Stuck in the moment (Chris)

Sted: Di Morga - Øst :: Parc d'attachtions.
Tid: Klokken 20:00.
Dato: 24. november, en onsdag.
Omgivelser: Nadine.
Vejr: Hård blæst, mørk himmel med lidt tåge.

En sort beklædt skikkelse af en kvinde nærmede sig den forladte forlystelse i Di Morga, vinden tog hårdt fat i hendes hår som fløj med i retningen af hvor vinden fløj. Hun havde et bånd rundt om hovedet tæt ved pandehåret, som gik ned over øjnene, hendes hår gik i med farverne sort og blond, det var langt, gik længere ned end til hendes bryster. Hun havde en sort trøje på som hun havde skæret lidt i stykker ved sit ene ærme, så det kom til at hænge og se mere finere ud end trøjen gjorde i forvejen, det var ikke bare en almindelig t-shirt længere. Hun havde en sort nederdel på som blafrede let med vinden. Hun var ikke særlig høj omkring de 1,69 cm. Hendes hud var bleg, men blid at røre ved og dog kold som marmor. Nadine var kvindens navn, hun var 19 år gammel. Hun gik i bare tær, det gjorde hun altid, når hun havde muligheden for ikke at blive syg, i en stille bevægelse lod hun sin hånd glide langs hen over lågen, da hun nåede hen til forlystelses parken og en knirkende lyd kunne høres da hun tog fat i lågen og åbnede den.. hun stod lidt i indgangen før at hun trådte ind på forlystelses parkens område, hun lukkede lågen bag sig da hun gav slip.. der var en smule tåget, men hun tog sig ikke af det, hun fortrak blot sine mundvige i et skævt smil imens at hun med lydige skridt begyndte at nærme sig længere ind på området og lod sine dødelige øjne glide rundt, og hun fik øje på en bænk i nærheden som hun besluttede sig for at gå hen til. Karrusellerne bevægede sig lidt med vinden som trak dem. Hun lagde det ene ben over det andet samme med sin hånd på det ene lår, hun lænede sig tilbage på ryglænet. I håb om at hun fik noget selskab og måske chancen for at smage noget blod.. noget som hun var så glad for at få fingre i.. lige meget hvad for en skabning som kom i nærheden af hende.. om det var dødt eller levende.
Nadine elskede blod, det var som en hobby for hende at smage hver ens blod som hun kom til at møde på sin vej. Hun lukkede sine øjne lidt imens at hun mærkede den hårde vind, hun var glad for at hun var død.. at hun var en vampyr som hun var i dag, hun skulle bare i træning om at blive til en rigtig vampyr, hun havde endnu ikke prøvet at forvandle sig til en flagermus endnu.. og hendes lyst til blod var enorm, en trang som hun af og til ikke kunne styre, fordi hun var en nyfødt vampyr.

Forlystelserne gav sig til kende, og kunne ikke gemme sig i det lys, som stadig hang på de spidse pinde, og dinglede. En knirkelyd kom fra en af forlystelserne, da den åbenbart havde besluttet sig for, at dreje rundt. Det var en karrusel. Tiden gik langsomt, og folk ville ikke regne med, der ville komme nogen i dette uhyggelige vejr. Eller uhyggeligt. Det var mørkt, og mennesker og væsener, alle måtte klare sig selv. Alle var alene. Ingen var sammen længere. Kærlighed var splittet og alt andet. Dog kom en skikkelse ind på området med de store forlystelser. Og satte sig på en bænk. Et utroligt smukt væsen. Dog ikke lige så smukt som en Asparas, men hvem kunne også konkurrere deres utrolige skønhed. Dog grinede folk tit, hvis en mandlig Aspara havde en sådan udstråling. Og endnu et væsen, der ikke havde regnet med at få besøg, drejede hurtigt hovedet over mod den knirkende låge, så hvad der kom ind, og lod sin krop løbe hurtigt ind bag en busk, lidt fra hende, hvor vinden var med ham, så hans duft ikke kom i nærheden af hende. Han var ikke bange, og adrenalinen pumpede ikke. Hans hjerte slog ikke. Han var en levende død. En dæmon. Ild-dæmon. Navnet var Chris. En dreng i sin bedste alder af 900 år, og lidt mere til. Dog så han ud som en på seksten. Meget praktisk til hans formål - at overleve. Hvilket han gjorde ved udnyttelse, forførelse og derefter slå til. Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken. Han blegnede kort sin tandrække, og lukkede så munden igen. Han hvæsede kort, da duften faldt over mod ham: en vampyr. Interessant. Dog farligt, for duften var ikke faretruende, hvilket farede for en nyfalden vampyr, som garanteret havde blodrus 24/7. Han blinkede kort, og hans ild-røde øjne, der dansede en lille flammedans inden i, betragtede denne pige, unge kvinde, fra busken. Han sørgede for at holde sine bevægelser inde: så optimalt han kunne. Dog hvislede buskene en enkelt gang, og han gispede kort, men fik sig selv stoppet, med at slå hånden foran munden, hvor efter han jog en gren rundt inde i busken, og var næsten afsløret. Busken stoppede dog hurtigt igen, med at bevæge sig, og Chris lod sin ene evne aktivere kort, og fik sig selv til at løbe lige forbi hende, og lod sit hjerte banke, så ethvert væsen ville kunne høre det. Dog gik det så hurtigt, selv en vampyr ville falde bagud.
Han fik dog hurtigt søgt dækning, et okay sted; syntes han selv. Dog var det ikke så genialt, at sidde bag en forlystelse. Han kunne bare ikke få et mere kig på hende. Det ville være farligt. Men hun var smukt. Intet forkert.

Nadine spærrede sine øjne op da hun mente at hun hørte en lyd.. et tegn på at der var nogen til stede?.. Lyden så til at komme inde fra en busk, men det stoppede hurtigt.. Det forvirrede hende en smule da lyden kom igen da hun ikke vidste om det blot var et lille uskyldigt dyr eller om det var et væsen som hende selv der kunne finde ud af at tale og fører en samtale. Hun trak sig svagt på skulderen og lukkede sine øjne lidt, imens at hun lod sine kulsorte øjne, som alligevel havde et strejf af den røde farve i sig.. glide rundt i området, hun mærkede en bevægelse i vinden som strøj hurtigt forbi hende.. Nadine rystede kort på hovedet, inden at hun rejste sig op fra bænken, hvorfor gav dette væsen sig ikke til kende, hvis hun ikke længere var alene? Hun var noget forvirret og det gjorde hende lidt rasende.. imens fornemmede hun en noget kold aura.. hun var ikke længere alene.. det var bekræftet!.. Et smørret smil dukkede frem på hendes læber imens at hun så sig omkring, hun kiggede først hen mod buskene igen hvor hun først havde hørt en lyd af bevægelse, inden at hun kiggede over på forlystelserne, med en blid.. dog kold tone i stemmen sagde hun:
"Er man virkelig sådan en svækling til for at jeg selv.. skal finde dig?".. det var mere et spørgsmål og hun var ligeglad om hun fik et svar eller ej. Hun ville finde denne person som ikke turde at vise sig frem!.. Tsh. Amatør. "Men.. glæder mig da over at du er så modig at lege gemmeleg med mig.." sagde hun og undslap et lille grin, inden at hun forsvandt fra stedet med lynets hastighed, fordi hun var en nyfødt vampyr, kunne hun løbe meget stærkt i forhold til mange andre vampyrer..! Nadine skulle nok finde den person.. ingen tvivl om det..!
Hun ville end da gå hen og lege lidt med denne person..! Selvom hun ikke kendte personen.

Hun opdagede med sit syn at personen sad bag ved en af forlystelserne, et mere lumsk smil dukkede frem på hendes læber da hun dukkede frem bag ved hans ryg, da hun fandt ud af at det var en dreng som havde siddet og luret hende.
"Slemme..slemme dreng" hviskede hun mod hans øre, da hun lænede sig lidt hen mod ham og bed ham drilsk i øreflippen, "Men hvor er du modig.." sagde hun og kluk lo. Imens at hun lod sin ene hånd glide hen mod hans hals og fjernede noget af hans hår, så det ikke sad i vejen, lod sine fingerspidser nusse hans bløde, men kolde hud, med et strejf af sensuelitet. Hun fniste og ventede bare.. på hans næste træk.

Chris kiggede kort rundt omkring, kunne ikke flygte. Han følte en kold hånd på sin hals. Han smilede roligt. Han var ikke bange. Ville bare helst ikke ses. Han lod sit blik møde hendes kort. “Du burde passe på med de hænder,” sagde han stille. Han rejste sig op, gik et skridt tilbage, og kiggede hen mod en lanterne, der svang frem og tilbage. “Du skulle nødig brænde dig,” sagde han stille, og smilede, mens flammen slog sig selv ud fra lyset inde i lanternen, og fløj, tændt, ved side af ham. “Og det vil du ikke risikere, vel?,” spurgte han stille, og smilede koldt til hende. Provokerende. “Du er smuk.” Han fik konstateret det, da han sendte varmen over mod hende, i en faretruende bevægelse. Dog var det kun en svag varme, hun ville kunne mærke. Han oplyste hende. “Lys hud. Vampyr, ikke sandt?,” spurgte han lettere køligt, og lukkede hånden samme, og flammen blev til en let røg, der susede op ad mod luften, dog ikke lige op, da en blæst kom og tog røgen hen mod Chris, som derefter antændte den igen, og den igen svævede ved siden af ham. Han smilede kort, og satte sig ned, dog så han kunne se hende, og ilden fulgte med. Han kiggede på hende. “Manipulation med følelser er meget slemt. Desuden, så har jeg ikke tænkt mig at falde for en nydannet vampyr,” sagde han lettere spydigt. Han kiggede på sin ild, som ikke ville gå ud. Ikke med det samme. Chris kiggede på hende. Det var muligt, hun ville, og kunne forføre ham, men han ville ikke bare bides! Ikke uden kamp. “Jeg stoler ikke på dig,” sagde han stille, og kiggede op på hende, med de glubske, snedige øjne. De røde øjne, der skinnede i mørket, og som bare kiggede op mellem det lange pandehår. Hans pupiller lignede flammer, som dansede i mørket. Og de skygger, der ikke var der, men alligevel var der, dansede hen over hans ansigt. Den flamme sad tæt ved hans ene øre. “Jeg ville sørge for, ikke at lege med maden,” sagde han roligt. “Du har stadig meget at lære,” sagde han med et lille kort, hånligt smil.
Han rejste sig langsomt op igen. “Jeg ved, det kan være svært at være ny, men væn dig ikke for meget til det,” sagde han stille. Han gik hen, og nev hende blidt i kinden. “Ikke snut,” sagde han ironisk, og holdt om sin flamme i sine hænder, hvorpå der sad nogle ildfaste handsker, som var blevet speciallavet til at kunne holde til meget varme på en gang.

Hun havde ikke end til videre fundet et væsen som turde at stille sig op imod hende fordi hun var en nyfødt vampyr, jo nogen fra hendes egen race havde fået kontrollen over hende, men ellers var der ikke nogen som turde at komme i vejen for hende fordi hun var en nyfødt vampyr. Da hun mærkede en lille varme og kunne se det kom fra en flamme af ild trådte hun et skridt tilbage.. hun hvæsede, ilden var det som hun var mest bange for, det som kunne gå hen og dræbe hende. Tsh. Han snakkede for meget.. men det svækkede alligevel noget af hendes selvtillid. "Er ligeglad om du stoler på mig eller ej" sagde hun og prøvede at undgå øjenkontakt med ham, Nadine var ikke glad for at få øjenkontakt med nogen, efter at de kunne ende med at få kontrollen over hende, hvis de havde øjenkontakt med hende i et godt stykke tid. "Det ved jeg godt" mumlede hun og et suk drog gennem næsen på hende, det iriterede hende virkelig alt det som han sagde!.. Hun havde lyst til at gå til angreb, men hun vidste også at det ville være dumt af hende, når han var et væsen der kendte til ildens kraft og havde evnen til at kunne bruge ilden mod andre som hende selv. "Kald mig ikke det igen.." brummede hun og snerrede lidt af ham, da han nev hende i kinden. "Og..hvad har du så tænkt dig at gøre?" spurgte hun af ren nysgerrighed, selvom hun blot var ligeglad med hvad hans næste træk var.. hun ville ikke gøre noget, da hun var bange for at komme til skade, måske ende med at dø, når han havde en flamme ved sig. Hun sad stille og rørte sig ikke ud af flækken.. uden at hun hvæsede lidt af og til. Hvad skulle hun gøre når hun var kommet ind i sådan en situation.. hvor hun måske kunne ende med at blive brændt til aske?

Tiden gik langsomt. “Forstået. Accepteret,” sagde han køligt, og smilede kort. “Jeg må vel behandle dig med respekt,” sagde han roligt, og smilede følelsesladet. Hans gener kæmpede imod ikke at angribe hende. Hun var fristende. Smuk. Hun ville være et perfekt bytte. “Så hvad er deres navn, Frøken?,” spurgte han, og lod stille sin flamme gå ud, forsvandt. Han gik helt hen til hende. Han gik om bag hende, og lagde en hånd om hendes liv, og gned hende kort op ad maven, hvor efter han lod sine fingre berøre hendes læber, og lod den glide ned mod hendes hals. “Men du rør ikke min hals,” sagde han roligt. Han smilede kort, og trådte et skridt bagud. “Så slipper vi for et blodigt opgør,” sagde han stille, og smilede kort, stadig følelsesladet. Han havde trukket sig langsomt tilbage, som om han ville forføre hende; sensuelle berøringer, og de klassiske tilbagetrækninger. Han smilede kort, kiggede mod den stjerneklare himmel. Det var ikke specielt, tit havde han været tæt på at blive bidt. Tit havde han været tæt på døden - igen. Men han nægtede. Ikke til sådan en pige. Ikke at hun ikke var en værdig modstander. Hun var bare, for forførende. Han ville ikke bukke under for hendes tricks. Ikke når han selv havde dem til at ligne. Han rystede let på hovedet af sine tanker. “Vi kan tage bænken,” sagde han lavt, og kiggede op mod månen. Fuldmåne. Sikkert en eller anden varulv, der ville ødelægge dette øjeblik, så groft. Men dog, han var med en nyfødt vampyr, som havde blodrus 24/7. Eller, det var, hvad han følte. Som om hun kun tørstede efter blod. Han lod roligt sin krop placere på bænken. Satte sig roligt. Han lod sin jakke, der fik ham til at se mere bøffet ud, end han var, af. Han lagde den ved siden af sig, så den lå på bænken, bag ham.
Hans bevægelser, hans gener, hans nerver og hver eneste celle i hans krop havde et eller andet sted lyst til at overfalde hende, overvinde hende. Men han vidste ikke, hvorfor. Han ønskede bare, at overfalde hende. Bevise, han var stærkest, og hun ikke bare kunne suge blod fra enhver. Men noget strittede også imod. Hans medlidende sans? Eller den eksisterede vel ikke. Men var det mon fornuften? En ting var sikkert. Han kunne ikke selv kontrollere den følelse af overfald, men heller ikke den, der gjorde, at overfalden, falmede.

Nadine slappede mere af i kroppen da flammen i hans hånd forsvandt, hun lukkede sine øjne lidt og hun tænkte over om hun overhovedet skulle præsentere sig, hun sagde det ikke på en blid måde, men heller ikke på den direkte kolde måde, hun viste bare ikke respekt med det samme.. "Nadine Regitze Falk"..

Hun lukkede sine øjne helt da han tog fat om hendes liv og gned hende op ad hans mave, hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere eller om hun skulle gøre modstand, men hun forholdt sig stille og lod ham gøre hvad det var han ville. Hun vidste jo hvad det var som han var i stand til. Hun åbnede sine øjne lidt og kiggede på ham, hvorfor rørte han ved hendes læber? Et suk drog gennem hendes næse.
Nadine nikkede kort til det han sagde, med at hun ikke måtte røre ved hans hals.. hun ville prøve at beherske sig. Nadine sukkede lydløst og satte sig ned ved siden af ham, "Og dit navn er?" spurgte hun imens at hun lagde sit hoved en smule på skrå.. ikke at det interesserede hende i at få hans navn at vide.. men så alligevel ville hun gerne vide det, så hun vidste det og kendte til ham, til næste gang de måske ville mødes.

En tanke havde strejfet hende.. hvis han havde den magt at dræbe hende.. få hende til at brænde op i aske.. hvorfor gik han så ikke til angreb? Det undrede hende meget.. så meget at hun ikke kunne lade være med at spørge ind til det:
"Hvorfor har du ikke givet mig et eneste sår eller lignende?" spurgte hun stille og kiggede op mod himlen, da hun stadig ikke var meget for øjenkontakt. Hun håbede på at få et svar.. imens at hun ventede tålmodigt. Nadine havde troet at hun havde mødt hendes største fjende. Men han virkede flink..

Karrusellerne drejede langsomt rundt, og de knirkede. Tydeligt at stedet var meget gammelt. Og Chris lyttede velbehaget, over hendes stemme. Den lettere lyse klang, der gik igen i ens hoved. Han smilede kort, stadig følelsesladet. Han bed sig kort i læben, dog ikke hårdt. Hun skulle nødig se blod. Og helst ikke som nyfødt. Det var utroligt risikabelt. Alle nyfødte var farligere end de ældre. Dog var dæmoner den dominerende, og overlegne race, også ifølge slavehierakiet. Han kunne næsten føle den adel følelse, der alligevel var et eller andet sted. Den stolthed, der gik igen gennem blodet. Som susede rundt i kroppen.

Hvilken fryd. Og sikke bløde læber, hun havde. Underligt, han lagde mærke til det? “Mit navn er vel ligegyldigt? Det kan ikke skræmme dig mere, end du er i forvejen,” sagde han køligt. Stadig et følelsesladet ansigt. Ingen mine. Ingen smil. Ingen træk eller noget som helst. Bare et rent stone-face. Han lod dog sit blik falde på himlen, som hun selv havde gjort. “Ja. Natten. Stjerner. Det er smukt,” sagde han kort, hurtigt. Ikke for hurtigt. Og han snakkede ikke særligt højt. Men hans stemme lød opgivende, betydningsløs. Meningsløs. Han rettede blikket mod hende igen. Han lyttede til hendes endnu mere akavede, epic spørgsmål. Han lo kort. Koldt.

“Hvorfor jeg ikke slog dig ihjel. Orv, ja. Det må være et mysterium? Spørg hellere dig selv: Hvorfor skulle jeg? Og desuden, hvad ville jeg få ud af, at slå en flot, ung kvinde ihjel?” Hans svar var ironisk. “Du kan ikke skade mig, uden at blive brændt, hvilket jeg ikke ønsker. Hvis jeg kan overleve i dit selskab, hvorfor skulle jeg så slå dig ihjel?” Han lo kort, retorisk. “Vil du da gerne dø?,” spurgte han stille, og kiggede kort på hende, hvor efter han rettede blikket væk igen.

Nadine kiggede på ham og hævede det ene bryn, "Jeg er ikke bange.." sagde hun og hvæsede lidt, selvom hun måske var bange for at han skulle få en flamme frem igen, så var hun ikke direkte blevet så meget skræmt igen, hun nikkede hurtigt som et nej, da han spurgte ind til om hun gerne ville dø.. hvorfor ville hun ønske det? Hun elskede sit liv, hun elskede at være en herre over sig selv. "Nej" sagde hun og kiggede stadigvæk på ham, Et andet spørgsmål strejfede hende, da det undrede hende over med de berøringer han kom med før, "Hvorfor rørte du ved mig på den måde, når vores race er fjender?" spurgte hun og lagde sit hoved en smule på skrå, inden at hun lod sit blik glide rundt, uden at kigge ned af sig selv.. hun havde lært af et flot eksemplar af en vampyr som hed Vladimir at hun ikke måtte direkte kigge ned af sig selv. Hun tog viden til sig, som hun specielt lærte af Vladimir.
Hun ventede på at få et svar fra ham.. ikke at det var noget vigtigt, men hun ville alligevel gerne vide det, fordi hun jo var en nyfødt vampyr, også havde han bare tilladt sig at røre ved hendes læber og trække hende til sig som om at hun var et form for legetøj.
Nadine kiggede stille på ham igen og sukkede lydløst inden at hun lænede sig mod ham, så hendes ryg lå mod hans mave, hun gjorde ikke mere, kiggede sig bare omkring, imens at hun lå en smule ind til ham og trak sine ben ind til sig.

Chris kiggede roligt på en af karrusellerne, som gav en stor knirken lige pludselig. "Tja. Så lad os sige, du ikke er bange. Men du frygter ild," sagde han stille, og kiggede roligt op mod stjernerne. Nattehimlen var trængt på, og den glimtede smukt, eftersom det var mørkt, og stjernerne klare, da der ikke var andet lys end stjernerne, og månen.
"Nej. Du ønsker ikke at dø. Og jeg får intet ud af det. Hvorfor skulle jeg så gøre det?," spurgte han, med en hvis ro i stemmen, som var han ligeglad med hun var der. Som var han slet ikke skræmt af hende, eller hvad hun nu sagde, eller gjorde. Før havde han gemt sig for hende, nu ... nu lagde hun sig ind mod ham. "Vores racer er ikke fjender mere. Vi er begge fra den mørke side, og alle må klare sig selv - efter Mal'lakels ordre. Og desuden, så startede du med at røre min hals," sagde han køligt. Ville ikke starte med at vise sine følelser, da de sikkert ville kunne blive vendt imod ham, og brugt. Tvunget til ting. Det var sket før, og det skulle ikke ske igen.
Chris kiggede kort mod hende, men kiggede så væk igen. “Og hvis du mener, vores racer er fjender, betyder det ikke, at du skal følge dine forfædres, forfærdede stridigheder?” Han sukkede kort, trak vejret. “Men du snakker om racer, og vælger at lægge dig ind til mig?,” sagde han lettere koldt, og skuttede lidt med øjnene. Himlede med dem.
Han kunne mærke, hvordan hun lagde sin ryg mod hans mave. Underligt, siden hun selv snakkede om stridigheder, og race-had, men puttede sig selv ind til en fjende. “Men min tur til at spørge. Hvorfor lægger du dig ind til mig, når du ved, vi er fjender? Og hvis jeg kan fremkalde din rædsel, hvorfor stoler du så på mig?” Hans spørgsmål kørte selv igen og igen i hans hoved. Ret irriterende. Med den rumklang, der kom, når rumme tikke var så stort. Men nu skulle han have svar!

"Så kender du min svaghed.." mumlede hun og bed sig i læben.. hvad mere skulle hun sige til det? Inderst inde var hun også lidt bange for at han skulle gå hen og bruge ilden imod hende igen, som gjorde hende svag. "Godt spørgsmål.." sagde hun stille og lod sin tungespids glide ud at røre ved sin underlæbe, som han sagde med at han intet fik ud af at dræbe hende, hvorfor skulle han så gøre det? Nadine fortrak sine mundvige i et skævt smil, han var noget klog..? Hun vendte sit blik mod ham og lagde sit hoved en smule på skrå, imens at hun blev noget forvirret over det han sagde, hun havde ikke fået at vide at vampyrer og dæmoner ikke var fjender mere. En lille deltalje som var meget vigtig for hende at vide, da hun stadig havde troet at de var ærkefjender. "Jeg følger ikke mine forfædres, forfærdede stridigheder.. og du har ikke gjort mig noget ydeligere..derfor tør jeg.. at stole på dig" sagde hun og havde gentaget noget af det som han havde sagt, hun sendte et lille smil. "Men det forbløffer mig også..at du bliver siddende og ikke skubber mig væk?" sagde hun stille og bed sig noget hårdt i læben, hun havde endnu ikke fået svar på sit spørgsmål, men hun ignorerede det dog og vendte sit blik op mod himlen, "Medmindre..at du i sidste ende beslutter dig for at lade mig brænde op i flammer?" mumlede hun og fugtede let sine læber.
Mere sagde hun ikke, da hun heller ikke havde mere at sige. Hun sad stille og slappede af, imens at hun sukkede lydløst og ventede på hans reaktion. Efter hendes egen mening virkede han heller ikke ond længere som han gjorde da de sad på en af karrusellerne, hvor de begge to var oppe at køre over hinanden.

Chris kunne mærke, hvordan det blev mere og mere fredfyldt. At hendes tilstedeværelse var mindre og mindre truende. Og at hun slappede mere af, selv om hun var nyfødt. Han rystede dog selv lidt på hovedet, smilede ironisk. At de var oppe og slås før, og nu lå sådan her. Det gav ikke ret megen mening. Og alligevel, hun gjorde ikke meget, for at undgå, det blev meget akavet. Hvorfor skulle han egentlig også skubbe hende væk? Hun var ikke til besvær, og fyldte ikke ret meget, så hvorfor skubbe noget væk, der lige så godt kunne blive liggende. Med andre ord - han orkede ikke. “Du kiggede så forskræmt på ilden, man kunne se det med det samme. En svaghed, ja.” Han kiggede kort på hende. Trak hurtigt på smilebåndet, og kiggede så bare op igen. Hans blik var tomt. Nægtede stadig at åbne op. “Du tror vi er fjender. Det har vores race været i langt tid. Så nu tror du, at vi skal bekrige hinanden. Vampyrer og dæmoner. Som djævle, til animaguser. Vi er afhængige af hinanden. Lever i et større livscyklus. Du har brug for menneskene. Dæmoner har brug for mennesker. Animaguser lever som mennesker. Djævle lever af smerte og sadisme. Og selve menneskene kan ikke leve uden vores væsners til stede værelse. Vi skal bruge menneskene, men vi skal også passe på dem. Vi lever alle med fælles formål. Der er bare ikke nogen, der er stoppet op, for at tænke over det, endnu,” sagde han køligt.
Chris trak vejret langsomt, kunne stadig mærke, hun lå tæt ved ham. “Sandheden er, jeg ikke gider fjerne noget, der ikke er nogen trussel for mig,” sagde han roligt. “Ikke at du ikke er en trussel for mig. Men du er ny, og ikke helt så erfaren,” sagde han roligt, og smilede svagt. Men slap dog hurtigt smilet igen.

"..Den har jeg hørt før" sagde hun med et lille hvæs.. Nadine ville ikke skabe nogen krig imellem dem, men hun hadet at få det at vide.. at hun var ny og ikke havde så meget erfaring.. det irriterede hende groft..
"Mh..men ilden er just ikke kun min svaghed" sagde hun og lagde sine hænder ned på sin mave, "Den svaghed..må du dog ikke få at vide.." mumlede hun og bed sig noget hårdt i læben, så der kom et bidemærke. "Hvorfor rørte du sådan ved mig før?" spurgte hun.. også for at komme ind på noget andet, da hun bare ikke ville have at han skulle vide hendes anden svaghed og hun ville gerne vide hvorfor at han havde rørt ved hende, et eller andet sted var hun fascineret over så meget som han vidste.. og den måde han forklarede ting på. Nadine vendte sit blik mod ham igen, uden som meget at kigge direkte ind i hans øjne og afventede et svar. Hvis han ikke ville svare på det i første omgang..ville hun bare spørge ind til det, end til at hun ville få et svar. "Vil vide det.. om hvorfor at du rørte ved mine læber..og trak mig ind til sig som om at du kendte mig?..", hun kiggede lidt ned af sig selv, også selvom hun havde lært at hun ikke skulle gøre det, men hun kunne ikke gøre for det.. efter at det var en slags vane, når man ikke kunne kigge andre steder hen eller ikke ville lade sine øjne glide rundt, men kun fokusere på en ting.

“Der er ingen grund til at blive sur. Du ved godt selv, hvad du kan, og ikke kan. Men det går over igen,” sagde han stille, og smilede kort til hende. Varmt. Men meget kort. Og specielt ikke med det formål, at vise sine inderste følelser, eller begynde og snakke om sine svagheder, eller sit liv. Chris kiggede kort over mod den måne, der var halveret i dag. Kun halv. Han blinkede kort. Endnu en svaghed. Han rystede på hovedet. “Du skal ikke skamme dig over dine svagheder. De er der, fordi du stadig er menneskelig. Og alle kan frygte. Svagheder er til for, at man ikke kan gøre det ultimative. Ligesom højdeskræk, og ræd for at køre rutsjebaner, eller andet,” sagde han stille. “Det er kun noget mentalt i hovedet, der skal vendes. Men så ender du op med noget andet. For du er tit bange, fordi du har været tæt på at blive skadet, i forbindelse med den. Det er derfor det er en svaghed. Ikke noget, du selv styre. Og hvis du endelig gjorde, ville livet være kedeligt.” Han kiggede på karrusellerne, som stadig drejede langsomt rundt i den blide vind. “Og jeg vil ikke skade dig, så længe jeg kan undgå det,” sagde han køligt, trak vejret, sukkede. Dog ret lavt. Irriterende, at vampyrer havde så god en høresans, for hun kunne vel sagtens høre ham.
Chris kiggede ned på hende, løftede kort sin hånd, nervøst. Men lod den falde igen. Han kunne bare ikke. “Jeg rørte dig på den måde, for at give gengæld fra, at du rørte min hals. Den måde du rørte på. Jeg ville bare gerne give igen. Og så kunne jeg ikke dy mig, at røre dine læber. De er bløde,” sagde han roligt. Løftede sin hånd igen, lagde den nervøst ved hendes hoved, og nussede hende i håret. Langsomt. Bare for at være sikker på, hun ikke troede, han var ved at brænde hende.

Nadine lyttede efter det han sagde og lukkede sine øjne lidt, alle de ord som strømmede ud fra hans mund.
"Er..ikke noget menneske..mit hjerte banker ikke længere" sagde hun stille og tog lige så stille fat i hans anden hånd der ikke lå på hendes hoved og lagde den på hendes mave, det sted hvor hendes hjerte plejede at sidde, tæt på hendes bryst.
"Og..det ved du godt..jeg findes bare stadig i min menneskelige krop" sagde hun og førte hans hånd op mod hendes læber, "Der er mange beviser på min krop at jeg ikke længere er et menneske..blot et monster der er fanget i et sølle væsen" sagde hun stille, dog så han stadig kunne høre hende snakke. Nadine lod nogle af hans fingerspidser røre ved hendes underlæbe imens at hun holdte fast i hans hånd. "Mh.. jeg kunne alligevel godt lide det.." sagde hun med et lydløst suk inden hun lod sin tungespids glide ud at slikke ved en af hans fingre. Nadine gjorde ikke andet end det, han skulle ikke frygte at hun ville bide ham eller gå hen og skade ham.

Chris kiggede kort på hende, da hun tog den anden hånd og førte hen til sit bryst, hvor hendes hjerte burde sidde. “Du er ikke noget monster. For så ville jeg også være det,” sagde han roligt, og kiggede på hende. Han skubbede hende kort væk. “Hvis du snakker om et monster fanget i en menneskekrop, tager du fejl.” Han sukkede kort, og rejste sig. “Det her er, hvad et monster er,” sagde han stille. Sukkede.
Chris lod sin dæmonskikkelse træde til, og an blev helt sort. Hans tøj forsvandt, men alligevel, så det ud som om, han var lukket inde i en dragt. Hans vinger bredte sig ud. Store og prægtige. Og hans hud glinsede i månelyset. Han vendte sig om mod Nadine, og kiggede på hende. “Det her er et monster,” sagde han, og samlede sine vinger sammen. Hans veltrænede mave, og velformede bryst var synligt, og hans hår var stadig den samme frisure. Hans ansigt, det hele var det samme. Næsten. Undtaget sine vinger. Han bed sig kort i læben, og indtog normal skikkelse igen. “Og kom så ikke og sig, du er et monster, før du ser sådan ud,” sagde han stille, smilede kort.
Han satte sig ned igen, og trak hende hen mod sig. “Tja. Det kan godt være, du nød det. Folk tænder på forskelligt,” sagde han stille, og smilede kort.

Nadine fulgte hver og en af hans bevægelser, fra han rejste sig fra bænken og til at han gik et stykke væk fra hende. Nadine sad stadig på bænken og betragtede hans dæmons skikkelse, "Chris.." mumlede hun og skulle til at gå hen til ham, men hun blev siddende da hun opdagede at han forvandlede sig hurtigt tilbage. Efter at han satte sig på bænken og trak hende hen mod sig igen, vendte hun sig om mod ham, "..Alle har set vampyrer som et monster.. jeg har jo også skarpe hugtænder..bleg hud.." mumlede hun og kiggede ind i hans øjne, "Og tværtimod..så er det ikke lige så slemt, som et menneske bliver udsat for med at blive forvandlet til en vampyr.. i kan skjule jeres monster.. men det kan vampyrer ikke.." sagde hun og bed sig noget hårdt i læben, hun nød egentlig hans selskab, forsigtigt lod hun sin underlæbe berøre hans ene mundvige da hun lænede sig mod ham, dog kyssede hun, ham ikke. Hun lagde hurtigt sit hoved ned mod hans brystkasse, "Du må ikke sige at jeg er et menneske.." mumlede hun.
Nadine havde set en dæmon før derfor var hun ikke bange for at se ham i sin dæmon skikkelse. "Jeg ser dig ikke som et monster" hviskede hun.

Chris kiggede kort på hende, og fik hurtigt vendt den sætning i hovedet. “Man skal ikke passe på, som vampyr. Du er ikke et monster. Bare fordi du er kold, bleg og har hugtænder, det ændre ikke ved, at du stadig kan føle.” Han bed sig kort i læben. Hvorfor kom hun tættere på? Han var lettere nervøs, han var ikke vant til sådan noget.
Dog skete der ikke det, han frygtede, så hans celler slappede af i kroppen igen. Og han fandt sin normale rytme igen. Han kiggede på hende. “Når mennesker bliver transformeret til en vampyr, er det vampyrens ønske. Dæmoner skal dø som mennesker, igennem en prøve, testes, om man er værdig, og så skal man argumentere mod Satan selv. Det er heller ikke nemt at få et ekstra liv,” sagde han stille. “Og vi kan skjule det, det kan I vampyrer også. Så kender du ikke til make-up,” sagde han roligt, slappede af i kroppen. Hans muskler rystede ikke mere. Han var bare ikke vant til så intens, så tæt kropskontakt. Han havde faktisk ikke prøvet det før? Han havde godt nok rørt ved hende, men det var også kun få sekunder.
Og hvor ville hun hen med at snitte sine læber mod hans? “Men uanset hvad, så er du ikke et monster i mine øjne.” Han trak vejret, gispede nærmest efter det, da han havde holdt vejret. Han ville ikke trække sig tilbage. Men hvorfor, vidste han ikke selv.

Nadine undslap et lille grin "Gider ikke al den make-up.." sagde hun og kiggede på ham. "Er glad..for at du ikke brugte ilden imod mig så jeg endte med at brænde op" sagde hun og satte sig lidt mere op på bænken, ved siden af ham. Nadine lagde sine hænder ned i sit skød. "Det er jo nærmest.. også et ekstra liv jeg har fået.. bare på den hårde måde, ikke?" sagde hun og lagde sit hoved en smule på skrå, imens at hun lod sin øjne glide rundt, "Skal vi ikke finde på noget at lave..andet end at sidde her?" spurgte hun med en lille drilsk undertone, dog ikke fordi hun ville forføre sig så meget frem, men stilheden drog så småt hen over dem og hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige eller gøre, hun sad i tavshed, inden at hun rettede på sit tøj. "Hm..næste gang.. udspionere jeg dig" sagde hun med et svagt smil og prikkede til ham i siden af maven. Nadine fandt det lidt morsomt over at han havde udspionerede hende, det var tæt på at ende med en kamp, men alligevel slog de hurtigt ned på bænken og startede en samtale.
"Eller..hvad siger du?.. Vil du.. heller sidde her?" spurgte hun kort tid efter hendes første spørgsmål, om hvad de skulle lave. Nadine lænede sig derefter tilbage mod ryglænet på bænken og kiggede lidt hen på ham.

Chris lyttede til hendes lille tale. Nok noget af det, hun havde sagt mest af, i denne samtale. Ild. Og at tage hendes liv. “Jamen jeg vil ikke tage dit liv, før det bliver nødvendigt, hvilket det aldrig bliver,” sagde han roligt, smilede kort. Han mærkede et prik i siden. “Bare to spørgsmål mere.” Han sukkede kort. Trak vejret gennem næsen, langtrukkent. “Hvorfor gjorde du det med din underlæbe? Og hvad ville du sige, hvis jeg sagde, der muligvis ikke blev en næste gang?,” spurgte han. Ikke fordi det ville ske, men hvis tilfældet var der, ville han bare gerne vide, hvordan hendes reaktion ville være. Han bed sig svagt i læben, ikke ret hårdt. Han kiggede på hende. “Jeg kan se, du vil udspionere mig, men hvorfor dog?,” spurgte han stille, og prikkede tilbage, rejste sig hurtigt, og løb om bag hende. Med sin vildt hurtige fart, og holdt hende så får øjnene. Bare for at mobbe hende, pustede han hende koldt ned ad nakken, ned i trøjen, og lod sin krop løbe et andet sted hen. Væk fra bænken.
Han placerede sig omme bag en forlystelse, indtog dæmonskikkelse, og forsvandt ind i skyggen, hvor han var fuldstændig camoufleret. Samtidig med han havde taget højde for, at vinden skubbede hans duft væk, og ikke tættere på. Han blottede hurtigt et tandsmil, men fjernede det dog også meget hurtigt igen.

"Fordi du udspionerede mig..ved første møde" nåede hun lige at svare før at hun mærkede et pust i nakken, videre ned i trøjen og kunne samtidig ikke se da Chris skjulte hendes øjne bag hans hænder, Nadine undslap et suk og mærkede en kuldegysning igennem kroppen. Hun ville ikke svare på hans andre spørgsmål før at han var dukket frem igen fra sit skjul.. da hun opdagede at han var væk.. eller havde gemt sig med vilje.. for at drille hende, et lille smil spillede frem på hendes læber inden at hun rejste sig op fra bænken og lod sine øjne glide rundt, "Chris..du vil ikke få svar på dine såkaldte.. to spørgsmål.. hvis du bliver ved med at gemme dig" sagde hun og kluk lo. Hun fandt det morsomt.
Hvorfor gjorde hun det med sin underlæbe?.. Kunne hun ikke direkte svare på. Hvis Chris besluttede at han ikke ville se hende igen.. så var det vel det. Nadine kunne ikke gøre noget ved det, selvom hun ville blive irriteret over det og måske have følelse af at lede efter ham?

Nadine forsvandt med lynets hastighed fra stedet hvor hun stod, få skridt fra bænken og løb om bag en karrusel tæt på den hvor Chris gemte sig, "Chris.." mumlede hun og satte sig ned på hug imens at hun så sig omkring og hvæsede lidt.. ikke fordi hun var sur, det var blot en ting ved at være en vampyr, en slags vane, som hun ikke kunne vænne sig af med at hvæse en gang imellem. Hun lukkede sine øjne lidt da hun rejste sig op igen og slappede af i kroppen og hun prøvede på om hun kunne føle ham på den måde, da hun ikke kunne se ham nogen steder.

Chris sad bag denne forlystelse, denne lille børnekarrusel. Han smilede for sig selv, lagde sig ned, og hørte så, at hun hurtigt var samme sted, som han var. Han rettede sig op, parat til spring. Og han kunne høre, hun snakkede. Han bed sig kort i læben, og sprang frem. “Her er jeg,” sagde han stille, og stødte ind i hende, som ville han støde hende ind i karrusellen, men lige da hun var ved at komme i kontakt med karrusellen, lod han vinger bære dem op ad, så han nu fløj med hende. “Sådan ser det ud, når man flyver,” sagde han stille. “I fri tilstand,” sagde han med et lille smil, og gav langsomt slip på hende, i håb om, hun selv ville holde fast. Han smilede kort til hende, og fløj langsomt over hele pladsen. Den var faktisk ret stor, og glinsede smukt i nattens stjerner, og månens blide skær. Han trak vejret langsomt, samlede sine vinger ind, skubbede sine arme ned ad siden, og lod sig selv styrte langsomt mod jorden, hvor efter han spredte vingerne ud, og fløj få centimeter over Jorden. Han lod sig flyve om på siden osv. alt efter, hvor forlystelserne stod i vejen. Han fløj langsomt op igen. “Hvad synes du om at flyve frit?,” spurgte han roligt, og fløj, holdt, men baskede med vingerne. Stod stille i luften.
Han lukkede øjnene. “Jeg synes, du burde tage og svare på mine tidligere spørgsmål,” sagde han med et lille smil, og kiggede over på hende. Han trak dog blikket fremad igen, og valgte at dreje langsomt rundt, så hun fik set det meste af Di Morga, i det hele taget. Han kiggede kort op mod himlen. Det var stadig mørkt, men månen lyste op, så han kunne se.

Nadine havde ikke set det komme da han stødte sig ind i hende, uden koncentration mistede hun næsten balancen, og hun skulle næsten til at støtte sig til karrusellen, som hun var ved at falde ind i, på sine håndflader. Et højt hvæs undslap fra hendes læber inden hun vidste af det stod hun ikke længere på jorden.. lidt panik var der i hende end til at Chris talte til hende, "Hvis jeg var et menneske, ville jeg nok blive noget mere sur" sagde hun og kiggede op på ham, imens at hun bevægede med sine ben en smule. Et suk drog igennem hendes næse og hun undrede sig over hvad det var han ville. Hun fik et mindre chok da hun opdagede at han var ved at give slip på hende!.. "Grr.." mumlede hun og greb hurtigt og noget hårdt fat om ham, for at sikre sig at hun ikke ville falde ned, inderst inde var hun ikke sikker i det, da hun aldrig havde været med oppe at flyve og slet ikke på den måde som hun var med Chris "..Kan vi ikke snart komme ned på jorden igen?" spurgte hun og gemte sit hoved ind mod hans krop, på et tidspunkt forstod hun ikke hvorfor at han stoppede op.. hun spærrede øjnene op og kiggede op på ham, et lille grin undslap fra hendes læber.
"Hvis.. du virkelig gerne vil vide det.." sagde hun og bed sig noget hårdt i læben, så der kom et bide mærke, da han barskede med sine vinger og fløj videre. Nadine var selv en vampyr og hun kunne forvandle sig til en flagermus, men hun havde end ikke prøvet det, da flyvning ikke sagde hende så meget andet end fart. Det hun især elskede ved sit liv var at hun kunne løbe hurtigt.
Af og til kiggede hun ned, men endte med at hun rettede blikket op mod ham,
"..Du kan mest finde ud af det, hvorfor jeg gjorde det med min underlæbe, hvis vi mødes igen og måske gjorde jeg det fordi jeg ikke kunne dy mig," sagde hun lidt besværligt, imens at hun holdte godt fast i ham og et lille smil var plantet frem på hendes læber, og hun rømmede sig hurtigt, "Hm, og hvis du ikke vil mødes igen.. så acceptere jeg det.." sagde hun og lukkede sine øjne lidt, imens at hun mærkede vinden i ansigtet som også tog fat i nogle af hendes hårtotter.