Det' jo bare strålende! (Lucas)

Sted: En sidegade i Terre
Vejr: Let sne
Omgivelser: Øde
Tid: 22.30
Dato: 2. December

"Det' jo bare strålende!" Skændede Ashe ned på bykortet med en sarkastisk tone. Pokker stå i det. Hun var efterhånden ikke længere en nytilflytter, men havde endnu ingen evne til at finde rundt i Terre. Pokker stå i det. Hun foldede atter kortet sammen til en mindre bukket firkant og placerede den i højre lomme på sin hvide, let store, dunjakke. Et højt og opgivende suk kom fra hende inden hun stak begge hænder deri og trak derved jakken en smule længere ned over taljen, hvor hendes sorte bukser og let-hælede støvler stak frem over de velformede ben. Storbyer.. Hvorfor var de osse så svære at finde? Hun kunne i princippet bare forvandle sig i en rum tid, men hun nægtede at skulle slæbe rundt på alt sit tøj med sin kattekrop. Det ville være for tungt og så ville hun, trods hendes stedsans ville genvindes, ikke være i stand til at komme hurtigt tilbage til Vestbyen. Hvorfor var der ikke en eller anden genial magiker der i tidernes morgen gennemtænkte tøjproblemet for hendes slags animagusser? Sådan var verden.. Ikke gennemtænkt og uførdig. Ashe havde før i en fordrukken ros beskrevet hvor mange ting hun ville ha lavet om på og hvorvidt Gud ikke havde gjort sit job rigtigt. Heh. Det bragte nu lidt minder tilbage. Hvordan havde familien det mon i det hele taget?
Efter et stykke tids hvileløs vandring, satte Ashe sig ned på springvandets kant, som hun efterhånden havde passeret et par gange. "Super.. så ved jeg idet mindste hvor jeg kan drukne migselv." mumlede hun opgivende med atter en sarkastisk tone, hvorefter hun hev de nøgne hænder op ad lommerne, foldede dem og lod sin varme ånde opvarme dem lidt. Hun så frem for sig og rettede en gyldenblond hårtot om bag ørerne. De mahognibrune øjne vendtes opad da en enkelt stjerne af sne landede i hendes sorte vipper. Et stille smil kom fra hende. Det var nu ganske idyllisk.. dog koldt. Det var vel et af de få minder man kunne hente fra Terres omgivelser, som kunne kaldes kønne. Sneen imod den sorte nattehimmel virkede som var det malet på et lærred. Få mindefragmenter af sin fars galleri gled hen over Ashes nethinde.

Lucas strøg sind hånd over sit ærme. Sort. Sort, fantastisk farve, så formel, og alligevel mystisk, han undrede sig stiltiende over hvordan det dog kunne være, at man lige præcis forbandt farver, med et eksakt emne. Han rystede på hovedet, han måtte virkelig gøre noget ved denne kedsomhed, at gå og træde vande var simpelthen ikke hans stil.

Han trådte ud fra baldakinen, og mærkede hvordan snefnugene lagde sig på hans kridhvide hud. Ikke koldt, ikke varmt. Det var der bare. Han kunne have grinet højt over denne sentimentalitet.
Lucas var iklædt et jakkesæt, der nok ville have kunne brødfødt en mindre ghetto. Manchet knapper i massivt guld, stoffet var af silke. Prangende. Men dog ikke noget der stak ud på den forkerte side, blot... VIRKELIG overklasse, man måtte jo stå ud, men ikke stikke ud, huskede han sig selv på. Nogen af de visdomsord hans fader havde manet ham i jorden med. Han rystede på hovedet, og fortsatte sin spadser tur ned af gaden. Hans fødder gav små smæld, da han satte dem ned imod astfalten. Han næsebor udvidede sig, som han ham indsnusede vidunderne i storbyen.

De isblå øjne, gled over gaden, og faldt da på en pige.
Sulten var ikke tilstede, men alligevel var der noget der fik ham til at smile bredt. Fantastisk. "Super, så ved jeg i det mindste hvor jeg kan mig selv" Han hørte ordene der blev udtalt, og han ikke kunne lade være med at udstøde at hånligt. "pft!"

"Du mener ikke det er lidt voldsomt at drukne sig? Jeg er sikker på du kunne have brug for hjælp, men altså... ligefrem selvmord?" Han rystede på hovedet, og et enkelt oprørsk blond hår rev sig løs. På mange måder, kunne man læse Lucas personlighed fra hans hår, relativt kort, altid redt tilside i en sideskilning, der kunne være lavet med vaterpas. Blond. Og altid, det eneste hår, det yderste, der altid rev sig løs.

Han var en mand af orden og lov, med en svaghed, en svaghed som han aldrig ville indrømme, og en svaghed, som kun kom op i ham, når objektet fra hans bløde knæ var i nærheden. Mænd.

Ashes blik var endnu vendte imod den mørke himmel i en tid og opfangede først den fremmede da han endelig talte til hende. Hun vendte blikket imod ham med et tænkende udtryk imens han talte. En let opgivende grimasse gled hen over hendes læber. Og hun havde troet hun var alene? Atter engang var hun blevet fanget i at skabe sig overfor sig selv uden nogen reel grund. Hun smilede dog kort over en tanke der kun tilhørte hende selv. Hun havde vel kun det sjov, som hun selv lavede. Smilet smøredes væk og hun lod da blikket glide ned over denne ret sterile person af udseende.. Han var ikke ligefrem den slags karakter hun havde forestillet sig at møde på den tid, på disse gader. Hun var dog lettet på sin egen måde. De sidste par gange havde hun ikke været ligeså heldig med hvem hun mødte..

"Havde jeg ment det alvorligt, havde jeg ikke udtalt mig." sagde hun og sendte ham et lille smil. Hvem ville dog tale frit om en seriøs overvejelse om at tage sit eget liv? Måske de få spotlys søgende personer der ønskede deres forældres medlidenhed eller kontakt. Ashes øjne klemte sig en smule sammen. Hvor svagt. Hun rystede kort på hovedet og kiggede atter imod mandspersonen. Perfekt egentlig! Denne her virkede ikke til en der ville finde på at æde hende hvis hun spurgte om vej.

"God timing." sagde hun let og nikkede imod ham. "De kunne vel ikke fortælle mig hvad vej vestbyen ligger?" sagde hun så og lagde en hånd om bag nakken i et lidt forlegent smil. Hun nød for det meste ikke at tale om sin manglende stedsans, men hun gad ikke vade hvileløst rundt længere som en anden hjemløs.. Det vil sige.. Helt hjemløs var hun nu ikke. Hun så ned imod sine bare hænder med et tænkende udtryk i en kort tid inden hun igen vendte blikket afventende imod ham. Hvad lavede en som han mon ude på de snavsede gader? Han lignede ærligt talt en der burde sidde på sit kontor i de høje bygninger eller nyde en varm seng sammen med sin golddigger af en livspartner. Sådan så Ashes billede af overklassen i hvert fald ud, men hvordan skulle hun også kunne tro andet. Alt hun havde set til det var mediernes observationer og de få smugkig man kunne få når en tilfældig 'rigmand' valgte at gå igennem de store gader med deres pengebundt.

Ejeren af Connelly Enterprises stoppede op, han havde midt i en tankerække, et minde, et mindre der flygtigt klyngede sig til en tanketråd i det bagerste af hans hoved, en lys hudfarvet strimmel hold den forbundet med resten af hans sind, desperat forsøgende at finde mening med disse minder, denne skyldfølelse, der viste sig i hans sind, på yderst... ubehagelige tidspunkter.

Lucas vidste overhovedet ikke hvad han skulle sige, noget der kun var sket 7 gange siden han blev en del af vampyrernes samfund. En pause. En larmenede lang pause. "Det..." Pause "Det kan jeg desværre ikke fortælle dem... Undskyld, men jeg er sikker på at vi kunne finde en vogn til dem, hvis det var ønsket." Han smillede sit smil, et langt, hvidt smil bredte sig over de blege læber, og hvis man kiggede godt efter, kunne små to spidser anes på hjørnetænderne. Han blinkede. "Hvor er mine manerer dog! Han spredte armene ud til sidderne, og smillede breddere en end skrællet banan. Falskt gange vidst, men hvis det kunne skaffe ham en aften... tilfredstillelse. Så ville det da være det hele værd? Det var efterhånden et par timer siden han sidst havde spist, og varmen var så småt begyndt at forsvinde fra hans hud. "Mit navn er Lucas, Lucas Connelly." han valgte med vilje ikke at strække hånden frem, gammel vane, man vidste ikke hvad folk gemte i ærmet, eller i fingerspidserne.

Han trak en telefon op af lommen, en gammel nokia, som han stirrede på, med en mine der antydede at han var mere vandt til breve, løbere og mundtlig overbringning af bedskeder. "Skal vi ringe efter noget transport?" spurgte han med en mine, der kunne have til hørt enhver samaritaner, selvom den var så falskt som enhver anden følelse der væltede op i ham. Han hævede et øjenbryn og afventede svar,

Ashe sukkede et øjeblik opgivende da han gjore udtryk for at han ikke kendte vejen. Godt det samme.. Hun havde nok alligevel ikke kunnet finde derud med simple instruktioner. Hendes korttidshukommelse var ikke så god endda og kunne nemt lave om på højre og venstre. Rent instinktivt bevægede hun kort sin skrivehånd op til ansigtet og fjernede en tot gylden hår og bekræftede for sig selv hvad der nu engang var højre. Hun sendte mandspersonen et ømt smil, som at vise at det nu ikke gi9k hende så meget på endda.. Han virkede.. Hey vent. Den næste del af hans bemærkning kom først frem på hendes lystavle da. Vogn? Hun kiggede kort lidt forundret på ham og kom allerførst kun med et uforstående: "Eh?", som havde hun ikke hørt hvad han sagde? Det havde hun dog, men forstod det ikke.. Forstod ikke hvad pokker en af hans...

Hun kiggede kort ned ad ham
... rang havde af grunde til at hjælpe hende. Hun smilede kort for sig selv med den trøstende tanke om at der rent faktisk var nogle venlige sjæle i byen. Hun rettede blikket op igen da han af hele hovedet smilede til hende og lavede en dramatisk bevægelse med armene. Uden egentlig at ville kunne hun ikke lade være med at smile lidt tilbage. Han præsenterede sig selv endda, huh?

"Ashe Pantalaimon." sagde hun og nikkede en enkelt gang til ham inden hun igen stak hænderne i lommerne og lagde hovedet en smule på skrå. Stadig let smilende. Hvordan skulle hun kunne gøre andet. han havde vel karisma?
Hun kiggede dog igen lidt uforstående på ham da han hev mobilen op ad lommen. Det mindede hende frygteligt på at hun endnu engang havde efterladt sin egen tilbage i bedsitteren ved siden af sengen. Korttidshukommelsen igen. Ashe vrængede kort af sig selv og himmelvendte diskret øjnene. Hun trak sig ud af tankerne igen og rystede på hovedet inden hun igen sendte et lille smil imod... Lucas, var det?
"Hvis det ikke er til for meget besvær, så gerne." sagde hun og nikkede endnu engang. Almen venlighed.. Havde det været mere personlige omstændiger havde hun med et slag på brystet takket ja i et strålende smil. Nu ville hun dog ikke overvælde ham der og få ham til at skifte mening. Selvværd var vel det der trykkede der.

//havde glemt alt om dig, det må du virkelig undskylde!//

Lucas kunne ikke lade være med smile. Denne høflighed behagede ham, fik ham til at føle sig speciel, vigtig, magtful. Allesammen følelser som han holdt meget af, både i sig selv, og med de ting eller personer han omgav sig med.
"selvfølgelig er det intet problem, hvorfor skulle det dog være det?" Hans stemme var silkeblød, og han forsøgte, måske lidt for ihærdigt, at virke som en gentlemen, måske var det lidt for tydeligt, at de blå øjne flakkede imod hendes hals, en enkelt gang, eller to.
Han vendte telefonen en omgang i hånden, kiggede på den med et blik der afslørede, at han egenligt helst ville have benyttet enhver anden måde for kommunikation, nærmest, en instinktiv angst for det nye. Han tastede 8 gange, et nummer han kunne huske på rygraden, ligesom så mange andre tal. Han satte telefonen til øret. "Lucas her" Han vendte kort hovedet væk fra kvinden, satte en finger i det andet ører og plabrede så videre. "En taxi, ja, vi er ved det store springvand..." Han sukkede tungt, og holdt telefonen ud i strækt arm, lukkende de blå øjne. En blodåre pulserede i hans tinding. Han trak vejret dybt ind, rettede blikket imod Ashe, og sagde med en stemme der dirrede af vrede. "Jeg er ked af det, det lader til vi må slå tiden ihjel lidt, ingen ledige vogne." Han sukkede tungt, lagde på, slog ud med armene. "Det er simpelthen så svært at finde ordentlige firmaer nu om dage..." og med en mine, som når man kasserer en tom mælkekaton, smed han telefonen i springvandet, og prustede ud.

Lucas ignorerede den knitren der hørtes fra de elektroniske dele, og sværgede i sit indre, at han i fremtiden ville holde sig til budbringere og andet, mobil telefoner var simpelthen for besværlige! Ejeren af Connelly industries satte sig på siden af springvandet, ca. en halv meter fra hende, og smillede bredt. "Så, Ashe... Lad os slå tiden ihjel..." smillet blev breddere end før, og de kridhvide tænder glimtede svagt, og hvis man var hurtig, kunne man se de lange hjørnetænder, inden han lukkede munden igen. "Hvad laver du så?" spurgte han nysgerrigt, selvfølgelig kunne han godt se hvad hun lavede, men spørgsmålet var nu rettet imod hendes liv som helhed.

//Går sgu nok ;D//

Ashe nøjedes med at svare med et kort trækken på skuldrene da han spurgte ind til hvorfor det skulle være et problem. Hun vendte blikket kort imod siden og lod munden skæve en smule, som havde hun ikke mere at sige til den sag, da hendes argument egentligt ville være ret så patetisk. Hans blikke imod hendes syntes ikke at have den store effekt eller distraktion for hende. Hun var efterhånden blevet lidt for observant til det alt for tydelige til at skimme de små ting, hvis hendes hoved ikke lige var indstillet på det.
Hun lod blikket bevæge sig over ham et par gange imens han snakkede. Han talte som havde han dette 'firma' i håndfladens gitter. Han havde vel meget indflydelse? Ashe lagde hovedet lidt på skrå imens hun nu kom til at observere ham lidt for tydeligt uden at registrere det selv. Hun havde det med at dvæle på folk bare sådan, men et fortog sig ofte hurtigt så snart hun fik øjenkontakt. Det var ret ubehageligt. Hendes øjne havde det med at løbe i vand når andre betragtede deri. Så hellere virke nervøs end at forklare at man altså ikke tuder.
Hun vågnede lidt op da han fjernede telefonen fra sig og talte med en utilfreds tone. Hun glippede et lille smil, men gemte det under en unødvendig regigeren på det lange pandehår der faldt ned i krusede totter over hendes ansigt. Hun nikkede kort, fjernede hånden og kiggede atter på mobilen, der derefter syntes at være intet mindre end affald for ham.
Ashe betragtede det stille synke til bunds efter at ha ladt sig fylde med vand og udgive disse små metalblå gnister der tydede på den tydelige kortslutning. Sikket spild af god teknik.
Hun fulgte ham stille med øjnene idet han satte sig ned og henvendte sig til hende. Hun hævede kort et øjenbryn i en ikke kynisk, men simpelt spørgende tone. Han ville vide af hende? Hvorfor mon? Ashe lod sig dumpe ned på kanten ligeså, men sad ikke lige ved siden af Lucas. Hun hvilede underarmene imod sine knæ et øjeblik inden hun sendte ham et lille smil.
"Lige nu foretager jeg mig ikke synderligt meget." sagde hun så og skiftede position til en rank siddende pose. Hendes hænder hvilende imod det hvide stof der gled over hendes skød. "Søger optagelse på byens højskole regner jeg med da jeg har mere fritid nu." Hun havde ir for sig droppet uddannelsen, men genvundet interessen da hun flyttede dertil. Mest fordi at jobbet hos Vlad ikke gjorde meget tidsfordriv. Noget skulle hun jo gi sig til udover at 'se'. Hun smilte da bredt og vendte de brune øjne imod ham.
"Arbejde, skole, kedsomhed." sagde hun så. "Jeg vil hellere høre om hvad du laver." sagde hun og sendte ham et glidende blik for at se hans person an igen. "Hvad arbejder du med?"

Han hævede et øjenbryn, betragtede hende. "Højskolen?" Højskole, mærkelig opfindelse, et sted hvor unge mennesker kunne flytte ind, og spilde et år af deres liv, inden de blev produktive, hvilken fantisk forfærdelig ide. Han kunne have talt i flere timer, om hvor tåbeligt det måtte være, at det kun var folk uden mål i livet der tog på højskole, men valgte at holde sine meninger for sig selv, nogen krige var bedst vundet ved at trække sig tilbage, og han regnede ikke med at denne kvinde foran ham, ville forstå ham. Uanset hvilke argumenter han måtte diske op med, sådan var ungdommen nu om dage. Hvilket spild af luft.

"Hm... Hvad jeg arbejder med? Puuh" Han trak det ud, hvad skulle han sige? Lige nu lever jeg af den formue som jeg har brugt 200 år af mit uliv på at skrabe sammen, den bliver brugt på et luksus liv og blod fra de uskyldige, og så bryder jeg mig specielt meget om måneskins aftener? Næppe. "Lad os bare sige jeg er en dygtig forretningsmand" Et smil skilte de blege læber. Hans ene ben blev trukket op, så det buede en smule, og en skrabbende tør lyd kom fra astfalten under foden, den andet ben var strukket ud, mens det andet var krummet sammen, med fodsålen imod springvandets kant. Armene gled ned, og foldede sig omkring knæet.
Øjnene veg ikke fra hende, der var noget ved hende, et eller andet, han vidste ikke om han skulle være bange for det, eller om han burde kunne udnytte det, en eller anden aura af det ukendte over hende, noget naturligt elegant i hendes måde at bevæge sig på. Næsten som en kat. Men på den anden side, efter Malakel var kommet til, var der så uendeligt mange væsner i Di Morga, det var ikke til at hitte rundt i, og hvis Lucas bare ønskede at beholde lidt af sine manerer intakte, så spurgte han ikke om hendes race, det ville da være direkte vulgært! Men dog nagede det ham, menneskelig, og dog alligevel ikke, men det ville nok komme, ellers blev man jo nød til at hentyde til det nye styre, selvom Lucas ikke typisk diskuterede politik... Det endte altid med at nogen kom til at skade... Typisk Lucas.

Ashe træk benene til sig og lagde armene derom imens hun betragtede Lucas med et opmærksomt blik. Tog det ham ikke lige lovelig lang tid om at fortælle om hvad han lavede? Hendes øjne formørkedes en smule med en gylden gnist. Han var måske ikke lige så åben som han virkede, eller hvad? Hendes ansigt klarede dog op da han endelig talte og fortalte at han blot var en forretningsmand der var dygtig for sit fag.

Hun smilede.

Hun havde ikke forestillet sig noget anderledes efter hans udseende.. Han bar vel sin klasse til kanten og ville meget vel trække den med i døden ligeså.. Kan ens aktivitet blive ens identitet? Ashe håbede det ikke.. Ikke hendes vedkommende i hvert fald. Hvordan ville det mon så ende? "Det havde jeg forestillet mig." sagde hun stille og lagde blikket frem for sig, skuttede sin en smule og hvilede kæben imod sine knæ. "Du bærer det tydeligt, rent visuelt.." Hun smilede atter og vendte blikket, læggende sit ansigt lidt på siden, så hendes nedre del af ansigtet var gemt bag knæene og det lange krusede hår. "Men man kan jo aldrig vide med sikkerhed her omkring." sagde hun så. Ordene blev en smule kvalt af hendes munds dække, men ordene var dog endnu tydelige og til at forstå.
Da tog hendes øjne en tvivlsom drejning og hun rettede sig op, så hendes ansigt, hals og skuldre gjorde sig fri fra de bøjede knæ og det lange hår, som vindenn atter tog fat i og svang om på hendes ryg. Et tænkende, gyldent skær sænkede et tvivlsomt udtryk over hendes ansigt.

"Man skulle ikke tro at det var til at gøre forretning i sådan en korrupt by. Gotta be hard." sagde hun så og skænkede et suk og et hævet øjenbryn. Forretningsmænd.. måtte vel knokle for at klare den i det her miljø?