It feels like... - Aubrei (Åbent)

Tid: 19.30
Sted: Stranden La Plage
Vejr: Mørkt, og vinden er kølig.
Omgivelser: Sand, vand og sten hist og her.

Det var ved at være noget tid siden, solen var gået bort bag det store havs brusende bølger, og atter henlagt Di Morga i mørke. De eneste lyde på Stranden La Plage var egentlig vandet, der legede i de kølige og af og til hårde vindpust. De ramte et par store sten, der lå i vandkanten.
Hvis man spejdede ind over stranden ville man kunne se omridset af en ung pige, der forsigtigt vovede sig frem i det bløde sand. Hun var høj, og det var let at se, at hun havde bøjet hovedet og et eller andet mellem hænderne.
Zarina sukkede dybt. Hende øjne gled ud over vandet, i det hun standsede. Hun var her for at samle tankerne; de triste tanker, de sørgelige tanker. Det at hun var kommet her til nu, var som at begynde et helt nyt og lykkeligt kapitel i hendes liv, bedst som det værste lige var endt. Dog havde hun ikke glemt hændelserne fra det nu afsluttede kapitel, men derimod sad de stadig og stak i hende, hvis hun nu skulle glemme dem for en kort stund.
Zarinas slanke hånd gled over en af de store, fugtige sten. I en elegant bevægelse sprang hun derop og sad nu og betragtede det, hun havde haft i hænderne; nemlig en tegneblok, der snart var løbet tør for tomme sider.
Et øjeblik overvejede hun at kaste blokken i vandet. Stemningen på alle tegningerne var kold og trist.
Den seneste tegning hun havde været ved, skulle forestille en ung pige, der sad og græd, men hun ville ikke videre med den. Zarina havde for ikke lang tid siden besluttet sig for, at det med at være evig trist skulle have en ende nu.
Derfor var hun endt her. Stranden. Et fredeligt sted, hvor hun kunne prøve og overbevise sig selv om, at hun nok skulle komme videre.

Aubreiane gik langsomt ned af stranden, hun sukkede blidt,og lod hovedet glide på skrå, hun havde det stadig lidt mærkeligt med at hun var levende, selvom hun havde været det et par måneder efterhånden, var det bare af og til en mærkelig ting, sådan at skulle huske på at trække vejret og alt muligt, men hun kunne godt li det, hun elskede det, elskede at kunne gå ud i solen.
Langsomt strakte hun sig, og så frem for sig, fik øje på pigen og bed sig en anelse i læben, gad vide hvad hun lavede ude sådan en aften, der var næsten aldrig nogen når hun var nede ved stranden, så det var lidt sjovt at der nu pludselig faktisk var en. Havde hun været vampyr havde hun nok overvejet hvor vidt hun skulle dræbe denne pige, eller bare ignorere hende. Men nu.. nu hvor hun var dæmon, var det som om hun gerne ville lære nye folk at kende,.
Denne aften havde hun en lang varm jakke på, der sluttede lige over knæene. Et par lyseblå jeans, og et par pelsede støvler. Det var også en ganske sjov ting, at man nu kunne fryse, og mærke kulden for vinden, eller have det varm, og mærke den lune varme fra pejsen. I starten havde det undret hende en anelse, for hendes hus var faktisk ekstremt koldt, men det havde hun jo aldrig før lagt mærke til, pejsen havde kun været tændt en sjælden gang, når hun havde lyst til at se på flammerne, men nu var den nærmest tændt hele tiden.
Pigen længere henne af stranden virkede trist, og fraværende, bare på det stykke der var mellem dem, lyste det næsten ud af hende, og det gjorde Aubrei en anelse.. Nysgerrig, selvom hun aldrig nogensinde ville indrømme det. Hun betragtede derefter en død blomst i sandet, og satte sig kort på hug, log hånden hvile lidt over den, og blomsten levede helt op igen, og blomstrede lystigt. Et smil spillede på de røde læber, hun nikkede for sig selv, det var en helt ny evne, hun endnu ikke helt forstod endnu, men hun glædede sig sådan til at se hvad hun kunne udvikle denne evne til.

Zarina lod hænderne glide ned i lommerne på den sorte jakke, der holdt hende varm. Hun var ellers iført et par mørke jeans og sine sædvanlige sorte, snørebåndsstøvler i ankelhøjde.
Hun betragtede sin skosnude med stor og ligegyldig interesse. Egentlig forstod hun ikke, hvorfor det gjorde hende så anspændt, at hun ikke kunne være rigtig glad. Der var mange grunde til, at hun ikke var glad; hun havde ingen venner, hun boede alene i en ensom lejlighed, hun havde mistet sin familie... Det gjorde det ikke just nemmere, at hun næsten var for genert til at tale med folk.
Zarina løftede hovedet, i det hun fornemmede, at en eller anden kiggede på hende. Hun drejede hurtigt hovedet og spejdede ind over resten af stranden. Et godt stykke derfra, fik hun øje på en ung kvinde. Zarina strøg noget af det orange-agtige hår om bag øret, mens hun nysgerrigt betragtede den unge kvinde. Hvad mon hun lavede her? Mon hun havde set Zarina? Det virkede egentlig underligt sådan at sidde der og kigge på kvinden. Det gjorde Zarina nysgerrig, at hun også var på stranden.
En grim tanke strejfede hende. Hvad hvis denne kvinde ikke var et menneske? Hvad hvis hun var vampyr? I flere år havde Zarina håbet på, at hun en dag ville møde en vampyr, men hun havde aldrig tænkt over, hvad hun ville gøre, hvis hun mødte en vampyr.
Hun kunne jo ikke gøre noget. Jo, hun kunne tale med vampyren, men mere kunne hun jo heller ikke.
Zarina lukkede øjnene og rystede på hovedet. Det kunne ikke passe. Hvor stor var risikoen lige for, at denne unge kvinde var en vampyr? Ikke særlig stor, nej.
Zarina bladrede fraværende gennem sin tegneblok. Ved synet af tegningerne fra de sidste fire år, fik hun en sær kløe i øjnene. Hun lagde blokken fra sig, da hendes øjne skiftede farve fra nøddebrun til sølv farvet i et øjeblik. Sådan havde det altid været, når hun blev rigtig ked af det. Hun rettede igen blikket mod kvinden, der nu sad på hug i sandet. Zarina kunne ikke se, hvad hun lavede, og kneb derfor øjnene sammen for bedre at kunne se. Hun havde en hånd nede ved sandet, men Zarina kunne ikke lige på øje på, hvad hun egentlig lavede.
Det var nu besynderligt, at Zarina var så nysgerrig for at finde ud af noget om dette kvinde; hun var mere nysgerrig end hun havde været i meget lang tid nu.

Aubreiane betragtede pigen med et tænkende blik, og lod hovedet glide lidt på skrå, de grønne øjne glimtede let, joo.. som vampyr havde hun nok myrdet denne pige, men det gjorde hun self ikke, sådan var hun ikke mere, så der var ingen grund til det, og hun sad jo også bare der, egentlig virkede det til at denne pige var menneske, hvilket gjorde det så meget mere undrligt at være ude på denne tid, det var jo nærmest nu at alle vampyrene og sådan kom frem, så det var ikke så godt igen at være ude nu, ikke efter hendes mening, men alle var vel lige udsatte, uanset racen.
Tøvende lod hun hænderne hvile i sin jakke, og gik ned mod pigen med rolige og faste skridt, ikke nogen der gik for stærkt og ikke nogen der gik for langsomt, sådan var hun bare, hun ville ikke virke som om hun var interesseret, men hellere ikke ligeglad, for hun var sådan et sted midt imellem, på den ene side ville hun gerne møde nye mennesker, på den anden side gjorde mørket i hende det svært at have lyst til at møde nye folk, men det var ikke til at sige, hvad hun ville syntes om denne pige, lige nu, kunne hun ikke bestemme sig for det.
"Det er en dårlig ide at være ude her.. på dette tidspunkt" sagde hun let idet hun kom nærmere, stemmen var blød, men alligevel med en advarende tone, ikke for at skræmme denne pige, men nærmere for at hjælpe, blikket blev lidt legende da hun så på pigen, og stoppede et par meter fra denne,. hun var stadig mindst ligeså legende som hun plejede at være, det var ikke noget der havde ændret sig.