A Moment Alone

*Valsharess... Lad nu være. Dette er dumt. Det er ikke tider, at du burde tournere rundt alene. D'tarion klanen er uden tvivl, ude at lede efter dig. Lad mig eller i det mindste Ta'het finde dig. Bryd din blokering.*
Den blide stemme dybt i hovedet på den høje kvinde, der bevægede sig imod det høje hegn, der ledte helle vejen omkring den efterladte Parc D'attractions, sang en stille sang. Hun nynnede stille, imens hendes hoved gled fra side til side, og hun så ikkeud til at være generet af den pibende stemme der killede i tanke spindet. Dog fnøs hun stille en enkelt gang, og viftede afværgene med den ene hånd.
"Lad nu være Fi'neh... Man skulle næsten tro du var faldet for mig, med så stort et behov de har, for at være efter mig... Og Ta'het, det udulige insekt, kan da vidst være lige meget... Din taletid er udløbet, søde skat.." Sagde kvindens blide stemme, og hun smilede bredt, over de sort farvede læber.
*Valsharess! S...* Stemmen i hovedet blev afbrudt, og der blev helt stille i hendes hoved, så hun kunne nyde den blide vind, der ruskede en anelse i hendes rødlige, elegante kjole, der kun lige dækkede de mest intime områder på kroppen.
"Farvel.." Sagde hun med en smilende stemme, en kort vinken med hånden og et lavt fnis. Hun holdt så sin hånd imod metal hegnet, i det blå flammer an tændtes omkring den. Hun spændte sine fingre, som en ravns klør, og svingede den rundt i en stor cirkel foran hende, ganske tæt ved hegnet. Da cirklen var perfect, rystede hun kort sin hånd, i det flammerne forsvandt, og fortsatte sin nynnen, imens hun kiggede afventende på hegnet. Ganske få sekunder senere, kunne man se hegnets metaliske øjer smelte, i en cirkle, præcis hvor hun havde haft sin hånd. Hun smilede kort, og skubbede så hegnet i midten af cirklen, hvilket løsnede den fra de smeltede dele, der desperat havde holdt fast til deres fundament, og den store cirkel faldt om på den anden side af hegnet, og hun kunne træde igennem.
"Thaank you.." Sagde hun, og holdt en smule op i den del af hendes kjole, der smøg sig ned af hendes højre ben, og dækkede yderdelen af hendes lår, så det ikke gik imod det varme metal.

Keeshens meget mørke lillae hud, gjorde hende næsten uskuelig, i den mørke nat, hvis ikke det havde været for hendes røde kjole, det næsten glimtende hvide hår og de hvide pupiller, i midten af de sorte irisser. Hun bevægede sig igennem parken, med sine nysgerrige, og undersøgende øjne. Som var hun en nysgerig kat, der ledte efter noget at lave, i et dybt barnligt killinge humør. Og det var også meget rigtigt. Keeshen var en Matriark af sin klan, og stolt af dette. Men hun var stadigt en ung Elver, i hendes egne øjne, og hun havde et hvis behov for, at løslade sin nysgerrighed, og mere, unødvendige, behov. Nysgerrighed, og ensomhed, var nogle af disse.
Hun fik stort set aldrig sin frihed når hun bevægede sig rundt normalt. Fi'neh, specielt, var altid i hælene af hende. Og hun tog for det meste Ta'het med, selvom den ynkelig mandsling, ikke var til megen nytte. Igen, i Keeshens øjne.

Keeshen bevægede sig nynnene imod en af Parkens attrationer, i form af en, ikke fungerende, rutschebane og hun kiggede op af denne, med et stort smil over læberne, og et lavt kluk. Hun hoppede op på den første del, hvor det var meningen man skulle stå på, og kiggede op af en af de metaliske veje, som toget skulle have kørt på. Hun slikkede kort sine tænder, med et bredt, lumskt smil, som et barn, der havde fået en lystig, og lettere dumdristig plan. Hun knælede sig ned, for at løsne de brune læder tråde, der gik op af begge hendes ankler fra hendes højhælede sko. Hun fik dem begge fjernet, og lod dem ligge, imens hun rejste sig, lod blikket glide imod rutschebanen, og satte så straks med hurtige skridt imod den.
Hun hoppede op på en af de pakerede vogne, og hoppede så op på den metaliske stang, som vognene hang på, med deres hjul rullende på den anden side, for at føre den frem. Hun balancerede nemt på denne så længe hun kunne, inden det begyndte at gå opad, og hun måtte ned på alle fire, og klatre op af den tykke stang, imens hun stille klukkede for sig selv, og stirede imod toppen. Det rustne metal var bestemt ikke godt for føderne, men hendes medfødte evner som Elver, gjorde det nemmere for hende, at sætte sine fødder og hænder, på de rigtige steder. Hun undgik de værste skader, på det meste af vejen, men fik dog skåret sig i den ene fod, da hun næsten var nået toppen, og skar en kort grimasse. Hun sukkede så lavt, og fortsatte de sidste par anstrengelser, inden hun nåede toppen af den stejle stigning.
Her satte hun sig så på stangen, med et stille, og roligt suk. Hun krysede sine ben, og stirede ud over byen, fra det høje punkt, med et roligt, og glædeligt blik. Hun rokkede stille sit ene ben, og lod blot blodet flyde, fra det minimale sår der var kommet. Det ville Fi'neh ordne senere. Nu var det blot at udnytte friheden. Inden det insisterende kvindemenneske, fandt hende.

Hun tøvede lidt udenfor parken, den efterladte gamle park, før hun satte kursen mod indgangen. En gammel rød bygning der en gang havde huset billet huset og der bag ved et gammelt kontor, som ligesom rasten af parken var forfaldet med tiden. Hun gik igennem uden hindringer. Hun havde denne aften taget en sort læder corsage på, der var bundet sammen i ryggen af lædersnørre der dannede et fint rude mønster på hendes ryk hvis hud var i en let lysebrun farve. Da det jo ganske enkelt var sommer og varmt, eller det havde det været tidligere på dagen havde hun taget et par mørkeblå hotpans på, og ellers der ud over ikke noget før man kom ned til hendes fødder der var beklædt af nogle høje stiletter. Man kunne udmærket komme med en lang forklaring af hendes videre udseende, men det kunne man jo se på hende, og hvis ikke man gad at bruge tid på det, kunne man jo kigge væk, man kunne blot ved et hurtigt øjekast konstatere at hun var noget nær perfekt, men eje mere naturlig skønhed end perfektion i sine ellers meget passende former med det lange mørke hår bølgende efter sig som et let stykke stof der blidt kærtegnede hendes skuldre når hun stod stille. Hendes egentlige plan i parken var ikke fremme i hendes hoved, men hun havde måske en plan om at få noget at spise? Selvom der ikke var meget at få dette sted, men hun håbede inderst inde alligevel at der ville være et forvildet menneske her inde. Hun lod blikket glide over sine nye omgivelser, nu da hun var kommet igennem indgangen stod hun på en stor rund plads med mønstret flisebelægning som en gang havde været i fine klare farver, men nu var det mere mat og kedeligt. Omkring cirklen var stod der nogle bænke, med ryggen ud mod store blomsterbede, eller det var dét det havde været brugt til, for nu, der var det bare kunstfærdigt anlagte jordstykker med sort kedelig jord. Hun smilede lidt for sig selv, da hun gik forbi mens hun nu havde de grågrønne øjne rettet mod alle de en gang sjove seværdigheder man en gang havde kunne have det sjovt ved. Hun lod blikket glide rundt, og kunne ikke helt bestemme sig for hvad hun skulle, men det overraskede hende ikke, at hendes øjne faldt på Pariserhjulet, dog sled hun sit blik væk der fra, for hun ville prøve noget nyt. Tingene var ikke så nye, men der var da nogle forskellige ting man kunne genkende fra nutiden. Hun søgte efter det højeste punkt i parken, og fandt det kort efter ved en stor bygning der både gjorde det ud for legeland og restaurant, men den var kun i to etager! Det var slet ikke nok! Hun valgte at fortsætte videre ned mod – mod et eller andet sted hun ikke vidste.

Der virkede øde og tomt i parken, som om stedet var blevet forladt i alt hast, hvilke jo i grunden ikke passede! Hun lod øjne glide rundt i et forsøg på at finde et sted der var højre end Pariserhjulet men kunne ikke rigtig finde et. Det kunne da ikke passe! Hun fnyste misfornøjet for sig selv, mens hun fortsatte videre ned mod det gamle spøgelsestog der var for enden af den gade hun var på vej ned af. Et svagt smil spillede over hendes læber, da hun kom tætter på, og kunne se at det var den eneste tinder passede godt til stedet. Hun blev ved med kort at kigge på det, men valgte ikke at gå der ind, hun ville ikke have nogle overraskelse hvis hun kom der ind, og fandt en halvgammel rådden dukke eller måske nogle der havde fundet dette sted godt til at spise og efter lade deres raster – nej tak! Det var klart hendes engle del der spillede ind der, men hun skubbede det irriteret væk, hun havde at være svag, eller virke svag på grund af den side, så hun marcherede forbi mens hun forsat kiggede efter steder der kunne være høje – som ikke var træer. Det lykkes hendes ikke rigtigt, så til sidst endte det med at hun satte sig ned på en bænk, med et irriteret suk. Hvorfor fanden skulle det også være så svært! Hun lage hoved tilbage, og fugtede sine læber, mens hun kort lukkede øjne, og lod en blød brise kærtegne hendes ansigt med de lange mørke øjenvipper der indrammede hendes øjne med en let omgang sort.

Keeshen nynnede stille for sig selv, imens hendes øjne stille lukkede i, og holdt op med at opservere Di Morga. Byen var ganske smuk her inde fra. Hvor larmen ikke var så tæt ved. Ikke så skærende. Ikke så irriterende højt! Her inde var den berusende larm der stadig, dog var den lav nok, til ikke at bedøve folk i dens oprusende dunst.
Keeshen trak vejret dybt igennem næsen, for at opfange duftende omkring hende, og så udlade et stille suk. Dog spredte hun øjnene op, da en duft ramte hendes følsomme næsebor. En, ikke bestående af forfaldent træ, eller rustnet metal. Nej, en duft af liv. Keeshen så først seriøs, og undersøgende ud. Hun kendte godt til hendes 'problem'. Hun havde slået sin gamle klan over fingrene, og nu ville de give tilbage. Men det var ikke duften af en Elver, som hun så udemærket kendte. Noget nyt. Noget spændene. Et stort og lumskt smil, bredte sig over hendes læber, inden hun fik sig løftet en smule op, af sine hænder imod metalet hun sad på, og lod sig så falde ud over kanten. Dog lod hun ikke bare sig selv falde ned fra denne højde, men hang nu i armende, under stangen, og svinged en smule fra side til side. Hun fik sat fart nok i sin svingen, til at hoppe der fra, og imod et hus der var nogen meter der fra, og langt under hende. Hun hvinede lystigt på vejen ned, og lo da hun landede, og trillede rundt et par gange. Hun lavede en kort grimasse i smerte, på grund af såret på hendes fod, men det hindrede hende ikke i, at tage nogen hurtige skridt, frem imod sin søgning efter duften.
Keeshen hoppede over et mellemrum, imellem to boders tage, og fortsatte i løb imod den gade hvor Arizona befandt sig. Hun begyndte at sætte farten ned, da duften blev stærkere, og endte med langsomt at gå ud til kanten af det tag, der var nærmest Arizona. Hendes mørke øjnes pupil, udbredte sig, og gjorde dem en anelse lysere, da hun undersøgende stirede ned på Arizona. De stirede med et dyrs nysgerige glans, og hun lagde langsomt sit hoved en anelse på skrå, imens hendes sorte læber, formede et blidt smil. En smuk kvinde, havde bevæget sig ind på Parc D'attrations, på nettop den aften Keeshen havde bestemt sig for at være alene. D'tarion klanen ville aldrig finde hende, hvis et sådanne held fortsatte.
Hun hvilede sin ene hånd imod sin hofte, imens hendes øjne fortsatte med at undersøge Arizona. Stilheden hang stadigt over hende, og virkede ikke til at ville vige. Hun var forsigtig, vel videne, at hun ikke havde Fi'neh, til at fortælle hvor stærk og erfarren kvinden foran hende, var. Og havde hellere ikke en af sine 'hunde' til at kyle efter hende. Og var heller ikke fordi hun havde behov for en god grund til at stire. Hun var bestemt en forfriskning for øjnene. Det Keeshen håbede på nu, var blot at de virkeligt var alene. Og at hun ikke var ledsaget. Hun snuste stille til luften, og brugte alle andre sanser på at undersøge området omkring dem, uden at fjerne de opserverende øjne fra Arizona. De fortsatte blot med at klæbre sig til kvinden foran hende. Keeshens spidse øre, rejste sig en anelse, så de kunne høre bedre omkring dem. Ingen lyde. Ingen dufte. Det virkede som om de var alene. Godt nok for Keeshen. Et lumskt smil, bredte sig langsomt over hendes læber, imens hendes pupiler langsomt blev mindre.

Da hun havde ladet den ny ankommende person stå og stirre længe nok efter hendes smag, skilte hun let læberne for at trække vejret ind, og mens hun lod luften sive ud i nogle få enkle ord vente hun sig om, og kiggede direkte mod personen der stirrede på hende. ”Hvad glor du på.” Spurte hun køligt, mens øjne hurtigt gled ned af kvinden der stirrede på hende. Nok vidste hun ikke det var en kvinde, og heller ikke en sort elver før hun kiggede mod hende, men at finde denne person var intet problem, ikke sådan som hun stirrede. Hun kunne hurtigt se at hun virkede tilfreds – tilfreds med at hun ikke havde taget en ledsager med? Hvorfor dog? Ville hun til at kæmpe? Hvis det var dét hun ville – så ja, hvis hun da virkelig ville. Arizona lænede sig let frem, så det mørke hår halvt dækkede for hendes ansigt mens øjne igen gled ned af kvinden der stod foran hende. Hun behøvede ikke nogle dufte eller specielt god synssans for at se at denne kvinde var en sort elver. Der var ingen racer i hele Di Morga der lignede noget der havde været i kontakt med en ordentlig omgang ild. Hun smilede flabet til den nyankommet kvinde, og lod sin sko glide hen under gruset som dækkede i et tyndt lag under dem. ”Ser man det – en elver, alene?” Hun løftede et øjenbryn før hun lage sin hånd i skødet og lod fingrende glide op af hinanden. ”Jeg troede ærligtalt i holdt jer til skoven – men her er lige så efterladt som en skov.” Hun himlede med øjne og sukkede så. ”Så det går vel ud på et.” Hun lænede sig igen tilbage, og stirrede op mod den mørke himmel over deres hoveder. At sige der var stjerneklart var nok så meget sagt, men vejret virkede klart og næsten smukt, jo – det var skam smukt. Hun havde ingen ide om hvad denne elver ville lave her, og var i bund og grund heller ikke interesseret i det da hun ikke fandt kvinden som nogle trussel på nogle måde. Selvfølgelig kunne tanken om at denne kvinde ville kæmpe, ikke forlade hende, men hvis hun da så bort fra det, havde hun det fint nok med at hun stod og gloede, det var en smugle ubehageligt, men hvis man igen så væk fra det, så var det vel okay? Eller det var vel atter så meget sagt, men hun overlevede, men det kunne hun så nærmere tvivle på hvis det blev kamp, for jo, hun kunne udmærket bruge sine evner, men folk ville kigge lidt hvis spøgelseshuset eller ele parken var væk den følgende morgen – men i grunden. Hvad fanden ragede det hende om parken var der eller ej, den blev jo kun brugt af de færreste væsner, så mennesket ville nok bare blive glade hvis den forsvandt. Han sukkede kort da hun fandt vej til enden i sin tankegang, og kiggede hen mod kvinden endnu en gang. Før hun med en let elegant bevægelse rejste sig op, og begyndte at gå ned af vejen, forbi hvor Keesken sad og kiggede. Hun sagde ikke et ord, hvorfor skulle hun, de havde jo blot lige mødt hinanden. Hun smilede kort ved tanken om hvordan reglerne var i Di Morga. Så snart man havde mødt hinanden på gaden var man venner, det var der så mange der mente, et møde på gaden, og så lå de fleste i en seng og hyggede sig til den lyse morgen, og så var der et par! Ha! Det var sgu godt med dem. En hårlok blæse ind foran hendes øjne, som kort efter blev fjernet af en vel trænet hånd, der kunne tage selv de værste totter fra de værste vinkler. Joh, hedes hånd var skam yderst øvet til denne lille opgave – hendes venstre – ja, for som en af de eneste var hun venstrehåndet og ikke højre. Der var der endnu en ting, hvor hun skilte sig ud fra alle de andre racer – og hybrider, men det var ikke så meget racemæssigt, men fuck nu det!

Keeshens mørke øjne, stirrede fortsat imod Arizona, og da hun kiggede tilbage, smilede Keeshen blidt. Dog virkede denne blidhed falsk. En facade sat op, for at give Arizona følelsen af tryghed. Som om Keeshen ingen dunkle tanker havde. Men hvad havde hun, hvis ikke dunkle tanker?
Keeshen fniste lavt af Hybridens spørgsmål, og lagde sit hoved en anelse på skrå, og smilet bredte sig en smule mere, så de sorte læber blev udstrakte.
"Dig. Naturligtvis. Det eneste værd at kigge på, i en have af døde genstande." Sagde hendes blide og varme stemme, imens hendes hånd strøg ned over sin hofte, og lagde sig på hendes lår, imens hun fortsatte sin 'gloen'.
Til Arizonas ord, nikkede hun blot langsomt. Alene, ja. Bestemt normlt for Skov Elvere og Lys elvere, men ikke af Drow. Ikke her oppe, det havde hun ret i. Men hvad snakkede hun nu om? Skoven? Igen fniste hun en smule, og gik lidt hen af kanten på det hus tag hun stod på.
"Skoven? Og mænge mig med græshopperne deri? Neej. Jeg ville være i en hule, hvis jeg skulle være tilpas. Og vel er her dødt, men så skulle du se en Skov Elver landsby.." Hun smilede bredt, med et ondskabsfuldt glint i hendes øjne. Hun vidste at Skov Elverne, stort set var udrydet, og der kun var ganse få klaner tilbage, og stort set ingen af dem i Di Morga. Derfor ville en Skov Elver landsby være forladt.
Keeshen lagde sit hoved på skrå, den modsatte vej end det var før, da Arizona kiggede væk igen. Hun fandt hendes stiren en anelse ubehageligt, men fandt en måd eat leve med det, ved at kigge væk. Det kunne vi ikke have. Nej ubehag, det ville vi have.
Keeshen tog et skridt ud over kanten fra det tag hun stod på, og lannede på jorden, ved at gå helt ned i knæ, og sætte en hånd imod denne, for at stå imod slaget fra faldet. En smule støv skød op omkring hende, og indtil hun rejste sig ud af skyen, havde hun næsten været dækket af dette. Hun baskede så sine hænder rene igen, og kiggede tilbage på Arizona. Som nu var begyndt at gå sin vej. Nu lagde hun hovedet spørgende på skrå, og fulgte hende med øjnene. Keeshens mørke øjne blev knebet en anelse sammen, så den hvide pupil næsten blev uskueligt tynd. Hvor ubehøvlet. Hun gjorde dog intet ved denne opførsel, andet end langsomt at sætte efter Arizona, i hendes tempo.
"Hvad laver en som dig, sådan et sted? Dødt, og efterladt? Have af brugte og døde gadgets. Burde de ikke være på en.. Klub? Er det ikke det de kalder det? Et sted hvor de kan møde mennesker. Folk. Nogle at manipulere med. Nogen at udnytte?" Hun smilede lumskt et kort øjeblik, inden hun igen så sød og uskyldig ud, med hendes blide smil, og hendes hoved let på skrå, imens hun langsomt fulgte Arizona.

Hun drejede hoved lidt om for at kigge på kvinden, som havde besluttet sig at følge hende. Det gjorde hende ikke noget - endnu. Hun slog en høj kold latter op da hun hørte hvad hun sagde, og snurrede rundt på stedet, og kiggede på hende. ”Jo, det burde jeg være, men hvorfor følge normerne.” Hun gav kvinden et flabet smil, før hun drejede om igen, og begyndte at gå igen. Hendes øjne gled hurtigt rundt omkring sig for at finde ud af hvor hun nu skulle gøre af sig, nu var hun blevet jagtet væk fra sin før så behagelige plads. Eller den var ikke direkte behagelig, men den var da bedre end at gå rundt her og ikke ane hvor hun skulle gå hen. Det overraskede hende bestemt ikke at finde sine fødder på vej hen mod Pariserhjulet, hvad det arme hjul så havde gjort for at tiltrække sig hendes opmærksomhed hele tiden. Det var jo ikke ligefrem fordi at det var mere eller mindre interessant. Da hun kom tæt nok på skød hun sine vinger ud fra ryggen, hvilke var lige over corsagens kant. Der var jo en grund til hun elskede disse corsager eller toppe med stropper omkring halsen, og ikke normale stropper. Hendes vinger var helt hvide, trods det var lidt malplaceret hvis man tænkte på hvad hun mere var, de burde have været sorte, men de var gode til at dække hvad man så var. Hun fortsatte endnu et par skridt før hun slog kraftigt med vingerne før hun fløj op af Pariserhjulet og lande ganske let og afbalanceret på toppen af hjulet. Hun kiggede kort ned på sortelleveren med et køligt smil, før hun med et par lette elegante skridt sprang ned i den nærmeste vogn der gyngede kraftigt trods hun ikke var helt så tung som man skulle tro da hun jo var halvt engel. Hun lukkede øjne og mærkede glædeligt vinden omkring sig mens hun trak vejret dybt, før hun satte sig ned i den gyngende vogn, og håbede elveren ville holde sig væk nu. Ellers skulle hun til at kravle op, og der var en god ting hvis disse hjul, de var ikke så nemme at kravle op af, og man skulle have en fandens god balance, være god til at klatre plus være god til noget allá armgang.
Hun smilede lidt for sig selv ved tanken om at denne kvinde skulle følge efter hende, det ville være en udfordring hun gerne vil se kvinden tage op men det behøvede hun skam ikke, nej – så heller være alene i sin lille gyngende vogn meget hellere. Hun begyndte lige så stille at nynne en sang for sig selv (sangen på profilen) mens hun kiggede op i den sorte nattehimmel. Hvordan mon det ville være at forsvinde op til stjernerne og planeterne, glide helt væk fra himlen? Hun satte sig bedre til ved at smække bene op på bænken der var over for hende i vognen og ligge hoved tilbage mod kanten af kurven så noget af hendes hår hang frit ned af siderne på kurven og bølgede let i vinden, som til tider tog fat i det, men ellers hang det blot stille og ventede på en vind. Hun led en tungespids glide hen over læberne som blev let afkølet af en belejlig brise der gled over hendes ansigt mens hendes fingre gled over bænkens hårde men alligevel bløde træ der føltes underligt men behageligt mod hendes hænder. Hun lyttede kort efter om hun kunne høre om elveren ville følge hende, men det virkede ikke til at hun ville, så hun lukkede øjne og slappede af, forhåbentlig ikke til nogle slem overraskelse af at elveren stod og gloede ned på hende.

Keeshens mørke øjne, fulgte Arizona, med en voksende interesse. Og ligeså stigene irritation. Hvorfor gad det restløse kvindemenneske, dog ikke bare at stå stille, og føre en normal samtale. Da Arizona drejede rundt, stoppede Keeshen ikke med at bevæge sig imod hende, så hun fik mindsket afstanden imellem dem. Hun så en smule tænkende ud af kvindens spørgsmål, og klukkede lavt en enkelt gang, imens hun rystede på hovedet.
"Sandt. Men hvorfor lade være, når man nu kunne have så meget sjov, ved at udnytte normerne?" Sagde hun stille, smilede bredt, og kiggede efter Arizona, da hun endnu engang vendte sig, og fortsatte væk. En lav snerren kom fra Keeshen, og hun kunne mærke sin irritation stige drastisk, og hendes tålmodighed falde. Hun tog nogen hastige skridt imod Arizona, inden hendes vinger pludseligt blev slået ud, og Keeshen stoppede brat op, og hendes øjne åbnede en anelse videre. Hun betragtede de smukke vinger med stor facination, og begge hendes øjnbryn rejst. Hun havde mødt engle, og set ganske få af sådannes vinger, men de overraskede hver gang. Der var et eller andet ved vinger, der tilføjede endnu et lag skønhed, over den allerede smukke facade. Og var bestemt ikke det som Arizona manglede, i forvejen. Keeshens mørke øjne betragtede kort Arizonas former, og et den irriterende grimasse forsvandt, og blev skiftet ud med en gnist af interesse, som Keeshen havde fået tændt, utalige gange i denne by.
Dog forsvandt denne, for at gøre plads til irritationen og vreden igen, da Arizona satte af, og fløj op i Pariserhjulet. Hun knurrede irriteret, og bevægede sig så hastigt imod Pariserhjulets påstignings scene.
Keeshens mørke øjne, stirede op imod den gyngene vogn, som Arizona nu sad i. Hun kneb langsomt øjnene sammen, og rystede så kort skuldrene, imens hun slikkede sine tænder. Hun skulle bestemt ikke overgås af en skide lille engel. Nu ville hun have en samtale med den kvinde, om hun ønskede det, eller ej..
Keeshen tog nogen skridt hen imod det høje metalværk, imens hun kørte hendes hænder imod hindanen. En blå flamme formes omkring dem, inden hun formede sin højre hånd, som om hun holdt noget i den, og hev den så hurtigt væk fra den venstre. En lang flammende streg blev formet efter hun hev, og den fortsatte, for så at slynge sig ud til hendes højre side, give et højt piske smæld fra sig, inden de blå flammer forsvandt, og lod den sorte læder pisk komme til syne. Keeshen svang den så hastigt op imod det den ene af Pariserhjulets vognes metalværk, så den svirpede sig omkring en af stængerne. Hun tog tilløb, og løb så imod kanten af scenen, svang sig frem ad, og fik nok momentum, til at flyve rundt om vognen, og så lande elegant på toppen. Hun kiggede igen op imod den gyngene vogn, og rystede en smule på skuldrene igen. Der var stadigt flere vogne imellem hende og den som Arizona var landet i, men hun nægtede at stoppe nu. Hun gik imod den ene af de lange metaliske stænger, der holdt hver af vognene, ud fra midten af hjulet. Hun løb så hastigt og perfekt balanceret hen af denne, og imod midten af hjulet. Inden hun nåede helt hen til midten, hoppede hun op til den næste stang, som hun lige kunne nå, og kravlede så op på den, og hoppede imod den næste. Den sidste, som ledte op til den øverste vogn, som var den Arizona befandt sig i.
Keeshen slikkede sig om læben, og svirpede hendes pisk omkring livet på sig selv. Hun begyndte så at kravle op af den stang der var nærmest Arizonas, ved brug af både hender og fødder. Hun var bestemt ikke en af de bedste til dette, så hun var ved at koldte ned flere gange. Dette gjorde hende blot mere og mere frustreret.
Da Keeshen nåede den vogn hun bevægede sig imod, han hun sig ud på stangen, så hun hang med fronten imod den vogn Arizona sad i. Hun knurrede så stille, og knyttede sin højre næve, så hun kun lige hang i den venstre, og hviskede stille en ramse, som Arizona ikke ville kunne høre. En blålig flamme formede sig omkring hendes hånd, og hun knurrede en sidste gang.
"Nu.. Bliver du.. Der!" Hvæste hun, og slog sin hånd imod vognen. En lang flame af blå ild, blev skudt ud fra hendes udstrakte arm, og ramte bunden af vognen. Det ville få vognen til at rokke ret så meget, og i løbet af få sekunder, var vognen omringet af en stærk blålig flamme. Denne flamme ville dog ikke få det til at føles uffateligt varmt, men havde en nedkølende fornemmelse. Som om de slet ikke var varme, men i stedet kolde. Keeshen smilede bredt af at se sin besværgelse virke, og hun greb fat i sin pisk igen. Hun slog den imod vognen, og ramte en af stængerne, som var i bunden af den. Hun svang sig så ind under vognen, og så ind af en af vinduerne, så hun lanede inden i midten af den, og kiggede straks op på Arizona. Først var det frustrerede blik der stadigt, men så gled det ud i et smil, og hun rejste sig normalt, med den smule besvær det var at gøre, i en rokkende vogn. Hun skubbede noget hår tilbage bag hendes ene øre, og stirede på Arizona.
"Håber ikke at de vil være så sky for en samtale med mig, for evigt... Der er en grænse for min tålmodighed." Sagde hun, og lod sig sætte på en af vognens bænke. Hvis Arizona nærmede sig ilden, ville den stadigt føles kold, men hvis hun skulle til at røre den, ville Keeshen række en hånd ud imod hende, i protest.
"Jeg vil foreslå dig, at lade være med at undervurdere ilden. Dine smukke vinger, ville bestemt ikke have godt af den kontakt. Ej heller din hud.. Og den skal skam nok forsvinde. Når jeg har fået lov til at have en samtale med dem..." Sagde hun roligt, og lænede sig tilbage, imens hun kryssede benene, og stirrede undersøgende op og ned af Arizona, hvis altså denne ikke havde været dumdristig, og forsøgt sig at hoppe igennem flammerne.

Hun slog øjne op, og kiggede på flammerne med et overrasket blik, der dog hurtig forsvandt igen. Det var vel ikke nyt, af halvdelen af Di Morgas befolkning kunne manipulere med den ene eller anden form for ild. Hun vente sig mod elveren der var hoppet op i vognen med et køligt blik, mens hun blev siddende uden at sige noget. Hun havde bestemt ikke nogle ide om at springe ud mellem flammerne, hvor dum troede denne kvinde lige hun var? Hun fnyste kort, mens hun lage hoved let på skrå. Hun løftede et øjenbryn og sukkede så kort. ”Nå – jeg troede du fandt det sjovt at følge efter mig, du ser jo ud til at hygge dig til at lege mis. Indianna Jones.” Svarede hun køligt. ”Men jeg tog måske fejl?” Hun trak sine ben til sig, og rettede sig helt op, dog stadig i sidene. ”Jeg skal nok blive – og hvis jeg endelig ville ud, skulle jeg nok komme ud, det behøver du slet ikke bekymre dig om.” Det undrede hende halvt om halvt at flammerne var kolde, men hvad var normalt? ”Nå, men så spyt ud.” hun fugtede kort læberne mens hun sad og tænkte over hvad fanden der kunne være så vigtig, siden denne kvinde ville hoppe fra vogn til vogn som en anden abe for at komme hen til hende. ”Jeg håber det er vigtigt for din skyld ikke det er noget jeg kan hjælpe dem med, ellers vil jeg sige det er en skam at de skulle bruge så meget energi på at komme her op. Men ellers fine kunster.” Et hårdt smil krusede på hendes læber mens hun vurderede kvinden der sad over sig med den mørke hud der gav hende et yderst specielt udseende. Det var jo heller ikke fordi det vrimlede sort elvere.
Hun rystede let på hoved, så det lange hår faldt ned af hendes skuldre før hun en lod hånd glide igennem det, for at fjerne det lokker der var faldet ned i hendes ansigt hvis øjne stadig var rettet mod elveren. Det var altid noget hun ikke moste rundt inde i hendes hjerne, for den ene halvdel af alle folk i Di Morga kunne lege med ild, og den anden kunne mose rundt inde i hovederne på folk, hun kunne intet af det, og det var hun i grunden glad for, hun havde noget hun bedre kunne lide end at mose rundt i andres hoveder eller lege med ild, tissede man ikke i sengen? Hun placerede sine albuer på sine lår, for så at lave en fin lille skål med sine hænder til sin hage, hvor hun placerede den. De måtte egentlige se sjove ud, sådan at se en kvinde springe rundt i Pariserhjulet i en forlystelsespark der ellers skulle være tom og så hov, så var der sgu ild i vognen, men den så ikke ud til at skade nogle af dem, den flammede bare lige så lystigt videre med sine kolde flammer slikkende op af vognen som stadig gyngede under den nye vægt den var blevet pålagt.
//Meeh - vidste ikke lige hvad mere jeg skulle skrive//

Keeshens mørke øjne, gled imod Arizonas, da hun endelig var blevet sat. Hun lagde langsomt sit hoved på skrå, som Arizona begyndte at tale. Hun var ikke nær så højrøvet, som mange af de andre hun havde mødt i denne by. Langt væk fra hendes hjem, dybt under jorden. Hun rejste et øjnbryn en anelse, ved nævnelsen af 'Indiana Jones', og lagde sit hoved mere på skrå.
"Miss... Indiana Jones?" Hun var tydeligtvis uforstående, aldrig at have set en film i sit liv. Hun kendte til megen af teknologien her oppe, da det var omtrendt det samme man udviklede i hendes hjemland, bare ved hjælp af magi, frem for videnskabben. Hun fnøs stille ved fremmaningen af selvtillid, og klargørelsen af Arizonas flugtmuligheder, men smilte dog stadigt blidt.
"Mhm. Det vil jeg som men nok tro på. Men, det vil gøre ondt. Hvis ikke af min ild, så af mit temperament. Min tålmodighed var tippet over bærret. Næste gang de forsøger at flyve væk, som en lille svale, bliver jeg nød til at sænde dem fast til jorden..." Hendes stemme fortsatte med at være blid og nærmest venlig, men udviklede sig mere hård og fastsættende, hen af slutningen af hendes sætning. Hendes øjne blev knebet en anelse sammen, og stirede gennemborende imod Arizonas.
Sådan stirrede hun et øje blik, inden hendes øjne blev neutrale igen, og hun smilede over hele ansigtet, og lænte sig en smule frem. Hun lagde sit hoved spørgende på skrå, og rejste et øjnbryn.
"Spydte det ud? Nej nej, jeg vil dem som men intet spydigt.. Jeg ville bare snakke med dem.. Om dem. Som for eksempel... Hvad er du? Du er garanteret noget med engel, men ikke kun det. Engle lugter langt væk, og deres skønhed er ved at være mere eller mindre..." Hun drejede sin ene hånd rundt i cirkler, efter at have hvilt begge sine håndled imod sine knæ, og lænt sig fremad, imens hun ledte efter ord.
"Beregnelige.. Din er langt mere unik. Har jeg ret?" Spurgte hun, smilede og rejste sin ene hånd, for blidt at ligge den imod sin kind, og hvile albuen på sit lår, og tilte hovedet til den ene side igen. Hun beskuede Arizona op og ned igen, inden hendes øjne stoppede imod hendes.
"Og hvad laver en som dig? Når du nu ikke ser ud til at være en natteravn, der udnytter dit ydre til at manipulere med andre, for at opnå sine mål?" Spurgte hun, og prikkede sine fingerspidser imod sin kind, for at spille en sagte melodi, imod sin egen bløde hud.
Keeshens ydre, virkede ikke direkte som om det havde lumske tanker, men hendes gerninger havde talt dette imod. Og hvis man kunne se ind i hendes sind, ville man heller ikke kunne regne hende ud. HU nhavde ikke nogen direkte plan med dette, og hun var egentligt ikke specielt interesseret i at 'snakke'. I hvert fald ikke kun det. Hun ville bare gerne. Kigge.
//Hvis du vil have et tip, så skriv lidt om, hvordan Arizona reagere på de ting der sker i løbet af mine indlæg :) Det hjælper tit mig, hvis jeg har problemer med at finde på noget.//

Hun pustede noget hår væk fra ansigtet, og kiggede tilbage mod elveren der snakkede om at hun var en svale der pludselig skulle spændes fast. ”Helt ærligt – hvordan vil du have jeg skal vide at du vil tale med mig, når du ikke siger et ord om det?” Hun slog kort blikket ned, mens hun kiggede vurderende på gulvet ved deres fødder. ”Men okay – jeg kunne nok gætte det.” Hun trak let på skuldrende. Hun forholdte sig tavst mens hun snakkede videre om hvor unik hun var? Ja, det var hun nok et eller andet sted, men hvad fanden skulle hun bruge det til. Ja, hun havde skam et kønt udseende, fint, og? Hun gav tydeligt udtryk for at hun havde hørt alt dette flere gange før, og selvom det var en fin tale at holde for hende, som hun da blev lidt smigret over, så rørte det hende ikke så meget som kvinden måske havde håbet? ”Ja – en engel, en skuffende engel.” Hun sukkede kort, som om det irriterede hende at hun ikke kunne leve op til andre engle, selvom hun var mere glad for at hun ikke kunne det. ”Jeg er som et sted det umulige kan ske, som fjendskaber smelter sammen til venskaber, hvor olie og vand mødes, hvor ild og vand danser med hinanden … hvor alt kan ske.” Hvis kvinden var så nysgerrig, så måtte hun bruge hoved, det var heller ikke så svært, hvis hun blot forstod hende, så skulle det hele nok gå, det måtte man vel håbe. Elveren lignede ikke en der havde tabt sit hoved et sted ude i skoven, eller i sin hule, som hun jo hellere ville opholde sig i, så hun burde hurtigt knække hendes dårlige gåde, som hun lige havde mixet sammen.
Hun kiggede op på elveren da hun mente at hun ikke var nogle natteravn. ”Jamen hvad ligner jeg så?” Hun kiggede ned af sig selv, for at prøve at finde ud af det, men kunne ikke rigtig finde ud af det. Hun vidste ikke om hun skulle tage kvindens fejltagelse som et kompliment eller hvad hun skulle, men okay, lidt havde hun ret, i brugte ikke så meget sin krop på lige dét, men på den anden side gjorde hun det oftere og oftere som mænd begyndte at tænke mere på krop end sjæl, men det betød i grunden ikke så meget, det gik langsomt, næsten umærkeligt, så verden skvattede jo ikke sammen på en dag. Hvis den nu gjorde, så kunne hun bare vælge om hun vil op til pappa i himlen eller pappa nede i helvede. ”en som mig?” Hun lænede sig tænksomt tilbage, men holdt omhyggeligt øje med flammerne, så de ikke rørte hende, med deres kolde flammer. ”Hvad jeg går og laver?” Hun lage hoved på skrå, og lukkede kort øjne. ”Tjah – hvad dagen byder.” Det var nok så tæt på det rigtige svar hun kunne komme. For hun lavede jo ikke rigtig noget, ikke ud over at nyde dagen og se hvad den bragte, og så måske en lille mundsmag nu og her?
”Men – du.” Hun rettede hoved op og kiggede igen på kvinden med et neutralt ansigt. ”Hvad finder du egentligt så interessant i mig, du må blive skuffet hvis du havde forventet jeg havde tænkt mig at hoppe ind i dine istapper.” Hun syntes lidt de lignede istapper den måde de halvt om halvt takkede på, og så var de kolde, noget som hun fandt besynderligt, men ikke noget hun gad grave yderligt i. ”Men det havde du jo nok gættet dig til – så.” Hun knep let øjne sammen, for så at åbne dem helt igen, mens hun kort prøvede om hun kunne se det ud fra kvindens holdning der var gået fra nysgerrig til irriterende til – intet? Det irriterede hende, men det var normalt at folk der ikke vidste hvad de ville også lignede en, så hun satte ikke snuden op efter et alt for stort og pompøst svar. ”Hvad syntes du er så vigtigt siden du vil binde mig fast til jorden hvis jeg flyver væk som en lille svale?” hun gad ikke snakke om sig selv, der var ingen interesse i det, nej, men hun kunne li at vide hvorfor denne elver pludselig fandt det så hyggeligt at de skulle sidde i en vogn, en brandene vogn vel og mærket i et Pariserhjul, i en efterladt park, i en verden der stank af anderledes hed.

De fine negle, blev blidt trykket imod Keeshens kind, imens hun lavede en rolig dans med fingrene, og stirrede interesseret på Arizona. Hun fniste en smule, og viftede med hånden, der stadigt var hvilet imod mit knæ.
"Når man forfølger en person, er det oftest fordi man vil den noget. Og så var det egentligt ikke før at de begyndte at lette op fra jorden, at jeg havde lyst til at snakke med dem.. I starten, ville jeg bare se på dem." Sagde hun, med hendes blide stemme tilbage vendt, og det lange venlige smil, der næsten kun kunne være falskt, så kort tid efter et hidsigt udbryd.
Hun lyttede til Arizona, og måtte knibe sine øjne en anelse sammen, med et dybere tilt på hovedet. Sørgelig engel? Hun ville have spurgt ind til denne mangel på stolthed, men tillod Arizona at forklare hendes lettere negative billede, på hendes engle side.
Keeshen kneb sine øjne en anelse sammen af Arizonas forklaring, men da hun var kommet halvvejs igennem, havde hun godt nok allerede gættet det. Hun rejste sine øjnbryn en anelse, i overraskelse, og fniste blidt et par gange, for så at tale, da Arizona var færdig.
"Halv Djævel? Wouw.. Troede ikke engang det var muligt..." Hendes øjne glimtede af fascination, og nysgerrighed. Hun hvilede nu begge sine håndled imod sine knæ, men forblev en anelse lænet imod Arizona, som hendes øjne søgte imod hendes igen.
Det næste spørgsmål, hørte Keeshen knapt nok, men fortsatte blot med at opservere Arizona, med det samme blik. Hun smilede så en anelse støre ved hendes svar til det forrige spørgsmål, og lage hovedet en anelse på skrå, den modsatte vej end det allerede var.
"Hvad dagen byder? Hm. Facinerende philosofi. Gid mit eksistens kunne gå så langsomt, at jeg kunne tage det, dag for d.." Hun afbrød sig selv, da hun så Arizona læne sig tilbage af, og hun rejste sig, og satte sig over i hjørnet af vognen, tættere ved Arizona. Hun rakte sin hånd imod hendes hoved, og satte det imellem flammerne, og hendes hår.
"Ikke tættere på, søde.. Godt nok er de kolde, men de brænder dit hår af, hvis de for lov.." Sagde hun, smilede blidt, og fjernede så sin hånd, og lagde den på den ene side af hendes samlede ben, og den anden hånd, på modsatte side. Hun smilede, og fniste endnu engang en anelse, og kiggede imod sine flammer.
"Jeg ville da hade at se dig udsætte dig selv for den tortur.. Er ikke sjovt, hvis det ikke er mig selv, der gør det..." Sagde hun, og bredte sig et langt støre smil, og et mere lumskt blik slog op i hende, som hun opserverede Arizona. Hun lod spidsen af hendes tunge, fugte midten af hendes læber, og så trække sig tilbage ag hendes tænder igen.
"Det jeg fandt interessant, var.. Dig.. Din skønhed. I den verden jeg kommer fra, er personligheder så nemme at bryde. Så nemme at manipulere med. Men skønhed. Den forblir, hvis man selv ønsker det.. Og jeg ønskede blot at nyde din skønhed, en anelse længere, end blot at beskue dem fra et hustag..." Hendes mørke øjnes hvide pupiler, blev langsomt støre, som hendes lumske smil bredte sig, og hun stirrede indædt imod Arizona, i hendes fremadlænede stilling.

”Er det ikke mit problem?” Spurgte hun spidst, mens hun kiggede køligt på elveren. Hun var trods hun sad roligt ned, i en vippende vogn, ikke specielt rolig ved at have denne elver der snakkede i denne søde stemme, sød som jordbær med sukker, der kun fortalte at hun havde gang i noget, hvilke man også kunne se ud af hendes øjne, der var noget hun ville, men hvad kunne hun ikke afgøre. Hun pressede let læberne sammen og kiggede kort på hende ud af øjenkrogen. ”Nå – sikkert.” Fortsatte hun tørt, og vente sig om igen uden at dige mere. ”Smigrende …” Hun kunne bestemt ikke lide at sidde i den vogn med denne kvinde, ikke med hendes stemme og det – smil! ”Men har du snart fået nok – for jeg har andre planer end at sidde og hygge mig med dig og dine flammer.” Bange kunne man ikke rigtig kalde hende, og dog, utryk? Sikkert, men det var ikke det afgørende i sagen. Det der afgjorde sagen var det lille smil og stemmen der fuldt ud fortalte at hun ville noget, og det behøvede bestemt ikke at være godt, for nej, sorte elver var jo ikke ligefrem kendt for grønne skove og fugle sang, nej, nærmere modsat.
Det var måske også hendes interesse for hendes ydre der prikke lidt til alarmklokken. Hun vente sig om mod elveren, og lod sit blik glide over hendes mørke hud. ”Nå, men ud over at være meget optaget af mit udseende, er der så mere du vil, for ellers ...” hun rejste sig op for at understrege sine ord. ”Så vil jeg smutte.” Hun kiggede rundt og sukkede, og måtte hurtigt indse hun ikke kunne komme ud, med mindre hun skulle igennem ilden. ”Gider de fjerne det, eller skal jeg virkelig være en brænde engel?” Hun udstødte et kort fnys mens hun vente sig om og kiggede på kvinden. Hvis det var dét hun blev nød til at gøre, så gjorde hun det, ja, så ville hun gøre det. Et lille smil gled over hendes læber. Hvis hvis… Hun slikkede sig kort over læberne og gav kvinden et kort smil, før hun gik helt hen til hende og kiggede ned på hende. ”Sig mig egentligt.” Hun lage hoved let på skrå. ”Hvad hedder De? … elver.” Hun lænede sig let frem, og lod en finger glide ned af hendes kind mens hun nærstuderede hendes øjne. hendes finger så næsten helt hvid i, når den var så tæt på hendes meget mørke hud. ”Jeg tror jeg lige så godt kan præsentere mig som Arizona, så slipper du for at bruge din velfungerende mund på dét.” Hun rettede sig op igen, og rakte ud efter døren, som kunne åbne så det var nemmer at komme ud. ”Du kan åbne for mig eller du må sætte mig fast til jorden som en forbrændt svale. Valget er dit.” Hun vidste at det var direkte idiotisk, men hun gad ikke sidde i det bål længere, om det så kostede hendes liv, men hvad fanden! Hun havde jo på ingen måde nogle partner som ville savne hende, ikke engang nogle af hendes fædre ville savne hende, så hvorfor ikke bare – forsvinde? Tanken om at dø virkede pludselig tillokkende, men at undgå det ville skam også være en tiltrængt tanke som gled ind i hendes hoved, mens hun ventede med hånden tætter og tætter på håndtaget mens hun kiggede fascineret på blå flammer der sendte kulde fra sig. Det ville ligefremt være sjovt at dø i – ikke? Hun tog endnu et skridt hen mod flammerne for så at kunne mærke kulden i det yderste af sine fingerspidser. Pludselig betød døden ikke så meget, for hun havde jo levet nok på jorden, hun kunne blive genfødt – ja, genfødt. Et kort smil gled over hendes læber. Hun ville aldrig dø. Aldrig! Hun kunne begynde at grine højt nu, men var for optaget af kulden der snoede sig op af sine fingre som nærmede sig flammerne mens hun stadig kiggede på dem, mens hun nød den måde kulden langsomt bredte sig i sin krop mens hun langsomt nærmede sig flammerne.

Arizonas spydighed, så bestemt ikke ud til at hue Drow Elveren, der langsomt kneb sine øjne sammen, i en stigende irritation. Hendes ene øjnbryn hoppede et par gange, og hendes smil blev langsomt formindsket. Nu kom den mere bidske attitude frem. Den hun havde set mest af, i byen Di Morga. Den havde utallige gange irriteret hende, og kun få gange, kunne hun reagere på dette. Dette ville være en af disse gange.
Keeshen virkede ikke det mindste overrasket, over den stærke reaktion, på at ville væk. Selvfølgelig ville hun væk. Hun var en due i et bur, og det huede hende garanteret ikke. Keeshens mørke øjne, stirrede på hende, og fik langsomt det samme søde smil på igen.
Nej.. Syntes ikke jeg ønsker at lade dem gå, helt endnu..." Sagde hun, og fnøs stille, inden hun begyndte at læne sig tilbage. Nettop som hun gjorde, kiggede Arizona ned på hende igen, og bevægede sig imod hende. Keeshens øjne blev åbnet en tand videre, og hendes pupiller blev mindre, da de overvågent holdt øje med Englen. Pupillerne blev dog mindre, da englen kærtegnede hendes kind, og hendes smil voksede en anelse igen, og hendes øjne blev endnu engang, lettere knebet sammen.
"Keeshen.. Keeshen'haru." Sagde hun stille, og stirrede tilbage i Arizonas øjne, med et lumskt blik. Da Arizona strak sig op igen, og bevægede sig imod flammerne, fulgte Keeshen hende opmærksomt med øjnene igen. At spænde hende fast, lød bestemt pirrende, og var helt sikkert hendes første valg. Hun opserverede Arizonas hænder, i det de langsomt nærmede sig flammerne. Keeshen lod spidsen af hendes tunge, væde hendes læber, inden hun delte dem for at tale.
"Nyder du deres kulde? Lad mig give dig lidt mere!" Sagde hun højt, og satte hastigt i løb imod Arizona, for så få sekunder efter at ramle ind i ryggen på hende, hvis ikke hun var meget hurtig til at reagere. Hvis Keeshen ramlede ind i Arizona, ville de begge flyve igennem den svage gamle dør, og igennem flammerne, og så falde imod jorden. Keeshen gjorde sit bedst for at holde sig tæt nok til Arizona, så hun ikke ville kunne udsprede sine vinger. Hun forsøgte at slynge sine ben omkring livet på Arizona, for så kun at holde fast omkring Arizonas mave med en arm, og gribe sin piske med den anden. Hun svang pisken imod en stang, og fik dem svinge til den modsatte side, så de, i stedet for bare at lande hårdt på jorden, fløj igennem luften, for så til sidst at lande på det hårde sand, og rulle nogle meter over jorden.
Hvis dette skette, ville Arizona have været i kontakt med flammerne, og det ville have føltes som om hun var blevet omfavnet af is koldt vand. De få flammer der havde sat sig fast i hendes tøj og hår, ville være blevet slukket af den rullen de havde begivet sig ud i, men nu ville en hel anden følelse skære igennem. Følelsen af at være omfavnet af flammer, i stedet for det iskolde vand som før. Denne følelse varede dog ikke i lang tid, inden den stoppede, og efterlod hende med en blanding af de to elementers temperature. Dette kunne gøre mange syge, men formegentligt ikke en engel som Arizona.
Keeshen havde kun rullet rundt en enkelt gang, inden hun havde sat fødderne imod, og så gledet den sidste smule, og så rejst sig, med en lav latter, for så at klargøre hendes pisk i hendes ene hånd, og ryste på skuldrene en anelse, imens hun slikkede sine mørke læber, med spidsen af hendes tunge. Hendes øjnes pupiller var næsten ikke synlige, og hun stirrede på Arizona, med et næsten dyrisk legesygt blik.

Hun udbrød et vin da hun mærkede faldet i ryggen, og faldt igennem flammerne mens hun mærkede elverens arme og ben låste sig fast i hende så hun ikke kunne få sine vinger fri. hun havde det som om hun havde taget et bad i isvand - et eller andet vand oppe meget meget nord på, eller syd. Det undrede hende at de ikke lande i første omgang, men fløj videre i luften, men det skulle hun da bare være glad for, så hun ikke blev knust mod jorden. Hun lande hårdt ned mod jorden da de rullede en enkelt gang før kvinden som hun ikke kunne finde ud at udtales navn stoppede op. Hun blinkede fortumlet med øjne, og kiggede op på kvinden med et svagt smil mens hun kort lukkede øjne, før hun slog dem op igen, mens det lignede at hendes hår voksede med en utrolig hastighed, men det blev ikke den mørke brune farve igen, men platinhvidt mens hendes syle spidse tænder kom frem, sammen med hendes negle. Hun lange ud efter kvinden, og borede sine negle ned i hendes hånd, mens hun trak sig op, skød et par nye vinger ud, der lignede de andre, men det var de bestemt ikke. Hun borde neglende dybt ind i huden på elverens arm, mens hun sugede noget af hendes helbred, styrke ud af hende. Det irriterede hende at hun ikke kunne anvende den på sig selv, men det var i grunden overflødig på hendes nye krop som ikke havde taget større skader af hendes lille spring. Selvom healingen ikke virkede på hende, blev det stadig tappet fra elveren som ville kunne mærke det som et sug i kroppen, mens elverens blod løb ned af hånden på Arizona og begyndte at dryppe ned på jorden før hun slap hende. "Vær venlig ikke at gøre det igen." Sagde hun kort og tørrede sin nu blodige hånd af i græsset, før hun rejste sig op igen, og kiggede køligt på elveren. "Jeg fortrækker ikke denne behandling igen." Sagde hun som om hun var dybt forurettet. "Men det er da altid noget du har dine abe evner."
Hun blev ved med køligt at kigge på elveren, mens hun afventede den ene eller anden form for reaktion, om det var vrede eller forundring var hun ikke sikker på, men hun var klar til at forsvare sig selv hvis det skulle blive nødvendigt. Hun havde ikke planer om at dræbe elveren, men - hvis det blev nødvendigt vidste hun at hun kunne hvis alt andet fejlede, men så ville det blive med hendes anden evne, som ville splitte hele parken i mange stumper og stykker, de ville bestemt ikke være noget park tilbage, og det ville hun helst undgå, for hun ville jo faktisk gerne beholde parken, det var et godt sted at være i.
"Men jeg siger mange tak for denne gang - Keshen." Det lykkes hende til sin egen overraskelse at sige det rigtigt, eller noget ligene. Det betød ikke så meget, men det var da altid noget at kunne det. Hun vente sig om og gik, dog stadig uden at ændre sig da hun bestemt ikke troede på denne elver, og bestemt ikke ville have hende til at overraske sig igen ved at kaste sin pisk eller sig selv efter sig, eller bare hendes ild. Hun gik roligt mens hun lyttede og koncentrerede sig om elveren med alle sine sanser, mens øjne var rettet frem så hun ikke gik ind i noget. Det kunne se ynddigt ud hvis hun gjorde.

Keeshen stirrede ned på Arizona, imens hun stadigt var over hende, og smilede bredt, med et veltilfreds smil. Hun havde nydt turren igennem luften, og i det helle taget kvindens varme krop tæt ved sig, så hun var stadigt oppe at køre på andrenalinen.
Da Arizona begyndte en forvandling, åbnede hun sine øjne langt mere åbne, og lænede sig en anelse tilbage. Dog var hun alt for dybt i sin facination af Arizona, til at nå og reagere på angrebet. Et højt støn kom fra hende, da neglene blev boret ned i hendes hånd. Hun forsøgte at trække sin hånd til sig, men da en anden fornemmelse skød igennem hende, turde hun ikke gøre det, i ren angst for denne effekts fare niveau. Hun trak nu vejret hastigt og nærmest panisk, imens hendes anden hånd, pressede sig hårdt fast omkring den sårede hånds håndled, i et forsøg på at stoppe blodudgydelsen. Hendes mørke øjne fik vilde ticks af smerten, inden de brændene stak imod Arizonas. Keeshen kendte til smerte, og havde utallige gange, ladet hendes stolthed blive brudt, og falde til jorden, for at underkaste sig en anden. Men det nægtede hun at gøre, overfor en simpel hybrid, som ingen lunde grund havde til dette. Og denne smerte, var langt fra nok..
Keeshen stønnede da Arizona trak sine negle til sig, og begyndte at tale. Hun gik en smule ned i knæ, og stirede med et smertefuldt blik på den blødene hånd. Hendes overlæbe hoppede en anelse af Arizonas ord, og hendes blik gik langsomt fra nedad, til at være rettet imod hende igen, da hun begyndte at bevæge sig væk.
Keeshen drejede hurtigt rundt, og greb fat i hendes pisk, der på nuværende tidspunkt, lå på jorden bag hende. hun drejede så om på hælene, og smed sit blik imod Arizona.
"Vi, er ikke færdige endnu!" Råbte hun højt, og slog sin sårede hånd ud imod huset, som Arizona på nuværende tidspunkt var ved siden af, og en lang flamme af den blålige ild, blev skudt imod stedet, og startede en kædereaktion af høje gnistre, og sendte en bølge af stærk kulde, hårdt imod Arizona. Og præcis samtidigt, svingede hun sin pisk med sin anden hånd, imod Arizonas højre vinge, i et forsøg på at ramme denne ved roden. Hun havde udelukket brugt angrebet på husset som en afledning, for at Arizona måske ikke ville opdage piskens smælden.
Hvis pisken ramte, ville Keeshen hive hårdt i den, for at rive Arizona nærmere. Hun knurrede vredt, og begyndte at bevæge sig imod Arizona, med langsomme skridt.
"Tror de, de bare kan skade mig.. Og så blot forlade mig? Nej, vi er ikke færdige før den ene af os ikke længere kan stå, min kære lille Arizona..." Sagde hun stille, og lavede endnu et hiv med pisken, i et forsøg på at gøre en anelse mere skade på Arizona, hvis altså hendes vinger var meget følsomme.

hun kiggede forskrækket på huset efter kommentaren der var faldet bag hende, og nåde ikke at reagere på pisken der svirpede igennem luften for at lukke sig omkring hendes vinge, hvor hun med et hårdt blev rykket tætter på kvinden. Hun kunne hurtigt konstatere at denne smerte ville have været meget værre hvis hun havde haft sine vinger, hvis hun da ikke var besvimet, men nu - hun havde som sådan ingen følelser i hendes vinger så det gjorde mest ondt i huden den lavede et brandemærke på. Hun var lige så stolt af at have kunne stået oprejst da pisken havde revet til, men da der kom endnu et ryk væltede hun ned på maven. Hun snerrede irriteret og fik viklet sin vinge ud af pisken ved hurtigt at hive i den uden at tænke på om det gjorde ondt eller hvad det gjorde. "Fint - men det bliver dig der ligger ned." snerrede hun før hun sprang op med øjne der lynede af had. Hun var bestemt ikke tilfreds med denne kvinde og hendes fine pisk. Men hvis hun ville kæmpe så var hun skam med på den, også selvom hun skulle splitte det hele ad. Stod lidt og kiggede på Keeshen mens hun overvejede hvad hun skulle gøre, før hun til sidst bare lage hoved let på skrå og smilede giftigt mod denne kvinde. Hun havde bemærket hendes forskrækkelse da hun havde brugt hendes evne, hun havde elsket det. Hun lage hoved til den anden side, mens hun kiggede på kvinden, mens hun hurtigt afgjorde hvad hun ville gøre hvis hun gjorde det ene eller det andet. Hun kunne ikke se nogle problemer. Faktisk tvært imod. Hun havde aldrig været skabt til kamp, men det betød ikke at hun ikke kunne! Nej, hun kunne, så længe man ikke spillede efter reglerne og hun kunne tisse stort i sine omgivelser.
Hun orkede i bund og grund ikke at kæmpe, men Keeshens udfald havde givet hende blod på tanden, så hun allerede glæde sig til at kaste sig over denne kvinde! Dræbe hende gerne hvis det var det, men vent. Vent. Måtte hun sige til sig selv, mens hun blev ved med at give sit giftige smil, mens hun kiggede på denne kvinde der stod over for hende. Hun ville være klar på de fleste af hendes udfald, for hendes vinger var meget nyttige til hendes sølle pisk der ville skade, men ikke svække, det lød ikke logisk, men det var der heller ikke noget der var.
Hendes største problem hun kendte til var ilden, men den kunne hun også godt klare på den ene eller anden måde. Det var ikke sikkert at hun kunne gøre det blot ved brug af sine vinger som beskyttelse, men der var ingen der havde sagt hun skulle stå passivt og kigge på, nej. Det ville hun da bestemt ikke, hun ville kæmpe til sidst – fjer?
Hun rettede sig op kiggede kort på kvinden, før hun med et kraftigt afset satte af i høj fart, så det ville ganske svært, hvis ikke umuligt for elveren at ramme hende med pisken, men hun kunne sikkert godt med besvær hvis hun havde fantasi nok til det, intet var umuligt. Da hun var kommet højt nok op i luften og baskede med sine vinger vente hun om, og fløj rundt i cirkler omkring elveren før hun uden varsel satte kurs mod hende og fløj ind i hende, hvor hun sendte hende hårdt hen af gaden til hun meget muligt ville ramme muren på en toiletbygning hvis hun ikke stoppede, som også ville være en mulighed. Så snart hun havde sluppet englen fløj hun op igen, for at flyve længere hen mod et hustag længere væk. Det havde en gang været billetkontor, men var nu efterladt, som alt andet omkring dem i parken. Hun smilede kort for sig selv, før hun klappede vingerne sammen, men uden at fjerne dem, delvist fordi hun ikke kunne, og fordi de kunne være gode til pludselige angreb fra elveren.

Keeshens øjne var blevet knebet sammen, og hendes pupiller formindsket til mindre prikker, gemt inde i iriserne. Hendes øjne gnistrede af spænding, men ingen had eller vrede, var at finde. Hun nød at kæmpe. Hun nød Arizonas had. Det var det hun badede i, når hendes dans begyndte. Det var det hun varmede sig ved, når hun begyndte at lade pisken smælde. Og det var det hun fik fjernet, når hun igen blidt satte et plaster på såret, når det helle var færdigt. Det var det hun blidt skubbede væk, når hun lagde et kys på panden.
Keeshens minder, blev hurtigt forskudt, og vente opmærksomheden imod kvinden igen. Hun smilede stort af Arizonas ord, og fnøs med et blidt smil.
Da Arizona fløj op i luften, klargjorde hun sin pisk. Men hun hvæsede stille i stedet for at slå ud efter hende, i håbet om at det udulige kræ, ikke blot havde tænkt sig at flygte nu. Men da hun så slog ned imod Keeshen igen, smilede hun stort, og fik hurtigt hoppet til sidden, så det sikkert knogle brydene slag, ikke ramte hende. Keeshens krop var ikke specielt robust, og hun vidste hvad hun kunne holde til. Og at blive hamret ned af en Engel i den fart, og så sendt ind i en mur, var bestemt ikke noget hun ønskede.
De mørke øjne, skød så ud i stor vrede, da hun så Arizona flyve længere væk. Hun hvæsede stille, og knyttede begge sine hænder. Hun hviskede en stille remse på hendes eget sprog, og slog så først ud med sin højre hånd, hvilket sendte en blålig kugle af ild imod Arizona, og så med den venstre, der gjorde det samme. Kuglerne fløj ikke blot i en lige bane, men som om de var tryllebundet, imod Arizonas vinger. Og hvis bare den ene ramte, ville det sende e n køllig fornemmelse ud over helle Arizonas krop, og efter et kort stykke tid, ville det svitse hendes fjer, og derved ødelægge hendes flyve egenskaber.
Keeshen lavede der efter en vink med sin ene hånd, hvilket lavede en lang lige flame foran hende, som hun greb fat i, og en fint designet stav, kom ud af flammerne. Hun løb så imod kontoret, og brugte staven til at springe imod det nærmeste tag.
"Hold så op.. Med.. At flygte!" Råbte hun. Hun virkede mere vred nu, end hun havde gjort da hun var blevet angrebet. De sår der havde været på hendes hånd, var nu svitset, så blod ikke kunne flyde fra det, men det manglede stadigt healing.

"Lort." Mumlede hun da hun så de to ild flammer der tydeligvis fulgte hende. Hun slog vingerne ud, og satte af, mens hun kiggede efter ildkuglerne der fløj efter hende. De så faktisk meget yndige ud, og hun ville også syntes godt om dem, hvis det ikke var fordi det ville ødelægge hendes elskede vinger. Hun fløj videre i fine cirkler og kiggede på at elveren frembragte sin stav for så at hoppe op på taget. Perfekt! Hun fløj ned mod hende igen, men med helt andre tanker. Hvis det absolut skulle være på den måde var blev det da som ønsket blev. Hun fløj rundt i underlige mønstre for at få flammerne hvor hun ville have dem før hun fløj ned mod kvinden, men denne gang fløj hun ikke ind i hende, men klappede sine vinger sammen og lod sig trille igennem hendes ben, så flammerne blev nød til at flyve igennem deres ejeres ben for at følge efter deres mål som hurtigt var på bene igen, klar til at sætte af hvis det skulle være. Hun havde slet ikke hørt elverens ord, da hun havde haft travlt med at komme igennem hendes ben. Hvis flammerne ikke var forsvundet ville hun flyve op igen, for denne gang at sætte kursen mod et parkens lille sø, som ville være en klam og ulækker omgang, men så hellere det end de fandes ildkugler. Hun var under alle omstændigheder fløjet hen mod søen hvor hun håbede vandet kunne hjælpe hende. Hun fløj ud på en lille sten der stød ude i søen, som hun ville kravle op på hvis hun var fløjet ned i vandet sjask våd, eller hvis hun havde undgået flammerne ville hun lande på stenen med et lille smil. "Prøv igen ..." Sagde hun køligt og klappede sine vinger sammen.
Hun kunne hurtigt konstatere at hun ikke kunne lide denne kvindes ild, selvom hun altid havde elsket ild, var lige denne ild noget hun bestemt ikke kunne lide, for det første var den kold, og ikke varm, og for det andet, så var det ikke normalt ild, og ja, så sidst men ikke mindst fordi kvinden kylede det efter hende! Sikkert ikke for at dræbe, det havde hun jo sagt hun ikke ville, men hvad fanden ville kvinden så? Stå og kigge på hende lide eller hvad? Det kunne da ikke være så sjovt at se, selvom hun var sortelver, og elskede at se folk blive tortureret, det var noget af det samme ja, men alligevel. Hun lærte aldrig at forstå disse skabninger. Hvem pokker havde skabt dem? De var jo ikke til andet end besvær! Hvad nytte lavede det?
Hun trak sig hurtigt ud af sine tanker, for ikke at forgabe sig i dem, det ville ikke være særlig sjovt, hvis hun så smed ild efter hende. At hun overhoved havde fortabt sig i disse ligegyldige tanker forstod hun ikke, men nu var hun tilbage efter sine lille tur, og håbede det ikke var for sent, men hun var et godt stykke væk fra deres forhenværende kampplads, så det ville alligevel tage kvinden en pæn del tid, måske et helt minut hvis hun var heldig at finde stedet, men nu måtte hun vel ikke sætte sine forhåbninger for højt.
Højt at flyve langt at falde.

Da Keeshen lanede på taget, måtte hun tage flere skridt, for at få balancen. Hun satte staven imod, for så at stoppe brat op, og klukke en smule, inden hendes mørke øjne, begyndte at lede rundt efter Arizona. Da de fandt hende over sig, i gang med hendes vilde sving og drejninger, rundt i luften. Keeshen opserverede, med stor facination. Dette gjorde hende næsten trist, at hun blev nød til at bekæmpe dette elegante væsen, bare for at få denne til at side stille. Hun havde ikke, før nu, været interesseret i at skade Hybriden, men nu var det vidst snart nødvendigt.
Da Arizona fløj imod hende, kneb hun øjne en anelse sammen, og da det så lignede at hun ville ramme hende åbnede hun dem vidt op, og tog et skridt tilbage. Hun hoppede så en anelse, da Arizona røg igennem hendes ben, og hun fniste en anelse, og lod sit blik glide efter Arizona, med en næsten legesyg glød i dem. Hun lanede blidt på jorden igen, med øjnene rettet imod hende. Hun havde egentligt glemt sine flammer, men kom hun hurtigt på igen, da de begge ramte hende i ryggen, og det blide og legesyge blik forsvandt, og blev skiftet ud med en høj smertefuld hvinen, da helle hendes krop antændte i de blå flammer. Hun krøb en anelse sammen, og måtte tage et skridt frem, for at holde balancen. Det lange skrig, begyndte langsomt at ændre sig, og blive til en høj latter, imens hun langsomt rejste sig igen. Hendes krop forblev omfavnet af den blå ild, men så ikke ud til. Keeshen havde formet sig et bredt smil, og rystede langsomt på hovedet.
"Ikke helt dumt.. Fantastisk ide. Men søde. De fleste ild manipulatorer.. Er imune overfor det." Hun smilede blidt, i det hendes sorte irisser, blev omfavnet af en blålig farve, og selv dem gik der ild i.
"Men bliv ved med at prøve!" Råbte hun, med et stort smil, og slog sin ene hånd imod Arizona, og sendte nu alle flammerne i en kugle, efter hende, så hun var nødsaget til at flyve ned i vandet.
Keeshen klukkede stille, og begyndte at gå i den retning Arizona var fløjet. Hun kiggede ned imod hendes klæder, som langsomt begyndte at svide væk, og hun sukkede lavt en enkelt gang.
"Det var ellers en flot kjole..." Hviskede hun stille for sig selv, som kjolen mistede sin farve, og efterlod en forbrændt sort i stedet. Det meste af kjolen var næsten hvisnet væk, og kun få stropper osv var tilbage, og der var nu kun lige noget der dækkede over hendes mest intime områder.

Keeshen bevægede sig imod den lille sø, med øjnene rettet imod Arizona, som nu stod der ud. Hun smilede med et lavt kluk, og nikkede en enkelt gang.
"Godt tænkt, smukke. Det er jo næsten vær at bekæmpe dem." Sagde hun, smilede blidt, og stoppede op flere meter fra vandet. Vandet fik ganske kort et små iriteret blik, inden øjnene gled tilbage imod Arizona, og smilede endnu engang. Hun så ikke specielt interesseret i at passere vandet, og Arizona havde jo også det at bruge imod sine flammer nu, så der var ikke så meget hun kunne gøre. Så i stedet, satte hun sig ned, med et blidt suk. Hun strak sine ben ud foran sig, og kiggede kort ned på restener af hendes kjole, og fns med et lille smil.
"Selvom din ide ikke virkede, fik de mig da næsten klædt af... Og tak.. Tak for det.. Nu skal jeg have skaffet mig en ny kjole.." Sagde hun sarkastisk, og kiggede tilbage på Arizona, med et smil, og kneb sine øjne en anelse sammen, imens hun skimmede over Arizonas våde krop, og smilede så en anelse breddere. Hendes øjne gled tilbage imod Arizonas, og hun lagde sit hoved en anelse på skrå.
"Du ser nu også pænere ud våd, end forbrændt.." Sagde hun, med et lumskt smil, og et lille vink, med det ene øjnbryn.

Den lille tur ned i vandet havde været en væmmelig oplevelse, ikke fordi hun ikke kunne lide vandet, men det stank og var klamt! Hun kunne næsten havde stået og skreget som en lille hysterisk pige men droppede det, da hun bestemt ikke ville se Kesheens ansigt hvis hun gjorde det, og stod så blot der på sin sten, og dryppede med våde vinger - og tøj, og sko, der var fyldt godt op med vand. Hun fnyste kort ved hendes kommentar. Hun kunne da ikke være så køn, smasket ind i vand fra en eller anden æld gammel sø der havde stået og rådnet væk de sidste mange mange år! Kvinden var gal, eller noget tæt på, men hvorfor overraskede det hende? Det var vel normalt, eller noget i den stil, ikke at være helt klog når man var i hendes sko. Dog så hun da ganske yndig ud i hendes nye mundering - meget - afklædt, hvilke sikkert ville tiltrække de fleste mænd, en halvnøgen kvinde, med en sort svedet kjole, lækkert, lige til at sætte tænderne i. Tænkte hun tørt, mens hun dryppede som en mindre regn sky. "Skulle det være en anden gang." hun lavede et let buk, med et lille flabet smil gemt i mundvigen. Hun rettede sig op endnu en gang og kiggede mod Kesheen med de grågrønne øjne der forventede et eller andet, men hendes reaktion var jo næsten fredelig, men nej! Den hoppede hun ikke på, så dum var hun nu en gang ikke! "Jeg takker." Ja, det gjorde hun sikkert, men hvad vil så have været mest klamt? en smugle forfængelig måtte man vel være! Hun satte sig ned på hug, mest for at slappe lidt mere af, dog stadig klar til at flyve væk ved det mindste tegn på angreb. Dog - ild kunne vel ikke lide vand, så der havde hun vel en form for sikkerhed, men nogle der hade med ild og gøre sked vel ofte stort på det. Men denne elver så ikke ud til at gøre det, lige meget, underordnet, hun gad ikke bryde sin hjerne med de ting, det blev blot kedeligt i længden, og hvad skulle hun dog bruge det på?
Skulle de mon videre, eller skulle hun stå der og pynte til hun ikke gad mere, og så bare flyve når morgen kom, eller blev siddende til hun gav efter for at søge skjul - selvom der var mange steder at finde hen og søge skjul i skyggerne dette sted. Overraskende mange da de fleste huse ikke var helt tætte, men de brandte vel ikke op som vampyr? Igen var det et underordnet thema at trække frem, så hun skubbed det fra sig, mens hendes øjne tog en tur ned af Kesheens nye kjole. Den var skam yndig måtte hun indrømme, men hun ville nødig have den, hvis der skulle sådan et flammehav til, men at se andre få den, ja, det var sjovt. Skriget, som nok mest var et overraskelse skrig fordi kvinden ikke blev yderligere forbrændt havde lydt velutilfredsstillende i hendes øre.