en dejlig aften ved søen-Koota~Privat

T: Aften/nat
V: Helt fint, ingen sne, lidt varmt
O: Ikke nogle
S: Søen
Loveday gik stille rundt ved søen hun kunne godt lide at gå rundt ved søen, men det havde hun osse gjort i mange år, hun gik og sang højt og klart hun var ligeglad om nogle hørte hende, hun var god til at synge og det ville hun ikke ligge skjul på, hun havde levet siden tidernes morgen og det var meget lang tid at bare gå rundt i, men hun havde ikke andet at gøre, det var bare at komme videre, hun havde miste mange gode venner i gennem årene og det gjorde hun tit meget trist at tænke på, da hun savnede dem alle sammen, men det var ikke noget hun gøre noget ved sådan var naturens gang, nogle kunne leve længe andre kunne ikke leve så længe som de gerne ville, men hun ville ikke leve så lang tid som hun havde gjort, hun ville gerne havde nogle af sine venner tilbage det var ikke muligt for hende, men hun ville ikke stoppe med at tænke på dem så de var altid med hende, hun var glad for at de altid var med hende, de var en form for beskyttelse. hun elskede at synge så det gjorde hun meget i, men det var kun i skoven eller andre steder hvor der ikke kom så mange mennesker

Så man til højre, kæmpede en såret fugl for livet. Hvis det var de positive øjne der så, var dette naturens almindelige fase. Var det fortvivlelsens øjne der så, var dette en modbydelig ting at byde så uskyldigt et væsen. Hvis det var fortidens øjne der opdagede, havde den intet mindre end fortjent dette.
Så man til venstre, over den snavsede sten, over den skyggelagte jernstolpe; smeltet sammen med det rustede træværk. Påbelagt en vægt, fra et saldeles tyndt menneske, var da sjælebæreren Koota. De usynlige ar i hans sjæl, satte sig som, Koota Forbryderen. De øjne der havde set for meget gennem de 18 år, fulgte længselsfuldt den grusede sti, imod det andet væsens tilstedeblivelse. Den ungbarlige krop, påklædt af normalitetens ung-voksen klæder, var tynd og en grad ranglet. Armene fejlede dog ikke en dialekt af muskelkvalitet og kun det korte, pjuskede hår, satte tegn på indre svaghed. Uredt og fedtet, gav da hans ansigt, et tegn af usikkerhed og manglende varme. For ikke at tale alt for meget om den manglende tryghed og pleje, var hans fingre da tegn på nutidens hieraki. Forslået og frosne, fulde af sår og små mangler kød. Alt i alt, han var jagtet, om dagen uhyret fra landet. Om natten det sårbare menneske, uden værdighed eller sans for strenghed i stemmelajet.

hun gik bare videre og sang stille, det var noget hun gjorde tit og meget ofte når der ikke var nogle nærheden hun lige kunne se og hun havde ikke rigtigt fået øje på nogle i nærheden af sig, hun kiggede rundt med sine to farvet øjne som mange løbet væk fra, for det var jo ikke helt normalt med øjne som havde hver sin farve og da slet ikke så forskellige så derfor var hun meget ude i skoven for ikke vække for meget opmærksomhed i byen

Det fortærede blik faldt på pigen. Hendes øjenfarve hverken shokerede eller overraskede ham. Hovedet lænede sig ned og det sorte hår faldt ned over hans øjne, billedligt talt. Indeni var tankerne mørke og tomme, kun en svag gråd gav genlyd, en kvindes gråd. Eller.. Det var nærmere et barns gråd, ikke ældre end 15, ej heller yngre end en 4 årigs. Lyden fra de kedelige små slag, fra skoens sål, der dunkede imod den løse grusjord; gav endnu engang genlyd sammen med den fortrængende hovedpine, der dunkede i samme niveau.

//tilpasser mig dine længder ^^//

hun kiggede lidt rundt, men hun kunne ikke se noget, hun sys hun kunne fornemme noget, men det var nok ingen ting alligevel, hun begynde så stille at synge lavere, så det var nemmere for hende at høre hvis der skulle komme nogle i nærheden af hende, hendes krops temperatur begynde stille at stige uden hun tog sig af det, hun var ikke i nærheden af vand lige i øjeblikket så det gik godt med at styre lidt ild, men hun kunne ikke styre den til fulde og heller ikke vand evnen hun osse havde