Ghastly //Daianna//

Sted: Havnen
Vejr: Gråt og koldt
Tid: 22.56
Dato: Den 5 december
Omgivelser: Tomt

Vejret var gråt denne aften. Det overraskede ikke Ahngel. Det gjorde vejret så sjældent og det kunne i sidste ende også være ligemeget. Han kunne ikke mærke ubehaget fra den bidende vind eller følelsen af at mangle den smule varme der skulle til for at understrege det.
Han sad på toppen af den nedlagte auktionshal. Der havde vel ikke været fisk solgt derinde siden Ma'lakel gjorde en ende på freden. Man kunne ikke sige at Zane dengang havde fuldbyrdet et ondt imperium på noget øjeblik. Ahngel var dog ligeglad. Kaos var hvad der gav hans verden en smule farve.. om farven så skulle være rødlig fra millioner knækkede nakker og knuste hjerter, var et fit. Han havde alligevel ikke oplevet andre farver. Han bar en lang sort frakke af tyndt læder og der indenunder en dybrød skjorte og almindelige sorte bukser, hvor den lille sølvrim var fastspændt og let reflekterede det dunkle lys. Den lille scene i Abbadons tronsal gav kort genlyd og Ahngel lukkede de blodrøde øjne halvt i, kiggende imod det grå hav med et tomt udtryk og en ligeså tom følelse. Det var kun ganske få dage inden han måtte tage afsked og selvom han ikke indrømmede det, pinte det ham i en vis grad. Pokker stå i det.

En ung smuk kvinde stod foran denne bygning med hovedet rettet op med den fremmede som hun dog kendte navnet på. Øjnende på denne kvinde var lukket forsvarligt i, og lige nu kunne man ikke mærke hendes tilstedeværelse, da hun omhyggeligt havde brugt sin evne til at skjule sig. Hun smilede lettere ondt for sig selv. Kvinden havde en sort jakke på der gik hende til knæende og dækkede halvdelen af hendes hals, den var omhyggeligt lukket for at den kolde vind ikke kunne komme ind, under denne jakke havde hun en kort hvid kjole, og et halssmykke der ligeså var dækket af jakken. Der var intet der dækkede hendes ben, dog havde hun nogle sorte sko på fødderne, selvom det var sjældens at hun havde noget på fødderne.
Hun brugte ikke lang tid på at komme op på taget, og da hun stod der tog det sin tid før hun gjorde noget.
De syregrønne øjne kom til syne da hun åbnede øjende, og afslørede en vis sindssyge dog var de utrolig smukke ligesom hende, og man kunne nu mærke hendes tilstedeværelse. "godaften" kom det sødt fra hende, stemmen var klar og ren, og ville snøre et hvert menneskehjerte sammen.

Det tog et par sekunder før Ahngel vendte blikket fra havet og en smule bagud, så pigen ville kunne se hans ansigt i profil. Fejlfrit syntes hans ansigt at være... til trods for de ar der kunne skimtes hvis ens nattesyn var optimalt. Huden var hvid som marmor og hans hår var langt, til lidt under dennes skuldre og det var ravnesort som havde natten vævet trådende dertil. Hans øjne der lagdes på hende, ville meget vel sende et kuldegys ned af ryggen på den braveste udyrsjæger. Røde som blod var de og spillende som var kernen oplyst en ægte blodpøl og trods den varme farve der skilledes ud fra dennes ellers farveløse skikkelse, så var blikket koldt og lukket. Ulæseligt var det, men fyldt af genstande der ikke kunne tolkes, som var det et fremmed sprog eller skrevet i runer. Man kunne ænse, men ikke se.
"Bonnenuit." hvislede han stille... Som hans blik var dragende, ville hans stemme ligeså trænge igennem huden på en og trække i kroppe, som millioner af små tråde der trak imod ham. Dragende og tilogmed hypnotiserende hvis man ikke holdt øje med hvor ens tanker befandt sig. Han vendte atter hovedet imod havet. Skruppeløst om man ville, men han var klar over at denne ingen trussel var for ham.
"Kan du hjælpes?" sagde han i en lidt ligegyldig tone, som dækkede han hårde ord op i en formel opdragelse. Hvad han mente deri var nok nærmere: Hvad vil du mig? ..

Daianna betragtede ham i en rums tid da han, i hendes øjne så ud til at være trist over noget. Men hvad kom det hende ved?... hun skulle aflevere beskeden som hendes herre havde befalet, og helst uden vold, hvilket var den sværeste del af dette. de sorte pupiller i hendes øjne blev langsomt ædt op af den lysende syregrønne farve, der også åd alt andet i øjnende. De lyste kraftigt, og så på en og samme tid venlige og tålmodige ud, men også psykopatiske, onde og forladte ud. Hun smilede for sig selv da hun hørte hans stemme og gik roligt hen imod ham, hun stoppede kort foran ham og lod blidt sine ene hånd køre igennem hans hår, da hun åbenbart syntes at det enten var fascinerende eller også bare var anderledes og pænt. Et sødt grin kom fra hende da hun tog hånden til sig og længe stirrede på ham. "er de den person der bliver kaldt Ahngel?" kom det fra hende. Eftersom hun var hævet lidt over ham, gav det hende rig mulighed for at undersøge ham, og i følge den beskrivelse hun havde fået så det ud til at være den rigtigt person hun havde fundet.

Ahngel lod hende bevæge sig.. endnu. Hans øjne var først rettet på hende da hun stod foran ham, og til trods for at hun stod op og han sad, var det ikke en enorm højdeforskel. Han selv var høj. Ret høj. Omkring de to meter med et meget nøjagtigt øjemål. Hans øjne gled på hendes hænder da hun så skruppeløst valgte at røre ved ham. Hans øjne faldt på hende igen.. tydeligvis uberørt indtil videre, selvom det kolde glimt i hans øjne ikke umiddelbart virkede som noget han gad at rejse sig for at gøre noget ved. Hvorfor skulle han? Hvorfor spilde kræfter på denne?
"Det er mig." sagde han og nikkede en gang til hende inden han rettede sig op. "Jeg havde dog ærligt talt troet at det navn for længst var blevet skiftet ud." fortsatte han. Ahngel.. det havde været hans dæknavn fra før Zanes styrt. Nu var det igen blot et ubrugeligt kaldenavn.
"Kald mig ikke Ahngel så let. Lucifer er mit navn. Lucifer Mort De Sang den trettende." Han gentog sig selv og vurderede hende med de røde øjne, tydeligvis uberørt af hendes elskværdige ansigt og stemme.
Han kiggede afventende på hende. Havde tøsen manerer ville hun sikkert også præsentere sig, men alt andet ku være godt det samme.. Han kunne ikke se hvad han skulle bruge navnet til.

Øjende blev halvt lukket og den sødme der før havde været over hende blev dækket af kulde og had. Tilsyneladende vækkede han minder hos hende, men åbenbart ikke rare minder.
Hun var ikke selv ret høj, så ja han var næsten lige så høj som hende selvom han sad ned, og dog, så lav var hun heller ikke. øjende flakkede pludselig forvirret rundt, og undersøgte ham over det hele, uden nogen grund tog hun et hurtigt skridt tilbage.
Hun rystede kort på hovedet og ventede på svar. da det kom gik hun atter hen til ham "jeg kender dit rigtige navn... men nogle har fortalt mig at de bedre kan li navnet Ahngel... men det er måske forkerte oplysninger?" kom det fra hende, stemmen var nærmest død, dog havde den en smuk og kær undertone.
"de er sikkert ikke interesseret men jeg hedder Daianna" kom det kort fra hende. i følge hans blik var han ligeglad med hvem hun var og nok også hvad hun var.
"jeg har en besked til dig, fra min herre" kom det efter nogen tids pause. Hun hun lod atter en hånd køre igennem hans år og øjende blev lukket da hun trak hånden til sig. Da hun lukkede øjende kunne man underligt nok ikke mærke at hun var der, men man kunne se hende

Ahngel betragtede hende stille.. "Det er ikke hvad jeg kaldes, men hvem der kalder mig." sagde han kort og lod atter øjnene glide op og ned ad hende. "Daianna.." gentog han hende ordet og registrerede navnet. Hun kendte ham, huh? Hvorfor mon? Det vækkede hans opmærksomhed med et gram og han så atter imod hendes øjne.
"Din herre?" sagde han så og nikked en enkelt gang. "Sig frem." Han vendte blikket imod havet igen og lyttede afventende imens en række tanker dannede kø til hans overjeg. Ting der skulle bearbejdes og ting der skulle gennemføres. En besked ligefrem? Hm.. Ahngel lukkede øjnene i efter få sekunder og brat gled der noget over ham der nærmest kunne se uskyldsrent ud. Hans røde øjne og tænderne i hans mund, var hvad der gav ham et monstrøst udseende.. med dem gemt, lignede han et væsen af renere hensigt.. Måske endda en mørk engel af en sort.

"hvis de siger det" kom det kort fra hende. Hun nikkede kort da han gentog hendes navn. Hun kendte ham ikke direkte, hun havde aldrig set eller talt med ham før, men hun havde været slave for en der havde kendt ham , og vist endda kendt ham godt.
"ja Lucas Raguel Kain Connelly… det kender ham måske” kom det roligt fra hende, den smukke og kære undertone var der stadig. ”men det kommer jo ikke mig ved” hun så lidt på ham da han havde lukket sine øjne. Et forsigtigt smil kom frem på hendes læber, og øjende blev blide og kærlige at se på.
Atter trådte hun et skridt tilbage og lukkede kort øjende for atter at åbne dem. Da de blev åbnet igen var de atter psykopatiske og kolde at se på, dog kunne hun ikke helst gemme den blidhed væk igen.
”nuvel” kom det fra hende, og hun trådte atter tæt på ham igen ”min herre betvivler din plads som alfahan her i Frankrig , og vil gerne ha pladsen” kom det fra hende ”han så at sige udfordre dig” kom det fra hende... "det var beskeden"

Ahngel lyttede sagte og sagde ikke noget til at hun var færdig med sin tale. Han ville.. overtage? Et smil pressedes frem og hele gabet af foragteligt spidse tænder kom til syne og dominerede atter hans ansigt med den mørkeste form for humor man kunne tænkte sig. Det virkede nærmest som om at hele smilet strammede den yderlige glatte hud og sendte en række modbydelige rynker om hans læber, som var presset imod det forfærdelige tandsæt.
"Heh.." startede han med et gib, som havde han forsøgt på at holde sin latter inde. Dernæst begyndte han at klukke... mørkt og dybt fra sin brystkasse. Idioti! Ren idioti! Hvem fanden troede han at han var?!
Da brast Ahngel ud i en latter.. høj og metallisk som en bjergrygs ekko og den ville fylde luften med hovmod og tvivl ved sine lyttere.. Et grin der ville få de fleste modstandere til at tvivle på deres værd. Da knejsede han nakken imod himlen. Håret faldt om hans skuldre inden vinden fik fat og slæbte det om på hans ryg. Det stod på i en del sekunder og dæmpede sig så med en morende tone.
"Din herre ønsker at udfordre mig?" Hans stemme klukkede atter. Da rejste han sig op, så direkte på hende med et modbydeligt smil. Sørgmodigheden var erstattet af en dyster morskab. Han rakte da ud og tog fat i tøsens kæbe med et kærligt, dog lettere hårdt tag. Han tvivlede ikke på sin egen styrke og var klar over at han kunne holde hende fast.
"Det er rart at møde folk der kan lysne min dag lidt.." hvislede han bittersødt. "Fortæl din herre at jeg gerne ville lege med ham, men desværre er det ikke så enkelt at overtage imperiet som han tror. Han må finde sig andre ambitioner.." Han klukkede igen. "Han har hverken blodet, historien, eller nøglerne til at føre det ud i livet... Ville din herre, mod alle odds, kunne slå mig i tvekamp, ville det ikke kunne tilhøre ham. Min arving er allerede bestemt... og dette kan ikke annulleres.. Heh... medmindre din herre altså kan se sig selv i live imod 40 millioner vampyrer." Han klemte lidt om hendes kæbe inden han slap med endnu et grin, vendte om og gik væk fra hende med faste skridt.
"En skam du pynter en så naiv."

Hans ondskab morede hende kosteligt. På trods af at latteren nok var hånlig og tilegnet til at få vedkommende til at tvivle på sit valg, så morede det hende yderst. Hendes øjne lyste og blidheden forsvandt sammen med alt det der var sødt. En meget meget meget lav psykopatisk latter kom fra hende. Så herlig ond han var, så fantastisk grusom. Ja det overraskede hende, men det fik hende til at føle sig underlig stolt, hvorfor?... måske fordi hun var beæret over at ha mødt denne grusomme, onde og helt igennem fantastisk mørke person... måske fordi hun var en af den slags ... måske begge dele... eller noget helt tredie.
Den fantastiske atmosfære der kom ved denne onde latter, gjorde hende godt tilpas og hun indånede den med glæde.
Grinet stoppede noget før hans og hun betragtede ham med en form for fryd. Hun rykkede hovedet let tilbage da han tog fat i hende. Dog var hun ikke bange, det var nok en refleks som hun havde fået, efter mange år som slave, hos grusomme mestre, men ikke på den samme måde som han var. Ahngel var fascinerende, stolt rank... og meget værd.
"fornøjelsen er på min side" kom det kort fra hende, men så tav hun da han atter talte. Hun ventede tålmodigt på at han var færdig.
"han har mange tilhængere, men vist ikke så mange som de..." hun smilte kort "blodet er jeg ikke sikker på...historien kender jeg heller ikke..." hun lænte hovedet lidt på skrå da han atter havde sluppet hende "en arving?... må man vide hvem det er ? eller er det fortroeligt?" kom det fra hende...
Hun bed sig kort i læben da han sagde sine sidste ord "så de ville altså gerne ha mig?... eller er det bare en skam at jeg har ham som mester?" kom det hurtigt fra hende, i håb om at han ville stoppe op og svare på hendes spørgsmål. hun gik hurtigt lidt efter ham men stoppede efter et par skridt og bed sig fortsat i læben.

Ahngel stoppede op og mødte atter hendes blik med en herlig ondskabsfuldt morende tone. Hun var vel.. interessant alligevel? Han vendte sig da helt imod hende igen og betragtede hende. "End ikke arvingen ved at denne er udvalgt. Det er fortroeligt, ma chere." hvislede han så og lod smilet dæmpe sig. "Og ja.. Du er uden tvivl spild af god arbejdskraft for en der end ikke har gjort sin historie fuldt ud. Havde det været Di Morga jeg var herre over, havde det været en anden sag. Her ville han måske kunne opnå noget ved simple trusler om magtudøvelse.. Denne Lucas. Heh.. dog tvivler jeg på at hans fysiske styrke kunne udmanurere dette steds herre alligevel." Sagde Ahngel og nikkede med et slangelignende smil. "Men send mine hilsner til din herre. Trods han ønsker at udleve en umulig drøm, så sætter jeg pris på hans opmærksomhed. Et kongehus er intet uden en (Jester xD)" ..

//Lack of krea

En lettet følelse strømmede igennem hende da han stoppede op. Han var for hende dybt fascinerende. "men du er derimod sikker på at arvingen ville kunne klare dette?... og er de den eneste der ved hvem det er ?" kom det kort fra hende. Hun gik en smugle tættere på ham og lænte hovedet en smugle på skrå.
Hun betragtede ham nogen tid inden hun svarede ham, og hun var da på en underlig måde smigret over det han sagde… Men sukkede kort over det, da en tanke strejfede hende ”jeg tvivler på at de synes dette når de ser mig i min … hmmm, ukontrollerede tilstand. Der skal en del til at kunne styre mig ordentligt når jeg er i denne tilstand” kom det let koldt og forhadt fra hende, ikke fordi hun var hverken sur eller hede ham, det var nu nok mest til hende selv. ”så er de interesseret i at have mig eller …?” kom det kort fra hende, hun knep kort øjende sammen, Men stoppede kort tid efter.
”jeg tror neppe at han er interesseret i at være herre af Di Morga, men det skal jeg ikke kunne sige noget om” hendes stemme var atter blevet lidt rolig dog var den kolde undertone stadig at høre
”Er der ellers noget jeg skal fortælle ham ?” spurgte hun og rettede sig op.

Hendes første bemærkninger blev ikke svaret med ord. Han sendte hende et mørkt hemmelighedsfuldt smil i stedet for at vise at dette ikke var noget han havde tænkt sig at betro hende. Vinden fjernede kort det sorte hår fra hans skuldre og skubbede det tilbage over hans ryg med en strygende bevægelse, som havde han kommanderet den. Det havde han dog ikke. han havde ingen magt over det levende. Han tog ganske få skridt for atter at væe meget tæt på hende. Han bevægede atter hånden imod hendes kæbe og tog om den.. denne gang mere nænsomt end før. Ville hun stritte imod blev hans hånd da fastere, men han stolede på at hun ikke tog en kamp op imod dem der tydeligvis var hendes overlegne. Han vendte hendes ansigt, så han betragtede højre side deraf. Hendes bedste side. Det afgjorde han efter at ha vendt den anden side til og lade øjnene ligge beskuende derpå.
"Ukontrolleret er det mest abstrakte." sagde han så.. flængende endnu et af disse smil. Hans øjne lod sig da forandre for øjnene af hende. Den røde farve udvidede sig og udgjorde nærmest hele øjeæblet der var vendt imod hende og den lille pupil blev smal idet hans blik syntes at ligne et opdigtet dyr af mørkets i stedet for den humanoid han normalt var. Det var hans præsentation. Der lå andre ting under hans underskønne ydre. Blikket lod sig stabilisere og han fjernede atter hånden fra hende. "Ingen samling er perfekt uden eksemplarer med skår i siden." Han rettede sig op og betragtede hende, nu med en stum mund.
"Fortæl din herre at han bør læse grundigere på sin lektie."

Hun nikkede, som svar på at hun forstod hvad han mente.
yders interessant, ting man ikke burde vide og ikke skulle vide, var de ting hun helst ville vide, nok ikke så underligt?
Hun betragtede ham atter da vinden havde lagt hans hår om på ryggen.
Så vidt hun kunne se var han fejlfri, ikke noget der ikke skulle være der, og ikke noget der manglede. Men det lagde nu nok til vampyrer... eller ikke?
Hun rykkede sig atter kort baglands da han kom tættere på, ikke af frygt for ham, men en tvangs handling, som var blevet indført i hende da hun var slave for hendes tidligere herre. Dog gik hun tæt på ham igen så han sagtens kunne nå hende, hun strittede ikke imod dog holdt hun hele tiden øje med ham.
"det er det vel?" mumlede hun, og vidste ikke helt hvad han mente dermed, dog havde hun en anelse.
da hans i hendes øjne fantastiske smil kom igen, kunne hun ikke selv la vær med et smile en smugle, dog var det et ondt og psykopatisk smil.
Hendes øjne flakkede igen kort, som om de ikke vidste hvad de skulle kigge på, dog frøs de fast på hans øjne da de ændrede sig, meget fascinerende, for hende...
Hun nikkede til det han sagde, det kunne han vel ha ret i? på den anden side var der nok ikke s¨å mange der ville ha en komplet 'samling' hvid man blev tvunget til at eje en der ikke var perfekt... eller?
"det skal jeg nok"