Vacation's over kids (Niwa)

Hver eneste muskel i Niwas krop var spændt, og hans ansigt var vendt nedad. Det føltes som en evighed, inden Aiden løsnede sit greb fra ham, og trak hænderne til sig. Niwa følte, at han pludseligt atter kunne trække vejret, og åndede lydløst op. Han sank mere sammen i holdningen, næsten som om han lige havde løbet et maraton. I hvert fald lige indtil at Aidens blik atter blev vendt imod ham, efter at han havde flyttet sig. Niwa rettede ryggen og så direkte ud i luften, som skulle man tro at Niwa var i hæren og Aiden var obersten som var stoppet ved Niwas side, for at se ham an. Men det kunne man vel også kalde det. Læreren og eleven. Niwa skævede dog ud til siden og så på Aiden. Niwa veg langsomt tilbage, da Aidens hånd så ud til at søge hen imod Niwas hoved. Blev ved, så den samme afstand imellem hånden og Niwas lyse hår blev vedligeholdt. Aidens hånd ændrede retning, og søgte i stedet op imod hans øre, hvor han rettede på sin ene ørering. Niwa ignorerede Aidens spørgsmål angående hans hue – hvor Niwa havde gjort af den. Ja han havde nok lagt den derhjemme, skulle man tro – men faktisk lå den i ét af high school di morgas mange gymnastik’redskabsrum. God gemt i mørket, men Niwa havde ingen problemer med at se i mørket – tvært imod – så han skulle nok finde den igen. Niwa fulgte Aiden med blikket, som han vandrede hen til sin plads og besluttede at samtalen ville komme til ’gode’ senere hen. Fedt.. så skulle Niwa gå rundt og frygte dén dag hvor Aiden besluttede at de skulle tale sammen. Niwa holdt et vågent øje på Aiden og fulgte nøje alle hans bevægelser. Han var ikke til at hitte ud af, ham Aiden. Niwa vidste ikke om han skulle stole på ham, eller holde afstand til ham. Specielt ikke efter Aidens lille belæring, han havde skænket Niwa. Hvor pænt af ham. Nå… nu vidste Niwa i det mindste, at det ikke kunne betale sig at løbe om hjørner med Aiden. Eller overhovedet at gøre et forsøg. Efter at Aiden havde pakket sine stumper sammen, vendte han blikket imod Niwa, og sendte ham et af sine varme smil, hvorefter han antog at Niwa boede på børnehjem. Niwa rejste sig ligeledes – langsomt og forsigtigt – og skubbede pænt stolen ind efter sig. Stod stille og overværede den ubehagelige stemning, han syntes kunne mærke sitre i luften. Aiden var endda så rar at tilbyde at Niwa kunne tage hjem til ham. Til Aiden? Hvad pokker skulle han gøre dét? Det var da noget underligt noget at tilbyde – som lærer. Niwa rystede svagt på hovedet. ”Nej tak..” Svarede han blot og smilte svagt og besværet. Niwa ville hverken være til besvær, eller lade Aiden vide at han heller ikke boede på børnehjem. Denne gang løj han ikke.. Ikke direkte. Man kan jo ikke lyve, hvis man ikke siger noget? ”Jeg finder selv hjem” Svarede Niwa blot og nikkede derefter bekræftende. Desuden, kunne Aiden jo ikke tvinge ham… Eller… nej. Det kunne han vel ikke… Kunne han?

Det var som om, der blev kastet en spand vand i hovedet på ham, så alt der bare mindede, om hans førhen venligsindede maske, som havde siddet klistret til hans ansigt, blev skyllet væk og efterlod hans mund, som en neutral, lige streg. Det var ikke ligefrem dét svar, han havde håbet på, at få. Han så en smule rastløst ud i den tomme luft, og blev lidt fjern i blikket, men det livede atter op, da han kørte det ned på Niwa, der havde rejst sig fra stolen, og nu stod op, parat til at gå. Mærkelig knægt. Uanset hvad forsøgte han altid at undgå ét eller andet; om det var sandheden, kontakt til en anden person, eller noget helt tredje, vidste han ikke. Det var begyndt, at gå ham lidt på, at det hele skulle være sådan et stort mysterium. Men nogle af brikkerne, var da faldet på plads. Nu, var det bare de sidste, der manglede. Han fik endnu et rums tid til at gå med, blot at stå, og betragte den tomhed, der svævede i luften, uden at sige så meget som ét eneste ord, men rettede så pludseligt blikket ned mod Niwa, igen, og rynkede svagt sine kantede øjenbryn. ”Jeg følger dig hjem,” meddelte han bestemt, med en vis beslutsomhed i stemmen, der syntes at være en ny ting, at høre i hans stemme, og trak hånden op af lommen, hvorpå han tjept lukkede den om noget af dét stof, Niwa’s trøje bestod af, inden han ubønhørligt trak afsted med ham, ”kom så.” Om han ville det eller ej, ville han personligt selv sørge for, at aflevere ham på børnehjemmet. Godt nok gjorde Niwa et stærkt forsøg på, at overbevise ham om, at han sagtens kunne klare sig selv uden hans hjælp, men det havde ikke rigtig sunket ind i knolden på ham endnu; måske fordi, at det i virkeligheden heller ikke var sandt.
Han slap taskens hank på vej ud, så den bare hang løst og dinglede på hans skulder, rev sin frakke og halstørklæde ned fra en knage, som var blevet hængt op, næsten lige udenfor lærerværelse og spændte det fast, imellem overarmen og dét sted på siden, hvor ribbenene sad. Hans anden hånd holdt stadigvæk godt fast i kraven på Niwa’s mørkeblå hættetrøje, og hans blik var under hele turen rettet lige fremad, og veg ikke fra dét punkt, det allerede havde låst sig fast på. Udgangen der førte ud af skolen, ud til verdenen udenfor, hvor de sneklædte gader lå og ventede, og den bidende vind nådesløst fejede henover det tykke lag sne, hvilket udviklede sig til fygning, så det mest af alt lignede, at der svævede en masse hvide ånder rundt derude.
Aiden stoppede op på den store, brede og rødlige måtte, som belejligt var blevet lagt indenfor døren, så de indtrædende lærere såvel som elever, kunne få trampet sneen af deres sko, når de kom ind, udefra den antarktiske udgave af Sahara-ørkenen. Derpå slap han omsider Niwa, sendte ham et lidt irettesættende blik, inden han smed både den sorte frakke og det lange, strikkede tørklæde i favnen på ham. ”Tag det på. Du skulle nødig gå hen og blive forkølet.” Hans indtil nu noget barske ansigtsudtryk, blødte en anelse op, dog var der intet smil at se, da han løftede hovedet lidt og vendte øjnenes opmærksomhed ud af dørens glasvindue, selvom det ikke var særlig meget, han kunne se, takket været den voldsomme sne, som fes rundt udenfor.

Niwa syntes at lyse lidt op, i det han skulle til at vende sig imod døren, som var udgangen, samt indgangen til lærerværelset. Han skulle lige til at tage et skridt da Aidens stemme lød. Denne gang var den ikke spor rar, varm eller på nogen måde venlig. Den var hård og irettesættende – måske en smule irriteret. Niwa nåede lige at se sig over skulderen, før Aidens hånd greb om Niwas krave og hev ham af sted. ”Nja! Jamen!” Indskød han, men fik travlt med at følge med Aidens hurtige skridt – medmindre han altså ville slæbes efter Aiden. Niwa prøvede i ny og næ at løsne Aidens greb, men det lykkedes ikke spor. Aiden var 100 gange stærkere end Niwa, så hvis Aiden først havde besluttet sig for at hive Niwa med sig, blev det også gjort. Men.. Aiden vidste jo ikke hvilket børnehjem Niwa tilhørte – faktisk tilhørte han ikke noget, eller nogen som helst – men det sagde han naturligvis ikke højt. Men.. om Niwa turde forblive tavs om det, vidste han ikke rigtig. Tænk hvis Aiden blev gal på ham. Aiden prøvede vel bare på at hjælpe, men Niwa synes at han gjorde det hele meget være. I et kort sekund, savnede han rent faktisk deres gamle sure og tørre lærer, som havde været komplet ligeglad med eleverne. Det var egentlig en ret grov tanke, men Niwa havde andre ting at se til, end at have dårlig samvittighed, på nuværende tidspunkt. Måske… Skulle han bare indrømme at han var forældreløs og hjemløs, nu, inden alt blev gjort værre. Nej.. Så ville Aiden ALDRIG lade ham være, og Niwa, ville egentlig helst være for sig selv. Han var ikke vant til så meget kontakt med andre, og var faktisk ganske sky. Dét at Aiden sådan kom og trængte sig på, som han nu gjorde, var på sin vis grænseoverskridende for Niwa. Men der var ikke rigtig noget han kunne gøre ved det. Niwa sukkede tungt, og fulgte med. De stoppede op foran glasdøren som førte udenfor i kulden. Der var helt hvidt af sne. Man kunne nærmest ikke se andet. Bare de havde fjernet sneen for vejene, for ellers kunne Niwa ikke bevæge sig rundt i det. Han var alt for lille til det. Alt for lav. Niwa greb overtøjet som blev smidt ned i hans favn, hvorefter han blev kommanderet ttil at tage det på. Niwa så op på Aidens ansigt. ”Jamen… hvad skal du så have på?” Spurgte han og lod blikket glide ned af Aidens krop. Der var da langt større chance for at Aiden blev syg, end at Niwa gjorde. Niwa havde trods alt mere tøj på end Aiden. Niwa vente blikket ud ad glasdøren og ud i den hvide intethed. Selvom det for længst var blevet mørkt, lyste sneen landskabet op. Niwa bed sig småligt i underlæben og overvejede hvordan han mon skulle komme ud af denne kattepine han var havnet i.

Aiden lod stilheden leve et par sekunder endnu, efter der atter var blevet stille, da Niwa’s spørgsmål var sivet ud, og Aiden’s ører havde opfanget det, inden lyden af hans stemme brutalt kvalte den ved at lade en række ord flyde ud mellem hans smalle læber. ”Jeg behøves ikke det overtøj. Tag du det bare på, Niwa.” Svarede han, og havde nu genvundet den fredfyldte stemmeføring, som han oftest snakkede i. Han trak derefter lidt i den ene mundvig, så et skævt smil for en kort stund trådte frem og prydede hans mund, hvornæst hans ene hånd fæstnedes på det kølige, metalhåndtag, som han blidt trykkede ned og åbnede døren en lille smule. Men, inden han trådte udenfor i det hvide landskab, drejede han hovedet og så henover skulderen og ned på Niwa. ”Hvad hedder det børnehjem, du bor på?” En kraftig vind, der i dét øjeblik passerede den svagt åbne dør, fik ført noget af den støvede fygning ind, så han ifølge af de smeltende, kolde sne, lukkede øjnene i for en tid, men åbnede dem dog hurtigt efter igen, og vovede så at træde et skridt udenfor, da han havde åbnet døren nok til, at han kunne klemme sig ud. Han standsede allerede efter det andet skridt, eftersom sneen allerede på dét punkt, havde trukket godt 30 cm af hans ene ben ned i dets omsvøbende, tykke dyne, som havde lagt sig så langt øjet kunne se. Den urimeligt kolde blæst, der gentagende gange slog imod ham, og som især kunne mærkes på hans hænder og ansigt, fik ham kort til at rynke på næsen af ubehag, men han rystede bare den isnende følelse af sig. Hans kampgejst lagde sig dog en smule, for måske var det bare lidt for koldt. Skønt dét, vendte han ikke om, men blev derimod blot stående og vinkede efter noget tid, Niwa ud til sig. ”Fandens til lortevejr,” knurrede han, dæmpet, for sådan et sprogvalg og tone, var nok ikke lige det mest passende for en skoleelev at høre sin lærer sige; også selvom at det var et helvede derude. Et rent snehelvede. Han gned kortvarigt hænderne mod hinanden, og pustede en enkelt gang eller to på dem, før han rakte den ene bagud, frem mod Niwa, og prøvede med dét at sige, at han skulle lægge sin hånd i hans. ”Hold godt fast. Jeg vil helst ikke miste dig, når vi først har begivet os ud i dét der,” sagde han, og igen var det lykkedes for ham at frembringe et smil, der nu lå så fint og spillede om hans mund, selvom han havde al mulig grund til ikke at smile bare den mindste smule. Men det gjorde han. ”Kom nu, jeg bider ikke.” Hans smil groede, ikke meget bare lidt, hvorefter han rakte hånden længere hen imod ham. ”Jeg skal nok sørge for, at du kommer hjem; men det kommer nok til at koste dig en tyver,” tilføjede han lattermildt og blinkede drillende til ham med det ene øje. Den sidste del af det, var naturligvis, bare for sjov. Han prøvede at kvæle et host, der alligevel fik banet sig vej op, og næstefter dét, veg hans blik fra Niwa, blev vendt bort og rettet ud imod de lystigt dansende, neddalende og store snefnug.

Niwa så usikkert op på Aiden, da han bad ham om at tage overtøjet på, men gjorde et øjeblik efter hvad han havde fået besked på. Det var trods alt ret så koldt udenfor. Niwa gøs bare ved tanken om at skulle ud i dét vejr. Niwa så Aiden gå ud og sendte ham et mut blik… Dumme Aiden. Niwa trak den alt for store jakke på og det lange tørklæde. Niwa ville ønske han havde husket sin hue – for hans ører ville da fryse til is, når han trådte ud i dét vejr. Niwa åbnede besværligt døren, og trådte ud på den lille trappe, som faktisk kun havde to sølle trin, men de var forsvundet helt og særdeles i sneen. Han håbede ikke sneen blev dybere, for så ville han blive gennemblødt, når han engang kom indenfor. Niwa så op og fæstnede blikket i Aidens nakke. Hvad pokker skulle han gøre? Af uforklarlige grunde, havde han ikke lyst til at tage med Aiden hjem. Det virkede bare.. forkert. Men.. hvor skulle han ellers tage hen? Aiden vente sig imod Niwa og rakte ham sin hånd. Niwa så tøvende på den, og derefter op på Aiden. Klart han ville holde godt fast! Hvis Aiden mistede ham i dét vejr, ville ingen nok finde ham igen. Som ville han forsvinde fra jordens overflade. Niwa blev stående lidt endnu, selv da Aiden forsikrede ham om at han ikke bed. Det håbede Niwa da virkelig ikke, at han ville kunne finde på, og ved dén tanke, blev hans pupillers størrelse en del forøget. Dog, ved Aidens sidste kommentar, kunne Niwa ikke lade vær med at smile. Niwa lagde sin bare hånd i Aidens og trådte ned i sneen. Hans fod gled lige igennem og sneen gik ham op på skinnebenet. Han skyndte sig at tage de sidste skridt hen til Aiden og lænede sig op ad hans side. Det var ubeskrivelig koldt og vinden slog ind imod dem. Kulden bed som tusinde sultne myg. ”Nj…Aiden?” Niwa så op på Aiden. ”Jeg tror altså.. at der er for langt at gå.. i det her vejr” konstaterede han, efter at have lokaliseret det nærmeste børnehjem, som lå lige en tand for langt væk, til at kunne tilbagelægge til fods. ”Måske.. skulle jeg bare blive på skolen..” Sagde han og vente sig op og så mod skolens indgang. Niwa slap Aidens hånd og løsnede halstørklædet ”Tak for lån” Sagde han, selvom han kun havde haft det på i under 2 min. Han fumlede besværet med at få løsnet halstørkldet. Niwa håbede og bad til at Aiden ville lade ham blive, og ikke insisterer p åat følge ham HELE vejen ned til børnehjemmet, hvorefter at Niwa så måtte fortælle at han altså slet ikke boede der. DET ville han nok ikke slippe levende fra.

Aiden tildelte ham endnu et smil, netop som Niwa villigt lagde sin hånd i hans, og sekundet efter, at han blidt havde strammet grebet omkring den lille barnehånd, og skulle til at springe ud i det ved at tage det første skridt, der ville sætte deres mindre rejse i gang, gennem det snedækkede landskab, så lød Niwa’s barnlige, dog hengivne og blide stemme, og dét fik ham til at stoppe al bevægelse. Han drejede hovedet lidt til side, og så ned på ham med en venligsindet glød i de grønlige øjne, ventede på, at han ville få snakket færdigt, så han selv kunne få et ord indført uden at være nødt til at skulle afbryde ham, hvilket også ville være uhøfligt. Hans blik fulgte automatisk den lave dreng, idet han vendte sig om, og straks efter ihærdigt prøvede på, at få halstørklædet løsnet for at kunne give det tilbage til ham. Alt imens han stilfærdigt betragtede Niwa, genlød de ord, han havde sagt, i hans hoved; og knægten kunne nok have ret i noget af dét, han lukkede ud. Der var alt for langt at gå i det her vejr, specielt for en lille fyr som ham. Det ville være det rene selvmord at begive sig afsted i den voldsomme sne, der syntes at tage til, og blive endnu vildere, for hvert minut der gik. Aiden drejede sig, ligesom Niwa, en halv gang rundt, således at hans front blev vendt imod skolens indgang, hvorpå han travede det sidste lille stykke hen til ham, stillede sig omme bag ham, og lagde forsigtigt hænderne ovenpå hans, der – lidt besværet – forsøgte at få det pokkers strikkede tørklæde af. Han fjernede blidt hans hænder, tog selv over dér fra, og fik hurtigt bundet det op, men lod det blot hænge omkring hans hals. ”Nuvel … så bliver jeg her sammen med dig, og sover på skolen.” Han lod fingerspidserne på sin ene hånd følge det meste af Niwa’s rygsøjle, før han trak den til sig igen, og efterfølgende tillod sig at træde ind foran ham og åbne døren ind til den tomme skole. ”Du ved, elever må ikke opholde sig på skolen her om aftnen uden speciel tilladelse,” belærte han ham og trådte selv indenfor, men holdt fortsat på døren, så den stod vidt åben for Niwa. ”Faktisk er jeg ikke en gang sikker på, om jeg har lov til det …” tilføjede han og så kort op frem for sig med et spekulativt udtryk i øjnene, dog endte han bare med at trække ligegyldigt på skulderen og finde et af sine kække, friskfyragtige smil frem. ”Nåh, vi skal nok finde ud af noget sammen, ikke? Der er en sofa inde på lærerværelset, og madrasser inde i en af gymnastiksalenes redskabsrum. Jeg tror, der er nogle tæpper, et sted, inde på lærerværelset også,” plaprede han løs og smilede muntert til både luften foran sig, og senere hen Niwa. ”Kom så.” Han slap endelig døren og trissede indenfor, hvor han kort slog armene omkring sig selv for at få sin kropstemperatur til at stige med en endnu større fart, efter at have været ude i kulden, selvom de ikke havde været meget mere end højst tre eller fire minutter; langtrukne minutter. ”Fik du nogensinde noget at drikke, eller spise?” Han satte, uden videre overvejelse, eller svar fra Niwa, kursen mod lærerværelsets køkken med oprejst pande og trak endnu en gang på smilebåndet, så hans mundvige blev drejet opad.

Niwa var stærkt optaget i at løsne halstørklædet, at han slet ikke lagde mærke til at Aiden havde flyttet sig, før han lagde sine hænder oven på Niwas, for at flytte dem. Niwa trak hurtigt vejret indad, og holdt det dernæst. Han rødmede modvilligt, og lod armene hænge langs siden, imens Aiden løsnede halstørklædet, og lod det derefter hænge om Niwas hals. Niwa så ned på det, og lyttede til Aiden, som han endnu engang talte – med sin dominerende, og dog så… indbydende stemme. Niwa gispede i det Aiden lod en finger skøjte henover hans rygsøjle, og mærkede hvordan alle hårene i nakken rejste sig på ham, som følge af kuldegysningerne som skød igennem ham. Hvis det ikke var fordi han hurtigt havde ført begge hænder op til hovedet og lagt sine hænder over dér hvor katteørene sad placeret, ville de have strittet direkte op i luften. Det sitrede stadig sødt i hans krop, efter den.. bemærkelsesværdige berøring. Det var først da Niwa kunne høre hoveddøren blive skubbet op – endnu engang – at han turde vende sig om, selvfølgelig efter at han havde sørget for at katteørene var atter var skjult i hans hår. Han så op på Aiden og lyttede til ham, som han lagde en slagplan for hvad de gjorde. Niwa forsøgte at få et ord indført imellem Aidens mange talestrømme, og kom i stedet bare for at stamme i mekaniske træk. Aiden fortsatte ubesværet videre indenfor og plaprede videre. ”jamen.. Hey!” Kaldte han og løb efter Aiden indenfor, lige inden hoveddøren lukkede sig selv i. Niwa skyndte sig efter ham ”Ai’Aide’øehn!” Sagde han med barnlig tone og stoppede op. Håbede at han ville holde sin talestrøm inde, så Niwa kunne få et ord indført. ”Jeg kan altså sagtens overnatte her selv!” Insisterede han. Han vidste, at hvis han faldt i søvn i Aidens nærvær, ville hans lille hemmelighed helt sikkert blive afsløret, da han ikke kunne kontrollere sine ører – samt hale – når han sov. Niwa blev egentlig en smule chokeret over hans pludselige insisterende temperament og rødmede forlegent. ”Jeg mener.. ”Han så op på Aiden. ”Du har ikke så lang vej hjem, og jeg vil nødig give dig ballade… altså.. du er jo lige startet som lærer såeh.. jeg vil altså ikke..” Niwa var ikke så god til det med at tale.. Han kunne sagtens finde ud af det, men lige dét med at finde de rigtige ord, kneb en smule. Nok mest af alt, fordi han ikke brød sig om at blive hørt. Niwa vidste godt at han opførte sig meget forkælet og var egoistisk. Aiden gik ikke hjem, men blev hos ham på skolen. Aiden havde ladet ham slippe for at komme for sent. Aiden havde lånt ham sit overtøj for at Niwa ikke skulle blive syg, og hvad var takken? Niwa prøvede for alt i verden at slippe af med Aiden. Men det blev han nød til! Tænk hvis Aiden fandt ud af at Niwa havde.. havd… Ja.. var ikke’menneskelig. Niwa sukkede tungt og så bedrøvet ned i gulvet. Han skulle da også evig og altid være til besvær..

Aiden, der ellers var godt på vej hen til det ventende køkken i lærerværelset, standsede brat op, da Niwa’s stemme lød i form af hans navn, kaldte på ham. Langsomt drejede han om på den ene hæl, og kørte blikket hen på ham, lyttede til hans ord, tavst og med spidsede ører, der opmærksomt opfangede alt det, han sagde. Et mindre smil dukkede op på hans blege, tynder læber ved synet af dén rødmen, som havde trådt frem på hans kinder, efter Niwa’s rimelig strikse forsøg på at overbevise ham om, at han sagtens, og uden besvær, kunne overnatte på skolen helt alene, på egen hånd. Hans smil blegnede så lidt igen, for så straks at brede sig med en hastende fart, og næstefter dét, tog han en række skridt i retning af Niwa, indtil han var helt henne ved ham. ”Tage hjem, og lade dig sove helt mutters alene her på skolen? Aldrig i livet.” Han undertrykte en latter, hvorpå han blidt tog fat om en hans skuldre og forsigtigt strøg tommelfingeren langs det øverste af overarmen, før han gav ham et mildt puf, og optog sin tidligere tur, hen til lærerværelset. ”Jeg bliver på skolen, sammen med dig. Der er da heller ikke noget ved, at sidde på en tom skole, midt om natten, og så uden selskab, er der vel?” Hans læber blev kortvarigt skilt ad, da hans smil spredte sig det sidste lille stykke, men, som de mange forhenværende gange hvor dét var sket, skyndte han sig blot og lukkede munden. Han trak ikke hånden til sig, før han havde eskorteret både sig selv og Niwa hen til dét lokale, der til daglig var lærerens pusterum, hvor der ingen elever var til at forstyrre dem, og de var fri for at høre på råben og skrigen fra de oprørske og rebelske unger. Nogen gange virkede det som om, at klasserne havde en konkurrence om, hvem der kunne skabe allermest uro, og om hvem der kunne drive flest lærere til vanvid. Dét havde Aiden heldigvis ikke oplevet endnu, men det skulle nok komme; selvom han havde rimelig godt på fornemmelsen, at han uden problem ville kunne tackle det. Det gjaldt bare om, at komme ind på den rigtige side af dem, sværere var det ikke. Førstehåndsindtryk var alt han behøvede at bekymre sig om i første omgang, og i hans nye klasse, var det vist gået fint. Men indtil videre, var Niwa, uden tvivl hans nummer et. Aiden skubbede ham det sidste skridt fremad, ind i den korte gang, der førte hen til dén dør, som ledte en ind i lærerværelset. Hvor brændeovnen endnu knitrede, dog kun meget svagt nu, eftersom der næsten ikke var flere flammer tilbage, og dét brænde, som lå i den, var også efterhånden ved at være godt ubrugeligt og forkullet. Han kuplede i en hurtig bevægelse sin ledige hånd, om Niwa’s anden skulder, efter at have vendt sig en anelse om, og derefter pressede ham op af den ene af de to vægge, der udgjorde gangen, hvornæst han bukkede ned i knæene og lænede sig fremover, så afstanden mellem dem blev reduceret yderligere. ”I aften er det bare dig og mig … jeg lover dig, at det nok skal blive hyggeligt,” forsikrede han ham, med en lavmælt og behagelig stemme. Derpå lænede han sig endnu længere ind mod ham og vendte mundvigene opad i et sagte, skævt smil. ”… Min søde lille missekat,” tilføjede han, hviskede ordene, og blinkede til ham, inden han fjernede en af hænderne fra hans skuldre, strøg let noget af hans sølvgrå pandehår væk og plantede et kys lige imellem øjenbrynene, og rettede sig først bagefter dét op, samtidig med at han fjernede den sidste hånd fra ham og slentrede ud i køkkenet, som om det der netop var hændt, aldrig havde fundet sted.

Niwa stod og så imod gulvet og håbede inderligt at Aiden ville give sig og gå hjem. Men ak, sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. Niwa så mod Aidens sko, som han travede hen til Niwa og slog en latter op. Aiden mente åbenbart ikke at Niwa kunne klare sig selv, men han skulle bare vide hvad Niwa havde været igennem og klaret. Niwa’s blik skøjtede hele vejen op ad den høje skikkelse som tårnede sig over Niwa. Niwa gik ham cirka dertil hvor ribbenene mødes, længst nede på maven, men heller ikke længere end det. Gad vide hvor høj Aiden var… Egentlig en underlig tankesteg, men den blev hurtigt jaget væk, i det Aiden lagde en hånd på Niwa’s skulder. Niwa mærkede et sug igennem maven, og en kuldegysning i det Aidens tommelfinger strøg over skulderen. Han håbede ikke at den tidligere og ubehagelige hændelse ville gentage sig. Eller.. i hvert fald ikke noget der mindede om den, men det skete ikke. I stedet puffede Aiden Niwa på vej, og fulgte ham hele vejen tilbage til lærerværelset, hvor han åbenbart havde bestemt sig for at de skulle overnatte. Niwa sukkede tungt. Han var bare ikke til at hugge eller hakke i, ham Aiden. Han fik nok altid sin vilje og som han ville have det. Pokkers også. Niwa slog en mut mine over, og ærgrede sig over at være vågnet i tide, til at nå forældresamtalerne. Niwa brød sig ikke specielt meget om den ’magt’ Aiden havde givet sig selv. Niwa havde jo ligesom fri? Han kunne faktisk ikke bestemme over ham. Han var jo ikke Niwa’s far, eller værge. Men han skulle nok finde på noget, det gjorde han altid. Han håbede bare inderligt, at han næste morgen ville vågne op i sin barneskikkelse. Han plejede at forblive i dén skikkelse han faldt i søvn i. Men der havde været undtagelser. Han håbede bare ikke at de gentog sig. De drejede om hjørnet til gange som førte ned til lærerværelset. Det var varmere i denne del af skolen, selvfølgelig som følge af ilden i kaminen. Niwa skulle til at fortsætte ubesværet fremad, da Aidens frie hånd blev lagt på Niwas anden skulder, hvorefter han blev skubbet op imod gangens ene væg. ”Wrah!” Udbrød han forskrækket, i det hans ryg blev presset op imod væggen. Trukket op i en krog. Aiden bøjede sig ned imod ham, underligt nok, med et varmt smil. Forsikrede ham om at de nok skulle hygge sig. Ja, det kunne da godt være, men behøvede han at fortælle ham det på denne måde? Niwa mærkede hvordan det langsomt begyndte at bluse op i hans kinder, på grund af den kort afstand imellem dem. Hvad var der blevet af almindelig kommunikation? Det var jo ikke fordi Niwa var direkte dum, eller døv. Så derfor hørte han også til punkt og prikke den sidste tilføjelse. missekat. Dét, fik alt inde i Niwa til at fryse til is. Han spærrede forskrækket øjnene op. Havde han hørt rigtigt?! Han stivnede helt og særdeles i det Aiden fjernede noget af Niwas pandehår og lænede sig yderlige hen imod ham. Niwa kneb øjnene i og bed sig i underlæben i det Aiden placerede et kys imod Niwa’s pande. Hvis Niwa før var presset op imod væggen, var det intet i forhold til dét han var nu, og hans kinder var ildrøde og sikkert lige så varme. Derefter, rettede Aiden sig op, og luntede ubekymret ud i køkkenet. Niwa så efter ham og stod stadig stiv, og ubevægelig i en rum tid, hvorefter han sank sammen på gulvet. Hva..hvad var dét?! Niwa stirrede med en blanding af komplet forvirring og forlegenhed imod døråbningen til køkkenet. Var det en joke?! Det var først ved en bevægelse i øjenkrogen, at han vågnede fra sit tomme stirrer’i. Han gispede og greb fat om hans hale, som ved et uheld havde sneget sig ud fra hættetrøjens varme dyb. Han skyndte sig at proppe den tilbage, og kom på benene. Han tøvede let. Han kunne jo også bare løbe sin vej.. Gemme sig i redskabsrummet.. Men hvad skulle han så efterfølgende sige, til timerne i morgen? Niwa glippede let med øjnene og undrede sig over tanken. Var han da… bange for Aiden?... Det var da noget underligt noget at frygte. Han rystede på hovedet. Nej, det kunne ikke passe. Aiden var jo hverken spor uhyggeligt, eller farlig. Han måtte simpelthen holde op med at være så pokkers mistænksom. Han tog en dyb indånding, rensede tankerne, og bevægede sig hen imod lærerværelset. Hans gangarts hastighed blev øget en smule ved døren til køkkenet, hvor Aiden opholdt sig, hvorefter han vaklede hen til sofaen og sank sammen dér. Aiden… bekymrede ham. I hvert fald det der… det der.. Niwa rødmede ved tanken. Det der kys. Det var altså lidt underligt at en af Aidens udseende ophørte sig som en sukkersød gammel tante. Især over for en komplet fremmet, som Niwa nu var. Niwa lagde sig ned på ryggen i sofaen, og lænede håndryggen imod panden, imens han betragtede loftet. Måske.. kunne han slippet godt fra det. Hvis heldet var på hans side. Men det ville fremtiden jo vise.

Aiden kastede lidt frem og tilbage med et par gryder, vandkedler og kopper, og tilsammen lavede alt dét, en vældig støj, når to genstande stødte ind mod hinanden og klirrede svagt. Det var en frygtelig bøvl med det køkkenudstyr, og det var vist ikke nogen hemmelighed, at han ikke var den bedste i et køkken for ikke at sige, at han var heldig, hvis han kunne trykke på mikroovnens startknap, uden at retten derinde eksploderede og splattede ud på ovnens fire, indvendige sidder, så det hele måtte gøres rent bagefter. Han satte vand over i dén elkedel, der stod placeret henne i et hjørne tæt ved vasken, i det meget lille køkken, hvor det kneb lidt med pladsen, så dét gjorde det bestemt ikke lettere for ham at bevæge sig rundt derinde uden både at vælte dit og dat. Et dæmpet suk undslap hans mund, netop som han bukkede sig ned for at samle et nedfaldent grydelåg op, men lige i det øjeblik, at han rejste sig op, muligvis lidt for hurtigt, fik han knaldet hovedet op i kanten på et af de skabe, der var blevet boltet fast til væggen. ”Itaiii!” beklagede han sig, smed straks låget fra sig på bordet, og derefter røg begge hænder op til dét sted, på hovedet, som var blevet stødt ind i det skarpe skabshjørne. Han gnubbede blidt på det skadede område, før han til sidst lod det være og fjernede hænderne derfra, og bed næstefter tænderne sammen, inden han fik rystet hændelsen, og den dunkende følelse, af sig. Hurtigt og fingernemt fik han rettet på de opadpegende hårtotter, så ørerne atter var skjult for omverdenen; det var et helt, at hans hør havde den længde det havde, og ikke bare var noget kort pjusk, for så ville han med sikkerhed ikke kunne gemme dem. Selvom det ville gøre det hele meget nemmere for ham, ville han ikke vise hverken dem, eller hans drabelige tænder til Niwa, som han for alt i verden ikke ville skræmme væk. Hvad ville han ikke tro, efter dét? At have en djævel som klasselærer, det var fuldstændig absurd. En djævel …
Han så op, efter at have været faldet i staver på gulvet, lige i tide til at høre elkedlen give et sidste hyl fra sig, hvilket signalerede, at vandet havde kogt færdigt, og nu var varmt. Hans hånd søgte hen til den, hvor den lukkede sig om hanken og løftede kedlen op, for derpå at føre den hen til en af de kopper, han havde fundet frem fra, det forræderiske, skab. Ved at tippe kanen med det kogende vand en smule forover, rendte vandet stille ud fra hullet, der var i kedlens tud, og sådan blev han ved med at holde den, indtil vandet var fyldt til lige under kanten. Det næste han gjorde var, at gribe et tebrev fra en mindre kasse, hvor der var et større udvalg af forskellige slags te, sænkede langsomt brevet ned i det varme, dampende vand og lod den stå og trække i noget tid, før han hev den op igen, og smed den i skraldespanden, som stod placeret under vasken, gemt væk bag en låge. Han tog efterfølgende et godt tag i koppens hank, og forlod køkkenet, vadede i stedet for ind i lærerværelset, hvor hans blik som det først landede på Niwa, der lå henslængt i sofaen, og så temmelig opgivende ud. Eller også var han bare træt; måske en blanding, medmindre han havde tydet det helt forkert, og det var en helt anden ting, som var i vejen. Men han spurgte ikke, siden han mente, at han nok allerede havde vredet nok personlig information ud af Niwa, og mere end dét, ville han nok heller ikke kunne få lokket ham til at sige. Han stillede forsigtigt tekoppen fra sig på bordet, før han mindst lige så nænsomt greb fat om Niwa’s ankler, og skubbede dem lidt ind mod ham, fik på dén måde bøjet hans ben, hvorefter han dumpede ned i sofaen ved siden af ham, og lænede sig tilbage mod ryglænet med et afslappet smil hængende på sine læber. Hans ene arm blev kørt op mod det øverste af ryglænet, hvor han lod den ligge og hvile, udstrakt, mens hans blik vandrede rundt i rummet og faldt endelig til sidst på Niwa. ”Vil du stadigvæk ikke have noget? Ikke en gang et glas vand?” spurgte han med en blid og venlig tone, inden han lænede sig indover ham, blev ved med dét, indtil afstanden imellem dem ikke var meget større, end hvad den havde været ude på gangen for kun lidt tid siden. Aiden førte en hånd hen til Niwa’s ansigt, hvor han først strejfede hans ene kind med håndryggen, og dernæst lagde han håndfladen mod hans pande. ”Du er varm. Du har vel ikke feber?” Han rynkede en smule bekymret øjenbrynene, og fjernede atter hånden fra ham, rettede sig op, og så ned mod sin nylavede te. Det var sandsynligvis blot en følge af al det blod, som var steget ham til hovedet, efter al den rødmen. En sløv knitren henne fra pejsen af, fik ham til at vende sin opmærksomhed mod dén og se sig over skulderen, hvor han ikke så længe efter, kunne konstatere, at det ikke blev til ret meget mere ild, og varme, hvis han ikke gik hen og fik det ordnet selv. Det skulle ikke være noget problem, det var hurtigt fikset, han kunne jo bare …
Han kom til at så en del slukøret ud, kort før det slog ham, at det nok ikke var den bedste idé at begynde og udøve nogen som helst form for ildmagi, foran ham. Hans øjne fikserede sig på Niwa, endnu en gang, hvilket satte gang i en del overvejelser indeni ham. Nej. Det ville være dumt. Men så alligevel …
Aiden rømmede sig kort, og næsten lydløst, forinden at han åbnede sin mund og lukkede følgende ord ud; ”tror du på magiske væsner, Niwa? Du ved, såsom … engle og djævle?..”

Niwa drog et udmattet suk og drejede hovedet ind imod sofaens ryglæn, og betragtede det ru og ubehagelige stof, den var gjort af. Klart at ledelsen ikke gad bruge flere penge, end højst nødvendigt på eleverne og lærerne. Der var vel vigtigere ting at de skulle gå til. Niwa løftede hånden som var tættest på ryglænet, og lod åndsfraværende en finger køre henover stoffet. Et påbegyndende brag ude fra køkkenet, fik ham til at vende hovedet og sende døråbningen et undrende og nysgerrigt blik. Hvad pokker foregik der derude? Man skulle tro han stod og kæmpede mod tre røvere, eller en hær af goblinge. Det næste han kunne høre var et højt ’bonk’ og dernæst en klagende stemme, som tilhørte Aiden. Endten, havde en af røverne slået ham halvt bevidstløs, eller også havde han selv formået det. Han havde måske stødt hovedet imod ét eller andet. Niwa overvejede at gå derud og hjælpe ham, men stilheden nåede at lægge sig over køkkenet, så alt måtte vel være i orden. Eller også var han rent faktisk besvimet. Det kunne Niwa med en smule skuffelse, konstatere, at det var han ikke, da skridt lød derude fra, da tekanden hylede. Ikke længe efter, kom Aiden vandrende ud fra køkkenet, og forplantede sig i Niwas fodende af sofaen – efter at have bukket Niwas ben, for at der kunne blive plads til dem begge. Niwa betragtede Aiden som han sad dér, kun en armlængde fra ham og smilede afslappet – som alt var i den skønneste orden. Tilbød noget at drikke. Niwa var faktisk ret tørstig, men han skulle nok selv anrette det ude i køkkenet. Han ville nødig have at Aiden skulle smadre endnu mere, end det lød til, at han allerede havde gjort. Aiden lænede sig indover Niwa, som trak sig sammen og mærkede varmen stige op i kinderne – igen. Det med nærkontakt… Det var ikke lige Niwa. I hvert fald ikke når det var hans lærer Aiden det omhandlede. Niwa mærkede Aidens håndryg stryge blidt over hans kind, næsten som var Niwa lavet af porcelæn, som Aiden nødig ville beskadige. Derefter blev Aidens håndflade lagt imod Niwas pande – som oftes var skjult af hans pjuskede pandehår. Konstaterede at han var varm. Det var da klart, sådan som Aiden blev ved med at få Niwa til at rødme. Desuden, havde de jo trods alt også lige været udenfor i det kolde vejr. Dét kunne også være en mulighed. Niwa rystede dvælende på hovedet, som svar på at han altså ikke havde feber. Det kunne da godt være – Niwa havde et svageligt helbred, og blev derfor ofte forkølet, men han mente dog at være rask på nuværnede tidspunkt. Aiden flyttede sig endelig, og Niwa åndede lettet op. Han prisede sig lykkelig for at have glemt huen, for ellers havde Aiden nok opdaget det, sådan som hans ører veg bagud konstant. Men det gjorde ikke noget sådan som de var nu – de lå jo allerede ned. Han kunne godt nok ikke trække dem ind i sig, men han havde da et par tricks til at skjule dem fra omverdenen. Hvad ville der ikke ske hvis Aiden opdagede det. Han ville sikkert vige tilbage og dernæst smide ham ud i kulden. Sådan havde alle andre i hvert fald reageret. Taget afstand til Niwa, som havde han båret den sorte død med sig. Niwa så op på Aiden i det hans blive og beroligende stemme lød. Niwa så straks ud til siden ved spørgsmålet. Hvad mente han med det? Havde han.. regnet Niwa ud? – Siden han så pludseligt hentydede til magiske væsner. Eller.. Engle og Djævle, i hvert fald. Niwa havde aldrig selv mødt eller set disse racer – havde kun hørt om dem. Han var ikke helt sikker på, om de var sande. Helt ærligt… Engle og Djævle? Så måtte Jahve og Lucifer jo også eksistere… og det var ikke nogen gladelig tanke. For.. Tog Jahve imod Animagus? Og hvad værre var.. Gjorde Lucifer? Niwa havde godt nok mødt et par andre magiske væsner. En Aspara engang, en vanddæmon og en anden Animagus. Niwa gøs ved tanken, og vente dernæst blikket op på Aiden ”Altså.. måske ikke lige Engle og Djævle… de virker lidt for.. for.. højt hævede til at vandre rundt på jorden overflade.. hvis du forstår..” fortalte han lavmælt i bider. Det var måske mere fordi det var så svært at forestille sig en engel, eller djævel foran sig. Gå i ét med omgivelserne.. Man skulle nok se det med sine egne øjne, før man troede på det. Han bed sig overvejende i læben. ”Måske mere.. elvere, dæmoner og... Animagus.”

Aiden tav, og lyttede som altid opmærksomt og med spidsede ører, til dét Niwa sagde, svarede på hans spørgsmål om hvor vidt, at han troede på magiske væsner; som efter nogens hoved, kun levede i bøgernes verden, i fiktion, og dermed ikke fandtes i virkeligheden. For højt hævede? Han vendte for en kort stund hovedet til side og fnøs svagt, da de ord, var kommet ud af Niwa’s mund, men han kommenterede det ikke. Kun inde i sit eget hoved, i hvert fald. Hans blik gled tilbage, hen på Niwa, som ufortrødent fortsatte med at besvare spørgsmålet, men netop som ordet dæmoner lød, kunne han ikke tilbageholde et, mindre vredesudbrud. ”Dæmoner? DÆMONER?! De satans snydepelse! Forbandet være dem og deres race. De kan for min skyld alle sammen grave deres egen grav, og bagefter begrave sig selv levende, kan de!” Han slog en knyttet hånd ned mod dét armlæn, som sad i hans side af sofaen, med sådan en kraft, at en lille, knækkende lyd hørtes derfra. Det krævede det meste af hans selvbeherskelse at få lukket bare en smule af dén damp, der havde samlet sig inde i ham, ud, men det lykkedes nogenlunde, efter at han først og fremmest havde taget en dyb indånding og pustet tungt ud, hvilket tydeligt havde kunnet ses på hans brystkasse, som markant havde hævet sig for så derefter langsomt at sænke ned igen. Var der noget, han fandt komplet utåleligt, var det de pokkers dæmoner. Der fandtes simpelthen ikke et værre væsen, eller i det hele taget noget som helst, der stod højere oppe på hans personlige hadeliste, hvor dæmonerne lå på en velfortjent førsteplads.
Han sukkede lavmælt, inden han rettede fingrene på sin knyttede næve ud, og efterfølgende førte hånden op mod tindingerne, som han kortvarigt masserede med tommel- og pegefingeren imod, før han lod sin hånd falde ned på sofasædet. ”Undskyld, Niwa. Det var ikke min mening, at …” Aiden kneb i få sekunder øjnene hårdt i, hvornæst han lidt distræt rejste sig fra sofaens dyb og fraværende tog et par skridt hen imod køkkenet. Han stoppede op i døråbningen der ind til. ”Ville du have noget?” Hans blik kørte en sidste gang over Niwa’s ansigt, og han forsvandt næstefter ind i køkkenet, hvor han til at starte med lænet sig en anelse indover køkkenbordet, tæt ved komfuret, med en hånd sat imod bordets overflade, og den anden oppe ved sine øjne, der havde besudlet at få en noget anderledes farve, end den grønne, som før havde hersket som den dominerende farve i hans iris. Den havde ændret sig fuldkommen, og havde nu en mørk pink, rødglødende farve. Hvorfor skulle han også lige have nævnt præcis dén race? Dén race, der på ingen tid, kunne brænde hele hans lunte af, der ellers normalt var ret lang og passede til hans kontrollerede temperament. ”Pis,” mumlede han hæst, og gned begge sine øjne, blinkede derefter hurtigt med dem et par gange og forsøgte så godt han kunne, at få tøjlet dén ild, der syntes at have blusset op inde i ham. Hvad havde han i det hele taget haft gang i derinde, før? Det var bestemt helt uhørt, at han afslørede sig selv overfor Niwa, nu. Han ville blot få den opfattelse af, at Aiden var et gruopvækkende bæst, hvilket han nok egentlig også var; i hvert fald, når det lykkedes for nogen at få ham kørt op i det røde felt, og hvis dét først var sket, skulle man virkelig ikke ønske at være i hans nærvær, for slet ikke at tale om, at være dén, der havde vækket hans grumme side. Forhåbentlig ville dét ikke ske for Niwa, – han ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis dét skete. ”Jeg … jeg kommer lige om lidt. Bliv du bare siddende …”

Da Aiden pludselig brød ud i vrede og begyndte at svine dæmoner til, veg Niwa hen i den modsatte ende af sofaen – så langt væk fra Aiden som muligt. Niwas pupiller fyldte pludselig det meste af hans øjne, da han var blevet forskrækket og måske en smule bange. Hvorfor flippede han sådan ud? Det gibbede i Niwa da Aiden knytnæve ramte sofaens ryglæn og et passende ’knirk’ lød, næsten som om han havde flækket træet som holdt den samlede. Men der skete ikke noget udover dét – med sofaen. Niwa turde ikke engang undskylde over – åbenbart - at have sagt noget forkert, og forholdt sig derfor tavs. Niwa fulgte ham omhyggeligt med blikket som han rejste og vaklede hen imod døren, som førte ind til køkkenet. Niwa sænkede hovedet i det Aiden så tilbage på ham og spurgte om Niwa stadig ikke ville have noget. Niwa turde ikke takke ja, og rystede derfor blot på hovedet. Niwa stirrede i en rum tid påden tomme døråbning, efter Aiden var gået ind i køkkenet. Hvad… hvad? Niwa så forvirret ned i sine håndflader. Hvorfor blev han så sur over dæmoner? De var da ikke så slemme… var de? Jo nogle af dem var nok men alts… Niwa spærrede øjnene op og så fluks hen imod døråbningen. Hvor kendte Aiden dæmoner fra?... Kendte han måske til magiske væsner? Niwa mærkede en kuldegysning skyde igennem ham og bevæge sig langs hans rygrad. Fik hans katteører til at rejse sig i et kort øjeblik. Han rettede dem åndsfraværende, og så fortsat indædt mod døråbningen. Var Aiden… selv et.. magisk væsen? Nu når Niwa tænkte over det… Virkede han ikke just menneskelig. Niwa rejste sig fra sofaen og stod rastløst – stadig med blikket rettet mod døråbningen. Hva… hvilken race var han så? Hvis han altså var et magisk væsen.. Eller.. det kunne da også bare være at han kendte til magiske væsner. Niwa var helt rundt på gulvet. Han dumpede tungt ned i sofaen igen. Nej.. hans fantasi måtte løbe af med ham. Aiden kunne umuligt være.. en af dem.. Desuden, hvor mange overnaturlige væsner arbejdede som skolelærer?! Det lød ret absurd. Så.. Niwa måtte tage fejl. Ja.. Det måtte han. Niwa nikkede tavst for sig selv. Han så hen imod døren. Hvor.. blev han egentlig af? Niwa rejste sig forsigtigt og listede langsomt og nysgerrigt derhen. Han stoppede op ved indgangen til køkkenet og tittede forsigtigt ind i rummet. Aiden stod lænet ind over køkkenbordet med et udmattet udtryk malet i ansigtet. Det så næsten ud som om, at han med ét havde fået en buldrende hovedpine. Niwa veg tilbage fra indgangen, i det Aidens stemme lød. Sagde at han ville være tilbage lige om lidt, og han bare skulle blive siddende. Niwa tøvede let. Overvejede om han skulle træde ind i køkkenet, eller gå tilbage og sætte sig. Niwa trådte usikkert væk fra væggen og listede tilbage ind i lærerværelset. Han stoppede op og så sig omkring. Der var blevet betydeligt mørkere i lokalet. Niwa stillede sig op på tæer og så møblerne og hen på kaminen. Niwa luntede derhen og satte sig ned på hug foran den. Der var ikke mange gløder tilbage.. måske.. Niwa så hen i brændekurven og fandt et rigtigt tørt stykke træ og placerede det omhyggeligt i kaminens døende gløder. Måske.. Han rejste sig og begyndte at lede ved bordene. Fandt til sidst nogle servietter, som han rev itu og derefter proppede ind under træet han havde lagt på gløderne. Så var der en chance for at et par flammer ville danne sig, og måske bide sig fast i brændet. Niwa satte sig foran kaminen i skrædderstilling og rakte sine små barnehænder frem, og tog imod varmen. Han gned let hænderne og holdt dem dernæst ud imod gløderne igen, for at opsamle varmen igen. Gad vide om Aiden var vred på ham.. over det han havde sagt. Han havde set ud til at være på nippet til et vredesudbrud, men så havde han forladt lærerværelset. Aiden forvirrede Niwa en del.. Han kunne ikke helt følge med, eller forstå hans intentioner. Men det var måske bedst sådan..