It feels like home // Mallorie

Tid 15:48
Sted Hjemme hos Luke.
Vejr Tørt og solskin.
Omgivelser Står i indlægget.

Luke fiskede efter sine nøgler i sin lomme. Hans havde kun en hånd fri, idet den anden hvilede på ryggen af hans søster, Mallorie, der stod ved hans side. Selvom det lod til, at hun var kommet sig lidt på vejen hjem, sørgede han for hele tiden at støtte hende, idet hun måske kunne finde på at knække sammen igen. Det var noget af et sammenbrud, hun havde fået, da hun endelig lukkede sine følelser ud, og han forstod hende godt; han selv var også helt chokeret over pludselig at møde sin søster igen efter så mange år, men Luke havde aldrig været typen, der lod sine følelser løbe af med sig, medmindre det gjaldt vrede eller jalousi, så han havde taget det med et smil og ladet glæden overtage alle de andre følelser, i hvert fald på ydersiden.

Endelig fik han fandt i nøglen til sin lejlighed og låst døren op.
”Damerne først,” drillede han, som han holdt døren åben for Mallorie.
Hans lejlighed var intet særligt, men den var ren og vedligeholdt i forhold til mange af de andre lejligheder i kvarteret, der nærmest var faldefærdige. Der var et soveværelse, et køkken, et badeværelse og en stue, hvoraf halvdelen fungerede som et attelier for alle hans kreative projekter.

”Bare tag plads på sofaen, så finder jeg et glas vand til dig.”
Han slap hende endelig, efter at have sikret sig, at hun kunen stå selv, oggik ud i køkkenet og fandt et glas frem. Køkkenting havde han tilgengæld ikke mange af, men han boede jo også kun en person, så hvad skulle han med mere end bestik og tallerkner til fire?

Mallorie havde desperat prøvet på at holde sig oprejst hele vejen hjem til Luke. Dog havde det ikke været nemt for hende. Når hun havde disse heldigvis sjældne sammenbrud, havde hun det altid forfærdeligt bagefter. Hendes øjne var stadig helt røde og blodsprængte på samme tid med, at hendes krop stadig rystede. Ikke af vrede... Mere.. Men det havde den gjort. Hun havde heldigvis kommet sig en del på de minutter de havde gået. Hun kunne i det mindste gå selv, hvilket hun slet ikke havde været i stand til for blot 10 minutter siden. Det hele skulle vidst stadig lige synke ind i hende. At hun havde fundet sin bror igen. Den person som altid havde været hende nærmest. Det var ikke til at fatte.

Døren til lejligheden gik op, da han havde fumlet med nøglen lidt tid og hun kiggede nysgerrigt indenfor.
Han holdt døren for hende og hun trådte med forsigtige skridt indenfor. Hendes ben var stadig ikke helt med hende efter den omgang, så hun måtte passe på med hvor hun trådte. Hvis hun kom til at vælte over et eller andet, ville hun med det samme knække sammen i sine ben igen, hvilket hun helst ikke ville have til at ske. En gang var mere end nok. Hun kunne ikke koncentere sig om at kigge rundt i lejligeden, men ville bare finde et sted at sidde så hurtigt som muligt.

Hun fik sparket sine sko af på vej igennem entreen og satte kurs mod sofaen da hun fik øje på den. Hun satte sig ned i den med et suk og gned sig i øjnene. Hun fik altid så pokkers ondt i sine øjne, hver gang hun havde været igennem sådan en omgang. Der lå et tæppe i den ene ende, som hun trak op omkring sig, på samme tid med at hun satte sig med hagen på sine knæ og kiggede mod køkkenet.

Luke måtte kæmpe en indre kamp for ikke at løbe direkte hen til Mallorie, da han så, hvordan hun vaklede igennem stuen. Hun kunne jo sagtens klare sig selv, det vidste han godt, men… stadig…
Han blev helt fraværende idet han forsøgte så diskret som muligt ud af øjenkrogen at se, om hun nåede sikkert hen til sofaen; han havde nær smadret glasset i sin hånd af ren og skær mangel på koncentration, men det ramte heldigvis køkkengulvet blødt og fik ikke en eneste skramme.
Idet han bøjede sig ned for at samle glasset op, faldt hans blik på elkedlen, der stod på køkkenbordet hjørne, og pludselig fik han en bedre idé. Han fyldte den op med vand og satte det til at koge, før han gik ind i stuen. Det skulle trods alt koge i et par minutter.

Mallorie havde fundet sig et tæppe, som hun havde taget over sig, og hun sad nu og puttede i sofaen. Luke kunne ikke lade være med at smile, da han så, hvordan hun gned sine øjne. De sved efter de mange tårer, det vidste han godt, men hun mindede ham så meget om en Mallorie fra ti år tidligere, der sad og gned sine øjne i sofaen af træthed men alligevel nægtede at gå i seng.

Han tog plads på sofaen og lagde en arm om hende for at hive hende ind til sig.
”Undskyld, Mal…" mumlede han. Det havde aldrig været hans mening, at det skulle gå så vidt.

Mallorie sad en smule i sine egne tanker, imens hun prøvede på ikke at virke alt for ynkelig. Det virkede dog ikke ret godt, da hun måtte udstøde et klynk over sine nu meget ømme øjne. Det mindede hende om da hun var yngre. Hun havde ingen anelse om, hvor mange gange hun havde siddet sammen med ham og deres forældre i sofaen og gnedet sine øjne, fordi hun var så træt, men alligevel nægtede at gå i seng. Stædig havde hun altid været og det havde som regel endt ud i, at hun var faldet i søvn på Luke's skød og han derefter måtte bære hende i seng.
Hun hørte derfor ikke, at han tabte glasset på gulvet. Hun ville alligevel ikke have kunnet gøre noget ved det, men alligevel. Hun hørte en el kedel blive sat i gang og undrede sig kort over det, men det var ikke mere end nogle sekunder. Hendes koncentrationsevne var ikke helt i top lige nu.

Hun havde heldigvis fået så meget kontrol over sig selv, at hun ikke græd mere. Dog var hendes øjne stadig en smule blodsprængte og meget røde. Hun lagde hovedet mod hans brystkasse, da han trak hende ind til sig og gav et lille suk fra sig. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige til det. Hun var stadig vred over, at han bare havde forladt hende lige pludselig, men lykkelig over, at de nu var samlet igen. Hun så op på ham efter lidt tid og sendte ham et varmt smil. "Det er okay... Bare... Bare du ikke forlader mig igen. Det vil jeg ikke kunne klare" sagde hun helt ærligt og vedholdt sit blik på hans.

Det var først der hun tænkte tilbage på deres samtale og gispede pludselig, imens hun vendte hans hoved om, så hans venstre kind kom til syne. "Er... Er du ok?" spurgte hun stille og vidste med sikkerhed, at det havde gjort ondt. Hun havde altid slået temmelig hårdt i sådanne situationer. Hun havde virkelig svært ved at styre sit temperament.