Until your last breath - Vanilla Chinell

Andrija kom op fra metroen iført en en mørkeblå skjorte, hvor ærmerne var smøget op til albuerne, jeans og sorte støvler med snøre. Ud over den mørke skjorte bar han en mørk åben vinterfrakke der stod helt åben, så den kølige november luft ikke havde problemer med at gøre ham godt kold. Det var nu heller ikke det han prøvede at forhindre den i, så ville han sikkert have lukket frakken, men man vidste selvfølgelig aldrig med ham, han gik sine egne veje, og havde sin egen underlig tankegang.
hans hænder var begravet i lommerne på jakken, for at de ikke frøs helt af, da vejret ikke ligefrem var varmt. Det gav ikke rigtig mening at kigge på ham, så det var nok en dum ide. Han trak den ene hånd op fra lommen, og lod den køre igennem det blonde hår, mens et let smil formede sig på hans læber, da han kom i tanke om hvad der var sket for nogle uger siden. Kajika. De havde haft en god tid sammen, en lille kamp, ikke direkte, mere verbalt og mere elegant end at stå og slå på hinanden. Sådanne kampe havde aldrig været Andrijas kop te, de var unødvendige og krævede en masse spildt energi, men sådan var det jo bare, og det kunne han ikke gøre noget ved.
Han sukkede og kiggede lidt på sine omgivelser, mest for at få tiden til at gå, inden han skulle videre i dagens program, indkøb! Han stønnede opgivende ved tanken, indkøb havde aldrig været hans dille.
Hans metalgrå øjne var fæstnet på en måge der fløj rundt over havnen og skrabbede og brokkede sig. Hvad den så brokkede over kunne guderne kun vide. Han sukkede kort, og lod blikket falde til jorden.

En let brise satte ind på havnen og en usynlig lille kuppel af luft havde samlet sig omkring en yngre pige. Ingen kunne se hende nu. Hun ville være som ren luft for alle. Hvis hun gjorde endnu mere ud af det, ville hun også kunne slette alle spor af hendes eksistens, men det var meget sjovere at finde et eller andet fjols at forskrække. Vanilla, som denne unge blandings navn var, opdagede til hende store lykke at hun ikke var alene.
De mørkeblå øjne opfattede alt hvad der skete på havnen. Hun kunne, med de vampyrfordele hun nu havde, opfange hver eneste lille ting der bevægede sig. Bølgerne brussen og vindens lette susen kunne hun høre med den gode hørelse. Hun kunne dufte hver en enkel lille duft der var at finde på havnen, om det så end var en lettere stank af rådne fisk eller den hærlige men altødelæggende lugt af maling.
Øjnene rettede sig nu hen mod den person der også opholdte sig på havnen. En fyr. Omkring tyve år eller lidt over. Blondt hår og så nu også ret godt ud.
Vanilla sukkede sultent og tænkte sig til hvordan mandens blod mon måtte smage. Han så ret god ud, så hans blod havde vel også taget skade af hans skønhed? I hvert fald blev hun enig med sig selv om, at hun meget gerne ville tage en tår af ham. Koste hvad det ville. Desuden var hun også ret tørstig. Hun gik nu stille og roligt hen mod ham og forsøgte at larme mindst muligt. Hendes tørst og lysten til bare at angribe blev større og større. Hendes indre dyr kom frem i hende, og hun var lige som en jaguar. Listede lige så stille tættere på sit offer.