All Is Calm.. ~Niwa~

Tiden er?; 05.21
Stedet er?; Et sted lidt i udkanten af Terre
Omgivelserne er?; Ingen? .. Og lidt forskelligt andet
Vejret er?; Der er stadig helt mørkt, kun få lygtepæle er tændt og det små regner en smule..

Natten var snart ovre. Selvom at mørket stadig ville være der i nogle timer endnu. Himlen var hvekren mørkeblå eller sort. Den var mere i en blanding af mørkee grålige farver. Og de skyer der dækkede for månens ellers beroligende lys så ikke ligefrem helt fredelige ud. Der kunne sagtens komme regn inden længe. Og der gik heller ikke længe før at regnedråberne blev forvandlet fra støv til tunge dråber der hamrede mod hvad det nu kunne ramme. Dette så dog ikke ud til at genere denne lille pige der havde valgt at sætte sig for sig selv på en af bænkene. Der var ikke mere noget halvtag da det var taget ned i skræk for at det ville falde sammen..
Amelia lod de kolde dråber løbe ned over hendes spinkle men stadig kvindelige udviklede krop mens at hendes blik ikke var rettet mod noget bestemt. Hun elskede at bare sidde og mærke regnen og lytte til den stilhed det gav. Hun ville med det samme kunne høre lyden af folk eller dyre der gik her ude omkring hende på grund af hendes helt afslappede personlighed i dette vejr. Dog var hun ikke i nogen trance overhoved. Hendes påklænding blev hurtig gennemblødt og gjorde hende mere kold. Men stadig syntes hun at da hendes store sweatshirt blev drivvåd bare blev mere blød mod hendes sarte hud. Hendes lange hasselnøddebrune hår sad en smule klistret mod hendes kønne ansigt mens at alt det andet svagt bølgede og samlede sig i grupper af en slags. Hun trak sine ben endnu tættere ind til sig ved hjælp af hendes arme der var svunget omkring dem. På grund af hendes lille bygning kunne hun med lethed sidde på denne måde selv på en lille stil. Og hun gjorde det tit. Hun følte sig mere tryg på denne måde.
De klipklapperede hun havde iført sine fødder i denen nat lå ikke ved hende men et godt stykke fra hende da hun havde smidt dem på vej hen til denne bænk hun nu sad på. Så nu sad hun med bare fødder.Det hun fandt mest behageligt. Hun lod så endelig sine smukke og krystal klare hasselnøddebrune dådyr øjne søge rundt efter noget hun ikke selv havde opdaget. Hun betragede hvordan at regnen tegnede disse ringe i de nydannede vandputter. Det var egentligt et smuk syn for dem der nu kunne tillade sig at tage sig tid til at se på det på samme måde som Amelia gjorde nu. Til hendes held var hun ikke den type der gik med makeup. Hendes øjenvipper var mørke nok efter hendes mening. Et lille smil bredte sig med langsomme bevægelser frem på hendes bløde læber mens at hun så tog sig en dyb indånding. Hendes brystkasse hævede sig en smule men sænkede sig derfor også bagefter. Hun vidste godt at dette ikke var det bedste at gøre da hun ville fange en forkølelse næste gang hun kom ind i varmen. Hun kendte rutinen men lidt efter lidt var hendes krop vant til det og hun ville blive mindre og mindre syg. Nogle gange kom der ikke noget. Det kom an på hendes held..

Det tætte mørke som fulgte med natten, var så småt ved at lysne. Ikke meget, og der ville skam gå mange timer endnu, før det blev ordentlig lyst udenfor. Sådan var det jo i disse tider. Stilheden havde lagt sig over Terre, og der var ikke meget liv i gaderne på denne tid af morgenen. Eller… man kunne vel stadig kalde det nat. Den salige lyd af regndråberne som trommede imod jorden, lagde en afslappet stemning over omgivelserne. Skridt begyndte at forme sig i mørket. En silhuet voksede ud af mørket og blev i ny og næ oplyst af lygtepælenes orange skær, som personen passerede dem. Det var en lille spinkel skikkelse, som roligt vandrede af sted. Hvis det ikke havde været fordi det var så stille, havde skridtene virket lydløse, sammenlignet med enhver andens. Skikkelsen – eller drengen – bar en paraply og forsøgte at holde sig helt inde under den. Ville nødig blive ramte af dråberne, som dalede ned fra himlen og dernæst nærmest splintredes imod asfalten foran ham. Han stoppede op og lænede paraplyen bagud, så han kunne se de mørkegrå skyer som udgjorde himmelvævet. Han betragtede dem for en kort stund, med et nysgerrigt og samtidig åndsfraværende blik i de lyseblå øjne han besad. Han havde trukket hætten på sin regnfrakke op, også selvom han havde en paraply som læ. Hætten, skjulte på dén måde de katteører drengen besad. Den matchende kattehale, var gemt oppe under regnfrakken, og på dén måde, var hans hemmelighed skjult for omverdenen. Han rettede sig selv og paraplyen op, og vandrede atter videre. Hans blik fikserede sig på en skikkelse på en bænk, ikke langt fra ham. Han stoppede forbavset op og lagde hovedet let på sled. Han havde ikke just regnede med at se andre på denne tid af morgenen, men ak, der sag ganske vidst en pige lige dér. Hun havde trukket benene op til sig på bænken og sad stille, og så ud til at være fordybet i sine egen tanker. Drengen med paraplyen – som faktisk hed Niwa – tøvede let ved synet. Hun havde ikke særlig meget tøj på og.. Hans blik landede på de sko hun havde smidt, ikke langt fra hende. Og hun var barfodet. Det… det ville hun da blive syg af, dét der. Niwa sendte hende et bekymret blik og overvejede om han skulle gå hen til hende, og udspørge hvad det i al verden var, hun sad og lavede i dette vejr, eller blot vandre videre og glemme alt om hende. Hans pæne ansigt, med de barnlige karakteristiske træk, så ud til at spekulere for en rum tid, alt imens han bed sig svagt i sin bløde underlæbe. Han tog en dyb indånding, hvorefter han tog det første, af mange skridt, som bar ham hen til hende. Han stoppede op et par meter fra hende, på fortovet som førte hen til dén bænk, hun sad placeret ved. Niwa var ellers ganske sky og søgte ikke ellers kontakt – og da specielt ikke til fremmede… Men dette var en anderledes situation. Hun så ikke meget ældre ud end ham selv og… hun så så… fredfyldt ud. Det så næsten ud som om hun rent faktisk nød at blive gennemblødt. Han blev stående lidt endnu – overvejede hvordan han skulle komme i kontakt med hende. Det ville selvfølgelig hjælpe hvis han startede med at hilse… I hvert fald sige ét eller andet, men det var som om hans evne til at tale var forsvundet. Han mærkede varmen stige op i kinderne på ham, inden han fik fremstammet. ”Fry’…fryser du ikke?” Med sin tøvende og blide stemme.

Amelia havde godt opdaget at der var nogen på vej men det var ikke noget som hun rigtigt gjorde noget ved. Hun var kke helt vågen nok til at kunne høre det ordentligt. Hun mente det bare var noget hun bare forestilte sig. For hvem ville vælge at gå ud i dette vejr på denne tid af natten eller morgen. Det var lidt svært at finde ud af. Hun lod et suh forlade hendes læber og det kunne nemt ses på hendes brystkasse der igen markant hævede sig. Hun sukkede ikke ligefrem opgivende eller noget. Det var bare en blanding af afslapning og noget andet ukendt.
Efter at hun så kunne høre disse forsigtige skridt højere og højere blev hun undrende. Hun spændte kort i sin ryg af ren refleks og hendes bryn samlede sig en lille smule. Men hun så ikke op med det samem. Hun ville være helt sikker på at der faktisk var nogen her omkring hende. Hun så nu også mere vågen ud igen. Hun løftede st hoved lidt op men alliegvel gavdet så et set i ehnde da hun hørte denne stemme der blev opfanget af hendes hørelse. Hun drejede stille sit hoved hen mod denne skikkelse af en dreng. Var det ham der ahdve snakket til hende. Selvom at en forvirring var kommet ind over hende var hendes udstråling stadig helt rolig og fredsfyldt. Hun sad lidt uden at sige noget men studerede bare denne dreng der havde vovet sig udenfor. Det var jo fantastisk hvordan at væsner allerede havde bevæget sig rundt. Og efter hendes udsyn så han ikke ud til at være nogen vampyr. Eller nattevæsen for den sags skyld. Lidt efter lidt følte hun sig igen trygt ved hendes omgivelser og hendes smil fandt sin vej frem. Denne gang lidt større så det var mere synligt for denne person. Det var hendes normale varme go søde smil der også fortalte end hel del om hende som person. Hun var godt nok en aspara men hun tog sig ikke helt så meget af hendes udseende. Og det kunne man vel også se på hendes beklædning. Hun gik i det hun nu synets var behageligt. Og hun ahvde aldrig ejet et eneste stykke 'mærkevare'. Eller så igen. Det vidste hun ikke. Hun sagde stadig ikke noget men sad bare der go smilede til ham mens at hendes hoved var blevet lagt lidt på skrå. Hun træk igen sine ben lidt tættere ind til sig. Men stadig ikek sådan at hun kvælte sig selv ved at presse benen mod hendes brystkasse. Det gjorde hun kun når at hun bare ville gøre sig så lillle som muligt i frygt for alverdens ting.
endelig fik hun åbnet sin mund for at sige noget. I det øjeblik at man ellers havde ville tro hun var stum. "Heej.." sagde hun så bare med hendes overraskende blide og rolige stemme der også udendte en helt del uskyldig ud. Hun nikkede så svagt men hendes smil var der stadig. "Ja lidt.. Men jeg klare mig. Om få minutter til min krop ahve vænnet sig til kulden.." Hun sagde det helt uvekymret som om at hun ingen anelse havde om at hun ville kunne blive syg af det hun nu gjorde. Hun fugtede let sine læber med tungespidsen inden at hendes hasselnøddebrune dådyr øjne så fik et spørgende blik i sig. "Hvad...Hvad laver du så egentligt her uden?? Jeg troede eller at regnen havde skræmt alle og en hver væk fra alt dette udendørs område.." Hendes stemme var sikker og hun virkede ikke ligefrem genert lige som denne dreng. Men hendes stemme var en smule svag og det var kun lige fordi at her var så stille at man kunne høre hende ordentligt..