så kedeligt i skoven....ALENE(alle er velkommen)

Brandon kom langsomt gående igennem skoven mens han sukkede stille, han var sådan cirka lige flyttet til og brugt tiden på at indrette sig i huset i skoven ikke så langt væk fra hvor han gik i dette øjeblik. I den anden by havde man opdaget hans hemmeligehed og han havde derfor været nød til at flygte da mange havde været så bange at de ville dræbe ham. Men sådan var det jo når man var født med disse lange ører. Han havde dog prøvet at fjerne dem, men af en eller anden grund ville de bare ikke forsvinde, selvom at han kunne få sig selv til at ændre til at mulig andet, bare ikke lige sine ører. Et lille suk gled igen ud gennem hans læber mens han kiggede væk og lagde ikke rigtig mærke til de andre to der var i skoven og bed sig lidt i læben mens han lod hænderne glide ned i de sorte slim jeans lommer.

Pitch så på Brandon, han havde aldrig set ham før. "Hejsa! Hvem er du så?"
Han så interesseret på ham, så tilbage på Kaia. "Ja, meget. Jeg ville ønske, jeg kunne se Millas."
Så vendte han sig igen mod Brandon.

"din kæreste?"spurgte hun, imens hun hurtigt tog sin kappe på, hun havde opdaget Brandon og hvad han var*lyselver!*tænkte hun, hun rejste sig hurtigt op og var ved at gå, mørk elvere og lys elvere måtte aldrig møde hinanden og det viste hun godt, hun ville komme til skade hvis hun blev, hun tog hætten på igen

//skal lige spise BLIV PÅ tak^^//

//Hvis jeg kan, men jeg laver også mad på et tidspunkt. Skal nok komme tilbage senere, hvis vi ikke når det nu ^^//

"Mere end det... Vi blev til engle samtidig. Hvor skal du hen?"
Han gik efter hende, men han havde ikke tænkt sig at stoppe hende fysisk, bare tale hende fra det.

//tilbage//

"lys elver"sagde hun lavt, hun gemte sig bag et træ"er det så din forlovede eller noget?"spurgte hun stille*jeg vil aldrig møde en der vil havde mig*tænkte hun for sig selv.
hun kiggede lidt frem fra træet.

"Forlovet? Det har jeg slet ikke tænkt over, men det er hun vel." Han smilede.
"Hvorfor gemmer du dig? Det er jo bare en elver, som dig?"
Han så nærmere på Brandon. "Eller er han noget andet?"
Han vinkede til Brandon.

"han er en total modsætning han er en lys elver jeg er en mørk elver"sagde hun.
hun gemte sig lidt mere, hun fik den flotte røde blomst til at forsvinde igen.
hun ville ikke findes af Barndon

"Skal jeg lade som om, du ikke er her? Det har jeg ikke lyst til, du er flink. Hvad er der galt i lyselvere og mørkelvere sammen? Jeg har været sammen med Milla siden jeg var en dødsengel, og hun var en aspara."
Han smilede ved tanken. Så så han på Brandon igen. "Han ligner ikke en, der kan skade dig?"
Han så på sit ur. "Milla!" Han så mod Kaia. "Jeg er ked at det, jeg må gå nu!"

Han løb væk fra hende, og forsvandt pludselig i et hav af lys. Der hvor han havde været, da han forsvandt, stod der nu en buket af de små, gule blomster.

//Ses! Vi må skrive igen!! ^^//

"det kan han tro mig og han skal når en mørk og en lys elver mødes skal de kæmpe og det vil jeg ikke"sagde hun lavt.
hun holdte øje med Barndon, hun ville ikke frem for ham, hun gemte sig meget i sin kappe

Han hævede begge øjnebryn og kiggede lidt frem og tilbage, hvad fanden var der lige sket her? Den ene stod og vinkede til ham som om at han skulle komme her hen til de personer som åbenbart også var i skoven mens den anden så ud som om at .. *ah... mørk elver* kom det stille inde i hans hoved og han trak langsomt vejret ned i lungerne, hans instinkter sagde ham at han skulle angribe hende eller blive angrebet, mens hans sundefornuft sagde ham at han bare skulle gå over til dem over være helt cool. Han rynkede blidt brynene og blev bare stående hvor han var uden at sige noget rigtigt med alle sine muskler spændt i hele kroppen da han ikke ville gå over til hende og gøre det som han havde lært for mange år siden. Og selvom at hun havde gemt sig i hendes kappe havde han set hende, og der havde ikke været nogen tvivle dette havde været en mørk elver.

Lyset vendte tilbage, og Pitch dukkede op igen.
"Undskyld, jeg skulle noget." Han så på Brandon, som var kommet lidt tættere på.
"Goddag, hvem er du?" Han så spørgende på ham.

hun prøvede at gemme sig mere bag træet.
hun var mere bange for ham end hun ville angribe ham.
hun holdte hele tiden øje med ham.

Han førte langsomt en hånd op, som en mimer i en kasse, og en masse små tråde af lys, dannedes omkring ham.
"Er han så farlig?" Han betragtede elveren, der kom nærmere.
Hans øjne lyste i samme farve som trådende omkring ham, og hans vinger folede sig sammen om hans skuldre.

Igennem de mørke træer, der stod i kontrast til det svigende sollys, bevægede sig en mærkværdig skabning igennem skoven. Meget høj og tynd som bare pokker, med lange arme og endnu længere tynde ben. Et sort væsen med den eneste kontrast var dets ansigt, som var snehvidt. Ingen øjne og inden mund. Ej heller en næse eller ører. Et helt glast ansigt, dog med aftegninger fra kindben og kæber, bare ikke merkantgjorte.
De kaldte ham Slender i byen. De kaldte ham en legende, som åd deres børn. Det gjorde han ikke. Han holdt af børn. Han kunne lide at se på dem og omfavne dem, men hvordan skulle han kunne gøre det når de var bevægelige. De skulle se på ham. Ham. De skulle indfanges inden han kunne røre dem.. han havde aldrig slået et barn ihjel.. Menneskene hadede ham på grund af legenden.. The Slender man..

Pitch så længe på Slender. "Interessant..." Han tørrede sved væk fra panden.
"Er han også én, du kender?" Han så på kaia. Der kom flere tråde omkring ham.

Væsenet rettede sig en smule op. Ikke meget dog. Hans højde var selv for meget for ham, så hans torso og hals var en anelse foroverbøjet. Han var meget ranglet at se på, men det var nu tydeligt at det var et mandligt væsen. Dets sorte underdel mindede meget om et jakkesæt, hvor der var en hvid skjorte tukket ind og et sort slips siddende på sin rette plads. Det fjernede dog ikke ligefrem uhyggen ved ham. Han vendte den del af hovedet som burde være et ansigt. han vendte det hen imod englen, og selvom der ingen øjne var, var det nået så tydeligt at dette væsen så på ham. Iagtagede ham nøje, som havde han ingen blufærdighed. Om det så var et dyrisk blik eller et neutralt var ikke til at vide. Ansigtsløs, som om der ingen personlighed var nedenunder de hvide kød.