I skovens dybe, stille ro. // Privat - Elandriel //

Skovens dystre mørke, blandet med dens lumske stilhed, gjorde denne til et mindst lige så skræmmende sted at opholde sig, som Di Morgas, nu kaotiske gader. Det var kun lyden af blæsten, og knagen fra træerne der brød stilheden, og dette passede også skovens dyr bedst. Specielt dets rovdyr.
Pludselig blev den dystre stilhede knækket, af et skinger skrig, fra en ung mand. Skriget blev dog også knækket, og efter dette, var der komplet stilhed igen. I en lille åbning af skoven, stod to skikkelser. Den ene skikkelse stod med ryggen til den anden, som stod meget tæt op af ham. Hvis man havde gode natteøjne, eller noget lys, kunne det ses at manden bag den anden, stod med sit hoved tæt ved dens andens hals. Og en meget lang glo, boret ned igennem den andens strube, og ned i hans krop. Den forreste var stadigt i live, men hans liv flakkede langsomt væk, med en forfærdelig gylpende lyd, i det han blev kvalt af hans eget blod, og hans smerter. Blod flød også ned fra hans hals, og der kom en smaskende lyd, kort inden at offrets hals blev flodset i stykker, og et højt hvæs igen brød stilheden. Hvæset fortsatte, imens der kom smaskende og tyggende lyde. offret blev stadigt holdt op af den anden, og der kom en lav knurren. Di Morga havde krævet endnu et offer.

"Stop!" råbte en kvindes stemme fra træerne ovenover. En pil fløj ned og ramte jorden lige ved siden af vampyren. Elandriel havde i lang tid overvåget de to og havde egentlig bare ventet på det rette øjeblik at gribe ind. Desværre så det ud til at være for sent, manden så noget så død ud lige nu. *Intet problem..* Tænkte hun for sig selv, hun kunne jo bare bruge al sin kræft på at genoplive ham. Men først skulle hun skræmme vampyren væk.. Men hvordan? Hun tænkte længe og grundigt over det inden hun kom i tanke om noget, hun kunne jo immitere sollys! Godt nok ikke ligeså kraftigt at han ville brænde op, men hun kunne da idet mindste få ham væk.
Hun lavdede et hurtigt og elegant hop ned fra træet og landede foran vampyren hvorefter hun med et syngende skrig fremkaldte sollys igennem sine øjne som hun straks lod skinde på ham, i håbet om at han ville forsvinde væk.
*Der skal mere kuld på..* Tænkte hun og begyndte straks at bevæge sig tættere på med lyset stadig skinnende ud af øjnene. "Forsvind herfra vampyr! Du er færdig med at suge blod fra uskyldige!"

Vladimir kiggede op på elveren da hun faldt ned, og hvæsede straks af hende. I det at hendes sollys ramte hans ansigt, hvæsede han højt, og næsten som et skrig, i det han knælede ned bag hans offer, som også blev mærket af sollyset, tydeligvis også en vampyr. Ikke et menneske. Vladimirs ansigt var allerede blevet mærket kraftigt af hendes sollys, da han er meget følsom overfor det i forvejen. Vladimir hvæser og knurer i smerte og vrede, imens han stire rundt omkring sig med en ekstrem hastighed. Han prøvede så vidt at det var muligt at gemme sig bad den anden vampyr, imens han næsten klynker i smerte.
"Hraargh! Forbandede.. Elvere!" Han hvæsede igen, og kiggede så i få sekunder forbi den ande elver, og lagde så alt hans kraft i at kaste liget imod Elandriel, hvilket er megen fart, og han forsvandt så i en sort skyg, og blev usynlig, og kun en meget lav flappren fra vinger kunne høres, og også dette i få sekunder.

Da liget blev kastet imod hende stoppede hun lyset og greb det i sine tynde arme. Hun var desværre ikke så stærk hvilket resulterede i at hun væltede bagover. "Okay så.." mumlede hun lavt og lagde liget ned på jorden hvorefter hun placerede sine bløde små hænder på det. Hun lukkede øjnene og begyndte at mumle på et oldgammelt Elver sprog imens hendes hænder lyste op. Hun gik så småt igang med at lade sin livskræft sive ind i liget for langsomt at genoplive det. Manden begyndte langsomt at skimme med øjnene imens Elandriel fortsatte. Hun blev svagere og svagere, det samme gjorde det livgivende lys i hendes hænder. Til sidst faldt hun bagover da manden nu var fulkomment genoplivet. Udmattet lå hun der og kiggede op i himlen.

Manden som hun genoplivede rejste sig meget hurtigt op, og hvæsede højt. Han kiggede ned på Elandriel, og hvæsede igen.
"L.. Lys elver? Hv.. Hvad skete der?! H.. Hvor er Vladimir? D.. DU må væk herfra, jeg kan ikke slås som Vladimir kan, han er en Nosferatu! K.. Kom her.." Han skyndte sig at gå hen til Elandriel, men da han rakte en hånd ned til hende, kom der et laft puff, og en lille røgskyg bag manden. Allerede der kunne hans anger ses i hans øjne, og han lukkede dem, med en lav knurrend. I det han gjorde dette, kom spidserne af fire klør, ud fra hans brystkasse, og der sprøjtede blod imod Elandriel. Lyden af knækkede knogler, og gennembrudt kød, havde sprunget fra liget, og den venlige vampyr, prøvede at synke en klump, men i stedet hostede han, og blod flød ud fra hans mund.
"Du.. Har ret.. Gabrian... Det kan.. Du ikke..." Vladimirs halvafbrændte ansigt, røg stadigt en smule fra hvor han var blevet brændt, og han hvæsede lavt, i det han rev sin hånd til siden, og manden fløj væk, og han kiggede ned på Elandriel. Han pegede på sit hovede, og hvæsede lavt.
"Det.. Gjorde.. Ondt..." Sagde han lavt, og spændte sine fingre. Hans krop var vansiret, og udmagret, og det samme med hans ansigt. Han var langt fra en almindelig Vampyr.

"L-Lad mig være!" sagde hun desperat og kiggede op på Vladimir med et skræmt blik i øjnene. "Jeg k-kan godt heale dig.. B-Bare lad mig være i fred..". Hun hviskede blot, hun turde ikke andet. Der var små blodpletter der sad fast på hendesansigt der var præget af frygt. Hun havde begrænset energi tilbage, kun lige nok til at holde sig selv i live, måske lige til at heale ham. Men overhovedet ikke nok til at skræmme ham væk.
Med et lille ynkeligt klynk forsøgte hun at kravle bagud men fald ned over en skarp sten med et lille skrig, hendes ryg blev flenset op af stenen så blodet nu begyndte at flyde varmt og tykt på jorden. "Pis.." mumlede hun lavt mens tårrene både af smerte og frygt strømmede ned af hendes bløde, lettere røde kinder.

Vladimir smilede bredt, og rystede langsomt på hovedet. Han slikkede sine tænder, i det han kiggede på Elandriels hals. I det at hun ramte en sten, kunne han ikke holde et halvt grin tilbage, og rystede langsomt på hovedet.
"Lille.. Elver... Hvad.. Skulle jeg.. Bruge.. Dine healing til?" Hans smil bredte sig lidt mere, og han rystede igen langsomt på hovedet. Han gik, med langsomme skridt, op ved siden af Elandriel, og kiggede ned på hende, med observerende øjne.
"Hvis.. Jeg ville.. Heales lig nu..." Han gik på hug ved siden af hende, og pegede på hendes hals med en af hans lange klør. "Ville jeg bare tage dit blod.. Og dit kød..." Sagde han, og hans smil bredte sig igen, imens han kiggede på hendes ansigt, med sine tomme mat hvide øjne. Han kneb dem en smule sammen. "Man ser.. Ikke.. Mange... Af din slaks.. Gør man? Det.. Er for det meste.. Jeres.. Broder art.. Man ser... Mørkelverne... Hvad.. Bragte dig her.. Til?" Spurgte han, og lagde sit hoved en anelse på skrå.

"Min g-gode ven.. H-Han er også vampyr.. Og d-du m-må hellere lade mig være i fred.. E-Ellers slår han dig ihjæl.."stammede hun og kiggede op på ham med de nærmest skinnende øjne. Tårene blev ved med at strømme ned af hendes kinder i en uafbrudt linje. Hun havde aldrig været så bange før i hendes liv, hun ville ikke dø. Hendes krop rystede ukontrolerbart, mens hendes ryg langsomt healede sig selv. "G-Gå væk.. Jeg b-beder dig.. D-Desuden så siger min ven a-at Mørkeelvere smager.. T-Tusinde gange bedre end en lyselver nogensinde vil k-komme til!" hun forsøgte desperart at få ham væk, eller i det mindste skaffe tid til at komme til kræfter igen. Hun kunne ikke bevæge sig nu, ikke særligt hurtigt eller godt iværtfald.

Vladimir gik over Elandriel, gik på hug over hendes mave, og borede sin højre hånds klør i jorden tæt ved siden af Elandriels hoved.
"LÆG! Stille...." Råbte han højt, og med et vredt udtryk. Han trak så langsomt hans klør op af jorden igen. Han kneb sine øjne sammen, og kiggede ind i øjnene på Elandriel igen.
"Hvem.. Snakker.. Du om? Og hvis.. Du ser mig.. SOm din ven... Har du.. dårlige.. Erfaringer.. Med mennesker..." Sagde han, med et bredene smil. "Fortæl mig så.. hvem er han! Denne du snakker om? Hvem er han.. For dig... Og hvad.. Skulle gøre.. At jeg stoppede.. Det.. Jeg havde gang i?" Spurgte han, og kneb sine øjne sammen, holdt sine klør klar, vis at hun skulle begynde at kravle igen.

"Hefestus!" råbte hun, nærmest som et skrig efter hjælp. Hun græd mere end før nu, og forsøgte at vride sig væk, blot for at holde tiden lidt endnu mens hendes kræfter langsomt begyndte at komme tilbage. Hun kiggede rædselsslagent op på ham med et tiggende blik. "Jeg beder dig.. Lad mig gå.. Jeg vil gøre hvad som helst.. Bare ikke drik mit blod.. Please.."

((Sorry, Kreativitets problem her til aften))

Vladimir tillod hende ikke at kravle væk, og hvæsede lavt, i det han stoppede hende, med en hånd på hendes strube. Han trykkede ikke hårdt nok til at kvæle hende, men bare for at holde hende fast. Han tog så en klo op foran hendes ansigt.
"Først..." Sagde han, og lagde så sin klo på hendes overarm, og lavede et kort, og nærmest blidt, ryk med fingeren, for at lave en lille rift, så blod kom fra hende. Han tog så sin klo til sin mund, og slikkede hendes blod fra den, og pegede derefter på hende med den.
"Hvis du.. Prøver.. Dit lille... Trick.. Med sollys.. Ud.. Af dine øjne... På mig igen.. Så forlader jeg dig.. I aften... Ja.. Men nu.. Har jeg dit blods.. Duft.. Og jeg.. Kan finde.. Dig igen... Og når.. Jeg så gør... Vil du ikke se mig.. Før.. Mine tænder sider i din.. Nakke..."Sagde han med en truende tone, og kneb sine øjne sammen, og stirede på hende med onde tomme øjne. Han stramte sit greb om hendes strube, indtil han kvælede hende.
"Så.. Nu.. Lig.. Stille..." Hvæsede han lavt, og blev ved med at presse, indtil at hun lå helt stille, eller fik ham væk.