Fanfic - Breath

Tyst… Mørkt og stjerneklar var himlen den nat. Køn og enkel og stille.. Det var sjældent man så nattehimlen så uskyldsren i det område. Området plaget af rødplettede pytter og døende ved hvert et gadehjørne. Herude ved søen er det anderledes. Derude ved søen var det anderledes. Her var smukt.
Der var smukt.
En vind gled ned over det mørke græs, om bredden og igennem de mange planters sortfarvede strå. Det var ved at være den tid igen, var det ikke?
Vinden smøg sig om den høje vampyrs skulder og tog en sort buket af de lange skyggetråde med sig og lagde dem om på ryggen da vinden gav slip og mistede sit greb deri.. takkede farvel dertil og lod håret hænge igen.. uden glans da månen var ganske kort dækket af en ensom lille sky der syntes at have den perfekte timing.
Ahngel så derop imod. De røde øjne genskabte det mørke skær derfra, som ligeså badede hans smukke, dog tyste, ansigt med stjernernes stråler. Øjenlåg gemte væk hans opløftede blik og tvang de røde irisser imod stien foran ham.. Pupillerne syntes døde og fjerne. Det var i disse dage han havde tankerne klare. En af hans årlige kunne man sige. Som en menneskecyklus så han det. Derfor sagde han aldrig noget om det. Derfor lod han aldrig nogen gå med ham. De ville ende som pletter på hans himmelspapirer.
Grusen slæbtes med hans fødder over stien til han fjernede sig derfra.. tog skille og gik ud på græsset med blikket imod søen der genskabte himlen som var det et bølgende spejl. Søer var så nostalgiske. Så venlige selvom de ikke vidste hvor meget af det blod der var løbet dertil, kom fra en selv. Søerne var tilgivende og ligegyldige. De tog ingen partier. De kendte ingen. Elskede ingen og derfor hadede de heller ikke nogen eller noget. Koldt væsen… var søen. Den ældste elsker Ahngel nogensinde havde haft. Hans skridt stoppede op ved dens bred imens han betragtede dens bund, bestående af farverige småsten… besudlede af nattens grålige transparente dyne. Ahngel så dem nu som havde de en million farver, men også kun fordi han ikke kendte bedre. Han kendte ikke en dag farver. Han kendte ikke gyldne marker eller azurblå have. Han kendte grå… og rød.. Han satte sig ned på det fugtige græs. Han havde for en gangs skyld efterladt den lange frakke derhjemme og var nu klædt i en hvid skjorte. Endnu hvidere end hans hud, som virkede så besynderligt grå denne nat. Hans lange ben, iført lange sorte bukser uden nogen speciel fremtoning, var bøjede over græsset med tåspidserne ud imod søen, dog ikke rørene. Han lagde ryggen tilbage og lod sig ligge fladt på græsset med blikket imod himlen, hvor månen igen kom frem.. badede ham yderligere og fik hans udmattede ansigt til at lyse op i en falsk perfektion.
En bevægelse… så blød som en bølge, løftede Ahngels højre hånd imod himlen med strakte fingre. Øjnene lukkedes halvt i og indtog endelig et sørgmodigt udtryk. Han rakte ud efter himlen.. ønskede måske at hente den ned til sig og omfavne dens kropsløse figur. Bare for at føle intetheden. Da lukkedes hans øjne og hans mund åbnedes let.. visende det forreste af hans hvide tandsæt. Med ingen hugtænder synlige.. og ingen blødende hjerter fra hans øjenhuler, lignede han et menneske.. et lidt for svagt.. lidt for perfekt visnende menneske.
Som et åndedrag tømte han sine lunger. Tømte dem for det luft der havde siddet siden sidste gang han havde ønsket at flå det egoistisk til sig uden at behøve. De forvandt og blev ikke taget tilbage og som en vind begyndte et gys at glide over søen. Et gys der syntes så koldt og negativt at et ungt barn ville blive usikkert på livet og en filosof ville begynde at frygte døden. Energier.. negative energier begyndte at strømme ud fra vampyrens lange magre krop. Igennem porer og celler flød det som en strøm af hviskende insekter uden form eller udseende. De skabte vinde.. og døde ud til den levende luft. Da hev Ahngel ud efter vejret. Flåede ilt til sig i et hæst åndedrag der syntes at give ekko over trætoppe imens hans døde energier blandedes med de velkendte stemmer. De levende. De talende stemmer sagde godnat til de hviskende.. de syngende.. og de skrigende.. Som vand prellede det af Ahngels krop og ud i vinden.. efterlod hans hud ubeskyttet af en vampyrs arrogance og selvcentrerede holdninger. Efterlod ham til noget menneskeligt denne aften. Og netop det ville han gøre brug af. Denne udrensning skulle være hans asyl denne nat. Denne nat skulle hans udstrakte hånd mærke vind og vejr.. skælde denne verden fra de dødes. Længselsfuldt var fingrene strakte, men sovende syntes hans ansigt, til trods for de igen åbne øjne. Han vidste at han ikke ville finde hvad han ønskede så længe de var åbne, men han frygtede at hvis øjeblikket kom, ville han kun mærke det halvt ved de lukkede låg. Han ville frygte at denne gangs chance ville være spildt. Han lukkede da øjnene igen og begyndte at trygle på hans tankers eget sprog.
”Er du her.. så rør mig næste gang en vind flytter mit hår.” Hviskede han stille og vendte hånden i luften, hvilende den anden på hans mellemgulv. ”Bare denne nat..”
En vind gled atter over søren og den sagte prikken kunne mærkes i Ahngels hårrødder imens den tillod sig at flytte trådene en smule. Et gib lagdes fra Ahngels hånd og han åbnede øjnene, men så intet. Roligt satte han sig op igen, stadig med udstrakt arm. Et suk for igennem ham inden han atter fandt sine vampyriske egenskaber vende tilbage. Atter et glansfuldt ansigt, men stadig med døde øjne der nu hvilede på hans håndflade. Sand løb derfra. Ned på hans skød løb det.. det løb fra en flænge der ugjorde hånden der syntes at være gjort af keramik. Intet kød derbag, blot et sort hulrum, som ligeså lod sig fylde med sandet fra det ædende hul. Sandet kunne mærkes.. glidende igennem håndleddet og liggende sig i albuen, som forsvandt kød, knogler og blod for at gøre plads til det gyldne sands fordel. Det fyldte.. det fyldte for meget. Mere energi syntes at glide tilbage i ham og inden lang tid var gået.. syntes hele hans eksistens at være.. porcelæn. Hans hud krakelerede og mellemrummene udstødte gyldent sand. En flænge blev slået igennem huden ved hans højre øje.. gjorde plads for blodet der strømmede derned fra og udgjorde tårer af metal. Opslået af et ar der før var der. Et nostalgisk ønske blev da mimet af de nu hårde læber. En flamme varm nok til at gøre sandet til glas og gøre rug hud skinnende igen. Da slap han sine muskler og lod sig falde tilbage imod den hårde jord.. nakken ville splintres og rygsøjler knække.

Et prik fik Ahngel til at åbne øjnene igen.. betragtende sin opstrakte hånd, hvor et lille sort dyr havde taget plads. Den anden hånd fandt vej til det højre øjes nedre øjenlåg.. fandt det tørt.
Det var vel også på tide at tænke på at gå tilbage til Terre igen, ikke?

*Anne taber kæben*... så..smukt og dybt, og helt igennem rørende!<33

*Snøft* Wow.. Kuldegysning og gåsehud... Viirkeligt godt skrævet... Gav mig lyst til at arbejde med noget lignene.. *Le Gaspe* Inspiration!! Tak Ahngel! *Krammer, og l'ber straks ud og skriver*

Haha xD Im glad :P
Thank ya guys <3

:O Ahngel det der er jo sindssygt!! Sidder ligefrem og snøfter over det

- Dygtig er du sq knægt

Jeg takker, Shiro ;D ..

Så lidt Ahngel :)