligt - gjorde ikke særlig meget, for at skjule hendes former. Der var jo nok noget, om det han sagde, men hun havde ikke ligefrem regnet med, at blive overfaldet ude i skoven.. hun havde faktisk ikke engang regnet med, at møde nogen.
"Hvem skulle dog overfalde mig?", spurgte hun smilende. Hun var ikke helt tryg ved situationen. Hun kendte jo ikke den fremmede.. var end ikke klar over, hvad hans navn var. Men hun skjulte det med et smil.

Han kiggede stille på hende, han lænede sig tilbage og havde ryggen op af træet. Han fik armene en smule over kors, han fandt det ikk som nogen fornærmelse at hun havde valgt at stå på hans område, tværtimod. Han var glad for lidt selskab, men hvad han ikk forstod, var hendes påklædning. Hvad i alverden lavede hun i en skov i designer tøj? Man kunne muligvis tjene flere millioner, blot på hendes smykker. Og skoven var et sted for bumser, ikk at alle dem der var i skoven var det. Men det var typisk de fattige der gjorde, så hvad lavede en rig kvinde i skoven? En ting var sikkert, enten gemte hun smykkerne eller også var hun ikk rigtig klog. Han kløede sig i nakken, han kunne lugte menneske over hende, men hun lignede en elver eller aspara. Måske menneske gift med elver som forældre? Han trak på skuldrene, ikk det vigtigste ved sagen.

Det var ikk svært for ham at gætte hvad hun foretog sig, hun studerede hans krop og ikk mindst øjnene. Ingen overraskelse, alle havde det med at stirre på hans øjne, i stedet for ham. Han havde vel egentlig også en interessant øjenfarve? To forskellige, som kunne ses mere end tydeligt. Hvis man kiggede rigtigt godt efter, kunne man se at hans venstre øje pupil var en slags streg, ikk tynd, men ikk rund heller. En blanding. Han fik også den næste konklusion, at mennesket ikk kunne gætte hans race, men gerne ville. Hun gav udtryk for at studere hans krop, for muligvis at få et svar på det der. En aspara, elver og vampyr, var typisk blege og smukke, men han var lidt mørk i huden og havde en almindelig krop og ansigt. Dog var han lettere maskulin, men havde ikk en six-pack som så mange andre ville have. Det mest maskuline ved ham var hans arme.

Han gik stille hen mod hende, han stoppede op lidt foran hende og kiggede stille ned på hende. Han fik et opgivende udtryk da hun begyndte at spørge om hvem der ville overfalde hende. Han rynkede brynene og satte hovedet en smule på skrå. Han tog blidt en hårlok af hendes hår og lod det glide ud af hans hånd. Hendes hår var vist også blevet plejet utrolig godt. Han kiggede på hende igen. "En mand der er fattig, pervers og/eller keder sig..." sagde han opgivende og gav hende et smølfespark over panden. "Din påklædning er en stor sum værd, og siden det er så meget værd, ville at kidnappe dig og kræve løsesum også give meget... Og du har udseende der minder om en elver eller aspara, så en liderlig gammel skid ville nok også gerne have fat i dig..." sagde han opgivende. Han gned sin tinding blidt, "Så jeg tror at du bare skal ud og træde forkert en enkelt gang og så er du på spanden..." sagde han stille. Han kiggede på hende og tænkte lidt. Han vidste ikk om det var smart at begynde at spørge hende om han skulle følge hende ud af skoven, så ingen ville gå efter hende når han stod der, men hun ville nok se ham som en af dem han sagde nok ville gå efter hende så.

Giselle vidste godt, at det var uhøfligt at stirre åbenlyst. Men uanset hvad, så var det svært, ikke at gøre det, i dette tilfælde. Hun havde aldrig set noget lignende - og dermed hentydede hun til hans øjne - og det gjorde det svært ikke at iagttage ham med et nysgerrigt blik i det store, brune øjne, som mest af alt, kunne sammenlignes med Bambis. Hun blinkede et par gange og løsrev sig så.. men nu stod hun i et nyt problem. Hun forsøgte jo, at føre en samtale med ham, og hvor var det lige hun skulle kigge hen, når hun nu ikke skulle kigge på hans øjne? Normalt kiggede man jo hinanden i øjnene, når man snakkede til hinanden. Men hvis hun kiggede ind i hans, kunne hun ikke undgå at være både overrasket og nysgerrig. Det så ikke ud som om, at hans øjne følte det samme. Det ene kiggede koldt på hende, og det andet, var neutralt. Hvordan kunne det overhovedet være muligt? Den gule farve, kunne vel være en form for øjenbetændelse, kunne den ikke? Og i så fald, kunne det forklare øjets udtryk? Det gav ingen mening - ikke engang for hende. Det andet øje, havde desuden en mærkelig pupil, når hun kiggede nærmere efter. Den var ikke rund, men heller ikke lige. En mellemting af en slags. Han var helt sikkert ikke et menneske. Ikke rent, i hver fald. Hvis han da overhovedet havde noget menneskeligt i sig. Der måtte være nogle gener af en slags, blandet sammen med menneske-racen, hvis det skulle være tilfældet. Ligesom med Giselle selv, som var menneske, med nogle elver-gener, som havde givet hende en overnaturlig skønhed. Ingen superkræfter eller noget, som kunne have gjort hele den der elver-ting-ting meget sjovere. Men næh nej... hun var forsat lige så hjælpeløs som et hvert andet menneske, hvis ikke mere. Hun var jo ikke vant til nogen form for modstand.

Giselle vidste ikke helt, hvordan hun skulle reagere på, at den fremmede rørte hendes hår. Men han gjorde det med en så blid bevægelse, at hun ikke rigtig kunne få sig selv til at protestere. Da han startede sin forklaring, som resulterede i et blidt smølfespark i hendes pande. Hun grinede kort, idet hans fingre rørte hendes pande. Hendes latter var smuk og charmerende, selvom hun ikke prøvede at charmere sig ind på den fremme på nogen som helst måder.
Hans historier om voldtægtsmænd, røvere osv., skræmte hende nu ikke.

"Jeg har været herude mange gange, og der har jeg altså ikke mødt nogen", svarede hun. Hun havde sjældent mødt nogen derude - den fremmede foran hende var meget vel den første.

"Desuden er skoven jo kæmpestor! Chancen for at de voldtægtsmænd og røvere finder mig her, er da meget lille", tilføjede hun med et smil på læben.

Han kiggede stille på hende, det var ikk svært at se på hende hvor interesseret hun var i hans øjne. Eller måske kun hans øje. Han sukkede stille, han skulle næsten gå med klap for øjet, hun kunne ihvertfald ikk lade være med at stirre på hans øjne. Han tænkte stille, enten skulle han vel gemme øjet, eller måske fortælle hende hvorfor han havde netop den øjenfarve. Han fandt dog en lille lettelse i at hun stoppede med at kigge direkte på hans øjenfarve, man kunne kigge hinanden i øjnene mens man snakkede, men hun kiggede mere på hans øjne end i dem. Han gned sin tinding og sukkede stille, hun kiggede på hans øje igen. Han lod sin hånd glide fra tindingen over hans øje, det kolde blik som kom fra det gule, forsvandt. Han gemte det mellem sine fingre og kiggede på hende, "Det er ikk for at virke underlig, men det er sådan set lidt mærkeligt når nogle direkte stirre på mit øje og slet intet siger om det..." sagde han opgivende. Han smilede dog lidt, så hun ikk skulle tro han var sur eller fornærmet. Han tænkte lidt og smilede stille. Han lagde sin hånd på hendes skulder, "Men som du nok har regnet ud, så er jeg ikk fuldkommen menneske, ligesom dig selv." sagde han og pegede på hendes ansigt. "jeg kan ikk lugte at du er aspara eller elver, kun menneske, men du har træk der giver udtryk for netop det..." sagde han og smilede stille. Han lod sin anden hånd falde for sit øje og kiggede stille på hende med det. "Jeg vil godt prøve at høre dit gæt på hvad jeg er, siden du stirre på mit øje, må du vel gøre dig nogle tanker om hvad det tilhøre?"
Han kom med et opgivende smil da hun grinede. Hun var da vist en lidt tosset en, siden hun ikk fandt det som en fornærmelse at få en over panden af ham. Hun kunne ligne en der ville være fornærmet over at en "almindelig" rørte hende. Men det var heldigvis ikk sådan en personlighed hun havde, hun så endda ligeglad ud med at han lige havde fortalt hvad der eksisterede i skoven. Et modig menneske. Men måske også lidt dum. Han trak på skuldrene, "måske har du ikk, men jeg siger bare hvad der findes i skoven." sagde han og kiggede ned af hende. Det var stadig underligt at se en med sådan noget tøj på, i en skov hvor alting var beskidt og der var væsner der kunne slå ihjel uden så meget som at tænke. Såsom ham. Han kløede sig på hovedet, hun havde sådan set fat i noget ved at skoven var stor. Men som ham var der folk med skarp lugtesans. Han rystede på hovedet og smilede let, "Det kan der være noget om, jeg prøver bare at fortælle dig at sådan en som dig, muligvis skal passe lidt på hvor du færdes med sådan en mundering..." smilede han. Han kiggede over mod det træ han havde siddet i, måske kunne han bare tage sin lur igen.

Hun rødmede svagt, da han kommenterede at hun bare stirrede på hans øje, uden at sige noget.. det var jo netop det, han ikke måtte opdage. Det var jo så enormt uhøfligt at stå og stirre - og vildt ubehageligt. Hun gættede på, at den fremmede ikke gik så højt op i høflighed, men han syntes da sikkert, at det var en anelse irriterende at blive stirret sådan på. Og hvad kunne hun sige, for at redde den? Hun kunne næppe benægte det.. hendes stirren havde jo været lidt for åbenlys, så det ud til.

"Det er jeg virkelig ked af. Det var ikke for at stirre, jeg har bare aldrig set en med sådanne øjne før..", svarede hun ham, helt ærligt. Her var der ikke andet at gøre, end at give ham sandheden. Og den havde han fået. Han begyndte at spørge ind til, om hun vidste hvad for en race han havde, og spurgte ind til hendes. Ang. hans race havde hun ingen idéer. Som sagt før, havde hun aldrig set nogle øjne, der på nogen måde lignede hans. Men hun kunne i det mindste forklare ham, hvilken race hun tilhørte.

"Jeg er et menneske, men min bedstemor var elver, så det er generne fra hende af, jeg har arvet. Men det er kun mit udseende, man kan se det på. Jeg har ingen vilde evner, og jeg kan ikke nogen form for magi", svarede hun ham. "Ang. din race har jeg ingen anelse. Du må været noget menneske, men ellers har jeg virkelig ingen anelse", indrømmede hun.

"Jamen, det skal jeg da nok", svarede hun ham med et smil, da han kom med formaninger om, at hun burde passe på ude i skoven. Han kunne jo godt have ret, i det han sagde.
Hun havde ikke noget imod, at han rørte hende, som han havde gjort med hendes hår og hendes pande. Hun var ikke tilhænger af, at under-, middel-, og overklassen skulle holdes adskilt på den måde. Hendes forældre var til gengæld store tilhængere af det, og var kun sammen med folk med deres mængde penge, hvilket ikke var særligt mange, eftersom hendes forældre jo var enormt velhavende. Hun var ikke som sine forældre - og det var hun godt nok glad for..