Feels Like Home. ((Faith//Pirvat))

- Faith Javél.

Sted: Lidt ude for Alles gyderne.
Tid: 19:00.
Dato: 27 December.
__

Det stod stadig urørt, selv efter så mange måneder hvor det ensomt havde stået under krigen, så var det ene specielle hus i Terre endnu ikke blevet opdaget eller ødelagt, selv ikke efter franskmændene og deres hærgen.
Det lå en god halv kilometer væk fra de kedelige lejligheds komplekser, lavet af røde mursten, og overmalet med graffiti i en alt for fremtræden farve, der næsten skar i øjnene på en. Selve pladsen der havde været ment til at skulle blive restureret engang i tidernes morgen, var aldrig blevet færdig med, og folkende havde ikke rævet de sidste huse ned, også selvom de mange kranvogne og andet bygge køretøj allerede var blevet kørt væk, så var der stadig små kasser og små materialer der bare stod og rådnede ude på den engang yndige lille vej, der nu lignede en kridt-grav. Der var dybe huller nogle steder, og andet steds var der bare bullet og hårdt. At falde ned på den jord med alle de mange frosne klumper jord der stak op i et spontant mønster, ville uden tvivl gøre meget ondt! Henne langs et rækværk, helt henne i enden fulgte nogle gamle villa huse, der ikke var blevet revet ned da tid var og nu bare stod og rådnede. De lignede noget der var blevet bygget i 1930-40'erne, og lige siden da bare havde stået for at stå. Man kunne sikkert fristes til at tro nogle af dem ville være beboet af hjemløse og andet skidt, men sandheden var at inden af de normale gade folk turde nærme sig det område, for det tredje hus havde engang tilhørt den nuværende hersker over Di Morga, og det hente at han engang hver uge, kom forbi for at gå derind og gøre Gud måtte vide hvad. Nogle mente at han havde slaver derinde, som han spiste, andre at han havde gang i forbudt sort magi som han kastede i grams omkring sig. Men sandheden var en hel anden!
-
Ma'lakel rakte hånden ud efter håndtaget på huset, og åbnede den knagende træ-dør med det blurede glas vindue foroven og en improviseret kattelem for neden. Som han gjorde kunne man straks svagt høre lyden af små poter der tampede over det knagende træ-gulv, og da han trådte ind sad de der ganske rigtigt. Han lukkede døren bag sig så den gav endnu en højlydt knagen, næsten som en ulykkelig sukken. Han satte sig ned på knæ foran dem, satte maden ved siden af sig så det gav et mindre klonk, hvorefter de grønne øjne spejdede ud over flokken. Og så, kom der en meget lav, kildrende lyd fra hans strube. Den var buldrende som et torden vejr men alligevel blød, og nærmest kærlig. Da begyndte flokken at sætte af imod ham, efter at have siddet i den mest perfekte symetriske rundkreds, alle sammen gav den buldrende og dog bløde lyd fra sig og rende imod ham med halen i vejret, og da de nåede ham, var der ikke grænser for hvilke små hoveder der kærligt gned sig op af hans legeme. En rød nussede sig kærligt op af hans ben, imens en lyse grå med hvide poter væltede kælent om på ryggen og miavede, tiggede om at blive nusset på maven, en sort nussede hurtigt hovedet imod ham som et 'goddag', hvorefter den fandt det store sværd på Ma'lakels ryg yderst interessant og halv provokerende så den fik et par gode dask: så kunne den lære det! Der var omkring femten af dem, alle i forskellige farver, og som havde forskellig alder. En lille sort med hvid bliss kravlede legesygt om af jakken på ham, og satte sig på hans skulder for at ryste lidt med rumpen og springe ned på en af sine ældre artsfælder, med et højt miav, som ville den forsøge et Tarzan råb. Ma'lakel smilte, bredt, imens at den bløde buldren fortsatte og han lod fingrende glide langs de små kræ's pels. Det kunne sagtens ses at han var lige så glad for at se dem, som de var for at se ham. Men så, så han op da lyden fra tre små klonk kom, og en stor, fed grå kat dumpede ned fra de tre sidste trin. Dens krop alt for stor til dens ben, selvom den var meget større end alle de andre katte. Den rystede på hovedet, og gav et dovent gab fra sig inden den med et træt og ugideligt udtryk rejste sig og lod en blød spinden lyde fra den også imens den trippede stille hen imod Ma'lakel.
Ma'lakel rejste sig, og gik hen til den meget fede kat, løftede den op og omfavnede den imens at denne dovent strak sine forben, og lukkede øjnende halvt sammen imens den gik i en form for halv sovende extaze af at blive nusset bag øret af Ma'lakel. Han holdt det store dyr oppe med en hånd/arm/skulder, hvorefter han gik hen og greb fat i posen med mad. De andre rejste øre og miavede, imens at de fulgte efter ham ud i køkkenet der lå i midten af gangen, næsten lige overfor den dør der førte ind til stuen. Lige ude var den trappe den fede grå kat var dumpet ned fra.
Han satte posen på det gamle køkkenbord der havde samme indretning som et køkken fra 40'erne ville have, inden han så ned på de andre katte der kælede sig op af hans ben:
,, Slap af.. forkæler jeg jer ikke nok, eller hvad?", et lille smil kom frem dog falmede det, da han så de to mindste der hvæsede af hinanden og rejste børster.
,, Stop det der..", sagde han og rynkede brynende i utilfredshed, hvorefter der kom en lav knurren, og alle katte stoppede sagte med at spinde! Deres øjne lagde sig på de to killinger der med det samme krympede en smule og rykkede sammen i frygt.
Ma'lakels blik formidlede sig, og han begyndte igen svagt at give den afslappende lyd fra sig igen, imens han pakkede ud med én hånd.

Ødelæggelse, kaos, grød og tåre. Visse ting som altid fulde med efter en krig, ting som var uundgåelige, ting der også skete når folk led under noget så grufuldt som en ødelæggende ting, som krig. Sjovt egentlig at tænke på, at over 90% af alle krige nærmest bestod af den grund, at man havde forskellige trosretninger? Anden verdenskrig, udviklede sig på grund af hadet fra Hitlers side til jøderne, krigen i mellemøsten på grund af hadet fra muslimer til kristen og omvendt. Og den helt store grund? Jo, det var nok at man bare ikke kunne holde fingrene for sig selv, og man altid skulle stikke næsen i sagerne hos andre. Dette var kvinden som langsomt sneg sig efter den anden mand, vist et meget godt eksempel på.

Regnen lagde sit tættene lag hen over de mange boder ude på marked, en kvinde med rødt hår, stod lidt og kiggede ned på de mange salgsvare som var til at købe. Langsomt lod en lille rynke danne sig imellem hendes øjenbryn da de gled sammen over det som manden stod og fortalte hende, omkring denne genstand som skulle være så fantastisk. Uden ord, gik hun dog væk fra manden og over mod en anden bod, hvor en ny mand prøvede at sælge hende noget, dog, lige så mislykkes som den første. Hvad hun overhoved lavede her havde hun ingen anelse om, bare tidsfordrive virkelig? Det skulle der jo også være plads til. Et lille gab bannede sig vej igennem læberne, og den smalle hånd blev løftet op for at dække over det, det var jo trods alt gode manere. At hun virkelig havde sådan nogen. Hurtigt blev hånden taget ned, mens en lille hovedrysten blev skabt, da hun skammede sig en smugle over ikke at kunne ligge så basale vaner væk. Langsomt tog hun en smuk sten op i hendes hænder, mens damen som solgte disse sten, gik ud i en talestrøm om hvor vigtig den var for hende at have. Da de ravne sorte øjne langsomt fangede en skikkelse der gik ikke så langt fra hende. Hendes hjerte fløj et slag over, da hun vrissede af sig selv. Det kunne ikke passe, hun smed stenen ned på bordet hvor at kvinden var meget hurtig til at skifte tone over for hende, og begyndte at skælde ud omkring hvor meget det ville koste hende hvis den var gået i stykker. Men Faith var så ligeglad som nogen kunne være, den eneste der faktisk fangede hendes opmærksomhed, var den nye Di Morga's hersker som meget målrettet var på vej ind i gyderne. Faith så sig ikke om to gange, før at skridtene fulde efter Ma'lakel. Dog viste hun ikke engang hvorfor, men hun skulle bare efter ham, se hvor han skulle hen. Havde han fundet en ny? Forhelvede Faith, selvfølgelig har han fundet en ny
Men der gik hun så, efter herskeren af Di Morga, som en gemen tyv der nu
skulle have fat i byttes pengepung. Dog ville hun slet ikke have noget, hun var ikke engang sikker på hvorfor at hun fulde efter ham, men hun måtte bare vide det! Da han gik ind af en dør, stod hun bomstille inde i skyggerne, og tog nogle dybe indåndinger. Langsomt tog hun skridtene der over, og skulle lige til at åbne døren, da det faldt hende for let ind. Hvad nu hvis dette var en fælde. Langsomt gik hun hen mod nogle vinduer, der måtte følge ind i et spisekammer af en eller anden art, hun betragtede det langsomt, inden at hendes fingrenemme fingre langsomt lod sig liste under vinduet og trak det op. Med et hurtigt spring var hun inde på gulvet og havde lukket vinduet igen, nu galt det bare om at komme ind, uden at blive set. Langsomt trissede hun over mod døren som måtte føre til køkkenet, da hendes øjnebryn igen måtte rynkes over de mange mærkelige lyde der kom der fra, døren blev lige så stille åbnet og de ravne sorte kiggede der ind, da synes nærmest lammede hende, over at se... Ma'lakel med en hel bunke katte som han gav mad!?

Der var nogle dåser i den lille indkøbs pose som Ma'lakel havde slæbt med, alt sammen kattemad. Hvordan han så end havde fået fat i det måtte verden vel gætte sig til, men han havde ikke stået i kø i det lokale supermarked for at få dem, det var helt sikkert! Med en hånd rakte han op imod et af skabende hvor nogle små skåle stod i, i nogle matte farver, i rød, grøn, blå og sågar en enkel i en ikke så farvestrålende lyserød. Han havde stadig den fede grå kat på armen da han en efter en fyldte mad skålene op, og lige så stille nussede sin kind imod den grå kat der til gengæld nussede hele hovedet imod ham, imens den spandt lystigt! De andre katte som ikke blev nusset, var både jaloux og sultne, og begyndte at miave, i kor! Som sagde de alle: kom nu! Ma'lakel knurrede lavt ad dem, hvilket øjeblikket stoppede den sagte jamren, og alle femten katte satte sig tålmodigt og så op på Ma'lakel med ivrige blikke og rejste ører. Ma'lakel satte mad skålene ned en efter en, men tog den sidste madskål med sig, der ikke var fyldt lige så meget som de andres men bare det at der var en der blev favoriseret var vel tegn nok på at Ma'lakel havde en yngling i blandt de mange katte. Han så ned på de mange katte der spandt imens de spiste af den dyre fodr. Med et lille smil på læberne gav han en drillende kommentar:
,, Kom så ikke og sig jeg har glemt jer!", han gav et selv bekræftende nik, og skulle da til at gå videre da han så op og fik et glimt af et par ravne sorte øjne der stirrede på ham. Ma'lakel blinkede kort, imens han stod med fed kat i liggende i den ene arm, og en madskål i den anden. Og troede et øjeblik han havde set forkert.

Begge øjenbryn var skudt helt op i vejret af forundring over det hun så, det kunne da ikke passe, kunne det? Langsomt lod hun tungen glide hen over læberne, mens at hun betragtede det forunderlige syn, som hun nok aldrig i sin vildeste fantasi, havde troet skulle være muligt. Langsomt lod tænderne sætte sig ned i kødet, mens et lille smil listede frem på hendes læber, over det han sagde til kattene. Hvis hun ikke havde kendt ham mere end til dette, ville hun havde troet at han var en eller anden sindssyg man som elskede kattene mere end noget andet her på jorden, og han var en eller anden sindssyg forvirret mands person, der troede at kattene kunne tale tilbage til ham. Da blikket blev rettet mod det sted hvor hun stod, flyttede hun sig hurtigt tilbage. Alt i alt, måtte hun konstatere at hun følte sig som et lille barn, der var blevet tvunget af sine klassekammerater til at gå ind i den gale kattemands hus, og selvom at hun gerne ville det, var hun utrolig bange for følgerne. Langsomt rettede hendes blik sig ned mod en lille lodden klump af en sort kat der begyndte at miave helt vil ad hende, hun stod lidt og tyssede, mens hun ikke helt viste hvad hun skulle gøre, og håbede for alt i verden at Ma'lakel ikke ville komme hen og finde ud af hvad det, var som larmede så meget som det gjorde. Hun tog en dyb indånding og bukkede sig hurtigt ned for at samle den lille killing op i sine arme, og håbede det ville gøre tricket og den stoppede med at miave.

Da de sorte øjne forsvandt igen, rystede Ma'lakel på hovedet af sig selv. Han måtte se syner! Der var ikke andre der kendte til det her sted, end ham selv, dådyret, og .... Ahngel ... ikke engang Kilia havde været her, hvilket et eller andet sted forundrede ham, for kvindemennesket havde fandme næsten været over alt. Han så hen på den fede kat og gav et lille smil, imens den bare dovent så på ham og ned på maden bagefter. Han fnys kort med smilet atter malet på sine læber, som for at indikere at han fandt dennes dovenskab underholdende. Dernæst gjorde han noget som man aldrig skulle have troet Ma'lakel ville gøre: .. han sang?! Dog i en halv mumlende tone så man ikke rigtig kunne høre det, og ord som der ikke ville være til at forstå for dem som ikke talte svensk. hans sang stemme var mørk og havde en hæs undertone, ikke dårlig, men heller ikke til at vurdere på grund af det lave toneleje. Dog blev han afbrudt af en af sine katte der begyndte at miave: han genkendte den miaven til at være noget andet end bare jammer! Man skulle ikke kunne tro det, men Ma'lakel kunne faktisk kommunikere med kattene, dog på et meget primitivt plan. Han rynkede brynende og satte den fede grå kat ned, samt madskålen som denne hurtigt farede hen til. Derefter rettede Ma'lakel sig op med et forhadt blik, som vendte han lige i personlighed helt om på sig selv. Han knyttede den ene næve så en lyseblå flamme slikkede sig op af hans hud og lå som et tyndt lag over hånden og armen, han trådte lydløst op ved siden af døden og kunne se katten der sad og miavede af noget, og på samme tid kunne han høre nogen der tyssede på den. Med et drejede han rundt om hjørnet med en løftet knytnæve, der var dækket af et lag flammer, og var parat til at smadre kraniet på hvem end der stod der. Dog spærrede de gylden grønne øjne sig op da han genkendte personen som stod lænd op af væggen, og med blot få sekunders mellemrum, nåede han at ændre knytnævens egentlig mål til væggen ved siden af. Der kom et ordentlig rabalder og væggen blev smadret ind så der kom en bugle på den anden side ligeså, imens at små flammer brande tapetet og fik det til at krølle. De grøn gyldne øjne stirrede inde i Faith's ravne sorte, imens at han stod over hende, med den ene hånd forsvundet ind i væggen, og et hellere... overrasket blik?! Hans vejrtrækning der før havde været nogenlunde normal blev en smule hurtigere, imens at han så på hende, med et forvirret udtryk: som om han ikke vidste hvad han skulle føle ved at se hende. Tanken om hvorfor hun var der, nåede ham ikke engang, han blev.. tom.

"Så hold dog kæft.." mumlede hun stille, lige så stille at kun de bedste øre ville have hørt det hun havde sagt til katten som nu lå spindende i sine arme. Da hun hørte skridtene over mod spisekammeret, var hun sikker på at hun var opdaget, han var på vej hen mod hende, men hvad skulle hun gøre? Hun kunne jo ikke nå at komme ud af døren, hun kunne bare ingen ting gøre. Hun fiskede hurtigt sin pistol op, og rettede der hen over han ville komme hen, da han pludselig stod over for hende. Det hele gik så hurtigt, hun gik hurtige skridt tilbage, og var pludselig presset op af døren, slaget kom ikke så vidt hun kunne mærke på sig selv som et chok, og dog var det ikke noget som hun havde forventet alligevel. Hun havde fået ventet at slaget var lige ind i hendes ansigt, og hun ville lægge med blødende næse, og smadret ansigt. Dog var dette sket mod væggen og ikke hende. Med pistolen direkte rettet mod hans ansigt, og den spindende kat i den anden arm, kiggede hun direkte ind i de gule øjne, total stum. Som havde nogen taget en saks og klippet hendes eller så skarpe tunge af, den mund som altid kunne komme med en latterlig dum replik for at provokere dem hun var sammen med, var bare som syet sammen. Det eneste der fortalte noget var hendes øjne, og den eneste følelse der skinnede igennem, var stor forvirrelse og tomhed. Hun viste intet af hvad der gled igennem hende, ingen ting var til at forstå, bare det øjeblik som gled igennem dem, stilheden. Stilhed før storm? Var det ikke det man sagde. Hun tog en dyb indånding og ventede på at han ville gøre noget, bare et eller andet.

Ma'lakel stod et øjeblik helt væk, som om at han benægtede at Faith stod foran ham og holdt en af hans katte i favnen, med en pistol rettet imod ham til og med. Han kunne på sin vis heller ikke bebrejde hende, de sidste par gange de var stødt på hinanden kunne man knap tolke om de var allierede eller fjender, men de var vel ingen af delene? Ikke venner, ikke fjender, ikke elskere, ikke noget som helst. De delte fortid, der var ikke mere end det?
Hånden der før havde haft bosted inde i væggen blev trukket ud der fra, imens at væggen jamrende klagede og små stykker af mursten og træ faldt ned, i det en blodig hånd blev trukket ud. Man kunne, hvis man altid gad se efter, tydeligt se de store splinter der havde fundet vej ind i huden på Ma'lakel's knoer, og fingre. Men dette var noget som Ma'lakel selv, ikke så ud til at tage så tungt. Uden at sige noget, rakte han den blodige hånd op imod den pistol som Faith havde rettet imod ham. De gylden grønne øjne stirrede fortsat ind i hendes ravne sorte, imens at han lod sine fingre ligges omkring røret på pistolen meget forsigtigt, for derefter at skubbe den væk så den fik retning imod gulvet i stedet for. Han rettede sig op som han gjorde dette og rakte den anden hånd ud imod den sorte kat som Faith holdt, og hvis hun ville lade ham, ville han tage den fra hende så han selv stod med den. Uanset om hun gav ham lov eller ej, ville det næste nok være uundgåeligt. Han klemte øjnene en smule sammen så der kom rynker ved deres kant inden han talte med en rolig stemme:
,, ... Hvad.. laver du her?", selvom stemmen var rolig og behersket, ville en person som Faith der kendte Ma'lakel så godt som hun gjorde, sikkert tydeligt kunne høre hvor meget han egentlig anstrengte sig for ikke at lade vreden tage over i stedet for beherskelsen. Måske følte Ma'lakel mere end bare intethed i at se hende?

Det var som om, alle strenge til hendes krop var blevet klippet af, som om der ingen længere var til at styrer klumpen af kød og blod, og det bare var en dukke der stod tilbage, en dukke uden nogen snore til at føre sig frem i livet, det eneste der bevægede sig, var hendes brystkasse der langsomt hævede sig op og ned, for at vise at hun ikke kun var en simpel dukke, men meget mere end det, hun var levende, og hun var i den grad ægte. Ikke lavet ud af porcelæn, ikke lavet ud af træ, nej vist hun var lavet ud af levende organer, der åndede og levede, byggede sig op af, gjorde hende til den specielle skabning hun var. Da han lukkede den blodige hånd omkring pistolen lod hun uden modstand, den sænke så røret ikke længere peget på hans hjerte, men ned mod jorden. Katten blev også overdrevet i hans arme, mens hun bare stod som en eller anden slatten klud og kiggede på ham, med let åben mund. Hvis nogen havde set hende, havde de sikkert taget hende for idiot, eller direkte sindssyg. Men måske var det også lige det hun var? Måske var hun sindssyg, måske var hun ikke helt rask, men hvem var også det? Hvem kunne gå hen og påstå at de var helt raske oven i hoved, når ingen havde den samme salgs hjerne? Hun tog en dyb indånding, mens hendes øjenlåg langsomt lukkede sig sammen, for at åbne igen. Alt gik så langsomt, som var hele hendes krop nu var slået i slowmotionen, som den der styrede hende, i dette øjeblik skulle på toilettet og havde sat det hele på pause, for at få det hele med. Hvilke underlige tanker der pludselig kunne slå en når det kom til stykket. Hun tog en dyb indånding, og lukkede så øjnene helt "Jeg fulgte efter dig.." sagde hun helt rent ud, ingen tøven overhoved, trods for at hun kunne høre anstrengelserne i hans stemme for ikke at lade verden overtage. "jeg fulgte efter dig, fordi jeg ikke kan lade dig være.. okay? Jeg fulgte efter dig fordi jeg er ynkelig, fordi jeg ikke kan lægge låg på følelser som du kan.." de sidste ord hvæsede hun nærmest ud, og kunne mærke hvordan at hele hendes krop dirrede af anstrengelse for ikke at gå amok på ham nu. Men hun gjorde det ikke, hun stod bare og anstreng sig for ikke at skrige, råbe, rive, slå.. mens arrige tårer gled ned af hendes kinder, som slanger der snappede ud efter det første bytte det kunne komme i kontakt med. Hun tog en dyb indånding vente hoved væk, og stirrede ind i muren og ventede på at blive slået. Som en pige der stod over for sin far, og viste hun havde gjort noget forkert, men ikke ville indrømme det, og var stædig nok til at holde fast i det var hendes ret.

Ma'lakel stod med katten, der mesterligt sad på hans ene arm der var en smule bøjet, han havde poterne over hans skulder og lod ellers bare sit hoved trykke imod sin herre's. Måske i et forsøg på at trøste eller berolige? Det var ikke til at vide hvorfor katten ikke krøb sammen i frygt som de andre, den var vel bare, en kat?
Den oppustede brystkasse gik i langsomme og dog tunge ryk op og ned, imens at han så på hende, hver detalje, hver lille ting der alle samme gav minder. Uønskede naturligvis. Det var ikke dette han havde haft brug for. Han var kommet med et ønske om at komme væk, væk fra alt det der plagede og irriterede. Men nej, selvfølgelig kunne man ikke være i fred nogen steder. Fingrende gled ned langsomt over pistolens løb inden han lod sin hånd forsvinde helt fra nærkontakt med hende.
Hendes ord. De slog imod tændingerne og forårsagede en forvirring i hovedet på ham. Som var det en form for kick-start til det kaos der skulle til at udfolde sig derinde mentalt. Efter sekunder hvor stilheden herskerede, og selvfølgelig kattenes uskyldige jammer, lukkede han øjnene med en nyfunden tålmodighed.
,, Bare gå... ", sagde han, behersket.
Hvis hun bare gik nu, så kunne de glemme det her nogensinde var sket, så kunne han lade som om han bare var faldet hen et øjeblik.
Han åbnede de gylden grønne øjne, og så flygtigt ned imod gulvet. Overvejede hendes ord:
Lægge låg på følelser? Hvis han så mesterligt kunne dette, hvorfor kunne han så knap holde ud at se på hende? Og hvorfor havde han ikke flået hende i stimler endnu?