mørkets bekendelse (kilia privat)

Sted: i en gyde i allees
Tid: 23:39
Vejr: kølig, en tæt tåge.
dato: 5/11
Omgivelser: en øde gyde, med kun ensom lygtepæl, som eneste tilskuer. skæve gamle huse på begge sider af gaden.

luften var kølig, gaslamperne var stadig tændt, skønt de ikke anes end at skinne svagt i tågen, som var så tyk, at den hang som et, delvis brunt, grå tæppe over det hele.. en stille støvregn begyndte sin dans ned over de gamle overflader, der dannede væggene på de slidte mur, hvor årtiers spor havde sat sig.
i det slørede skær fra en af disse ensomme gadelygter, aftegnede sig skyggen af en ubevægelig skikkelsen, der kap kunne anes for tågen. denne skikkelse stod med hænderne gemt i lommerne på en lange mørk frakke, der virkede alt for stort i forhold den drengede holdning.
der kunne ses på hvert en bevægelse, personen fortog, at han følte sig hjemme i det mørke, der var som taget ud fra gamle gyserfilm, og lagde hele gyden i favntag.
kun lyset fra gadelygten, som afspejlede sig i de ravgule øjne, der bar et halv gylden skær i det, holdte det på afstand. en næsten lydløs vejrtrækken kunne svagt høres, når den afbrød, den ellers tunge stilhed, der herskede i denne del af allees. personen trak hænderne længere ned i de mørke lommer på frakken. løsrev kort blikket fra de kolde skæve brosten. kanten af det rødbrune hår, der virkede mere rødlige i lyset fra gaslampen, bevægede sig kort, der personen rystede på hovedet, mens et skævt smil langsom gled over de blege læber. den ene hånd, der lå dybt begravede i en af lommerne, grab kort om en lommekniv, der var slået sammen, så den ikke stak hul på stoffe.
fingrene kørte kærtegnede over den blanke overflade, som om at personen ville sikkert sig at den stadig lå, der nede. som en form for tryghed.
for alt i alt var mørke ikke altid en ven..

Hun vidste egentlig ikke hvorfor hun var gået denne vej hjem.. hun gik aldrig her alene.. og nu kunne hun huske hvorfor. Mørket.. Tågen.. uhyggen smøg hende om benene og gav hende gåsehud så hun skuttede sig lidt.

Hun plejede ellers altid at holde sig til hovedgaden når hun gik hjem fra arbejde.. men et eller andet havde fået hende til at tage en "smutvej" hjem i aften.
De sorte højhælede sko hun havde på fødderne gav den karakteristiske klikkende lyd hvergang hun tog et nyt skridt og lyden blev kastet tilbage af de kolde murstens væge omkring hende.

Hun skuttede sig igen og foldede sine arme. Den sorte lettere elegant stropkjole hun havde på svajede blidt omkring hendes ben mens hun gik. Hun var glad for hun alligevel havde valgt at tage den hvide korte jakke på så hun alligevel havde noget til at dække sine arme. Jakken var af noget læder lignende materiale. en lyseblå halsklud var bundet blidt om hendes hals, og farven matchede det lyseblå armbånd der hang om hendes højre håndled. Den blå farve på halsklud og armbånd matchede og fremhævede hendes dybblå øjne.

Hun sukkede let og kiggede så op mod himmelen og kunne så ikke skjule et let smil da hun mærkede støvregnen mod sin hud. Regn.. vand.. hendes element... det beroligede hende lidt og dulmede den trykkende fornemmelse af utryghed lidt. Hun sukkede igen og førte en hånd op og igennem hendes lange mørkebrune hår.. Måske der alligevel ikke ville ske noget ved at gå her?

en lyd fik ham brat til vende hovedet, og et kort nervøs trækning kunne ses i den ene side af hans mundvig. hvad var det? selvom han følte sig tryg i mørke, så følte han sig ikke mere tryg, inden at han ikke stolte på det. han rettede sig kort op i sin fulde højte som en byttedyr, der var parat til at løbe. men det var ikke den tanke, der havde strejfede ham.
det var mere den at hvis han nu pludselig skulle gå til angreb.
hånden, der lå nede ved kniven, tog et faster grab om den, så han var parat til at trække den. de ravgule så sig forsigtigt omkring, mens et smil langsom begyndte at bryde frem på de smalle læber, så tænderne et øjeblik var blottede som hos et rovdyr.
han begyndte hastig at følge den ensomme skikkelse, der var på vej ned igennem gyden.
lod kort øjnene glide nede fra op, indtil de sidste endte ved denne skikkelses øjne.
han vidste ikke om hun have set ham, for hans skyld håbede han ikke det.
for der lå fascinerende over den person, der langsom var på vej imod ham.
måde den person følte sig hjemme på i regnen, som var vedkomme gjort af det.
romeo mindede pludselig sig selv om, hvordan han måtte se ud for denne skabning.
med sine ar, og gule øjne. han trak sig pludselig længere ind i mørke, i det håb om kvinden ikke havde set ham. for selvom romeo til tider var egoistisk, selvoptaget, og ikke gik af vejen for dræbe, var han også bange for andre mennesker, i dette tilfælde her, den unge kvinde, der var på vej imod ham. han trak ligesom i trangse den lille lommekniv halvt op af lommen. han ønskede ikke at skade hende, men samtidig ville han også føle sig sikker.
for hvad var dette ydefulde væsen?