en helt ny dag/aften{Lucas-privat}

Tid: en dejlig sommer aften
Vejr: helt fint/ lidt varmt
Omkring: ikke nogle endnu bare skov
Sted: skoven


Loveday gik stille rundt i skoven, hun kunne godt lide at gå rundt i skoven, men det havde hun osse gjort i mange år, hun gik og sang højt og klart hun var ligeglad om nogle hørte hende, hun var god til at synge og det ville hun ikke ligge skjul på, hun havde levet siden tidernes morgen og det var meget lang tid at bare gå rundt i, men hun havde ikke andet at gøre, det var bare at komme videre, hun havde miste mange gode venner i gennem årene og det gjorde hun tit meget trist at tænke på, da hun savnede dem alle sammen

//sang: https://www.youtube.com/watch?v=V-3KJFirdbo//

Så stop dog, så stop dog så STOP DOG! Lucas hoved var ved at springes. Sang, hvem var det, der gik og sang, råbte og skreg, uden nogen form for sans. Det var jo på ingen måde ... Han skar tænder, og mærkede hvordan hans øregange nærmest brændte. Lucas var iklædt hans normale sorte jakkesæt, med den hvide skjorte, gyldne manchet knapper, sorte bukser og blazer, samt sort slips. Man måtte jo vise, hvem man var, og måske mere vigtigt, hvor meget magt man havde, og magt var penge, ihvertfald i det 21 århundrede. Lucas stod, i en af dem mange lysninger, han havde søgt ud i skoven, i håb om at finde ro i sit sind, få til til at få vendt tankerne. Og så gik der kræftædeme nogen rundt og sang. De blå øjne gled over kvinden. "Hør her, min kære ven, jeg ved ikke hvilken drømme verden du lever i, men det ville være yderst elskværdigt af dem, hvis de ville tie stille, ser de, de har tydeligt ikke modtaget sangundervisning i operaen, og derfor så forstyrrer deres sang faktisk enormt. Tusind tak" Han drejede om på hælen, hvorefter han begyndte og gå frem og tilbage henover lysning, som han havde gjort hele tiden, også før han havde hørt hende. Vendte og drejede problemet i hans hoved.

hun stoppede da en snakkede til hende, hun kiggede rundt og fik øje på en mand"buhu surt for dig du bestemmer ikke over mig"sagde hun bare og forsatte, hun sang vidunderligt ville andre nok sige, hun havde kun kigget kort på manden på grund af sine øjne, det var ikke til at se hvilken race hun var, men hendes øjne ville afsløre hvilke elementer hun kunne styre lidt, hun havde en kjole på som var en form for blanding imellem ildrød og havblå, hun havde osse sko på i samme farver

Lucas standsede hans tankerække, og række blikket imod hende. "Min kære frøken, jeg vil yderst gerne løse det her diplomatisk, men jeg må informerer dem om at jeg har midler til at få dem til at tie. Se nu her, er det et spørgsmål om penge?" Spurgte han, og rakte ned i hans lomme, check hæftet og en kuglepen lå der som altid, penge var magt, og der var magt i penge. Derfor holdt Lucas meget af begge dele. Men nok mest magten de gav ham, man kunne vel sagtens kalde ham magtsyg, man kunne også kalde ham paranoid, tvangs tanke patient eller hallicinativ eller megaloman. Men det var en helt anden side af sagen.

Lucas betragtede hende, han var fløjtende ligeglad med pigebarnet, hun måtte vel for pokker snart tie stille? hun kunne da ikke synge SÅ længe... En sang tog vel cirka... 2-3-4 minutter? vurderede han?

hun begynde at grine over hans spørgsmål"næh jeg klare mig fint med det jeg har"sagde hun, hun var stoppet med at synge, hun begynde at gå videre, hun nynnede stille for stille for selv, hun tænkte ikke på penge eller magt de to ting var helt ligegyldige for hende, hun klarede sig fint med ikke så mange penge og ikke noget magt, hun lignede bare en pige på de 18-19 år, men hun var meget ældre, men hun havde ikke så meget viden når det kom til stykket, hun kiggede hen på manden"penge er ikke alt"sagde hun og gik så lidt videre, hun kiggede væk fra ham igen, hun viste ikke om han havde set hendes øjne

Lucas rystede på hovedet, med det at hun nu ikke sang mere, var han tilfreds. Han begyndte at gå frem og tilbage igen, stirrede ned i jorden. Var det urimeligt? Var de to senatorer en for stor udfordring, Damia, skyggedæmonen der sad evner om ens psyke, og hvis også en mindre skare af blodtørstige mudderblods væsner, og så naturligvis Ahngel, hvad end han var, måtte han rydes af vejen, langt væk, han måtte dø. Dø før nået andet, dø hvis han skulle have den mindste chance mod Malakel... han stjal hans opmærksomhed, og han var helt forgabt i ham... Når nu de begge vidste at det var ham! Lucas trak vejret dybt ind, sukkede. Masserede sine tindinger... Fokus... Fokus Lucas... Fokuser på opgaven, sådan tænkte han, om og om igen.

Hvordan vandt man vampyrerne? Hvordan lagde man styrret ned? Hvordan ... hvordan... hvordan

hun kiggede på manden igen"er du helt okay?"spurgte hun, hun viste ikke om hun ville få et svar af manden som hun ikke kendte, men hun viste heller ikke helt om hun ville kende ham når han kun tænkte på penge, hun trækkede lidt på skulderene, hun gik ned til en å der ikke var ret der langt der fra, hun var ligeglad med manden, hun begynde bare at tage sin kjole af, hun havde brug for et bad og det skulle han ikke stoppe hende i, hun gik så ned i vandet da hun havde fået sine sko af, hun brugte sin evne med vand og fik et hurtigt bad, hun gik så op igen til sit tøj og begynde at tage det på igen, da hun fik det på, brugte hun sin evne over ild, men hun var gået et godt stykke væk fra åen, hun brugte sin evne over ild for at blive tør igen, hun kiggede lidt hen på manden, hun sys han så ud til at tænke på noget, men hun viste ikke hvad det var og fik det nok heller af vide af ham, hendes øjne var slet ikke normale, men det var hun ligeglad med, hun gik hen til åen igen og kiggede ned i vandet på sit spejlbillede, hendes højre øje var blå som vand og hendes venstre øje var rød som ild og hendes hår var langt og brunt

Lucas begyndte at snakke. "Ja... OG nej, ser du, jeg er tabt i tanker." Han vendte sig, og marcherede sig tilbage igen. Frem, og tilbage, frem og tilbage, hele tiden kiggende nedad, ignorerende at hun forlod ham, marcherede blot frem og tilbage mens han talte, fuldkommen uvidende om at hun ikke vidste. "Ser du, det hele handler om hvorvidt man vil lade sig værende næstbedst. Ønsker man at udrette noget, vi kan se eksempler gennem historien, Napoleon, Adolf Hitler, Julius Ceasar. Alle disse har været fantastiske ledere, men har haft ting tilfælles, det sjove er, at ingen af disse levede til at se deres imperium falde. Det sjove er, at ingen af disse tog magten med magt, men med ord." Han rømmede sig, og traskede op og ned igen, hans ord blev lavere og lavere. Næsten uhørlige. "Så vi må... vampyrerne" hans ord blev til en hvislen af stavelser og lyde, som kun gav mening i hans hoved, han snakkede hurtigt, og tempoet gik i vejret for hver gang han vendte sig og traskede frem og tilbage. Hvorefter han stoppede brat. Knipsede med fingrene. Lyset i hans øjne var som dem på juletræet. Men da han endelig så op, var hun væk, helt væk. "Hvor blev hun..." han stoppede, og trak på skuldrene. "Nå ja." kiggede sig en ekstra gang rundt, gad vide om hun lå i baghold? Det ville være kønt, sådan at blive overfaldet i midten af en skov. Men nej, det virkede hun for... fin? til.

"Pigebarn" Kaldte han, og følte ligesom det var hans pligt, af høfligheds mæssige årsager, at informere hende om at nu forlod han stedet. "Jeg går nu, bare så du ved det." og med denne bemærkning kiggede han rundt... Hvor var det nu udgangen var?

hun gik lidt hen til ham igen"er det mig du kiggede efter?"spurgte hun, hendes hår var stadigvæk lidt vådt, men det tog hun sig ikke af, hun kiggede på manden med sine to farvet øjne som mange var løbet for livet for, da mange troede hun var farlig, men det var slet ikke overhovedet, hun kiggede så væk igen, en vind tog fat i hendes hår og legede lidt med det som vinden nu gør, hun tog sig ikke af det"hvad er der endelig med dig og så magt der er ikke det store ved den"sagde hun og trak på skulderene, hun sys det var det store at flipper ud over, hun havde ikke noget magt ud over ild og vand, men det var ikke meget, ellers havde hun ikke noget og heller ikke særlig mange penge, men hun klarede sig så godt hun nu kunne, hun stod ikke mere 2-3 meter fra manden, hun viste ikke om hun skulle være bange for eller hun bare skulle sys han var latterlig

op//

Lucas kunne ikke lade være med at rynke brynene. "Jeg regner ikke med du forstår det, for hvordan skulle du kunne det? du har intet, er intet, så hvordan skulle du kunne forstå det?" hans smil blev kun breddere, for hver sekund. Det var simpelthen umuligt at forstå, hvis man aldrig havde smagt det, det var ligesom kokain, man kunne kun udtale sig om det, hvis man havde prøvet det, magt var lige så, hvis man blot har haft en smule, så bliver lidt aldrig nok, mere vil have mere. Og sådan blev det med, han betragtede de to farvede øjne. "Og bastard er du også oven i køben, jeg troede ikke vand og ild dæmoner parede sig, men på den anden side, jeres slags parer sig jo for et godt ord, så det er der vel intet nyt i" Han trak på skuldrene, og orienterede sig, han mente at have fundet vejen ud, og tog et forsigtigt skridt imod den, og så et par, mere selvsikkert, der var intet mere at tale med dæmonen om. Så derfor kunne man lige så godt smutte... Aftensmad? god ide Lucas... God ide...

hun blev vred over det han sagde om hendes racer og det var ikke så godt at gøre hende sur når hun ikke var i nærheden af vand for så var det ilden der tog over med hendes evner, begge hendes hænder var fyldt med flammer, en ild kugle slog ned foran manden, hendes venstre øje lyste op som 1000 flammer i en mørk nat"du skal ikke sige sådan nogle ting om min familie vampyr din slags er meget værre end dem jeg kommer fra"sagde hun vredt

op//

Lucas standsede, drejede rundt på hælen. Tog et skridt imod hende, og så et til, ogget til, indtil han stod få centimeter fra hende. "Lyt, kvinde menneske, jeg kræver en undskyldning. Tro mig, du vil lide en forfærdelig død, hvis du ikke lære respekt, ikke nødvendigvis overfor mig, men du må lære din plads her i livet." smillet blev en tak mere koldt, og de spidse tænder kunne nemt ses. Måske skulle man være på den sikre side? Han søgte i sit hoved, fokuserede, koncentrerede på at opgaven, og hidkaldte enhver form for autoritet, enhver form for vampyrisk evne han havde, og fyldte sin mund med den, inden den væltede ud, som var den vand. Hans evne, dominans, magten over andres viljer. 5 ord. En enkel kommando, der måske ville rede hans liv? og måske lære denne kvinde noget om lydighed og respekt.
"Jeg forbyder dig at angribe"

inden han nåde at sige det sidste gik der ild i en stor del at det sted de var i, hun stoppede med sin ild evne,hun gik ned til åen og brugte sin vand evne imens ilden rasede ukontrolleret rundt, hun samlede en stor mængte vand og slukkede ilden med det, hun angreb ham ikke, hun slukkede ilden, men der var mere end vand nok til at slukke ilden, hun samlede det igen og puttede det tilbage i åen og ned til fiskene, hun gik så hen til ham"det er dumt at sige sådan nogle ting til mig slipper jeg min evne kan du se hvad der sker den sætter ild til alt der er tørt og brand farligt"sagde hun og skulle til at gå


//tilfreds nu?!/

//Ja, for nu siger du ikke hvad min karakter gør //

Lucas hævede øjenbrynene, hvad i alverden... Hvad bildte hun sig ind. Han knyttede hænderne, så hans knoer knækkede, bøjede knæene, hans øjne blev smale, og pupiler blev smalle som på en kat, de blå fyldte næsten hele øjet ud, og den sorte kerne gik fra top til bund. Vreden boblede i hans hjerte, han vidste ikke hvem hun troede hun var, men hun måtte lære lidt om hvordan verden hang sammen. Ignorende ilden, tog hans endnu et smidt imod hende, hans vejrtrækning var hæs og raspende, som et rovdyr der var klar til at hoppe på en intetanende gazelle, blot ventede på det rette øjeblik. "Hvad sagde du der?" Han tog et skridt imod hende, det ordentligt var pludseligt en smule hult, når hans ansigt og kropsholdning var så dyrisk. "Du... Giver" snærrede han, hans stemme kunne have tilhørt den fra en hund der ikke var blevet fodret hele livet, og havde fået at vide at kvinden foran hende, havde en lækker bøf i inderlommen. Truende. "Ikke... Ordre... Forstået Bastard?" For hun var jo en bastard, når man ikke var helt af noget, uren, i blodet, så var man en bastard.

"det skal du heller ikke hvis du ikke vil havde at hele skoven brænder ned"sagde hun, hun slappede mere af, hun kunne ikke angribe ham da han jo havde sagt det og det nok var en del af hans evne, men hun var da osse ligeglad, hun havde lige reddet skoven og hans liv med med stor sikkerhed, hun blev bare stående og kiggede på ham, hun lagede hovedet en smule på skrå og gabte lidt"ups undskyld"sagde hun og holde sig for munden og blev færdig med at gabe"jeg er vist lidt træt efter det med ilden"sagde hun, hun havde brugte en helt del energi på at holde en store mængde vand sammen, hun kiggede så på ham igen, hun viste ikke hvad der fik af ham, hun kende ikke til så mange 'nye' ting, kun de fleste gamle.

"Skoven kan rende mig" Hvislede han vredt, og betragtede hende. "Det her handler ikke om... hvad du vil... Det handler om, at du lære din plads, det handler om, at du lære hvem man kan tillade sig at fornerme, og hvem der rykker dig i stykker hvis du ikke snart finder dine manerer frem" forklarede han, og slikkede sig sultent om læberne, mad, dæmon blod, han havde aldrig smagt blandingsblod før, havde hørt mange gode ting om det, at det knitrede på tungen, at det smurte ens indre organer, men også at det skulle smage af jord, og hvordan skulle man kunne gå et helt liv, uden at finde ud af det? Pigen måtte vel for fanden kunne lære at leve med de få krav, ellers blev dette vist hans først mulighed for at kunne smage... Blod... Dæmon blod.

"du skal ikke lære mig noget"sagde hun og vendte rundt på hælene og begynde at gå, det var ikke sjovt når hun ikke kunne drille ham lidt med noget vand for hun kunne ikke få sin krop til det så derfor gik hun bare, hun gik ned til åen, hvor hendes vand evne ville være stærk, men ikke hvis der var ild i nærheden det var en af hendes svagheder også fløjte musik det ville få hende til at falde i søvn og det ville heller være så godt hvis det skete, hun lavede noget med vandet, hvis hun ikke kunne angribe ham, kunne hun forsvare sig, hun lavede et tyndt og gennemsigtigt skjold af hårdt vand omkring sig. så hun bare var en lille smule beskyttet

Lucas trak vejret tungt ind, og langsomt, ganske, ganske langsomt. Blev hans øjne normale, hvorefter han knækkede sin nakke, og tjekkede sit ur. Klokken var mange, og det var ved at være tid til smutte. Derfor så han sig om en enkelt gang, for at tjekke at ingen havde set hans lille øjeblik hvor han ingen selvkontrol havde haft.

Åbenbart tilfreds da han ingen kameraer eller andre ting der kunne have fanget det, begyndte han at gå ud af skoven, og efter et par minutter, måske et lille kvarter, stod han ude ved vejen, hvor han prejede en vogn.

//hvis der ikke sker mere, så er det vel det ((out)) Tak for et top nizzle emne//

noget vand bevægede sig ind under ham og holde hans ben fast, hun stod ikke så langt der fra"hvor skal du hen?"spurgte hun havde gjort sit skjold synligt nok til han kunne se det lidt og det var som en rund bobbel, men man kunne godt ødelægge det, men der skulle lidt meget til det da hun var et godt stykke væk fra åen og der var ikke så meget kræft i skjoldet"er du bange eller hvad?"spurgte hun da hun ikke fik noget svar, denne gang var det hendes højre der var mest synligt eller der lyste mest på en eller anden måde som hun selv ikke viste noget om, hun ville ikke lade ham gå sådan uden videre, han havde prøvet at lære hende noget, men hun havde lært nok i den tid hun havde levet i"tro du virkelig at du kan lære mig nogle ting?"spurgte hun, hun havde nu stillet ham 3 spørgsmål, hun forventede at få svar på