Between the rats but among the royals (ÅBENT EMNE!)

Sted: Gyderne
Omgivelser: Stank, rotter, ukendte pletter alle steder på vægge og jorden og endnu flere rotter
Tid: Midt om eftermiddagen
Vejr: Solen står lavt og kulden er meget gennemtrækkende, en smule vind fra vest og en hel del sorte skyer

I den ildelugtende hørm. Imellem de 2-3 meter fra murene til at de mødes. Der lå et så skrækkeligt syn som nu om dage ikke var så sjældent endda. Med det før så blide ansigt, henlagt i mørke fra det indtørrede og friske blod og rotterne der tog sig for af maden, var menneskekvinden halvdødt og nærede intet håb. Skrigene der stadig rungede med en vis klang, havde været aldeles smertefulde og fortalte om de mange minder om druk, stoffer og adskillelige voldtagninger efter Malakel, Di Morgas nuværende hersker, overtog stedene og væsnerne deri. Dog var det ikke at hun på en kold nat, i en smule dis og lugt af råddent kadaver trådte ind, fordrukken og forvirret, havde gjort udslag til hendes skæbnes frygtelige ende. De brækkede negle og hærgede håndflader, der knugede sig til den bare jord, fuld af hendes indres væsker og snavs fra et par få myrdede rotter, stak ikke længere og gjorde ikke udslaget for hende til stadig at hulke efter hjælp. Et enkelt sted var huden rød af naturlig knubben fra en andens finger, en drengs finger. Der hvor trøjen var blevet nådesløst flået af og bh'en bidt over, var mange steder med bart kød og røde bidemærker fra rotter, men såvel også fra det samme menneskes tænder. Han, der stadig knubbede fingeren imod den kolde hud, som havde pigens blod om munden, men aldrig havde haft det indendørs, smilede grumt og hemmeligt. De frydende øjne udstrålede en vis knivspids galskab, eller bare den almen viden om overlevelses reglerne. Så man selve den fordærgede sjæl, hvis man kendte til hans dybeste hemmeligheder og indre tanker, viste de ingen respekt for sit egets races liv. Opvokset mellem de allermest beskidte steder kun med rotterne som fællesmakkere, levede han et grufuldt og dog skyldfrit liv. Hvis et tilfældigt væsen tilbød ham et levende offer, ville han takke ja, uden at tænke på selve offeret. Hvis denne havde spurgt om skyldfølelse bagefter ville ordet 'nej' fremtræde meget tydeligt fra drengens blodinsmurte læber. Tøjet på hans små slanke krop var hverken fattigt eller gammelt. Det lignede en små rig drengs tøj, med det krøllende slips, den hvide mandeskjorte og den stramtsiddende uldtrøje fra en gammel mutterkone. Skoene var heller ikke af den ringeste kvalitet. Blækfarvet men smurt ind i jord, snavs og indtørret væske fra kvindens mave af, var de magen til kvalitets mandens sko i midten af de 30 år. Benene på måltidet var væk, ædt op til et par rent slikket knogler der var så tynde, at efter 15-16 rotter havde tygget sig mætte, var knækket midt over der hvor de fleste havde bidt. Dette, var hverdagen hos ham, der voksede op med rotter siden barnsben. Drengen der hed, Mouran De' Allieré.

En høj mande skikkelse kom gående med en jakke tæt om sig. Selvom solen var oppe, var den isende kold. I hvert fald vinden var. Men kulden var åbenbart ikke et problem. Da denne høje skikkelse nærmede sig gyderene. Skrækkeligt. Væmmeligt! Lugten. Hvad var det? Rådne mennesker? Stan, som denne ' mand' hed, havde lynet jakken helt op til hans lille næse. For det første anede han ikke, hvorfor han gik videre. For det andet, hvad var det seriøst for en lugt? Svaret lå ikke særlig langt væk, kunne Stan regne ud. For da han åbnede 'sit indre' blik, så han mod sin store vilje, noget han ikke ville havde ønsket at se. Hold kæft hvor der så ud! Stan kiggede på jorden, men rotterene piv af sted, som om der intet var her. Når jo, udover at der faktisk var noget! Stans blik skimmede stedet. Op ned, til højre og venstre. Og han måtte indrømme, at der ikke kom til at se bedre ud. Tværtimod. Stan begravede sine hænder i bukselommen, mens han bøjede sin ryg. Han næse var rynket, mens han kun fokuserede på at trække vejret gennem munden! Faktisk havde han kun løst til at vende ryggen til det hele, og bare stikke af. Men det gjord han ikke. Hvorfor, var ikke spørgsmålet. Men hvad? Hvad var det der overhoved holdte ham tilbage? Her var jo ikke et levende væsen. Var der?
Stan sukkede dybt, mens han kort lukkede sine øjne i. Han fokuserede på .. liv. Hold da helt kæft hvor var han egentlig ringe til det. ”Hallo?!” råbte Stan. Ja, lykke til med et finde en, tænkte han stille.

Det indre i Mouren sitrede let. En menneske stemme havde sneget sig frem af en andens læber og den var så skræmt, at det næsten fik ham til at le af nydelse. Han var dog helt stille. Ikke en lyd lod han slippe fra sig, end ikke da han tørede munden på ærmet og rejste sig vakkelvornt op. Først nu hævede han det tågede blik fra kvindens forædte ansigt, til drengens lamslåede øjne. Måske var han samme alder, eller endda ældre end ham selv. Det pæne og før så normale tøj, før hierakiets tid, var nu sjældent set og betød håb til de få fattigboere der levede her og der nu. Som normen, det man altid så enten til højre, venstre eller ligeud. Hans smil gik fra mæt, til en vis grad af indre fryd. Det eneste der var muligt at knapt høre, var den tunge ånden, fra hans mund der var lukket nok op til at en knappenål kunne komme ind imellem de fugte læber. Han kneb øjnene en smule sammen, lod øjenbrynene næsten mødes på midten, men standset af hudfolderne og munden nu åbnet halvt op. Tungen bevægede sig knapt nok og kun ganske lavt undslap et par hæse ord. "Hvad.. Laver en... Dreng i fint tøj.. Her hos os rotter og... Fattige stakler?" Knapt til at høre var de, men lyttede man, som var uundgåeligt i denne stilhed af frygt og stank, var de helt tydelige. Hænderne havde krøbet sig ned i de sakte lommers varme og under øjnene, ville man normalt have forventet et par sorte rande, som da her ikke var synlige. Rotterne under dem, nogle i panik og flygtende, andre fuldstændig ligeglade og tyggende, var blot en ekstra detalje i alt hørmen og usselheden. Han afventede et skrækslagent svar fra den anden parte, der havde dristet sig imod rotternes hjem, uden at flygte, men kun ved at væmmes ved lugten og synet af et uheldigt offer. Et uheldigt offer på vej hjem fra fest og hygge, noget man stadig ikke så omkring disse gårde i denne skrækjagende tid.

Stan kiggede rundt. Forvirret. Fangede mellem.. rotter! Han mærkede en slags kravlen på han sko. Han gad ikke se ned. Han kunne allerede regne ud hvad det var. Ikke fordi der var andre muligheder end lige den. Stan træk vejret dybt, mens han lukkede sine øjne og prøvede at spare 'den' væk. Ja rotten, I ved? Da Stan egentlig ikke kunne mærke noget, lod han blikket glide ned til hans sko, og lag mærke til at hans gode ven 'rotten' piv af sted. ”Skide lort” sagde han stille, mens han rettede sig op og lod en hånd køre igennem det blå hår. Han sukkede højlydt, mens han vendte ryggen til det hele, og tog sin første skridt imod.. 'friheden' da han hørte en tale. Til ham? Det måtte så være. Stan stoppede op, mens han igen begravede sine hænder i bukselommen. Han smilede lidt skæv, mens han gav sig god tid til at svare. Underligt nok, at han kunne høre stemmen faktisk. Stan måtte åbenbart virke mere roligt, end hvad han selv havde regnet med. ”Hilser man ikke først?” Stan vendte sig om, mens hans blik nu mødte drengen som ellers ikke var der før. Eller det var han sikkert, men Stan havde godt nok ikke opdaget ham. ”Men hvad forventer man ellers af en..” han stoppede sig selv og grinede, som om det morede ham. ”Stakel?” han var hård. Det kunne man høre, men Stan var Stan? ”De kan da låne min jakke, hvis det skulle være til nogen hjælp” fremskyd han, mens han ikke svarede på drengens første bemærkning. En tanke skød forbi Stan. Var denne dreng en.. kannibal? Tsk.. forthåbenligt ikke.

Øjnene udviste en vis grad af tørst. Sulten og ude af stand til at tage for sig, lod han hvert skridt være langsomt, så det virkede han var sløv og ude af stand til at angribe. Men drengen overfor var nok ik så tåbelig, hvis han var, ville det ihvertfald koste ham en del. Fra mørket til lyset, i meget langsomt fremgang, tøvede han helt fremme. Solens få stråler afslørede det faktisk kønne ansigt af hans. Det korte specielle hår, i samme konstruktur som jordens og rotternes bemudrede farveanlæg. De takkede spidser var enten sløvt hængende imod den farveløse kind eller sløvt dansende imod den tykke røg med duften af jord, gammelt og nyt kød og fordærvet kadaver. Selvom han kunne have fundet på det, var Mouren ikke så dum at lade det menneskelige blod tage plads i hans indre. Nuvist var han da immun overfor mange gifte i blodet fra dyr, men menneskeblod ville ødelægge ham indenfra og ud. Blodet der nu var smøret rundt i ærmet, var bare fra et par rotter der måtte lade livet of mætte hans hungrende sult. Drengens mod var fascinerende, men også et blottet tegn på uvarsomhed og dumdristighed. Mouren kunne ik lade værd med at fundere over dette og svarede endnu engang hæst denne vildfarne dreng. "Jeg min herre.. Er ikke en stakkel.. Nej heller en engel.. Men de svarede mig vist ikke.. Hvorfor.. Er de her hos os? Især vil vi vide hvorfor du forstyrre os i middagen.. På denne tid af dagen.." Han løftede den ene hånd, armbuen bøjet for at den maskuline og ru hånd kunne rette på det krøllede slips, der havde et par pletter fra jord og blod. Blod der endnu ik var fuldt tørt og stammede fra måltidets sørgeligt udseendet hals.

Stan betragtede den svage dreng stille. Han rørte sig ikke, men han smil på læben forblev dog på. Han havde jo heller ikke regnet med at drengen ville være tykkere end det han er i forvejen. Mag og ben. Stan løftede det ene øjenbryn, mens endnu en tanke skød forbi ham. Menneske ikke? Hvordan kunne den e simple dreng leve med .. al det her? Heller sove i en skraldespand end at være her. Hvad var der med de her pletter der var over alt? Rotterene? Generelt denne dreng!? Stan bøjede sin ryg frem igen, mens han tog en af hans hænder op fra bukselommen. Han kløede sig bag nakken. Forvirret. Igen. Ja så, han var ikke en stakkel, og engel havde han ved gud heller ikke regnet med var. Men for to minutter siden sagde han: Os. Os rotter og fattige stakler? Stan så mistroisk på ham. Ikke for noget, men bare mistroisk. Han løftede sin hals op, mens han smilede skævt. Hånt. ”Jeg må undskylde for min opførsel. At ødelægge din middag. Tilgiv mig, min gode herre ” sagde han mens han endnu engang kiggede rundt. Som om der overhoved var noget at ødelægge. ”Men hvorfor jer er her? Simpel grund..” sagde Stan, mens han langsom gik imod drengen. Han havde stadig den uægte smil på læben, og rynket næse. ”Jeg forskere” sagde han. Okay. Hvor kom det fra? Forskere? Stan kunne havde fundet på noget bedre.. men nej. ”Og De bor her, kan jeg regne ud” sagde han, mens han gennembore sit blik til drengens.

//Gotta log. Men vi skrives ved når det er ^^//

Mourans blik skiftede pludseligt og uden varsel fra interesseret, til yderst rasende og komplet uskånsomt. Den øverste havde automatisk løftet sig og et par ikke så kønne tænde blev blottet aggresivt. Han stoppede med at rette på slipset og blikket, der gennemsyrede had og fare for angreb, borede sig imod drengens eget blik. "For... Sker...?" Denne gang havde stemmen været langt fra svag og stille. Den indeholdte sådan en foragtelse at hvis han selv havde stået overfor, var de små hår på armene været så stive at man kunne have lavet blodprøve med dem som nåle. Selv et par af de flygtende rotter var standset, bare for at lytte med. Det var ik det eneste der fik Mouran til at knytte de spinkle hænder til en fast og anstrengt knytnæve. Den hævede hage og det hånende blik, stemmen der indikerede ingen frygt og ikke mindst hans stemme betød at han så på stedet og Mouran selv, som en ynkelig flok bundskrabere fra nederste hylde. De grå øjne, forfærdede, og ikke den mindste smule nåde, dybtegåede drengen fra top til tå. Det hele så for normalt ud, alt for normalt fra de lykkeligere dage. Et menneske, det havde han hele tiden haft vidst han var. Det ikke overnaturlige kønne eller grimme ansigt afslørede ham mere eller mindre, men det var duften af menneske fra ham der var det afslørende bevis. Mouran selv, levet imellem rotter, spist imellem dem og endda tænkt som dem, havde ik kun udviklet smagen for blod og en immun mave og lever, men også givet ham evnen til at kunne dufte forskellige registreringer fra alle verdens ting, han endnu havde mødt og husket i sit kartoteker af dufte og lugte fra nær og fjern. Endnu dungrede en opmærksom vrede i ham og han fik endelig taget sig sammen indeni, til at spørge dette menneske om meningen med denne 'forskning'. "Hvorfor.. Forsker du her?" Han havde anstrengt sig, anstrengt sig for ikke at komme til at hvæse og spytte af dette, i hans øjne, afskyelige.

Stan løftede det ene øjenbryn, mens han ikke rigtig havde nogle fordomme imod denne dreng. Hvad kunne man også forvente af en.. rottedreng? Stan kørte en finger gennem håret igen, mens han rettede sig helt op, så man faktisk kunne se hvor høj han egentlig var. ”Hør” sagde han, mens han pegede på drengen. Okay, fra begyndelsen skulle han vidst ikke nævne at han var 'forsker', vel viden han ikke var! Men Stan og sandhed var just ikke gode venner. ”Okay, jeg er ikke en forsker. Mine ben førte mig her til” han fortalte ikke al det her, fordi han var bange. Tværtimod. Han orkede ikke rigtig at slås. Det vil virke lidt åndssvagt. I sær når drengen her ikke var mere en mag og ben. Stan sænkede sin finger, mens den automatisk bevægede sig gennem håret. Stans blå øjne var stadig gennemborende, men lidt formildet da hans skæve smil kom frem. Der var vidst nogen der ikke kunne lide forsker? Hans sidste bemærkning var jo besvaret mere eller mindre. ”Men.. rottedreng” sagde Stan. Det var faktisk mere et spørgsmål, uden et spørgsmålstegn. Stan sukkede, mens han kiggede ned. Endnu engang. En rotte. Ikke fordi han forventede at finde kaniner her. Han havde heller ikke rigtig løst til at snerre. Hvad drengen lavede her, om han boede her og hvad han i alverden fortog sig, kom Stan ikke ved. Det vidste han jo i forvejen. Men alligevel var det interessant at vide hvordan drengen egentlig kunne overleve i det her?
”Men som sagt. Tilgiv mig. Det sætter jeg..” Stan kiggede rundt og fangede drengens blik. ”..pris på” Stans lyseblå øjne følte sig al for lyse i forhold til drengens. Kolde?