Thinking of the past. //Amelia//

Dato: 14/10.2010
Sted: Søens bred.
Tid: Middagstid.
Omgivelser: Søen, naturen, Nimhithe.
Vejr: Nogle skyer, solen stråler varmer lidt, ellers et lidt køligt vejr.

Nimhithe sad ved søens bred og kiggede ned i vandet. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre ved sig selv, fordi han ligesom ikke havde nogen herre længere. Så nu sad han her ved søen og betragtede den stille, mens han gennemlevede de sidste øjeblikke i sit liv. Et sted var han glad for, at han ikke længere havde sin herre, men alligevel savnede han en, som bestemte over ham, satte ham på plads, og bad ham om en masse ting.
Nimhithe sukkede og lagde sig ned på ryggen med hænderne under hovedet. Han betragtede stille himlen, som virkede lidt, som himlen på en forårsdag. Dog var det nok lidt varmere.

Små lette skridt fra bare fødder kunne så høres fra skovbrynet. Det gik ikke sådan listende rundt i en ring om søen men var mere ubekymret hen mod søen. Der gik heller ikke længe før at en lille pige der nok ikke være mere end de 13-15 år gammel. Lugnede hun hvert faldt end på. Hendes lange hasselnødebrune hår flagrede lystigt efter hende mens at hun bevlgede sig fri som en fugl. Hun stoppede lkidt efter op igen efter at hendes smukke og krystalklare dådyr øjne der næsten ahvde den samme hasselnøddebrune farve som hendes hår så hvilede mod denne fremmede dreng der så havde valgt at ligge i det område hun plejede at slappe af i her om middagen. MEn det var ikke noget der pissede hende af. Hun blev bare mere nysgerig. Over at vide hvem dette var. Amelia, som denne unge aspara så fint hed, lod sig igen få gang i fodtøjet og hun slap ikke blikket fra ham og et smil havde formet sig på hendes bløde læber..

Nimhithe havde lukket øjne, da han følte sig lidt træt. Han havde virkelig ikke rigtig kunne sove på det sidste. Mareridtene om mordet på sin herre, havde plaget ham rigtig meget på nætterne. Det kunne nok være, fordi han savnede at have en herre. Men han måtte jo se at komme videre i livet, fordi hvem ville dog give husly til en mystisk dreng, hvor alle, der har været i nærheden af ham, dør.
Nimhithe blev opmærksom på, at der var noget, som bevægede sig i græsset ikke så langt fra ham. Han åbnede øjne og støttede af på hænderne og kiggede sig rundt. Han fik øje på en pige, som virkede til at være på vej mod ham, men hun virkede ikke fjendtlig. Han betragtede hende med sine klare grønne øjne.

//A secret: I was upon a time Stéphan.//

//A little secret; I hate you ^^'//

Amelia stopepde ikke opover at drengen havde opdaget hende., Det fik blot hendes smil til at vokse lidt. Hun ahvde ingen anelse over at han måske kunne have en del af aspara i sig. Men det kunne måske også være ligemeget. Hun stoppede så op ikke særlig langt væk fr ham og lod sig dympe ned i græsset ved siden af ham. "Hej.." lod hendes blide og rolige stemme. Den havde aldrig ændret sig andet end en mindre tone fra da hun var lille og så nu. Hun algde sit hoved lidt på skrå og så studerede på ham. Hun betragede hvordan at hans hår havde denne specielle grønne farve som hun ikke så hver dag. Og de grønne øjne der matchede perfekt. Men igen havde hun ingen mistanke over at han måske kunne være en af disse skønheder som hun også var af..

Nimhithe satte sig helt op, da den fremmede pige havde sat sig ikke så langt fra ham. Der var noget ved hende, som ikke virkede menneskelig, men han kunne ikke sætte finger på, hvad det var. Han havde aldrig været den store ekspert i at se forskel på de forskellige væsner, der nu eksisterede i denne forskruede verden. Han betragtede hende lidt, hun var en køn pige, ligesom han var en køn dreng. Så måske kunne der være noget aspara over hende.
"Hej." gengældte Nimhithe hilsen fra pigen. Hans stemme lød, som en hver andens 16-åriges drengs, hvis stemme lige var blevet færdig med at gå i overgang.

Amelia's smil vokede endnu en gang da hun hørte hans stemme.v Da lyden klingende blev opfanget af hendes høresle. Hun kunne normalt ikke lide andre asparas men hun vidste jo intet om denne dreng ind det ydre lige nu så der var ingen foragt i hendes stemme eller opførsel. Hun fattede bare ikke hvorfor at hendes race skulel være så bange for vampyre. der var jo nogle der ikke kunne gøre dem så meget. Hun ahvde selv mødt mange vampyre som intet havde gjort ved hende. Men alligevel havde hun også mødt nogle der havde gjort hende ondt. "Hvem er du så?? Jeg har ikke rigtigt set dig her i byen før.". lod hendes rolige og lbide pige stemme igen. og smilet kunne næsten også høres i stemmen..

//You know I'm just kidding.. :3//

"Jeg bliver kaldt Nimhithe, men jeg kender ikke mit navn." præsenterede Nimhithe sig selv, "Jeg er også mere eller mindre ny i byen, da jeg kommer over fra Irland." Nimhithe havde ikke rigtig været på sine egne fødder før, og havde ikke rigtig fået sit eget indtryk af verden, da det jo var hans herres mening, som talte for ham. Han betragtede igen stille søen. Han overvejede lidt at stikke fingeren i vandet, men ville hellere lade vær, selvom han ikke helt vidste hvorfor. Måske fordi det var hans egen handling, og ikke en handling hans herre ønskede? Han vidste det ikke.

//I hope so. :D//

//Skal smutte =____= svare senere :D ///

//Okay, vi ses senere. :D//

"Nåeh men hyggeligt at måde dig.." sagde hun smilende og det var nemt at se at hun virkelig mente det. Hun elskede at møde nye mennesker. Selvom at hun få gange havde fået det lettere vanskeligt møde med nogle. "Jeg hedder Amelia Sia Lukumi.. Jeg har boet her i byen siden jeg var helt lille.." Hun satte sig ordneltigt til rette. Stadig ikke alt for tæt på denne dreng. Men heller ikke mere meter fra ham. Det var bare en typisk måde for ikke at gøre den anden person alt for utilpas. "Irland?? Er det ikke ret langt her fra??" Hun lagde spørgende sit hoved lidt på skrå og hendes uskyldige ansigtsudtryk fik hende på dette tidspunkt hvor hun var uden for viden så ret så nuttet ud. Men det var ikke noget hun gjorde med vilje..

Nimhithe vidste ikke selv, om han skulle synes, at det var hyggeligt at møde nye mennesker/væsner. Han var alligevel meget langt nede i hierarkiet på stedet, som han havde hørt om, men gjorde ham ikke meget, da han var til undertrykkelse af sin herre og andre omgivelser.
Nimhithe kiggede op, da Amelia spurgte efter Irland. Hans hjemland og fødested. Et sted, som han aldrig kunne besøge mere, da de bare ville fordrive ham. "Irland ligger ved siden af England, du ved, den der ø." prøvede Nimhithe at forklare hende. Han blev ikke tiltrukket af hende, da han kun tilbad sin herre.

"Nåeh okay ja.. " Amelia nikkede bekræftende og lod sit blik glide ud over vandet mens at hun roligt trak sine ben tæt ind til sig. Hun smilte stadig og nød den vind hun nu kunne mærke og som legede lidt med hendes hår. "Hvorfor er du så flyttet her til Di Morga?? Det er ikke ligefrem det mest rare sted at komme til.. Med mindre at man har en drøm om at vise sine kræfte frem af og til.. Eller bare noget lignene" Hun så ikke mod ham mens at hun snakkede. Hendes blik var bare rettet stift mod vandet der bevægede sig en lille smule. Hun kunne godt lide at betragte denne væske men hun ville aldrig kunne gå ud i det med den frygt hun ahvde fået tildel..

Nimhithe rettede sit blik mod søen, da Amelia så ud til at have forstået, hvor Irland lå henne. Han havde ikke mødt mange, som ikke vidste, hvor det lå henne, men landet havde jo haft mange navne, før det enlig fik sit nuværende navn. Men sådan havde det jo været med mange. Da vinden kom og legede med deres hår, blev Nimhithes blæst ind foran hans øjne, hvorefter det igen passerede hen til dets oprindelige plads.
"Jeg havde hørt mange ting om stedet og ville nok kigge nærmere på det. Og jeg enlig kun kommet hertil, fordi min herre er død." prøvede Nimhithe at forklare. Hans ene mundvige bevæge sig kort opad, inden den igen falde ned på plads. Han ønskede ikke at vise sin kræfter frem, som mange nok ikke ville kende til.

Amelia blev ikke rigtigt overrasket over at høre at han havde haft en herre. Det vra der så mange der havde haft eller hade. Og nu var der kommet et slavemarked her i Di Morga. Hun fattede det ikke helt selv. Hvordan at folk frivilligt ville have en mester. Hun havde før oplevet at nogle havde prøvet at få hende på krogen. At få hende som deres såkaldte slave. Men hun havde altid kunne komme væk i tide. Idntil videre. "Jamen så er du måske også kommet til det rette sted alligevel.." sagde hun blot helt afslappet mens at hun stadig havde sine hasselnøddebrune dådyr øjne rettet mod søens blanke vand. Hendes smil var der stadig. "Men så i hevrt fald velkommen til byen.." Hun drejede igen sit hoved lidt og hendes smil var vokset mens at hun så venligt mod ham..

Nimhithe lagde ikke mærke til Amelias reaktion omkring det med at være slave eller have en slave. Han vidste heller ikke, hvad det var, som fik ham til at sige dette; "Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal uden en herre. Jeg har aldrig prøvet at være alene eller stå på egne ben. Men hvorfor er du er selv?" spurgte han. Han lod stilheden overtage, da han lidt efter opfattede, hvad det var, som han havde sagt. Men det var jo sandheden.
"Tak." mumlede Nimhithe kort, da hun bød ham velkommen til byen. Han vidste ikke, om han skulle være glad for det, fordi han ved jo ikke rigtig, hvordan det ville komme til at se ud i fremtiden. Han trak sit ene knæ op til sig, hvorefter han støttede hagen på knæet. Han betragtede hendes smil, hvilket var kønt.