En betændt byld på en ellers fantastisk aften

Dette emne kan muligvis forekomme groteskt, så .. ikke for sarte sjæle!

Et dæksel blev skubbet til side, der var helt stille, og da dette blev konstateret og bekræftet af Gav'riel. Tittede han forsigtigt op fra sin kloak. Natten var ung, på denne den første maj, året 2010. Han smilte for sig selv, hvorfor var det han stadig holdt styr på det? Det var vel ligemeget. Han steg op fra kloaken, og børstede sine pjalter, der skjulte diverse ting, der ikke burde vises i offentligheden, men på den anden side, så kiggede men vel ikke på hans krop på en måde så man blev fornærmet, det var vel ligemeget om han havde tøj på eller ej. Han kiggede på sine fingre, lange klo lignende hænder. Den venstre manglede huden der burde dække scenerne og musklerne, der opererede hans fingre, og han bevægede intresseret fingrene, blot for at se hvordan musklerne strakte sig, og trak sig sammen.
Den højre var dækket af hud, men huden var rynket og misfarvet. En enkel mide kravlede rundt på ringfingeren, i et lille sår havde den fundet sig til rætte.

Således var hele hans krop, vansigret og ulækkeret, mutteret og forandret, aldrig mere den skønhed vampyr var kendt for, nej, et vansigret monster, der altid ville være frygtet. Han åbnede munden, spyttet hang fra hans læber, sulten stod malet i hans øjne. De lange spidse tænder var sorte og gullige, ulækre og slimede. Han udstødte et forsigtigt og skrattende kald, og inden længe, var den mørklagte gyde fyldt til randen med rotter.

Han stod på en af side gaderne til hoved gaden i øst delen af byen, ingen ville se ham, medmindre de kiggede naturligvis, men det gjorde de aldrig, så hvorfor skulle det ske i aften?

Han løftede en af rotterne op til munden, brækkede nakken, lyttende til den knassende lyd, dæmpet af det nu døde kød. Rotte blod. Koldt. Men det var dog blod.
Og sådan stod han, sugende det kolde blod var en rotte, foroverbøjet på grund af hans bøjede rygrad. Ingen ville ligge mærke til ham, blev han ved med at sige til sig selv, men han tog fejl.

en lav kvinde kom gående.. hendes hud var dødningebleg, og det samme var hendes øjne. hendes korte sorte hår stod vildt omkring hendes ansigt og hendes sorte soldater tøj var praktisk og gik næsten i et med skyggerne.
hun virkede til at være i godt humør, men stoppede brat da hun så væsnet foran hende. rotter.. og en mand der drak rotteblod!!?
føj... hvordan kunne man byde sig selv sådan noget!?

Fodtrin. Fodtrin der kom herhen. Crasj... Crasj... Slæbende og knassende astaflten under føderne på de fødder der bevægede sig i denne retning. Han slap rotten, og lod den falde med et vådt og vammelt klask ned på jorden. Snurrede rundt, og med de blodsprængte øjne, stirrede ind i hendes. Hende, endnu en af de dømte, men, hun var anderledes, hun var normal, hun havde ikke måtte leve med en så grotesk skæbne som hans, at skulle brændes at hellige flammer, der resulterede i sådanne forfærdelige misdannelser på hans krop. Et monster var han.

"Bare en af dem" Hviskede han for sig selv, hans stemme var raspende, og man kunne se hvordan halsen og halsrøret udvidede sig da han snakkede, hivende luft ned i lunger. "Bare en af dem" Gentog han, nærmest for at berolige sig selv.