The wolf always follows the sophisticated. Every single time. ( Lucas R. K. Connelly )

Toget buldrede hastigt forbi stationen. Lyden af skrigende hjul og knirkende metal skar lige ind i de tilstedeværendes kroppe som et tilfældigt lynslag. Parronen, nummer 2, var tildækket i skygger. Mørket omsvøbte enhver ting, ethvert dyr og alt, udover de små lyskegler i de høje, stadigt velfungerende gadelamper. Alt henlå i tyngende sort, ikke bare gråsort eller en dyb, gravende sort. Men en ganske almindelig, enkel sort. Selv edderkoppene kunne skride af helvede til, med deres lange behårede ben, for de var næsten hvide, iforhold til nattens farve.
Længere væk, men stadig på stationens område, knagede en gammel egetræsdørs kæder. De lå som svøbt omkring træet og den metalliske, rustne lås. Hånden, der skubbede den tykke dør til siden, trådte ud i det komplete skyggehav. Allerede inden det næste skridt fremkom for den fremmede, kunne ingen på mindre end 15 cm. ane denne i natteskæret. Hånden blev trukket frem, blev slikket af mørket, med en let kildrende kulde. De gemte øjne blev knebet sammen og kunne næsten overvære en svag hårrejsning. Den var dog alt for lille og ubetydelig til, at det lå sig mærke i over et halvt sekund. Den blege hånd trak sig tilbage fra skyggerne og kulden, for at placere sig i den ene bukselommes stramme indhyldning. Læberne blev trykket sammen og igen begyndte den fremmede at gå, i et hastigt tempo. Den fremmedes lugt svang sig som lokkende tråde, af våd hund. Det kom især fra håret, gennemvædet og ikke ordentligt tørret, efter en lille omgang fra vasken. Det løb klistret ned af ansigtet, halsen og det øverste af kroppen. Det udsendte små vibrationer i hele kroppen, der automatisk satte et par ubemærkede bevægelser igang.
Den fremmedes hånd blev løftet. Baxies hånd. Hendes hånd.
Luften var ikke kølig, fugtig eller på nogen måde varm. Den satte sig som et tykt lag vand omkring hele hånden og imellem fingrene. Den neutrale brise borede sig ind i huden, igennem kødet og lige direkte ind i musklernes knoglemarv. Det fik hende til at ryste svagt, men med lidt anstregning, forblev ansigtets udtryk stramt og koldt. Endnu engang svandt hånden ned i lommen, imens at skridtenes lyd var ophørt, ligeså bevægelsen. Tankerne blev ledt hen på stationens tomhed. Ødelæggelserne, ethvert sted man så. Den klare, dog fordærvede luft omkring og i hende. Den mærkelige stilhed, der fik blodet til at bruse og hjertet til at slå i et nyt niveau, mere larmende og frustrerende.