Vacation's over kids (Niwa)

Sted: Inde i et af klasselokalerne, der befinder sig på en af skolens lange gange, der, bortset fra når der er time, normalvis er spækket med både elever og lærere.
Omgivelser: So far, er det kun få elever, der rent faktisk er dukket op til timen. Der skal spurtes nu for at nå det til tiden. Klokken tikker og sekunderne flyver afsted ...
Tid: Den er godt 8:04, så det ringer ind om kun ét sølle minut. Hurry up, kids.
Vejr: Det sner, og blæser. Det har ellers været tøvejr her de sidste par dage, men nu har sneen atter slået til og agter endnu en gang at drukne landskabet under dens hvide, iskolde dyne.
Dato: Det er den 3. januar år 2011, så juleferien er forbi, og det er tid til at finde skolebøgerne frem igen, få løftet sin dovne røv og smutte i skole.

Lette, dog hastige og marcherende skridt fra et par blanke, spidssnuede sko kunne høres, da en uhyrlig høj skikkelse trådte ud fra lærerværelset og senere hen, med en skulertaske over den højre skulder, satte kurs mod dét klasseværelse, der lå længst nede ad gangen, og hvor der så småt var begyndt at strømme elever ind i. Det var hans første dag på arbejde, som han i det hele taget havde været umådelig heldig at få, og siden han først var ankommet til selve byen i går, kendte han hverken dén eller skolen specielt godt for ikke at sige overhovedet ikke. Forhåbentligt var den klasse, han havde fået æren af at være klasselærer i, ikke fyldt med alt for mange højtråbende banditer, eller hviske-tiske-fnidder tanter, der uansat hvad ikke kunne lære at holde deres mund i timerne. Men hvad, det var aldrig for sent at lære en gammel hund nye tricks. Besværligt var det måske, ja, men ikke umuligt. Han skulle nok få lagt en hånd på dem, før eller senere.
Et svagt, men bemærkningsværdigt smil spillede for en kort stund om hans smalle, blege læber, der gemte de to rækker med perlehvide, uforuroligende skarpe tænder, netop som han drejede en kvart omgang rundt på den ene hæl og efterfølgende trådte ind i det rette klasseværelse, og straks blev han bydt velkommen af en masse nysgerrige, undrende blikke, som syntes at stirre lige lovlig gennemtrængende på ham, men han lod sig ikke mærke af det, og gik blot, uforstyrret, op til katederet, der stod oppe ved tavlen. "Pah," pustede han lavmælt ud, fortsat med det ulæselige smil klistret på munden, hvorefter han greb fat om hanken på sin, noget tunge, taske og læssede den af på det matte, teaktræs kateder. Han så derpå endelig op, og lod sit årvågne, gennemskuende blik vandre rundt i klassen og scanne de mange, fremmede og unge ansigter, før han i en næsten glidende bevægelse skøjtede hen til tavlen, lukke sin hånd om et knækket stykke kridt, og kradsede nogle bogstaver ned på den grønne tavle med det, og hurtigt formede rækken af bogstaver sig til et navn. Hans navn. "Mit navn er Aiden. Jeg ville ikke høre noget hr., sir eller noget som helst andet i den dur. Der er ingen grund til at være så formel." Ved de sidste ord løftede han sin frie hånd og viftede kort med den ud i luften med et skævt smil, hvornæst han vendte sig mod katederet, og klassen, igen, og lagde kridtet fra sig på bordet, før han travede op foran det og satte sig oven på det ved siden af sin taske. Dén, tasken, fiskede han tjept en mappe op af, samt en kuglepen, og luftede for anden gang blikket, idet han skimmede elevernes ansigt en sidste gang. "Nu, hvor I kender mit navn, så må jeg også hellere gøre en indsats for at lære jeres. Jeg starter med protokol, og når jeg nævner jeres navn, bedes i komme med et klart 'ja' og række hånden i vejret. Okay?" Han smilede en enkelt gang til eleverne på første række og vendte så sit blik ned mod den protokol, han sad med i hånden. Listen over klassens elever. "Noel?" Han så kortvarigt op, og nikkede svagt med hovedet, da det forventede 'ja' og den, tøvende, opløftede hånd opfangede hans opmærksomhed. Endnu et par navne blev nævnt, og der havde kun været ét navn, hvor der ikke havde været hverken verbal eller fysisk reaktion.
"Og ... Niwa? Hvor er Niwa?"

Stilheden lagde sig over skolens gange, da klokken havde ringet og timerne var begyndt. Selvfølgelig var der et par elever der kom for sent.. Om det var med vilje eller ej, var nok ikke svært at gætte sig til. Et par rygere klukkede fornøjet og bragede indenfor og råbte ”GEEIIIL”. Man var utrolig uheldig hvis man var endt i klasse med sådan et par idioter som de to så ud til at være. Den tomme stilhed blev hurtig erstattet af skridt. Faktisk, løbende skridt og til tider et par skrid, som personen rundede et hjørne. Den noget lille dreng var iklædt en vinterfrakke, et alt for stort halstørklæde, luffer og en hue med katteører på. Man troede i hvert fald det var katteører, men i virkeligheden var det en ganske almindelig hue. Ørerne var skam ægte nok, men det vidste ingen udover personen selv. Han havde passende en matchende hale, som var skjult oppe under vinterjakken langs ryggen. Drengen så noget panisk og forskræmt ud som han spurtede af sted. Han havde svunget tasken over skulderen, men den blev ved med at glide ned. Uheldigvis, som han så bagud for at rette den, løb han direkte ind i en vogn læsset med ordbøger. Der løb et ordentligt brag som han snublede over den. Huen gled ned foran øjnene på ham, og han måtte hive godt tilbage i den, før han atter kunne se. En sur gammel klasselærerinde så bebrejdende på ham. ”U’undskyld!” Peb han og begyndte at samle bøgerne op og stable den på vognen igen. Pokkers! Hvis han bare havde set sig for, havde han kunnet nå det! Men nu ville han komme alt for sent, for at kunne slippe fra det. I hvert fald med deres strikse lærer som altid så sig ond på alt og alle. Niwa’s udtryk blev endnu mere håbløst ved tanken, men han skyndte sig på benene igen og løb videre. Årgh for pokker! ”Og så på første dag efter ferien!” bebrejdede han sig selv. Han bar tasken i favnen, da han ikke ville risikere at ramle ind i noget igen, pga. af den. Han blik fikserede sig prompte på døren til hans klasse værelse og han satte passende farten op. Den var lukket. Det betød at læreren var ankommet. Han drejede kroppen halvt i farten og pressede dørhåndtaget ned med albuen, men desværre havde han for meget fart på og faldt ind ad døren til klasseværelset. De fleste skreg forskrækket ved hans pludselige og noget abnorme ankomst. Han havde vist ikke fået lynet tasken ordentligt, for da han skubbede huen – som atter var faldet ned foran hans lyseblå øjne- ned igen, lå alle hans bøger spredt udover gulvet. ”Ups..” Mumlede han og skubbede huen på plads igen med luffen. Klassen brød ud i grin og han så ud imod den med et par rødmende kinder. Velkommen tilbage fra ferien Niwa! grinede de. Niwa – drengen som var faldet ind ad døren – slog blikket ned imod alle sine bøger. Han fulgte bøgerne med blikket, indtil han fik øje på nogle.. underlige sko. Han sendte dem et undrende blik og lagde hovedet svagt på skrå. Han lod blikket glide op ad den fremmede skikkelse og fæstnede det på et ukendt ansigt. Vikar?...Nå nej! De skulle jo have ny lærer!.. Og Niwa havde så sandelig sørget for at gøre det helt rigtige indtryk på ham. Niwa’s blussende kinder tog atter til i farven. Han så hurtigt ned imod gulvet og alle hans bøger ”Undskyld.. jeg kommer for sent…” Sagde han lavmælt og satte sig op på knæ og skyndte sig at begynde at pakke bøgerne sammen. Hvis han var heldig, var deres nye lærer sødere.. og måske kunne han slippe med en smule eftersidning… Niwa skævede op til læreren og fik samtidig øje på navnet på tavlen. ”Ai..den” Udtalte han det lavmælt for sig selv og så dernæst tilbage på deres nye lærer Aiden. Han kunne da umuligt være værre end deres gamle lærer.. eller.. kunne han?

”Niwa?” gentog han, denne gang med et lidt andet tonefald, der ikke lød knapt så venligsindet og tålmodig som før; men mere end dét, nåede han ikke at sige, før døren blev flået op, og der som følge af det, væltede en skikkelse ind i klasseværelset, og ned på gulvet, sammen med bøgerne i hans taske, der nu lå spredt på det fejede gulv. Hans ansigtsudtryk blev fortrukket en smule, og han så en anelse mere skeptisk ud, men dét varede ikke længe, da hans blik først var faldet på drengens katteører, som var en del af den hue, han bar på hovedet. Eller det var i hvert fald, hvad det udefra, så ud til at være. Han måtte virkelig tage al sin viljestyrke i brug, og bide sig selv i tungen, for ikke at udbryde et begejstret hvin. Naww, hvor var det dog bare alt, alt for sødt. Heldigvis, blev han revet ud af sin egen, lille, kattefyldte verden, netop som drengen – der lod til at være denne Niwa – stak ham en undskyldning for at komme forsent til time. Aiden rømmede sig kort, inden han diskret rettede lidt på det løse, blå slips, der hang rundt om hans hals, hvorpå han svagt nikkede ned til ham og gennede ham hen til en af de tomme pladser, ved at vifte let med hånden. ”Det skal du ikke hænge med næbbet over. Sæt du dig bare over på din plads,” svarede han med den milde, dog kontrollerede og bestemte stemme, han havde talt med under hele timen – eller de få minutter, der var gået af den. ”Vi tager bare de manglende minutter af din undervisning efter timen,” tilføjede han i et lidt lavere toneleje, så det kun var Niwa, der kunne høre det, hvornæst han blinkede lettere drilsk til ham med det ene øje og sendte ham tilmed et kækt, skævt smil, før han fik råbt de sidste navne op fra listen, som han senere lagde væk, ned i tasken. ”Nåh, nu skal der ikke dovnes mere. Skolen er begyndt. Det betyder ingen fjernsyn, ingen computerspil, ingen fjantet fnisen og hvisken, tidligt op om morgnen, og hvad ellers. Jeg vil vædde med, at I alle sammen har glædet jer ubeskriveligt meget til at komme i skole igen, har jeg ret?” Han var i mellemtiden hoppet ned fra katederet, så han nu stod oprejst i sine fulde 208 cm, og var gået hen til tavlen igen, hvor han havde sat kridtets ene ende mod den grønne, jævne overflade, efter at have hvisket sit eget navn væk med sin frie hånds håndflade, og så kørte den ellers bare derudaf i en lang smøre. Akkusativ, genitiv, dativ, biord, stedord, udsagnsled og så videre, og så videre. I ny og næ holdt han inde og udspurgte en af klassens elever vedrørende, det emne han nu var i fuld gang med at snakke om, og sådan gik det egentlig blot til skolens klokke lød i et højt, skingrende ’riiiiing’, der kunne høres i en hver krog af skolen, så dén med at man ikke havde hørt klokken, og dermed var kommet forsent til time, duede ikke. Et par stykker var allerede faret op fra deres stole, skubbet dem bagud, så benene havde skrabet mod gulvet og en hvinende, skærende lyd kunne høres, men han fik hurtigt meddelt, at de til næste mandag, skulle skrive en 3 siders stil, om en nyskabende forfatter, efter eget valg. ”Jeg vil have, at der skal ligge 23, udskrevne stile på mit bord klokken 8:05 mandag morgen, og der er ingen undskyldninger. Det rager mig en høstblomst, om blækpatronerne i jeres printere er tomme. Skaf nogle nye, hvis dét er tilfældet. Og Niwa – du bliver her.” Med dét fik han rundet timen af, og så fik både drenge og piger ellers travlt med at komme ud af klassen. Han smilede, ubemærket, og rystede sagte på hovedet, hvorefter han begravede begge sine hænder i de forreste lommer på hans sorte bukser, med pressefolder, og slentrede stilfærdigt hen mod Niwas bord. Da han var nået derhen, stoppede han op, lige foran næsen af ham, og bøjede sig påfølgende en kende forover, ikke meget, men blot så afstanden imellem deres ansigter blev formindsket lidt. ”Hvorfor kom du ikke til tiden, Niwa?..”

Øvelse gør mester siger man, men årrrrgh hvor er det bare besværligt at øve! Niwa forsøgte ihærdigt at holde ørene under huen så stille som muligt, men de indrettede sig automatisk efter hans udtryk, følelser og tanker, da de var en naturlig del af ham. Det var ligesom når man blinker… og nu måtte han så bare IKKE blinke… resten af timen. Han ville helt sikkert få en forfærdelig hovedepine over at skulle koncentrere sig så meget… men han var efterhånden vant til det – hovedpinen. Han proppede hastigt de sidste bøger i tasken og lukkede den til – bare for at de ikke skulle falde ud igen. Han kom besværligt på benene, da tasken var alt for tung for ham. Det endte med at han lod den hvile mod gulvet og holdt fast i selerne i stedet. Han så op imod Aidan da han talte. Han glippede let med øjnene og så forundret på ham.. Sl’slap han? Et svagt smil gled indover hans læber og lige som han skulle til at trave ned imod sin plads, tilføjede Aiden at han alligevel ikke slap helt. Niwa holdt et skuffet suk tilbage og skævede til læreren. Han spærrede øjnene en smule op ved Aidens udtryk, og hvis det ikke var fordi han fokuserede så markant på det, havde hans ører helt sikkert lagt sig ned i en usikker mine, med dét blik Aiden sendte ham. Niwa rykkede blikket mod gulvet og låste det dét imens han mekanisk gik de sidste skridt ned imod hans plads bagerst i klasselokalet. Hvad.. hvad skulle han?... Var han sådan en sadistisk lærer som bad Niwa om at.. pudse vinduer eller sådan noget bare fordi han var kommet lidt for sent… og måske havde forstyrret klassens undervisning en smule?... Nej sikkert ikke. Han ville sikkert bare.. berette ham om at det ikke skulle ske igen.. eller noget lignende, håbede Niwa som han tungt satte sig ned. Han måtte holde op med at være så mistænksom altid. Det var en dårlig vane. Var det ikke noget med at man altid sagde at man skulle… se det positive i folk? Jo.. Og Aiden havde hverken råbt ad ham, eller skældt ham ud foran klassen, og det så ikke ud til at han havde tænkt sig at gøre det. Men hvad vidste Niwa om dét… det var jo ikke ham som var uddannet som lærer. Niwa fandt sit kladdehæfte frem, en blyant og diverse tilbehør og fastlåste opmærksomheden mod tavlen og deres nye lærer, som straks begyndte på en endeløs prædiken, som alle andre lærere ville have gjort. Det var grammatik. Noget så kedeligt og trættende og Niwa måtte flere gange tage sig selv i at sidde og hænge. Han begyndte i stedet at tegne små krusserduller ved siden af dén tekst han ahvde kopieret fra tavlen. Han var skam opmærksom på hvad Aiden fortalte om og lyttede opmærksomt. Men.. af en eller anden grund, var der noget.. muggent over ham Aiden. Han var ligesom… lidt for.. venlig… Der havde hverken været trusler eller lignende endnu… Hm. Det måtte være hans fantasi. Han havde været noget distræt på det seneste – hvilket havde skinnet noget så tydeligt igennem her til morgen.
Inden han vidste af det, ringede klokken og alle fór op, som var det en konkurrence om hvem der kunne komme først ud. Eller som om den sidste blev tvunget til at udføre en ubehagelighed. Og i dag, var det vidst Niwa som var taberen. Han pakkede sine ting væk og lynede sin store tunge skoletaske. Måske.. skulle han få sig én i sin egen størrelse. Men.. Hans tanker blev afbrudt i det Aiden bad ham om at blive i klasselokalet. Niwa sank tungt ned på sin plads igen og fæstnede blikket imod bordet, næsten som om han skammede sig. Det lykkedes ham at holde ørene oprejst og så stillestående som muligt. Egentlig… Var det ret underligt han ikke havde bedt Niwa om at tage huen og overtøjet af. Men det gik han åbenbart ikke op i. Niwa skævede ned på Aidens sko og lod langsomt sine lyseblå øjne klatre op ad ham. Han lænede sig en smule tilbage, da Aiden placeret sig lige foran ham. Han sank besværet. ”Jee’..” Han rømmede sig og slog blikket væk og mærkede varmen i kinderne. Han tale forsigtigt, tøvende med en blid og hengiven stemme, med en vis varme gemt i sig. ”Jeg faldt i staver på sneen fra kantinens vindue. Jeg.. nåede ikke at spise morgenmad så jeg tænkte at jeg..” Niwa skævede op til ham, men slog hurtigt blikket til side igen. Hans skuldrer, sad oppe om ørene på ham ”jeg skyndte mig ellers op til time men jeg.. snublede og væltede en masse bøger, som jeg måtte samle op” Fortalte han videre. Han bed sig svagt i underlæben, hvorefter et svagt suk undlod hans læber. Han fik godt nok aldrig noget morgenmad, så al hans spildtid havde været forgæves. Han drejede hoved og så op imod Aiden. ”Er du meget vred?”

Aiden lyttede tålmodigt, og uden at fortrække én eneste muskel i ansigtet, til Niwas forklaring på, hvorfor han ikke var dukket op til tiden, og ikke havde siddet på sin plads, parat til at blive indlært, klokken 8:05, som var dét tidspunkt, hvor skolen normalvis startede. Selvom han ihærdigt forsøgte at holde sit blik på hans ansigt, kunne han simpelthen ikke lade være med blot en enkelt gang nu og da at skæve op til katteørerne, som han fandt direkte bedårende. Nej. Fokusér. For alt i verden fokusér, og kom over de ører der. Han rystede diskret og svagt på hovedet, næsten en usynlig hovedrysten, og nåede lige at opfange det sidste, der kom ud af hans mund. ”Nej, jeg er ikke vred,” svarede han med et roligt, og dæmpet, toneleje, hvorefter han for en kort stund lukkede sine øjne i, da et lille smil brød frem på hans læber, og han dernæst rankede sin ryg og atter åbnede øjnene, der straks blev rettet ned mod ham igen. ”Bare du lover, at det ikke sker en anden gang, okay?” føjede han til, og blinkede endnu en gang til ham, før han kastede et sidste flygtigt blik på drengens ører, og vendte sig så om, således at han kom til at stå med ryggen til ham. Han havde ganske vist også selv nogle ualmindeligt store ører. Ikke i den forstand, at han havde flyveører, nej. Hans ører var både lange og spidse; de kunne sammenlignes med en elvers. Eller for at være mere præcis, en [i]djævels[ /i]. Men de var ikke synlige for andre, eftersom han havde lagt dem indtil hovedet, og sørget for, at hans lyse, strittende hår dækkede dem og dermed skjulte hans ører for omverdenen.
Han spankulerede hen til katederet, hvor han greb fat rundt om taskens hank, løftede den op og fik den svunget over skulderen, hvornæst han så sig over skulderen, og hen på Niwa, idet han hankede op i sin proppede taske, der var mere end overfyldt med bøger og diverse, lærerige himstergimstre til undervisningen. ”Hør, ville du have noget imod at hjælpe mig, med et lille ærinde?” startede han med, og drejede halvt om, så han nu stod med siden til ham, og trådte næstefter et skridt hen mod døren. ”Jeg skal ned og hente nogle bøger til skolen på posthuset. Det er ikke så langt væk herfra. Jeg ville sætte pris på, hvis du ville hjælpe med at få båret dem herop.” Afsluttede han, rettede mere eller mindre ubevidst på sit slips, og lod sit hoved en lille smule på skrå, inden et til smil lagde sig henover hans tynde læber, men heller ikke denne gang viste han sine tænder frem. De forblev gemt væk, og det var nok også meget godt, især med dén længe og spidshed de havde. Han havde allerede forudset at få et ’nej’, så han måtte hellere slå et par klejner på bordet. ”Du får en tyver?” lokkede han med et af sine kække smil, og dykkede ned i en af bukselommerne, som han fluks fik hevet en rund tyvekrone op af. Hans smil blegede lidt, men forsvandt dog ikke helt hen i det uvise, hvorpå han fik flippet mønten hen på Niwas bord foran ham, hvor den først trillede et par gange rundt om sig selv for så at falde ned på den ene side og forholde sig i ro.
Han gik det sidste stykke, der var hen til den dør, der både førte ind og ud af klassen, fæstnede en udstrakt håndflade mod den og skubbede den på dén måde lidt mere op, og kun få sekunder efter, lød klokken endnu en gang, hvilket gjorde eleverne beviste om, at det korte frikvarter var slut og helvede ventede på dem, inde i klasserne. ”Jeg skal nok skrive en seddel til den lærer, du skal have nu. Kom så,” skyndte han på ham, endnu med den svagt smilende maske malet i fjæset, og kastede kort med hovedet i retning af gangen udenfor døren.

Niwas store blå øjne var fæstnet på Aidens lyse ansigt, med en usikker og uskyldig mine. Han regnede med at få at vide den straf der nu måtte vente ham, men i stedet svarede Aiden på hans sidste spørgsmål. Han glippede uforstående med øjnene. Han var.. Ikke vred? Til Niwas forbløffelse tog Aiden det meget roligt. Så ud til at smile for sig selv, hvorefter han bad Niwa om at love at hændelsen ikke måtte gentage sig. ”Det’det lover jeg!” Skyndte han sig at sige og så opmuntret ud. Hvor havde han været heldig! Ikke mindst at han var sluppet for det, men at de rent faktiks havde fået en… retfærdig lærer. Han havde jo ikke kommet for sent af ubetydelige grunde som kunne være undgået, men Niwa havde skam forsøgt at komme til tiden. Deres gamle lærer havde ikke engang ladet dem forklare sig. Kom man for sent, kom man for sent. Sådan var det, og så var der bestemt ikke mere at skulle siges dér! Niwa så efter Aiden som han bevægede sig op til katederet, og rejste sig derefter også selv op. Han rettede huen og trak omhyggeligt ned i vinterjakken, bare for en sikkerheds skyld. Niwa’s blik blev endnu engang vendt op imod Aiden, da hans stemme endnu engang lød. ”Et.. ærinde?” Gentog Niwa både flygtigt, men også nysgerrigt. Niwa lyttede opmærksomt på hans opkommende opgave, men tøvede dernæst. Ned i byen? Men.. så kunne han jo ikke nå tilbage til.. I samme øjeblik fortsatte Aiden og tilbød denne gang penge. Niwa’s pupiller voksede betydeligt som hans blik fikserede sig på mønten som landede på bordet foran ham. Fulgte dens bevægelse til punkt og prikke, lige indtil den lå helt stille på bordet. Han fik en pludselig lyst til at prikke til mønten, for at få den til at bevæge sig igen, men kom hurtigt på andre tanker. Han så op da den overdøvende klokke ringede og larmen på gangen tog til. Derefter kaldte Aiden på ham, og forsikrede at skrive en seddel til den næste times lærer. Det var en kedelig dødbider af en lærer som ventede ham… og sien han kunne slippe for det, og i stedet hjælpe Aiden, smilte han muntert og løb hen til ham. Nå ja… som man siger ’One good turn deserves another’. Niwa forsøgte at følge med i Aidens tempo, men Aiden havde MEGET længere ben end han selv, så han måtte småløbe til tider. Gangen blev fyldt med elever. Niwa blev puffet til og var ved at falde til tider. Hans størrelse hørte nok mest til i sjette klasse, så folk tog ikke rigtig hensyn til ham. ”Uff” Mumlede han og greb fat i stoffet på Aidens trøje, for ikke at forsvinde i mængden. Da det tyndede ud med elever på gangen, slap han atter rødmende trøjen. Det kunne være noget så problematisk at være i børnestørrelse… Men han kunne ikke rigtig skifte skikkelse NU. Niwa havde godt nok ikke fået evnen til at skifte om til dyreform, som den Animagus han var, men havde i stedet udviklet en anden usædvanlig evne til at skifte skikkelse. Han anede egentlig ikke hvad for en der var hans rigtige… Niwa stoppede op og greb atter Aidens trøje og hev blidt i den. ”Ai..Aiden?” Begyndte han tøvende og bed sig forsigtigt i læben. ”Uhm.. altså..” Begyndte han og hev dernæst tyveren frem. ”Du skal ikke give mig penge for at hjælpe dig. Du lod mig slippe for at komme for sent, så er det kun rimeligt at jeg hjælper dig” Forklarede han og skævede op til ham. Han holdt en udstrakt arm og åben håndflade frem imod Aiden, med tyveren i luffens midte. Godt nok var en tyver nok ikke af så stor værdi for en lærer som Aiden, men det var ikke dét der galt. Det var at ret skulle være ret. Han ville bestemt ikke virke som en med bagtanker og den slags… Bestemt ikke. Så defor gav han mønten tilbage. Han rødmede svagt og så ud til siden, imens han ventede på at Aiden ville tage mønten tilbage.

Aiden tog et stort, nærmest svævende skridt ud af døren, krydsede dørtærsklen, og behøvede ikke at vente længe på Niwa, for han fulgte lydigt efter ham, dog med et par forhindringer, også kaldt de andre elever, der stormede frem og tilbage på den lange, brede gang for at komme hen til hver deres klasseværelse, hvor de skulle modtage den undervisning, de havde krav på. Om de så havde lyst var en helt anden historie, som der egentlig ikke var så meget, at sige til. Det gav et mindre sæt i ham, da noget, eller mere præcist nogen, greb fat i ærmet på hans hvide skjorte, men han behøvede faktisk overhovedet ikke en gang at kigge for at regne ud, hvem personen var. Niwa. Det lod til, at han endelig at have haft held med at få møvet sig frem og forbi alle de passerende elever. Han kom med et dæmpet, knap hørligt ’kekeke’, hvornæst hans mund tog form af et smil, ved at mundvigene blev vendt en anelse opad. Hans blik, der ellers indtil nu blot havde været rettet ligefrem, blev langsomt kørt ned på Niwa, der atter havde taget fat i noget af dét stof, hans skjorte bestod af. Tålmodigt, og med spidsede ører, lyttede han til Niwa’s lidt tøvende start på, hvad det så end måtte være, at han ville fortælle ham. Smilet, der havde forplantet sig på hans læber, tog til og bredte sig en smule, da hans snak var færdig, og Aiden’s blik senere faldt på dén tyver, han havde givet ham, men som han nu villigt gav fra sig, og tilbage til ham, igen. ”Sniksnak. Behold du den bare,” svarede han med en mild, varm stemme, før han for tredje gang løftede sin ene hånd og viftede kort og beskedent med den ud i den tomme luft. ”Det var jo heller ikke med din gode vilje, at du kom forsent. Det ved jeg godt. Og, efter alt, så er morgenmad dagens vigtigste måltid,” belærte han ham, selvom han nok allerede havde hørt dén før. Han sænkede derefter begge sine hænder en kende, anbragte den ene under Niwa’s hånd, hvor mønten lå og hvilede sig i midten af luffen, og fik med sin anden hånd lukket hans hånd rundt om tyvekronen. Næst efter dét, standsede han i et øjeblik, således at han kunne få skubbet dén dør, de var nået hen til, op, og gennede skyndsomt Niwa igennem døren først ved at ligge en hånd bag på hans ryg og puffede ham blidt ind foran sig. Han trådte efterfølgende selv udenfor, og blev mødt af den bidende kulde, der syntes at få både hans ansigt og hænder til at prikke, da den vinterkolde vind stødte imod ham og bød ham velkommen. En noget utilfreds lyd sivede ud mellem hans svagt adskilte læber, idet han kort skuttede sig, for så at fortsætte. Frosttørre småsten, der højst sandsynligt var løsrevne stumper fra dén asfalt, der udgjorde skolegården, knitrede og sprang omkring hans blanke, sorte sko. ”Pokkers sne. Nu var den ellers så godt som smeltet væk, og så kommer der skisma en ny omgang af det,” mumlede han, ikke just fornøjet, smilet på hans læber var sågar forsvundet. Han fnøs let, og blot dén smule luft, der strømmede ud fra hans næse ved dét, sås som en tåget, mælkehvid sky, der blev hængende i luften i nogle sekunder, før den forsvandt. Hans skridt blev automatisk, og uden han tænkte videre over det eller selv opfattede det, en del hurtigere, og i alt hans hast, glemte han for en kort stund, at han havde Niwa på slæb. Men da dét fes ind i hans hoved igen, satte han med det samme farten en tak eller to ned, så det blev lidt lettere for ham at følge med.
Han hankede en smule fraværende op i sin skuldertaske, kort før, at han fæstnede en hånd på dét håndtag, der sad sammen med den mørke dør, som adskilte verden udenfor og posthuset ad. Ved at presse det kølige håndtag ned, kunne han uden besvær senere skubbe døren helt op og træde indenfor, hvor varmen omgående kom susende og svøbte sig omkring ham, sammen med lugten af pap og vådt blæk på nyprintede brevpapirer. Et saligt smil spillede for en stund om hans blege læber, og han bevægede sig derpå længere ind i bygningen, indtil han nåede hen til den høje skranke, hvor der dagligt både blev afleveret og udleveret pakker, breve, og alt det, der nu hørte et posthus til. Der var dog ingen at se bag den. Han rynkede svagt øjenbrynene, gik et skridt nærmere, og lod blikket falde på en sølvbelagt piccoloklokke, som hans hånd fluks faldt ned på, så et klingende ’ding’ lød, og der hurtigt efter, kom en dame farende ud, med kantede briller og en stram, opsat knold i nakken. ”Nyearh?” mumlede hun med en polyppræget stemme, og så afventende på ham, henover hendes halvbrillers kant. ”Der skulle vel ikke ligge et læs ordbøger til Highschool Di Morga?” Han trak en anelse på smilebåndet, så et skævt smil dannede sig på henover hans mund, og lagde tilmed hovedet på skrå. ”Njoh, nu skal jeg hente kassen med bøger til Dem, sir.” Mumlede hun, fortsat med den rimelig irriterende, lettere bidske stemme, men lige på et hængende hår, før hun forsvandt ud af den dør, hun også var kommet ind af, lænede han sig halvt indover skranken, og hviskede noget til hende, med den ene hånd sat op ved siden af munden. ”Og, jeg skulle også gerne hente, du-ved-nok-hvad.” Hun nikkede forstående, og trippede så afsted for at finde det frem. Han smilede svagt for sig selv, et smil, der ikke mindede om de andre. Faktisk var det ikke rigtig til at læse. I en stilfuld omdrejning vendte han sig om, og lænede derefter det nederste af sin ryg op mod skranken, netop som hans grønlige øjne fikserede sig på Niwa, og han endnu en gang blinkede til ham, før hans blik blev slået væk fra ham igen, og han blot stod og stirrede tomt ud i luften, ventende.

Niwa skævede atter op til Aiden, som blot stod og smilede til ham. Niwa forstod ikke helt hvad det var han stod og smilede ad, indtil Aidens vanlige viften med hånden og ét af mange udvalgte ord, som han ofte så ud til at bruge, som blot beskrev, at.. det ikke skulle komme an på dét, eller at det var noget være sludder Niwa stod og plaprede om. Niwa’s lyseblå uskyldige øjne så ned imod luffen han havde om hånden, hvor tyveren lå i, som derefter forsvandt, som Aiden fik Niwa’s hånd til at lukke sig om den. Niwa så op på Aidens ansigt som slog en fraværende, ligegyldig mine op, hvorefter han så ud til at lade tingene ligge. Niwa lagde hovedet svagt på skrå og betragtede sin lærer. Han var… ja.. hvordan skulle Niwa beskrive det. Aiden var.. anderledes – pænt sagt. Niwa så dernæst ned imod sin lukkede luffe, og skulle til at proppe mønten ned i sin jakkelomme, da han blev puffet ud af døren. Niwa knep øjnene sammen da en bidende kold vind slog ind imod ham og blidt løftede op i hans sølvgrå hår. Niwa åbnede dem atter nysgerrigt og så ud over det snedækkede landskab som strakte sig foran dem. Et muntert, åbent smil gled indover Niwa’s ansigt. Hvor var det bare smukt! Han blev helt trukket ind i sin egen verden, og vente først tilbage da han opdagede at Aiden allerede var gået. Han satte i løb og skyndte sig efter ham, men nåede først op til ham, da han sænkede farten en smule. Han måtte have opdaget at han ikke var kommet med. Niwa slog blikket rundt omkring sig og betragtede al den hvide sne, som reflekterede solens sjældne stråler og skar i Niwa’s øjne. Aiden mumlede noget om hvor koldt og dårlig sneen var. Niwa elskede derimod sneen, men det sagde han naturligvis ikke højt. Han så op imod Aiden og betragtede hans ufornøjede ansigtsudtryk. Hver gang Niwa skulle se på Aiden, måtte han faktisk læne hovedet bagud. Aiden var høj.. Meget høj. Derimod var Niwa meget lav og lille. Spinkel og slap. Han var ikke specielt stærk som skolens drenge der altid spillede fodbold. Han var ikke lige så klog som dem der sad og læste på biblioteket. Han var ikke lige så heldig som dem som spillede kort i frikvarteret… Han var… Alene. Han vidste godt at der kun var én af ham, og han var meget anderledes end alle andre. Den tankestreg fik ham til at rette huen en ekstra gang. Nogen gange.. ville han ønske at han bare.. Niwa havde nær gået direkte ind i Aiden, men nåede akkurat at stoppe op, før han bragede ind i ham. De var åbenbart allerede nået posthuset, og Niwa så hen på kobberskiltet som hang på døren. ’POSTHUS’ stod der. Niwa skyndte sig indenfor, før den tunge dør smækkede i, efter Aiden havde sluppet den. Han fulgte efter, som var han en lille hundehvalp… eller kattekilling passede nok bedre i dette tilfælde. Der var dejlig varmt inde og der lugtede sjovt. En smule indelukket også, men det gjorde der de fleste steder om vinteren. Niwa stoppede op bagerst i rummet og så blot efter Aiden, som han vandrede op imod disken. Der var ingen, i hvert fald ikke før han havde ringet på klokken. Niwa slog blikket væk og så sig nysgerrigt omkring. Han vandrede hen til en hylde fyldt med kort. Niwa betragtede dem. Der måtte være til hver eneste lejlighed man kunne forestille sig. Han lukkede luffen om et kort med to kattekillinger på. Han åbnede det og straks begyndte en hylende tone, som burde blive til en melodi at larme. Niwa trådte forskrækket et skridt bagud og strakte sig så langt væk fra kortet som muligt, og holdt det ud fra sig. Han skyndte sig at lukke det i igen. Han mærkede hvordan hans katteører langsomt rejste sig op igen, efter at have lagt sig tilbage ved den skrækkelige høje lyd. Niwa spærrede øjnene op og mærkede hvordan skuldrene krøb op på hver side af hans hoved. Han skævede hen til Aiden, men han havde heldigvis ikke bemærket noget. Han åndede lettet op ”Pheew” Mumlede han lavt til sig selv og skyndte sig at sætte kortet tilbage på dets plads. Niwa skulede ondt til det og rakte hurtigt tunge ad det, før han vendte ryggen til det. Hans blik fæstnede sig på Aiden som han hviskede til ekspedienten. Niwa havde utrolig god hørelse – det var blandt andet derfor han havde reageret så kraftigt på det spillende kort – så han kunne snildt høre hvad det var Aiden hviskede. ’du-ved-nok-hvad’?... Niwa rynkede uforstående brynene, men skyndte sig at se væk, da Aiden vente sig om og så imod ham. Niwa tøvede lidt.. Gik derefter hen til et stativ fyldt med klistermærker og lod som om han var fuldt optaget af dem. Skævede i ny og næ mistænksomt til Aiden.. Rystede kort efter irriteret over sig selv på hoved. Det var sikkert ikke noget… Han måtte holde op med at være så mistroisk. Aiden var en lærer… det var sikkert… et eller andet.. lærer’agtigt..

Aiden betragtede ham tavst, i al den tid, den sjovtsnakkende kvinde var væk, og kunne ikke lade være med at smile, de gange, hvor hans blik landede på katteørerne. Naa, kawaii! Noget distræt så han frem for sig med halvt lukkede, svagt funklende øjne, og så ud til at befinde sig et helt andet sted. Han blev først vækket til live, og hevet ud af sine kattefyldte drømmeverden, da damens sippede, gennemtrængende stemme lød igen, bag ham et sted. Efter en kort hovedrysten, drejede han om, og vendte således fronten mod skranken, hvor hun havde lagt både pen og papir frem. Både her og der, og der, skulle der skrives under. Han greb i et snuptag kuglepennen, skriblede nogle kringlede bogstaver ned på papiret i form af hans initial, og måtte en enkelt gang føre pennes ende op til munden, hvor han hurtigt fugtede den med tungen, før han fik udfyldt den sidste linje og lagde så den grå kuglepen fra sig, ovenpå det kridthvide papir. Postmedarbejderen, med den lidt for stramme knold, læssede en stor papkasse, fyldt med ordbøger, op på skrankens overflade, efterfulgt af en aflang, mindst lige så stor kasse – der næsten var helt klistret ind i sort tape – sammen med en, der var lidt, meget, mindre end de to andre. Et venligt smil gled indover hans læber, men hun gengældte det ikke den mindste smule, vendte sig bare om og forsvandt igen. Han scannede kort de tre kasser med blikket, og endte senere med at løfte sin taske af skulderen og sætte den op på den mørktræede skranke, hvornæst han fik bugseret den mindste pakke ned i den, så der var dén mindre at slæbe på. ”Bu-bu-bu-bu ...” mumlede han, med let rynkede bryn, og en hånd plantet omme bag i nakken, imens han skiftevis så på kassen med ordbøger og den aflange. Gad vide, om lille Niwa kunne bære nogen af dem; det kunne han næsten ikke være bekendt at byde knægten. What to do, what to do. Han satte både pege-, lange- og ringfingerens spidser halvvejs mod sin underlæbe, og halvvejs mod hagen, som han tænksomt trommede fingerspidserne imod. Dét, han kom frem til, var, at den med bøgerne måtte være den tungeste – hvilket den med sikkerhed også var – så han endte med først og fremmest at tage den rektangelformede kasse ned, og holdt den efterfølgende hen mod Niwa med en halvt udstrakt arm. ”Den er lidt tung, så pas nu på, og vær nu forsigtigt. Den skal helst undgå at blive tabt på gulvet,” sagde han strikt, og så i et øjeblik dybt alvorligt på ham, men blødte hurtigt op i et smeltende smil, hvorpå han hang tasken over skulderen igen og med en del besvær fik løftet den tunge kasse op i favnen, og eftersom den var noget tungere, end hvad han havde forventet, var han nær væltet bagover. Heldigvis, nåede han at sætte en fod bagud, og fik på dén måde genoprettet sin balance. ”Så, afsted med os igen.” Han forsøgte at sende Niwa et smil, men kassen dækkede det meste af hans ansigt, så det kunne han lige så godt droppe.
En smule bøvlet, og med en rimelig stor anstrengelse, vaklede han, lidt usikkert, hen til den dør, de var kommet ind af og fik den med nød og næppe skubbet den op ved hjælp overarmen/skulderen. Dér blev han stående i et lille rum tid, lænet op af døren, indtil Niwa var kommet ud, så han bagefter selv kunne træde ubekymret ud i den kolde, hvide verden, der ventede udenfor. Han gjorde pludseligt holdt, stoppede brat op, da noget slog ham. Han kunne bestemt ikke slæbe privatpakken med sig hen i skolen; og slet ikke med det indhold, der var i den. Ikke med alle de nysgerrige lærer og elever, der var, henne på skolen. Måske kunne han … Aiden prøvede, mislykket, at se over papkassen og ned på Niwa, men måtte i stedet for dreje hovedet ud til siden, og holde ekstra godt fast i pakken, for at kunne slå blikket hen på ham. ”Du, Niwa. Kunne jeg lokke dig til at hjælpe med, at få sat dén pakke der, af, hjemme hos mig?” Han nikkede ned mod den kasse, han havde sat ham til at bære, og smilede samtidig svagt til ham. ”Det ligger tæt på skolen. Jeg vil næsten tro, at afstanden er kortere, end hvad den er, imellem posthuset og skolen. Hvis vi skynder os, kan du måske lige nå tilbage, før det ringer ind igen. Ellers skal jeg nok skrive en til seddel,” tilføjede han og lod smilet vokse en kende, og satte dernæst farten på tempoet op.

Da damen atter fandt tilbage til disken med kasserne, drejede Niwa om på hælene og luntede derhen. Disken var i hans øjenhøjde, så han måtte stå på tæer for at kunne se over den og så nysgerrigt mod den lange kasse. Gad vide hvad der var i den? Han studerede den indgående imens Aiden proppede den mindste af dem i skuldertasken. Niwa læste klistermærket på dens side, men kunne ikke komme i tanker om hvor navnet kom fra – hvilket produkt det gik for at være. Aiden løftede kassen og rakte den imod ham. Niwa tog imod den og var kort ved at tabe dén og sig selv på gulvet, men rettede sig hurtigt og omhyggeligt op. Han lod dens ene ende hvile imod gulvet, imens Aiden så strengt på ham og bad ham om at være forsigtig. Niwa nikkede forsigtigt som tegn på at han havde forstået, hvorefter Aidens ansigt blødte op i et smil. Niwa kunne ikke helt sætte en finger på hvad, men det var bare som om Aidens smil var… Altså.. hvis man så på Aidens udseende, virkede han ikke umiddelbart som typen der overhovedet kunne smile sådan som Aiden gjorde. Venlige og varme smil, og så var han faktisk rigtig flink - det synes Niwa i hvert fald, da Aiden havde ladet ham slippe for at komme for sent. Niwa spærrede øjnene på i dét Aiden så ud til at falde bagover, men det gjorde han ikke. Aiden skyndte på ham og Niwa hankede op i kassen og bar den i første omgang i favnen. Han måtte lirke sig selv ud af døren, som Aiden holdt for ham, for at kassens ender ikke skulle støde imod døren. Derefter rettede han på den så han holdt fast om den i den ene ende, og lod den anden ende hvile imod hans skulder. Lidt ligesom soldaterne holdt deres gevær. Niwa traskede af sted og rettede i ny og næ på kassen, som han måtte holde med begge hænder. Den var noget tung, men han kunne godt bære den! Han stoppede op da Aidens stemme atter lød og opdagede at han var stoppet op. Niwa drejede halvt om og så tilbage på ham med sine store blå øjne og et afventende blik. Ikke utålmodigt på nogen måde… mere nysgerrigt, og afventede Aidens ord. Niwa tøvede en kende ved Aidens nye idé. ”Tjoeh..” Mumlede han og sendte vejen de var på vej ned ad, som førte til skolen et længere blik og så dernæst overvejende ned i jorden. Tjoeh.. altså… hvis der ikke var så langt.. så var det vel.. Niwa så atter op på Aiden. Man kunne se Niwa’s ånde, da hans mund var en lille smule åben. ”…Ja okay såeh..” Svarede han derefter og smilte svagt.
Han så kort efter Aiden, og fulgte dernæst trop. Egentlig.. hvorfor tog han den ikke bare med op i skolen, og så bare tog den hjem når skolen sluttede?.. Nå ja.. han havde sagt at.. eller.. Der måtte i hvert fald være noget dyrebart i den, som han ikke ville have nogen andre skulle komme i nærheden af. Niwa løftede kort op i kassen, da den blev ved med at glide ned. Hans arme begyndte langsomt at syre til. Han sendte Aiden et blik i håb om at de snart måtte være der, da han ikke havde kræfterne til at bære den ret meget længere. Hvorfor… havde han så bare ikke fået en af de stærke drenge til at hjælpe sig, i stedet for Niwa? Niwa blev aldrig valgt ud til den slags. Hvilket også gav sig selv med hans kropsbygning.. Så Aiden måtte have gjort for at Niwa ikke skulle slippe helt ustraffet for at komme for sent. Nok være sikker på at det ikke gentog sig. Niwa sukkede. Det var da også noget underligt noget at gå og spekulere over.

Aiden smilede fornøjeligt for sig selv, og var nu mere eller mindre inde i sin egen verden, endnu en gang. Landskabet omkring ham, lagde han i hvert fald ikke det mindste mærke til. Den her gang var det et tykt snefnug, der vækkede ham, og trak ham med tilbage fra labyrinten af adspredte tanker, da det landede lige så fint på tippen af hans næse. Hans øjne skelede helt, idet han forsøgte at få øje på det, men allerede dér, var det smeltet, på grund af varmeforskellen imellem ham og det isnende, hvide fnug, der nu dryppede ned i form af en dråbe, fra hans næse. Han havde nær sprunget sit eget hus over, og det var kun lige akkurat, at han nåede at opdage det, så han måtte træde et par skridt bagud, før han drejede halvt om og marcherede hen ad en smal sti, som var belagt med fliser, og til den hvidmalede villa, hvor malingen de fleste steder var ved at skalle af. Det måtte han gøre noget ved, på den anden side af vinter, når foråret sprang frem og naturen atter begyndte at blomstre.
Da han havde besteget de små, tre trappetrin, og nu stod på den mindre, terrasselignende ting, satte han kassen med ordbøger fra sig på det snedækkede trægulv, og fandt hurtigt en nøgle frem fra bukselommen, satte den senere hen i nøglehullet, som sad lige under dørhåndtaget og drejede den, indtil det ventede ’klik’ lød. Han trykkede håndtaget ned, og åbnede bagefter døren for både ham selv og Niwa, hvorpå han skøjtende bevægede sig indenfor, og vinkede bare sin nye elev med sig, efter at have tørret skoene af på dén måtte, der var lagt på den anden side af dørtærsklen, indenfor. Næsten alle rummene i hans hus var lyse, og venlige for øjnene. Både indretningen og de forskellige ting, var lidt gammeldags, men det gav blot huset et unikt præg. Han stoppede op, cirka midt i entreen, og da kastede han et blik over skulderen, hen på Niwa, med et af sine rare, venligsindede smil. ”Kom du bare med indenfor,” sagde han og lukkede øjnene i et langt blink, hvor hans smil groede en centimeter eller to, inden han travede videre ind, efter at have læsset skuldertasken af i et hjørne af entreen, men standsede så igen, i døråbningen ind til dét, der måtte være stuen. ”Og, gider du være så sød at lukke døren efter dig? Tak.” Han fortsatte ind i stuen, hvor der henslængt på en mat, rødbrun sofa, lå en tyk, lille hund med et postkasserødt chokerhalsbånd på. Skønt, han uden tvivl var en kattetilhænger, havde han en hund. Ikke at han aldrig havde haft en kat; faktisk, havde han haft en lang række missekatte. Mindst ti. Der hang også op til flere billeder med katte på, hist og her. De havde bare ikke holdt så længe …
”Vil du ha’ noget at drikke? Te? Kakao? Kaffe?!” Han var tøffet fra stuen og ind i køkkenet, hvor han stod og rodede med nogle forskellige ting og sager, det der nu var i skabene. Kort efter, brød en lavmælt, pibende lyd frem, da vandkedlen havde stået i lidt tid oven på et af det gamle brændekomfurs varme plader

Imens de travede igennem den frostprægede sne, som knirkede under deres fødder, betragtede Niwa’s store blå øjne atter de sneklædte omgivelser. Det var som om en stor dyne af sne havde lagt sig over omgivelserne, og det så ikke ud til at den forsvandt foreløbig. Et snefnug landede ligeledes på Niwa’s næse. Han så ned på det og betragtede hvordan det gik i opløsning og blev til smeltevand. Et svagt smil gled indover hans læber og han stoppede op og vente blikket opad, mod de mørkegrå skyer som bragte sneen til dem. Store pudder af snefnug begyndte at dale ned fra himlen. Heldigvis havde vinden lige lagt sig, så en snestorm blev der ikke ud af det. Niwas pupiller voksede og til sidst kunne man kun spore en lille ring af hans lyseblå iris. Niwa slap kassen med sin ene hånd og viftede ud efter de faldende snefnug med den frie luffe. Han fniste lavt for sig selv, men kom dernæst i tanker om hvad han egentlig var der for. Han hankede op i papkassen og fulgte efter Aiden, som var gået ned ad en lille sti som førte til en terrasse som hørte til dét som tilsyneladende var Aidens hus. Niwa så nysgerrigt og dog flygtigt indenfor og overvejede om han nu turde træde indenfor – næsten som om han frygtede at en fælle ville klappe om ham. Hans blik blev ført op på Aiden som sendte ham et gennemtrængende varmt smil. Bad ham komme indenfor, næsten som om han var Niwas gamle tante eller lignende. Niwa så efter Aiden som stoppede op i dørkarmen til det næste rum og bad ham lukke døren efter sig, hvorefter han forsvandt ind ad døren. Niwa trådte forsigtigt og en smule tøvende ind på måtten, hvor han så ud til at slå rødder som det første. Han lukkede langsomt og forsigtigt døren bag sig, som var den lavet af glas. Han placerede kassen på gulvet og lod den læne op ad den ene væg. Han trampede sneen af støvlerne og tog dem dernæst af. Han kradsede sig utilpas på armen, hvornæst han stivnede. Niwa lænede hovedet tilbage, næsten som var det meningen at han skulle til at betragte loftet, men i stedet begyndte han at snuse. Han lagde ørene tilbage og trådte hurtigt et skridt bagud men blev standset af trædøren bag ham. Aiden havde tydeligvis en hund. Det var nok dét som havde fået Niwa til at virke så mistroisk over for ham. Han lugtede af hund. Niwa så flygtigt rundt og så noget forskræmt ud. Han forestillede sig en kæmpe roweiler som ville spurte imod ham, og dernæst spise ham med hud og hår. Aidens stemme lød inde fra huset og kort efter, lød den lyse og overdøvende hyl fra vandkedelen. Hvad skulle han dog gøre? Han turde ikke bevæge sig ind i huset med en hund i nærheden. Dog.. fik Niwas nysgerrighed flyttet hans fødder og langsomt listede han lydløst hen til døråbningen, hvor han lænede sig op ad dørkarmen, så det eneste synlige af ham var fra hans halsudskæring. Niwas blik søgte rundt i rummet og fæstnede sig straks på uhyret som lå og fedede den af i sofaen. Hans katteører havde lagt sig helt tilbage og han bed sig i underlæben, hvor han kunne mærke de to skarpe hjørnetænder borde ned i den. Han vidste ikke rigtig om han turde svare, tænk hvis dyret vågnede! Niwa overvejede situationen let og sank dernæst besværet en klump som havde formet sig i halsen på ham. Det var godt nok ikke en særlig stor hund.. men det var stadig det mest frygtindgydende uhyrer Niwa kunne komme i tanke om. ”Uhm… Ne’nej tak.. Jeg må hellere se at ko’komme tilb’bage til skolen” Svarede han imens han stirrede indædt på det sovende kræ i sofaen. Hans ører havde vagtsomt rejst sig igen og opserverede hver eneste lyd de nu kunne opfange.

Aiden lod det kogende vand stå og passe sig selv, uden videre bekymring omkring dét, og vadede ind i stuen, væk fra køkkenet, hvor hans blik straks landede på Niwa, der stod og så noget utilpas ud henne i døråbningen. Det, blikket, gled hen på den dovne rad af en hund, som lå og fedede den i den magelige sofa, og hævede svagt et øjenbryn af dens dovenskab, før hans øjne fikserede sig på Niwa igen, og et smil banede sig vej til hans tynde læber, der for en kort stund blev skilt ad, således at det nederste af to rækker med ubegribeligt spidse, hvide tænder blev blottet, netop som en kort, munter latter undslap hans mund og farede ud i den kvadratiske stue. ”Demon? Ham skal du ikke være bange for. Han kan ikke finde på at gøre en flue fortræd. Han er i hvert fald alt for glad for at sove til overhovedet at gide og gøre et forsøg,” beroligede han ham, og rystede svagt på hovedet af sin ynkelige undskyldning af en hund, dog med et varmt smil klistret i fjæset, inden han løftede en hånd og forsøgte at shanghaje Niwa hen til sig, hvorefter han vendte sig om og slentrede tilbage til køkkenet. ”Tænk en gang, og jeg som troede, at enhver elev ville gøre hvad som helst for at slippe for undervisning,” klukkede han lattermildt, og skruede ned for varmen på komfuret, rev en grydelap ned fra en krog, der hang på væggen nær det sorte komfur, og lukkede dét samt sin ene hånd rundt om kedlens hank; ”kommer du ikke herud i køkkenet?” Han satte den dernæst fra sig, på et korkunderlag, og fandt et keramikkrus frem fra et af skabene. ”Er du sikker på, at du ikke vil have noget, hverken at spise eller drikke?” Han fandt et tebrev frem til sig selv, sænkede det ned i koppen, og fyldte den med det gennemvarme vand, der straks udskilte damp, som roligt sivede op fra koppen og opad, op mod loftet. Derpå fiskede han to sukkerknalder op fra en lille porcelænsskål og smed dem ned i det fyldte krus, så to små ’plop’ lød og et par dråber skød op fra den og stænkede ned på den ru stenbordsoverflade.
Han gjorde stop midt i døråbningen, efter at have taget det nu varme keramikkrus op i hånden, og lænede sig åndsfraværende op af dørkarmen, hvorpå han forsigtigt sippede til den endnu glohede drik, der var i kruset, hvilket resulterede i, at en mindre del af hans tunge blev let brændt, og dét fik ham til kort at snerpe munden sammen sammenlagt med, at vente lidt, før han igen bestemte sig for at tage bare den mindste tår af teen. ”Tag dit overtøj af. Ellers kommer du bare til at fryse, når du kommer ud igen,” sagde han, smilende, og gik efterfølgende hen til det hvide, blanke flygel, der stod henne i et af stuens fire hjørner, på skrå. ”Og er det ikke varmt, med både luffer, frakke og hue på indenfor?” tilføjede han i forbifarten derhen, greb kvikt den fjernbetjening, som var blevet lagt der på, og spankulerede hen til en mindre puf, der var betrukket med mønstret stof, og skubbede den en smule væk med den ene fod, før han lagde betjeningen fra sig igen, på det voksslebne, lave sofabord. Han så afventende på Niwa, med sine øjne, vis pupiller havde antaget en lidt anden form, de mindede ligesom mere om en reptils, og var knap så grønne, som de tidligere havde været. ”Du kan hænge det på stumptjeneren ude i entreen.”

Niwa’s stive blik som han sendte den luddovne ynkelige udgave af en ’hund’ som lå på sofaen, blev erstattet af en forfjamsket halv-genert ét da Aiden fangede ham i at belure hunden. Man skulle næsten tro den ikke var levende, siden den ikke så ud til at bevæge sig overhovedet. Niwa blev tøvende stående i døråbningen lidt endnu og betragtede i stedet Aiden, som han luntede rundt i køkkenet og anrettede the til sig selv. Han blev stående, selvom Aiden kaldte på ham. Niwa var ikke just typen man kunne kalde til sig, som man gjorde med en hund. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle svare, da Aiden spurgte om han kunne tænke sig noget at drikke eller spise. I samme øjeblik rumlede hans mave faktisk, hvilket fik ham til at rødme. Han ville nødig være til besvær.. Men han var faktisk både sulten og tørstig, men det sagde han naturligvis ikke højt – det måtte hans mave om. Niwa skævede i ny og næ til den sovende pølse af en hund som lå slynget hen på sofaen. Han vendte blikket rundt i rummet og lod det vende og dreje et par gange over alle tingene, som fyldte det ud. Der var utrolig mange billeder som forestillede katte, skulpturer af katte og malerier. Man skulle næsten tro han var en smaler. Han havde godt nok ikke forventet at Aidens hus ville se sådan her ud… men det var faktisk ganske.. hyggeligt. Niwa’s blik blev vendt tilbage på Aiden, da hans stemme atter lød. Kommanderede ham til at tage overtøjet af. Niwa skulle til at sige ham imod, men han forlod hurtigt døråbningen, og i stedet fulgte Niwa ham med blikket som han bevægede sig forbi et flygel og hen ved sofaen. Det var næsten som om han lokkede Niwa til at tage overtøjet af og komme indenfor i varmen og få en kop the, og måske en bid brød? Det var faktisk ret fristende, i stedet for at tage tilbage til skolen, men af en eller anden grund følte Niwa trangen til at takke nej. Aiden var trods alt en komplet fremmed, selvom det var hans nye klasselærer. Efter Aidens sidste opfordring, valgte Niwa at forsøge at snige sig udenom, og måske få chancen til at forlade huset. Af en eller anden grund, var det som om der hvilede en trykkende stemning imellem dem. Det var måske bare ham.. Desuden, havde Aiden ikke insisteret endnu.. bare.. opfordret ham til det. Niwa tøvede let, før han fik fremstammet ”Ne…nej tak mr. Aiden.. ” Niwa havde misset Aidens information om at de ikke skulle tiltale ham med titler, så det gjorde Niwa. Han så ned i gulvet og skubbede let til en tilfældig nullermand som havde overlevet støvsugerens angreb, med den sokbeklædte fod. Han så atter op ”Jeg må hellere tage tilbage… Jeg kan ikke være bekendt at komme forsent igen… ” Sagde han lavmælt og noget tvivlsomt. I det som han troede han måske kunne slippe fra det, knurrede hans mave endnu engang insisterende og højlydt. Niwa rødmede svagt og bed sig blufærdigt i underlæben. ”Men tak for tyveren..” Sluttede han, hvorefter han pænt ventede på tilladelse til at forlade huset.

Aiden så en anelse uforstående på ham, og sænkede samtidig hånden, hvori han holdt det lyseblå, glaserede keramikkrus i. Hans hoved var faldet lidt på skrå, og hældte nu mere til den ene side, end den anden, alt imens hans øjne flygtigt gled rundt på Niwa, fokuserede dog mest på hans ansigt, med de barnlige karakteistiske træk, og de ører, han simpelthen bare ikke kunne lade være i meget mere, end to sekunder. Han fortrak sine mundvige i et stille smil, før han slog endnu en kort latter op. ”Mr.? Kald mig for guds skyld bare Aiden,” opfordrede han og viftede vanligt med den frie hånd, ud i den blå luft, inden de næste stavelser, sammensat til ord, flød ud af knægtens mund. ”Og det er du sikker på?” Dét spørgsmål slap ud mellem hans læber, lige inden, Niwa’s mave besluttede sig for, at den også havde noget at sige, og kom med en klagende lyd. Han valgte ikke at kommentere det, men løftede blot sin ledige hånd, og placerede dens tommel mod den ene side af underkæben og pegefingeren langs den anden. ”Jaså. Jamen, så følger jeg dig derop. Jeg skal alligevel, have udvekslet et par ord, med din lærer, der var så uheldig ikke at have dig til time her i morges.” Et smil passerede hurtigt hans læber, hvorefter han satte det stadigvæk fyldte krus fra sig på sofabordet, ved siden af den grå fjernbetjening, og lagde efterfølgende en hånd på Niwa’s skulder, lukkede den blidt omkring den, og kunne på dén måde dreje ham om, hvornæst han hjælpsomt puffede ham et lille stykke hen mod døren. Med fejende skridt, skøjtede han rundt i entreen og fandt både et strikket halstørklæde og en lang, sort frakke frem, som han straks iklædte sig og trak som det sidste et par sorte læderhandsker ned over hænderne. Han ville nødig ud i dét vejr igen, uden den rigtige påklædning, som han havde manglet før. ”Nuvel … så er det tilbage til skolen, lille ven,” meddelte han med et kækt, skævt smil og sjokkede hen til døren, sendte den aflange pakke et stjålent blik, inden han åbnede hoveddøren og trådte udenfor i den kolde vinter, der, som tidligere, fluks bød ham velkommen til dets hvide legeland, der kunne være nok så sjovt at boltre sig i, men i sidste ende, hvis man opholdt sig for længe udenfor, ville det med lethed kunne fryse en ihjel. Helt uskyldig var sneen ikke, selvom dens fine, neddalende snefnug forsøgte at overbevise en om, at det var det, den var. Han sukkede indvendigt, havde egentlig mest af alt haft lyst til bare at beholde ham for sig selv derhjemme, men det ville nok ikke gå, med hans forældre; som han ikke vidste det fjerneste om, eller kendte til dem. ”Bor du langt væk fra skolen?” spurgte han, tog på den måde et initiativet til en alternativ samtale, og så spørgende ned på ham, efter han var kommet ud, og lukkede skyndsomt døren bag sig, så der ikke kunne strømme mere varme ud. Tjept låste han døren, og puttede nøglen ned i en af sin uldne frakkes lommer, inden han traskede afsted, mod skolen, i et raskt tempo. Han måtte en enkelt gang sende en hånd op til sit lyse, strittende hår, for at sørge for, at det ikke veg fra hans lange, spidse ører, der endnu var trykket ind mod hovedet. Ganske vist, kunne han ikke dreje og vende dem som han ville, ligesom en kat, men han kunne skam bevæge dem betydeligt mere, end et menneske, med normale ører, kunne. Hans blik faldt kort efter på den mælkehvide ånde, der steg til vejrs, for hver gang, han ekshalerede den opkvikkende vinterluft, og hænderne, havde han haft begravet dybt nede i frakkelommerne i et godt stykke tid.
”Kan du godt lide vinter, Niwa?”

Niwa så forbløffet til som Aiden let gav sig. Han havde ellers ikke virket sådan, men Niwa tog fejl… Som oftes. Niwa så tilbage på bordet hvor Aidens te stod og dampede. Det var næsten synd at lade det gå til spilde, men det kunne Niwa ikke tage ansvar for. Eller… det var jo rent faktisk lidt hans skyld men.. årh, det var alligevel noget åndssvagt at få dårlig samvittighed over. Niwa så undrende på Aiden ved hans sætning ”Uheldige?..” Det var da noget underligt noget at sige. At en lærer var uheldig over at være gået glip af Niwas tilstedeværelse. De fleste fandt ham vel irriterende.. Niwa blev vendt om med en let bevægelse fra Aiden, og skubbet ud i gangen. Han luntede med og tøvede kort, før han selv tog støvler på og hoppede over dørtærsklen og landede i sneen på terrassen. Han løftede sin ene fod og betragtede fodsporet i sneen som han havde efterladt sig. Han placerede foden i en urørt del af sneen. Han, Niwa, var den aller første i HELE verden – og den eneste – som trådte netop i dén sne og lavede dét fodspor. Han smilte tilfreds ved tanken. Han så op imod Aiden, da han spurgte om han boede langt fra skolen. Niwa mistede pludselig alt liv ved sig og så tomt frem for sig. Niwa havde ikke nogen forældre, og han var stukket af fra dét børnehjem som havde opfostret ham. Alt sammen pga. af hans dumme katteører og hale. Faktisk, havde han bosat sig i gymnastiksalens redskabsrum hvor alle madrasserne, underlagene og trampolinerne var placeret. Han havde fundet nogle tæpper på et skjult depot skolen havde, og lavet en redde bagerst i rummet, hvor ingen ellers kom. Man skulle også have en del klatrefærdigheder for at nå derom. Til Niwas held, var der en radiator som virkede og en vask med rindende vand. Niwa livede atter op, men så fortsat frem for sig. ”Nej det kan man vist ikke sige..” Svarede han og fulgte efter Aiden. Han anede faktisk ikke hvor de befandt sig, så det var nok meget godt at Aiden havde tilbudt at følge ham tilbage. Eller.. det var heldigt at han alligevel skulle tilbage. Niwa genvandt hurtigt sit postitive humør og vandrede i sin egen verden og lavede kort gade drenge hop i sneen. Han snurrede omkring sig selv et par gange, og var kort ved at miste balancen, men han genvandt den, inden han faldt. Han luntede videre ved Aidens side og overvejede hvordan resten af klassen ville reagere da han kom så for sent som han nu gjorde, og blev ledsaget af Aiden – deres nye skolelærer. De ville sikkert tro at han havde fået den helt store skideballe og at Aiden var rigtig slem. Men hvis de antog dét, tog de grueligt fejl. Niwa skævede op til Aiden og smilte indvendigt. Han var ikke spor slem.. han skulle nok blive en rigtig god lærer. Niwa slog dernæst blikket op imod de fluffede grålige skyer som dryssede sneen nedover landet. Næsten som man drysser flormelis igennem et si. Niwa drejede overkroppen og hovedet imod Aiden da han spurgte om Niwa kunne lide vinter. Niwa overvejede spørgsmålet lidt. ”Mweh..” Mumlede han og placerede den ene luffe ved læberne og så tænkende frem for sig. Han fjernede luffen inden han talte ”Altså… jeg kan godt lide jul… selvom det er længe siden jeg har fejret én…” Niwa så frem for sig som han talte ”Og jeg elsker sne, selvom det er koldt…” Niwas blik ændredes og blev mildt og hengivent ”Det er så smukt..” Mumlede han – mest til sig selv, men Aiden ville helt sikkert også kunne høre det. Niwa drog et saligt suk og skuttede sig kort som følge af en vind der slog ind imod ham. Hans kæbe, læber og næsetippen blev skjult under det alt for lange strikhalstørklæde. Han rettede på huen og så op imod Aiden med et bredt, rart og nuttet smil ”Men jeg glæder mig nu også til foråret!” tilføjede han smilende.

Aiden lagde ikke yderligere mærke til den pludselige forandring, i Niwa’s ansigt, der syntes at blive skyllet helt rent og efterladt, som et tomt lærred, men der kastede sig dog forholdsvis hurtigt et en ny bølge med liv over hans, til tider lidt for uimodståelige, ansigt, og det var på det tidspunkt, at Aiden vendte blikket ned mod ham. Hvad skulle dét svar præcist betyde? Nåh, der nåede ikke at dukke specielt mange spekulationer op i hans hoved om Niwa’s svar, så dét var straks glemt igen. Hans blik nåede lige akkurat at blive rettet op mod den skydækkede himmel, inden Niwa atter gav lyd fra sig, og Aiden endnu en gang slog sin opmærksomhed over, eller rettere sagt ned, på ham, og lyttede til det, han havde at sige. Han ventede med at komme med indvendinger, til han havde snakket færdig; og efter dét, måtte han samle en god håndfuld viljestyrke, og for alt i verden undgå at gå helt i hundene, da smilet brød frem på Niwa’s læber. Det blev efterhånden sværere og sværere at holde masken, men det gik med nød og næppe. ”Du holder ikke jul længere? Jamen, hvorfor dog det? Er dine forældre gået hen langs stien til en anden trosretning, der ikke fejre jul?” Han kom selv med et mindre smil nu, og så ned på Niwa med et lunefuldt blik, inden han så frem for sig igen, og snart kunne skimte omridset af den store skole. Der gik noget tid, før han atter lod høre fra sig. ”Jeg er ikke særlig pjattet med sne, så jeg ser så sandelig også frem til foråret,” fortalte han, med en munter tone, og fugte kort sine læber med spidsen af sin tunge. Under resten af turen derhen, til skolen, fløj hans tanker frit omkring, han var ikke rigtig til stede, men heller ikke helt væk, selvom hans blik var blevet betydeligt mere fjernt. Han lå og vippede usikkert på grænsen til virkeligheden og dén verden, der kun fandtes, inde i hans eget hoved. Niwa lod ikke til at være én, man bare sådan uden videre kunne grave sig vej ind til, så at sige, at det nok ville blive noget af en udfordring at få lokket blot den mindste information om ham, ud af ham. Og, hvad var det lige med alle de lag tøj, som han ikke havde taget af én eneste gang, siden første gang Aiden havde gjort bekendtskab med ham her til morgen? Måske var han ved at blive syg, og ville ved hjælp af varmt tøj, forsøge, at forbedre sit immunforsvar. Men det ville være fjollet, skørt. Måske led han lidt af en mildere form for tvangstanker? Eller også, prøvede han bare at skjule ét eller andet. Aiden rynkede tænksomt øjenbrynene, og blev mere nysgerrig omkring emnet Niwa desto større antallet af lignende spørgsmål blev, men før han viste af det, var de allerede nået hen til skolen, og det tog ham ikke længe at få skubbet hovedindgangsdøren op og skyndt sig indenfor i varmen, der syntes at få hans ansigt, specielt kinder, til at smelte. Der var ingen mennesker at se, hverken i forhallen eller på gangene. Timerne måtte allerede være sat i gang. ”Så er det om at få benene på nakken,” tilskyndede han med en svag klukken, og smilede kortvarigt til Niwa, før han nikkede en enkelt gang fremad, og fik selv sat gang i fodtøjet igen, med kursen sat mod hans klasseværelse. ”Hvilket fag har du nu? Det er vel ikke en al for streng lærer, er det?” Han lo lavmælt, og fæstnede en hånd på håndtaget, så snart han nåede hen til den rigtige dør, der førte ind til klassen, hvor man udefra kunne høre en del uro. Måske var det en vikar, som var blevet sat til at undervise? Det lød i hvert fald som om, at de havde det lidt for sjovt, til, at det kunne være en af de sædvanlige, bitterfjendtlige og gamle lærere, der sad derinde oppe ved katederet og kommanderede rundt med eleverne. Han så hurtigt ned på Niwa med et friskfyragtigt smil, hvorefter han løftede sin anden hånd og bankede knoerne mod dørens overflade tre gange, så det klart og tydeligt kunne høres på den modsatte side, inde i klassen. ”Nu kommer du vel til de skolehjemsamtaler, der er i aften, ikke?” nåede han lige at indføre, sendte ham et skævt smil, og lukkede først næstefter dét, døren op. ”Jeg undskylder for Niwa’s forsinkelse. Det er min skyld. Han hjalp mig bare med … et lille ærinde,” sagde han som det første, efter at have flyttet blikket over på dén lærer, der underviste i klassen på nuværende tidspunkt, inden han blinkede til Niwa, og gennede ham indenfor.

Niwa gumlede fraværende let på sin bløde underlæbe, imens de vandrede imod skolen. High school di morga. Det var faktisk det rene held at han var kommet ind på skolen. Hvis ikke det havde været for børnehjemmets hjælp og dets overhoved. Hun havde altid været så sød imod Niwa.. altid hjulpet ham på vej og lært ham ganske meget. Han savnede hende lidt.. bare engang imellem. Hun var død for et par år siden – blev kørt ned. Siden da, havde børnehjemmet været truet af lukning. Niwa vidste faktisk ikke engang om stedet var blevet lukket eller ej, for han var stukket af inden da. Det måtte være lukket… Ellers havde de vel ledt efter ham på skolen?... Eller også… hvavde de hverken penge eller interesse i at have ham boende. Niwa vågnede på, i det Aiden spurgte ind til det med jul. Niwa spærrede øjnene en smule op. Årh… hvordan skulle han mon forklare dét, uden at blive nød til at informere Aiden om, at han ingen forældre havde?... Det var vel i sidste ende Niwas pligt at berettige deres nye lærer om det, men… Han undgik det. Han gik ikke ind for at lyve, så han fordrejede mildt sagt sandheden en smule. ”Ehm..” Mumlede han og søgte et svar. ”Nej jeg… eller.. jeg mener vi… uhm.” Han begyndte at filtre sig selv ind i sine egne ord. Imens tavsheden bredte sig over Niwa, svarede Aiden på sit eget spørgsmål – det med vinteren. Heldigvis. Resten af vejen, vandrede de i stilhed. Kun vindens dæmpede hyl kunne høres, og samlede i ny og næ en håndfuld sne op, som den føj ind imod dem. Før Niwa vidste af det, stod de atter foran High school di morga. Aidens lille ærinde havde taget liiiidt længere tid end ventet, og det lod sig tydeligt mærke da de trådte ind i varmen. Gangene lå stille hen. Det var kun når de passerede de forskellige døre, at de enten hørte høje råb fra alle klassens elever, eller lærens højt hævede stemme som belærte eleverne i klasselokalet. Niwa sukkede indvendigt. Ak ja… Selvom der stadig var længe til det næste frikvarter, hvilket var spisefrikvarteret, havde han i det mindste sluppet for en del timer. Niwa så op på Aiden som han talte. Niwa rystede svagt på hovedet og holdt lufferne op foran sig ”Nej nej, det er ikke så slemt” Forsikrede han ham, men de skulle have matematik, og lige på nuværende tidspunkt var de inde på et emne som bare ikke sagde Niwa noget som helst. Han forstod ikke særlig meget og han turde ikke rigtig spørge om hjælp. Nå ja.. så meget skulle han vel heller ikke bruge matematikken til i livet.. Han.. skulle nok klare den. Det plejede han jo – godt nok lige på et hængende hår som oftest, men det gik da. Niwa stivnede brat ved Aidens næste ord. ”Sko’skolehjemsam..taler?” Gentog han og så noget skræmt ud, næsten som om Aiden holdt en pistol imod ham og truede ham på livet. Årh for pokker da! Det var også rigtigt! Deres tidligere lærer havde sagt at de efter ferien ville få ny lærer OG skulle til skolehjemsamtaler. For pokker! Niwa, hvorfor er du så distræt?! Bebrejdede han sig selv, men nåede ikke at tænke ret længere før Aiden åbnede døren og undskyldte for Niwas forsinkelse. De kom næsten til at lyde helt forkert, ved Aidens formulering. Var han ikke dansklærer? Var det ikke meningen at han skulle kunne formulerer tingene rigtigt?. Niwa forsøgte alt hvad han kunne for ikke at rødme benovet, hvorefter han blev gennet indenfor. Niwa drejede hoved og så efter Aiden, som han lukkede døren og forsvandt. Niwa blev skyndet hen på sin plads, hvor han tungt satte sig – næste som om hele hans verden var gået i spåner. Åh nej! Hvad ville der ikke ske hvis Aiden fandt ud af at han inge forældre havde! Han ville sikkert fortælle det til alle på skolen, som så ville behandle ham anderledes. De ville sikkert sende ham på børnehjem og så… så ville hans hemmelighed blive afsløret! Hvad ville der ikke ske hvis de alle fandt ud af det?! Han ville sikkert blive nød til at forlade byen – men hvor skulle han tage hen?! Niwa var helt rundt på gulvet og kunne ikke høre andet end hans egen, forvirrede og paniske stemme i sit lille skræmte hoved. Dog gik timen rimelig hurtigt – godt hjulpet på vej af alle Niwa’s bekymringer. Først da alle eleverne var spurtet ud af klasselokalet og kun få sad tilbage, rejste Niwa sig afkræftet. Som var al liv suget ud af hver enkel celle i hele hans krop. Han traskede med slæbende skridt ned ad gangen og endte mirakuløst i kantinen. Han havde godt nok været tæt på at ramle ind i flere folk og genstande på vejen, da hans blik var vendt imod gulvet. Han dumpede ned ved et ensomt bord ved et vindue, hvor en isnende kulde trak. Han måtte lige samle sig før han havde kræfter nok til at gå op og købe noget mad. Han lænede sig forover, indtil hans varme pande mødtes imod bordets kolde overlade og kølede ham lidt ned. ”Hvorfor mig?...” Mumlede han dramatisk til sig selv.

//Senere. :3//

Der var blevet ualmindeligt stille på skolen. Det var ligesom, som om, at skolens sædvanlige travle, lidt trykkende atmosfære, var blevet erstattet med en anden; én, der havde lagt sig om skolens fire mure, som et betryggende tæppe, som lagde en dæmper på alt omkring den, såvel som indeni den. Klokken var lidt over halv seks om eftermiddagen, og alle elever og lærere var for længst taget hjem. Eller, det vil sige, næsten alle. Sneen havde taget en del til, og ligeså havde den nu temmelig voldsomme blæst. Et lavmælt, ensformig tikken, skiftevis dyb og lys, kunne høres inde fra dét lokale, der udgjorde lærerværelset, hvor der sammen med et par middelaldrene forældre, og en yngre pige, sad en lyshåret fyr med strittende hårlokker, og snakkede lystigt frem og tilbage med dem. Jo vist, Aiden var skam stadigvæk på skolen, efter først at have været hjemme ved sig selv og vende kort, inden han havde draget op til skolen igen, og nu sad parat, og klar, til de skolehjemssamtaler, der blev holdt her i aften. Det var ikke mange, der havde kunnet dukke op, på grund af al den sne, som var faldet, i de sidste timer her, og han var sågar også kun den eneste lærer. Så, det var en hurtig samtale. Han havde fået en pæn håndfuld afmeldinger fra et par stykker i klassen, hvilket havde været rimelig skuffende, men det var ikke deres skyld, at vejret absolut skulle te sig så åndssvagt, og være besværligt, med al den faldne sne. Det var den næstsidste, han havde siddende foran sig. En brunhåret pige, med krøller, og bordeauxfarvede briller. Hun havde hendes mors øjne, ellers lignede hun faren på en prik, blot i en kvindelig udgave. Der var ikke specielt meget, at sige til hende. Han kunne heller ikke rigtig begynde, at bedømme eleverne endnu. Det var jo for pokker første gang, han havde mødt dem, og undervist i dén klasse. Dét, han generelt mest snakkede om, var, hvad han havde tænkt sig, at der skulle ske, i den nærmeste fremtid, og hvad de skulle arbejde med, et cetera, et cetera. ”I må have en fortsat god aften,” sluttede han af med, og sendte både hende og forældrene et friskt smil, og hævede kortvarigt sin hånd i en svag vinken. ”Og Amber, vi ses i morgen, hvis vejret da tillader det,” tilføjede han i farten, og sænkede atter sin hånd, som han anbragte i skødet sammen med den anden. Han fulgte den lille forsamling på tre med blikket, da de listede ud af lærerværelset, med et muntert smil, og foldede derefter sine hænder, før hans grønlige øjne fikserede sig på loftet, og studerede en smule fraværende stregerne, der adskilte loftets hvidmalede brædder fra hinanden. Gad vide, om Niwa overhovedet ville dukke op. Han var den sidste, der manglede. Og siden, han ikke havde modtaget nogen opringning, om, at han ikke kunne komme, måtte han gå ud fra, at han ville vise sig sammen med hans forældre, eller en form for værge. Der var ét eller andet, der sagde ham, at Niwa skjulte noget, men han havde endnu ikke helt fundet ud af, hvad det var. Men, han skulle heller ikke nage alt for meget, i hans privatliv. Det var bare så pokkers svært. Der var altså noget, ved den dreng, som de andre ikke havde. Var det mon hans personlighed? Den hengivne måde, han henvendte sig til én på. Eller den usædvanlige påklædning, med katteørerne? Lige meget hvor meget, han forsøgte, kunne han ikke sætte fingeren på det. Hvor irriterende. Og, hvor blev den knægt i det hele taget af? Hans blik flakkede lidt, da han lod det køre fra loftet og hen til det store ur, der stod henne i et hjørne af lærerværelset, hvor et par orange flammer, dansede lifligt henne i den brede brændeovn, som sørgede for, at varme rummet rigeligt op. Et kedsomhedspræget suk flød ud imellem hans blege læber, netop som han skilte hænderne ad, og lænede sig lidt fremad, længere ind mod bordet, som han placerede begge albuer på, efter først at have samlet en kuglepen op. Han lod pennens ende, dér hvor trykknappen til stiften sidder, følge sin underlæbe, bed kort i den og sendte i ny og næ uret lange, stjålne blikke.

Mørket lå tæt i redskabsrummet, da de små stearinlys var brændt ned. Niwa lå sammenfoldet op ad radiatoren og trak vejret tungt. Han var faldet i søvn. Hans ene katteøre virrede som følge af drømmende. Han glippede let med øjnene og slog dem til sidst op. Han var noget søvndrukken og han strakte sig overdrevent, som en kat nu plejer at gøre. Han gabte ligeledes og satte sig op på knæene. ”gvad vidøh hvad klokken er blevet..” Mumlede han og kløede sig i det ene øje med håndryggen, og så hen imod et lille ur han havde taget fra en tom klasse. Han spærrede det synlige øje op og gispede ”For pokker!” Han kom hurtigt på benene og kastede sig over redskaberne, sneg sig ind imellem dem, ned undre dem, indtil han kom fri og spurtede igennem den lille gymnastiksal, som egentlig kun blev brugt til småspil som hockey, basket, høvdingebold og dén slags. Han rev døren op og løb ned ad gangene. Hvis han var hurtig kunne han nå det til tiden. Han drejede om hjørnerne i smidige spring og nåede til sidst den åbne dør som førte ned til lærerværelset. Han stoppede forpustet op og stirrede på skiltet med pilen der passende var blevet sat op ’Skolehjemsamtaler’. Niwa skulle til at tage et skridt da han stivnede. Han førte fluks sine små hænder op til hovedet og fæstnede dem om sine strittende katteører. ”Nej..” peb ham. Han havde glemt huen i redskabsrummet. Hvad skulle han nu gøre?! Måske.. kunne han bare tage hætten på sin trøje op… nej det virkede uhøfligt… Men.. Han kunne måske bare skule ørene i håret? Hvis han nu lagde dem ned? Han listede lydløst forbi døråbningen og ind på toilettet ved siden af. Han så sig selv i spejlet, og kunne ikke undgå at drage et træt suk. ”Hvor er i altså bare besværlige!” Mumlede han irriteret og så anklagende på de to mørkegrå katteører. Han lagde dem tilbage og begyndte at arrangere sit hår så de noget lysere lokker dækkede dem. Han vendte og drejede sig… Jo.. Det kunne nok gå an… Desuden, tog samtalerne nok heller ikke så lang tid. Niwa sendte sit spejlbillede et prøvende muntert smil, men det kom mest af alt til at ligne en grimasse. ”Hvorfor kan du ikke bare være normal, Niwa?” Mumlede han surt til sig selv, og åbnede dernæst døren og trådte endnu engang ud på den tavse gang. Hans hale var stoppet op under den mørkeblå hættetrøje han bar. Han tog en dyb indånding og samlede kort mod, inden han vandrede standhaftigt ned ad gangen som kun førte ét sted hen… Lærerværelset. Niwa stoppede op foran døren og sank en klump i halsen. Han løftede langsomt hånden og bankede dernæst på døren. Det var som om de små forsigtige slag, blev høje og overdøvende og sendte lange ekkoer ned ad gangen. Han krummede let ryggen og lukkede sin barnehånd – som stadig havde smilehuller – om dørens håndtag og åbnede forsigtigt døren. Han tittede indenfor og så sig omkring. Hans øjne fæstnede sig på Aiden, som sad ved det ene bord, som den eneste person i værelset. De andre lærer kunne åbenbart ikke kome frem, som følge af det massive snevejr. Det var Niwa egentlig meget glad for, for så slap han for at skulle lytte til alle deres bebrejdende ord om at han skulle forbedre sig og lytte mere opmærksomt i timerne – og ikke mindst sige mere. Niwa sagde aldrig noget i timerne…
Hans blå øjne – som ikke var så blå længere, pga. af det manglende lys i værelse – havde hans pupiller vokset og fyldte det meste af hans øjne. Lange skygger blev trukket henover omgivelserne, som følge af kaminens dansende flammer. ”Må jeg komme ind?” Spurte han forsigtigt, og trådte lidt efter indenfor. Han bed sig usikkert i underlæben og pillede ved sit ærme. Et øjeblik passerede dem, inden han tog et skridt hen imod bordet, som hurtigt blev fulgt af endnu et skridt. Han dumpede ned på en udtrukket stol over for Aiden og så op på ham. ”Hej” hilste han venligt og smilte et svagt lille og uskyldigt smil.

Aiden så automatisk op, og rankede ryggen, ved at læne sig helt ret op af stoleryggen, da en banken fra døren kvalte tavsheden, og lod ham vide, at der om lidt, ville træde én eller flere ind af døren. Kuglepennen i hans hånd blev langsomt lagt ned på bordet igen, og ligeså gjorde begge hans hænder, vis fingre blev flettet ind i hinanden, hvorefter hans mundvige blev vendt betydeligt opad, således at et smil udviklede sig på hans læber, netop som Niwa trådte, alene, ind ad døren og længere ind i lærerværelset. ”Selvfølgelig. Sæt dig ned.” Hans stemme var dæmpet, og rolig, rimelig behagelig at høre på. Med et vågent blik fulgte han ham med øjnene, og slap ham først med blikket, efter han havde slået sig ned på stolen, der stod over for ham, på den anden side af bordet. Han svarede ikke på Niwa’s hilsen, nikkede blot kort til ham, og lænede sig derpå lidt mere indover bordet, frem mod drengen, der var dukket op, uden de yndige, grå katteører. I de næste sekunder, lod han blot øjnene skøjte rundt på Niwa, og sagde intet. Hans mund åbnede sig dog endelig til sidst, hvornæst hans tungespids flygtigt gled henover underlæben, før ordene blev formet og slap ud. ”Hvor er dine forældre henne?” spurgte han, med hovedet lagt en kende på skrå og svagt løftede øjenbryn, efterfulgt af et brummende ’hrm?’, og et sagte smil. ”Du ved da godt, at der enten skal en forælder eller en værge med, gør du ikke, Niwa? Hvorfor kommer du helt alene?”
Hans blik blev med jævne mellemrum ført op, til dét sted, hvor de trekantede katteører, tidligere havde siddet. Men, som han før havde konstateret, var der ikke nogle – i hvert fald ikke som han umiddelbart kunne se. Han fik en stort trang til at række en hånd frem mod ham, og lade den løbe igennem hans hår, i håb om, at støde på dem. Ørerne. Det gjorde han ikke, men sad blot og så på ham, med et lidt ulæseligt blik. Hans hænder blev kort efter trukket fra hinanden, og den ene, blev i stedet for placeret under det blå silkeslips, han stadigvæk havde hængende om halsen, og den anden ovenpå det. Behændigt strammede han det, så lykken blev en del mindre, og det sad tættere opad de to bøjelige papirskjorteflippere på hans hvide skjorte. ”Hør, jeg tror lige, at jeg ringer hjem til dine forældre. Kan du telefonnummeret udenad i hovedet, eller skal jeg slå det op?” Aiden så spørgende på ham, med et skævt og muntert smil malet på læberne, før han siddende skubbede stolen lidt bagud, og efterfølgende rejste sig fra det beigefarvede sæde. Han havde efterhånden fået luret ham, og regnet ud, at han ingen forældre havde, men han ville ikke kommentere det, ville lade Niwa om, selv at få fortalt ham det. Hans skobunde gav sig lidt, da han tog en kort række skridt hen mod dén telefon, der hang på en af rummets vægge, på det lyse tapet, og stoppede så op efter det femte skridt var taget, hvorpå han skævede hen til Niwa med et afventende blik i de nu grøngule øjne.

Niwa sad ubevægelig på stolen og stirrede ned i bordets overflade. Det varede nok ikke længere før.. I samme øjeblik lød Aidens stemme, hvilket fik Niwas øjne til at søge op imod hans ansigt. Niwa åbnede munden med et tøvende udtryk malet i ansigtet, men blev afbrudt af Aidens efterfølgende spørgsmål. Jo.. Det var han udmærket klar over… Men hvis man hverken havde værge eller forældre, kunne man jo ikke just tage dem med. Man kunne ikke frembringe noget som slet ikke eksisterede. Han havde endnu ikke udtænkt nogen som helst undskyldning, men han havde bestemt heller ikke tænkt sig at lade Aiden vide at han var forældreløs. Bestemt ikke.. Niwa løftede hovedet en kende, da Aiden rejste sig, og fulgte ham med blikket, imens han lyttede til hvad Aiden fandt på. At de skulle ringe til dem. Niwa bed sig i underlæben og så flakkende rundt. Hvis man ikke kunne frembringe noget som ikke eksisterede, kunne man bestemt heller ikke ringe til dem – det var jo logik for burhøns. Måske.. Kunne han bare lade som om at han talte med dem… Nej.. Aiden ville klart opdage det, og han ville helt sikkert gerne snakke med dem. ”Nya!..” Udbrød han og rejste sig op fra stolen. Han skævede til Aiden ”De..de er ikke hjemme..” Begyndte han med sin blide og altid forsigtige stemme. ”De er.. de er sneet inde på deres arbejde” Fortalte han og så op på Aidens ansigt. Om Aiden åd den eller ej, kunne vel være ret lige meget. Før eller senere ville han vel finde ud af det, så meget som Aiden havde set sig interesseret i sine nye elever. Niwas udtryk ændrede sig en smule, og så en kende mere alvorlig ud ”Derfor kom jeg alene..” Han betragtede omhyggeligt hver eneste krumme af Aidens ansigt, i håb om at kunne tyde om han troede ham, eller ej. Niwa dumpede atter ned på stolen ”Men jeg skal nok fortælle dem alt hvad du har fortalt mig!” Forsikrede han ham med et lille nik, efterfulgt af et svagt smil. Niwa sukkede indvendigt og mærkede varmen i hans kinder. Han brød sig ikke om at lyve.. ikke spor – men nogle gange var det altså bare nødvendigt. Også selvom det var over for hans nye lærer Aiden, som faktisk havde vist sig og være rigtig sød imod Niwa. Han så godt nok ikke sådan ud, synes Niwa.. Han så en smule… skræmmende ud på én eller anden måde… Måske var det fordi han var så høj, og han lugtede af hund. Eller også var det hans smalle grønlige øjne.. Han vidste det ikke helt, men han tog tydeligvis fejl. Aiden skulle nok blive en god klasselærer, og Niwa var sikker på at han i den nærmere fremtid ville synes bedre og bedre om ham. I hvert fald hvis det fortsatte sådan her og at.. Aiden lod det med forældrene ligge.. Hvilket han nok ikke ville. Det ville de færeste – især med én som Niwa. At han skulle klare sig selv. Det fandt de nok temmelig umenneskeligt. Men det havde de jo ret i, for Niwa var slet ikke menneskelig. Jo en smule af udseende, men af racen var han ikke. Men det var der jo ikke andre udover ham selv som vidste. Niwa så endnu engang op på Aidens lyse ansigt og derefter på den tomme stol overfor ham, som nok mente, om Aiden ikke skulle sætte sig ned igen. Niwa så en smule nysgerrigt, og dog tøvende på Aiden. Afventede mest af alt hans reaktion på Niwas… lille hvide løgn.

Aiden lyttede tavst, med lukket mund og et opmærksomt, årvågent blik, til Niwa’s forklaring, der kom i små bidder, og selvom Niwa generelt blot talte sådan, var det noget, der sagde ham, at dét, han sad og lukkede ud, mildt kunne formuleres som en uskyldig løgn. Men igen, sagde han intet til det. I hvert fald ikke direkte, og han lod ej heller Niwa vide, at han så godt som havde taget ham på fersk gerning i at stå og lyve. En ting, der blev set skævt til, de fleste steder. Han satte sin ene hånds pege- og tommelfinger op langs underkæbens to sider, og så kort, tænksomt og stift ud i luften, mens hans fingre langsomt fulgte kæbens form, mødtes ved hagen, for så atter at blive straks helt ud og hvile mod siderne igen. ”Jaså. Sneet inde? Hvor arbejder dine forældre henne, Niwa? Et sted langt herfra?” Han stoppede sine fingres bevægelse efter de ord, var sagt, og kastede blikket hen på ham, lod det grundigt scanne hans ansigt, og det øverste af overkroppen, inden hans hånd faldt på plads, ned fra kæben, og blev begravet i den ene bukselommes, mørke dyb. Før han atter slentrede hen til Niwa, pustede han let ud, og slog for en kort stund sit blik ned på gulvet. Med stilfærdige, dog resolutte skridt, spankulerede han hen til bordet, hvor Niwa så pænt sad og ventede, på stolen. Aiden’s smil, som indtil nu havde været mere eller mindre neutralt, tog lidt til, og bredte sig uhindret på hans blege læber, der næsten gik i ét med resten af hans ansigts lyse hudfarve.
Efter et sidste, glidende skridt, stillede han sig omme bag dén stol, han sad på, og lagde diskret hænderne på hans skuldre, kuplede sine hænder omkring dem og strammede forsigtigt sit greb en smule, før han lænede sig ned, bøjede både ryg og hovedet forover, indtil hans ansigt var cirka på linje med Niwa’s. ”Og, jeg går ud fra, at de ikke har telefon ude på deres arbejde? Eller måske er forbindelsen blevet brudt, på grund af vejret, hm?” Hans smil flækkede kortvarigt, og fremviste lidt af hans skarpe tandsæt, men han skyndte sig at lukke munden, så de atter forsvandt og blev spærret inde, af læberne, der gled ned over dem, som et stort, rødt lærred, i et teater. ”Hvad med, at give mig deres numre? Så skal jeg nok ringe til dem, senere.” Fortsatte han, og slap hans ene skulder, for derefter at lade hånden glide ned over den og i stedet for, anbringe den på hans overarm, som hans hånd med lethed lukkede sig omkring i et blødt, men bestemt tag. Hans eget åndedræt var blevet en del tungere, og der gik længere tid imellem hans vejrtrækninger, men det havde ikke nogen betydning, som sådan. ”Ja, altså, med mindre at …” Han holdt en talepause, og inhalerede i mellemtiden dén lugt, der hang fast ved Niwa, gennem næsen, inden han afsluttede sætningen. ”Medmindre, at du måske slet ikke har hverken en mor, eller far?” Smilet på hans læber havde ændret sig, fra, at være et varmt, hyggeonkelsmil, til at være særdeles ubehageligt, men ikke for meget, blot en kende mere fælt. ”Det er ikke pænt, at lyve …” Han vædede hurtigt læberne med spidsen af sin fugtige tunge, og bukkede sig yderligere længere ned mod ham. ”En lille hvid løgn, kan lynhurtigt udvikle sig til et stort kaos. Det vil du da ikke have, skal ske, vel?..”

Niwas blik var som boltret til bordet og veg ikke fra de i første omgang. Han lyttede opmærksomt til rummets åndedræt og til Aidens stemme, da han atter besluttede sig for at tale. Niwa vidste godt at man ikke måtte lyve.. Men.. Han indså at det nok havde været en temmelig dum idé, ved Aidens næste spørgsmål. Hvor de arbejdede. Niwa prøvede at holde masken og ikke ændre sit ansigtsudtryk. ”Joeh altså…” Sagde han meget lavmælt og med en meget svag stemme. Det var som om, at desto mere Aiden nærmede sig, desto mere liv blev der taget ud af Niwas krop. Han sank en klump og stirrede fortsat ned i bordet. Han turde ikke se på Aiden, som med stor sandsynlighed havde regnet ham ud. I stedet for at bevæge sig imod dén stol Aiden tidligere havde siddet på, bevægede han sig imod Niwas. Placerede sig omme på den anden side af Niwas ryg. I dét Aidens hænder faldt om Niwas skuldrer, rejste alle nakkehårene sig på Niwa og han bed tænderne sammen for ikke at gispe forskrækket. Taget på fersk gerning. Aiden var bestemt ikke dum – det vidste Niwa godt.. men.. Han havde håbet at han ville have ladet det ligge. Men selvfølgelig gjorde han ikke det. Det var også alt sammen Niwas skyld – han kunne jo bare have sagt sandheden til at starte med. Niwa kunne mærke hvordan afstanden imellem dem blev mindsket, og han kneb automatisk øjnene i da Aiden talte - lige ud fra dér hvor Niwas ører burde have siddet – hvis altså han havde været menneske. Niwas katteører sad højere placeret på hans hoved. Niwa kunne næsten fornemme Aidens smil. Kunne mærke hans ånde på Niwas bare hals. Niwa gøs, og mærkede hvordan Aiden slap hans ene skulder, samtidig med at han lod hånden på den anden, glide ned ved armen, som Aidens store hånd lukkede sig om. Han var mest af alt bange for at han ville få skæld ud, når Aiden engang fik ham til at indrømme sin løgn. Han bad om Niwas ikke-eksisterende forældres telefonnumre, velvidende at Niwa ikke kunne udlevere dem. Niwa kunne høre hvordan Aiden opfangede Niwas kropslugt. Den var blød og liflig, faktisk en meget beroligende og dejlig duft. Niwa drejede ansigtet væk fra den side, hvor Aiden stod lænet over og mærkede varmen i sine kinder. Og så kom det. Dén del hvor Niwa måtte indrømme at han havde løget. Eller.. han burde nok indrømme det før legen blev for god. Niwa bed sig i tungen og kneb de lukkede øjne yderligere i, i det Aiden bøjede sig endnu længere ned imod ham. Det var et rent held at han havde glemt huen, så hans ører var tvunget til at ligge ned – ellers var han nok blevet opdaget – da de vendte temmelig meget nedad, begravet under hans sølvgrå hår. I det kuldegysningerne løb henover hans hud, kunne han mærke hvordan hårene langs hans hale buskede sig, som havde han stået over for en stor og frådende rottweiler. ”Nyah..” Gispede Niwa og forsøgte forsigtigt at trække sin arm til sig, men han kunne ikke flytte den det mindste. Ikke med Aidens hånd lukket om den. Han åbnede øjnene og bed sig svagt i sin bløde underlæbe, før han fremstammede et ’undskyld’. ”Det.. det var ik’ikke min mening at.. lyve over for dig..” Sagde han med sin blide og lyse stemme. Han ville nu gerne have set på ham og sagt det, men havde ikke lyst til at se på ham med så lidt luft imellem dem, som der ville blive, hvis han drejede ansigtet imod Aidens.

Aiden’s ansigt syntes at lyse endnu mere op, end hvad det allerede så ud til at være, da lille Niwa, indrømmede den synd, han havde begået, og derpå løsnede han langsomt grebet, om ham, alt imens han rettede sig op, så hans ryk atter blev rank, med undtagelse af den svage bue, der gik fra lige under midten af ryggen, og ned til det øverste af lænden. Stemningen i rummet, virkede en anelse mere trykkende, end i starten, men det lod han sig ikke mærke af. Han stod blot og studerede dét, han kunne se af Niwa, bagfra, kærtegnede de mest fremtrædende karaktertræk ved ham med øjnene, og drog et svagt suk, så hans brystkasse løftede sig markant, for så at sænke sig igen, og efterlade slipset skævt siddende. En af hans hænder søgte fluks derop, og fik hurtigt rettet skaden, glattet de værste krøllefolder på hans lette skjorte ud, hvorefter han trådte et lille skridt til side og efterfølgende et endnu mindre et fremad. Dér, stod han i et lille minuts tid, som ellers føltes som en evighed, før han atter rørte på sig, da han fikst drejede en kvart omgang rundt på hælen, således, at han kom til at stå med fronten til Niwa’s ene side. Han lænede sig en kende ned mod bordet, men hævede på et tidspunkt en hånd, og satte den udstrakte håndflade mod det voksbehandlede bord. Hans øjne var, stadigvæk, fikseret på Niwa, og det blev dér, i lang tid, undersøgte hver eneste lille, synlig detalje, der var til at finde på ham. Der havde endnu ikke lydt nogen indsigelse fra ham, angående Niwa’s tilståelse, og det havde han heller ikke tænkt sig at komme mere ind på. Nu var dét et overstået kapitel, og kunne ligges på hylden. Der var ingen grund til at træde yderligere i det. Aiden smilede kort for sig selv, og brød så endelig stilheden, med sin roligtalende, indbydende stemme. ”Hvor er den hue, du havde på, tidligere i dag? Den var ellers så sød …” Han fandt et af sine rare, venlige smil frem og løftede dén hånd, der ikke var blevet sat mod bordet, en smule, nærmede sig først Niwa’s hoved, som om han skulle til at stryge ham over det sølvgrå hår, men endte med at føre den op til sin øreflip, hvor han drejede lidt på den ene af de to ringe, der var sat i, og sad og prydede hans øre. Hans opmærksomhed blev ført væk fra ham, netop som brændeovnen gav en knitrende lyd fra sig, men selvom lyden var lav, havde den været høj nok til, for en kort stund, at vække hans interesse. Aiden bed sig svagt i underlæben, før hans blik skippede hen på Niwa igen, og han trådte et halvt skridt hen mod sin egen stol, på den modsatte side af bordet. ”Måske skal vi bare tage den her samtale, en anden gang.” Han bukkede sig ned, og hev sin sorte skuldertaske med sig, da han rankede ryggen, og placerede den på bordet, hvorpå han hurtigt fik pakket kuglepen, og en mindre blok, ned i den. Dernæst vendte han ansigtet mod Niwa, og sendte ham et varmt smil. ”Du bor på børnehjem, gør du ikke? Skal jeg følge dig hjem? Det blæser meget udenfor, og jeg vil æde min gamle hat på, at det også sner.” Tilbød han, smilende, og lukkede sine øjne i et langt blink, idet hans smil bredte sig en smule på hans læber, hvorefter han svang taskens strop over skulderen, hold på den med dén hånd, der hørte sammen med skulderens arm, og den anden, stak han i lommen på jakkesætsbukserne. ”Du må også komme med hjem til mig, hvis du vil? Hunden skal du ikke være bange for. Ham lukker jeg bare ud i entreen.”