Dejligt sted... Men... Der er altid et men. //Lucas R. K. Connelly= Privat//

Sted: Quatre
Tid: 20.00
Dato: IRL
Vejr: Lige meget... Det inden for
Omgivelser: Resturanten, informations skrænken, Lobbyen og mennesker.
Tøj: Samme på profil billedet, bortset fra at blusen ikke er grøn i kanten. Har også det lille diadem på.

Der var, som altis et sted fuldt af snakkende mennesker, en smule larm. Angela stod i lobbyen og overvejede at tjekke ind. Hun vidste bare ikke hvor mange nætter, eller om hendes kredit kort stadig havde penge. Tiden var gået så stærkt på det sidste at hun var i tvivl hvor mange penge hun nu havde tjent. Hun så sig omkring og rettede på hendes nederdel. Da hun mente hendes tøj sad okay, rettede hun på diademmet. Hun kiggede igen rundt og sukkede dybt.

Lucas skubbede døren op. Trådte ind, og smillede et bredt vampyr smil, så de små tænder kunne anes i sidderne, hvis du var opmærksom altså. "Godaften D'Herrer, har vi fået ordnet det lille... problem i min suite?" spurgte han med en mine der afslørede at han sådan set var ragende ligeglad, de burde for længst have ryttet ham af vejen, og oven i købet skurret guvlet. Det var simpelthen uacceptabelt hvis der stadig lå et lig på hans gulv. Det grissede sådan.
Sådan set, var liget et hemmeligt uheld, ungen havde startet som et måltid for vampyren, men havde modsagt ham politisk, og Lucas havde... overreageret, en smule. Et smil gled over hans læber da tjeneren hurtigt forklarede ham, at det var helt i tip top stand. "Fantastisk... Jeg vil gerne bede om min nøgle... Lucas Raguel Kain Connelly" han gik op til skranken, og da han ikke kunne helt til, skubbede han til kvinde der stod og rettede på sit tøj. "Flyt dem- og 4029" Der gik ikke mere end to sekunder, og så havde han nøglen i hånden.

Som altid var Lucas stilet klædt, sort jakkesæt, der kun var brudt af den hvide skjorte og den lettere grå vest. Ellers var det sorte på sort. Og så naturligvis de gyldne manchet knapper... Det kostede jo alt sammen, men Lucas nød følelsen af kvalitet mod sin hud. "Tak"

Angela vendte sig om mod manden der havde skubbet til hende. "Hvad faden tror du, du har gang i?" sagde hun vredt. Hendes øjne lynede nærmest og hun havde for alt i verden lyst til at tage hans liv som straf. Det var jo trods alt normalt at en dødsengel kunne tage og give liv som det passede dem. Og lige nu ville det være en god ide, hvis ikke der havde været så mange mennesker.
"Hvad for dig til at tro du kan komme her og skubbe til mig?" hendes stemme afslørede ingen andre følelser end vrede. Denne mand havde ingen ret til at gøre det. Og hvis han havde haft ret til det, havde hun alligevel skældt ham ud.

"Min kære, prøv at kigge på dem selv!"forklarede han med et smil om læberne, og pegede på hende, lod blikket glide op og ned, over hende, og smillede. "Og kig på mig." Han spredte armene ud, så hun kunne betragte ham. Hvis der var noget Lucas udstrålede, med hans lige blonde sideskilning, hans dyre jakkesæt, hans isblå øjne, så var det orden, magt og penge. "Forskellen på os to:" Han rømmede sig, gørende klar til en af hans store taler. Men ombestemte sig. "Jeg kan ikke undværes, de kan! Jeg har alt de ikke har, de er et nul, et ingenting, og jeg" han kom med et kun svagt dækket grin. "Ja, jeg, er alt de ikke er!" og med denne sluttende bemærkning, begav han sig imod elevatoren. Nøglen hvillende sikkert inderst i hans jakke, bag lynlåsen. Hans læber skiltes i et smil. Det var jo sandt? Der VAR jo forskel på ham, og så pøblen.

Angela hævede stemmen. "Du ved ikke hvor værdifuld jeg er. Eller hvad jeg så let kunne gøre mod dig så dit ynkelige ego blot er fortid!" hendes stemme var fuld af trussel, overlegenhed og had. Angela hadede simpelthen folk med så store ego'er at de bare tror de ejer verden.
"Forbandede egoist." mumlede hun og stod bare og stirrede efter ham med hade fulde øjne. Hun gik hen til skrakken. "Angela Blume, rum 4011" sagde hun og fik sin nøgle. Hun klemte den i hånden og gik hen til elevatoren. Hun ventede tålmodigt indtil den kom ned igen, hun steg ind og kørte op. Da hun stod ud af den igen fik hun øje på en. Det var den forbandede mand igen. Et dybt fustreret suk undslap hendes læber.

Lucas klukkede en enkelt gang, hånligt. Hvad bildte hun sig ind? Dumme tøs? Hun var da fuldkommen ubrugelig, udseendet sagde meget om en person, og selv hvis hun var bedre end det, så var hun intet. Han havde jo ikke hørt om hende vel? Altså... Intet. Lucas åbnede døren til sin Penthouse lejlighed, og lukkede dem bag sig, smillede bredt. Hjem, kære hjem. Han knappede sig Blazer op, og smed den på sin stolryg, bag skrivebordet altså, og løsnede det sorte slips en smule, den sorte silkevest med sølvknapperne, faldt næsten i et med skyggerne. Han lod sig dumpe ned i en af de mange lænestole, og fik lempet af hans mange bøger frem. "the art of war" fantastisk bog, han havde læst den tusind gange, men endnu en gang ville da ikke skade? Han slog op, og begyndte at læse, og langsomt, begyndte han at slappe mere og mere af. Skuldrene faldt en smule ned, og de små furer omkring munden rettedes ud.

Angela gik vredt hen til hendes værelse. Hun åbnede døren og smækkede den bag sig. Hun tog elastikken ud af sit hår og fjernede det lille diadem. Hun tændte lyset på hotel værelset. "Dumme egoist. Bare fordi jeg ikke berømt betyder det ikke jeg ikke er værdifuld... Og jeg har da heller aldrig hørt om ham! desuden... jeg har penge, tøj, et hotel værelse og jeg er en dødsengel. Jeg kunne tage hans liv fra ham på to sekunder hvis jeg ville." mumlede hun imens hun gik hen til skydedøren ud til terassen. Hun åbnede døren og indåndede den friske luft. Hun trådte helt ud på terassen og lænede sig op af gelænderet. Vinden legede stille i hendes nu løse hår og hun prøvede at glemme den ireterrende episode der lige havde fundet sted nede i lobbyen.

Lucas strakte sig og gabte. Hans kæbe knækkede, en høj skarp og tør lyd, han så forbavset omkring, og lagde så bogen fra sig. Det måtte være nok læsning for en aften. Han snussede duften ind, hvorefter han åbnede altan døren, og bevægede sig hen til det stereo anlæg der stod på hylden, det tog ham et par minutter af få taget sig sammen til rent faktisk at få teknologien til at lystre, og endnu et par sekunder før han overkom hans frygt for den, det var simpelthen noget for mærkeligt noget, forsvind! Han trak vejret dybt ind, og lod en af disketterne glide ind i anlægget, forventede en eksplosion, røg, noget forfærdeligt! noget horribelt! han lukkede øjnene, ventede, men da intet kom, trykkede han på den lysende play knap, og et tilfreds smil gled over hans læber.. betryggende! det var virkelig dejligt ikke at have et orkester stående, selvom han dog aldrig ville indrømme at teknologien rent faktisk kunne bruges til noget, så smillede han over kvaliteten, lukkede altan døren helt op, og lod sig glide ned i sin kontor stol, nydende musikken. Fantastisk! se DET var kvalitet, ikke ligesom kvinden han havde set i lobbyen, men på den anden side, sådan havde han jo selv været en gang... Måske burde man give hende en chance? sket var sket!

Angela stod og nød de sidste minutter af hendes frihed. Hun kiggede på klokken om hende håndled og så den var 21.25. Hun havde travlt nu. Hun ville gerne gøre et godt indtryk hos sin nye herre og ville derfor komme til tiden, selvom det var sjældent hun gad det. Hun gik ind i stuen i hendes hotel værelse. Hun redte sit hår men lod det hænge løst. Hun udskiftede sin bluse til en med lidt mere stil, en sort skjorte som matchede hendes nederdel, som machede hendes sko. Hun kiggede sig hurtigt i spejlet og konstaterede at hun nok gik an. Mandens ord fjøl stadig igennem hendes tanker da hun skyndte sig ud af døren, låste den og tog elevatoren ned i lobbyen. *Du er intet... Du er et nul* lød det igen og igen i hendes hovede. *Ja og dit ego er så stort at du ikke kan se hvad der sker omkring dig* tænkte hun bare.
Hun steg ud af elevatoren og gik hen til det møde sted de havde aftalt. Alt hvad hun vidste om sin nye herre var, hvor hun skulle møde ham, tid og sted, og hvad han hed.

Lucas rejste sig, fem minutter før han skulle være nede, han lod en hånd glide over skilningen, perfekt som altid, alt andet ville da også være mærkeligt? Han tog blazeren på igen, og tog sig selv et minut eller to til at få orden på sig selv. 3 minutter til han skulle være nede. Nede for at se hans nye slave an, nede for at se det han havde købt og betalt for, og naturligvis, hvis det ikke var i den standard han havde ventet, så forlangte han jo pengene tilbage. Lucas bevægede sig ud af døren, og klikkede på elevatoren. 2 minutter. Med det klassiske ding lød, og med et smil gled han ned, han ventede med vilje i elevatoren indtil den var 1 minut over tid. Så trådte han ud i lobbyen med det brede smil om læberne.

Han var ganske nok sent på den, men stilfuldt. Stilfuldt sent på den. Smilet blev breddere da han bevægede sig imod stedet, var hun ikke kommet? måske kunne han få sine penge tilbage, PLUS lidt ekstra for at have taget hans tid? Så gled hans øjne over pigen fra tidligere, og hans øjne blev til små smalle sprækker. "Lucas." Hviskede han forsigtigt. "Lucas Raguel Kain Connelly" præsenterede han sig, og rettede de isblå øjne imod hende. "Pleasure to meet you" han blinkede drillende, og strakte hånden frem imod hende, kunne ikke lade være, kunne simpelthen ikke. Tungen gled over de blege læber, sultent.

Angela så hvem der kom imod hende. Manden fra før. Hendes øjne blev til smalle sprækker og hun så næsten hadefuldt på ham. Angela fik et chok da han præsenterede sig som den nye herre hun skulle være. Hendes øjne blev store og hun rakte hånden frem og tog hans. "Angela Natalie Blume" sagde hun og nejede stille med knejset nakke som hun havde fået besked på at hun skulle gøre når hun mødte ham. Det hun ikke lige havde regnet med, var at det var den mand der havde behandlet hende så dårligt.
Hun kiggede op på ham og havde taget hånden til sig. "De må undskylde det tidligere Hr." sagde hun stille. Hun så væk, rundt i lobbyen, for at se om hun på nogen måde kunne stikke af. Hun kunne ikke finde nogen udveje så hun kiggede bare hen på hende Herre igen.

"Det er mig der undskylder!" udbrød han inden det sidste ord havde forladt hendes læber. "Jeg antog dig jo for at være... ja, en gemen bums, de må du undskylde min kære!" smillede han, og rørte ved hendes ansigt med hans håndryg, strøg hendes kind. "Har du selv en bolig? eller skal vi gøre plads i min suite? Og hvad med tøj, du kan jo ikke gå rundt i det der!" smillede han, og drejede om på halen, gik imod elevatoren, mens munden kørte på ham, talte i en lang strøm. "en kjole måske, ønsker du selv at købe den, eller skal vi bestille en skrædder? og så har jeg også et par ærinder du må løse, et mindre problem med en vis vampyr nanase, og jeg ser gerne du gør noget ved hende" han trådte ind i elevatoren, og trykkede på knappen.

Han trak vejret ind en enkelt gang, og talte så videre igen. "Hvis du ønsker dit eget værelse kan det arrangeres. Jeg ønsker at kontaktes via breve eller løbere. Email og telefon er uacceptabelt. Du modtager lommepenge en gang om måneden, mod det at du udfører visse opgaver for mig." igen standsede han sin talerække, men denne gang var det fordi elevatoren var nået op til hans suite. Han trådte ud.

Angela var bare fuldt med ham og havde ladet ham snakke. Da elevatoren stoppede trådte hun ud men stod bare stille der. *Kjole...* hun gøs ved tanken. "Jeg har ikke eget hjem, bor et par værelser væk fra din suite." svarede hun og kiggede på ham. *Kjole...* tænkte hun igen og en kriblen løb ned af ryggen på hende. "Hvad skal jeg gøre ved denne nanase?" spurgte hun med selvsikker stemme. Hun kunne jo tage livet fra personen, hvis han ønskede det. "Øhm... det med værelse er op til dig. Jeg vil ikke være til besvær" sagde hun stille.
"Jeg er med på at jeg ikke skal kontakte dig via elektronik, okay. Men hvad er der galt med mit tøj?" spurgte hun og så ned af sig selv.

Han standsede, og så på hende. Tydeligvist forbavset over hendes spørgsmål, hvad der galt... hvad der var galt med hendes tøj?! var hun da helt fra snøvsen? Han sukkede tungt. "Man må stå ud fra pøblen, ikke stikke ud. Forstår du?" Lucas smillede igen bredt, de spidse tænder kun let blottede. "Du lader bare som om du er hjemme." forklarede han og skubbede døren op. "Du kan komme og gå som det passer dig..." Med denne kommentar gik han selv ind, og tændte for stereoanlægget igen, skruede ned, så det kun blev en svag underlægnings musik, og skænkede sig endnu et glas af den røde tykke væske, og nippede nydende til den. "Fantastisk... Nå, Nanase... Altså, jeg er sikker på du finder på noget... Udmyg hende... Få hende til at lide, og så skal dig af med hende... Gør livet så surt for hende, at hun ville ønske hun var død" forklarede han og blinkede med det ene isblå øje. "Indtil du har en ordentlig garderobe selv, så foreslår jeg du ikke ifører dig så... afslørende tøj..." forklarede han med en mine til nederdelen, den var ikke kort, men stadig, det at man bare kunne se benene, hvis det havde været dengang han var barn, havde hun været ... ja, en gadeluder!

Angela så lidt fornæmet på ham. "Helt ærligt, skal jeg gå i knæ lange kjoler eller hvad?" spurgte hun spydigt. Hun rystede på hovedet og gik ind i hans suite og kiggede rundt. Hun lod stille fingrene glide hen over hans møbler. "Hmmm... Det må jeg gi dig. God smag..." sagde hun lavt. Hun vendte rundt og kiggede på ham. "Du ved det sikkert, men jeg er dødsengel. Jeg kan tage folks liv, men ydmyge dem er, stadig nemt, men ikke mit normale job" sagde hun med et smil. Hun prøvede at fokuserer på den stille baggrunds musik han havde sat på. "Hvor synes du jeg skal bo? på mit eget hotel værelse eller på et af værelserne her?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå.

"Knæ langt er stadig for kort... Rigtige kjoler tak" smillede han, hvorefter han slog ud med hænderne. "Hvis du ønsker, kan vi skaffe en seng, eller en sofa eller noget syvende og du kan sove her, jeg sover i rummet der" han pejede på en lukket dør. "Og hvis du har et ønske om at forblive i dit privat liv, kan du sagtens blive på dit eget værelse, det generer mig." Han nikkede genkendende da han hørte dødsengle information, det var en af grundende til at han havde købt hende. "Nemlig, det er ikke dit job, og derfor så bliver du nød til at bruge lidt uortodokse metoder." han smillede, og betragtede glasset, snurrede det mellem fingrene, og smillet blev brudt af glassets væske, der flød ind gennem hans læber. Udsøgt! Fantastisk, kvalitet efterlod altid et mærke! Og dette mærke, var nemlig det man betalte ekstra for! "Tusind tak." svarede han på hendes kompliment, selvom han vidste det i forvejen, så kunne han jo godt sætte pris på, at andre syntes det samme.

Angela fnøs stille til kjole kommentaren. "Det mener du bare ikke... jeg kan jo ikke arbejde i en kjole!" sagde hun protesterende. "Desuden... har du et billede af Nanase? så har jeg nemmere ved at finde hende og gøre så hun ville ønske hun aldrig var blevet født." sagde hun stille med et smil. Hun kiggede nysgerrigt på den væske han havde i glasset. Hun lagde hovedet på skrå og så sig så omkring igen. "Hmmm... Jeg overlever, eller du ved hvad jeg mener, nok ved at bo her... men så skal jeg lige opsige den anden." sagde hun efter tænktsomt. "Hvor mange penge får jeg så om måndeden?" spurgte hun og så meget nysgerrigt på ham. En facade som hun havde fået sat op, skjule de rigtige følelser.

Han smillede bredt. "Standard på 20.000 dollars, og tøj, mad og værelse er betalt af mig... Ved at du udmærker dig på nogen måder kan det hæves." smillede han, og nikkede. "Det mener jeg, og du VIL få syet dig en ordentligt kjole" Så blev der ikke talt mere om den sag, længere var den ikke, han kunne ikke have folk der gik rundt og lignede... ja, den almindelige pøbel, man måtte stå ud, ikke skille sig ud. Lucas trak vejret dybt ind, og nippede igen til blodet. "Fantastisk... Nej intet billede, det må du tage som en del af opgaven" hans smil blev breddere. "Det skal siges, at hvis på noget tidspunkt bryder mine regler, så slår jeg dig ihjel" Forklarede han, og lænede sig tilbage i lænestolen, et afslappet og casual ansigtsudtryk over hans ansigtsmuskler. Som om han administrationen af nye slaver, var noget han gjorde dagligt.

Angela himlede med øjne. "Jeg er død!" sagde hun opgivende. Hun rystede på hovedet og undgik at se på ham. "Intet billede... Og jeg må ikke bruge nettet eller hvad? til at opsøge hende." hun kunne ikke se hvordan hun skulle kunne finde denne Nanase, når hun ingen spor havde. "Kan du oplyse så meget om hende, at du kan fortælle hvad hun laver i sin fritid?" spurgte hun og forventede et hånligt nej fra ham. Hun kiggede på ham og smilte stille til ham. Hun ville give ham noget modstand men ikke være total umulig. "De må undskylde Sir, hvis jeg er umulig. Jeg kan bare ikke se hvordan jeg kan udføre jobbet hvis jeg intet har at gå efter" sagde hun.
"Hvem skal så lave den kjole?" spurgte hun så. "Og må jeg se på imens, give forslag til mønster og farve?" spurgte hun med en smule bedende øjne.

"Det er din kjole, er det ikke? Send regningen til Connelly Enterprices, og så bliver det ordnet af den vej. Jeg sørger for det. Jeg vil se dig ordentligt påklædt næste gang jeg ser dig, eller også ser jeg dig slet ikke... Comprende?" Han hævede et blond øjenbryn. "Hvordan du finder hende er ligegyldigt... Jeg vil ikke have noget med den slags at gøre, men hvis du ønsker at spilde din tid på det, så gør det, det berører ikke mig" Han smillede igen, og slikkede sig om læberne, hvorefter han tømte glasset med en sulten mine.

Man kunne se hvordan hans kropsholdning blev mindre stiv, hvordan hans krop slappede af, og hvordan smilet blev mere naturligt og mere ægte. "Bare rolig min kære, du er langt fra umulig." hans smil var varmt og faderligt, og hans øjne var fjerne. Blodet gled rundt i hans system, og han lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene i et kort sekund. "Kald mig Lucas."

Angela kiggede på ham. "Okay Hr. Jeg mener Lucas." rettede hun sig selv hurtigt. "Jeg skal nok udfører opgaven med Nanase så hurtigt som muligt." sagde hun med et lydig udtryk. "Jeg skal nok bede dem lave kjolen, men jeg kan så regne ud jeg bor på mit eget værelse indtil kjolen er færdig? Eftersom De ikke vil se mig før." sagde hun og hævede det ene øjenbryn. *Bare han ikke beder mig gå med kyse også!* tænkte hun panisk.

Hun kiggede rundt efter et sted at sætte sig. Hun vidste ikke rigtig om hun kunne tillade sig at sætte sig nogle steder, skulle hun sætte sig på gulvet? eller ville det være en fornærmelse? "Øhm... Hvor må jeg sætte mig Lucas?" spurgte hun og så ikke på ham, men ned i gulvet.

Han smillede forsigtigt og nikkede forstående, eller sådan så det ihverfald ud. "Ja, korrekt igen." forklarede han, hvorefter de blå øjne gled i, han burde sove lidt, eller han burde ihvertfald gøre sig til søvn, inden sollyset kom. Lucas blå øjne blev rettet imod hende. "Sid hvor du vil, det rager mig ikke... Men når du forlader dette rum, så kommer du ikke igen før du er ordentligt klædt eller Nanase ikke er mere." forklarede han og så på sit ur, klokken var mange, hvis du spurgte en dødelig, men hvis du spurgte enhver anden, med andre ord, hvis du spurgte Lucas, så var den ikke engang begyndt. Natten. Hans domæne, og det ville den altid være, for natten var født hans, og ville altid være det. Han smillede og slikkede sultent sine læber. Lucas undrede sig svagt over hvor mange slaver han efterhånden havde? Måske burde han gå igang med at udfører planen nu, eller også var det på tid at vente, for Malakel ventede det sikkert nu, gik og var parat.

Angela fandt en stol og satte sig i den. Hun kiggede lidt ned i jorden, hun kunne ikke være bekendt at spille smart eller overlegen overfor sin herre, så hun vidste ikke rigtig hvad hun så skulle lave. Hun kiggede op på ham med sine mørke øjne. "Hvad hvis jeg går ind, sender den email til en skrædder der vil lave en lang kjole jeg kan bevæge mig i og kommer tilbage?" spurgte hun. Hun ville helst være så meget sammen med sin herre som mulig, godt nok var hun besværlig, ond en gang imellem, ja, dødsengel agtig men hun var også loyal.

En tanke slog pludslig ned i Angela. Hun vidste ikke hvorfor hun var blevet købt. Hvis han ville bruge hende til noget stort, havde han nok valgt hende på grund af sine evner. Men hvis han havde valgt hende til at gøre husholdning og/eller underholde ham, vidste hun ikke hvorfor han havde valgt hende til det. "Mester Lucas... Må jeg spørge dem om noget? måske kommer det ikke mig ved men, hvorfor købte du mig?" spurgte hun med nysgerrige øjne.

Lucas nikkede, jo det var vel en meget god aftale, men svarede ikke, hun måtte jo ikke tro han ikke holdt fast på hans ord, men han kunne da ignorerer hendes påklædning. "Hvorfor jeg valgte dem?" Han smillede og slikkede sine læber. "For det første er de en kvinde... Jeg har altid haft noget med det modsatte køn, som jeg ikke kan sætte fingeren på" svarede han, og skænkede sig endnu et glas blod, som han så snurrede mellem fingrene, smilet blev blot endnu bredere. "For det andet, er du en dødsengel, de kræver meget lidt vedligeholdelse, og derudover har de en masse talenter man kan benytte sig af" Han rettede forsigtigt på sit slips og lagde det ene ben over det andet, mens han betragtede hende, de isblå øjne bed sig ind i hende, som tænderne så ofte havde bidt sig ind i hendes slags, der var noget ved deres blod, noget der altid fik ham til at smile, ganske ubegrundet. Men sådan var det nu engang, egentlig en sjov ting, at man kunne smile som en udød, når nu alt lignede noget man havde gjort før, og uanset hvor mange gange man prøvede, så var der ingen grund, det var simpelthen en rest af den menneskelighed, der var i alle, også selvom det menneskelige i ens hjerne forlængst havde forladt en. Så sad det stadig i kroppen. Det at man skiftede vægt når man talte, det at man gestikulerede, alle de ting der skete når man var social... Menneskeligt.

Angela følte at han stirrede på hende. Hun vidste stadig ikke hvad det var han drak, men hun gættede på det var en slags blod. Hun vidste stadig ikke helt hvorfor han havde valgt hende, men hun ville bare spørgre nærmere ind til det senere, måske spørge; Hvad vil du bruge endnu en slave til? eller noget i den stil. Hun kom i tanke om en af de ting englene stod for som slaver; skønhed. Og hun havde hørt at de tit skulle fremvise sig ubeklødt for deres herre, dette var hun meget imod godt nok. Bare Lucas ikke ville det samme med hende, det ville hun ikke kunne klare.
Hun kom i tanke om at han var vampyr, hun havde ikke tænkt så meget over det før, og opdagede at han stadig så på hende. Var han tørstig? Ville han have noget frisk fra hende, istedet for det han drak nu?
Hendes hånd røg op til det sted en vampyr sidst havde drukket fra hende og kom i tanke om nydelsen, ville det være det samme hvis Lucas bed hende? det tvilede hun kraftigt på.