De høje bjerge, Daianna(Privat).

S ~ Nain des Bjergkæde.
T ~ Det er en lidt sen eftermiddag, deromkring 15.15
O ~ Sten, klipper, bjerge?
V ~ Det er solskin, men med sne rundt omkring.

Manda kravlede i bjergene, han havde ikk været deroppe i lang tid. Så han fik idéen med at sige han tog en motion tur op i bjergene, øvede sig i at klatre som han var god tid hvis han var motiveret nok. Han kiggede rundt da han endelig havde nået en top igen, det var nogenlunde den samme udsigt som det andet sted han var. Han sukkede let og gik lidt videre, det var nu på en måde sjovt at kravle rundt deroppe i bjergkæden. Han havde rent faktisk set klatrer som var taget herop. Det var nok mere en gruppe, en slags skole udflugt? Han så nemlig nogle lidt mange børn, men han kunne ogs love for de var godt pakket ind for sikkerhedens skyld. Han grinede dog lidt ved tanken om børnene, hvis de faldt ville de garanteret ikk kunne komme op da det var. Han kiggede rundt igen, måske var de nået lidt herop af. men nej... Intet grin til ham endnu. Han sukkede let og han gned sine øjne lidt. Han strakte sig og satte sig, tid for en pause på de høje bjerge.

Et koldt fnys kom fra den unge kvinde der stod og så på nogle børn længere nede af bjerget. Hendes krop blev fyldt med væmmelse og hun snerrede koldt fa dem. Hun trak den sorte hætte over hovedet så hendes ansigt blev mørklagt. Den sorte hættetrøje sad stramt til hende, og fremhævede hendes flotte former. i se sorte bukser som hun havde på var der en del lommer, hvor nogle af dem indeholdt knive. Hun havde gået og 'øvet' sig lidt her oppe. Dog var hendes 'øven' stoppet i det samme som hun hørte en børnelatter. i løbet af ingen tid kom hun længere ned af bjerget, da det egentligt var hendes mening at skubbe an af børnene ned, hvilket nok ville forudsagde at flere af dem ville falde ned. Men i sin hast kom hun til at løbe ind i en mand, som kun så ud til at være et år ældre end hende, eller to. En knoren kom fra hende ide hun syntes at han stod i vejen, men hun var nok ved at vælte dem begge ned af bjerget.

Han kiggede roligt da han hørte børnene grine lidt over at have det sjovt. Han kiggede mod det og smilede let, han gned sit hoved og rejste sig igen. Det var vel tid at komme videre. Han kom til at gå ind i en der føltes til at have travlt fordi han var ved at falde sammen med hende. Han stod stille og kiggede roligt på hende. Han forstod ikk hvad hætten skulle til for, eller hvorfor hun hastede sådan. Han lugtede lidt, en dæmon? Blanding måske. Han smilede let og aede hendes blidt på hovedet, "Jeg så dig ikk, men du så måske heller ikk helt mig med ansigtet under hætten?" spurgte han let og smilede. Han ville ikk lyde sur over det da det var unødvendigt. Men han mærkede godt at hans varulve side ville råbe af hende. Hans anden side blev kaldt Black, Black var en levende person. Så Manda var på en måde en skitzofren, men alligevel ikk. Han ville bevise at varulve ikk var aggressive, men han kunne ikk undgå at Black ville gøre noget så han blev aggressiv. Han kiggede på hende, "Havde du tænkt dig at skubbe nogen børn? spurgte han og ville ikk være overrasket over at det var rigtigt over hendes travlhed.

Hun hvæsede af børnene, men så længe på den person hun var løbet ind i, et kort snus fortalte hende at han var varulv, og at hans blod ikke var det mest velsmagende, men måske egnet til at male med?
hun trak sig hurtigt tilbage, da han forsøgte på at age hende, nærmest som om han skulle til at stikke en kniv i hende i stedet. Hendes vejrtrækning blev for en stund hurtig, men den dæmpede sig dog igen. Hun knorede koldt af ham, og trådte et halvt skridt baglands. "det gjorde jeg vil ikke" lød det lettere koldt fra hende, dog på en underlig måde også let skræmt. Der var et eller andet galt med stemmen, noget det ikke kunne tydes sådan bare lige.
Hun skubbede kort til ham, hvad billede han sig ind?
"ja faktisk! og havde du ikke stået i vejen havde det nok lykkedes mig at skubbe en 6-7 stykker ned!" hun knorede igen af ham og lige nu var hun ikke just venlig. *og sikkert også fået noget velsmagende blod, og lidt maling ud af det* tænkte hun

Han kiggede roligt på hende, han var ikk overrasket over den måde hun var på. Han sukkede let og kiggede på hende. Han vidste hvad hun tænkte og det positive for ham var at hans blod ikk smagte som det bedste pga hans varulve gener. Han kunne se på hende hun ikk lige var den sødeste at snakke med, hun talte ogs koldt til ham. Han fandt det unødvendigt at have den venlige tone på hvis hun ogs skulle være sådan. Han kiggede på hende da hun nævnte at vælte små børn og grinede let, "Væltet børn? Hvor lavt kan man mon synke?" grinede han nedgørene kiggede roligt på hende. Han sukkede let, "Men det er bare lige det at..." han fik hende hurtigt op på den ene skulder og gik væk fra børnene med hende. "At jeg ikk lader dig være så tåbelig at synke så lavt som at angribe små børn." sagde han og holdt godt fast så hun ikk ville kunne komme fri.

hvorfor skulle hun være venlig? han havde jo lige stået i vejen for det der sikkert havde været en fantastisk 'sjovt' forestilling! så der var da ingen grund til ligefrem at rose ham for at stå i vejen.
en dyb knoren kom fra hende da han begyndte at nedværdige hende "det havde været sjovt at se på. og børneblod er tykkere end voksnes... der ud over hader jeg børn!" hvæsede hun koldt af ham.
Hun forsøgte straks at komme af ide han fik hende op på sin skulder. Og hendes vejrtrækning blev igen hurtig. Hun slog ham flere gange, nærmest panisk, og alligevel ikke. Slagende var hårde og det ville klart være ubehagelig for ham. "det skal du såmænd ikke bestemme!" hvæsede hun koldt af ham, igen var der en tone i hendes stemme der lød forkert, men man kunne stadig ikke høre hvad der var galt med den!

Han sukkede let, "bare fordi det er tykkere betyder det ikk det er værd at synke så lavt..." sagde han roligt og gik videre med hende på sin skulder. Han reagerede ikk så meget på at hun slog ham, selvom han sagtens kunne mærke det var det ikk ligefrem fordi smerte var det han reagerede på som det første. Han gik videre og kom rimelig langt med dem, han stoppede op og kiggede rundt. Han kløede sig lidt på hovedet, tænkte om han skulle gå videre eller slippe hende. Han valgte at gå videre da hun nok ikk ligefrem ville opgive at lade børnene være med det samme. Han kiggede roligt på hende, "Lige nu er det ikk mig der hænger på en andens skulder, så praktisk talt bestemmer jeg hvad du skal lige nu. Så ti bare stille og slap af." snerrede han af hende. Han havde godt lagt mærke til hendes stemme var lidt underlig, men han ville hellere snakke med hende når hun tog det lidt mere roligt eller var udmattet.

Hun knorede af ham, og langsomt gav den syregrønne farve i hendes øjne, sig til at æde både pupiller og øjenæblet. "jeg maler med det! det er ikke at synke lavt! der er at finde god maling!" hvæsede hun af ham. hendes vejrtrækning var fortsat hurtig, og en lettere nervøsitet bredte sig i hende, af uforklarlige årsager. "sæt mig ned!" lød det skarpt fra hende, hvis man havde i sinde at se på hende nu, kunne man regne ud hvad der var galt med hendes stemme, der var noget psykopatisk i den, der fik den til at lyde 'forkert'.
Små syre dråber samlede sig i hendes hånd, og en stank kom fra dem, "sæt mig ned" lød det endnu en gang. Hvis hun havde i sinde at enten placere syren på ham, eller lade ham indånde de giftige gasser ville det være yderst skadeligt, og over en lidt længere periode dødeligt. "godt nok er jeg på din skulder, men det giver dig langt fra retten til at bestemme!"

Han kiggede undrende mod hende, "Maler med blod? Du ved godt man kan finde en blodrød maling ikk?" sagde han opgivende og så på hendes øjne. Han vidste der var noget galt med hende. Men han ville ikk lade hende gøre skade på dem. Han så hendes hånd og tog fat i den med sin frie han fik fat i begge hendes hænder og holdt dem bag hendes ryg. Han holdt stadig godt fast i hende på sin skulder. "Du kan godt glemme det, jeg ved ikk hvad det er men farligt må det være siden du prøver at bruge det." sagde han roligt og kiggede på hende. Han stoppede efter noget tid. Han var gået rimelig langt med dem og han vidste de andre gik i næsten modsatte retning af dem. Han lagde hende ned og kiggede på hende, "Hvis jeg ikk gjorde det, hvorfor kom jeg så så langt med dig? Vi ved begge du kunne have angrebet og gjort mere modstand end du gjorde." sagde han roligt og smilede let til hende. Han rejste sig og kiggede på hende, "men nu hvor du ikk har børnene ville du så angribe varulven med det forfærdelige blod?"

Hun knorede endnu en gang af ham "det er ikke det samme" hvæsede hun koldt af ham. denne gang lykkedes det ikke at holde hende, hun fik efter at rive få gange løsnet sin hånd "det kaldes syrer, og er dødeligt for dig!" hvæsede hun. hun smilede onde ide at han kun havde forsøgt på at stoppe hendes hænder, hvilket langt fra var nok. Jorden gav sig i kast med at vige til side for syren, ide han pludselig stoppede, og lagde hende ned. Hendes åndedræt blev endnu hurtigere, og hun så nærmest panisk ud. Han fik en hvæsen som svar til sit spørgsmål, og selvom det nu nok var svært at se så flakkede hendes øjne rundt. Hun nægtede at se mere end 2 sekunder på ham af gangen. Ide han rejste sig kravlede hun straks bag ud, som om han var ved at dræbe hende eller ligene. "det er ... er meget muligt lød det koldt fra hende.

Han kiggede undrende på hende, hun så da ud til at være gået fra forstanden eller noget. Hun lignede en der var ved at dø pga en enkelt sølle berøring. Han sukkede opgivende og gik hen til hende, han bukkede sig ned og tog blidt fat ved hendes pande med sin hånd. Han kiggede hende i øjnene, "Hvis du siger hvad der er galt kan jeg godt prøve at heale det?" sagde han som et tilbud til hende. Han vidste ikk helt hvad han kunne gøre for at hjælpe hende, men det var vel bedre end slet intet at gøre når hun nu så så... Så... kunne man sige fortabt eller panisk? Han bed sig i læben og kiggede hende i øjnene, "Du vil af med mig ikk sandt? Så derfor lad mig hjælpe dig og så går jeg hvis du vil have mig til det." sagde han og prøvede at gøre det så enkelt som muligt

en underlig blanding af en hvæsen og knoren kom fra hende da han atter kom hen til hende. Da han atter berørte hende rejste hun sig hurtigt op. Hun tog fat i hans arm og holdt den nede. "det er meget muligt at jeg ser panisk ud!... men det skal du endelig ikke la dig nare af!" lød det koldt fra hende, hun var faktisk en smugle panisk, men det ville være at vise sig svag hvis man indrømmede det. "men tak for tilbudet! det eneste jeg fejler er at jeg er psykopat" et meget lavt psykopatisk grin kom fra hende, ide hun med voldsom kraft skubbede ham bag over, i håb om at han ville vælte. Egenligt ville hun ikke ha at han gik, hun ville dræbe ham, og nyde hvert eneste smerte skrig der forhåbentligt ville komme!

//fortsætte ? X] //