Is this first time.. I see you? [Ace.]

Dag og Dato: Mandag d. 24.12.
vejr: en tung tåge, og køligt vejr.
tid: 15:03. Dog er der mørkt og koldt, imens at den første sne er kommet!.
Påklædning: hættetrøje med hætten slået op, en tyk sort lang vinter jakke uden over, sorte stramt siddende bukser, mørkeblå slidte all-stars, inden under hættetrøjen har hun en rød t-shirt på, der dog er lidt blondet og sorte vanter.
omgivelser: skoven der er omkring søen og selvfølgelig søen.

Sookie trak let på skulderen, hun havde sat sig op af det nærmeste træ lige ude for søen. Hun var i et underligt humør, hverken glad eller sur, dog var hun utrolig ulykkelig uden helt at vide hvorfor. Hun havde det ellers så godt for tiden, men det var som om der manglede noget. Hun vidste bare ikke hvad, hvad der virkelig manglede i hendes ellers så perfekte liv. Hun havde altid været så selvsikker og veltilpas, og total afklaret med hvem hun var og hvad hun var i stand til. Men på det sidste havde hun søgt tilflugt i skoven når den mindste ting, ikke var som den skulle være, om det var hende eller menneskerne omkring ham.. Så var der i hvert fald noget, der var ved at falde fra hinanden.. Noget så utrolig ændret, og det var lige for øjnene af hende uden hun vidste hvad det i virkeligheden var. Hun kløede sig lidt i nakken, men var lige ved at flippe ud da hun ikke kunne nå det sted det kløede allermest for den let tygge jakke, hun sukkede irriteret og lod hånden dumpe ned i skødet igen. Så tak hun benene ind under sig, og lagde armene om dem, meget skrøbelig og svær at få øje på p.g.a af tågen.

En formation af sort røg begyndte at forme sig ud over søens ellers blanke vand der så flot bølgede. Tågen drejede hurtigt rundt som en lille tornado der først langsomt fik fødder, med sorte sko, pæne og rene som de altid var. Senere ben, der var dækket af det nederste af en lang frakke der snart blev komplet da overkroppen og armene kom til syne. Omkring livet var en lang sølvkæde der hang løst. Nu kom hovedet endeligt, det nu halvlange sorte hår der nærmest perfekt var redt tilbage. Ace gjorde et stort nummer ud af at hans person altid skulle se pletfri ud, det havde han sådanset altid gjort. Hans ansigt var blevet mere indsunkent, og han virkede nu blot som en skygge af sit gamle selv. Han var blevet tortureret i flere uger, og det kunne man se på ham.
Hans hænder var dækket af sorte læderhansker og i den højre hånd holdt han en stor stok, der for enden, der hvor man holder fast, havde form som en konge cobra. Der var stadig noget sort røg der omsluttede hans fødder imens han langsomt svævede ind til land, imod Sookie. Med et smil lod han sine fødder lande på jorden og han tog nogle langsomme skridt hen mod hende. Var det virkelig hende..? Havde han endelig fundet hende.. efter så lang tid?

Sookie så på den skygge der dannede sig ude på havet, og åbnede munden let. Hvad var det der skete der ude? Det var helt urealistisk, man kunne da ikke bare opstå bare sådan?? Hun lukkede munden brat, da hun så hvad det forandrede sig til. En mand, eller dreng? Han så ret så tynd ud, han så i hvert fald ikke ud til at have det godt lige nu. Hun nikkede til sig selv, og lovede sig selv. At hun ville hjælpe ham med, at få noget mad, og noget andet tøj og så videre.. Bare så han kunne leve selv, uden hendes hjælp. Men da manden drejede sig om, så hun det insunkede ansigt. Hendes først indskydelse, var at hun følte sig fristet til at hjælpe ham mere.. Men så slog det hende, at han lignede en. En hun havde set før, hun kunne bare ike huske.. Pludselig fik hun ondt i hovedet, og tog sig selv til hovedet. Hvorefter at hun knep øjnene sammen, og krympede sig mere sammen. Hvad var dette for noget? Hun så op på ham igen, og gjorde store øjne. Han så sikkert godt ud, når han ikke var så mager og så videre.. Men hvad var det der var sket ham? Ej.. Så mange spørgsmål?
"Hva'.." Fremstammede hun, og tog sig til hovedet igen. Hun kunne ikke styre alt dette, og hendes dårlige evner gjorde det ikke bedre for hende. For hun kunne ikke stoppe, med at bruge den på ham. Som om der var noget der drev hende til at gøre det, men det var jo hans? 

Med langsomme og yderst tunge skridt bevægede han sig hen mod hende. Hans skridt antydede at han var træt, udkørt og på alle måder fulstændigt brugt ud over alle grænser. "S-Sookie.." hviskede han da han nu var tæt nok på til at hun kunne høre det. Dog, lige efter at have sagt hendes navn, sank han ned på sine knæ, og videre ned på maven. Han var besvimet, hans krop sagde stop, han kunne ikke mere. *Typisk Ace! Nu har du endelig fundet hende.. og så sker dette* tænkte han underbevidst. Med ansigtet presset ned mod jorden under sig kunne han knap trække vejret, men fik på en eller anden måde det gjort. Der var et eller andet der tyngede ham ned, højest sansynligt den tunge kæde om livet, han havde ikke selv puttet den der, det var tydeligt, for der var en kæmpe hængelås sat fast på den og nøglen var der overhovedet intet spor af.
*Vågn.. Vågn op!* tænkte han desperat og blev ved med at forsøge at vriste kontrollen tilbage, men forgæves, han havde brug for hvile, eller rettere, hans krop havde desperat brug for hvile.

Hun så op, da han sagde hendes navn. Hvor kendte han det fra, og hvad og hvem var denne mand? Som det føltes som om, hun kendte. En hun hade mødt før, og havde haft noget med. Et venskab? Hun så bekymret på ham, men holdt sig alligevel tilbage. Hun vidste ikke hvad er ville komme, ikke fordi han så ussel eller noget ud. Men han så lidt ud som om, at han kendte hende alt for godt. Men hun huskede ham jo ikke, og på en måde var hun flov over det.
Hun så chokeret op, og sprang frem for at gribe ham. Men nåede det dog ikke, han var for langt væk. Og var for tung, til at holde oprejst. "Hey.." Sagde hun desperrat, og prøvede forgæves at vende ham rundt. Til sidst, tog hun ham i det ene ben og om livet på ham. Og der kunne hun få ham vendt om, så han i det mindste ikke døde nu. Og forhåbentligt heller ikke de næste dage, og årtiger. "Kom nu.. Træk vejret." Hun rørte ved hans puls, og så bange ned på ham. Kunne hun stole på den? Det kunne være at han ingen puls havde, at ham bare skulle hvile sig? 
Så derefter at tage sine ben under ham, og trække sig videre hen til dette træ hun sad ved før. Hun orkede ikke at flytte sig, så hun sad klemt under ham. Det gjorde dog ikke så ondt, som hun hvde troet. Uden at vide af det, tog hun lidt af dette hår han havde i ansigtet væk. Hun smilede let, og lagde sit hoved ind til stammen hvor hun stille hvilede sig sammen med ham. "Bare sov.." Hviskede hun ind i hans øre, og rørte blidt disse mærkelig kæder. Hvor var han egentlig fra?  

Han vågnede ikke det første stykke lange tid, men vidste stadig på en underlig måde hvad der foregik omkring ham. Et lille smil formede sig på hans læber imens han tænkte for sig selv *Tak.. Min elskede...*. Efter omkring tyve minutter skimmede han med øjnene for til sidst at åbne dem.
"M-Mine kæder... T-Tag dem af.." hviskede han svagt og lagde sin alt for tynde hånd på den. Da han gjorde dette lyste kæden op og hans hånd blev endnu tyndere. Det var som om kæden var det der drænede hans energi og livskraft.
"Sookie.. Jeg b-beder dig.. Min elskede..". Mere fik han ikke sagt før han igen lukkede øjnene.
Kæden lyste op igen, som om den ikke ville tillade ham at komme til kræfter. Om halsen havde han en nøgle, lavet af det samme sølv som kæden. Det var forhekset så en vampyr aldrig ville kunne løfte det og at det ville svække dem fuldstændigt. Men da hun jo kun var halvt vampyr, så ville det ikke have ligeså meget effekt på hende og hun ville have mulighed for at fjerne den irriterende kæde.

De havde sat sådan lidt, i ret lang tid faktisk. Hun sukkede, og så ned på vandet. Det var egentlig et flot vejre, om det så var tåget eller ej. 
Hun gispede let, da han begyndte at snakke. Og så derefter undrende ned på kæderne, og rørte dem blidt og ned sig i læben. Hun mærkede at hun blev en smule svag i længden, men det kunne slet ikke måles med hans svaghed.
Hun vinkede hans hænder væk, og så undrende på ham. Sagde han virkelig elskede?. Men hvorfor?
Hun åbnede munden let, og mærkede en voldsom hovedpine. Rystede så på hovedet, og tog den nøgle der hang ham om halsen. Hun mærkede stille på den, og førte den ned til denne lås. Hun vidste ikke om det var smart, eller hvad det var. Men der var noget, som sagde til hende at hun skulle. Så låsen gik op med et klik, og han var fri? Hun så undersøgende på hans ansigt. Hvad var det denne mand var??

Med det samme kæderne blev løsnet fik hans ansigt mere form, men han så stadig udsultet ud. Han åbnede langsomt de lilla øjne og kiggede op på hende hvorefter han svagt fik sagt et lavt "Tak..".
Hans hugtænder blev synlige da han lavede et lille smil til hende. Han kunne slet ikke tage øjnene fra hende, hvor var det lang tid siden han sidst havde set hende.. "Jeg har.. savnet dig.. Sookie.." sagde han, stadig svagt, men man kunne høre at hans kræfter kom tilbage med en utrolig hast. Hun lignede sig selv, smuk som altid og han kunne ikke lade være med at ærge sig over at han selv blot var en skygge af hvad han engang var.
Ikke at han var blevet grim, men han havde fået en del "Ar". Han gabte lidt, hvor var han egentlig træt.. Han havde bare ikke lyst til at sove lige nu. "Træt.." udstødte han forsigtigt.

Hun så ned på ham, og fik kuldegysninger. Hvad var det der var med ham, og med hende? Hun kiggede forvirret ned på hans mave, og rystede på hovedet med et suk. ”Undskyld.. Jeg.. Ved ikke hvad der er med mig..” Sagde hun med vidt åbne øjne, og et lille suk undslap hendes læber.
Hu kiggede op mod himmlen, og så den første sne komme i år. Selvfølgelig skulle den komme nu, da de ikke havde brug for den. Men da han smilede, smilede hun på en måde med. Hun så hans hugtænder, og lod automatisk sin hånd gå op til hendes tænder. Han var vampyr, sådan en rigtig en?
”Du er vampyr?.” Hun så ned på kæden, og bed sig i læben. Hun trak ham længere ind til ham, uden at tænke over det. Hun ville bare have en, tæt på hende. En der kunne give gengældt omfavnelse, for hun var lidt fortabt lige nu.
”Jeg fornemmer at jeg har mærket dig før..” Hun tog sig til hovedet, over hendes dumme udtalese.

"Du.. Kan virkelig ikke huske mig.. Kan du vel..?" spurgte han og rettede sig lidt op, han havde nu fået genvundet kontrollen over sin krop. Han trak sig selv over ved siden af hende og lænede sig op af træet.
Han drejede sit hoved imod hende og lagde armene om hende. "Vil du have den lange.. eller den korte version af historien?" spurgte han hviskende og kiggede blot på hende med de varme lilla øjne. "Og jo.. Du har mærket mig før.." sagde han stille og kyssede hendes kind ligeså forsigtigt han kunne, han ville ikke virke for Hurtig hvis hun nu ikke kunne huske ham overhovedet.
Han lod sine øjne hvile på hendes ansigt, hvor havde han dog savnet at kunne kigge på det ansigt. Han greb fast i kæden uden at kigge på den og kastede den så hårdt han kunne, hvilket resulterede i at den landede ude i søen. Derefter knipsede han kort med sine fingre og stokken, der lå længere henne forvandlede sig til en stor konge cobra som så kravlede hen til ham og lagde sig ved hans side. "Go' dreng.." sagde han smilende.

Hun så med et forlegent udtryk på ham, og kiggede lidt ned. Hvad skulle hun sige til det? For på en måde kunne hun mærke, at hun kendte ham. Men på den anden side, kunne hun ikke se hvem denne mand var?! ”Øhm.. Sådan teoretisk set.. Så nej..” Hun så tøvende op på ham, og sukkede. ”Men jeg tror at jeg.. Har.. kendte dig..” Sagde hun, med meget store og tydelige ord. Hun vidste virkelig ikke hvad der var ved at ske, om hun havde prøvet dette før. Kunne hun overhovedet huske hvem hun var, hvad hun stod for? Hun rystede på hovedet, og så op på ham. Det kunne jo være, at han var hendes svar?
Hun så forvirret op på ham, da han lagde sine arme om hende. Hun slog sin lille evne til, og blev overvældet. ”Du kan da ikke.. Jamen.. ” Hun så med store øjne op på ham, og åbnede igen munden halvt da han kyssede hende på kinden. ”Jeg vil bare ikke høre for lidt.. Men heller ikke for meget..” Sagde hun, med hendes store blå øjne lysende op på ham. Da han kyssede hende, hun vidste virkelig ikke hvad der skete? ”Så.. ” Hun rystede på hovedet, og satte sig parat. ”Fortæl.. Oh’ store fortæller.” Sagde hun med en drillende tone, hun drillede i denne situation? Hun så skeptisk på slangen, men så at den hverken ville gøre ham eller hende noget. Lige modsat, det så ud som om at den tilhørte ham?
”Øhm.. Først.. ” Hun rakte hånden frem, og så på den. ”Du ved det godt.. Men jeg hedder Sookie.. Tidligere Sookie Merlotte.” Hun så op på ham, og smilede blidt. Hun skulle vel have dette med, ikke?

Han spærrede øjnene op da hun drillede lidt.. Så det var altså hende! "Nu kan jeg kende dig igen" sagde han og grinede lidt af hendes drilleri. "Well.. Det hele startede, så vidt jeg husker med at du mødte dæmonen Malfurion. Jeg boede inde i hans krop på det tidspunkt fordi jeg havde ledt i flere tusinde år efter den perfekte kvinde, mit livs kærlighed.. Det viste sig jo så at være dig.. Jeg kyssede dig og forsvandt fra Malfurions krop og lod ham tage hjem uskadt. Du var ikke helt tryg ved det først.. Men du tog mig med hjem.. og well.. Vi var sammen i et ret langt stykke tid inden.. Der skete nogle ret uheldige ting.." forklarede han og lagde sit hovede imod stammen og tog fat i hendes hånd. "Ace Blackwood.. Tidligere Bleakwood.." sagde han og rystede hendes hånd stille.. Han gav ikke slip.. Han havde ikke tænkt sig at give slip på hendes hånd, han ville ikke give slip på hende igen.
Slangen hævede hovedet og åbnede munden faretruende, som ville den angribe, men udstødte bare, med en gammel mands stemme. "Sir, vil de ikke introducere mig..?". Ace kiggede på slangen og lavede en lille grimasse. "Det her er så Albert, min gamle butler" sagde han og kiggede på Sookie igen. "Albert, det her er Sookie.. Mit livs kærlighed.."

Hun lyttede til hans ikke så lange forklaring, men der var også disse detaljer der skulle være med i. Hun smilede, da han sagde noget med hans livs kærlighed. Hun syntes at det var sødt, men det var dog ikke gået op for hende. At det ikke var en eller anden kærlighedsroman, hvor hun kunne være glad på andres følelser og glæder. ”Så..” Hun så ned, og rømmede sig. Hun så op på ham, og følte en varme der sagde at dette var sandt. ”Så jeg har gået rundt.. Med troen om.. At der ingen var, til at give mig denne kærlighed..!” Hun kløede sig lidt i håret, og så undrende ned. ”Waow..” Sagde hun bare, og havde lidt åben mund. Hvorfor kunne den ikke bare, forblive lukket?
Hun smilede sødt, da han tog hendes hånd. ”Dejligt at møde dig.. Igen.. Ace..” Navnet satte en kuldegysning igennem hende, elskede hun ham? Hun rødmede let, og så ned i jorden. Hun tog sig ikke af, at han ikke ville slippe hendes hånd.
Endnu engang, så hun ned på slangen. Og på en eller anden måde, blev hun ikke chokeret over, at den kunne tale. ”Hej Albert..” Sagde hun, og bed sig i læben da han sagde: ’Mit livs kærlighed.’ Var hun virkelig helt og holdent det? Hun åndede brat ud, og så op på ham. ”Hvordan kunne du vide, at det lige præsic var mig? Mig der var dit livs kærlighed, og mig der sad her?”

"Det føltes.. og føles stadig.. Så rigtigt.." sagde han alvorligt og kiggede på hende. "Det var faktisk Albert der fandt dig, han er ret så godt til at opspore folk.." sagde han så og kiggede på slangen der nu havde forvandlet sig halvt til en stok, kun dens hoved levende nu. "Jeg vil gå i seng nu Sir, hvis de skal bruge mig, så kalder de bare" sagde den inden dens hoved blev til det pureste sølv med rubin øjne.
Ace rettede igen sit blik imod hende. "Må jeg gerne prøve at bevise at det jeg siger er sandt..? Prøve at få dig til at huske..?" spurgte han og prøvede at fange hendes blik med sit eget imens han nu bevægede sin hånd lidt for at tage fat i hendes hånd på en anden måde, en mere kærlig måde hellere end et håndtryk.

((Min Kreativitet svigtede lidt der))

Hun så med et stort smil på slangen, hvor at hun så dens smukke øjne. Hun havde godt lagt mærke til, at både Ace og Albert havde sådan nogle fremtrædende øjne. Det beroligede hende lidt, da hendes øjne selv, var unaturlige blå. Det var ikke fordi det så grimt ud, der var en vis charme over det.
Da slangen forvandlede sig stille til en stok igen, så hun med et hævet øjenbryn på Albert. ”Er han oprigtigt en stok.. Eller en slange?” Hun så over på Ace, med et forventningsfuldt udtryk.
Hun nikkede en gang, da han sagde noget om at hun skulle prøve at huske. Så hun lagde sig ned på jorden, og lukkede stille øjnene. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, det var vel mere afslappende. Og det kunne jo være, at dette ville bringe noget frem. At ligge på noget græs, med en hånd i sin? Hun rystede på hovedet, og trak vejret tungt ind. Hendes øjenlåg sitrede, og hendes bryst pumpede op og ned. Af hendes vejretrækninger, som efterhånden var blevet en meget kendt vane. Hun vidste faktisk ikke, om hun kunne leve uden at trække vejret. Men ville sådan set, heller ikke gøre et forsøg på at finde ud af det.
”Øhm..” Mumlede hun, og bed sig i læben. Hun ville virkelig gerne huske noget, noget som var vigtigt for hende. Måske for dem begge? ”Prøv at give mig et sted.. Eller en følelse jeg kan forholde mig til..?” Spurgte hun prøvende, og havde stadig lukkede øjne. Hun mærkede godt, at han gjorde noget ved deres hænder. Så de ikke rigtig var en hilsen, men mere et venskabstryk? Eller noget mere?. Hun vidste ikke hvad hun følte for ham, og ville højest sandsyndelig finde ud af det, inden længe. Vis hun for alvor, kunne huske.
//Øhm.. Vi klare det nok..:D//

"Well.. Han er oprindeligt en Animagus, som er blevet forhekset.. Det er en lang historie som jeg er sikker på at Albert gerne vil fortælle dig når han engang står op.. Og han har da såmen også en menneskeform" sagde han med et smil til hende. "Mhm.. Okay så.. Hold godt fast..". Han klemte hendes hånd for at være sikker på at hun holdt fast. Med sin frie hånd tog han godt fast i stokken inden den sorte røg langsomt omsluttede dem og alt begyndte at snurre hurtigere og hurtigere rundt. Efter få sekunder endte de alle ved Sombre, lige på det sted Ace og Sookie havde mødtes. "Det var her vi mødtes.." sagde han og kiggede på hende. Han rejste sig svagt op og rakte en hånd ned til hende for at hjælpe hende op.

Hun så med et hævet øjenbryn på Ace, og bed sig i læben. Det måtte være trælst, at være nærmest spærret inde i denne dersens krop? 
"Så.. Han er altså oprigtigt en Animagus?" Hun nikkede engang, og så en ekstra gang på denne stok/slange/Animagus. Han var egentlig noget mærkeligt noget, men hun blev på en eller anden måde draget af det.. Drager af Ace..
Hun greb ekstra godt fat om hans hånd, imens at hun stille trak sig ind til ham. Ham duftede godt, af ikke at være ret meget i live mere person. Men.. Hun havde vel elsket ham engang. Og det kunne jo være, at hun bare skulle få den at mærke igen. Det er der ikke mange der har oplevet, deres livs forelskelse.. Og så oven i købet to gange?
Der omsluttede sig sort røg om dem, og hun så med store øjne rundt omkring. Hvad var det der skete, hvor ville han have hende med hen?
Da de lanede, eller rettere faldt på jorden i sombra. Kiggede hun sig hurtigt om, for hun kunne mærke noget. Der var noget eller nogen, der ville sige hende noget. Dette sted betød meget for hende, både nu og i den tid hun ikke kunne huske. Det var et fredligt sted, men som sagt, var det også her deres første møde fulgte sted. 
Hun tog stille imod hans hånd, men rejste sig mest op selv. Da hun ikke var den, der ville have mest hjælp af andre. Hun kendte ham og kendte ham ikke, hun vidste ikke hvad der var rigtigt eller forkert. 
Så hun fulgte hendes hjerte, som sagde :'stol på ham.. Du kan roligt overgive dig til ham.' Hun lukkede øjnene, og indåndede den friske luft. Her var vidunderligt, helt ubeskriveligt.. 
Hun lod stille sine øjne gå op, og så et åjeblik en flot let ældre mand af træk i ansigtet. Og ikke mindst, helt ubeskrivelig smuk..! Han var en som alle kvinder ville give deres endetarm for, for han havde alt dette en kvinde havde brug for. "Jeg kan huske dette sted.. Dig.. Dit beroligende ansigt." Hun så smilende på ham, og så ned i jorden. 

"Godt.." sagde han stille og lagde sin hånd under hendes hage hvorefter han blidt løftede hendes hovede op til sig. "Her er en følelse.. som du måske også kan huske.." sagde han og lod langsomt sit hovede nærme sig hendes mens han langsomt lagde det på skrå. Han lod langsomt sine læber forsigtigt lægge sig imod hendes hvorefter han kyssede hende blidt og kærligt. Han lagde alle sine følelser, al sin kærlighed i dette ene kys der skulle vinde hende tilbage..
Han elskede hende og ville gøre alt der stod i hans magt for at bevise det, endda dø for hende.

Hun smilede, og blev helt rød i hovedet da han tog om hendes hage. Hun kendte ikke rigtig til dette, for det føltes ikke sådan før. Sådan som hun havde kysset, de få hun nu havde kysset. Denne start viste hun hvad skulle udvikle sig til, men hun havde ingen anelse om, at det ville være så.. Fortryllende?
Hun sukkede, da deres læber mødtes. Hun vidste ikke hvorfor, det var bare så kendt og alligevel så nyt. Faktisk vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre, så hun trak sig derfor ind til ham af sig selv. Og lige som ham, prøvede hun at give ham denne kærlighed der var ved at blomstre sig inden i hende.
Hun masserede stille hans læber, ind mod hendes. Imens at hun efterhånden lagde sig mere og mere ind til ham, så der til sidst ikke var for meget luft imellem dem. Hun havde hendes hænder på hans tynde bryst, der efterhånden var begyndt at blive en smule såret. Efter dette som han havde været ude for, hvad end det så var.
Hun åbnede stille øjnene, og så på ham. En kuldegysning gik igennem hende, da hun virkelig mærkede at hun havde følelser for ham. Om hun så ville have det, eller ej. Så kunne hun ikke løbe fra dem, ikke disse dybe inderlige følelser hun havde til ham. Hun stod på tær, og kyssede ham lidenskabeligt. Hun ville ønske at hun kunne stoppe, men det kunne hun ikke, ikke nu.

Han lagde begge sine arme om hende og trak hende stadig tættere på og kyssede hende så blidt og kærligt han kunne i et langt stykke tid inden han igen gav slip på hendes læber, men stadig holdt sine arme omkring hende. "Husker du nu.. min kære..?" spurgte han og kiggede dybt ind i øjnene. Hans blik var fuldt af kærlighed og længsel.. Han havde savnet hende.. Manglet hende i så lang tid.. Og nu var hun endelig i hans arme igen. Der fandtes ikke ord der kunne beskrive hvor lykkelig han var lige nu, og han ville da heller ikke forsøge at finde på nogle. Det ville bare være spild af tid. Det eneste han havde lyst til at bruge sin tid på lige nu, var sin elskede Sookie.

Hun blinkede et par gange, og så ned i jorden i et stykke tid. Hun trak vejret roligt, og mærkede sit hjerte slå svagt. Og lagde derefter sin hånd på hans bryst, hvor at hun efter lidt tid lagde sit øre mod det. Hun kunne ikke høre det slå, eller hans puls. Men han var jo også vampyr, og ikke kun halv som hende.
”Ja..” Sagde hun kun, og lukkede øjnene blidt i. Hun dag-drømte sig tilbage til denne nat, hvordan hun blev svag og han bar hende hjem. De havde spillet kalaha, og han havde lært hende dette lille trick. Som hun stadig kunne huske, og havde vundet en masse på. Men hun havde aldrig fundet ud af, hvor hun havde lært det henne. Men nu vidste hun det, måske var det derfor at hun ikke kunne være sammen med nogen anden. Fordi han altid havde tilhørt hende, og omvendt?
”Jeg husker.. Meget.. Godt..” Hun smilede, og lagde sit hoved på skrå. Hun tog en dyb indånding, og så op på ham med et kærligt smil. Hun kunne ligefrem se glæden springe frem i hans øjne, han måtte da elske hende. Mere end en normal vampyr kan, mere end sådan en der intet hjerte havde. Han elskede hende virkelig!.
”Jeg kan godt huske dig.. Dig og det du står for, i mit hjerte..” Hun så fortryllet ind i hans øjne, og smilede på en måde genert men også modigt.

"Jeg forlader dig aldrig igen.. Det lover jeg dig min skønneste og smukkeste skat.." sagde han og løftede blidt på hende imens han kiggede dybt ind i hendes øjne endnu. Hans prinsesse.. Var endelig tilbage i hans arme.. og hvor føltes det fantastisk og rigtigt.. "Jeg giver aldrig slip på dig igen.. Høre du mig..?". Han var lige ved at græde af glæde, aldrig havde han haft det så rart, ikke siden dengang for så lang tid siden.

Hun så bare på ham, og fik en smule kuldegysninger. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, det var bare dette han sagde. Hun knep øjnene sammen, og bed sig i læben. Hun havde ikke fået hele hukommelsen tilbage, overhovedet ikke. Men hun kunne mærke hans kærlighed, og blev overvældet af den. Hun vidste ikke, at han ville kunne elske en så meget. At en vampyr var parat til det, at den overhovedet kunne det.
”Jeg høre dig Ace Blackwood..Tidligere Bleakwood..” Hun smilede let, og bed sig igen i læben. Hun kunne virkelig godt lide ham, og det kunne sagtens ses på hende.

"Okay.. Er der et sted du gerne vil hen min kære..? Jeg vil vise dig hele verden om nødvendigt" sagde han smilende og kiggede på hendes øjne. Han så stadig en smule svækket ud, måske var dette fordi han lige havde brugt sine kræfter, eller måske fordi der stadig sad en kæde om ham..? Der var iværtfald et eller andet galt med ham, for hans ansigt var stadig indsunket. I virkeligheden var det blot fordi han ikke havde drukket blod i næsten et år nu, simpelthen fordi han ikke kunne. Kæderne havde forhindret ham i at drikke blod.

Hun smilede blidt, og lukkede det ene øje. "Nah.. Bare det er er sted, hvor der er dejligt." Hun smilede og bed sig i læben, hun så hurtigt op på ham igen og løftede det ene øjenbryn. "Det er dig.." Hun begyndte at hviske, så der var ingen der hørte det. "Lært mig dette Kalaha triks.. Ikke?" Hun så op på ham, med Hvidtstående øjne.
Hun så også let bekymret på ham, og strøj noget hår væk fra hans pande. "Du ser ikke for god ud.." Hun rynkede sin næse, og nikkede. Hun studerede hans krop, for eventuelt flere kæder eller sådan noget. Hun kom til hans mere værdigfuldd sted, og stoppede. Hun rejste sig op, og så ind i hans øjne. "Det sted må du altså selv tjekke.." Hun grinede let, og fugtede hendes læber. Hun så ekstra nervøs på ham, da tanken slog hende at gan manglede blod. Hun sukkede, og fjernede noget hår fra hendes hals.. "Du bliver nødt til det Ace.."