Long time no see ~~ Lucas R.K.C(PRIVATE

//Starter 00:00 22/12/10

Tid :: 00:00

Omgivelser :: Ikke lige den store mængde af folk, faktisk.. temmelig forladt? fordi hæren har været der.

Sted :: Metroens ende punkt, lidt ude for Terras centrum.

Vejret :: Mørk himmel, fuldmåne der blot hyler efter sine varulve, og smuk belysning over den ellers så belejrede by?.


Små pumps kunne høres over det lidt knækkede gulv, mens et smil havde spredt sig over de mild pink farvede læber af Kajikas, mens det lange hvide hår var sat op i en stram knold, de isblå dådyr øjne der en gang havde været årh så nuttede, så nærmest dræbende ud ved at se på dem, som en isdronning eller sirenes.
Hun havde isklar hud, skindende og glansfuld, med porcelæns kulør dog ikke for tør kridt hvid i hendes hud.
Kroppen var i bedre form end den nogen sinde havde været, men det spillede ingen rolle. Kajika havde en stram hvid og sølv farvede dragt på, den hjalp hende med at styre hendes telekinese mere og avanceret, den var der dog os til vis hun sku i krig med nogen af disse forbandet ? fransk hærede tingester der ville komme efter hende, men hvorfor dog lige hende vis det var?, hun havde intet at byde dem end ikke sympati til denne nærmest allerede fordærvede by? af et råddent samfund fyldt med blandinger og mennesker væsner og ikke væsner?. Denne by var dog alligevel i sin egen helhed chamerende så længe de franskmænd ikke fyldte den!?.
Hun gik stille over det smukke gulv der var malet rødt og sort af krudt og blod, der havde været hård kamp og man ku se nogen animagus var skud, dog...
ku der os lugtes rådne vampyr lig, der var fordærvede væk?, nye vampyr racer var kommet til denne by, nye som Vlad? men... nu når byen havde aller mest brug for det? var Lucas mund. *Nej det kan han ikke* et smil strejfede hendes læber endnu en gang og de perle klare tandsæt af et par hugtænder syle spidse, blev blottet i et kort øje blik i det, kajika gik langsomt hen til en af de døde lig der bar en smuk sølv pistol dog ikke ægte sølv. Hun smilede lidt i det hun betragtede den.
Hun tog den stille i et hylster ved hendes lår og smilede, den passede perfekt der sammen med hendes lille men dog spidse og dødbringende kniv der var som en skalpel. Hun smilede og kiggede stille rundt mens hun prøvede at få tankerne på plads og prøvede at finde ud af helt præcis hvad der var sket? her i nat, havde franskmændene virkelig vundet så godt.
Hun tog blidt fat i en af ligene på noget der ku ligne en krydsning mellem varulv og menneske*sølv kugler...* blodrøde øjne kom hurtigt til syne i de klare blå øjne og hun slap liget øjeblikkeligt uden yderligere tænken"forbandet!" hun bed sig i underlæben og kiggede rundt temmelig aggrasivt*disse børn er alligevel ikke så dumme som man ku regne med, de har lært meget mere på de sidste år, men hvor ...
hvor har de informationerne fra os? at der væsner i denne by* hun så rundt og gik hen til en telefon holder henne i hjørnet med en telefon. Hun så stille på den og tog den op til øret*Hm? ingen forbindelse? har de mund klippet kablerne?* finger strøg over støvet hen af væggene der havde været fra nogen af murens smuldren og krakaleringer her og der?, hvad var der mund sket her nede?. Hun så stille mod Metro toget for at vente?, ville det mund komme... hun ville ind til selveste Terra og se yderligere disse skader an og få sig et overblik over hele situationen.

Lucas stok kunne høres langt væk. Flere minutter før han ankom, kunne rytmen høres. Klonk. Klonk. Klonk. Mest af alt gik han i sine egne tanker, minder, fortabt i minder om hans liv før han blev omvendt.

Livene før hans, hans ædle slægt, hvordan himlen var flækket på midten, og øen Inis Mona var blevet spyttet ud af himlen, lidt nord for den irske halvø. Der ny var en del af Wales. Hvilken forfærdelig skæbne, at falde under engelsk herredømme. Selvom Lucas var født og opvokset fransk, var hans irske blod stadig tydeligt. De høje kindben og de blonde hår var ikke typisk fransk.

Han rettede kort på slipset inden han så ned. Krig. Et nødvendigt middel, og kort stak en lille samvittighed ham, over at han snart ville udløse en krig der ville skabe noget nær det kaos set her, ville det måske være det samme? Ville det ende med hans endelidt? Og i så fald, hvem skulle han betro sig til, hvem skulle have det at vide? Hvor han ville begraves? Hvordan han kunne kaldes tilbage. Lucas Klukkede svagt. Som altid var hans jakkesæt fejlfrit. Hele Lucas udstrålede perfektion, ned til sidste negl, der klippet og maniqureret.

Den sorte stok blev prikket imod et lig. Vampyr. Skudt. Sølv patroner. Halsen. Not a chance in hell.

Et smil gled over Lucas læber. "Se... Min gode venner" Hviskede han, mest til sig selv og ligene. "Det er det, der adskiller jer... Fra mig.." Og smilet blev breddere. Tænderne tittende frem.

Kajika havde hørt den forfærdelige stok? det ku ikke være andre end den høje mandelige vampyr hun så nydligt havde mødt den gang hun sku med en flyver, jah.. det var rigtigt ? som hun havde på en måde frygtet ? Lucas, en yderst flot og magtfuld mand for ikke at huske vampyr når man nu sku ha det hele med?, tja Lucas var det man kunne kalde en vampyr herre eller skaber af vampyr kulter, dog troede hun aldrig at lucas ville skabevampyr til at følge i hans sted?, det var hans blod alt for værdifuldt til at gi væk ku hun vel allerede nu regne ud?, hun havde egenlig ikke lært særlig meget om denne Lucas nu når hun tænkte over det?, og mund... han stadig ku genkende hende?, kajika lignede ej sig selv, mere bleg og kold end før, blottet fra følse? af kærlighed og lyst, hun var en slags maskine på en måde, blot til stede de mest mærkværdige tidspunkter og steder?? vis man ku sige det så vel?.
Hendes blodrøde øjne beskuede nu den høje Lucas der kom og hun ku ikke lade vær med at smile over hans måde at behandle ligene på?, det var vel typisk hans adfærd? dog, hvem ku bebrejde ham?, han var jo deres overmand og alle andre vampyrs overmand for det meste dog? Ahngel ville måske ku sætte kampen op mod ham? .. årh Ahngel sidst hun så ham var hun ved at slå ham ihjel fordi hun ej ku styre sine dumme kræfter?, de kræfter der hjalp hende til at genskabe Zane og pludselig? havde malakel fået tronen, twisted verden hun levede i?, ingen at stole på eller lægge en hånd på skuldren og være allierede med.
Hun kom stille gående mod Lucas med en lang hvid stram jakke med kuldsorte knapper på, lavet med knapperne ved siden af hinanden, 2 og 2. Hun så meget militærisk ud dog med et strejf af mere elegance og mere feminin, dog os kold og neutral. Hun betragtede Lucas i det hun stille sagde"Lucas formoder jeg?"

"Korrekt" Lucas svarede langsomt, som om denne samtale allerede kedede ham. Hvad ville hun? Uanset hvem hun var, så forstyrrede hun, forstyrrede hans tænker. "Hvad kan jeg gøre for dig?" Efter hans inspection af liget, rettede han sig op, og betragtede hende. Kajika De Volkan. Et nytteløst waste of space. Indtil videre havde hun spildt flere år af hendes liv, uden at have udrettet noget større. At holde sig i livet var intet. Så længe som livet var, så længe som hendes liv havde været, havde hun intet udrettet. Blot være tilstede i livets evige cyklus. Han kunne have kastet op.

Lucas rettede på sit slips, og lænede sig svagt imod stokken, de isblå øjne gled over hende, men fandt intet af interesse. Et spild af luft. Ej ikke værdig til at bære titlen vampyr, ej ikke værdig en plads i hans emperium! Hans, Di Morga.
Efter denne halvhjertede replik gik hans tanker endnu engang ud af en tangent. Et ansigt gled op i hans hoved, et ansigt med blodrøde øjne. Hans arving. Hans skæbne, og den der ville sørge for at hans død ikke blev en realitet. Inis Mona. Hans sidste hvilested. Som han stod nu, var kisten allerede igang med at blive konstrueret. Hvis man skulle dø, så kunne man lige så godt dø med stil.

Kajika så lidt på ham og sagde"du kan intet gøre for mig, det ville være.... spild af din tid og min egen med" hun vendte sig let om og betragtede ham ikke, hun ville ikke, hvorfor sku hun dog betragte dette nedværende væsen der så hende som alle andre?, måske burde hun blot ha holdt sig væk fra Terra i første omgang. Hun gik stille væk fra ham og over til trapperne, måske sku hun bare løbe ind til Terra i stedet for at holde Lucas ud"hva laver du så langt væk fra kampen, det ligner ikke dig" hun så sig ikke over skuldren og stemme fortsatte med at være yderst neutral, mens et smil end ikke kunne skimtes over de lidt blege læber af hendes.
Hun var ikke som før, hun var ligeglad med alt og alle for hendes skyld ku de dø, hun var blot noget der gik rundt og svævede mellem liv og død, had og elskethed...
Kajika kiggede lidt rundt og stoppede op ved trapperne? hvorfor sku hun gå, Lucas kunne da skride ?, hun kom først. Hun gik stille hen til side af væggen nær hvor togskinderne var og kiggede ned og sagde"tsk... typisk" hun hoppede ned på skinderne, og den lange jakke fulgte hende. Hun gik stille hen af skinderne og forsvandt mere og mere væk fra Lucas og lyset.
Et lille klips med en lighter og så var ilden pludselig inde i en kugle ? der lavede et smukt dog ? facinerende lys. Hun så stille rundt mens hun holdte kuglen nær sig, hun havde lavet kuglen med ilden inden i dog med luft til, så ilden ikke døde. Men hun havde lavet den ud af sin telekinese og kanalyseret energien helt perfekt dog, sku der ikke meget til at få dette ud af funktion og ødelægge den lille kugle af energi.

Lucas rystede på hovedet. "Jeg, sætter murstenen til mit emperium..." og et smil gled over hans læber. Mere sagde han sådan set ikke, kvinden kedede ham, og han havde set, hvad han skulle. Forsigtigt rullede han med skuldrene og gik imod den nærmeste trappe opgang. Væk fra alt dette, væk fra denne absure skabning. Det var forkert, en ting der så forkert at det burde straffes med døden. Og kort lovede han sig selv, at den slags skabninger ingen plads havde i hans emperie. Hans fodtrin standsede foran trappen. Denne gå tur var ikke en hvilken som helst, det var her han gjorde det klart, gjrode det klart at det var nu, nu krigen begyndte, i røgen fra den sidste ville han slå til. Et smil gled over hans læber. Et bredt diabolskt smil. En mursten lå for hans fødder, og han kunne nærmest se navnet skrevet i overfladen. Malakel. Han hævede stokken og hamrede enden ned imod stenen. Så hvordan den flækkede, og det høje knak lød....

Tiden var inde.

Kajika gik videre temmelig fornærmet, *typisk fyre, hvorfor tror de altid de er så meget bedre, det ikke min skyld jeg halv blods nu!... jeg bad ikke om det næh det gjorde jeg skam ikke!* hun så stille og vredt ned i jorden i det hun sparkede til en af skinderne så den kom til at runde, hvorfor troede alle de var bedre end hende hun var faktisk utrolig stærk i sin telekinese og sine vampyr evner, hun havde trænet hårdt, så når hun skred fra kamp for ikke at dræbe unødvendigt eller fordi hun vidste en kamp ville tage på hende,. hvorfor troede de så altid det var is vaghed hun vendte den anden kind til ?`?.. Hun sukkede let... Lucas var ligeså dum som den franske hær at undervudere en modstander af udseende eller race?, og nogen halv racer var mægtigere end hel racer. dette var jo ikke harry potter for crist sake... men hun ku intet gør.. dette kedet hende allerede og Lucas var gammel i udseende syntes hun*tsk ...* hun gik stille videre og så sig ikke tilbage/out xD.

Lucas tog skridtet, op af trappen. Og langsomt men sikkert skred han op på gaden.

//out//