What on Earth am I doing here?

Sted- Forêt
Tid- Klokken er 20
Vejr- Det er køligt, af og til fejer en brise igennem skoven
Omgivelser- Træer, træer og atter træer.

>> Dette emne er forbeholdt Mortis <<

En kvist knækkede under Izobells fod. Hun for forskrækket sammen, og kiggede sig hurtigt til alle sider. Der var ikke nogen. I hvert fald ikke så vidt hun kunne se. Det her var en dårlig idé, en meget dårlig idé. Hvad lavede hun i skoven? Om aftenen? Det her var en af de gange, hvor hun simpelthen ikke havde tænkt det igennem. Tænk før du handler, var tydeligvis ikke noget Izobell gjorde brug af. Med lidt mere forsigtige skridt, fortsatte Izobell sin vandring igennem skoven. Hvad havde drevet hende her ud? Hendes hurtige åndedræt vidnede om, at hun havde haft travlt. Det havde hun også. Hele dagen havde hun haft en følelse af, at der var noget galt. At et eller andet ikke var som det burde være. Efter hun havde spist, var følelsen kun blevet stærkere. Efter et hurtigt opkald, kunne hun med lettelse konstatere, at hendes mor ikke havde fået et hjertestop, eller noget andet mindst ligeså forfærdeligt.
Det var med bankende hjerte, hun havde kastet sig ind i den røde bil, og var kørt afsted. Heldigvis var der ingen som havde stoppet hende. Den fart hun havde kørt med, ville uden tvivl have kostet hende adskillige dyre bøder. Bøder som hun ikke ville kunne betale.
Da hun så havde set skoven, havde hun holdt ind til siden, hurtigt låst bilen, og havde derefter forladt den. Og her var hun så. Skoven virkede som et fristed. Hun var dog udmærket klar over, hvilke farer en skov som denne kunne rumme. Især om aftenen efter mørkets frembrud.
Med en lettere rystende hånd, strøg hun en blond hårlok væk fra sin ansigt, så hun igen havde mulighed for at se ud af sine øjne. Skridtene stoppede da hun nåede et stort træ. Med et suk lænede hun sig op af træets stamme. Trøjens stof gjorde det mere tåleligt, men barken kunne stadigvæk mærkes. Hun lod også hovedet falde tilbage imod stammen. Måske var det en god idé bare at tage hjem? Hele den her fornemmelse var sikkert bare noget hun bildte sig selv ind.
En brise fejede igennem skoven og satte hendes hår i bevægelse. Det løftede sig, inden det igen faldt til ro. Luftfugtigheden havde fået det til at krølle. Det gjorde også, at det ikke lignede, at det i virkedeligheden gik hende til midten af ryggen,

En kølig brise for forbi Mortis og fik træet, som han sad i, og hans bukseben til at svaje let. Armene kom op over hoved for at stærke sig, bjælden klirrede ved bevægelsen, han havde sovet det meste af dagen væk, dog ikke det bedste sted. Før han kravlede ned, for at snuse lidt rundt i skovens kant, børstede han et par blade af, som var landet på ham.
Ned, det kom han ikke. Lyden af en dør der blev smækket ringede stille igennem skoven. Næsen blev rynket uden at man kunne se det da han havde sin maske på.
En skikkelse kunne ses komme gående. Det var heldigvis ved at være mørkt så det var let nok for Mortis se, et slankt væsen med langt hår. Det var længe siden han havde set sådan et, de holder jo mest til i byen om dagen.
Nysgerrighed bygge langsomt op. Undersøges det skulle den.
Skikkelsen stoppede op ved et af de store træer.
Selvom han var et godt stykke væk, kravlede han stille og roligt ned, lidt bange har man dog lov til at være når noget nyt sker.
Kviste var der mange af, alt for mange af, hvordan skulle han dog kunne komme nærmere uden at blive hørt?
Han tog en dyb indånding. Det første skridt gik meget godt, kun et enkelt lille knæk kom fra en af kvistene. Andet skridt ligeså. Han gik fra skygge til skygge og ventede lidt for at se om han var blevet opdaget.
Sidste træ stoppede han ved. Han var tæt på. Øjnene havde tilpasset sig, så han kunne se bedre. Langt blond hår. Han hev en af sine egne korte sorte lokker frem for at sammenligne.

Izobell var lykkeligt uvidende om et andet væsens tilstedeværelse. Hun havde ikke hørt noget, så hun gik ud fra, at hun var alene. Indtil hun hørte en kvist knække. Hvis ikke der havde været så stille i skoven, ville hun ikke have hørt det, men det gjorde hun. Izobell drejede hurtigt hovedet, så håret piskede hende i ansigtet. Men der var ikke nogen. Kun skyggerne, mørket, træerne... Og dog... De blå øjne blev knebet let sammen, da hun kiggede lidt nærmere på en skygge. Lignede det ikke at der stod en bag det der træ? Var det der en arm? Paranoia. *Stop det*, tænkte hun. *Der er ikke nogen, det er noget du bilder dig ind*.
Hun sukkede dybt og drejede igen hovedet. Lænede det ind imod træets stamme. Ganske kort, gled øjnene i. Hvad var klokken blevet? Hvad havde den været da hun forlod sin trygge varme lejlighed? Det var irrelevant på nuværende tidspunkt.
Følelsen af at blive iagttaget ramte hende. Var der nogle andre? Det ville helt klart være en dum idé at sige 'Er der nogen?', præcis ligesom de gjorde i alle de dårlige gyser film hun havde set. Hvis der så rent faktisk var nogen, havde man afsløret sig selv, og det var dumt.
Izobell rettede sig lidt op. For at være klar til hvad end der nu skulle ske. Hun lod sit blik glide hen imod skyggerne. Det måtte være der personen - hvis der var en - gemte sig.

Totten lignede ikke hendes, overhoved, den var helt sort og så lidt slidt ud.
Han kiggede op da hans øre opfangede en svag lyd. Bevægelsen skete lidt voldsomt så hans hår fløj op og faldt ned lige foreand hans øjne.
Han gjorde det dårligste forsøg på at få hårret væk fra øjnene, ved at puste. Det virkede ikke, så han måtte bruge sin hånd.
Hånden stoppede brat op og blodet frøs til is i hele kroppen, han følte som om deres øjne mødtes og låste fast. Tanken strejfede ham; Er jeg blevet opdaget? Nej det kunne han da ikke være blevet han havde da gjort sig så umage for at liste, umage og umage... Ahem. Det bedste forsøg man kan gøre når der ligger kviste og blade over alt.
Panikken var ved at ramme ham, langsomt klemte han sig mere og mere bag træet. En brise hvirvlede nogle blade omkring ham og fik bjælden til at give et lille klir, han fjernede ikke sine øjne fra væsenet.
Skulle han bare gemme sig til at det kom nærmere for at undersøge hvem han var? Skulle han bare hoppe ud og bevæge sig hen imod væsenet? Skulle han... vende om og stikke halen mellem benene?
Det sidste lød mest logisk, da han var usikker på om han ville komme til skade vis han nærmede sig mere.
Øjnene flyttede sig ikke en millimeter. Langsomt begyndte han at gå baglæns, et skridt af gangen. Han er dog ikke lige den bedste til at gå baglæns, så han væltede og fik mange kviste til at knække højlydt og blade til at flyve rundt omkring ham. Han fik hurtigt samlet sig sammen og satte sig op. Nu var han helt sikkert opdaget. Han kunne ikke bevæge sig, panikken havde spredt sig så meget at han ikke kunne gøre andet end at blive sidene og vente.

Izobell holdt vejret, da hun hørte en klirren. Det lød næsten som om, lyden kom fra en bjælde. Men det kunne ikke passe. En bjælde ude i skoven? Det virkede meget underligt.
Hendes øjne var kun to sprækker. Det var som om hun havde øjenkontakt med en i mørket. Der måtte være en i mørket. Det var forklaringen. Den underlige lyd, følelsen af at blive iagttaget, og nu det her.
Et forskrækket gisp undslap hende, da en hel masse kviste knækkede lige efter hinanden. Izobell - som jo kun var et menneske - havde langtfra et godt syn i mørket. Det blev dog lettere og lettere at se, jo længere tid hun var ude. Hun trådte et hurtigt skridt tilbage. Mere af refleks end af noget andet.
Da hendes forskrækkelse havde fortaget sig en smule, bevægede hun sig langsomt hen imod personen på jorden. Hendes holdning var vagtsom, som ventede hun det værste. De tynde øjenbryn bevægede sig tættere på hinanden, da hun var et par meter fra personen. Hvad var det? En oval skive så næsten ud til at hænge svævende i luften. Da hun kiggede nærmere efter, så hun at der var huller i den. En maske. Det var da.. specielt. Aldrig havde hun set noget lignende. Eller jo, hun havde da set masker, men ikke den her slags, og folk plejede da heller ikke at have dem på i offentligheden.
Uden at skænke det en tanke, strøg hun noget af sit hår om bag øret. Hendes blå øjne var nu nysgerrige, og ikke længere to smalle sprækker. Hvem var den her person?

Skridt der kom nærmere kunne høres. Væsenet var tæt nok på at han kunne røre det vis han rakte hånden ud efter det, han gjorde det ikke da han var usikker på reaktionen. Det havde ikke gjort klar til at angribe ham. Dette gjorde at panikken stille og roligt forsvandt. Han fulgte stadigt varsomt hver eneste bevægelse der blev taget. Benene havde han fået kontrol over igen, så han rejste sig langsomt op, så han ikke forskrækkede hende, uden at kigge væk.
Hans bukser var blevet ret beskidte også hans overkrop. Han slappede af da han opdagede hendes øjne, blå, klare, øjne, de virkede ikke til at tilhøre nogen der var ondskabs fuld. Han sænkede paraderne og fik tjekket sin krop for nogle skader, heldigvis ingen alvorlige. Hurtigt børste han det værste jord af sig. Hoved blev sat på skrå, det fik bjælden til at afgive et lille klir, da han tjekke efter hvad væsenet var. Hunkøn, hvilken race kunne han ikke finde ud af, de ligner alle hinanden.
Hans blik hvilede på hende. Det blonde krøllede hår, han beundrede det virkeligt, det så helt blankt og ordenligt ud, det var jo en helt anden farve end hans var, hans var jo også filtret en del.
Nervøst tog han fat i endnu en tot hår, han kiggede undrende på hende.
"Du.. du er hvad?" Hans stemme virkede lidt morgenskør, det var jo ikke så længe siden han var vågnet, maskens hule lyd fik ikke hans stemme til at lyde bedre. Han kneb øjnene sammen, det kunne dog ikke ses for hans maske, ventede toldmodigt på at hun ville lave en bevægelse han ikke ville bryde sig om.

Izobell betragtede væsenet, da det rejste sig op. Det var tydeligt at mærke, at personen slappede mærkbart af. Om det var fordi han nu så hende, eller om det var af en anden grund, vidste hun ikke. Mødet med skovbunden havde gjort hans tøj beskidt. Hun kiggede på ham, imens han fjernede skidtet. Faktisk, veg de blå øjne slet ikke fra ham. Desuden var der ikke noget af større interesse at kigge på. Igen hørte hun lyden af den bjælde. Var det ham der sagde sådan? Måske et smykke han gik med?
Han snakkede. Den maske han bar, fik stemmen til at lyde helt anderledes, end den sikkert ville gøre uden masken. Gad vide hvorfor han overhovedet havde den på? Det spørgsmål han stillede kom meget bag på hende. Hvad hun var? Hvad svarede man til det? Og hvad havde han overhovedet ment? Hun valgte bare at svare på det, hun troede han havde ment.
"Eh... Jeg er et menneske?", sagde hun tøvende med en spørgende undertone. "Mit navn er Izobell". Det spørgende udtryk i hendes øjne var ikke til at tage fejl af. Der var gemt et spørgsmål. Et spørgsmål hun ikke sagde højt. Hvem er du selv? Af natur var Izobell meget nysgerrig. Hun kunne stille spørgsmål til simpelthen alt. For det meste holdt hun sig tilbage af ren høflig. Nogle af de spørgsmål hun havde på hjerte, var ikke nogle man stillede folk. Så hun lod være.
Hun førte sin ene spinkle hånd op til sit hår, og lod fingrene glide igennem det. Betragtede ham nysgerrigt.

Han nikkede forsigtigt "Menneske aha... Så du er menneske..." mumlede han tavst. Stilheden bredte sig over dem.
Han beundrede stadig hendes blonde hår, det var længe siden han havde set sådan en lys hår farve. Hånden havde han rakt ud for at tage fat i det, men han tog den hurtigt til sig igen da han så hvor beskidt den var blevet. Hurtig blev den tørt af i bukserne, ikke det smarteste.
"Menneske" gentog han. Alle hans samlede sig om ordet.
*Hvordan er det nu man hilser et ''menneske''?* Tankerne løb løbsk mens han kiggede undersøgende på hende. En ide kom frem.
Rykken blev rank, rømmede sig en smule, og bukkede for hende. Før han rejste sig op, kom han i tanke om at hun var af ''hunkøn''.
Tryllekunstneren kom frem i ham, et svagt lys blinkede, det var let at se da det var mørkt, han havde brugt sin opbevarings evne til at få en rose frem i hånden, han havde plukket den kort før han lagde sig til at sove, rakte rosen ud mod hende. Den var dog ikke åbnet endnu, det var han lidt ærget over, så han snød og fik den til at åbne sig. Time-bending er heldigvis ikke ligeså 'flashende' som hans opbevarings evne, så den kunne let skjules. Han følte sig lidt som når han opførte et tryllenummer.
"Det er mig en ære at kunne træffe dig, Izobell. Mit navn er Mortis- Ahem, jeg mener Mortifer, men du kan bare kalde mig for Mortis" Man kunne skimte et glimt gennem maskens øjneudhulinger. Han kunne føle at hans kinder blev varme, masken var en god ting at havde på, den kunne skjule at han var blevet rød i hoved, da han var kommet i tanke om at det var længe siden man hilste på den måde.
En kølig brise fik bladene til at hvirvle rundt om dem, Mortis nøs og snøftede.
"Koldt" fik han sagt. Vingerne ville han ikke frem med, han ville ikke afsløre mere end nødvendigt.

Izobell nikkede langsomt, og var lidt i tvivl om hun skulle svare eller ej. Det lød næsten som om, han havde talt med sig selv. Hun betragtede ham fortsat nysgerrigt, da han rakte hånden ud imod hende, men så trak sig tilbage igen. Hvad havde han prøvet på? At røre ved hende?
Det ene øjenbryn blev hævet, da han bukkede for hende. Det andet fulgte lige efter det første, da et lille lys dukkede op. Hun trak sig ikke tilbage, for det virkede ikke farligt. Hun fik ret, da hun så rosen i hans hånd. En del af hende blev smigret, men en anden - og større del - var mere interesseret i, hvordan han havde gjort det. Det var vel en eller anden form for magi, noget Izobell absolut ikke havde forstand på.
Da rosen så også havde foldet sig ud, rakte hun sin hånd hen imod hans og tog blidt rosen. Hun førte den straks op til næsen og snusede til den. Duften var behagelig. Afslappende.
Den lyd Izobell havde lyst til at sige, holdt hun for sig selv. “øh... I lige måde, tror jeg?”, svarede hun lidt usikkert. “Jeg kalder dig bare for Mortis”, sagde hun med et lille smil. Mortifer mindede hende for meget om 'Mortimer'.
“Tak for rosen”, sagde hun lidt efter. Et skævt smil dukkede frem på hendes læber da han nøs, men et gys undslap hende. “Det må du nok sige”, mumlede hun som svar på det han havde sagt. Det var jo koldt. Nu fortrød hun, at hun havde ladet jakken blive hjemme.

Rosen havde hun taget med glæde, blomster virker næsten altid på kvinder, en god ting at han havde taget den med sig.
Den tidligere brise havde fået noget af hans pandehår ned foreand hans maske, så det blokerede hans udsyn, det generede ham dog ikke.
*Hvorfor er der et menneske i skoven på denne tid?* Hans ansigts udtryk forandrede sig til et spørgende et, men hvad hjalp det? Han havde jo sin maske på, ingen ville kunne se hvad han lavede under den.
Bare fordi han kunne, besluttede han sig for at lave en masse "Silly faces" under masken, hvorfor ikke? Det var jo ikke fordi hun kunne se det?
Han fægtede lidt rundt med armene, ikke for vildt, som om han ville sige noget, men opgav da han ikke kunne finde de rette ord.
Armene slyngede han om sig, hans tænder klaprede, det var virkeligt svært at holde varmen uden sine vinger. Ikke det det mest velforberette sæt tøj han havde på, det bestod jo kun af hans bukser, ikke engang nogle sko, han havde aldrig helt forstået hvad de skulle bruges til. Han fik en ide, hvis han nu prøvede at gemme sine vinger bag sig? Så store var de jo heller ikke vis han bare ville varme sig, de kunne jo altid tages ind igen vis hun var ved at opdage dem. Langsomt og forsigtigt foldede han dem ud bag sin ryg, ikke for højt op, ikke for lavt ned, heller ikke for meget ud til siderne.
Alle og enhver ville kunne se at han straks fik varmen, hans læber blev mindre blå og hans krop stoppede med at ryste således gjorde også hans tænder. For at bringe hendes opmærksomhed over på noget andet fik han talt videre. "Nå, men hvad bringer dig ud i skoven på denne fine nat? Du ved vel godt at der kan ske mange ting, blandt andet farlige ting i en skov på denne tid?" Han prøvede at lyde så blid som muligt for ikke at få hende til at tro at han var ude på noget, det lykkedes måske ikke helt da masken stadig fik stemmen til at lyde lidt hul. Hoved blev sat lidt på skrå for at give ham et spørgende udseende, men han bare rakte tunge under masken.

Det var egentlig først nu, hun bemærkede at han havde mørkt hår. Det stod i stor kontrast til hendes eget blonde. Det måtte da genere hans udsyn. Igen tænkte hun lidt på masken. Den måtte da være trættende at gå med. Izobell kunne i hvert fald ikke forestille sig selv at gå med en maske. Måske til et karneval eller noget lignende, men ikke hele tiden. Det måtte da også være varmt. Ikke lige nu selvfølgelig, men ellers...
I forhold til hvor meget hun selv frøs, måtte kulden være næsten uudholdelig for ham. Han havde jo ikke engang en trøje på! Han havde det værre end hende. Hvorfor havde han ikke sko på? Han måtte da fryse sine tæer af.
Hun lod undrende sit hoved glide på skrå, da det pludselig lignede han fik varmen. Det var bestemt ikke blevet varmere, så hvorfor lignede det ikke han frøs mere?
Da han så snakkede til hende, valgte hun at skubbe sin undren lidt i baggrunden. Izobell løftede den ene hånd, og kløede sig lidt i nakken. "Det øh... Det er et meget godt spørgsmål", sagde hun lavt. Han ville ikke have noget problem med at høre hende, da der jo var ret stille i skoven.
"Jo, jeg ved godt der kan ske farlige ting", sagde hun og lagde armene rundt om sig selv. Hun sørgede for, at rosen ikke blev klemt eller noget lignende. Selvom han tydeligvis havde fået varmen, frøs hun stadig.
"Jeg har haft den her.. underlige følelse hele dagen. En følelse af, at der var noget galt", nu hun tænkte over det, var følelsen faldet lidt i baggrunden. Mødet med Mortis havde afledt hendes opmærksomhed, og det var jo på en måde godt nok. De blå øjne hvilede på ham.
"Hvordan gjorde du det der?", spurgte hun nysgerrigt og lavede et nik i hans retning. "Du ser ikke ud til at fryse mere", hun uddybede det lidt, for at være sikker på han forstod, hvad hun mente.

Han tog nervøst fat i sin ene arm "Når det. Det er bare lidt magi, jeg har lært som tryllekunstner." Han fniste lidt for at skjule hans nervøsitet. Vingerne trak han hurtigt tilbage, havde hun opdaget dem? En lille gren, en af vingerne havde ramt i processen, gjorde opmærksom på sig selv med et knæ, Mortis fik lavet et lille spjæt af forskrækkelse.
Varmen havde han stadig, men den begyndte så småt at sive langsomt ud af hans krop, som arbejde hårdt for at holde den tilbage. Kulden var allerede ved at få tager på ham igen, men han ville ikke bukke under, så han prøvede at ignorer den så godt han kunne.
En lyd, i det fjerne, fangede hans opmærksomhed, hoved blev drejet i frygt for det værste. Det var bare en fugl der lettede fra en gren, ingen fare på færde.
Da han fik hoved drejet tilbage med synet rettet på hende, ramte det ham at hun heller ikke havde det bedste sæt tøj på. En lille undren kom over ham; Hvorfor havde hun ikke mere tøj på? Mennesker har da let ved at fryse, har de ikke?
Kulden havde fået ham tilbage i dens hule hånd "Okay, nu er det altså for koldt!" Han fik et lille svagt lys til at blinke endnu engang, denne gang hev han sin hætte trøje frem og tog den på. Den var ligeså slidt som hans bukser og havde mistet lynlåsen, så han var nød til at holde den lukket med sine hænder. Den hjalp lidt, men ikke meget da den ikke havde ærmer, længere. Lidt muggen blev han over at lyset var så synligt i mørket.
"Tja... Jeg ville ønske jeg kendte et varmere sted at invitere dig hen, så vi kunne komme væk fra den her kulde, men det gør jeg desvære ikke." Han lød lidt trist, det var han også, under masken skjulte han et lille ynkeligt udtryk, lidt ligesom en hundehvalps.

Izobell nikkede langsomt, til det han sagde. “Okay, sejt nok”, sagde hun anerkendende. Hun undrede sig kort over grenen, der knækkede. Det var underligt. Hvad havde fået den til at knække? Umiddelbart kunne hun ikke se noget.
Izobell fulgte hans bevægelser, da han drejede hoved. Faktisk virkede Mortis en smule nervøst anlagt. Som om han bare ventede på noget forfærdeligt. Hun tænkte kort over, om han altid var sådan.
“Wauw”, sagde hun, da der igen var et lys. Det lignede det der var kommet, da Mortis havde tryllet rosen frem. For Izobell der ikke kendte til noget magi, var det han gjorde meget imponerende. Han tog en hættetrøje uden ærmer eller lynlås. Det måtte være sindssygt koldt for ham.
“Eh... Jeg har en bil”, sagde hun og lagde hovedet let på skrå. Da det gik op for hende hvad hun havde sagt, bed hun sig let i læben. “Jeg mener... hvis ikke du har noget imod det, kunne vi gå derhen”, tilføjede hun. Der ville i det mindste være varme.

Han kiggede skævt på hende, en bil, han kunne ikke lade være med at smile. Det var længe siden han havde set en bil, han havde kun været i én en enkelt gang, det var noget mærkeligt noget. Hver bil har sin farve og hver sin ejer, hvilken farve var hendes?
Lidt usikker begyndte han at tænke sig om, det kunne godt være at hendes øjne fik ham til at tro hun var en godhjertet person, men selv den sødeste duft kan havde den sureste kilde. Mennesker plejede at havde rene og venlige hjerter, men hvad havde han ikke læse i de aviser der nogle gange fløj rundt på Terres gader? Nogle af artiklerne var ikke de rareste at læse.
Han tænkte tilbage på hvordan hun havde reageret da det var hun havde set ham, han kunne ikke finde noget der hentyde til den mindste smule ondskab. Han kiggede på hende og hans øjne faldt på hendes blonde hår, der var noget ved det, han ville vide mere om det, hvad vidste han dog ikke helt.
"Vis du ikke har noget imod jeg går med så, alt der er varmere end her." Han slog hænderne sammen og pustede varm luft ind i dem for at vise hvad han mente. Hans hættetrøje havde ikke hjulpet ham meget og næsten alt varmen var sivet ud af hans krop igen *Et varmt sted ville være rart ligenu*.

Mortis tænkte uden tvivl seriøst over hendes spørgsmål, og hun forstyrrede ham heller ikke i det. Han havde al mulig grund til at overveje det. På ham virkede det vel lidt underligt, at hun sådan nærmest udn videre inviterede ham med hen til sin bil. Men hun kunne ikke gøre for det. Der var bare noget over ham.
Izobell var udmærket klar over, at det ikke var første gang hun havde tænkt den tanke. Hun havde bare problemer med at efterlade ham her. Også selvom han nok godt kunne tage vare på sig selv.
Desuden ville hun gerne lære ham at kende. Bogstavelig talt finde ud af, hvem der var inde bag masken. Den gjorde det meget besværligt for hende, at se hvordan han havde det. Var han glad? Sur? Han kunne godt være ond, men ud fra det hun havde opfattet, virkede han ikke sådan. Det kunne selvfølgelig bare være en rolle han spillede, men det troede hun ikke.
Hans svar hev hende væk fra sine tanker. Et lille smil dukkede frem på hendes læber. “Den er ikke varm med det samme, men det bliver den hurtigt”, sagde hun roligt. Han havde jo accepteret, så hun begyndte at gå i retningen af sin bil. “Det er den her vej”, sagde hun over sin skulder. Hun så ikke efter om han var med, men tog det blot som en selvfølge.

Det gjorde ikke noget at bilen ikke var varm med det samme, hendes smil havde allerede varmet ham en smule.
Var det nu også en god ide at han havde sagt ja tak til tilbudet?
Han fulgte stille, dog lidt nervøs, efter Izobell. Han kunne mærke hver eneste gren og blad han trådte på, det føltes mærkeligt noget af det var tørt mens noget var fugtigt og virkede svampet. Han prøvede at koncentrere sig om noget andet for at få hans nervøsitet til at forsvinde, han prøvede at tælle de grene der var på jorden, der var flere end han kunne tælle så det gik ikke. Det gik heller ikke med bladene da der var ligeså mange, måske flere! Lydene omkring dem var det eneste han kunne koncentrere sig om uden han mistede overblikket helt.
Lyden af deres fødder der ramte jorden fik bladene og grenene til at knase, de var ikke ens. Hendes havde et støre omfang så de fik det til at knase mere, da hun havde sko på. Hans egen fødder prøvede at undgå at træde på for mange ting, da han ikke syntes det var nødvendigt at efterlade mange spor i naturen.
En enkelt ugle tude i det fjerne, dens kald fangede hans opmærksomhed mens han fulgte efter Izobell. Han stoppede op i et par sekunder, men fulgte hurtigt efter hende igen, da han ikke ville miste hende af syne, han kendte godt nok skoven ret godt, men han vidste ikke hvor hendes bil var. En undren gik igennem hans tanker, hvad var klokken egentligt blevet? Tiden havde følt som om den var fløjet af sted, var der langt til solen stod op, eller stod den op om et par minutter? Den kunne umuligt stå op om et par minutter, så meget syntes han heller ikke tiden var fløjet. Han havde ikke noget ur så han kunne ikke finde ud af det.

Imens de gik var der stilhed imellem dem. Hun ville med glæde have startet en samtale, men hun anede ikke hvad der var at sige. Hvad sagde man egentlig? Izobell følte sig som en nybegynder. Som var det første gang hun skulle prøve at føre en fornuftig samtale. Det var underligt, for hun havde da før snakket som et vandfald. Ikke lige med Mortis, men med andre personer.
Izobell sukkede lydløst. Den her form for stilhed var hun ikke vant til. Flere gange åbnede hun munden for at sige noget, men lukkede den hver gang igen, inden der kom nogen ord ud. Han kunne heldigvis ikke se det, da han jo gik bag hende. Klog så hun nok ikke ligefrem ud.
Igen førte hun rosen op til næsen og insnusede dens duft. Det havde været sødt af ham, at forære hende den. Rosen var en af hendes yndlingsblomster. Både fordi de var smukke og duftede godt. De havde jo hele pakken!
Den vedvarende lyd af grene der knækkede, var ved at drive hende til vanvid. Var det kun Mortis og hende der lavede lydene, eller var der nogen der fulgte efter dem? Lettet kunne hun konstatere, at de snart var fremme. “Vi er der lige om lidt”, oplyste hun og fortsatte fremad. De gik et lille stykke tid endnu, inden skoven sluttede. Da Izobells fødder fik kontakt med asfalt, åndede hun lettet op. Nu var lyden af grene der knækkede væk. Sikke en befrielse.
“Der er den”, sagde hun med et smil og begyndte at gå hen imod den lille røde bil. Den var ikke så stor, men hun troede ikke, at han ville have nogle problemer med at sidde i den. Frem fra lommen hev hun et sæt nøgler med et lille vedhæng. Da hun nåede hen til førerdøren, satte hun nøglen i låsen og låste døren op. Hun sikrede sig at Mortis stadigvæk var tilstede, inden hun satte sig ind i bilen og låste op for døren i passagersiden, så han kunne komme ind.
For at få varme på så hurtigt som muligt, startede hun bilen og lod den stå i tomgang. Der burde hurtigt komme varme ind i bilen.

Han luntede stille efter Izobell som førte vejen, hun havde ikke kigget tilbage efter ham, vis hun havde havde hun nok undret sig lidt, da han gik drejede rundt om sig selv, nogle gange også om et enkelt træ.
Han kiggede op da hun sagde noget, de var ikke helt ude af skoven endnu, men tæt på det. Træerne havde fået støre mellemrum mellem hinanden.
De nåede udkanten af skoven, hvor skovbunden stoppede brat op og blev erstattet af asfalt. Han stoppede op ligefør han trådte ud på det, børstede den ene for fri for grene og blade og placerede den ude på asfalten, således også med den anden, en lille sten blev også børstet af, den ville havde gjort ondt på asfalten.
Følsen af asfalt under hans fødder var lidt akavet og ret koldt.
Han kiggede op da Izobell sagde noget igen, hun var på vej hen til en rød lille bil. Rød? Han grinte lidt, den havde den samme farve som rosen.
Han syntes farven passede godt til bilen, og bilen godt til personen.
Han stod stille i kanten af skoven og tænkte over et eller andet, han var dog ikke selv helt klar over hvad, hans hjerne havde bare besluttet sig for at starte op. Han fik revet sig fri af sin hjernes greb og hoppede over mod bilen. Bilen fik lavet en lyd som fik skræmt Mortis, han fik lavet et lille hop og stoppede op, gik dog videre over mod bilen. Han gik over på passagersiden og åbnede døren, hoppede ind og lukkede efter sig. Bilen var varmere end udenfor, og den blev varmere endnu. Han puttede sig lidt i sædet, det føltes blødt, blødere end den gren han havde sovet på.
"Varmee~" Han smilede under masken, mens varmen langsomt gik ind i hans krop og fik den varmet op langsomt.
Han kiggede på hende "Fortæl mig lidt mere om den her følelse om at noget var galt." det havde fanget hans nysgerrighed så han ville vide mere .

Izobell smilede skævt, da hun hørte hvad han havde sagt. Der var jo varmere i bilen, heldigvis. Varmen bredte sig hurtigt i bilen, og opvarmede hver en lille del i bilen. Der var ingen varme i sæderne, men det var heller ikke nødvendigt.
Hun bed sig let i underlæben, da hun hørte spørgsmålet. For at være helt ærlig, havde hun ikke troet, at han kunne huske det. Inde i skoven havde det ikke virket som om, han hørte efter. “Kan du så ikke tage din maske af?”, spurgte hun forsigtigt. “Jeg ved ikke om den betyder noget, men det kommer da til at blive ret varmt”, det sidste hun sagde, var nærmest kun en mumlen.
Izobell løftede langsomt den ene hånd op til sit hår og førte en hånd igennem det. Hun trak begge ben op på sit sæde og rykkede lidt på sig, så hun havde ansigtet vendt imod Mortis. “Jeg kan godt prøve at forklare det, men jeg ved ikke om du vil forstå det”, hendes stemme var blid. Det hun sagde, mente hun ikke på en led måde. Hun mente derimod, at de tanker hun havde, nok var lidt underlige. Hun håbede inderligt, at han ikke misforstod det.

Han kiggede på hende mens hun smilede, han stivnede dog da hun spurgte om han ville tage masken af "Min... maske?" hans stemme lød lidt nervøs, han var ikke meget for at tage den af. Man kunne høre en svag lyd som han fik lavet da han kørte sine tænder over hinanden. Han kiggede ud af bilen, han var ikke helt sikker ved at tage sin maske af, det kunne godt være at det ville blive varmt med den på, men det ville han kunne overleve.
"Jeg åbner ikke mine øjne så." Han sagde det klart og tydeligt. Tog en dyb indånding og lukkede sine øjne, skubbede forsigtigt masken af og lænede sig tilbage i sædet så hans hoved pegede ud mod bilens front. Hans hud var ikke så bleg som man ville havde troet den ville være, siden han bar en maske.
Han ventede på at få forklaret hvad hun mente med følsen hun havde haft.
"Fortæl bare, jeg skal gøre hvad jeg kan for at forstå." Han satte armene over kors og lyttede .

Izobell betragtede ham lidt. Han virkede ret nervøs over at fjerne sin maske, men han gjorde det. “Det er helt i orden”, sagde hun stille.
Da han nu alligevel ikke kiggede på hende, syntes hun at det virkede underligt at kigge på ham. Derfor rykkede hun på sig i sædet, så hun kiggede ud af frontruden. Benene havde hun stadigvæk oppe på sædet. Uden sele havde hun meget større bevægelses frihed.
Hun tog en dyb indånding. Nu havde han gjort det hun bad ham om, så hun kunne ligeså godt fortælle ham om det.
“Jeg har bare haft den her følelse af at der var noget galt. At et eller andet ikke var som det plejede”, hun bed sig let i underlæben igen. Nu kom det tilbage. “Da jeg kom hjem, ringede jeg hjem til min mor. Jeg tænkte at der måske var sket hende noget. Eller måske Max eller Jess”, det gik op for hende, at han ikke vidste hvem de var. “Max er min lillebror på 10, og Jess er min lillesøster på 15”, forklarede hun. “Men der var ikke sket nogen af dem noget”. Hun sukkede svagt og tørrede sig over panden med sin hånd, meget bevidst om hvor vanvittigt det sikkert lød i hans ører.

Hendes stemme lød anderledes når han ikke kiggede på hende. Han nikkede forstående, selvom han ikke kendte til følsen af at være bekymret om sin familie. Et lille smil kom frem da hun forklarede hvem Max og Jess var, det måtte være rart at havde en familie, som man holdt af.
Den røde lille bil var blevet dejlig varm, han sad og nød den mens han fumlede med masken som han havde lagt i skødet, øjnene havde han stadig lukket, man ville dog kunne se at de kørte rundt under hans øjenlåg. Han fugtede stille sine læber ved at lade sin tunge køre rundt i mundvigen.
"Det var da godt at der ikke var sket noget med din familie" Han smilede mens han satte sig lidt anderledes på sædet "Men det forklare ikke helt hvorfor du var herude i skoven." Han drejede hoved og var næsten ved at åbne sine øjne, men fik dog hurtigt afbrudt det han var igang med og vendte hoved ud mod fronten. Han var ikke meget for at vise sine øjne da han var bange for hun ville reagere som de andre der havde kaldt ham for sindsyg. Han lavede cirkulære bevægelser med han fingre som kørte over hans maske, som om han tegnede et usynligt mønster på den.

Izobell havde ikke på noget tidspunkt fjernet sit blik fra forruden. Hun så derfor ikke da han drejede hovedet over imod hende. Det var kun en svag bevægelse i øjenkrogen.
“Næh... Det gør det ikke”, sagde hun stille. “Men jeg kan ikke rigtig give dig en forklaring..”, hun drejede hovedet over imod Mortis. Hun kunne ikke engang huske, hvad der egentlig havde fået hende til at sætte sig ud i bilen og køre. Og hvad havde fået hende til at stoppe ved skoven? Den lå rimelig langt fra hvor hun boede.
Igen førte Izobell hånden igennem det blonde hår. Der var ikke fugtigt inde i bilen, så hendes hår tørrede nærmest. Krøllerne dog forsvandt ikke af den grund. Hun lod bare blikket hvile lidt på Mortis' ansigt. Det var lidt underligt at se ham uden maske, nu hvor hun havde set ham med den på så længe. Han var ikke grim, så hun forstod ikke helt hvorfor han havde masken på. “Må jeg spørge dig om noget?”, spurgte hun, men ventede ikke på svar. Det gjorde hun sjældent. “Hvorfor bærer du den der maske?”, hun pegede på masken han havde i skødet. Der var en nysgerrig undertone i hendes stemme.

Hvorfor kunne hun ikke give ham en forklaring, han undrede sig over det, men tænkte at hun sikkert bare ikke kunne forklare det..
Han åbnede langsomt det øje som var på den side hvor Izobell ikke kunne se det. Han kiggede ud af ruden, der var ikke noget spænende at se på så han lukkede det igen. Han kunne høre at Izobell rode ved noget, han kunne dog ikke finde ud af hvad det var.
Hans hænder gled stadig rundt i cirkulære bevægelser på hans maske, han kunne føle en ujævnhed som ikke plejede at være der. Han åbnede øjet igen da han ville tjekke hvad det var. Idet samme som han løftede masken op havde Izobell spurgt ham hvorfor han bar den, han satte sig op på sædet så hans slbuer hvilede på hans knæ. Han vidste ikke helt hvorfor, han brugte den jo bare mest til hans trylleshow. Han lokaliserede ujævnheden, det var et blad der havde sat sig fast, han fjernede det hurtigt mens han holdte masken oppe. Han sukkede "Det er vel mest for at skjule mine øjne, det gør det også lettere for mig at snakke med folk vis jeg gider." Han tjekkede masken endnu engang for flere ujævnhedder "Jeg bruger den også når jeg laver mine trylleshows." Han smilede kort da han huskede sit første 'trylleshow', han havde bare sidet ved siden af en på en bænk i en af Terrres gader. Han havde taget noget frem, da væsenet ved siden ham havde kigget på ham, det havde bedt ham om at gøre noget mere. Det havde tilsidst samlet en lille flok væsner omkring ham som stod og klappede af de ting han kunne få til at forsvinde og få til at dukke op igen.
Han tænkte lidt over det han havde sagt, han kunne se at han havde undladt en lille vigtig information, "Jeg gemmer mine øjne for folk da jeg ikke er så glade for dem, da mange folk har dømt mig på dem." endnu et suk undslap hans læber, han lukkede øjet og lagde masken i skødet igen. Han lænede sig tilbage i sædet, åbnede det begge øjne kort, men lukkede dem hurtigt igen.

Izobell nikkede langsomt til det han sagde. Hvis ikke han kunne lide sine øjne, var masken et godt skjulested. Hun kiggede ned på hans maske. Der sad et blad på den, og det fjernede han nu. Det var sjovt, hun havde slet ikke lagt mærke til at det var der. Ikke før nu, hvor han fjernede det.
"Okay", sagde hun så, da han nævnte trylleshowet. Hun kunne godt tænke sig at vide lidt mere om hans trylleshows. Det lød meget spændende. Gad vide hvad han gjorde? Var det mon det samme som han havde gjort før? Det samme som han havde gjort med rosen og hættetrøjen.
Izobell rykkede på sig på sædet og lænede ryggen op af bildøren, så hun igen sad med fronten vendt imod Mortis. Det var stadigvæk anderledes at se ham uden masken. Men det var en god forandring. Også selvom han ikke selv lod til at syntes om det.
Hun tippede hovedet let på skrå, imens hun kiggede på ham. Hun nåede lige at få et ganske kort glimt af hans øjne, da han åbnede dem. De havde forskellige farver. Det ene var grønt og det andet var blåt. Det havde hun ikke set før. Ikke noget der bare lignede. Jo, på tegninger, men ikke i virkeligheden.
"Kan du ikke lide dem?", spurgte hun en anelse undrende. Hun syntes da ikke at der var noget i vejen med dem. De var en smule anderledes, men de var da ikke grimme.
"Jeg kan godt lide dem", sagde hun blidt, og sendte ham et smil. Det skræmte hende ikke, selvom det sikkert ville skræmme andre. Faktisk, syntes hun at det var lidt sødt, at han var genert over sine øjne. Det nævnte hun dog ikke, da det sikkert ikke ville falde i god jord hos ham.
Hun rystede hovedet let, så håret faldt mere blødt omkring hendes ansigt. Før havde det siddet lidt underligt, og irriteret hende lidt. "Der er da ingen grund til at skjule dem", bemærkede hun. Selvfølgelig ville det ikke være særlig fedt for ham, hvis folk mistede lysten til at snakke med ham af den grund. Det virkede ondt.