mørkets gæst (Gavorn privat)

Sted: en halv mørk side gade, der fører ud til hovedgaden i terre.
Tid: 00:23
Vejr: overskyet med tætte sorte, mørkegrå skyer, der har lagt alt under sig i et halv mørke. fugtigt, der næsten lige har regne. en let vind..
Omgivelser: en smal gyde, der er belagt med brosten, der skinner svagt i det matte lys fra ensom lygtepæl, der som det eneste holder mørke på afstand. de mørke, næsten sorte huse på begge sider af gaden, der bære svagt en lugt af fugtigt. alt er næsten stille. kun larmen fra terres hovedgade, kan høres som en lavmælt hvisken i vinden.

i det kolde skær fra den ensomme lygtepæl, stod en ubevægelig skikkelse. hvis ansigt var mørklagt. så kun det nederste af det sorte jakkesæt og de blege hænder med de lange finger, kunne ses. den hviskende larm fra hovedgaden, flød et øjeblik igennem gaden som munter stykke musik. men før det nåede enden, var det som mørke have kvalt det i sit favntag, så kun stilheden kunne høres. Jullian vidste ikke hvad han lavede her. i det forfalde af by, hvor hvert en krog gemte hemmeligheder.
og løgne var hverdag. Jullian vidste kun at en intuition, havde fået ham til at forlade paris. men intuition for hvad?
for det eneste, der havde mødt hans blik, siden han var ankomme, var dette forfald, der lå over denne by. et forfald, der ikke skyldes tidens gang, men noget langt større. noget der han ønskede at finde ud af..

Bilerne susede frem og tilbagep å hovedgaden, og der var stadigt nogen mennesker på fortorvene. Hjemløse lå op af murene, mennesker i store frakker og doomsayers skyndte sig hurtigt frem og tilbage, det var ikke mange de rhavd elyst til at være udendøre på denne tid om dagen, i disse tider. Der var dog en person, der overhovedet ikke havde travlt. Hans hvide jakkesæt, skar næsten igennem Terres mørke gader, som en kniv igennem papir. Han havde en hvid hat på, som sad en smule lænende fremad, ned over hans øjne så de var afskygget. Han havde et headset i ørene, og han hørte musik, i det han med et smil gik ned af fortorvet.
Nogen unge drenge sparkede til en hjemløs som lå op af en væg, og denne var for træt og svag til at gøre noget, imod de to unger. Gavorn stirede på den, og han blinkede så en enkelt gang, og de unge mænds hår satte i brænd. De skreg, og løb væk, og prøvede at slukke ilden. Gavorn blinkede så igen, og ilden slukkede, og mændene stod nu bare og tog sig til deres afbrændte isser. Gavorn rystede på hovedet, og gik ind af en side gade, bare for at slipp væk fra de mange mennesker. Nu vidste han så overhovedet ikke hvor han var på vej hen, og da han så en skikkelse, stoppede han op. og stirede imod denne. Han kneb sine øjne sammen en smule, og kunne mærke at denne også var demon. Det ville da være typisk hvis han løb ind i to is dæmoner med så kort mellemrum... Han strak sine skuldre, og forblev stille, imens han bare stirede på skikkelsen.

han forholdte sig rolig, mens hans blik langsom gled over og faldt til hvilede på skikkelsen i det hvide jakkesæt, der næsten lyseste op i den mørke gyde. han lagde hovedet lidt på skå, mens et smørrede smil begyndte at sætte sig på tynde læber. mørket bag ham gjorde kort et udkast, som rykke det på sig. smilet på læberne blev brede, for et sted fandt Jullian tanken komisk. to dæmoner. (for han var ikke i tvivl om at den anden var en dæmon. hele hans aura emmede af det.) den ene klædt i hvidt, som en engel, den anden klædt i sort, som mørke. som det gode imod det onde. det der altid blev stille op imod hinanden i kunsten, bøgerne. selv de tegneserie han læste som dreng i paris gader. men hvem var han, denne dæmon, der var klædt i hvidt?

Gavorn kiggede ned af skikkelsen, og det kunn godt ligne at denne havde et jakkesæt på. Et kort smil bredte sig på hans læber, og han rakte en finger op, og skubbede sin hat en smule tilbage, så han bedre kunne se Julian, og så han også kunne se Gavorns øjne. Han lagde sin hånd tilbage i sin lomme, og valgte så at være den der brød stilheden.
"Så.. Vil du lade mig fortsætte ned af gaden.. Uden at angribe mig, når min ryg er imod dig?" Spurgte han, halvparanoid. Han stirede imod skikkelsen, og kunne ikke fastsætte hvilken dæmon denne var. Han grinede så en enkelt gang, og holdt sine hænder ud til siderne.
"Eller er vores situation cliché, og er vi rent faktisk, godt, og ondt?" Spurgte han så. Han var ikke blind over for det specielle tilfælde, og hans smile forblev, dog var Gavorn konstant klar på et angreb, hvis at denne skulle finde på noget.

han flyttede langsom sit blik ned til den kolde jorden, mens dæmonen i hvidt talte færdig. smilede over den kendsgerning at denne dæmon troede at han ville angribe. måske ville han også det, hvis chancen båd sig? smilet blev større og han tog et skidt bagud så lyset faldt på den magre skikkelse, der udgjorde hans krop. det halv lange blonde hår skinnede svagt op i det matte lys fra lygtepælen og for første gang siden Jullian var ankommet til denne gyde, var han trådt frem i lyset.
det sorte jakkesæt bar en svag mat farve og gjorde kun hans blege hud blegere som det hvideste hvidt marmor. selv skjorten var sort som mørke, som var det gjort af det.
Jullian smilede kort, før han løftede sit blik fra de skæve våde brosten og så første gang ind i den hvide dæmons øjne, med sine mørkeblå, næsten sorte øjne. For blik han sendte fandtes ingen hemmeligheder. Ikke engang dem, man ikke selv var klar over, man havde. " de må ikke havde høje tanker om mig, når de frygter at jeg ville angribe dem, som anden simpel morder" hans stemme var blød som silke, letter lys i det. med samme undertone som en slanges. " hvis de føler for det kan de friet forsætte, jeg skal ikke stå i vejen for dem, hvis det er det de frygter" Jullian trådte i det samme tilbage, så dæmonen i hvidt friet kunne placere, hvis det var det han ønskede.
"jeg tror at det gode og det onde, der altid har kæmpe for det samme sag.. nemlig friheden og magten. men er det også vi kæmper for nu?" sluttede Jullian af med en håndbevægelse, der kunne betyder alt og ingenting..

Gavorn fulgte hvert skridt Jullian tog, og da han så begyndte at snakke, så han nærmest overrasket ud.. Han havde egentligt ikke regnet medså meget fra Jullian. Han havde bar eregnet med at han forblev stille, og at han selv kunne forlade stedet. Hvis ikke at han angreb. Intet var simpelt i Di Morga. Da Jullian var færdig med at snakke, grinede Gavorn en smulle, og rystede på hovedet.
"Du.. Kan virkelig ikke have været i Di Morga før, min ven.. Jeg er overrasket over, at du endnu ikke er hoppet på mig, i ren angst for at jeg skulle angribe først..." Han grinede lidt, og holdt hænderne ud til siderne.
"Du er i Terre.. Hvis du møder en person der står i mørket, er det mest normalt at denne enten er morder, eller bare ude på at stjæle fra dig.." Han grinede lidt igen, og kiggede op og ned af Jullian. Han nikkede så et par gange, og pegede på ham.
"Der har du jo egentligt ret i.. Det er morale.. Der bestemmer om du er ond, eller 'god'.. Men den ene side, vil altid være efter den anden.. Og hey, vi kæmper ikke.." Sagde han, og grinede lidt, med et ryst på hovedet, i det han lagde sine hænder i sine lommer med et smil.