Why do they keep fight? I don't get it - Daianna Privat -

Sted: Abandonné banlieue
Tid: 23:22 Aften
Omgivelser: Udenfor en gade med en enkelt åben butik, indenfor butikken ligner den en normal, småfattig kiosk med varer på væggene.
Vejr: Køligt udenfor, god aircondition indenfor

Der var fredeligt.. Næsten for fredeligt, efter et par mænds smag, der også så ud til at have fået et par øl for meget indenbords. De gader, der dengang havde været pragtige og farveflydende, var nu bare et par løse sten og en kone, uden at være død, men heller ikke for levende. Festen var for længst feset ud, for den stakkels bygade Banlieue, der ikke ville være andet end resteplads for hjemløse.

En skygge, siddende på en af de tykkere grene, kun få meter fra gadens eneste, stadigt åbne kiosk. Den lyttede, mere eller mere beroliget af stilhedens tag, denne snart forårs aften. Indenfor kiosken, stod den sædvanlige reseptionist, lyttende til døds-metal på ipod'en, skjult i inderlommen for bossens overvågningskamera, der kunne afsløre dette menneskes sløveri. Mennesket nynnede en sagte, til den mere voldelige melodi, så denne slet ikke opdagede braget fra døren, der blev smækket op så hårdt, at vinduet splintredes. En mand af normal højde samt bygning, stod iført sort overalt plus en sok, der kun havde huller ved øjnene og næseborene. Riflens skud ende blev hamret aggresivt ind i væggen, mens at manden udstødte et irriteret grynt, over menneskets liggyldighed over ham. Endelig opdagede mennesket manden med riflen, nærmest flåede ipodens høreapperater af ørene, for at gispe af shokket, imens hendes fødder nærmest faldt hen bag disken. Da manden med riflen var trådt indenfor, var endnu en skikkelse trådt ind i dramaet. Ved et hurtigt glimt, var denne en høj mand i sine 23-26 år, med det flotteste, brun bølgede hår og kun iført en nærmest gennemsigtig silkeklæde om talje, som slyngede sig ned til midten af de øverste lår. Ørene var ikke skjult, så både den forskræmte pige og manden, der havde fået sig et shok og trådt bagud, riflens skud ende pegende truende imod ham, kunne se at han tilhørte elverracen, men de vidste ikke det kun var halvt. Det var de lidt for skræmte og skræbelige til i denne specielle situasions omfang.

Elveren, kaldet Esteban, tog et enkelt skridt imod dem begge. Smilet var venligt og indbydende, og selve hans udstråling, fik menneskene til at slappe helt af. Pigen glemte at hun var ved at blive berøvet og selve røveren glemte at han skulle til at røve butikken. Manden tog sin sok af hovedet af, var halvfed, lidt for grim og lidt for betændt ved det ene øje. En sikker afstamning fra at glemme at vaske hænder, efter en alene aften derhjemme, uden andre ting end den lave hæse stemme fra sig selv og et par sveddråber ned af kinden. Elveren standsede og så undersøgende på dem begge. Hvorfor skulle de ellers så pragtige væsner, altid slås? Han rystede sagte på hovedet med en skuffet tone fra læberne.

Et psykopatisk og hysterisk grin skar igennem de dæmpede toner, og fyldte de gamle gader med frygt og gys! da grinet stoppede, blev gaderne atter tavse... denne gang mere tavse end før! nærmest skræmmende tavse.Ud fra lyden fra dette grin, virkede det som om at ejeren ikke længere havde nogen opfattelse af verdenen, eller hvad der var rigtigt og forkert. Hvilket var ganske rigtigt.

Endnu havde der ikke været et offer som var 'godt' nok til hende, og selvom de syregrønne øjne for længst havde ædt pupillerne og øjenæblet op, havde hun ikke fået blod denne aften... eller net?
Øjende flakkede rundt og der blev hele tiden snus ind i luften for at afsløre et muligt offer.
Et stille og forskruet smil masede sig frem på hendes læber da hun hørte lyden af splintret glas. Det var en der var i fare... hvor sjovt! Når der nu endelig skulle gå menneskeliv tabt så skulle det gøres med stil!
Igen kom det psykopatiske og hysteriske grin fra hende, og det kunne nu tydeligt ses at trådene i hendes hovede ikke sad sammen ! Og at hun nu nok var blevet tortureret til denne tilstand! dog et eneste ryst på hovedet fik hele historien om rædslen til at forsvinde. Hun stod ude foran kiosken og betragtede røverriet, det hele så ud til at ende skrækkeligt! hvilket var perfekt i hendes hovede! Men da en høj skikkelse kom ind af døren gik rædslen i opløsning, og reaktionen fra Daiannas side var en dyb knoren.
Hun rystede på hovedet og lukkede øjende, samt stoppede sin knoren. Hun gik hen til døren hvor elveren før havde trådt ind. Da hun kom ind af døren så hun vidunderlig smuk ud, en lang hvis kjole viste de perfekte former, det var som skabt til at forføre og hendes skulder var ladt bare, og uden stropper. Hun holdt øjende lukkede og lignede en skrøbelig skabning der kunne gå i stykker ved et vindpust. Hun så uskyldig ud at man næsten skulle tro at hun var engel. Og da hendes øjne var lukkede lignede hun lidt en blind. Det virkede næsten som om hun ikke var der, og alligevel kunne man se hende. Hun lænede sig hovede en smugle på skrå og virkede ganske uvidende "godaften" lød det fra hende, hendes tone var mild og skrøbelig, men alligevel var der noget galt med den.


//undskyld tiden ! håber det er langt nok! men det er lidt besværligt for mig at skrive så langt ! ^.^' //

Halv Elverens dybblå øjne gled nænsomt over omgivelserne, indtil de endelig låste sig fast til denne gudeskønne kvinde, men noget var tydeligvis galt. Imens at de 2 mennesker stadig stirrede på de to væsner, overnaturligt smukke i deres syn, lagde Esteban bare hovedet på skrå og tænke sig lidt om. Hans sorg blev erstattet med nysgerrighed, hans medlidenhed med åben venlighed. Den ene hånd, flyttede sig sagte op til de brune tråde, der langsomt flettede sig ind i de lange, slanke fingre.

Kvinden, sandsynligvis Dæmon, havde en slags skjult undertone.. Hendes -godaften- påvirkede hans rolige og mere gemytte holdning, han fik lyst til at løbe, lyst til at skynde sig væk fra dette væsen. Hendes mere blide ansigt, lagde dog tyk tåge på bekymringerne i ham, så han valgte at stå stille, overveje det næste træk. Alt dette, imens at menneskene gloede på hinanden eller de to blandede racer overfor dem.
Esteban trak vejret sålsomt, lod tungen og lungerne føle og fyldes med den friske luft, der kildede begrundet sin mindre kulde. Han stod og fik fastlagt én ting; han havde ingen grund til at holde sit enkle svar tilbage, selv ikke for en Dæmon.
"Vær Hilset, Dæmoninde" Ordenen kom ud som en hvislen. Betynget med en mørk skygge, som kun elvere, dværge og dæmoner samt djævle forstod. Vampyrene ville se de ord som vrøvl, ligeså meget, som de to mennesker, der gloede uforstående på hinanden, stadig paralyseret af de to andres mere storslåede, pulserende, aurafrigivende tilstedeværelse.
Hendes skønhed, han kunne kun lige få øjnene fra det, huskede på det hun gemte bag den. Det livsfarlige instinkt, hun bar som en dragt, men som skjult under tøj og klæder. Han måtte være vaks, ikke falde for hendes overdådighed og lettere blide smil, der fik menneskene til at slappe af, intetanende om hendes indre, virkelige sind, der kun ønskede dem død eller et liv som forrådnede slaver. Han gøs let, tog et meget elegant skridt bagud, glemte at holde på fornemheden, men det var svært, når man altid havde været vant til at gøre det på den måde. Reagerede ikke på den reffelbærende mand, der åbenbart var ved at huske sin situasion og mangel på penge. Penge der skulle redde hans datter og kone, hvor begge lå syge og der ingen medicin var til dem, hvis ikke denne aktion lykkedes..

Et tåbeligt forsøg på håb om liv og tegn på frelse.

//Det helt ok! ^__^//

I sit liv havde hun set mange elvere, og andre skabninger, men han var umådelig ren og smuk, det gik hende en smugle på nerverne at noget kunne være så rent i sind, når hun ikke kunne, og ikke havde haft mulighed for det. Hun var ikke blevet spurgt, hun var blevet tvunget, tortureret og hjernevasket til det såkaldte monster hun var nu. Hun rystede tankerne væk med en blid bevægelse og virkede igen 'ren'

Hun drejede hovedet over mod de 2 mennesker men åbnede ikke øjende, da det nok ville afsløre en del af det hun 'fejlede'. Et blidt, forførende og venligt smil spillede frem på hendes læber, det kunne ikke tydes om det var falsk eller ej. Men igen var der noget galt med det? og igen kunne man ikke finde ud af hvad. Hun havde lagt mærke til at han havde reageret en smugle på hendes tonefald, men dette tonefald kunne ikke rigtig laves om på. Ordene som kom ud af hans mund fik hende kort til at trække sig en smugle tilbage, da det havde vækket enkelte minder som ikke skulle vækkes. Dog forstod hun dem...selvom det var på et anderledes sprog. Hun nejede kort for ham, men ikke spichelt dybt, bare som svar til at hun havde hørt ham. Hun bevægede en hånd op langs siden og kinden og derefter ned over halsen og igen på plads, i én forførende bevægelse. Hun vidste hvordan man skulle få opmærksomhed, og hvordan man skulle bruge den. Smilet falmede en smugle men masken blev holdt på trods af mandens ynkelige forsøg på at skaffe penge til sin familie, som egentligt kunne rage Daianna noget så grusomt!
På trods af at hun havde lyst til at dreje halsen om på denne mand holdt hun sig lige så fint i skindet, og havde kun svagt tegn af noget var forkert ved hende. "hvad har menneskerne gang i?" lød det forførende dog venligt og blidt fra hende, men igen var den underlige undertone der, den der fortalte fremmede at noget var galt ved hende. Ordene lød nærmest som om hun var blind men havde vel på en eller anden måde vidst at der var 2 mennesker?


//godt x]//

Esteban overvejede det sekund hun nejede, at flygte og efterlade disse mennesker, men kunne ikke. Benene ville ikke rykke sig, hænderne holdte sig slap ned langs hans krop og de dybhavs blå og småt foruroligede øjne, var simpelthen som limet til hendes ansigt og dens bevægelser. Han vidste, at hvis han bare angstrengte sig nok, kunne han løbe hurtigere end de 3 andre kunne nå at registrere. Tanken blev hurtigt slået over til noget mere lig ham, noget venligt og rent, noget man ikke kunne finde i en Dæmons eller Djævels sind.

Han drog endnu et betrykkende suk, øjnene var igen fyldt med spørgsmål og dog stor grad af venlighed, inden at han hurtigt kastede et blik på menneskene. De mennesker han havde glemt alt om, den omverden der var som forsvundet, i de minutter han bare havde stået og kigget på hendes lukkede øjenlåg og lettere forskruede smil. Hans eget ansigt var ikke imponeret af hendes ellers über professionelle forføriske toner og bevægelser, selvom han følte noget prikke i underlivet, som nok indikerede han var af såkaldt han-køn. Endnu gloede menneskene optaget på dem, dog ved at vågne op af deres såkaldte, hypnose.

//Kreasvigt....?//

Igen førte hun en hånd op langs sin side og ansigt, og ned over sin hals og så videre ned langs hendes kurver, i én forførende bevægelse, som kun var lavet for at få ham til at stivne, og blive. Hun trådte et lille skridt frem så hun var endnu tættere på ham og hvis han rakte ud efter hende ville han kunne nå. Et forførende og venligt smil spillede hen over hendes læber og forsvandt igen. *så ren, så smuk... sååå velduftende* hvislede en stemme i hendes hovede, som næsten rev planen ud af hendes hovede, og igen kun lod psykopaten være tilbage! Dog holdt facaden ud til.

Hun lænede atter hovedet på skrå, og så ret så spørgende dog forførende og sød ud? Kun for at få ham til at stole på løgnen ! Hun var egentligt kommet for at se et mord, og afslutte det ved at lave et mord til 2 ! men nu var denne blanding kommet... med blod så velduftende, at hun måtte eje det! det var både fantastisk 'maling' og fantastisk 'mad'. Men mon ikke hun kunne gøre ham til nytte inden ? Hun drejede hovedet i retningen af menneskerne, og smilede til dem, dog uden at vise hendes hjørnetænder. Et blændende smil der kunne få næsten en hver til at tro på hendes løgne... det ville kræve stor selvdisciplin at se væk fra dette smil. Hun vendte igen hovedet imod blandingen "hvad hedder de?" hendes stemme var meget forførende dog blid, den underlige tone var der dog stadig? og det var svært at regne ud hvad der var galt med den!
Hun trådte endnu et skridt tættere på ham så han nu uden besvær ville kunne nå hende, der var hun lige akutart nok plads imellem dem til at en anden person kunne stå der.


//det går nu nok ! x] //