Who are you? //Privat: Lucas R.K. Connelly//

Dato: 04-12-2010
Sted: Hotellet Quatre
Tid: kl. 21.00
Omgivelser: Folk, som er på vej i byen, mens andre er ved at tjekke ind.
Vejr: Det er mørkt, det regner, det blæser lidt.
_______________________________________________________________________

En taxa stoppede foran hotellet, hvorefter en dør gik op og en dreng blev smidt ud, drengen landede i en vandpyt, hvorefter han kiggede vredt op på en person, som sad inde i taxa'en, men som man ikke kunne se. "Nu gør du, som vi har aftalt." lød en dyb stemme fra taxa'en, hvorefter døren blev smækket i og taxa'en kørte fra stedet og noget vand sprøjtede over på Nimhithe.
Nimhithe rejste sig op, hvorefter han rettede på sit tøj, han sukkede. Han syntes, at det var en smule køligt, men nok fordi han var våd. Han gned sine håndled, de var ømme, fordi de havde været bundet så længe, det irriterede ham en del, at han var blevet fanget for at blive solgt til en eller anden, som han ikke kendte.
Nimhithe skubbede døren op til hotellet og gik indenfor. Der var varmt indenfor, men der var også en del mennesker. Han trak sin hætte over hovedet, så folk ikke ville betragte ham sådan. Han gik hurtigt ind i en elevator, hvorefter han trykkede på en knap. Han havde fået at vide, hvilket værelse, han skulle op til. Nimhithe vidste ikke rigtig, hvad han skulle tænke, dog begyndte han at blive en smule nervøs.
Dørene i elevatoren gik op og Nimhithe gik ud af den. Han kiggede rundt, men der var tomt og dødstille på denne etage, hvilket undrede ham bare lidt. Han gik ned langs den ene gang, mens han holdte øje på numrene på døren. Han stoppede op foran en dør. Han kiggede tøvende på den, inden han løftede hånden og bankede på.

[Sorry, blev grebet. :D]

Lucas stod foran sit spejl og betragtede sig selv. Hvilket var en af hans yndlings måder at få tiden til at gå på, forestillede sig selv som konge, som caesar over hele Di morga, en titel han var mere og mere sikker på han ville bære, for hver dag der gik. "Lucas..." mumlede han, hans fornavn havde altid stået i kontrast til hans efter og mellem navne, der klar bar preg af at være fremmede.

Han var iklædt en hvid skjorte, sort vest, samt en sort blazer og sort slips. Man måtte for alt i verden ikke se alt for udisiplineret ud, folk ville jo tro han var en anden lasseron, og det var ihvertfald ikke det han at signalerer. En sidste gang strøg han sig over det blonde hår, måske var sideskilningen for meget? for nazi agtig? Men nej, orden, orden måtte der være. Hans tankerække blev dog brudt af et hårdt klonk på dørens side. Han smilte, et smil, hvor man lige akkurat kunne ane de spidse kanter på hjørnetænderne, vampyr.

Han gik med fast skridt imod døren, og på vejen hapsede han et vinglas, fyldt med en lettere tykt flydende væske i, mørkerød, og makaber, medmindre man selvføgelig var en af nattens jægere. Han åbnede døren, som enhver anden vært smillede han bredt. "Godaften min kære, du må være..." Ville "slaven" være lidt for fordomsfuldt. "Min gæst" smillede han bredt. Hvorefter hans isblå øjne gled over hans, og standsede så. "Men kære ven dog, du er jo gennemblødt, kom indenfor, så finder vi noget tørt tøj til dig!" han åbnede døren på vid gab, måske var det lidt for teatralsk sådan at vise hans suite frem, men på den anden side, hvad var ideen ved kvalitet, hvis man ikke kunne fremvise den?

Nimhithe stod lidt og tribede ude for døren, inden den gik op. Han betragtede personen med sine grønne øjne, som havde åbnet døren, han havde nær tabt underkæben, men kunne dog beherske sig. Hvor? Hvad? Hvem er han? Mon han har nogen forbindelse til min tidligere herre? Han minder så meget om ham, dog minus håret. Nimhithe synes, det var lidt skræmmende, at denne mand havde så mange ting tilfælles med sin forrige herre. Dog forblev hans mund lukkede. Han trak også lidt i ansigtsmusklerne, da han blev kaldt for kære, det var der aldrig nogen, som havde kaldt ham.
Nimhithe trådte indenfor, da døren blev åbnet helt for ham. Han måbede lidt over suiten, han havde aldrig set nogen bo så luksuriøst. Han trak sin hætte ned, nu da han ikke følte, at andre kunne kigge på ham. ”Du kan takke din jæger.” var det første, som Nimhithe sagde, hvilket var en bemærkning til, at han var våd. Man kunne godt høre, at han ikke var helt tilfreds med den behandling, som han havde fået. Han gned endnu engang sine håndled.

Lucas sagde intet. Han drejede blot om på hælen, og gik væk. Der gik omkring 20-40 sekunder, så var han tilbage igen, over den ene arm, bar han et håndklæde, og over den anden, et miskmask af stof, og hvis man kiggede nærmere, anede man tøjets positurer. "Her!" Han rakte håndklædet frem imod ham, blødt og varmt. Ganske vidst mærkede Lucas selv intet at dette, men det var da ikke første gang han havde dødelige gæster. Permanent. Han smillede bredt, og lagde tøjet på et af de mange små borde. En hvid skjorte, sorte presse foldede bukser og et slips. "du kan bare smide dit gamle tøj ud... Jeg skal nok sørge for at holde dig ordentligt påklædt i fremtiden" igen luskede han af, denne gang i lidt længere tid, søgende efter menu kortet for roomservice, han benyttede det ikke selv, da han hverken spiste eller drak, så derfor havde han forlagt det, men efter et par minutters søgen, fandt han det, og med en triumpherende ansigtsmine, vendte han tilbage. "Aha! Her, så bestiller du bare hvad du ønsker... Vi kan jo ikke have min gæst bliver behandlet dårligt? Vel?" Han smillede bredt, og gav ham et kluntet klap på hovedet.

Nimhithe kiggede efter manden, han gad vide, om det var hans nye herre, han havde nemlig ikke set andre. Så min nye herre, minder mig om min gamle herre. Et lille smil viste sig på hans læber, ved tankerne om sin gamle herre, som han havde slået ihjel. Han rodede let i sit hår, som ikke rigtig var blevet våd, men var dog en anelse fugtigt. Hans opmærksomhed blev igen fanget, da manden igen kom tilbage med et håndklæde og noget tøj. Han fangede den hvide farve blandt tøjet og bed tænderne sammen, dog sagde han intet og tog i mod håndklædet, det var varmt. Da vampyren luskede væk igen, begyndte Nimhithe at smide noget af tøjet og tørre sig med håndklædet, så han igen kunne føle sig tør. Han lagde håndklædet ovenpå sit gamle tøj og gik hen til det rene tøj, som var blevet lagt til ham. Han skar ansigt, mens han tog bukserne på. Han foretrak sine sorte jeans, han følte sig nemlig ikke tilpas i bukserne. Han havde lige smøget buksebenene op, da bukserne var for store, da manden kom igen. ”Har du ikke nogen jeans og sort skjorte i stedet for?” spurgte Nimhithe og kiggede lidt på bukserne, hvorefter han samlede skjorten op, han tog den ikke på, men kiggede bare på den.
Nimhithe tog også i mod menu kortet, han kunne mærke, hvor sulten han enlig var, da det havde været et godt stykke tid siden, at han havde fået spist noget.

Lucas stirrede på ham, og hvis man kiggede efter, kunne man se dyret i ham. De spidse tænder blev en anelse mere synlige, pupilerne trak sig sammen, til små kattelignende sprækker, som var en rovdyr der stirrede på sit byttedyr, ledende efter enhver svaghed eller fejl der måtte være, kun for at springe på den. "Du vil iføre dig det tøj... Ellers kan du tage mål til en kiste med det samme" Hvislede Lucas ud imellem tænderne, som en slange der snoede sig om drengen, gik han tættere på, og med et set, greb han fat i drengens arm, hvorefter han med den anden tvang den hvide skjorte ned over hovedet på ham, han slap armen og greb fat om kæben på drengen. "Du VIL opfører dig ordentligt... Er du med?" hvislede han, og tungen spillede over de tørre læber. Sulten kunne ses i hans øjne, ikke efter blod, men efter magt og orden. Og når denne lille dreng nægtede at adlyde, måtte man tage hårdere metoder i brug. Lucas nærmere sig drengen, deres ansigter var nu kun få centimeter fra hinanden. "Ellers skal jeg personligt sørge for at du bliver solgt til en varulv... fuldmåne... sulten varulv..." Blikket stirrede ind i hans.

Nimhithe trådte et skridt tilbage, da han kunne ane, at manden nok ikke havde fundet sig i hans spørgsmål. Han lagde også mærke til tænderne, som blev en anelse tydelige. Og så ligner han alligevel ikke min forrige herre. Han bed tænderne sammen, da vampyren tog fat i armen på ham og tvang skjorten ned over hovedet på ham. Han fandt sig virkelig ikke i denne behandling, dog måtte han finde sig i det, da det jo åbenbart var hans nye herre. Da vampyren tog fat i hans hage, kiggede Nimhithe bare vampyren i øjne. Hans øjne udviste en lille frygt, dog var der også noget andet at skue, måske mod eller lidt trods? Nej, de ligner ikke hinanden. Ham her er betydeligt mere dominerende og vil sikkert ikke finde sig i alt, som jeg kan finde på at sige. Nimhithe fortsatte med at kigge vampyren i øjne, truslen om varulve rørte ham ikke, han havde ’ordnet’ sådan en før. Og så ville han ikke vise sin frygt, da det nok ikke ville hjælpe nogen. ”Javel, men..” begyndte Nimhithe, men overvejede, hvad han skulle sige, ”Vi har måske forstået hinanden.” sluttede han så.

Lucas slap ham hurtigt, og smillede venligt. "Fantastisk.." sagde han med en lille drenget kant, som om hans dag ikke kunne blive meget bedre. "Kan du selv binde dit slips? og fik du kigget på det mad?" Lucas vrede var borte som dug for solen, som om han var en helt anden person, dette var naturligvis langt fra sandt. Lucas lod sin ene hånd stryge over hans kind, nærmest kærligt, som om han kærtegnede en elsker... eller måske en hund, hvorefter han betragtede hans nyeste slave med de isblå øjne, interessant. "Du må undskylde hvis jeg er hård ved dig" hans stemme var øm, som om han virkelig mente det, som om han følte anger, eller som om han havde gjort noget som dybest set ikke var okay med hans egen moral kode. "Men... hvis vi nedsætter nogen regler til at starte med, nedsætter nogen krav til hinanden, så kan vi spille samme spil, og måske lære hinanden bedre at kende..." han smillede på en drenget måde, og tænderne gled ganske forsigtigt tilbage, sulten var slukket, han havde vundet over denne unge dreng, og var derfor mere end godt tilfreds med sig selv.
Dette kunne ses i hans holdning, hans skuldre var faldet ned, hans muskler var løsnet op, og han gik fladt på foden. Som om han slappede fuldstændigt af.

Nimhithe vidste ikke, hvad han skulle tænke. Han var jo ikke rigtig van til at skulle tænke sine egne veje, hvilket han jo havde gjort her på det sidste. Da slipset blev nævnt vendte han blikket mod det, som lå henne på bordet. Han skulle have et båndet slips om halsen. ”ehm.. Ja.” mumlede Nimhithe og kiggede ned på menu kortet for at tænke på noget andet og for at komme udenom emnet med slipset, ”En kyllinge sandwish vil være fint.” besluttede han sig for og kløede sig i nakken, han anede ikke rigtig, hvad det andet var, men det overlevede han vel nok, da han havde tiden til at finde ud af det.
Nimhithe fik et mindre chok, da hånd strøg over hans kind. Han kiggede igen op på sin nye herre. Det kom lidt bag på ham, at vreden var forsvundet, men det advarede bare Nimhithe om, at han skulle være varsom. Han lyttede til hans ord og så, hvordan vampyren begyndte at slappe af. Jeps, han kan blive farlig. Han nikkede lidt til hans ord, dog uden videre at sige noget. ”Jeg bliver for resten kaldt Nimhithe.” halvt præsenterede han sig, da det nok ville blive lettere at holde en samtale, når de kendte hinandens navne.

Lucas nikkede forsigtigt. Hvorefter han pegede imod en telefon der stod på bordet. "Ja du kan vel selv ringe og bestille" sagde han med en stiv stemme, og nægtede at se direkte på telefonen. "Jeg skal sgu ikke have noget med den slags at gøre" hvislede han med et vredt blik imod telefonen og kunne mærke hvordan frygten for teknologien blev større og større. Den slags lort havde intet godt med sig, intet overhovedet.

Lucas nikkede. "Jeg går udfra du kender mit fulde navn... Men Lucas er ganske fint imellem du og jeg" forklarede han, og så forsigtigt på drengen. "Jeg går udfra du kan sove her i bygningen? hvis du altså har problemer med at sove her?" Han smillede forsigtigt. Og tjekkede sit ur. "Nå. Nihimte... Lad os få en ting på det rene... Hvis du er utilfreds med slave livet.... Så løb." Lucas slikkede sig sultent om læberne. "Og hvis vi ikke finder dig, så kan du betragte dig selv som en fri person" Hans læber skiltes i et smil. En trussel, løb, og vi vil dræbe dig, kunne han lige så godt have sagt. Men, på den anden side, så var der noget sjovere ved at få dem til at tro at de ku slippe væk.

Nimhithe blev lidt forundret over, at han selv skulle ringe, men han trak på skulderne og gik over til telefonen. Havde han haft med teknologi at gøre, siden det faktisk blev en del af verden, så han kendte til mange af tingene. Han tog røret af på telefonen og trykkede på noget, hvorefter han kort snakkede med en i den anden ende, som ville efterkomme hans ønske med det samme. Han lagde igen røret på telefonen. Han lagde menukortet ved siden af telefonen, hvorefter han kiggede på vampyren. ”Jeg har ikke noget problem med at sove her.” sagde Nimhithe, han havde alligevel ikke noget sted, hvor han boede fast. Og han glædede sig faktisk til, at han skulle have et behageligt sted at bo.
Nimhithe tænkte over hans ord et stykke med, men heller ikke længere, meningen gik op for ham. ”En lille hemmelighed, som jeg gerne vil dele med dig. Jeg har levet, som slave hele mit liv.” sagde han med et lille smil. Han undgik dog detaljen om de sidste par år, hvor han havde levet frit. Og hans chancer for at flygte, ville nok ikke være specielt store.

Lucas smillede. "Der kan man se... hvilket forfærdeligt liv at leve..." det var nok mest til ham selv, Lucas kunne simpelthen ikke forestille sig være slave, på ingen måde kunne han se sig selv som slave, men det var måske det der adskilte ham fra de andre. "Hvordan er det? Ønsker du ikke frihed?" spurgte han, og overvejede kort at slå en handel af med drengen, det ville motiverer ham til at arbejde hårdere, hvis hans frihed stod på spil.
Men på den anden side, så havde han jo købt ham, du gav jo heller ikke en hamster frihed, det var vel det samme her? Lucas trak en stol ud ved et af de små sofa borde, og satte sig selv på en af de andre, en klar gestus. Sæt dig. Kunne han lige så godt have sagt, men valgte at lade være, det her virkede mere høfligt, og derudover så var der vel ingen der forbød ham at blive på et fornuftigt basis med sine ... Slaver. "Så, har du selv valgt det her? og har du gjort dig nogen tanker om hvilke... tjenester jeg vil udbede fra dig" Et grumt smil bredtes over læberne.

Nimhithe gik hen og samlede slipset op og lagde det om halsen, da han ikke kunne finde ud af at binde det. Han kunne ikke rigtig gøre andet, end at smile over ordene. Han kløede sig bag øret og fik øje på stolen, som Lucas havde trukket frem. Han kiggede lidt på den, inden han endelig fik taget sig sammen til at sætte sig på den. Han kiggede lidt på Lucas et overvejende blik og tankegang, han vidste ikke rigtig, hvad han skulle tænke eller føle lige nu. ”Efter 2062 år, som slave, så er det en vanesag. Ens tanker og handling bliver næsten bestemt af ens herre, og tiden til fritid, var der aldrig noget af. Altid en ny opgave, som lige skulle klares. Fritid/frihed/kald det, hvad du vil, er først lige noget, som jeg har smagt på.” forklarede Nimhithe, og han vidste godt, at det ikke helt var noget for ham. Han så lidt på Lucas, inden han ville fortsætte med at sige noget videre. ”Jeg ville ikke kalde det 100 % frivilligt.” mumlede Nimhithe og gned sine hænder, han huskede stadig den lidt grove behandling, som han havde fået. Han svarede ikke på spørgsmålet om opgaverne, han havde prøvet en del i forvejen.

Lucas nikkede eftertænksomt. Betragtede ham, hvorefter han gav et lille spjæt, måske en kendelig for menneskeligt, da der blev banket på. Med 4 hurtige skridt var Lucas foran døren, som blev åbnet, og han tog smillende imod drengens mad. Bad tjeneren skrive det på regningen, og blinkede med det blå øje, inden han smækkede døren i ansigtet på ham. Han drejede om på halen, og gik tilbage til sin stol, hvor han satte sig, og stillede drengens tallerken på bordet foran ham. En fin sølvtallerken hvorpå der lå drengens prefererede mad.

"Har du aldrig overvejede frihed? Altså... Jeg har altid været betaget af det at være fri" han snussede ind, som om selve luften havde hans næste sætning, og han blot behøvede indånde den. Han trak vejret, og lod de isblå øjne glide over ham. Grønt og blåt. Egentligt to pæne farver, der bare ikke gik særlig godt i spænd. "Så... vær fri? Lad det være min opgave til dig, vær fri! Hvis der er noget du mangler, så kom til mig.... men ellers, så prøv at bryde mønstret, dette er en ordre" det sidste var ikke blot et statement, men var underlagt kraften fra Lucas evne til at udstede kommandoer, som næsten ingen kunne modstå.

Nimhithe kiggede på Lucas og blev selv en anelse forskrækket, da det bankede på døren. Han vendte sig halvt og så mod døren, da Lucas var gået hen til den. Han kunne ikke rigtig se, hvad der skete, da Lucas stod i vejen, men det så ikke ud til at være noget vigtigt, så Nimhithe vendte sig igen rigtig om på stolen, så han sad med ryggen til døren. Han kiggede dog på fadet, som stilt foran ham. Det var hans mad, som han virkelig havde glemt alt om, men nu, hvor maden stod foran ham, begyndte hans mave at knurre, der var intet at tage fejl af, han var sulten. Han greb sandwichen med begge hænder og tog en ordentlig bid af maden. Han fik ikke engang maden gennemtygget rigtig, før han slugte maden og tog endnu en bid.

”Jeg...” begyndte Nimhithe, men måtte holde inde igen, fordi han havde stadigvæk mad i munden. Han slugte maden og begyndte igen forfra, ”Jeg har aldrig overvejet at være fri. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal lave, når der ikke er nogen, som koster rundt med mig..” Hans ord døde lidt, fordi han vidste ikke mere, hvad han skulle sige. Han tog igen en bid af sin mad, mens han betragtede Lucas. Han glemte helt at tygge sin mad, da han blev temmelig chokeret over denne ordre, som han åbenbart fik.

Lucas hævede et øjenbryn, og rykkede sig let i den stol hvor han havde sat sig. "Hvad er det jeg gør nu? Koster jeg ikke rundt med dig nu? Lytter du slave?" Grunden til den hårde tone var simpel, det lod til at drengen efterhånden til en magtbalancen der var fuldstædnig forskruet. Ganske vidst var magt en essentiel ting at have, men når først drengen tænkte frit, kunne han bruges til noget, en slave uden opfindsom var intet værd, en slave der ikke tænkte frit når han blev bedt om det var intet værd. Men stadig ønskede Lucas en hengivenhed og kærlighed fra alle hans slaver. Måske var kærlighed et stærkt ord. Måske nærmere forgudelse var mere passende. Lucas gav et tungt suk fra sig. "Du skuffer mig" Stemmen var ikke hårdt og kold. Men nedslidt, som om han virkelig havde håbet. Som det hans svar ikke blot var forkert, men udenfor forbedring, forkert på enhver tænkelig måde, uopretteligt.

Han trak vejret ind, og så ned i jorden et par sekunder. "En test så" Han rejste sig hurtigt, og inden længe vendte han tilbage, i hans hænder bar han en tynd og gennemsigtig flaske. Heri lå en kuglepind. Inden længe satte han denne foran drengen. "Få den op." Et smil bredte sig over hans læber. "Flasken skal forblive der. Med andre ord, du må ikke røre den. Eller bordet. Eller på nogen anden måde interferer med flasken. Forsået?" Lucas læber skiltes i et ondt og grumt smil, og en lyst til at pine og plage ungen kom op i ham. Som et blinkende lys på hans nethinde, og lyset måtte omfavnes. Det måtte det. "Ingen mad og ingen vand før jeg har kuglepinden oppe af den flaske" Herefter lænede han sig tilbage i stolen og betragtede drengen. Han trak vejret ikke, han bevægede sig ikke. Hvis ikke det var for de borende isblå øjne der gnavede sig ind i drengens eneste bevægelse. Ville han have været så godt som død.